1.maj – arbejdernes internationale kampdag!
Traditionen for at holde 1.Maj grunder i arbejderklassens kamp for bedre vilkår.
Der er mange ”eksperter” og professorer der tit og ofte fortæller os at klassekampen er død.
Man mener, at der ikke findes modstridende klasser, der har forskellige interesser. Alligevel har den borgerlige regering lavet det ene angreb efter det andet på fagforeningerne, bl.a. en deltidslov og et, mislykket, forsøg på at nedsætte dagpengene. Hvis det ikke er klassekamp, så skylder ”eksperterne” os vist en forklaring på, hvad det så er.

Påstanden om, at der ikke findes klasser i Danmark, har heller ikke hold i virkeligheden.
Den rigeste tiendedel af landets familier har i dag en større andel af indkomsterne end i 1990, hvor de stod for 22 procent af indkomsterne. I 2000 var tallet steget til 24,6 procent.
De fattigste 40 procent tjener 16,6 procent af alle indkomster og har en gæld på 22,4 procent af formuen.. Der findes stadig i høj grad klasser. Hvis man hver dag er nødt til at stå op om morgenen og gå på arbejde eller ned i a-kassen, for at bankkontoen ikke skal gå få meget i minus til den første – så er man en del af arbejderklassen.

Kapitalismen i krise
Kapitalismen er nu gået ind i en alvorlig økonomisk krise. Den seneste minimale opgang vil ikke løse de fundamentale modsætninger i markedsøkonomien. Mange taler endda om at det minimale opsving som økonomerne håber på vil blive jobløst. Det vil sige at arbejdsløsheden ikke ser ud til at falde. Lige nu står 182.000 danskere arbejdsløse. Dette er det officielle tal som altid er under det virkelige tal. At kapitalismen ikke kan tilbyde arbejde til alle er et tydeligt tegn på at arbejderklassen ikke har råd til kapitalismen.
Det mest groteske er, at alt imens tusinder af mennesker går rundt uden arbejde, øges presset på dem i arbejde markant. Selvom arbejdstiden de sidste 40 år set under ét er gået 0,7 procent ned om året, er produktionen pr. arbejdstime i de vareproducerende erhverv steget med 4 procent om året. Og i de sidste år har mange arbejdere endda oplevet øget arbejdstid: en ud af tre SID’ere arbejder mere end 37 timer om ugen, en ud af ti mere end 48!
I den offentlige sektor har man ligeledes set hvordan massive besparelser i amter og kommuner har betydet øget pres på de ansatte, og dårligere arbejdsvilkår.

Masser at kæmpe for
1. maj er også en anledning til at gøre status over året. Og det seneste år har vi været vidne til massive angreb både på arbejdere og unge.
Regeringen forsøgte at angribe de arbejdsløses vilkår ved at forringe dagpengene, men de blev besejret af fagforeningerne der truede med højere krav i overenskomsterne – det viser arbejderklassens styrke, men også fremtiden. Nu er overenskomstforhandlingerne slut – det er bare et spørgsmål om tid, før store angreb igen vil blive lanceret.
Overenskomstresultatet var intet at råbe hurra for. De fleste af arbejdernes krav blev overhørt der blev fx ikke indført en mindsteløn på 110 kr. Samtidig blev strejkevåbnet betydeligt forringet. En stor del af arbejderne skal nu arbejde over, uden overarbejdsbetaling, hvis de har lavet såkaldte ”ulovlige” strejker. Arbejdsgiverne har stadig ret til at forringe arbejdsvilkårene så tit de vil og sætte tempoet op, mens arbejderne nu har endnu sværere ved at gå imod.
Det der skulle være den store gevinst i overenskomsten var barselsfonden, men den kommer ikke til at sikre kvinderne ansættelse og sikkerhed i jobbet, og regeringen var så flink at love at indføre den for alle gennem lov – der var altså ingen grund til at den kom med i overenskomsten i første omgang.
Samtidig blev lærlingenes krav fuldstændig overhørt. De havde stillet krav om 12 kr. mere i timen, men fik 2-3 kr. i stigning i en lærlingeløn der ikke er til at leve af. Og det viser meget godt situationen blandt unge i år 2004; nedskæring på nedskæring på i forvejen dårlige vilkår.
Skolepraktikordningen blev væsentligt forringet og på andre uddannelsesområder så vi nedskæringer. Men ungdommen viste også hvilken vej der er den eneste løsning – kamp!
Lærlingene demonstrerede, gymnasieleverne besatte deres skoler osv.

Det eneste alternativ
Alt imens det store flertal af almindelige arbejdere og deres familier har lagt ryg til nedskæringer, øget arbejdspres og arbejdsløshed, har lederne af fagbevægelsen ført en samarbejdspolitik som ikke har løst nogen af problemerne. Som vi så det da toppen i dansk fagbevægelse skandaløst solgte ud af de krav der var blevet rejst til overenskomsten. Løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer kan ikke komme gennem forhandlinger i pæne kontorer, men kun gennem kamp.
Samtidig er det forbløffende hvor svag oppositionen har været til den borgerlige regering. Der har ikke været et klart alternativ til den borgerlige politik.
Dette viser at der er brug for en stærk venstreopposition som konsekvent arbejder for en socialistisk politik, både i fagbevægelsen og i de tre arbejderpartier (Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten).

Den eneste måde vi kan bevare og udvide velfærdssamfundet på og skaffe arbejde til alle på, er hvis arbejderklassen tager sagen i egen hånd og overtager styringen af samfundet:
Overtager de største virksomheder og selv leder og fordeler arbejdet, og selv demokratisk bestemmer hvad der skal produceres og hvad det skal bruges til, i et demokratisk socialistisk samfund.

GOD 1. MAJ!