Indledning

Dette dokument er et forsøg på at opsummere den situation som danske kursusstuderende på VUC, AVU og HF står i, hvilke problemer der er – og hvad vi kan gøre ved dem. Download dokumentet som PDF-fil.

Vi skriver ikke dette dokument som en abstrakt akademisk diskussion, men tværtimod anser vi det som en konkret debat om hvilke udfordringer som kursisternes organisation LAK (Landssammenslutningen af Kursusstuderende) står over for.

Danske kursister har lange traditioner for kamp. Traditioner som går helt tilbage til 60’erne og starten på den danske elev- og studenterbevægelse.

I dag ser vi en borgerlig regering som indædt forsøger at forringe kursisternes uddannelse og levevilkår, gennem brugerbetaling, højere klassekvotienter, angreb på SU’en og reformer som vil begrænse kursisternes mulighed for frit at uddanne sig.

Derfor kunne der næppe være et mere belejligt tidspunkt end dette, til at gøre status for kampen for et solidarisk uddannelsessystem, og drage de nødvendige erfaringer af de tidligere kampe, for at lære hvordan vi kommer videre.




Det er vigtigt at dette dokument ikke ses som en endelig “plan” som giver den færdige opskrift på hvordan vi skal kæmpe. Tværtimod skal dette dokument ses som et forsøg på at igangsætte en diskussion. Dokumentet er et bud på hvordan LAK kan komme til at se ud, hvis vi tålmodigt arbejder for det. I processen med at ændre LAK til sådan en organisation, har vi brug for din hjælp. Derfor inviterer vi dig til at kontakte os, diskutere med os og gå med os i kampen for en aktiv og kampklar studenterfagforening.



LAK’s historie

LAK blev dannet i 1963 og er dermed den ældste tilbageværende studenterorganisation. Op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne havde elev- og studenterorganisationerne medvind, og LAK var én af de store. Problemerne begyndte i starten af halvfemserne. Der så vi en general afmatning af den danske venstrefløj, og dermed også elev- og studenterbevægelsen. I elev- og studenterbevægelsen gik det i denne periode så vidt, at man i ramme alvor diskuterede om man overhovedet skulle lave strejker og demonstrationer, eller om man ikke bare skulle holde sig til forhandlinger med politikere og ministerier, og ellers kun være et serviceorgan for kursisterne. Samtidig blev man mere og mere bange for at virke for “røde”. Politikken med at være “uafhængige”, blev næsten den paragraf i partiprogrammerne der blev lagt mest vægt på.

De sidste år har studenterbevægelsen imidlertid været inde i en kraftig udvikling. I slutningen af 90’erne begyndte virkeligheden at overhale de reformistiske organisationer. Hele vejen op gennem 90’erne havde ét af argumenterne mod demonstrationer og strejke været at man ikke kunne mobilisere, og at tiden ikke længere var til den slags arbejde. Disse holdninger blev gjort til skamme. I slutningen af 90’erne blev afholdt nogen af de største elev- og studenterdemonstrationer vi længe har set.

LAK’s placering i alt dette har imidlertid været lidt speciel. I lang tid var LAK styret af Stalinister, og i starten af 90’erne gik det alvorligt ned af bakke. LAK har haft en uheldig tradition med at kassererne løb med kassen, og helt op til i dag har LAK stadig store organisatoriske problemer. Problemerne var/er så store, at selvom der i september 2002 var en stor landsdækkende strejke blandt 60.000 VUC’ere, var LAK ikke i stand til at følge op på den høje aktivitet og genopbygge organisationen. Men det at 60.000 kursister selv organiserede en så omfattende strejke uden om LAK, viser med al ønskelig tydelighed at viljen til at kæmpe er stor blandt kursisterne. Det bør være dette faktum der er udgangspunkt for en genopbygning af organisationen. Organisationen må tilbage til kursisterne.



Hverdagen som kursist

En kursists hverdag er selvfølgelig meget forskellig alt efter om man går på HF, VUC eller AVU, eller efter hvilket område i Danmark man går i skole, og hvilken social omgangskreds man har.

Men alligevel er der en række problemer man støder på overalt i landet som er de samme. Det enorme stress som skolen pålægger os er noget som de fleste kan nikke genkendende til. Tonsvis af afleveringer, supplerende værker, rapporter, stile, osv. er en af de ting som gør skolen til en hård nød at knække. Men det afgørende problem ligger selvfølgelig ikke i afleveringer. Det er en naturlig del af det at uddanne sig selv at man skal lære at formulere sig skriftligt og lære metoden til at vurdere ting kritisk.



Problemet kommer først når afleveringerne hober sig op i en bunke fordi man som kursist stresser rundt uden at man rigtig føler at man kan nå noget. Grunden til det ligger i det ofte helt umenneskelige pres som ligger på os. Dette pres fremmes gennem forskellige problemer som vi støder på i vores hverdag. Et af dem er at lærerne ofte er meget dårlige til at koordinere skriftlige afleveringer, så man står med en hel bunke der virker mere og mere uoverskuelig.

En anden af de ting som gør hverdagen stresset og øger presset på os, er det økonomiske problem. Som uddannelsessøgende bliver vi spist af med en ussel SU. Hvis man ikke i forvejen kommer fra en velhavende familie bliver man nød til at finde noget erhvervsarbejde ved siden af skolen, bare for at kunne skrabe sammen til huslejen og maden. På den måde får vi mindre tid til at uddanne os og til at have et socialt liv ved siden af skolen. Økonomien er somme tider ligefrem den afgørende faktor der resulterer i at kursister må bøje under for presset og droppe ud, eller at man får en alt for høj fraværsprocent.

Et tredje problem som ofte forekommer i skolen er, når man sidst i måneden får at vide at man skal i biografen med skolen, at man skal på ekskursion, el.lign. Pengene til det ryger selvfølgelig fra vores egen lomme. Det samme er tilfældet med transport fra og til skolen og med studieturen, lommeregneren, ordbogen, osv. Det er en myte at brugerbetaling ikke eksisterer på de danske uddannelser. Nogen som især kan nikke genkendende til det er kursister fra VUC som nu skal af med op imod 900 kr. pr. fag!!!



Samtidig med alt det her, bliver vi tvunget til at lytte til den ene fordømmelse efter den anden fra den borgerlige regering. “De unge er dovne”, “De unge tager stoffer og er zapper-generation”, “De unge tænker ikke på andre end sig selv”, osv. Der er flere grunde til at den borgerlige regering kommer med disse fordømmelser. For det første vil de gerne sprede en myte om ungdommen. En forestilling om at ungdommen er passiv, uvidende og egoistisk. Dette passer nemlig godt i deres kram, fordi det er en undskyldning for så at angribe unges levevilkår og fordi at de frygter en aktiv ungdom som kræver en anstændig uddannelse.

For det andet vil de borgerlige gerne frasige sig ansvaret. Det er klart at hvis man behandler mennesker dårligt, vil de sommetider også opføre sig dårligt. I situationer hvor stresset hænger unge op over ørene, hvor økonomien trykker og hvor de sociale problemer vokser, kommer dette til udtryk i fortvivlede desperate handlinger, såsom indtagelse af stoffer, alkoholmisbrug, vold, hærværk, osv.

Men dette er bare endnu et udtryk for hvor ulige og asocialt vores samfund er indrettet – og hvor vigtig det er at ændre det.

Problemet for de borgerlige er at de ikke har ret. Deres udsagn bærer mere præg af fordomme end af reel indsigt i unges situation. Iblandt ungdommen, heriblandt kursisterne, er der begyndt at ske nogle ændringer. Efter en periode med relativ ro og inaktivitet, er flere og flere unge begyndt at stille spørgsmålstegn ved det samfund vi lever i. Vi har set en fremgang i antallet af protestdemonstrationer og strejker. Sandheden er langt fra så enkel som de borgerlige vil gøre den. For virkeligheden er jo at kursister hver dag må knokle for at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk, socialt og fagligt.



Klassedelingen i uddannelsessystemet

De borgerliges mangel på forståelse af problemerne er endnu mere tydelig hvis man dykker ned under overfladen og undersøger de sociale spændinger i det danske samfund. Disse klasseskel kommer allerede til syne fra børnenes tidlige opvækst. Det er et kendt faktum at de fleste pædagoger i vuggestuer kan se på børnene hvilke sociale klasser de kommer fra – og i mange tilfælde ligefrem hvilken fremtidig plads de vil indtage i klassesamfundet.
I skolen fortsætter og intensiveres denne opdeling – børn af arbejderforældre lærer ofte at læse senere end børn af akademikere. Klasseopdelingen udtrykker sig også i de sociale relationer mellem børnene. En undersøgelse af børns trivsel i skolen, udfra socialgruppe viser følgende: (socialgruppe 1 viser de bedst uddannede og socialgruppe 6 de dårligst)

Forskellig trivsel i forskellige socialgrupper
	Socialgruppe 1	Socialgruppe 2 -4	Socialgruppe 5	Socialgruppe 6
Ikke glad for livet	4	6	7	13
Synes ikke skolen er et rart sted	5	8	9	12
Keder sig ofte i skolen	29	33	37	41
Bliver mobbet mindst ugentligt	6	8	11	13
Pjækket mindst tre dage	12	15	17	29
Føler sig ikke særlig tryg i skolen	18	26	29	38

Kilde: Samfundsstatistik 2003

I sær i folkeskolens sidste år foregår der i virkeligheden en meget konsekvent sortering af børnene. Dette sker gennem forskellige mekanismer, såsom karakterer, eksaminer, osv. Selvom forskellige “eksperter” hævder at det danske uddannelsessystem er fri for klassedeling, er det et faktum at den sociale arv er lyslevende. I lang de fleste tilfælde følger børnene deres forældres erhverv, selvfølgelig med enkelte undtagelser.

I Erik Jørgen Hansens store undersøgelse “En generation blev voksen” (SFI, 1995), hvor mere end 3000 elever fra 7. Klasse i 1968 er blevet fulgt, opsumerer han de tidlige uligheder, målt som en “verbaltest”, sådan:.

“Det viste sig, at der på dette tidspunkt – i 14-års alderen – var store forskelle i det gennemsnitlige antal rigtige besvarelser mellem børn fra forskellige opvækstmiljøer.

Det bedste resultat blev opnået af børnene fra professionerne(længerevarende videregående uddannelse) og det dårligste blev opnået af børn fra ikke-faglærte hjem.

I den bedste tredjedel af besvarelserne placerede sig således 64 % af døtrene fra
professionerne og 55 % af sønnerne derfra, mod 22 % af døtrene og 24 % af sønnerne af ikke-faglærte arbejdere.

Ikke uventet havde den sociale arv allerede tidligt sat sine spor i generationens fordeling efter “verbal intelligens”.

Tilhører den bedste tredjedel til verbaltest i 14-års alderen (1968):

Oprindelsesklasse	Drenge	Piger
Proffesionerne	55%	64%
Funtionærer	43%	42%
Selvstændige	31%	29%
Faglærte arbejdere	32%	28%
Ufaglærte arbejdere	24%	22%

Og denne ulighed fortsætter i forstærket grad livet igennem, viser undersøgelsen om de samme personers status 25 år senere:

“25 % af mændene fra “den bedste tredjedel” i 7. Klasse, da de var nået frem til 38-års alderen, havde en længerevarende videregående uddannelse.

Det er imidlertid et gennemsnitstal, der dækker over, at det drejede sig om 49 % af sønnerne fra professionerne, som tilhørte denne tredjedel, mod 10 % af de lige så kvikke sønner af ikke-faglærte arbejdere.
Blandt kvinderne var de tilsvarende tal 24 % af professionernes døtre mod så lidt som 1 % af de lige så begavede døtre af ikke-faglærte arbejdere.”



Andel med lang videregående uddannelse i 38-års alderen fordelt oprindelsesklasse, præstation på verbaltest i 1968 og køn:

Oprindelsesklasse	Bedste tredjedel
(Faderens erhverv)	Mænd	Kvinder
Proffesionerne	49%	24%
Funktionærer	34%	12%
Selvstændige	21%	10%
Faglærte arbejdere	12%	6%
Ufaglærte arbejdere	10%	1%

Kilde: s. 19-20 i “Social arv og uddannelse”, Arbejdspapir 22 om social arv, Erik Jørgen Hansen, 1999.

Som kursist mærker man også disse klasseskel tæt inde på kroppen. De økonomiske barrierer for uddannelse kan nogle gange være så fundamentale at de medvirker til højere fravær og general forsømmelse af skolearbejdet.
Børn af akademikere kan som regel få hjælp til lektierne i hjemmet og er ofte opdraget så de har lettere ved de boglige egenskaber i skolen. Men børn af arbejdere står på egen hånd og har hverken forældre, opdragelse eller økonomi til at hjælpe sig med skolen.



En anden af de væsentligste sorteringsmekanismer i klassesamfundet er adgangsbegrænsningen på de videregående uddannelser. Det vil vi komme ind på senere.



Generelt set kan man sige at uddannelsessystemet i Danmark står ved en korsvej i disse år. Under det økonomiske opsving efter anden verdenskrig tilkæmpede den danske arbejderbevægelse en hel del forbedringer, bl.a. under kravet om “uddannelse til alle”.

I dag er alle disse forbedringer under angreb.

På den ene side står erhvervslivet, de rige virksomhedsejere, som ønsker en hurtig uddannet arbejdskraft – på den anden side står det store flertal af almindelige arbejdere og deres familier, som ønsker et solidarisk uddannelsessystem som danner mennesker til almene kundskaber og til at befærde sig i et demokrati.

Med den borgerlige regerings seneste tiltag på uddannelsesområdet ser vi erhvervslivets nye ideer: selveje, kommercialisering, elite-uddannelser, konkurrence gennem offentliggørelse af karakterer i folkeskolen, forhøjelse af klassekvotienter, brugerbetaling, individualisering, splittelse, osv.

De borgerlige har endda været ude med nogle af de mest absurde ideer på det sidste. Bl.a. har de spekuleret i at straffe unge som tager et sabbatår, ved at reducere deres SU ved videre studie. Dette er en skandale uden lige! De borgerlige vil simpelthen straffe unge for at holde en pause for at finde sig selv og opdage andre sider af verden end klasselokalets grå vægge! Dette viser endnu engang hvor lidt de tænker på unge og vores rettigheder.



Problemet er at der ikke er et samlet klart alternativ til de borgerliges liberalistiske dagsorden. Men der ligger nogle spirer til et sådan alternativ. De ligger i elevers, studerendes, kursisters, lærlinges og arbejderes kollektive kamp for at stoppe de borgerlige. En sådan kollektiv kamp kan kun foregå igennem de etablerede traditionelle elevorganisationer og fagforbund. Det er derfor at det er nødvendigt at samle kræfterne om et konkret program, og det er netop sådan en proces som vi søger at igangsætte med udgivelsen af dette dokument.

De daglige krav

Det er utroligt vigtigt at LAK tager udgangspunkt i de daglige problemer som kursisterne kæmper med. Gør organisationen ikke det, vil den aldrig blive stor, fordi ingen kursister vil kunne relatere til den.
Lige nu er der en række krav som er aktuelle – vi vil her præsentere dem, og fremhæve hvorfor de er vigtige.



Klassekvotient – max 28!

Kampen for et nationalt loft på 28 elever i klasserne, har stået på længe. Men det gør ikke kravet mindre vigtigt. Mange vil måske mene at det ikke har den store betydning om man er 28 eller 29. Det er da sikkert rigtigt i den enkelte sag, men hvis det bliver gennemført er forskellen mellem 29 og 30 jo lige så lille og det kan fortsætte indtil der fysisk ikke kan proppes flere ind i lokalerne. Flere elever i klasserne er selvfølgelig en god måde for politikerne at spare penge på, men det betyder til gengæld mindre tid til at læreren kan hjælpe den enkelte elev. Dette går især udover de elever der har svært ved det faglige – hvilket ofte er unge fra hjem med lavt uddannede forældre, der derfor ikke kan hjælpe dem med lektierne, osv. På den måde øges den negative sociale arv.



Nej til alle former for brugerbetaling!

Nej til brugerbetaling er et utroligt vigtigt krav for kursister og i sær VUC’ere der har problemet inde på livet til daglig. Det er i forvejen umuligt at overleve på en SU, og hvis man derudover skal betale for at gå i skole udover andre faste udgifter som husleje og forsikringer er der ikke meget tilbage. Nogen VUC’ere mener at en smule brugerbetaling er ok, og er med til at højne motivationen. Det kan måske være rigtigt i enkelte tilfælde, men det afholder også mange fra i det hele taget at begynde på uddannelsen. Derudover er det en glidebane at bevæge sig ud på, for hvad er et rimeligt niveau? For kursisten med rige gavmilde forældre, kan måske endda en betydelig brugerbetaling umidelbart synes acceptabel. Men for kursisten der skal arbejde hårdt for at tjene til husleje og mad, ud over skolearbejdet, er selv en lille forhøjelse af brugerbetalingen svær at overkomme, og kan være dråben der får bægeret til at flyde over så vedkommende ser sig nødsaget til at stoppe. Derfor er det vigtigt at LAK samler alle kursister, på tværs af økonomiske skel, i kampen for en gratis uddannelse. Vi kursister vil stå sammen og forsvare de svageste.



For en SU til at leve af!

At tage en gymnasial uddannelse er et fuldtidsarbejde. Lærere og rektorer er enige om at man bør bruge ca. 1 time på forberedelse til hvert fag, foruden skriftlige arbejder og at skole bør have førsteprioritet over arbejde. Men hvis man skal have et sted at bo, og mad at spise, kan man ikke klare sig for SU’en. LAK må arbejde for at uddannelse bliver taget alvorligt som det fuldtidsarbejde det er. Det er ikke en fritidsbeskæftigelse ligesom badminton og fodbold. Det er folks liv og fremtid det handler om. Alle mennesker skal have lige mulighed for at tage en uddannelse. Ligegyldig hvor mange penge de har. Den sociale arv er udtalt i samfundet som vi så ovenfor. Den er vores fjende, og vi må bekæmpe den hvor end den stikker sit grimme hoved frem. Også i Uddannelsesstøtten.



Arbejdsmiljø

Arbejdsmiljøet på de danske skoler er yderst kritisabelt. Nogen klasselokaler er så små at der ikke er plads til nok stole, så folk må modtage undervisning fra vindueskarmen eller side på skødet af andre elever. Som det er nu er kursister og elever fredløse. Vi har ingen rettigheder, de kan behandle os som de lyster. LAK må gå forrest i kampen for at sikre at elever og kursister får officielle rettigheder der tangere arbejdsmarkedets arbejdsmiljøregler.



Kursistdemokrati

På mange skoler er kursisternes indflydelse minimal, og i flere tilfælde er det rektor som egenrådigt får lov til at bestemme. Kampen for kursistdemokrati handler ikke bare om farven på tapetet, men også om f.eks. indflydelse på undervisningen, temadage, osv. Overalt må vi kæmpe for mere indflydelse for kursisterne, i alle udvalg på skolerne, osv.

Kampen for demokrati går også hånd i hånd med kampen for flere økonomiske ressourcer til skolerne – hvis formålet med demokrati er for at administrere nedskæringer, er demokratiet ligegyldigt.



Stop adgangsbegrænsning på videregående uddannelser!

Adgangsbegrænsning på videregående uddannelser er en relativ ny ting, der blev indført i 70’erne. Før det, var de åbne for alle med gymnasiale uddannelser. Som det er nu, er mange studenter tvunget til at tage erhvervsarbejde i flere år for at komme ind på det studie de ønsker, gennem kvote 2. Hvorfor skal folk spilde flere år på noget de egentligt ikke har lyst til, for at få den uddannelse de ønsker? Folk der taler imod fjernelse af adgangsbegrænsning mener at niveauet vil falde og frafaldet blive større. Til det kan man kun sige, at folk jo godt kan mærke om de kan klare en uddannelse. Man starter jo ikke på noget man ved man ikke kan gennemfører. Bare fordi man kun lige får kæmpet sig igennem en HF, kan man jo fx godt blive en superdygtig dyrlæge eller alt muligt andet. Et godt gennemsnit i studentereksamen er ikke nødvendigvis udtryk for at man er god til alt. På samme måde som et dårligt gennemsnit ikke er utryk for at man er dårligt til alt. Lad os da bruge de evner folk besidder bedst muligt.



Hvorfor kommer nedskæringerne?

De krav som vi har fremført her, udspringer af kursisternes daglige problemer. Det grunder i at den danske stat, gang på gang tvinger amterne til at føre en nedskæringspolitik som betyder forringelser på uddannelserne. Grunden til at politikerne skærer ned er ikke fordi de er i dårligt humør. Det er tværtimod fordi de administrerer og opretholder et kapitalistisk system. Lige nu er dette system på vej ind i en økonomisk krise med stigende arbejdsløshed, faldende vækstrater, osv. Kriser betyder uundgåeligt nedskæringer, så længe man vil opretholde et system som gavner de rige kapitalejere. Tilmed har vi fået en borgerlig regering som gennem skattestop og gaver til erhvervslivet, har gjort forskellen på rig og fattig endnu større, og har gjort det endnu hårdere at være kursist i Danmark, bl.a igennem den øgede brugerbetaling.



Vælt den borgerlige regering!

– For en arbejderregering!

Det er meget vigtigt at bygge LAK op om de daglige kampe som foregår mod forringelser og for forbedringer. Det er det som kursisterne kan relatere til i deres hverdag. Men samtidig med det, er det absolut lige så vigtigt, måske endda endnu mere vigtigt, at sige tingene som de er: Den borgerlige regering er en regering som ikke tilbyder kursister andet end forringelser og elitære uddannelser. Derfor må en naturlig forlængelse af de daglige kampe, være kravet om den borgerlige regerings øjeblikkelige afgang.



Men hvor ligger alternativet?, vil mange spørge. Socialdemokraterne skar jo også ned på uddannelserne, de indførte nogle af de samme ting, om end i en mindre målestok. Denne problemstilling er en vigtig én. Det er selvfølgelig ikke nok bare at slås mod nedskæringer og borgerlige regeringer, vi må også have et alternativ.



Alternativet ligger i at LAK og de andre elevorganisationer, sammen med fagbevægelsen, lærlingebevægelsen og de tre partier: Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten går sammen i en kampagne for at vælte den borgerlige regering og for at danne en ny regering – en arbejderregering på et socialistisk program.
Grunden til at det er vigtigt at LAK går sammen med disse andre organisationer, er at de alle i mere eller mindre grad har rødder i arbejderklassen. Det er de tre partier som gennem historien har kæmpet for arbejdernes, de fattige og de studerendes vilkår. Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har sammen lovet gymnasieelever og HF-kursisterne et loft på klassekvotienterne, på max. 28 elever pr. klasse.
Vejen frem er, at fagbevægelsen, lærlingebevægelsen og elevbevægelsen opstiller nogle klare konkrete krav til en arbejderregering, og mobiliserer deres styrke til at holde de tre partier fast på disse krav.



Et af hovedkravene må være en nationalisering af de 100 største virksomheder i Danmark, under arbejdernes og brugernes demokratiske kontrol.

På den måde vil det være muligt at bryde erhvervslivet og de store virksomhedsejeres magt, og bane vejen for et helt nyt samfund. Gennem en socialistisk plan for produktionen ville det være muligt at nedsætte arbejdsugen til 30 timer, så man samtidig kunne få afskaffet arbejdsløsheden. Gennem en rationel udnyttelse af produktionen ville man undgå alt det spild som findes under kapitalismen i dag, og uden økonomiske kriser ville vi være fri for forringelser på uddannelsessystemet.



Vi ville tilrettelægge uddannelsessystemet på en måde som gavner almindelige arbejdende mennesker og deres børn. Langsomt ville vi begynde en proces hvor klassekvotienterne blev sænket, brugerbetalingen forsvandt, SU’en ville blive afskaffet så man i stedet fik en høj national minimumsløn – at gå i skole er et fuldtidsjob!
Hele uddannelsessystemet ville blive reformeret, så man i højere grad inddrager praktiske og kreative arbejder og ophæver den kunstige opdeling imellem håndens og åndens arbejde. Kort sagt ville uddannelsessystemet bruges til at afskaffe klasseskellene i stedet for at fremme dem.

Hvilken organisation har vi brug for?

En vigtig del af kampen for at ændre det danske uddannelsessystem, er arbejdet for at få en organisation med rødder blandt de kursusstuderende der kan kæmpe mod forringelserne. En sådan organisation er selvfølgelig ikke en gave der kommer dumpende ned fra himlen – det er produktet af massivt benarbejde for at udbrede organisationen og dens politik i blandt kursisterne.

Men samtidig er der en række principper som er grundforudsætninger for at vi får en slagkraftig organisation. Det er dem som vi her vil prøve at skitsere.



Styrken kommer fra neden

Enhver fagforening og studenterorganisations styrke kommer nedefra, fra medlemmernes aktiviteter på de enkelte skoler/arbejdspladser. Men kursisternes engagement er, ligesom alle andre grupper af elever og arbejderes engagement, altid svingende. Derfor er det vigtigt at have en stabil organisation som kan lave arbejde ude på skolerne og udbrede kendskabet til LAK i perioder hvor aktiviteten er lav. På den måde vil eleverne kende LAK når nedskæringerne og problemerne vælter ned over dem – og derfor vil de gå til LAK for at løse deres problemer, hvad enten det er individuelle eller kollektive problemer.



I perioder med høj aktivitet blandt kursisterne – som f.eks. under VUC-strejken i efteråret 2002 – vil resultaterne af det systematiske forarbejde så bære frugt, hvis dette forarbejde altså er blevet gjort grundigt nok. I sådanne perioder er det vigtigt at LAK bliver kursisternes kamporgan, som bruges til at koordinere kampen og tage de demokratiske diskussioner om perspektivet for bevægelsen. Og vigtigst af alt er det, at LAK udnytter situationer med høj aktivitet til at bygge en organisation ude på skolerne og inddrager de aktive kursister i organisationen, for derved at udbygge sin kreds af aktive.



Organisationens struktur

Det er vigtigt at man har en demokratisk struktur som gør at LAK er kursisternes organisation og at kursisterne også føler at det er dem som bestemmer. I første omgang må LAK basere sig på dem som er aktive og på de demokratisk valgte repræsentanter som kommer fra de enkelte skoler til stormøderne.
De aktive er organisationens grundlag. Derfor er det vigtigt hele tiden at prøve at udvide dette grundlag, ved at inddrage flere og flere kursister i organisationen.



LAK må hovedsageligt være baseret på de enkelte kursistråd. I kursistrådene kan aktivitetsniveauet være utrolig, utrolig svingende. Tit handler hoveddiskussionerne om ‘farven på toiletpapiret’, eller emner i den stil. Det er utrolig vigtigt at LAK prøver at højne det politiske niveau i disse kursistråd. Dette gøres ved at uddanne de aktive i kursistrådene til at diskutere mere politiske spørgsmål på møderne. Dette kan være diskussioner om HF-reformen, nedskæringer, brugerbetaling, social arv eller uddannelsespolitik generelt. Men det kan også være diskussioner om støtte til en lokal arbejderstrejke, om den politiske situation, om en krig, el.lign. men det skal altid være diskussioner som deltagerne på den ene eller anden måde kan relatere til. Man skal også huske at tage et skridt ad gangen – et kursistråd som i flere år har diskuteret farven på toiletpapiret, kan ikke lige pludselig diskutere verdensøkonomien eller andre avancerede spørgsmål, uden at man har haft en forudgående proces med politisering.



Alt det her betyder selvfølgelig ikke at et kursistråd ikke må diskutere de daglige øjeblikkelige problemer på skolen, såsom maden i kantinen, farven på toiletpapiret, o.lign. Dette bør selvfølgelig være en naturlig del af kursistrådsmøder. Men hvis det er det eneste indhold og hvis folk føler at de på den måde spilder deres tid, kan motivationen for at gå til møderne let blive mindre og det fører i sidste ende til inaktivitet.



Kontakten til den enkelte kursist

Udover det kollektive medlemskab, hvor de enkelte kursistråd melder sig ind i LAK, er det vigtigt at LAK går videre i arbejdet med at opbygge en form for individuelt medlemskab. Dette skal ikke gøres som en konkurrent til det kollektive medlemskab, eller for at erstatte det.

Det som det skal bruges til er tværtimod at få en tættere kontakt til kursisterne, ved udsending af medlemsblad, etc. På den måde kan LAK udvide sin støttekreds og lettere komme i kontakt med kursisterne, som så i højere grad vil føle at de har et personligt tilknytningsforhold til LAK.



For at kursisterne føler at de får noget ud af deres organisation er det også vigtigt at LAK laver det ‘daglige fagforeningsarbejde’. Dette betyder ikke at LAK skal være en serviceforening som kun eksisterer for at give rabatter på festivaler og diskoteker, osv. Det betyder derimod at LAK skal hjælpe den enkelte kursist med deres individuelle problemer, såsom fravær, trusler fra rektor, brugerbetaling, vejledning til 2HF opgave, etc. Dette skal selvfølgelig ikke være en erstatning for samtidig at bygge en kollektiv styrke, igennem kampagner, demonstrationer og strejker som kan udfordre de borgerliges uddannelsespolitiske dagsorden – tværtimod skal de to ting, det individuelle og det kollektive, gå op i en højere enhed. Hvis den enkelte kursist er blevet hjulpet af LAK i en fraværs-sag, vil vedkommende også få mere engagement til at opbygge LAK og vil på sigt blive mere politiseret og begynde at tage stilling til mere avancerede politiske spørgsmål.



Retten til at stå frem med ideer

Et meget vigtigt element af en kæmpende elevorganisation, er fuldt demokrati. Det betyder at alle må have retten til at stå frem med deres ideer og synspunkter i kursistråd, på stormøder, osv. Derfor bør det også være tilladt at forskellige politiske grupper deler deres materialer ud eller sælger dem på stormøder. Hvis folk ikke vil have/købe nogle materialer, kan de jo bare lade være med at tage imod dem.
På samme måde må alle have lov til at stille forslag til udtalelser, ændringsforslag til forskellige papirer, osv.

Denne ret bør gælde for alle politiske grupper, og det er et alvorligt demokratisk problem hvis denne ret undertrykkes.



Forhandlinger eller aktivitet fra neden?

Det er vigtigt at en organisation baserer sig på det som gør den stærk. I LAK’s tilfælde er det kursisternes aktiviteter og organisationens udbredelse på de enkelte skoler. Derfor er det vigtigt at LAK prioriterer dette som klart nummer et.

LAK skal ikke afslå forhandlinger med politikerne. Selvfølgelig er det vigtigt at LAK holder sig orienteret om hvad der foregår på det uddannelsespolitiske område, hvilke reformer politikerne vil lave, etc. Men organisationen må aldrig lægge sin hovedprioritet i forhandling med politikerne. For det første er det tit at politikerne simpelthen ikke lytter til hvad LAK siger – og for det andet ligger hele LAK’s styrke i kursisternes aktiviteter og græsrodsarbejdet. Hvis politikerne ikke vil lytte til LAK, og gang på gang laver nedskæringer og asociale reformer, er det vigtigt at LAK mobiliserer kursisterne til aktivt at demonstrere og strejke imod nedskæringerne.



Hvis mobiliseringerne og strejkerne er massive nok, kan det ofte give nogle indrømmelser hos politikerne, især hvis sagen kommer i medierne og hvis man vinder almindelige menneskers opbakning i den konkrete sag.
Men dette vil ikke altid være tilfældet. Det er ikke hver gang at politikerne giver efter for pres. I en periode hvor økonomien er i krise, vil det ofte være tilfældet at politikerne simpelthen vil ignorere kursisternes protester.

I sådanne tilfælde er det nødvendigt at LAK tager nogle tiltag:

1. For det første skal LAK forsøge at udvide den konkrete kamp for et konkret krav (f.eks. mod brugerbetaling), til en fælles kamp med andre grupper af elever og arbejdere, især de offentligt ansatte, som også møder mange nedskæringer fra stat, amter og kommuner. På den måde kan man i nogle tilfælde hente støtte fra fagforeninger/arbejdspladser og på længere sigt er det nødvendigt at samle kampen for at bevare velfærdssamfundet og kræve at fagforbundene går med i kampen og indkalder til strejker og fælles aktionsdage.
2. For det andet er det utroligt vigtigt at LAK giver kursisterne et perspektiv for kampen. At man fra starten går åbent ud og siger til kursisterne at nedskæringerne vil fortsætte, fordi økonomien er i nedgang, pga. kapitalismens krise og at løsningen er at kæmpe for at ændre samfundet fundamentalt, igennem parolen om en arbejderregering.

Er organisationen “for rød”?
Nogle vil måske mene at en organisation med et program og en struktur som vi har beskrevet her vil være “for rød” og vil skræmme de almindelige kursister væk. Dette mener vi ikke er en rigtig vurdering og det stemmer ikke overens med vores erfaringer. Det er rigtigt at det langt fra er alle kursister, som på nuværende tidspunkt er ‘røde’. Men vores erfaring er at langt de fleste kursister godt kan nikke genkendende til de daglige problemer som vi har opridset i denne pjece. Og vores erfaring er også at mange kursister mener at der er noget grundlæggende galt i samfundet.

Vi mener også at det er forkert at røde ideer skræmmer folk væk. I virkeligheden burde LAK ikke være flov over at være rød – faktisk er det meget naturligt. Det er det fordi, at den tradition som LAK tilhører har rødder i arbejderbevægelsen, og denne bevægelses farve har altid været den røde. Det har været den farve som har stået på de svage og undertryktes side i kampen for et samfund med plads til alle. Og kampen for et samfund med plads til alle forudsætter en kamp for et uddannelsessystem med plads til alle.

På den måde er det naturligt at LAK er en politisk studenterfagforening med rødder i arbejderbevægelsen. Dette er noget vi burde være stolte af – ikke noget vi burde gemme væk.

GÅ MED I KAMPEN FOR AT ÆNDRE UDDANNELSESSYSTEMET I DANMARK!!!

Ved første øjenkast kan det se ud, som en uoverkommelig opgave at udfordre de borgerliges uddannelsespolitiske dagsorden. For mange kan opgaven med at ændre samfundet ligefrem se ud til at være umulig.

Men samtidig er det klart at det ikke kan fortsætte som nu, hvor tusinder af mennesker dømmes til et liv i fortvivlelse, stress og fattigdom – og hvor uddannelsessystemet hjælper med til at sortere folk i klassesamfundet.



De kræfter som står imellem i dag og i morgen, imellem nutid og fremtid, ser ud til at være umådeligt magtfulde; Medierne, regeringen, de multinationale selskaber, kapitalisterne, for slet ikke at nævne års vaner, skikke, rutiner og traditioner. Faktisk er det selve troen på, at tingene altid har været som de er nu og at de aldrig kan ændres, som er den største hindring for forandring.



Alligevel er det almindelige arbejdende mennesker, som hver dag står op og knokler for at få samfundet til at køre rundt. Ikke ét hjul kører rundt, ikke et lys skinner uden almindelige arbejdende menneskers tilladelse. I og med at arbejderklassen udgør det overvældende flertal både i Danmark og resten af verden, er det et paradoks at uddannelsessystemet ikke er indrettet efter almindelige arbejdere og deres børns behov.
Men historien har vist at hvis arbejdere og unge sammen går til kamp for at ændre samfundet, på et socialistisk program, er der intet der kan stoppe bevægelsen.



Det der er brug for, er at give den utilfredshed og vrede som allerede eksisterer i blandt mange kursister, et organiseret og bevidst udtryk. I virkeligheden er der hos mange en udbredt følelse af frustration over forholdene, overalt i det danske uddannelsessystem. Det der mangler er en organisation med klare ideer, struktur og taktik, som konsekvent kæmper elever og kursisters kampe.



En sådan kamporganisation er absolut opnåelig – hvis vi arbejder tålmodigt for det. Hvis du efter at have læst dette dokument, er enig i vores overordnede ideer, beder vi dig tænke over om ikke du vil være med til praktisk at arbejde for at det bliver til virkelighed.


Vi inviterer alle som er interesserede i de ideer som er skitseret her, til at kontakte os og være med til at koordinere en indsats for at ændre LAK og resten af elevbevægelsen. Vi vil også gerne høre dine kommentarer på vores ideer – også selvom du er uenig – en god diskussion har aldrig gjort nogen skade.



Udfyld formularen herunder og send den til os – eller snak med/ring til Jonas Foldager på telefon 50591022 eller Andreas Bülow på tlf. 28261582.



Et individ, uanset hvor aktiv vedkommende er, kan aldrig ændre samfundet.
For at gøre det, har vi brug for at blive organiserede.

Bliv en del af kampen for et socialt uddannelsessystem og for demokratisk socialisme!

1. Max 28 elever i klasserne!
2. Nej til brugerbetaling!
3. For en SU til at leve af!
4. For et ordentligt arbejdsmiljø!
5. For ægte kursistdemokrati på skolerne!
6. Ingen adgangsbegrænsning på de videregående uddannelser!
7. Boliger til alle – til priser der er til at betale!
8. Afskaf arbejdsløsheden – gennem 30 timers arbejdsuge, uden løntab!
9. Nej til imperialistiske krige – brug pengene på uddannelse og hospitaler!
10. Nationaliser de største virksomheder, banker og forsikringsselskaber – under arbejdernes demokratiske kontrol!
11. For et socialistisk Danmark, som en del af Europas forenede socialistiske stater!