Tysklands økonomiske krise er tydelig for enhver. Arbejdsløsheden er på omkring 6 millioner for hele Tyskland, i hovedstaden Berlin er den endda oppe på 17,6 procent. Den socialdemokratiske/grønne regering har svaret igen med nedskæringer, fyringer og fine ord om forbedring. Den Tyske befolkning lader sig dog ikke spise af med det; de vil i arbejde og have mad på bordet.
Medlemstallet i SPD (Socialdemokratiet) er faldet med 100.000 siden 1998 hvor Gerhard Schröder, Tysklands Kansler og leder af SPD, kom til magten.
Modsat er antallet af demonstrationer, strejker og protester steget voldsomt, i takt med nedskæringerne. Så sent som i denne weekend var jeg i Berlin, hvor jeg oplevede 10.000 universitetsstuderende på gaden. De demonstrede mod nedskæringer på deres universiteter (der er 3 i Berlin); 75 mio. Euro, eller en trediedel af deres budget. Dette vil betyde ringere uddannelse i form af bl.a. massive fyringer i lærerstaben med færre forelæsninger til følge. De har det endda ikke for godt i forvejen, med ret høj brugerbetaling på universiteterne. (se www.streikzentrale.de.vu)
Men dette er bare toppen af isbjerget for protesterne. Den første november var der således 100.000 på gaden mod regeringens nedskæringspolitik. Men de holder sig nu ikke kun til regeringens politik, tag f.eks. staten Hessen, i hovedstanden Wiesbaden, var der 45.000 på gaden på en hverdag, mod de nedskæringer for en milliard Euro, som CDU(Kristendemokrater)-premierministeren Roland Koch stod bag.
Som sagerne står nu, ser det ikke ud til at SPD-regeringen kommer til magten igen ved næste valg, men samtidig er der ikke noget klart alternativ, udover et oprør internt i SPD. Et oprør hvor arbejderinteresserne kommer forud for kapitalistinteresserne. Et skamfuldt eksempel er, at formanden for Industriejernes sammenslutning Michael Rogowsky, har sagt at han muligvis vil stemme på SPD ved næste valg. Der må gøres op med denne politik der ikke har kunnet løse den økonomisk krise, der er så slem, at Tyskland ikke engang kan leve op til ØMUens stabilitetskrav på et max underskud på 3 procent af BNP. På trods af et handelsbalanceoverskud på 127 mia. Euro (altså at de eksporterede mere end de importerede) i 2002 har den Tyske regering ikke formået at skabe økonomisk stabilitet i landet. Dette peger tydeligt på en skæv fordeling af pengene i Tyskland. Den tyske industri kan med arbejderklassens kraft sagtens producere nok til at få Tyskland på ret kurs igen, men ikke sålænge at al profitten ryger ned i kapitalisternes lommer, godt beskyttet af staten. Løsningen på Tysklands problemer er derfor at nationalisere virksomhederne under de ansattes egen demokratiske kontrol så overskuddet tilfalder befolkningen. Altså en socialistisk plan for genopbygningen af velfærden og for demokratisk kontrol med samfundets produktion.
