Stop Nu bevægelsen har formået at samle ungdommen til en kamp af dimensioner, der ikke er set i mange år. Op mod 40.000 unge; elever, studerende og lærlinge var samlet i København d. 5. oktober, og mange flere tusinde ud over det ganske land.
Så vidt vides er der kun en gang før efter anden verdenskrig samlet så mange unge til demonstration i København – og det var helt tilbage i 1988.
Man skulle tro, at en sådan bevægelse ville kunne ryste politikerne – få dem til at lytte. Men nej, det ser ikke sådan ud. Jo – Ulla Tørnæs har da sagt i Folketinget, at hun måske ikke talte helt sandt, da hun sagde, at der ikke var sket nedskæringer – men hvad så? Det ændrer ikke på, at elever, lærlinge og studerende mærker, at deres forhold forringes, og er helt klart elendige. At ministeren indrømmer, at hun måske ikke har været helt klar omkring tallene, er ikke en sejr! Det forbedrer ikke forholdene, det ændrer ikke på manglen på nye bøger, manglen på plads i klasseværelser og auditorier, manglen på praktikpladser osv.
Det virkede som om mange stillede sig selv spørgsmålet ”og hvad så nu?”, da de gik hjem fra demonstrationen d. 5 oktober. De seneste mange år har vi set demonstrationsdage – nogle større end andre, nogle med en blanding af elever, lærlinge og studerende, nogle bare med enkeltgrupper, men ingen af disse har været i stand til at stoppe nedskæringstoget.
I denne avis du nu holder i hånden, kan du læse vores bud på, hvordan kampen mod nedskæringer vindes. Men for at forstå og ændre nutiden, må man også forstå fortiden.
Det uddannelsessystem vi kender i dag – hvor flertallet får en uddannelse udover deres folkeskole, blev især opbygget efter anden verdenskrig. Det blev opbygget af en arbejderbevægelse, der kæmpede for et samfund, hvor børnene blev passet, hvor de syge kom på hospitalet, hvor der blev taget hånd om de gamle, og hvor alle kunne få en uddannelse – et samfund med velfærd.
I en periode gik økonomien frem, og der var råd til reformer. Men allerede i starten af halvfjerdserne var festen ved at nå sin slutning. For at lave reformer, som forbedrer velfærden, må økonomien gå fremad, og siden 1970’erne er økonomien ikke gået så meget frem, at det har kunnet skabe varige forbedringer. Siden 70’erne har ungdommen kæmpet mod stigende klassekvotienter, nedskæringer osv.
I alle disse år har ungdommen kæmpet for at få politikerne til at lytte til deres krav. Men den fortsatte kamp viser, at det i langt de fleste tilfælde ikke handler om den ene eller anden politikers gode vilje – det handler om et økonomisk system. Et økonomisk system, der siden 1970’erne, ikke har været i stand til at give ungdommen, hvad de ønskede; et uddannelsessystem med plads til alle og med forbedringer i stedet for forringelser. Selv i de perioder hvor økonomien er gået fremad, som i 90’erne blev der skåret ned. Den daværende Socialdemokratiske regering sagde, at det var for ”at sikre velfærden for de fremtidige generationer” – men hvad er der snart tilbage at sikre.
Politikerne lover gang på gang, at dette er den sidste nedskæring – men virkeligheden viser sig anderledes – økonomien kræver det.
Hvis økonomien kræver nedskæringer – kræver vi en anden økonomi.
Der er masser af penge i det danske samfund og verden; militæret, de multinationale selskaber og de store virksomheders kæmpe profitter. Vi kræver en økonomi, hvor disse penge bruges til at sikre uddannelserne og flertallets bedste, ikke de få. Vi kræver en socialistisk økonomi.
I 1988 for 15 år siden var demonstrationerne rettet mod den borgerlige regerings nedskæringer, parolerne lød bl.a. ”imod nedskæringer”, ”vi er Danmarks råstofkilde” – paroler vi kender alt for godt i dag. Kampen dengang led nederlag – vi må ikke lade det ske igen!
