Elevorganisationerne er elevernes “fagforeninger”, de er skabt af eleverne som følge af dårlige forhold og et ønske om forbedringer. I de seneste par år er eleverne for alvor begyndt at stille krav. Især gymnasieeleverne, men også elever fra handelsskoler og tekniske skoler, for slet ikke at tale om folkeskolerne, har gentagne gange været på gaden med strejker og demonstrationer mod besparelser fra regeringens og kommunernes side, og med krav om ordentlige forhold på uddannelserne. Det er en enorm kampvilje, vi har været vidne til, hvor selv meget unge folkeskoleelever har været med helt fremme.
Protester
Bare inden for de sidste to-tre år har vi set en række af store protester. Den 7. februar 2002 så vi nogle af de største elevdemonstrationer siden 80’erne, med op imod 30.000 elever på gaden over hele landet. Et af resultaterne var, at de værste af besparelserne blev taget af bordet. Men bevægelsen havde reelt set en styrke og et omfang til helt at stoppe alle nedskæringerne, hvis blot man havde udvidet protesterne og søgt enhed med arbejderbevægelsen. Desværre forholdt lederne af elevbevægelsen sig passive, og besparelserne blev derfor til dels gennemført. Hvis der i det hele taget er noget, som de sidste års intensive kampe viser, så er det, at det er nødvendigt med et klart perspektiv for, hvordan man stopper nedskæringerne, ligesom der er brug for at gøre kampen mod forringelser til en kamp mod den borgerlige regering.
Senest så vi dette under gymnasieprotesterne den 10. september i år. DGS’ ledelse turde ikke tage ansvaret for en landsdækkende strejke og demonstrationskampagne. I stedet måtte et fælleselevråd fra Nordjylland tage sagen i egen hånd og sende en opfordring ud til landets gymnasier om en aktionsdag. Denne dag blev en kæmpe succes. Omkring 50.000 elever strejkede og demonstrerede over hele landet, men endnu engang er det blevet ved det. Elevbevægelsen har brug for en ledelse, der ikke bare støtter dem gennem ord, men går forrest i kampen med vilje og initiativ.
Bevægelsen kan ikke være upolitisk
I elevbevægelsen kan man finde en holdning, der går ud på, at elevbevægelsen ikke skal være politisk, men kun skal beskæftige sig med uddannelserne. Men elevbevægelsen kan umuligt undgå at være politisk, når den skal forholde sig til elevernes problemer og ønsker. Uddannelsespolitik er ikke nogen neutral politik, afskåret fra resten af samfundet, fri for ideologi og klassemodsætninger.
De fleste af elevernes krav har klart mest betydning for elever med baggrund i arbejderklassen, f.eks. kravene om en gratis uddannelse med ordentlige forhold for alle, demokrati og medbestemmelse og en SU, der er til at leve for. Men eleverne har interesser, der går langt længere end blot til uddannelsesområdet. Elever bliver også syge og skal på hospitalet, de har ofte medlemmer af familien, der går i daginstitution, de ønsker også at kunne låne bøger og musik på biblioteket, de vil gerne kunne få et job, når de ikke går i skole mere, ligesom resten af verdens tilstand også optager dem.
Fælles kamp
Kampen for en ordentlig velfærd, sunde arbejdsforhold og et ordentligt liv er elever og arbejdere fælles om, og eleverne kan ikke vinde kampen alene. Arbejderne kan gennem strejker fryse samfundet fuldstændigt fast og på den måde tvinge deres krav igennem. Det er dog ofte eleverne, der går forrest i kampen med de mest radikale krav om forbedringer. Det, der mangler, er, at elevernes organisationer for det første kæder elevernes kamp sammen på tværs af uddannelser og går i fælles kamp (gennem et slags “LO” for unge under uddannelse), og for det andet at elevernes kamp kædes sammen med arbejdernes kamp, og at der tages initiativ til at starte en fælles front med fagforbundene mod den borgerlige regerings vedvarende angreb på velfærden, ungdommen og arbejderklassen.
