Den sociale situation i Venezuela er fortsat, seks måneder efter kupmagernes lockout i december-januar, kendetegnet ved en fordelagtig situation for revolutionen, som stadig nyder massiv støtte blandt befolkningens masser. På den anden side er den kontrarevolutionære opposition ikke død; på USA-imperialismens ordrer bruger den alle mulige metoder for at destabilisere og sabotere Hugo Chavez’ regering og underminere revolutionens sociale basis.
Kontrarevolutionære provokationer
13. juni organiserede det højreorienterede parti COPEI en anti-Chavez demonstration i Petare, som er et af de arbejderkvarterer i Caracas, hvor støtten til den revolutionære proces er størst. Formålet med denne provokation var at skabe en spændt situation (med dødsfald, hvis muligt), der kunne bruges nationalt og internationalt imod Chavez.
Byens politi, under ledelse af Alfredo Peña (ledende oppositionsfigur), angreb brutalt tusindvis af Petare-indbyggere, der spontant mobiliserede imod den kontrarevolutionære provokation. Peñas politi brød alle sikkerhedsforanstaltninger, som nationalgarden og andre myndigheder havde etableteret. Peñas politifolk skød på indbyggerne og angreb hospitalet med tåregas. Der var adskillige sårede, og flere kunne have været døde, som det skete nogle uger forinden i Catia, hvor en tilhænger af MVR, et pro-Chavez parti, blev myrdet.
De mest intelligente dele af oppositionen er klar over, at efter arbejdernes og folkemassernes sejr i december, hvor de overvandt kupmager-lockouten, som var organiseret af fabriksejerne og støttet af det korrupte fagforeningsbureaukrati i CTV, mistede en stor del af deres (anti-Chavez) sociale base modet. I Petare samlede de sølle 2-3.000 folk, mange færre end den massive moddemonstration, som revolutionens støtter spontant arrangerede.
Samtidig med at oppositionen har organiseret disse aktioner har den underskrevet en aftale med regeringen om retningslinierne for en folkeafstemning. Det er oppositionens mål at vinde tid og bruge dette til at forvirre den internationale oponion og fortsat snørre sin egen sociale basis. Aftalen bekræfter blot hvad der allerede står i den bolivariske grundlov (den politiske retning som Chavez tilhører, opkaldt efter Bolivar) – at en afstemning om tilbagetrækning kan holdes mod enhver valgt embedsmand, hvad enten det er Chavez, et parlamentsmedlem, en borgmester eller et byrådsmedlem, så snart han har siddet en halv periode, ved at samle et antal underskrifter. Så snart underskrifterne er godkendt af den nationale valgkommision udskriver de folkeafstemning på den måde, det er blevet ønsket.
Oppositionen har præsenteret aftalen som var det en udskivelse af folkeafstemning før et eneste af de nødvendige skridt er taget. Dette skyldes, blandt andre ting, at meningsmålingerne peger på et nederlag for oppositionen i en eventuel folkeafstemning. Dens mål er derfor at beskylde regeringen for at forhindre folkeafstemningen og anklage den for at bryde grundloven for at se om oppositionens basis kan genmobiliseres og komme i offensiven. Til dette regner den med USA’s og de private mediekoncerners støtte.
Oppositionen kontrollerer også højesteret, som den bruger til at forhindre regeringens politik. Det seneste eksempel var en kendelse, der underkender fyringen af deltagerne i arbejdsgivernes lockout i det statslige olieselskab PDVSA. Regeringen svarede, at kupmagerne og deres støtter ikke ville blive genansat. En af oppositionens taktikker er at blokere den lovgivende magt, Nationalforsamlingen, hvor Chavez’ støtter har et mindre flertal. Samtidig presser de og prøver at bestikke parlamentsmedlemmer for at få flertal i nationalforsamlingen.
Økonomisk sabotage og arbejdernes svar
Men den største trussel mod revolutionen er utvivlsomt den økonomiske sabotage, som de lokale kapitalister og imperialisterne udsætter Venezuelas økonomi for. Det forstærker effekterne af den internationale kapitalistiske krise og river op i sårene fra kupmagernes lockout, som økonomien ikke er kommet sig over endnu. Antallet af fabrikslukninger, nedskæringer i produktionen, ubetalte lønninger og fyringer når rekordhøjder. Der er problemer med distributionen af medicin og indenfor visse basale produkter, hvor priserne stiger, mens tilfælde af hamstring og spekulation rapporteres.
Som i Chile eller Nicaragua er USA-imperialismen og de lokale kapitalisters mål at de økonomiske vanskeligheder vil demoralisere dele af arbejderne og de fattige, der støtter revolutionen, og presse mellemlagene mod højre. Det der har forhindret dette igen og igen er det kraftige klasseinstinkt og den oprigtige tro på behovet for revolutionær forandring, som arbejderne og folket i Venezuela besidder. Det mest imponerende ved den venezuelanske revolution er den stærke overbevisning, der lyser ud af de mest ydmyge (som er dem der lider mest i denne situation), om behovet for en revolutionær ændring af landet.
Den eneste måde man kan forhindre de kontrarevolutionære i at nå deres mål er at fuldende den revolutionære proces og så snart som muligt løse de store økonomiske problemer som masserne lider under, og begynde omdannelsen af samfundet i retning af socialisme.
Arbejderne på adskillige virksomheder (Fe’nix, CNV og andre) fortsætter med at besætte disse virksomheder efter de er blevet lukket eller bossen har truet med at fyre dem, og disse arbejdere spørger om finansiel støtte og råmaterialer fra regeringen. Arbejderne på andre virksomheder som Covencaucho, Sonorodve’n osv. fører bitre kampe. Blandt arbejderne på PDVSA og generelt i den folkelige bevægelse er der voksende debat om, hvordan man fastholder reel demokratisk arbejderkontrol over dette selskab, der står for næsten 80 procent af landets indtægt, og hvordan man sikrer at sloganet man besejrede lockouten med, “PDVSA tilhører folket”, bliver virkelighed. Det der mangler er en revolutionær organisation, som er i stand til at udvide og generalisere disse erfaringer og give dem et socialistisk perspektiv.
Deltagelse og organisering fra neden, fra masserne, med det mål at virkeliggøre arbejder- og folkemagt, eksisterer. Siden april 2002 – da det fascistiske kup blev besejret – er hundredevis af organisationer blomstret op i boligkvartererne, og de tæller nu mere end en million mennesker. En af de største opgaver for de revolutionære er at forsvare enheden og koordinationen mellem alle disse folkelige organer på lokalt, regionalt og nationalt plan gennem valgte delegerede, der kan kaldes tilbage så man får en national ledelse, der kan garantere demokratisk kontrol med processen og samle de forskellige erfaringer i en fælles proces, der kan føre bevægelsens politiske konklusioner fremad. De revolutionære må kæmpe for at denne ledelse får et socialistisk program, perspektiv og metode.
