Siden industrialiseringen og kapitalismens start har arbejderne samlet sig i organisationer, der kan kæmpe deres sag. Det er indlysende, at man kan opnå tusind gange mere, når man står sammen, end hvis man er alene. Særligt over for en arbejdsgiver eller staten. Arbejderklassen har dannet store fagforeninger, men det er ikke nok. Hvis man ønsker et samfund, hvor den væsentlige produktion, transport og handel er under demokratisk kontrol, så må man også kæmpe en politisk kamp. Her kommer idéen om et parti ind i billedet.
De borgerlige partier
Arbejdsgiverne har for lang tid siden dannet partier, der kan tjene deres interesser. I Danmark er de væsent-ligste Venstre og Konservative, men også partier som De Radikale og Dansk Folkeparti er partier, der i alle grundlæggende spørgsmål står på arbejdsgivernes side. Det skyldes, at disse partier er opbygget af de store virksomhedsejere og andre fra samfundets top. Disse partier er selvfølgelig ikke altid enige om alting (hvil-ket afspejler kapitalisternes interne konkurrence og personlige magtbegær), men de er altid på arbejdsgiver-nes side i strejker og varme tilhængere af den private ejendomsret over produktionsmidlerne. Det er sådan set derfor, de er blevet opfundet.
Arbejderpartierne
Arbejderne har derimod opbygget i første omgang Socialdemokratiet, senere DKP, hvorfra SF senere gik ud, og som nu sammen med andre små organisationer lever videre i det, som kaldes Enhedslisten. Disse partier har traditioner og rødder i arbejderbevægelsen, og de blev alle opbygget med det klare mål at skabe en arbej-derstat, hvor produktionen tilrettelægges demokratisk. Desværre ser vi i dag, hvordan Socialdemokratiet, og i lidt mindre målestok også SF og Enhedslisten (de få steder, hvor de har noget at skulle have sagt) fører en politik, der peger i alt andet end denne retning. På topposterne finder vi folk, der måske engang havde gode intentioner, men som nu mere er i partiet for at have magt og god indtægt end for at skabe en bedre verden.
Højredrejning af arbejderpartierne
Tidligere da kapitalismen havde sit store opsving lykkedes det på baggrund af arbejderklassens kamp for Socialdemokratiet at opnå stor indflydelse. I en periode kunne man opnå mange fremskridt uden større kamp, men alene ved truslen om kamp og fordi kapitalisterne vidste, at de havde råd til det. Denne situation påvir-kede ledelsen. De blev vant til fredelig forhandling og kompromisser, og de fik idéen om, at man kan refor-mere sig til alt og langsomt afskaffe kapitalismen på den måde. De fik flere og flere privilegier, efterhånden som organisationen og apparatet voksede og fik mere indflydelse, og efterhånden som de kom til at sidde til møder med regeringer og arbejdsgivere. De blev mere og mere fjernet fra de almindelige arbejdere og deres forhold, og blev mere og mere til en privilegeret elite. Men da økonomien ikke kan gå fremad for evigt under kapitalismen, begyndte reformerne på et tidspunkt at blive trukket tilbage igen, og eftersom ledelsen har opgivet at ændre fundamentalt på kapitalismen, må den acceptere at føre de nedskæringer osv., som er nød-vendige for kapitalismen, ud i livet.
De fleste almindelige arbejdere bliver imidlertid skræmt langt væk af det bureaukrati, der er opstået på denne måde, og af den højredrejede politik, der føres. Det får arbejderne til at føle sig fremmede i deres egne orga-nisationer, og det sætter yderligere arbejderpartierne under pres fra borgerlige idéer. I perioder, hvor arbej-derklassens deltagelse i politik har været lav, har der ikke været noget pres fra neden, hvilket har givet bu-reaukraterne endnu mere spillerum.
Hvad der må gøres
At arbejderpartiernes ledelse i perioder er gået så langt til højre, så de ikke er til at skelne fra de borgerlige partier, må ikke give grund til pessimisme. Det er et signal til alle arbejdere og unge om, at der må kæmpes for at få smidt den nuværende ledelse på porten, så politikken kan ændres. Nogle “socialister” har imidlertid stillet sig selv på sidelinjen med deres egne små “partier” og kræver, at arbejderne skal komme til dem. Men det vil aldrig ske, tværtimod vil de højst være med til at skabe forvirring for arbejderklassen. På trods af at ledelsen er langt væk fra arbejderklassen og fører borgerlig politik, er Socialdemokratiet stadig et arbejder-parti, som har en tæt forbindelse til arbejderbevægelsen, og som mange arbejdere har forventninger til. Der-for er socialisterne nødt til at være med til at hjælpe arbejderne mod bureaukraterne inde i arbejderpartierne og erklære, at vi ønsker en seriøs opposition til de borgerlige, at alle arbejderpartierne må gå i kamp for et socialistisk alternativ og en arbejderregering.
Til det er der brug for et program for, hvordan man organiserer kampen mod de borgerlige, og hvilket sam-fund man vil opbygge. Der er brug for et program, der baserer sig på arbejderklassens krav, demokrati, vel-færd og internationalisme. Danske arbejdende mænd og kvinder kører allerede samfundet – der er ikke brug for spekulanter, bureaukrater og pengepugere. Der er tværtimod brug for, at kræfterne samles om kamp mod de borgerlige og for en socialistisk omdannelse af samfundet.
