“Hundene gør; derfor bevæger karavanen sig.” (Arabisk ordsprog)

En fremmed metode

Min opmærksomhed blev for nylig rettet mod en artikel, underskrevet af Louis Oviedo, der hed Socialist Appeals kontrarevolutionære position (i Prensa Obrero nr. 826). Efter jeg havde læst artiklen, kunne jeg ikke bedømme om den var et produkt af ond tro eller bare dumhed. Metoden, som artiklens forfatter bruger, er i modstrid med ethvert princip fra marxismen, og frem for alt trotskismen, som kammerat Oviedo og Partido Obrero (=Arbejderpartiet, PO) hævder at forsvare.

Det argentinske PO har haft noget succes i de seneste år. I dets rækker er der gode militante arbejdere, der oprigtigt ønsker at fremme trotskismens sag og den socialistiske revolution i Argentina og Latinamerika. Dets medlemmer har uden tvivl udført noget godt arbejde i piquetero-bevægelsen. Alt dette har vi dyb respekt for, og vi mener, at vi i vore tidligere polemikker med PO altid har haft en omhyggelig og respektfuld attitude.

Dette er ikke en lille detalje. Hvis man ikke er i stand til at svare kritik og meningsforskelle på en demokratisk og kammeratlig måde, vil det underminere partiet og forhindre, at det vokser mere end til en vis grænse. Al kritik vil blive kvalt og alle interne meningsforskelle vil der blive lagt låg på. Det betyder, at al det gode arbejde fra medlemmerne vil blive ødelagt før eller siden.

Grunden til dette er ikke diplomatisk. Vi er ikke liberale, men bolsjevikker, og vi fastholder de originale traditioner fra Lenin og Trotskijs parti, som vi har forsvaret imod revisionisme i mere end 70 år, nationalt og internationalt. Det må tilføjes, at revisionisme findes i alle regnbuens farver, og ikke bare har en højreorienteret, men også “venstreorienteret” kulør.

Hvorfor var de store marxister så omhyggelige med at svare deres modstandere? Det var ikke af sentimentale årsager, men fordi målet med en polemik er at hæve det politiske niveau hos kadrerne, ikke for at score billige debat-point. Der er intet nemmere end at rejse en mand af strå for derefter at tilintetgøre ham. Det er lige præcis, hvad Louis Oviedo har gjort. Han forvansker vores ideer, som han derefter triumferende “svarer” (det vil sige, han svarer på noget, der ikke er blevet sagt). Derefter går han stolt omkring som en lille dreng med nye sko, og siger “se hvor klog jeg er.” Uheldigvis er denne metode langtfra klog, og den er fuldstændig i modsætning til bolsjevismens metoder og traditioner.

I polemikker har vi altid forsøgt at behandle vore modstanderes argumenter fair. Vi har aldrig forvansket eller karikeret vore politiske modstanderes argumenter – og det er med god grund. Hvis vi forvansker vore modstanderes position, ville det gøre vort svar fuldstændig værdiløst, og ingen ville lære noget af det. Det er derfor, Lenin og Trotskij (og Marx og Engels for den sags skyld) altid var meget omhyggelige, når de svarede deres politiske modstandere. Det er derfor, de altid medtog lange passager fra deres politiske modstandere i deres skrifter. På den måde var der aldrig nogle, der kunne beskylde dem for at forvanske modstanderens argumenter. At forvanske modstanderens argumenter har aldrig været trotskisternes metode, men derimod stalinisternes metode. Hvis man læser kammerat Oviedos artikel kan man intet lære om Socialist Appeal, El Militante eller andres position. Så hvorfor var det værd at skrive den?

Myter i stedet for argumenter

Louis Oviedos artikel indeholder så mange fejltagelser og fejlfortolkninger, at det ville kræve en bog at gendrive dem alle. Uheldigvis er livet kort og vi har for meget arbejde at gøre, til at tillade os selv den luksus. Der er et gammelt russisk ordsprog, der siger: “Et fjols kan stille flere spørgsmål end tyve vise mænd kan svare på.” Men vi vil væbne os med tålmodighed og gøre, hvad vi kan. Resultatet er temmelig langt og uhåndterligt. Det er længere end forfatteren ville have det, men ikke så langt som det ville være nødvendigt, for virkelig at gendrive alle de mange forvanskninger og fejl i PO-artiklen.

Vi står anklaget for, blandt andre ting, at “Slavisk følge de eksisterende ledelser” og “ærbødig respekt for de bureaukratiske ledelser.” Disse fejl kan glædeligvis rettes ganske nemt. Vi ved, at Louis Oviedo ofte læser vores internationale hjemmeside, www.marxist.com, og at han har et godt kendskab til det engelske sprog. Lad os derfor stille ham et beskedent forslag: Kammerat Louis, vær venlig og vis os et sted på vores hjemmeside, hvor vi på nogen måde viser tegn til at “Slavisk følge de eksisterende ledelser” eller have “ærbødig respekt for de bureaukratiske ledelser,” i Storbritannien, Bolivia eller et hvilket som helst andet sted. Hvis Louis kan gøre dette, vil vi med glæde rette vore fejltagelser. Hvis han ikke kan, opfordrer vi ham til at offentliggøre en klar dementi af hvert eneste ord, han har skrevet, eller stå tilbage som en falskner.

Det som det drejer sig om, er hvordan man bygger en revolutionær tendens med rødder blandt masserne. For at bygge partiet er det ikke tilstrækkeligt at have korrekte ideer. Det er nødvendigt at udvikle en korrekt taktik til at overbevise masserne om, at vore ideer er korrekte. Desværre har PO ikke en korrekt position i forhold til de objektive opgaver i den bolivianske revolution (eller for den sags skyld revolutionen i Argentina). PO har begået nogle fundamentale fejltagelser og er ikke klar til at indrømme det. Det er grunden til denne polemik, som vi vil tage fat på i forbindelse med parolen om den grundlovsgivende forsamling.

Men problemet ender ikke der. Det er et spørgsmål om både form og indhold. Selv hvis PO havde haft en korrekt position, ville det være dømt til impotens på grund af sin håbløst sekteriske attitude overfor arbejderbevægelsen. Louis Oviedo viser ikke engang det mindste tegn på forståelse for, hvordan man henvender sig til den bolivianske arbejderklasse og dens organisationer. Det bliver kogt ned til ultimatum-tænkning, der er kendetegnet ved ultra-venstre grupper over hele verden. Med metoder som dette vil vi ikke nå langt.

Louis Oviedo, må det tilføjes, er ikke blot et menigt medlem af PO, men en af dets ledere og teoretikere. Vi er derfor berettigede til at tro, at hans artikel afspejler PO-ledelsens position som sådan. Hvis det ikke er tilfældet, opfordrer vi Jorge Altamira og de andre ledere af PO til at afvise det. Hvis de ikke gør det, gælder ethvert ord her også for dem.

Louis Oviedos artikel er ret bemærkelsesværdig på grund af det store antal fejl, der er koncentreret på meget lidt plads. Der er mindst en fejl i hver sætning, undertiden to. Vi starter med det, der er en almindelig anklage mod vores tendens. Imidlertid er der en ting, vi bør takke kammerat Oviedo for. Han har på ganske få linier forsynet os med et belejligt katalog over alle (eller de fleste) af de myter, som PO og andre pseudo-trotskistiske ultra-venstregrupper har udbredt om vores tendens i mange år. Det er almindeligt kendt, at hvis du gentager den samme løgn mange gange, så vil nogle folk begynde at tro på den.

For at begynde med begyndelsen, skriver kammerat Oviedo: “Dens forlængede opløsning i den britiske Labour-bevægelse (British Laborism) har efterladt uudslettelige mærker på Socialist Appeal, tendensen der anføres af Ted Grant og Alan Woods: logren med halen er denne tendens’ ledelses registrerede varemærke.”

“Opløsning” antyder at vi for længe siden er ophørt med at eksistere som en selvstændig og identificerbar enhed. Men hvis det var tilfældet, kan man undre sig over, hvorfor kammerat Oviedo gider at angribe os så vildt. Sådan et angreb er et tegn på, at vi ikke alene eksisterer som en genkendelig enhed, men også at denne enhed volder PO’s ledelse problemer. PO er tvunget til at angribe vores tendens på grund af, at de er bekymrede over den succes, vi har internationalt. De er bekymrede over vores voksende indflydelse i Latinamerika og inde i selve PO. Og derfor forsøger de at sætte en barriere op mellem os og deres egne medlemmer ved at angribe os på basis af en række forvanskninger.

Marxister og masseorganisationerne

Når ultra-venstregrupperne angriber os på spørgsmålet om vores arbejde i masseorganisationerne, tror de, at de angriber vores svage side. Men i virkeligheden angriber de en af vores stærkeste sider – den side, der adskiller en ægte marxistisk tendens fra en sekt: vores faste og vedholdende orientering mod arbejderklassens masseorganisationer. Når vi hører denne form for kritik, trækker vi blot på skuldrene. Det er ABC, at en marxistisk tendens altid må stræbe efter at udføre revolutionært arbejde i arbejderklassens masseorganisationer. Dette blev forklaret af Lenin og Trotskij (eller for den sags skyld af Marx og Engels) for længe siden. Et seksårigt barn burde være i stand til at forstå dette. Men siden PO’s ledere ikke forstår det, er vi nødt til at gentage nogle af de fundamentale ting.

Ultra-venstregrupperne er ofte glade for at citere Lenins skrifter fra 1914-17, hvor han gentagne gange insisterede på behovet for et selvstændigt revolutionært parti og opfordrede de britiske marxister til at forlade Labour-partiet. Dette blev på forhånd svaret af Trotskij, da han skrev: “Men Lenin tænkte sig et brud med reformisterne som den uundgåelige konsekvens af en kamp imod dem, ikke som en frelst gerning uafhængig af tid og rum. Han krævede ikke en splittelse fra socialpatrioterne for at frelse sin egen sjæl, men for at få masserne væk fra socialpatriotisme. (Troskij, Writings 1935-36, engelsk udgave, side 156).

Behovet for at bygge et uafhængigt revolutionært parti er ABC for marxister. Imidlertid er der flere bogstaver i alfabetet efter ABC, og et skolebarn, der blev ved med at gentage de samme tre bogstaver ville ikke blive anset for særlig intelligent. I den nuværende periode står de revolutionære over for mægtige reformistiske organisationer med massebasis – både massepartier og fagforeninger – der har støtte fra millioner af arbejdere. Vores evne til at vokse afhænger af vores evne til at vinde basen i disse organisationer, særligt fagforeningerne, men også de store reformistiske partier.

I det stiftende dokument for den marxistiske bevægelse, Det kommunistiske manifest, forklarer Marx og Engels, at kommunister ikke danner et særligt parti i modsætning til andre arbejderpartier:

“De har ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets interesser. De opstiller ingen sekteriske principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter.
Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proletariske partier ved, at de på den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremtræder uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende, og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesse.
Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne altså i deres praksis den mest resolutte del, den del, der driver de andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og almindelige resultater.” (Marx og Engels, Det kommunistiske manifest, Rhodos, side 36).

Disse bemærkninger er en lukket bog for lederne af PO, de forklarer essensen af, hvad der adskiller marxisme fra en sekterisk karikatur. Ultra-venstregrupperne glemmer altid, at den kommunistiske internationales massekræfter blev formet på baggrund af store begivenheder i 1917-23. I de fleste tilfælde blev den nye internationales massepartier formet af splittelser i de gamle partier i anden internationale. Derudover vandt kommunisterne faktisk flertallet i de gamle organisationer nogle steder, for eksempel i Frankrig, Tyskland, Bulgarien og Tjekkoslovakiet.

En sekterisk attitude overfor de gamle reformistiske partier var ikke karakteristisk for Lenin og Trotskij, men deriomod for ultra-venstregrupperne i Holland, Storbritanien og Italien, som Lenin og Trotskij førte en ubøjelig kamp imod. Selv om de forsøgte at citere Lenins artikler fra perioden under 1. verdenskrig og bruge dem mod ham, havde de intet forstået af Lenins dialektiske metode. Lenins bog “Venstrekommunismen – en børnesygedom” blev skrevet i den kommunistiske internationales tidlige dage for at besvare de “venstrorienteredes” argumenter, som dukker op igen og igen i ultra-venstregruppernes artikler og dokumenter. Lenin forklarede, at det var en forbrydelse at splitte de avancerede arbejdere væk fra masserne, og at en sådan taktik ville styrke fagforeningsbureaukratiet i stedet for at svække det:

“At nægte at arbejde i de reaktionære fagforeninger betyder, at man efterlader de uudviklede eller tilbagestående masser under indflydelse af de reaktionære ledere, borgerskabets agenter, arbejderaristokratiet eller arbejdere, der er blevet borgerlige…

Hvis du vil hjælpe ‘masserne’ og vinde ‘massernes’ sympati, bør du ikke frygte vanskeligheder, nålestik, chikanerier, fornærmelser og forfølgelser fra ‘lederne’ (som er opportunister og socialchauvanister og i de fleste tilfælde direkte eller indirekte er fobundet med borgerskabet og politiet), men må absolut arbejde hvor masserne end befinder sig. Du må være i stand til at yde ethvert offer, overkomme de største forhindringer for at agitere og føre propaganda frem systematisk, standhaftigt, ihærdigt og tålmodigt i disse institutioner, samfund og organisationer – selv den mest reaktionære – hvor de proletariske eller halvproletariske masser befinder sig.” Lenin, Collected Works, engelsk udgave, bind 31, side 53.)

Louis Oviedo får et slagtilfælde, når man nævner de store fagforbund i Argentina (CTA og CGT), for slet ikke at tale om det bolivianske arbejderforbund (COB). For ser I, de er “bureaukratiske”. Lenin forklarede, hvordan bolsjevikkerne endog udførte illegalt arbejde i “Zubatov”-fagforeningerne, der blev dannet af zarens politi for at holde arbejderne væk fra revolutionære ideer. Uden at vide det gentager lederne af PO argumenterne, ikke fra Lenin og Trotskij, men fra “venstrekommunisterne,” som Lenin kritiserede inderligt i den kommunistiske internationales tidlige år. På den kommunistiske internationales (komintern) anden kongres førte Lenin og Trotskij en kamp imod ultra-venstre “børnesygdommen”. Den anden kongres’ manifest, skrevet af Trotskij, siger at:

“Den kommunistiske Internationale er verdenspartiet fro proletarisk oprejsning og for proletariatets diktatu. Den har ikke nogle mål eller opgaver ud over arbejderklassens egne. De små ultra-venstregruppers krav, som hver især vil frelse arbejderklassen på sine egne måder, er fremmede og fjendtlige overfor den Kommunistiske Internationales ånd. Den besidder ikke noget universalmiddel eller nogle magiske formularer, men baserer sig på arbejderklassens tidligere og nuværende internationale erfaringer; den renser erfaringerne fra alle bommerter og afvigelser; den generaliserer de fremskridt, der er gjort og anerkender kun sådanne revolutionære formularer, masseaktionens formular.” (Trotskij, Kominterns første fem år, engelsk udgave, bind 1, side 131.)

Det samme dokument tilføjer: “Samtidig med, at den fører en nådesløs kamp mod reformisme i fagforeningerne og imod parlamentarisk idioti og karrieremageri, fordømmer den Kommunistiske Internationale alle sekteriske forsøg på at forlade rækkerne fra multi-million-fagforeningerne eller at vende ryggen til parlamentariske og lokale institutioner. Kommunisterne adskiller ikke sig selv fra masserne, som bliver forledt og forrådt af reformisterne og patrioterne, men engagerer sig i en uforsonlig kamp mod sidstnævnte i masseorganisationerne og det borgerlige samfunds institutioner for hurtigere og mere sikkert at kaste dem omkuld.

Trotskijs metode, ligesom Marx’ og Lenins, var en kombination af to ting: et uforsonligt forsvar for ideerne og principperne, og en ekstremt fleksibel tilgang til taktik og organisatoriske spørgsmål. Dette er opsummeret i “Åbent brev for Fjerde Internationale”, som er skrevet i foråret 1935:

“Ethvert forsøg på at udstikke en identisk kurs for alle lande ville være fatal. Afhængig af nationale forhold, på graden af opløsning i de gamle abejderklasseorganisationer og sluttelig af deres egne kræfter på et givent tidspunkt, kan marxisterne (de revolutionære socialister, internationalisterne, bolsjevik-leninisterne) nu komme frem som en selvstændig organisation, nu som en fraktion i et af de gamle partier eller fagforeninger. Ligegyldigt hvad tid det er på, eller hvilken arena, det drejer sig om, tjener dette fraktionsarbejde kun som et stade på vejen til at skabe Fjerde Internationales nye partier – partier der kan skabes enten gennem reorganisering af de revolutionære elementer i de gamle organisationereller gennem selvstændige organisationer. Men på hvilken som helst arena og lige gyldigt hvilke metoder, er de fast besluttet på at tale i utilslørede principper og klare revolutionære paroler. De leger ikke skjul med arbejderklassen; de skjuler ikke deres mål; de udskifter ikke diplomati og kombinationer med en principiel kamp. Marxister siger under alle forhold tingene åbent, som de er.” (Trotskij, Writings, 1935-36, engelsk udgave, side 25-26.)

Man kan mene, at disse linier er klare nok. Der er ingen revolutionær “kogebog”, der kan give os en opskrift på, hvordan man bør arbejde i alle lande til alle tider. Det er klart, at det revolutionære parti altid begynder som en kerne, og for at overvinde sin isolation fra masserne er det ikke bare tilladeligt, men obligatorisk for de revolutionære at udvikle en fleksibel taktik for at trænge gennem arbejderklassens masseorganisationer, på betingelse af at de altid beholder en klar position på alle principielle spørgsmål.

Tendensen, som jeg har den ære at tilhøre, har fastholdt et fast standpunkt gennem årtier, forsvaret marxismens basale ideer og kæmpet for en socialistisk revolution nationalt og internationalt. Men det er ikke nok at have korrekte ideer, det er nødvendigt at vide, hvordan man udtrykker disse ideer på en måde, så det får et ekko i arbejderklassen. Alle sekterikere stopper ved dette punkt. For at få masserne væk fra de gamle reformistiske ledere er det nødvendigt at udføre seriøst, systematisk arbejde i masseorganisationerne, først og fremmest fagforeningerne. I sin artikel Sekterisme, Centrisme og Fjerde Internationale (1935), karakteriserer Trotskij sekterisme sådan her:

“Sekterikeren ser samfundslivet som en stor skole og sig selv som en lærer der. Han mener, at arbejderklassen skal sætte mindre vigtige emner til side og samles omkring hans talerstol. Så ville opgaverne være løst.

Selvom han sværger til marxismen i hver eneste sætning, er sekterikeren den direkte negation af dialektisk materialisme, som tager erfaring som sit udgangspunkt og altid vender tilbage til det. En sekteriker forstår ikke den dialektiske aktion og reaktion mellem et færdigt program og en levende – det vil sige ufuldkommen og ufærdig – massekamp… Sekterisme er fjendtlig over for dialektik (ikke i ord men i gerning) i den forstand, at den vender ryggen til arbejderklassens faktiske udvikling.” (Trotskij, Writings, 1935-36, engelsk udgave, side 153.)

Disse linier forklarer perfekt sekterismens kerne. De bliver spejlet i hvert eneste ord i Oviedos artikel. Hele den måde, som han ser på COB på, er en indikator på den arrogante sekteriske attitude, der fremmedgør arbejdere og fører til de marxistiske kræfters isolation fra masserne. Det er grunden til, at ultra-venstregrupperne altid er dømt til sterilitet. Dette gælder også for de tilfælde, som for eksempel PO, hvor de formår at bygge en relativ stærk gruppe på et par tusinde. Det er selvfølgelig et seriøst resultat. Men det er kun begyndelsen. I et land som Argentina er et parti på to eller tre tusinde stadig meget lille i forhold til arbejderklassens størrelse.

Spørgsmålet er endnu mere klart i Storbritannien, hvor hele den organiserede arbejderklasse er i fagforeningerne, og de vigtigste fagforeninger er en del af Labour. Så tidligt som i 1932 rådede Trotskij sine britiske følgesvende til at gå ind i Labour. Det på et tidspunkt, da det Centristiske Independent Labour Party (ILP) det år havde mere end 100.000 arbejdere med sig. Det er betydeligt mere, end PO har på nuværende tidspunkt. Hvilket råd gav den gamle mand dem? Trotskijs råd til ILP var tre punkter: 1) Udform en ægte marxistisk politik, 2) Vend ryggen til stalinisterne og vend jer mod fagforeningerne og Labour, og 3) Gå med i Fjerde Internationale.

Selv om ILP havde en betragtelig base blandt de avancerede arbejdere, insisterede Trotskij på, at de skulle trænge ind i Labour, som stadig nød støtte fra millioner af arbejdere. Han børstede ILP-ledernes undskyldninger til side – at der ikke var nogen rigtig venstrefløj i Labour, at de ville blive ekskluderet og så videre – og argumenterede for arbejde inde i Labour:

“Oppositionens politik i Labour er dårlig. Men det betyder bare, at det er nødvendigt at møde den inde i Labour med en anden, en korrekt marxistisk politik. Det er ikke nemt? Selvfølgelig ikke! Men man må vide at skjule sine aktiviteter fra Sir Walter Cirines vagtsomme politi og hans agenter indtil tiden er inde. Men er det ikke et faktum, at en marxistisk fraktion ikke kan ændre Labours politik og struktur? Dette er vi fuldstændig enige i: bureaukratiet vil ikke overgive sig. Men de revolutionære udenfor og indenfor må og skal vinde titusinder, hundredetusinder af arbejdere.” (Trotskij, ibid, side 142.)

I sin polemik med ledelsen for ILP kritiserede Trotskij dem for at bryde med Labour på det forkerte tidspunkt og af de forkerte årsager. (I stedet for et politisk emne, som kunne forstås af Labour-arbejdernes masser, brød de ud på et organisatorisk spørgsmål – ILP’s parlamentariske uafhængighed):

“ILP splittede hovedsageligt fra Labour for at beholde dets parlamentariske fraktions uafhængighed. Vi vil ikke her diskutere, om splittelsen var korrekt på det givne tidspunkt, og om ILP opnåede de forventede fordele af det. Det mener vi ikke. Men det er et faktum, for enhver revolutionær organisation i England, at dens attitude over formasserne og overfor klassen er næsten sammenfaldende med dens attitude overfor Labour, der baserer sig på fagforeningerne. På dette tidspunkt er spørgsmålet om, hvorvidt man skal fungere indeni eller uden for Labour, ikke et principielt spørgsmål, men et spørgsmål om faktiske muligheder. I hvert tilfælde, uden en stærk fraktion i fagforeningerne og derfor i Labour, er ILP selv i dag dømt til impotens.” (Trotskij, Writings 1935-36, engelsk udgave, side 141-3.)

For at fortsætte denne lektion for små børn: i Storbritannien er arbejderklassens masseorganisationer Labour og fagforeningerne. Vi står anklaget for at arbejde i disse organisationer i en “forlænget” periode. Vi erkender os skyldige i denne anklage! I Storbritannien vil enhver tendens, der hævder at være marxistisk, og ikke arbejder i disse organisationer, vare irrelevante. Hvis I tvivler på dette, så se hvad de selvudråbte marxistiske grupper, der har oprettet “revolutionære partier” i skyerne for en endnu mere “forlænget periode” har udrettet, det er endt i en komplet farce.

Trotskijs metode er absolut klar efter de linier, der er citeret ovenfor. I Storbritannien, hvor millioner af arbejdere er organiseret i og omkring fagforeninger og Labour, er selv et parti med 100.000 ikke mere end en stor sekt. Hvad kunne man sige i dag om fiflerierne mellem miniature-grupperne i periferien af Labour? Socialist Labour Party (SLP) er fuldstændig kollapset på trods af, at det blev anført af en velkendt militant fagforeningsmand, minearbejdernes leder Arthur Scargill. Den “Socialistiske Alliance”, ført an af SWP, er splittet og i krise.

På trods af den massive utilfredshed med Blair ser arbejderne ikke disse grupper som et seriøst alternativ. De opnår latterlige stemmetal, og de mister deres pengekasser med jævne mellemrum. På den anden side er der en skarp venstredrejning inden for fagforeningerne, hvoraf de fleste er med i Labour. Den marxistiske tendens, repræsenteret af Socialist Appeal i Storbritannien, har været meget aktiv i denne proces. Og historien viser, at et skift til venstre i fagforeningerne i dag bliver afspejlet i Labour i morgen.

Sekterisme og masseorganisationerne

Hvilken attitude skal marxister tage overfor COB og dets ledelse? For ulra-venstregrupperne er svaret altid barnligt simpelt. Deres attitude overfor arbejdernes organisationer er altid den samme: skingre fordømmelser for forædderi, 24 timer i døgnet, syv dage om ugen, 52 uger om året, hvert år. Så simpelt er problemet, ser I! Alt der behøves er at råbe så højt man kan, at alle andre er forrædere og at masserne skal stoppe med tåbeligt at følge disse forrædere og følge PO i stedet. Så vil alting være fint!

Problemet er, at trods de skingre fordømmelser og al råberiet, følger masserne ikke disse ultra-venstregrupper, men er stædigt loyale over for deres traditionelle masseorganisationer. De bliver ikke overbevist af fordømmelser og fornærmelser. Tværtimod vil sådan en fremgangsmåde blot skræmme dem bort, drive dem videre i armene på lederne og miskreditere trotskisterne, som over for masserne vil fremstå som sekteriske splittere og ødelæggere. Det er det billede, som stalinisterne har forsøgt at skabe af trotskisterne i årtier. Desværre bekræfter ultra-venstregruppernes opførsel denne karikatur. De har givet trotskisme et dårligt ry blandt arbejdere alle vegne. Det er en forbrydelse, som de aldrig kan blive tilgivet for.

De pseudo-marxistiske sekterikere går ikke frem på basis af virkelig bevægelse blandt arbejderklassen og dens organisationer. I stedet arbejder de med idealer og abstraktioner udenfor tid og rum. De har en færdig og uforanderlig ide om, at fagforeningslederne er ude af stand til at føre klassekampen. I generel forstand har de en pointe, i og med at en succesfuld kamp kræver et vedholdende revolutionært perspektiv og politik, hvilket disse ledere ikke har. Derfor vil de i bedste fald opnå et utilfredsstillende kompromis, selv hvor de for alvor ønsker at kæmpe, hvilket ofte ikke er tilfældet.

Ja, alt dette er sandt, og det er ABC for marxister. Men selv de mest højreorienterede fagforeningsledere kan under pres fra arbejderklassen begynde at lede en kamp og kan endda gå længere end de havde tænkt sig. Det er nødvendigt at analysere bevægelsen konkret, følge den gennem et hvert stadie og ikke begrænse sig til abstrakte generaliseringer om reformismens rolle og så videre. Når fagforeningslederne tager selv et halvt skridt fremad, er det nødvendigt at presse på for at gå videre. Som Marx og Engels forklarede så godt, må marxisterne være i forreste række blandt de, der kæmper for forbedringer for arbejderklassen, og samtidig tålmodigt fortælle arbejderne om behovet for en revolutionær omvæltning. Det er opgaven for marxister i fagforeningerne. Det er en opgave, der kræver en kombination af standhaftighed på alle principielle spørgsmål sammen med den nødvendige fleksible taktik. Uden den ene af disse ting kommer vi ingen vegne.

Efter at have opsat sin grundlæggende (og forkerte) tese om vores angivelige “opløsning” i masseorganisationerne, fortsætter Louis Oviedo med at misinformere sine læsere: “I Bolivia – og det kan ikke være anderledes – er de glødende forsvarere af bureaukratiet i COB.” Siden Louis Oviedo enten ikke har læst vore artikler eller ikke har den ringeste hensigt om at informere sine læsere om vores tendens’ virkelige position, kan denne sidste fordrejelse “ikke være anderledes”.

Men vent! “Der er mere,” hvisker Louis, med et gran af mystik i stemmen som en, der skal til at afsløre en forfærdelig konspiration. Hvad er denne konspiration? Louis forklarer:

“Når han refererer til den nye regering, skriver Woods, at ‘der er en underliggende mistillid og vrede blandt masserne, der afspejler sig i uforsonligheden hos deres naturlige ledere.’ Om den angivelige ‘uforsonlighed’ hos COB, hos bøndernes sammenslutning med Quispe* eller hos MAS med Evo Morales* i spidsen, er det tilstrækkeligt at sige, at de alle suspenderede kampen og indgik våbenhvile med den nye regering. Men den vigtigste ting er den respekt, som Woods har for bevægelsens bureaukratier, som han karakteriserer som deres ‘naturlige ledere.’ Det er en original kategori. Lederne som befinder sig i spidsen for en klasse på et givent tidspunkt i historien er ikke en konsekvens af deres natur, men snarere af den politiske kamp mellem de forskellige tendenser inden for den klasse (hvilket inkluderer agenter for klassefjenden, for eksempel bureaukratiet). Ved at kvalificere Quispe og Solares som ‘naturlige ledere’ for bønderne og arbejderne, erklærer Woods på forhånd, at han afstår fra kampen for en alternativ revolutionær ledelse i massernes organisationer.”

(*Note: Quispe er en bondeleder og Morales er en reformistisk politiker i spidsen for partiet MAS, der har støtte blandt bønder og arbejdere og groft sagt optager pladsen som et reformistisk arbejderparti.)

For det første, når Oviedo kritiserer formuleringen “arbejderklassens naturlige ledere”, fejlciterer han hvad vi skrev. Vores sidste artikel sagde i virkeligheden følgende:

“Under COB’s ledere er der ettalrigt lag af det, vi kan kalde arbejderklassens naturlige ledere. De er de lokale ledere, der har vundet arbejdernes og bøndernes tillid ved ærlighed, mod og militans. De vil spille en afgørende rolle i revolutionen. De står tæt på masserne og afspejler derfor deres revolutionære ånd. Hvis de blev forenet i et revolutionært parti, ville revolutionens fremtid være garanteret.”

Er det ikke klart? Vi taler ikke om lederne af COB eller Quispe og Solares, men om laget af arbejderaktivister under det ledende lag i COB.

Men selv når vi skriver om lederne af COB, viser Oviedo, at han ikke forstår noget. Han hævder, at vi taler for en “Ubetinget støtte til ledelsen af COB.” Og for Louis Oviedo er lederne af COB det samme som Quispe og Evo Morales – de er alle en reaktionær blok. Dette er en typisk sekterisk attitude. Det ser ikke på de konkrete elementer i ligningen, men blander det hele sammen. Det gør det meget lettere for PO at præsentere sig selv, og kun sig selv, som ledelsen. Det er bare nødvendigt at udråbe sig selv til det. Så vil arbejderne lægge deres eksisterende ledere til side og i flok gå over til PO, og alt vil være vel.

Metoden er enfoldigheden selv: vi fordømmer simpelthen de eksisterende ledere som forrædere og præsenterer os selv som alternativet, vi appellerer til masserne om at gå med os. Problemet er løst! Eller er det? Hvis det eneste, der behøvedes for at bygge et revolutionært parti, var at udråbe det, ville enhver lille sekteriker i historien være så stor som Marx, Lenin og Trotskij tilsammen. Desværre er det ikke så simpelt.

Det er nødvendigt ikke at tale i generelle vendinger, men at se arbejderklassens levende bevægelser, når den udvikler sig. Selvfølgelig er de reformistiske lederes generelle rolle at holde masserne i skak. Men det er ikke tilstrækkeligt at tale om arbejderbevægelsen og dens ledelse “generelt”. Det er nødvendigt at tage højde for de konkrete forhold i hver enkelt sag. Masseorganisationerne, særligt fagforeningerne, er under pres fra arbejderklassen. I perioder hvor masserne går i aktion, kan de skubbes i opposition og endda gå længere, end lederne har til hensigt.

Marxisterne i Bolivia vil være fuldstændig impotente, hvis de ikke er i stand til at lave seriøst arbejde i COB og vinde flertal blandt medlemmerne. Til dette er det nødvendigt at have en tålmodig og venlig attitude, som Lenin havde i 1917, da han rådede bolsjevikkerne til “tålmodigt at forklare” ideerne til de russiske arbejdere, hvis store flertal stadig fulgte mensjevikiske og socialrevolutionære ledere i sovjetterne og i fagforeningerne. Det er mindre en nyttesløst, at forestille sig, at vejen til at vinde arbejderne er ved at råbe op om “forræderi” fra sidelinien. Den type opførsel er endnu mere vanvittig i en situation, hvor fagforeningslederne er ude i kamp.

I denne sag indkaldte ledelsen for COB på trods af deres fejl og mangler til en generalstrejke. Solares opfordrede endvidere til, at man dannede arbejdermilitser, og i et interview efter, han var blevet valgt som leder af COB, sagde han: “Den første opfordring er til, at alle arbejdere og det bolivianske folk forener sig, organiserer sig og kæmper indtil den neo-liberale model og det udbyttende kapitalistiske system er likvideret, og til at danne en arbejder-bonderegering sammen med alle undertrykte og udbyttede lag” (El Deber, 18. august 2003). I et interview efter opstanden i oktober, sgde Solares: “Vi håber, at vi snart får en arbejder-bonderegering på et socialistisk program” (La Razon, 3. november).

Louis Oviedo vil sige: Men dette er blot ord. Ja, selvfølgelig, men hvordan vil bøndernes og arbejdernes masser modtage disse ord? De vil sige: Ja, det er lige det, vi vil have! Og hvad vil Louis Oviedo sige til de bolivianske arbejdere og bønder? “Stol ikke på COB-lederne! De er løgnere! De ønsker ikke at lede en revolution. De vil forråde jer!” Og hvordan vil de bolivianske arbejdere svare? De vil sige: Hvad taler du om? Vores ledere indkaldte til generalstrejke. De taler imod kapitalistisk udbytning. Og jeres folk er bare splittere og ødelæggere.

Efter de seneste begivenheder vil COB’s ledelses autoritet blandt almindelige arbejdere og bønder være meget stor. Det er ganske klart. Vores opgave er at nå disse arbejdere og bønder. Hvordan gør man dette? Bestemt ikke med fornærmelser og fordømmelser af lederne, når de giver efter for massernes pres og fører kampen fremad. Det vi må sige er: “Meget godt indtil nu, men vi må gå videre! Vores bevægelse har vist arbejderklassens enorme kraft, så snart den er mobiliseret for at ændre samfundet. Men vi har ikke afsluttet opgaven. Oligarkiet er stadig ved magten. Vi må organisere en generalstrejke og sætte aktionskomiteer op over hele landet.” Til lederne af COB siger vi: “Vi behøver handling, ikke ord! I må gøre, hvad I siger!” Det er den eneste rigtige måde, at stille spørgsmålet på. Og det er præcis den måde, vi præsenterede de på i vores artikel. Kun en hårdkogt sekteriker, der ikke er i stand til at tænke, kan benægte dette.

Klasse, parti og ledelse

“I Bolivia,” fortsætter Oviedo, “er de faste forsvarere for bureaukratiet i COB (Central Obrera Bolivia – Arbejdernes Centralforbund i Bolivia).”

Der er ikke et atom af sandhed i denne påstand. Hvad er den baseret på? Louis Oviedo fisker efter nogle citater: “Deres status over begivenhederne i Bolivia (“The key to the Andean Revolution”, af Alan Woods og Jorge Martin), giver ukritisk støtte til ledelsen i COB.” Hvad mener han med det?

‘COB’s ledelse viste stort mod og bestemthed i generalstrejken. (…) Lederne af COB har spillet en meget positiv rolle. De har vist stor personlig integritet og mod i kampen mod Lozada.’

Og han konluderer triumferende: “Bedre forsvarere for Jamie Solares ville være svære at finde, selv blandt de almindelige bureaukrater i COB.”

Oviedo er ubehageligt klar over, at han fortæller løgne, og derfor er han tvunget til at dække ryggen i næste sætning: “For at skjule sit forehavende, tilføjer Alan Woods, at ‘nu er det imidlertid nødvendigt med mere end integritet og mod: det er nødvendigt med et klart perspektiv for at overtage magten og et program og en taktik, der svarer til dette perspektiv.’ Det vil sige, ‘et perpektiv for at tage magten’ bliver anbefalet efter at have tilladt, at bevægelsen lod kampen for magten passere ved opstanden den 17. oktober.”

Louis Oviedo fortæller ikke medlemmerne af PO mere af vores standpunkt, end han mener, er godt for deres helbred – det vil sige, ikke meget. Han glemmer belejligt at citere det efterfølgende:

“COB’s ledelse viste stort mod og bestemthed i generalstrejken. Men det er nødvendigt med en klar plan, strategi og politik. Det er nødvendigt med et perspektiv for at overtage magten. Dette er hvad, er ser ud til at mangle, og manglen på dette kan grundstøde revolutionen. COB’s generalsekretær Solares har besøgt den nye præsident. Og tilsyneladende har han indtaget den position, at give betinget støtte til præsidenten. Det vil sige, vi vil støtte ham, så længe han bekæmper korruption, skaber flere job og giver arbejderne anstændige lønninger og så videre. Det er en stor fejltagelse. Mesas borgerlige regering vil være ligeså korrupt som Lozada-regeringen. Den kan ikke skabe job og ordentlig løn, fordi dens hænder er bundet af IMF og Verdensbanken. Det er oligarkiets regering, og den må repræsentere deres interesser. At forlange af sådan en regering, at den forsvarer arbejderklassens interesser er som at forlange pærer fra et elmetræ.

“Det siges, at den nye præsident viste interesse for Solares’ pointer, og at præsidentpaladsets døre er åbne for COB-lederne. Men det er et tilfælde af ‘kom ind i min dagligstue, sagde edderkoppen til fluen’. I dag viser præsidenten interesse (hvordan kan han ikke være interesseret i de folk, der lige har væltet hans forgænger?), men i morgen vil han vise tænder. Ideen om, at det alt sammen er et spørgsmål om ‘god vilje’ er fejlagtig. Det er ikke god eller dårlig vilje hos individer, der bestemmer, men klasseinteresser. Og de bolivianske arbejdere og bønders interesser kan ikke forenes med oligarkiet og imperialismens interesser. Jo før dette faktum bliver forstået, des bedre. Årsagen til Mesas ‘rimelighed’ er ikke svær at få øje på. Borgerskabet har lige lidt et alvorligt nederlag. De kan ikke bruge magt og er tvunget til et taktisk tilbagetog, til at fremtræde forsonende, at afgive løfter i håb om at pacificere masserne, indtil de er klar til at lave en modoffensiv.” (Bolivia – The key to the Andean Revolution)

Nu, kammerat Louis, lad os være alvorlige for en stund. Lyder dette som ordene fra “faste forsvarere for bureaukratiet i COB”?

Vores tendens har hele tiden fremført et perspektiv for arbejdermagt i Bolivia. Det er vores standpunkt, og Oviedo er modstæbende nødt til at indrømme det. I artiklen, som han citerer meget selektivt, fremfører vi ikke blot et perspektiv for arbejdermagt, men viser konkret, hvordan det kan opnås. Men Oviedo fortsætter med sin misinformation når han citerer, som sædvænlig, uden for tekstens sammenhæng: “Arbejderne … klarede at vælte præsidenten, men derefter lod de magten forsvinde mellem deres fingre.” Dette sender Louis ud i et anfald af harme:

“Men de der tillod Mesa at blive præsident var ikke arbejderne, men deres ledere, blandt dem bureaukratiet i COB, der aftalte præsidentskiftet med kirken, regimets partier, forretningsmændene og de brasilianske og argentinske diplomater. For at hvidvaske COB-bureaukratiets politik, bebrejder Socialist Appeal masserne.” (vores fremhævning) Her træder vi ind i surrealismens verden. Er det sandt, at vi bebrejder arbejderne for ikke at have taget magten? Nej, det er ikke sandt, og Louis Oviedo er udmærket klar over det. Men lad os vende tilbage til Lenins standpunkt i 1917. På et tidspunkt under aprilkonferencen, taler Lenin om februarrevolutionen og spørger, hvorfor arbejderne ikke tog magten:

“Hvorfor tager de ikke magten? Stelkov siger: af den og den grund. Det er nonsens. Faktum er, at proletariatet er ikke organiseret og ikke klassebevidste nok. Dette må indrømmes: den materielle styrke er i hænderne på proletariatet, men borgerskabet viste sig at være forberedt og mere klassebevidst. Det er et forfærdeligt faktum, og det bør åbent og ærligt indrømmes, og det skal fortælles til folk, at de ikke tog magten, fordi de ikke var tilstrækkeligt organiserede og klassebevidste.” Lenin, Works, engelsk udgave, bind 36, side 437, vores fremhævning.)

Betyder det, at Lenin bebrejdede de russiske arbejdere for ikke at tage magten? Sådan en konklusion ville være en stor forvanskning – som den store forvanskning af vores artikel, som Louis Oviedo laver. Disse linier fra Lenin gælder også for den nuværende bevægelse i Bolivia. Enhver der læser vores artikel kan umuligt drage den konklusion, at vi bebrejder masserne for hvad, der skete, eller at Lenin bebrejdede den russiske arbejderklasse for at dobbeltmagten faldt. Men det vi ser her er den frygtløse ærlighed, som Lenin altid førte frem i arbejderbevægelsen. Han kaldte altid tingene ved deres rette navn.

Vi ville gerne være overbærende. Måske er fordrejelserne ikke med vilje. Måske har Louis brug for nye briller, eller måske er han bare ude af stand til at forstå, hvad han læser. Men i alle tilfælde inviterer vi hvert eneste medlem af PO til at læse, hvad vi skrev og drage deres egne konklusioner. Lad os i mellemtiden citere en af de utallige passager i vores artikel, der demonstrerer dette, og som Louis Oviedos synsvanskeligheder eller lave fatteevne forhindrer ham i at forstå:

“Den storslåede bolivianske arbejderklasse har sat sig i spidsen for nationen som leder og talerør for bønderne, indianerne og alle andre udbyttede og undertrykkede lag af befolkningen. Det er en meget vigtig kendsgerning, og en der er fundamental for den bolivianske revolutions skæbne!” (fremhævelse i originalen)

Hele artiklens indhold og tone er gennemtrængt af tillid til arbejderne og dens hovedbudskab er, at arbejderne i Bolivia kan og skal tage magten og at et revolutionært parti og ledelse er nødvendigt. Vi peger på, at sådan en ledelse ikke er til stede, og at, hvis bevægelsen midlertidigt har tabt, er det aldeles på grund af et problem i ledelsen. Arbejderklassen kan ikke med et komme til revolutionære konklusioner. Masserne kan kun lære gennem erfaringer, og de må gå gennem en række pinefulde erfaringer før de til sidst går til den revolutionære tendens. Det var tilfældet i 1917, og det vil være tilfældet i Bolivia. Det er meget naturligt, at de bolivianske arbejdere og bønder stoler på deres traditionelle organisationer og deres ledere. De vil teste disse organisationer og ledere mange gange i handling, før de ser efter alternativer. Og når de gør det, vil de først forsøge at ændre dem.

På det nuværende tidspunkt følger arbejderne i Bolivia lederne i COB og bønderne følger folk som Quispe. Bondelederen Felipe Quispe gav regeringen et 90 dages ultimatum til at løse bøndernes krav, ellers ville han “opfordre til en opstand for at tage magten.” (bolpres.com, 18. oktober). Han sagde også i et interview, at deres endelige mål var “for flertallet af befolkningen, Indianere og oprindelige folk, at tage magten og regere sammen med arbejderklassen” (La Razon, 3. november). Han har også opfordret til nyt valg. Vil Quispe fastholde sit standpunkt? Det ved vi ikke. Men vi ved, at disse krav er korrekte og afspejler de fattige bønders pres. Hvordan skal vi forholde os til det? Fortælle bønderne at Quispe er en forræder, og at der ikke er nogen forskel på ham og Mesa? Det er formentlig, hvad PO siger. Det er næppe vejen til at få et publikum blandt de fattige bønder, som har illusioner til Quispe.

Selvfølgelig kan man sige, at der ikke er nogen forskel på reformistiske politikere og borgerskabet, og i en forstand er det sandt. På samme måde kan man sige, at der ikke er nogen fundamental forskel på højrereformisme og venstrereformisme. Overordnet set er forræderi en indbygget del af alle typer reformisme. Men sådanne generaliseringer hjælper os ikke til at forstå arbejderbevægelsens konkrete situation eller til at gå ind i den. Det er abstrakte udsagn og mangler konkret indhold. Men som Hegel sagde, og Lenin ofte gentog; er sandheden altid konkret.

Reformisterne – selv de mest ærlige og venstreorienterede reformister – har altid en tendens til at forråde til slut fordi de accepterer kapitalismens rammer og fordi de i sidste ende frygter masserne mere end de frygter den herskende klasse. Det er korrekt, som et overordnet standpunkt. Men det udelukker på ingen måde muligheden af, at reformisterne i en given bevægelse kan presses af masserne til at antage et radikalt, endog semi-revolutionært standpunkt.

Lad os tage tilfældet med Largo Caballero, den socialistiske fagforeningsleder, der deltog i den bonapartistiske diktator Primo de Riveras regering i 1920’erne. Senere, presset af arbejderklassen, flyttede Largo Caballero sig meget langt til venstre og talte endda om nødvendigheden af proletariatets diktatur og blev kendt som den spanske Lenin. I oktober 1934 gik han så langt som at kalde til revolutionær generalstrejke, som resulterede i den Asturiske kommune. Selvfølgelig var Caballero ikke en rigtig marxist, men en centrist, der vaklede mellem venstrereformisme og marxisme. Men centrisme er et uundgåeligt stadie, som opstår i massebevægelsen når arbejderne bryder væk fra reformisme og bevæger sig mod revolutionære konklusioner. Det er, som Trotskij forklarede mange gange, af afgørende vigtighed, hvordan den revolutionære fløj forholder sig til dette fænomen.

Et endnu mere klart eksempel var de spanske ungsocialister, der, efter erfaringen med kommunen, bevægede sig mod revolutionære standpunkter. De talte for et brud med socialdemokratiet og med stalinismen og var for en ny (fjerde) internationale. Men Andres Nin og de såkaldte spanske trotskister tog et sekterisk standpunkt over for ungsocialisterne og muligheden gik tabt. Som et resultat af dette overtog stalinisterne ungsocialisterne og fik en massebase. Det førte direkte til den spanske revolutions nederlag. Trotskij afbrød alle forbindelser med Nin, hvis handlinger han anså for forræderi. Hvad ville han ikke sige om PO, der gentager de samme sekteriske og ultra-venstre argumenter som Nin?

Lignende udviklinger er fuldstændig mulige i den nuværende periode. Krisen i kapitalismen betyder en krise i reformismen. Reformisme uden reformer giver ingen mening. Vi vil se dannelsen af venstrereformistiske eller endda centristiske tendenser med massebasis. Hvordan skal vi forholde os til sådanne tendenser? PO’s attitude er forudsigelig. Men hvilket råd gav Trotskij til sine følgesvende om dette i 1930’erne? Trotskij forstod både masseorganisationerne og arbejdernes psykologi, og han opfordrede trotskisterne til at anlægge en tålmodig, positiv og venlig attitude, som vi kan se i hans brev til Cannon (marts 1936) om “hvordan skal man arbejde i Socialistpartiet”:

“Hvad angår kritikken af den centristiske ledelse, er det meget vigtigt, at lægge mærke til dette: Kritikken bør ikke fortabe sig i emner, som kun kan irritere de socialistiske medlemmer, men bør koncentrere sig om velvalgte og vigtige spørgsmål. Der er fare for, at vore kammerater på møderne vil reagere med hån og foragt over for den centristiske overfladiskhed og forfladigelser. Fra begyndelsen kan dette skabe en uheldig atmosfære for os. For det almindelige medlem, der ikke har den nødvendige politiske træning, er det svært at højne sig til vores kritiks niveau, derfor kan ironi (selv den mest vage) have en forstyrrende, mistænkeliggørende og irriterende effekt over for medlemmerne. Det giver de centristiske ledere mulighed for at mobilisere disse lag imod os. Derfor er det nødvendigt med den største tålmodighed, og man kan bør ikke afvige fra en rolig, venlig tone.” (Trotskij, Writings, 1935-36, engelsk udgave, side 268.)

I det samme brev er det klart, at Trotskij ikke var glad for den måde, som de franske trotskister arbejdede på i Socialistpartiet: “Derudover er der også i Frankrig blevet brugt alt for meget energi på den ofte rent fraseologiske ‘afsløring’ af lederne, og for lidt på mere dybdegående arbejde blandt basen, særligt blandt ungdommen.” (ibid, side 267.)

Alle disse kritikpunkter kan rettes mod PO og de andre ultra-venstregrupper. De har ikke forstået en eneste linie af, hvad Trotskij og Lenin skrev. Louis Oviedo kan ikke lide vores artikel. Hvorfor kan han ikke lide den? Fordi den kritiserer lederne af COB på en konstruktiv måde – på en måde, der faktisk kan finde et ekko blandt medlemmerne af fagforeningen. Den kalder dem ikke forrædere eller fortæller medlemmerne, at deres ledere er de samme, som de borgerlige! Den siger til lederne: meget godt indtil nu, men nu må I tage magten! Det er den samme metode, som Lenin og bolsjevikkerne brugte i 1917, de samme metoder, som Trotskij opfordrede sine franske støtter til at følge.

‘En original kategori’?

I afsnittet med overskriften Problemet med ledelsen, skrev vi følgende:

“Den bolivianske revolution ser ud til at have en spontan karakter. Men det er ikke helt sandt. For det første faldt den ikke som et lyn fra en klar himmel, men var rodfæstet i den sidste periode. For det andet var den anført af arbejderklassens naturlige ledere, de klassebevidste militante fra COB. For det tredje faldt disse militante ikke ned fra himlen, men var trænet i de ideer, der har cirkuleret i den bolivianske fagbevægelse og arbejderbevægelse i årtier – trotskismens ideer.

I Rusland før 1917 var titusinder af arbejderaktivister blevet uddannet i bolsjevikisk propaganda i to årtier. I Bolivia har trotskismens ideer og program været kendt af arbejderaktivister i endnu længere tid. Pulacayo-teserne fra 1946, som minearbejdernes forbund har taget til sig, er ikke andet end Trotskijs Overgangsprogram sat i konkret forbindelse med forholdene i Bolivia. Grundlæggende peger de på nødvendigheden af, at arbejderne tager magten sammen med bønderne og går fremad mod socialisme. De må danne den base, hvorpå bevægelsen kan gå videre mod sit naturlige mål: målet om arbejdermagt.” (Bolivia – The key to the Andean revolution)

Louis Oviedo fik et godt grin over sætningen “arbejderklassens naturlige ledere” (“Det er en original kategori”). Men hans humor er fuldstændig malplaceret. Det viser, at han ikke har den ringeste ide om, hvordan arbejderklassen udvikler sig, eller om det dialektiske forhold mellem klassen, partiet og ledelsen. Dette blev forklaret mange gange af Trotskij, navnlig i Den Russisk revolutions Historie. Naturligvis har ultra-venstregrupperne aldrig forstået dette, ligesom de heller ikke har forstået noget andet.

Hvem anførte februarrevolutionen i Rusland? Var det bolsjevikpartiet? Nej. Bolsjevikpartiet havde kun omkring 8.000 medlemmer i et land med 150 millioner indbyggere. Bevægelsen på fabrikkerne og kasernerne var lige præcis anført af proletariatets naturlige ledere, som vores ven Louis taler så hånligt om. Sådanne ledere er altid til stede blandt arbejderne og de træder frem i hver strejke. De er laget af militante, klassebevidste arbejdere, der er kendt blandt deres kolleger og nyder deres tillid. Nogle er organiseret i politiske partier, de fleste er ikke, og bliver først organiseret når der er kamp. Det er et revolutionært partis nøgleopgave at vinde dette lag. Men det kan aldrig gøres med en hoven og arrogant attitude, der stiller arbejderne et ultimatum, og som beklageligvis er PO’s ledelses sædvanlige metode.

I Rusland var et lille antal af disse arbejderaktivister medlemmer af bolsjevikpartiet i februar, og et større antal havde mødt bolsjevikkernes ideer og propaganda gennem de sidste cirka 10 år. Ikke desto mindre støttede det store flertal af arbejdere og soldater ikke bolsjevikkerne, men mensjevikkerne og de Socialrevolutionære. Vi ser en lignende proces i hver eneste revolution. Masserne prøver først den letteste udvej. De følger velkendte ledere og partier med et stort apparat. Det er en lov, vi ser gentaget igen og igen.

Lenin var udmærket klar over, at bolsjevikkerne var et lille mindretal, og at opgaven var at vinde de arbejdermasser, der støttede de reformistiske ledere. Han forstod behovet for tålmodighed og en fleksibel taktik. Hans råd til bolsjevikkerne var “forklar tålmodigt!” Det er det, PO-lederne tilsyneladende er ude af stand til at forstå, og det er det, der i sidste ende vil dømme dem til impotens.

Hvad Lenins parole betød

Det er besynderligt, at PO’s ledere, der lige har læst tilstrækkeligt om den russiske revolution til at huske noget om den grundlovsgivende forsamling, fuldstændig har glemt en anden rimelig kendt bolsjevik-parole: Al magt til sovjetterne! De har ikke den ringeste ide om det virkelige overgangskrav i denne parole. Og de har endnu mindre forståelse af den metode, som Lenin og Trotskij brugte, da de forsvarede den.

Det var bolsjevikkernes centrale parole i 1917. Det ved alle. Men som Hegel bemærkede, så er det kendte ikke nødvendigvis forstået. Og lederne for PO har ikke forstået den virkelige betydning og indholdet af Lenins taktik i 1917. Han fremførte parolen om al magt til sovjetterne på et tidspunkt, hvor sovjetternes ledelse bestod af de reformistiske partier – mensjevikkerne og de socialrevolutionære. Han sagde til de reformistiske ledere: Hvorfor tager I ikke magten? Han gentog dette tusind gange, verbalt og skriftligt. Han sagde endda, at hvis lederne for mensjevikkerne og de socialrevolutionære enedes om at tage magten – hvilket de fredeligt kunne have gjort efter februar, siden det gamle statsapparat var slået i stykker – ville bolsjevikkerne garantere, at kampen om magten ville bestå i en fredelig debat i sovjetterne.

Vi kan kun forestille os, hvordan Louis Oviedo ville have tordnet mod en sådan revisionisme, hvis han havde været der dengang. Hvor vover Lenin at stille krav til de reformistiske ledere! Hvor vover han at sige, at magten skal overgå til forræderne! Lenin har åbenlyst ingen tillid til det revolutionære parti eller til proletariatet! Han har opgivet kampen for en ny ledelse og “følger slavisk de eksisterende ledelser”. Faktisk var der nogle ultra-venstrebolsjevikker (de ultra-venstreorienterede er åbenbart altid med os!), der brugte de samme argumenter. Lenin trak blot på skuldrene, og vores reaktion er den samme. Vi forstår og bruger Trotskij og Lenins metoder, og vi er ikke synderligt imponerede over barnlige ultra-venstrefolk, der ser sig selv som store genier, men ikke har forstået marxismens ABC.

“Stik imod hvad Alan Woods forsikrer,” fortsætter Oviedo, “havde ledelsen for COB (det samme som Quispe og Evo Morales) en ekstremt klar position, når det drejede sig om spørgsmålet om magten: den var for en ‘konstitutionel løsning’, det vil sige at udskifte Sanchez de Lozada med Mesa, med andre ord, åbent fjendtlig overfor at de udbyttede tog magten.Det betyder, at den havde en politik, der var meget langt fra den ‘positive rolle’, som Woods tildeler dem. Men for at spille den kontrarevolutionære rolle, måtte COB’s ledelse selvfølgelig være i spidsen for generalstrejken.” (Vores fremhævning.)

Kammerat Louis har et meget specielt syn på den revolutionære proces i Bolivia. Hvad er realiteterne? I de seneste begivenheder i Bolivia har COB spillet en afgørende rolle. Selv ikke kammerat Oviedo vil benægte det. Derudover satte lederne for COB, med deres begrænsede evner og perspektiv, sig i spidsen for denne bevægelse. At de ikke var i stand til at føre bevægelsen frem til erobringen af magten, og at en gylden mulighed derfor blev forpasset, er selvindlysende og viser os blot, hvad vi allerede ved – at lederne for COB ikke er revolutionære marxister, og derfor, i sandhedens øjeblik, ikke vidste, hvad de skulle gøre.

Ja, ledelsen for bevægelsen var komplet utilstrækkelig og en gylden mulighed gik tabt. Ja, vi må arbejde for at bygge en ægte revolutionær tendens i Bolivia. Men den første betingelse for dette arbejde er at forstå virkeligheden, som Lenin forstod kræfternes balance i april 1917. Virkeligheden er, at den revolutionære tendens i Bolivia er svag på grund af den forkerte politik, som Lora og POR fører. Det er nødvendigt at starte fra begyndelsen og vise arbejderne i Bolivia, begyndende med det aktive lag, at vi er seriøse folk og ikke sekteriske tosser.

Hvad enten kammerat Oviedo kan lide det eller ej (og det kan han tydeligvis ikke), støtter det overvældende flertal af de bolivianske arbejdere COB – og den nuværende ledelse. At lederne af COB indkaldte til generalstrejke på ubestemt tid og endda taler om behovet for en arbejder- og bonderegering på et socialistisk program, har styrket deres autoritet enormt i de bolivianske arbejderes øjne. Det ville være ekstremt barnligt ikke at anerkende dette.

Derfor er det nødvendigt ikke bare at føre en rigtig politik frem, når man går til de bolivianske arbejdere, men også at gøre det på en måde, så det får et ekko og ikke frastøder arbejderne. Til COB-aktivisterne siger vi: “Hvad I har gjort indtil nu er meget godt. Men opgaven er ikke løst. Det er nødvendigt at føre kampen til ende. Det er nødvendigt at tage magten og afsætte oligarkiet.”

Men alt dette er irrelevant for vores ven Louis. Han har en anden opfattelse af begivenhederne i Bolivia. Hvorfor stod fagforeningslederne i spidsen for den revolutionære generalstrejke, der afsatte Lozada? Det gjorde de, siger han, alene for mest effektivt at kunne forråde arbejderne. Her står PO-ledernes sekteriske mentalitet i fuldt flor. Disse folk er ude af stand til at forstå, hvordan arbejderbevægelsen udvikler sig i Argentina, Bolivia eller andre steder.

Al magt til COB?

Vores artikler om Bolivia, der ikke indeholder et gran af at “slavisk følge de eksisterende ledelser“, blev ikke skrevet til Louis Oviedo, men til de bolivianske arbejdere, særligt det aktive lag i COB. Ulig Louis Oviedo er det nødvendigt at overbevise dem om behovet for at gå videre for at få indfriet deres krav. Formålet med artiklerne (som blev læst bredt i Bolivia) var at forklare to ting: 1) Behovet for at vælte kapitalismen. 2) Behovet for et revolutionært parti. Hovedkravene var at udvide og udvikle arbejderkomiteerne – kernen til sovjetter – og gennem dem tage magten. Det er hvad vi skrev, og enhver kan tjekke det. Så hvordan kan kammerat Oviedo konkludere, at vi siger “al magt til COB”? Det er en opfindelse fra hans side, der ikke har bund i virkeligheden.

“Hvad er dette!”, protesterer Louis. “Alan Woods foreslår et perspektiv for magten til bureaukraterne i COB! Og derudover på et tidspunkt, hvor muligheden for at tage magten den 17. oktober allerede er forpasset! Hvem har nogensinde hørt om en marxist, der gør sådanne ting?” Faktisk ville vi anse det for en meget god ting, hvis COB ville tage magten. Parolen om “al magt til COB” er helt sikkert lysår forude for den borgerlige reformistiske parole om den grundlovsgivende forsamling, som PO så intenst fremfører. Men vi må desværre meddele kammerat Louis, at vi ikke har fremført sådan en parole, der, som resten af hans artikel, er et produkt af hans overivrige fantasi.

Lad os citere, hvad vi skrev i artiklen:

“Revolutionen har enorme reserver blandt befolkningen, både i byerne og på landet. Den bolivianske arbejderklasse har en storslået revolutionær tradition, og har ved sine handlinger vist, at den ikke har glemt dem. Derudover har bevægelsens kadrer taget nogle af de vigtigste elementer af marxismen og leninismen – det vil sige trotskismen – til sig gennem Pulacayo-teserne. Ideen om arbejdermagt er ikke fremmed for dem. Vi må bygge på denne basis! Det centrale spørgsmål må opstilles klart og entydigt: For at løse samfundets problemer må magten overgå til arbejderklassen, til COB, til ‘juntas vecinales’ og andre organer for arbejdermagt.” (vores fremhævning.)

Der har vi det. Påstanden om at vi taler for, at magten skal overgå til COB-bureaukratiet er simpelthen frit opfundet af Louis Oviedo. Spørgsmålet om magten er et konkret spørgsmål, og må stilles på en konkret facon. Vi tager udgangspunkt i de eksisterende arbejder- og bondeorganisationer – ikke i abstraktioner. Organisationerne, som faktisk eksisterer i Bolivia, der har anført kampen, og som millioner af arbejdere og bønder ser til, er de, vi har nævnt ovenfor.

PO kan ikke lide dette. Det vil have noget andet. Hvad vil det have? At arbejderne i Bolivia skulle glemme alt om deres organisationer og acceptere PO’s ledelse? Det kunne være vældig rart, men desværre er der ingen tegn på, at de gør det. Så vi er nødsaget til at følge Lenin og Trotskijs metode og fremsætte overgangskrav, der tager udgangspunkt i den virkelige situation i Bolivia.

Det har altid været de store marxisters metode, startende fra Marx og Engels. Kun ved at kombinere standhaftighed på principperne med stor taktisk fleksibilitet vandt Marx og Engels gradvist flertallet i den Internationale Arbejderassociation. I et brev til Engels forklarede Marx, at han måtte være ekstremt taktfuld, særligt når han stod over for de britiske fagforeningsakivisters fordomme. I en fremragende og rammende sætning siger Marx, at han altid havde en “mild fremtræden, men ærlig om indholdet.” Det viser marxisternes fremtræden, når de arbejder i reformistiske arbejderorganisationer. Hvor er det forskelligt fra ultra-venstrefolkenes råberi og skrål, når de forestiller sig, at deres argumenter er mere overbevisende, hvis de altid udtrykkes for fuld udblæsning.

Lula, Chavez, piqueteroerne og de andre…

Med den samme omhyggelighed som en chimpanse, der leder efter lopper, går Louis til yderligheder for at finde fejl i vores artikel. Med et sidste triumferende skrig drager han vores opmærksomhed mod det faktum, at “i deres lange analyse af begivenhederne i Bolivia, undlader Alan Woods at nævne den rolle, som Lula har spillet.“

Det er sandt. Vi nævner heller ikke George Bush, Tony Blair, Chavez, Nelson Mandela eller Paven. Det er muligvis fortrydeligt, men som de siger, “hver ting til sin tid”. Vi har før beskæftiget os med Lula, og vi vil beskæftige os med Lula igen. Og når vi gør det, vil vi rejse de samme kritikpunkter af Lulas reformistiske politik, hans kapitulation til borgerskabet og IMF, som vi har gjort mange gange før, som en del af vores tendens til “slavisk at følge de eksisterende ledelser” og “ærbødig respekt for de bureaukratiske ledelser.”

Men Louis Oviedo skraber virkelig bunden når han skriver: ud over at opretholde ærbødig respekt for de bureaukratiske ledelser: de er pro-Chavez i Venezuela, Lulas partisaner i Brasilien og med CTA (og mod piqueteroerne) i Argentina.

Argumentet om at vi er “pro-Chavez” og “Lulas partisaner” er også forkert. Vi er for den venezuelanske revolution, men vi har gentagne gange peget på Chavez’ politiks begrænsninger. Vi står for en socialistisk revolution i både Brasilien og Venezuela. Enhver der besværer sig med at læse vores hjemmeside kan nemt se, hvor vi står. Louis Oviedo læser den faktisk, men tilsyneladende har han ikke forstået et eneste ord af, hvad han har læst.

Sagen er mere klar, når det kommer til piquetero-bebægelsen. I hver eneste artikel, vi har skrevet siden starten på den argentinske revolution, har vi udtrykt vor udelte støtte til piquetero-bevægelsen. Derfor bringer Oviedo ikke et eneste citat, der kan understøtte denne absurde påstand, der ligesom resten, er noget han selv har fundet på. Det er imidlertid sandt, at vi har kritiseret PO’s taktik i forhold til piqueteroerne. De to ting er overhovedet ikke det samme, med mindre Louis Oviedo opfatter piquetero-bevægelsen som PO’s private ejendom.

Enhver sekterisk bevægelse ønsker at skabe illusionen om dens egen massebevægelse. Vi ser dette i forhold til piquetero-bevægelsen. Selv om PO har arbejdet godt for at opbygge bevægelsen, spiller det en negativ rolle når det nægter at forene piqueteroerne i en fælles organisation. Piqueteroerne har en objektiv interesse i at forene sig; splittelse er skadeligt for deres interesser og tjener kun borgerskabets interesser. Den eneste grund til at de forbliver splittede er, at de forskellige politiske grupper (ikke kun PO) insisterer på, at fastholde kontrollen over “deres” piqueteros. Denne opførsel er i sandhed bedrøvelig. Vi har sagt det før, og vi siger det igen. Hvis det er at være “imod piqueteroerne“, kan vi kun trække på skuldrene. Hvad der virkelig er imod piqueteroerne er den taktik, der underordner klassens interesser denne eller hine klike.

Selvfølgelig er PO ikke de eneste, man kan beskylde for denne dårlige situation. De andre opfører sig på præcis samme måde, det vil sige bureaukratisk, ikke som en ægte revolutionær tendens ville gøre. Som et resultat af det er bevægelsen nu i tilbagegang. Det skyldes til dels massernes træthed, og at de ikke kan se nogen udvej. Men det er også et resultat af den falske politik, som ledelsen har ført, og at den ikke har været i stand til at sætte et seriøst perspektiv frem og har brugt forkerte paroler og taktikker. Disse ukorrekte taktikker, paroler og metoder forsøger de nu at eksportere til andre lande i Latinamerika.

Hvad PO virkelig protesterer imod

Det PO virkelig protesterer over er den kritik vi rejser i vores artikel om parolen om den grundlovsgivende forsamling. Men Louis Oviedo nævner det ikke. Hvordan kan det være? Kan det tænkes, at der er medlemmer af PO, som begynder at forstå, at parolen er forkert, at den er irrelevant for situationen i Argentina i dag, for ikke at tale om Bolivia? Kan det også tænkes, at medlemmerne af PO læser vores hjemmeside In defence of Marxism og kan se, at vores kritik af denne farlige og forkerte parole, har vist sig at være korrekt? Og kan det derudover tænkes, at lederne af PO, som tydeligvis ikke er i stand til at indgå i en ærlig politisk diskussion, forsøger at drive en kile ind mellem deres medlemmer og os ved en kampagne med løgn og sladder?

Siden kammerat Louis har glemt at citere, hvad vi har skrevet om emnet, så lad os minde ham om det ved at bringe det igen:

“Den gamle statsmagt, rystet og forslået, er stadig i kontrol. Revolutionen kan kun lykkes ved at vælte den og erstatte den med en ny, proletarisk magt. Lozadas fald vil blive efterfulgt, i den ikke så fjerne fremtid, af Mesas fald. Allerede nu kigger borgerskabet efter en alternative kandidat, der ikke vil komme fra højrefløjen, men fra venstrefløjen. I sine forhandlinger med masserne har den herskende klasse kun to våben: vold eller bedrag. Men vold har allerede vist sig at være utilstrækkeligt til at behandle en bevægelse af sådanne dimensioner. Brugen af hæren har ikke skræmt befolkningen, tværtimod har det haft den modsatte effekt – det har provokeret masserne til at bevæge sig med endnu større beslutsomhed og energi.

“Scenen er derfor sat til bedrag. Men for at bedrage folket, for at få dem til at forlade gaderne, minerne, fabrikkerne og overlade initiativet til de professionelle politikere, er det nødvendigt at tilbyde dem noget, de kan stole på. De gamle miskrediterede borgerlige politikere er ubrugelige til dette formål. Nye ansigter må drages frem, og et nyt manuskript må skrives. For at sikre, at masserne ikke lægger deres hænder på den virkelige magt, må man tilbyde dem en maske af magt – en skygge i stedet for substans.

“Bevidste om deres svaghed vil borgerskabet forsøge at læne sig op ad arbejderklassens ledere for at genvinde kontrollen over situationen og pacificere arbejderklassen. Mesa – ikke den dummeste borgerlige leder – har talt til møder for bønder sammen med lederne for bondeforeningerne og COB. Denne kendsgerning er i sig selv et bevis for den virkelige balance mellem klasserne. Arbejderne må drage konklusionen og tage magten i sine egne hænder. Med den nuværende situation er der stor sandsynlighed for, at overtagelsen af magten kan ske fredeligt eller med et minimum af vold. Men vaklen vil give reaktionen tid til at omgruppere og reorganisere, hvilket gør fremtidige blodsudgydelser uundgåelige.

“I denne forbindelse spiller parolen om den ‘grundlovsgivende forsamling’, som er blevet fremført af nogle grupper på venstrefløjen, en negativ og kontrarevolutionær rolle. Borgerskabet – i skikkelse af dets ‘liberale’ og ‘demokratiske’ fløj – vil bedrage folket med en tom diskussion om konstitutionelle finesser mens de vigtige spørgsmål om arbejde, jord og brød bliver udskudt i en uendelighed.

“I stedet for at koncentrere sig om magtens centrale spørgsmål, vil arbejderne og bøndernes opmærksomhed blive afledt af juristernes tricks og demagogi. Revolutionens energi vil blive frugtløst ødslet bort. Det er ikke underligt, at de borgerlige partier entusiastisk har omfavnet dette krav! Hele affæren er et stort svindelnummer. Og værre endnu, det er farligt. Bag den ‘grundlovsgivende forsamlings’ facade vil reaktionen mobilisere sine kræfter. Og bag scenen vil de amerikanske imperialister fortsætte deres sædvanlige intriger.

“Det er nødvendigt at uddanne masserne til kun at stole på sig selv, deres magt og selvorganisering. Det må forklares, at under kapitalisme er et parlament kun en hul skal uden virkelig magt. Den eneste magt, der eksisterer er, på den ene side bankernes, godsejernes og kapitalisternes magt – den gamle reaktionære magt, der må afsættes – og på den anden side de arbejdende massers magt.

“Kampen om magten vil i sidste ende afgøres uden for parlamentet. De uforsonlige modsætninger i det bolivianske samfund er antagonistiske, for dybe og skarpe til at kunne løses ved parlamentarisk regning. Hvis vi taber initiativet, hvis vi tillader, at vores styrke vakler, hvis vi demobiliserer, vil reaktionens kræfter samles bag facaden af ‘parlamentarisk demokrati’ og vente på et passende tidspunkt til at slå til og knuse arbejderne og bønderne.

“Det værste man kan gøre under en revolution, er at spilde tiden. Gennem historien er mange revolutioner blevet ødelagt af endeløse debatter, taler og en jagt på luftkasteller, skygger i stedet for magtens kerne. Marx pegede på det allerede i 1848-49, og Lenin gentog ofte denne advarsel i 1917.

“Vi vil ikke her gentage vores argumenter imod parolen om den grundlovsgivende forsamling i Argentina. Det er tilstrækkeligt at sige, at denne parole er blevet revet ud fra den russiske bolsjevismes historie uden forståelse for dens virkelige indhold. Parolen om den grundlovsgivende forsamling er ikke et socialistisk, men en borgerlig-demokratisk parole, der er nyttig i kampen mod et aristokratisk eller diktatorisk regime (som zarens i Rusland). Men Bolivia har (ligesom Argentina) et borgerligt parlamentarisk system, som masserne har mange erfaringer med. Parolen har derfor ikke nogen relevans i den nuværende situation i Bolivia.

“De der taler for den grundlovsgivende forsamling i den nuværende situation i Bolivia har forladt proletariatets standpunkt og taget et vulgært småborgerligt-demokratisk og parlamentarisk kretinistisk standpunkt.”

“Parlamentarisk kretinisme er en dødelig sygdom for revolutionen – og spiller med på parlamentarismen og forfatninger – og det er lige præcis, hvad fortalerne for den grundlovsgivende forsamling opfordrer de bolivianske arbejdere til at gøre. Det er ikke en seriøs revolutionær politik, men en skammelig afledningsmanøvre og et overfladisk forsøg på at undgå det centrale spørgsmål, som ikke er at kæmpe for en ny form for borgerligt demokrati, men at kæmpe for arbejdermagt!

“Den første betingelse er: absolut uafhængighed for arbejdernes organisationer fra borgerskabet: ingen pagter, koalitioner eller andre forviklinger med den såkaldt progressive fløj af det bolivianske borgerskab.

“Der er allerede elementer af arbejdermagt i Bolivia: i fagforeningerne, i juntas vecinales, cabildos og andre kamporganer. Det er nødvendigt at udvikle og udvide disse og forbinde dem med hinanden. Kun på denne måde kan en alternativ magt dannes for at lede nationen.” (Bolivia – The key to the Andean revolution)

Til slut, for at det ikke er muligt med forvirring om vores position om bolivia, gengiver vi vores krav, som vi afsluttede artiklen med:

Længe leve den bolivianske revolution! Ingen tillid til borgerskabet og dets partier! For en arbejder- og bonderegering! For et socialistisk Bolivia i Latinamerikas forenede socialistiske stater!

Vores standpunkt om de den bolivianske revolutions objektive opgaver er derfor ganske klart og bør ikke give anledning til tvivl. Hvad med PO’s standpunkt?

Endnu en gang om parolen om den grundlovsgivende forsamling

Når den flygter fra en fjende, udgyder en blæksprutte en stor mængde blæk i håbet om, at forfølgeren vil blive forvirret og miste orienteringen. Men det kræver mere end en smule blæk at kaste os af sporet, og vi vil nu vende tilbage til det centrale emne, som er årsagen til, at parolen om den grundlovsgivende forsamling i sit nuværende indhold er kontrarevolutionær. Louis Oviedo har helt klart taget Winston Churchills berømte sætning til sig: Det bedste forsvar er et angreb. Lederne af PO er blevet stødt af ordet “kontrarevolutionær” i forbindelse med parolen om den grundlovsgivende forsamling, og de har forsøgt at kaste det tilbage i hovedet på os – uden den store succes.

Vores standpunkt om Bolivia er ikke vældig forskelligt fra vores standpunkt om Argentina: vi står for socialistisk revolution og overførslen af magt til arbejderklassen gennem aktionskomiteer (sovjetter). Disse komiteer eksisterer i sin grundform. Det er nødvendigt at bygge dem, forene dem, styrke dem og udbrede dem, forbinde dem på lokal, regional og national basis til et punkt, hvor de kan udgøre en alternativ magt til det kapitalistiske system. Der er ingen tvivl om det, siden vi har gentaget det mange gange.

Vores position er ganske klar, trods Louis Oviedo og PO’s forsøg på at forfalske den og præsentere den for deres medlemmer på en fordrejet måde. Men hvad er PO’s position? Taler de for, at arbejderklassen må erobre magten? I teorien ja, men i praksis er situationen ikke så klar. Problemet ligger i den parole, som PO har opfundet og smuglet ind i bevægelsen i Argentina og nu ønsker at smugle det ind i den bolivianske arbejderklasse. Det er den forkerte og farlige parole om den grundlovsgivende forsamling.

Dette slogan opstod ikke naturligt fra bevægelsen, men er kunstigt blevet påført den fra forskellige grupper, begyndende med PO, der fuldstændig har misforstået lærdommene fra den russiske revolution og bolsjevikpartiets standpunkt i 1917-18. Nu finder de sig selv, på grund af stolthed, ude af stand til at opgive denne ynkelige parole og prøver at præsentere den som et universalmiddel, der virker i alle tilfælde. Det er en komplet katastrofe for den revolutionære bevægelse, særligt i Latinamerika. Vi siger det igen: under de nuværende forhold i Latinamerika er parolen om den grundlovsgivende forsamling ukorrekt, afledende og har objektivt set et komplet kontrarevolutionært indhold.

PO’s position er, for at sige det mildt, forvirret, og årsagen til denne forvirring er parolen om den grundlovsgivende forsamling. På den ene side har PO talt for en “arbejder- og bonderegering for Bolivia”. På den anden side insisterer de på at inddrage den grundlovsgivende forsamling, som ikke har noget at gøre med de virkelige problemer, som arbejderbevægelsen i Bolivia står over for. Trinchera er Oposición Trotskyistas avis, PO er denne gruppe i Argentina, og i Trinchera (La Paz, oktober 2003, Fuera Goni, el gringo asesino) læser iv følgende: “Vi kan ikke forblive i konstitutionalisme og tale for en “chavista”-vej ud. Overfor Gonis (tidl. Præsident Lozada, red.) tilbagetrækning må vi have vores eget perspektiv, en frit og suveræn grundlovsgivende forsamling, ikke indkaldt af noget parlament, men på dets aske. Med opløsningen af den undertrykkende hær.”

Derudover skriver PO-lederen Jorge Altamira i Prens Obrera (nr. 821, 16. oktober 2003): “For at der skal være en suveræn grundlovsgivende forsamling, er det nødvendigt, at masserne besejrer regeringen, og at deres organisationer tager magten.” Her er den ene misforståelse lagt oven på den anden. Hvis masserne er stærke nok til at vælte regeringen, og deres organisationer er i stand til at tage magten, hvorfor skulle de så bruge denne magt til at danne en grundlovsgivende forsamling, der er et borgerligt parlament?

La Trinchera siger, at den grundlovsgivende forsamling “ikke skal være indkaldt af noget parlament, men på dets aske”, men en grundlovsgivende forsamling er i sig selv et parlament – et demokratisk parlament baseret på frie valg – hverken mere eller mindre. Under specielle forhold ville denne borgerligt-demokratiske parole være passende og revolutionære. Men ikke i en situation, hvor arbejderklassen er i stand til at tage magten og starte en socialistisk revolution – den eneste revolution, der er passende for Bolivia – eller Argentina. I sådan en situation er parolen om den grundlovsgivende forsamling et sktidt tilbage – ikke fremad. Den antyder, at der er endnu et stadie foran os: et demokratisk stadie. Det vil sige, den indeholder en ny version af den gamle stalinistisk-mensjevikiske tostadieteori, der har ført til det ene nederlag efter det andet.

Men måske er alt dette blot ordkløveri? Måske mener kammeraterne fra PO i virkeligheden en national forsamling af arbejderråd (sovjetter), når de siger grundlovsgivende forsamling? Til dette svarer vi: det er uværdigt for en marxistisk tendens at tage forvirrede og flertydige paroler op til hver en tid. Men midt i en revolution er det en forbrydelse. Hvis kammerat Altamira ønsker at tale om en national forsamling af arbejder- og bondesovjetter, hvorfor siger han det så ikke klart? Hvorfor forvikle to ting, der ikke bare er forskellige, men står i fundamental modsætning til hinanden? Arbejderklassens direkte styre gennem sovjetter er uendelig mere demokratisk end noget parlament.

Borgerlig parlamentarisme – selv i dens mest demokratiske form – er uforenlig med sovjetmagt (arbejdermagt). Den tyske revolution i 1918 er et klart eksempel på dette. Lad os huske på, at det ikke var Lenin eller Luxemburg, men den revisionistiske Hilferding, som forsøgte at blande den grundlovsgivende forsamling med sovjetterne, da det var klart, at det ene ville vinde over det andet. Til slut, takket være socialdemokraterne, likviderede borgerlig parlamentarisme arbejderrådene – og dermed også revolutionen.

Da vi skrev, at denne parole var kontrarevolutionær i forbindelse med den bolivianske revolution, hvad mente vi da? Kun dette – at i en situation, hvor borgerskabet står overfor truslen om at miste alt, og hvor de ikke har umiddelbar mulighed for at gennemføre et reaktionært kup (som det var tilfældet i Bolivia), vil de forsøge at knuse revolutionen ved demokratiske midler. Det er derfor aldeles utilladeligt for marxister i Bolivia at antage forvirrede standpunkter, der udvisker ideen om socialistisk revolution. Sådanne flertydigheder kan ødelægge revolutionen.

Parolen om den grundlovsgivende forsamling er ikke et socialistisk men et borgerligt demokratisk krav. Det ville være passende for et halvfeudalt regime, hvor der ikke var borgerligt demokrati, som Rusland under zaren eller Kina i 1930’erne. Det ville endda være passende for Argentina i perioden med kampen mod juntaen. Men i et land hvor det borgerlige demokratis institutioner allerede eksisterer, og har eksisteret i nogen tid, giver det overhovedet ingen mening. Det spreder illusionen om, at masserne kan finde en løsning på deres problemer inden for kapitalismen, at der er et andet stadie (et demokratisk stadie) før arbejderklassen kan tage magten, og at vi ikke behøver at ændre systemet, kun det parlamentariske regime.

I praksis siger PO til folkene i Argentina og Bolivia: det nuværende parlamentariske system er korrupt, så vi må have et andet, anderledes parlamentarisk system i stedet. Så ville alle problemer være løst. Men det er ikke tilfældet. Det er sandt, at de parlamentariske regimer i Argentina og Bolivia (og i USA og Storbritannien) er korrupte og ikke repræsenterer befolkningens interesser. Men det er nyttesløst at tale om en anden type borgerligt demokrati, der er forskelligt fra dette. Det er at se på demokrati fra et idealistisk, og ikke marxistisk, standpunkt. Så længe borgerskabet ejer og kontrollerer produktionsmidlerne, vil det parlamentariske system, selv i de mest demokratiske kapitalistiske stater, være forvrænget, korrupt og under bankernes og monopolernes kontrol. Det er det, vi må forklare arbejderne, begyndende med de avancerede elementer.

Betyder det at marxister er ligeglade med demokratiske krav? Overhovedet ikke! Vi vil altid kæmpe for de mest demokratiske krav så længe de har det mindste revolutionære eller progressive indhold. Kampen for demokrati – det vil sige kampen for et borgerligt demokrati, er progressivt så længe det er rettet mod et aristokratisk eller diktatorisk regime. Det er i arbejderklassens interesse at udvikle og udvide demokrati for at få de bedste muligheder for klassekampen. Derfor talte vi for en grundlovsgivende forsamling i Spanien i 1976 som alternativ til Francos diktatur og Juan Carlos’ reaktionære monarki.

Selv i demokratiske kapitalistiske lande som Storbritannien har visse demokratiske krav deres berettigelse, for eksempel afskaffelse af monarkiet og overhuset og kampen mod den reaktionære anti-fagforeningslov, der lægger snævre bånd på strejkeretten. De britiske marxister har altid forstået nødvendigheden af at gøre brug af alle demokratiske veje, der er åbne for os, også parlamentet i den grad, det er muligt. Men vi har aldrig haft nogle illusioner om, at borgerskabet i sidste ende vil give op uden kamp, og spørgsmålet om magten vil blive afgjort uden for parlamentet.

Men Bolivia er ikke Storbritannien. Modsætningerne i Bolivia har nået et så akut punkt, at spørgsmålet om magten står helt klart. Arbejderne og bønderne har vist deres vilje til at forandre samfundet. Revolutionen strøg hurtigt fremad med en kraft, der mindede om den heltemodige bevægelse blandt de spanske arbejdere i perioden 1930-37. Der er ingen tvivl om, at de havde magten i deres hænder, men ikke indså det. Derfor gik en yderst fordelagtig mulighed tabt.

Hvad er årsagen til dette tilbageslag? Der var ingen objektiv grund til, at arbejderne i Bolivia ikke kunne tage magten. Lad os gå videre: der var ingen objektiv grund til, at COB selv ikke kunne tage magten i sine hænder – selvom sådan en udvikling af en eller anden grund ikke ville passe PO. Grunden var ikke objektiv men subjektiv – der manglede et revolutionært parti og en revolutionær ledelse. Dette blev endda anerkendt af en af COB’s ledere.

Den centrale opgave er derfor at forene de bedste elementer fra COB og ungdommen i et revolutionært parti eller en tendens med klare ideer – en tendens der sætter spørgsmålet om magten i centrum, der overbeviser arbejderne om, at de har tilstrækkelig styrke til at erobre magten og ikke må give afkald på dette mål. Den proletariske avantgarde må være stålsat og resolut og ikke tillade sig selv at blive kørt ud på sidesporet af de småborgerlige elementers “kloge” argumenter, der vil forsøge at dreje opmærksomheden væk fra spørgsmålet om magten og hen på alle mulige komplicerede tricks og skemaer, som juristerne kommer med.

Den herskende klasse i Bolivia forsøgte først at knuse revolutionen med magt, men det førte kun til at arbejderne blev mere vrede og pressede dem til at blive mere militante. Da borgerskabet følte, at magten var ved at glide dem af hænde, besluttede de derfor at skifte kurs. De kunne ikke bruge vold, derfor brugte de tricks. Den samme proces har vi set i hver eneste revolution i historien. Og ve det revolutionære parti, der lader sig narre af sådanne numre på det afgørende tidspunkt!

I 1848 revsede Marx og Engels de “revolutionære demokrater”, der spildte tid på at debattere forfatninger og love og dermed afsporede og ødelagde revolutionen. Det er tilstrækkeligt at læse Marx om Frankfurt-forsamlingen for at se pointen.

Parolen om den grundlovsgivende forsamling spillede en progressiv rolle i Rusland i perioden op til november 1917, sammen med andre overgangskrav som fred, brød og jord, ret til selvbestemmelse og frem for alt al magt til sovjetterne. Men ved at behandle dette slogan som noget absolut, passende for alle lande og situationer, gør PO-ledelsen det i virkeligheden til det modsatte, faktisk til komplet nonsens. Parolen om den grundlovsgivende forsamling er ikke uden for tid og rum. Faktisk blev det selv i Rusland, hvor det var passende, kontraproduktivt efter november 1917, og derfor afskaffede bolsjevikkerne det. Nu, årtier senere, har PO’s ledelse hentet denne parole op af historiens skraldespand, børstet det af og spreder den stolt, som en lille dreng med nye sko. De er ikke tilfredse med at føre den frem i Argentina – oven i købet som deres hovedparole – nu fremfører de den som et universalmiddel for hele Latinamerika – og videre ud i verden!

Det er ret bemærkelsesværdigt, at lederne af PO kommer ud i sådan et rod, når det er helt klart, at parolen om den grundlovsgivende forsamling er en borgerlig-demokratisk parole, der er helt utilstrækkelig for et land, hvor borgerlig parlamentarisme allerede eksisterer. De har hevet denne parole ind ved hårrødderne og forsøgt at indsætte den, hvor den overhovedet ikke giver en ringeste mening. Det er derfor kun en afledningsmanøvre fra revolutionens virkelige opgaver. I denne forstand spiller den en negativ og kontrarevolutionær rolle.

Kontrarevolution kan finde sted på mere end en måde. Det betyder ikke nødvendigvis oprettelsen af et militærdiktatur. Historien kender mange eksempler på, at kontrarevolution er blevet gennemført i demokratisk form. Det er det, borgerskabet og den amerikanske imperialisme sigter efter i Bolivia. I denne beregning optræder ideen om en grundlovsgivende forsamling som en afledningsmanøvre, der gavner de reaktionære og afleder massernes opmærksomhed fra revolutionens virkelige opgaver. Det er den perfekte måde, kontrarevolutionen kan gennemføres på i en demokratisk form, som det skete med Weimar-republikken i Tyskland efter revolutionen i 1918.

Her stiller vi et åbent spørgsmål til PO: hvis parolen om den grundlovsgivende forsamling er så revolutionær, hvorfor er den så blevet taget op af borgerlige politikere i Bolivia? Det er virkeligheden. Derudover er parolen blevet taget op af IMF’s repræsentant i landet. Hvorfor? Svaret er klart: fordi den er harmløs og ikke udgør nogen trussel mod den herskende orden eller imperialismen. Borgerskabet forsøgte, da de stod over for arbejderne og de fattige bønders revolutionære bevægelse, at bruge vold – og det mislykkedes. Masserne fejede statens styrker til side og bevægede sig i retning af at tage magten. Ved at acceptere denne parole kan borgerskabet vinde tid, hvilket kan tage dampen fra bevægelsen og få den til at køle af mens den spilder sin energi på legalistiske og kostitutionelle diskussioner, som Marx så bittert kritiserede i 1848. Det er utroligt, at PO ikke forstår dette.

Konlusion

Det er meget nemt at tilsøle og fordreje ideer på få linier, men ikke nemt at give seriøse svar på seriøse spørgsmål. Vi har svaret på Louis Oviedos anklager i en vis længde fordi vi ønsker at have rene linier overfor medlemmerne af PO og hele Latinamerikas venstrefløj. En fejlslagen metode og politik vil før eller senere indhente dig. Alle PO’s gevinster vil hurtigt blive til det rene ingenting, hvis partiets ledelse ikke er villige til at acceptere, at den har begået fejltagelser. Sådan en opførsel er en opskrift på interne kriser ig fremtidige splittelser.

Den store overvejelse her er ikke politisk klarhed, men kun prestige-overvejelser og et ønske om at fastholde billedet af en ufejlbarlig ledelse, uanset omkostningerne. Det er meget skidt og kan ødelægge alt det gode arbejde, som PO-medlemmer har udført i den sidste periode, hvis ikke det bliver rettet. Lederne af PO ser ud til at være helt ude af stand til at indrømme deres fejltagelser. I stedet forsøger de at slette sporene ved at angribe andre. Det ville måske ikke være så slemt, hvis de havde brugt ærlige metoder i deres polemik, men det er desværre ikke tilfældet.

Den metode som Louies Oviedo bruger i sit svar til vores artikel er fremmed overfor de demokratiske og ærlige metoder i marxismen og bolsjevismen. Den består i at slynge en række isolerede citater ud i luften, frataget deres sammenhæng og bevidst valgt for at fordreje. Med sådanne metoder er det umuligt at uddanne PO’s medlemmer. I stedet vil de blive misuddannet i den sekteriske forstand. Fejltagelser i teori vil før eller siden afspejle sig i praksis. Vi kan allerede se det i Argentina. Venstrefløjen (ikke kun PO) led et grundigt nederlag ved præsidentvalget, fordi de var ude af stand til at samles om en fælles kampagne. Arbejderklassen havde ikke en fælles venstreorienteret kandidat at stemme på. De konkluderede derfor, at venstrefløjen ikke mente det alvorligt, og handlede derefter. De sagde til sig selv: disse folk taler om behovet for en socialistisk revolution, men de er ikke engang i stand til at enes om en fælles kandidat eller program for at bekæmpe de borgerlige partier ved valget. Og denne kritik er berettiget.

Marxisternes attitude overfor parlamentet afhænger af de objektive betingelser. I en periode hvor masserne ser til parlamentet er det nødvendigt at deltage i valgkampen som endnu en arena for klassekampen. Boykot af valget i sådan en situation er barnlig ultra-venstre tænkning. Det ville i praksis betyde at boykotte os selv. PO’s vaklen på spørgsmålet om at deltage i valget i Argentina var en af årsagerne – sammen med dets misforståede taktik og perspektiv for bevægelsen – til dets nederlag i sidste periode. En fejlslagen politik må der bødes for.

Den manglende evne til at svare kritik og meningsforskelle på en demokratisk og kammeratlig måde vil underminere partiet og forhindre det i at udvikle sig ud over en vis grænse. Alle interne meningsfoskelle og kritikpunkter vil stivne og stilne. Det betyder at al det gode arbejde, medlemmerne har gjort, før eller siden vil blive ødelagt. Et seriøst revolutionært parti vil altid være klar til ærligt at indrømme dets fejltagelser og at rette dem. Et parti der aldrig er villigt til at indrømme sine fejl vil gå fra det ene nederlag til det andet. Det er ikke nogen lille detalje!

Opgaven med at bygge et revolutionært masseparti i Argentina er stadig på sine tidlige trin. Flertallet af de argentinske arbejdere, såfremt de er organiserede, er stadig under de peronistiske elementers ledelse i CTA eller CGT. Ved at overvurdere sin egen styrke mister PO blik for de kolossale opgaver, der ligger forude. På denne måde misuddaner de deres medlemmer og ender med at føre en forkert politik. Allerede valgnederlaget har betydet demoralisering og forvirring blandt mange aktivister på venstrefløjen. En åben og demokratisk debat er nødvendig for at rette fejltagelser og forhindre dem i at blive gentaget. Ledelsen bør ikke frygte sådan en debat, men byde den velkommen. En ledelse der frygter debat er en ledelse, som har spillet fallit og aldrig vil komme til at bygge et revolutionært parti om de så har tusind år.

Internationalen er arbejderklassens verdensparti. For marxister er partiet først og fremmest program, metode, ideer og traditioner. Partiet (og derfor internationalen) må bygges på et stærkt fundament. Det må baseres på en klar og entydig accept af ideerne, metoderne og traditionerne fra Marx, Engels, Lenin og Trotskij. Ellers vil du bygge på sand. De der, ligesom PO, forestiller sig, at have fundet en genvej til succes ved at ignorere principper, ideer og teori, vil hurtigt befinde sig i et roderi. Uvillighed til at rette fejltagelser eller lytte til kritik vil kun fremme den uundgåelige krise. Jo større organisationen vokser sig, des større vil krisen være, når den kommer.

Trods dets tidligere succes’er oplever PO vanskeligheder. Dets perspektiv for revolutionen i Argentina har vist sig at være forkert. Det led et alvorligt nederlag i valget som belønning for sin vaklende politik og sekteriske politik, der splittede de venstreorienterede stemmer. Alt dette har skabt en voksende utilfredshed og kritik inde i PO. Det er ikke vanskeligt at se, at et lag af organisationen bliver klar over ledelsens utilstrækkeligheder og fejltagelser på en række spørgsmål – deriblandt dens fejltagelse på spørgsmålet om den grundlovsgivende forsamling – og læser materialet, som vores tendens dagligt offentliggør på www.marxist.com og på El Militantes hjemmeside. Det forklarer kammerat Oviedos desperate forsøg på at angribe vores tendens.

Som vores tendens bliver bedre kendt, vil alle forsøg på at tilsøle os og fordreje vores ideer ramme dets ophavsmænd. Marxismens ægte kadrer i Latinamerika vil finde vejen til de ægte arvtagere af Leon Trotskij og Fjerde Internationale.

Vi inviterer alle medlemmer af PO og alle andre, der ønsker at kæmpe for Lenin og Trotskijs ideer, til at indgå i en kammeratlig dialog med os. Gør jeg ikke afhængige af jeres lederes forkerte fortolkninger! Hvis I ønsker at kende sandheden om os, så kontakt os og se selv!

Alan Woods