Besættelsen af Irak fører til flere og flere problemer for den amerikanske imperialisme. Det er ikke så let, som de troede. Der er allerede begyndelsen til en massebevægelse imod “befrierne”. Men indtil videre har de muslimske præster og mullaher spillet en stor rolle i at organisere bevægelsen.
Det skyldes dels, at Saddam Hussein havde smadret alle oppositionsgrupper, mens han var ved magten, og dels de fejl, som ledelsen af det irakiske kommunistparti (IKP) har begået.
Det, der er mest skræmmende for borgerskabet på verdensplan, er, at den anti-koloniale revolution igen er brudt ud. Efter Latinamerika, Algeriet (Kabilya) og Palæstina er turen nu kommet til andre steder i Mellemøsten. Det forklarer, hvorfor medierne fodrer de nye generationer med løgne om Iraks historie. Mens de viste billederne af ødelæggelsen af den første Saddam-statue i Bagdad, sagde den spanske tv-kanal Tele5 f.eks. sådan noget som: “Diktatoren havde væltet monarkiet i 1958”. Det er løgne, som skjuler, hvilken massekarakter bevægelserne i den koloniale verden havde, og har.
Hovedformålet med denne artikel er at afsløre mediernes løgne og prøve at forklare den irakiske venstrefløjs historie, så de bedste aktivister kan lære ikke at gentage fortidens fejltagelser.
Oprindelsen til det irakiske kommunistparti
Det irakiske kommunistparti blev dannet i 1935, da flere anti-imperialistiske og venstreorienterede grupper rundt om-kring i landet gik sammen. Irak blev formelt uafhængigt i 1932, men var i realiteten under den engelske imperialismes kontrol. I 1920 havde de engelske tropper slået en folkelig opstand ned, som efterlod 10.000 døde i gaderne.
I 1930’erne begyndte der en vis industriel udvikling, især inden for olie og transport. Arbejderklassen var dog stadig meget svag. I 1940 var der ansat 13.000 arbejdere på oliefelterne, 11.000 ved jernbanerne og 5.000 ved havnen i Basra. Det er det unge kommunistpartis store fortjeneste, at det hurtigt knyttede bånd til denne fremvoksende arbejderklasse. Siden da har IKP været den irakiske arbejderklasses traditionelle organisation.
Men IKP var ikke immun over for den degenereringsproces, som ramte Tredje Internationale. Det skift, som skete i Moskvas udenrigspolitik i 1941, da nazisterne havde begyndt deres invasion af Sovjet, betød, at alle landes sektioner af Internationalen skulle støtte de Allierede. Sådan kom IKP til at støtte de engelske tropper. Ifølge en artikel, som partiet trykte i sit blad i maj 1942, “anser vores parti den engelske hær, som nu bekæmper nazismen, for at være en befrielses-hær? Vi står på englændernes side, og derfor må vi hjælpe den engelske hær på alle mulige måder”. På den måde kom IKP til at støtte monarkiet og godsejerne, som styrede landet.
Alle de radikale krav forsvandt fra partiprogrammet, såsom ekspropriering af udenlandsk kapital eller kravet om en republik. Der blev ikke længere talt om en forenet arabisk føderation, og det socialistiske perspektiv forsvandt selvføl-gelig også fra partiets propaganda.
Hovedtrækket ved IKP’s strategi fra nu af blev den stalinistiske “to-trins”-teori: Først skulle man have en periode med “national befrielse” og “kamp for demokratiske rettigheder”, og så på et senere trin, socialisme. Det betød, at partiet desperat begyndte at lede efter en “progressiv” fløj af den herskende klasse, hvilket fik mange katastrofale følger.
Da anden verdenskrig sluttede, ændrede IKP sin politik og begyndte at kritisere den engelske hær og monarkiet, hvilket afspejlede det pres, der kom fra den voksende radikalisering af masserne. Disse pludselige 180 graders vendinger er en anden ting, der har karakteriseret hele IKP’s historie.
I januar 1948 var der den mest imponerende masseopstand i det irakiske monarkis historie ? den blev kendt under nav-net al-Wathbah. Denne bevægelse blev startet blandt studenter og spredte sig senere til arbejderne og bønderne, som besatte landbrugene mange steder i landet. Adskillige enorme demonstrationer fandt sted med titusinder på gaderne. Den 27. januar skød politiet mellem 300 og 400 mennesker, men det stoppede ikke protesterne. Ministerpræsidenten blev tvunget til at flygte til England, og en ny regering blev dannet.
I maj satte en ny bølge af undertrykkelse en stopper for protesterne, da der blev erklæret undtagelsestilstand, men det største slag mod partiet kom, da Sovjetunionen besluttede at anerkende og støtte den nye stat Israel i juli 1948.
Moskvas støtte til Israel fik enorm indflydelse på alle kommunistpartierne i Mellemøsten. I Irak forlod hundredvis af aktivister partiet. Det gik fra 4.000 medlemmer først i 1948 til kun et par hundreder. Undertrykkelsen fra statens side ramte også topledelsen i partiet. Generalsekretæren blev henrettet på den centrale plads i Bagdad.
IKP-ledelsen gik dog ikke så langt som det syriske kommunistpartis ledelse, som faktisk opløste partiet i den nationale befrielsesbevægelse, men de underordnede hele tiden klassekampen under kampen for national uafhængighed. De for-stod ikke, at de to kampe er fast forbundet. Det nationale borgerskab var så afhængigt af imperialismen, at man kun kunne få rigtig uafhængighed gennem en socialistisk revolution. Kapitalisterne var så tæt forbundet med godsejerne, at en ægte jordreform kun kunne fås ved at ekspropriere kapitalisterne og bankerne.
Efter en kort periode med begejstring over den kinesiske revolution mellem 1953-55, hvor IKP talte om “arbejderklas-sens magtovertagelse som en øjeblikkelig opgave”, blev ledelsen totalt overrasket af de dramatiske begivenheder i Egypten, hvor Nasser kom til magten. Nu gik de igen over til idéen om en såkaldt “patriotisk regering”.
Revolutionen i 1958
Iraks historie i de sidste par årtier ligner meget Syrien og Egypten, og den var del af den revolutionære bevægelse, der fejede gennem alle de eks-koloniale lande i 1950’erne og 60’erne. Det irakiske monarki blev styrtet den 14. juli 1958 ved et kup, der blev udført af officerer fra militæret, som sympatiserede med Nasser-styret i Egypten, og som blev ledt af oberst Abdul Salam Aref og general Abdel Karim el Kassem. Samme dag fejede kæmpe massedemonstrationer (mindst 100.000 i Bagdad) de sidste rester af det gamle regime væk. Kongefamilien blev dræbt.
Disse pan-arabiske nationalister, de “frie officerer”, havde i sinde at følge Nassers model fra Egypten, hvor man havde lavet en omfattende statsindgriben i økonomien for at skabe en stærk national kapitalistisk sektor. Aref og Kassem ud-nyttede de anti-imperialistiske og revolutionære følelser i det store flertal af de irakiske arbejdere og unge. Indtil juli 1958 havde Irak været et pro-imperialistisk, feudalt monarki.
80% af befolkningen var analfabetiske bønder, og 56% af befolkningen led af underernæring. 49 familier ejede 17% af jorden og holdt sig ved magten takket være støtte fra de vestlige monopoler.
Under pres fra neden blev Aref under de stormfulde dage i august 1958 tvunget til at lyde revolutionær, og han krævede bl.a. en “folkelig, socialistisk republik”. Alle fagforeningerne og partierne blev legaliseret.
Takket være kuppet i 1958 blev der gennemført en jordreform, men den gik ikke langt nok. Den tog sig kun delvist af problemet: den sikrede ikke billig kredit til bønderne, så de kunne få fat i de nødvendige maskiner, den kollektiviserede ikke landbruget, og som følge af disse mangler strømmede forarmede bønder til byerne på jagt efter jobs. Under pres fra masserne blev den nye regering tvunget til at reformere uddannelsessystemet, sundhedssystemet og boligsektoren. Men igen var angrebene på kapitalisternes privilegier kun delvise. For eksempel lod man det irakiske olieselskab IPC blive i hænderne på fire selskaber fra England, Frankrig, Holland og USA.
I perioden 1961-64 krævede kurderne (hvis stærkeste organisation var kommunistpartiet) selvbestemmelse og delt kon-trol over olien i nord. Kassem nægtede dette. Hvis man var kommet med en klar appel om at sætte olieindustrien under arbejderkontrol, at give jorden til bønderne og selvbestemmelse til kurderne, og om at oprette en socialistisk føderation i Mellemøsten, kunne Irak være blevet til spydspidsen i en bevægelse i hele området imod godsejervælde og kapitalisme. Det ville have været begyndelsen på den socialistiske revolution i hele den arabiske verden.
Kommunistpartiet var ikke del af de “frie officerers” nye regering, men ledelsen ville gerne være med i den. Som Amer Abdallah, IKP’s ledende teoretiker indtil 1961, sagde: “Vores parti støtter det nationale borgerskabs økonomiske inte-resser som en fundamental betingelse for udviklingen af en demokratisk borgerlig stat. Revolutionens opgave er at gennemføre sociale og økonomiske reformer inden for den kapitalistiske produktions rammer”.
I den desperate søgen efter et såkaldt “produktivt nationalt borgerskab” afviste IKP endda kravet om en føderation med Syrien og Egypten! Det førte til den paradoksale situation, hvor det irakiske kommunistparti befandt sig til højre for pan-arabisterne, som f.eks. Nasser!
Samtidig inde i Irak var partiet kritisk indstillet over for den mangelfulde jordreform, og det forsvarede arbejdernes rettigheder. På trods af hensynsløs undertrykkelse i mange år var det stadig i stand til at fremstå som en styrke med masseindflydelse. I 1959 havde partiet 25.000 medlemmer og “kontrollerede Bagdads gader”, som udenlandske reporte-re udtrykte det. Ud af 3500 “bondeforeninger” var 60% kontrolleret af IKP. Partiets ungdomsfront nåede 84.000 med-lemmer i foråret 1959.
Den første maj 1959 gik en million mennesker i demonstration gennem Bagdads gader under IKP’s bannere. Allen Dul-les, lederen af CIA, beskrev situationen i Irak som “den farligste i verden i dag”. Kommunistpartiet kunne med lethed have væltet regimet, men da dette indledte en bølge af undertrykkelse, bøjede partiet sig. Ledelsen holdt op med at kritisere regeringen. Nu sagde man, at jordreformen var god nok!
Det var et vendepunkt for IKP. Ledelsens villighed til at gå på kompromis med regimet forhindrede ikke det endelige sammenstød – det fik det bare udskudt fire år. I løbet af disse fire år førte ledelsens kompromissøgende indstilling og manglende kampvilje til, at partiet blev svækket, og dets massetilslutning forsvandt.
Hundredvis af kommunister blev sat i fængsel og dræbt. Den kommunistiske presse blev forbudt. Medlemskabet i IKP’s ungdomsfront faldt til 20.000 i 1960. Utroligt nok blev ledelsen ved med at støtte Kassems regime! Et eksempel er deres opførsel, da Kassem kom ud fra hospitalet, efter at nogle havde forsøgt at dræbe ham. IKP organiserede en vel-kommen hjem-demonstration for Kassem uden for hospitalet!
I februar 1963, lige før Arefs kup, som blev gennemført med hjælp fra Ba’ath-partiet, var IKP gået tilbage til kun 8.000 medlemmer, hvoraf 5.000 var i hovedstaden. Kommunisterne prøvede at organisere modstand mod kuppet, men Kas-sem nægtede at give våben til befolkningen. Den efterfølgende undertrykkelse var brutal. 7.000 af IKP’s medlemmer blev fængslet! Der skete en række splittelser i partiet, og partiorganisationens nationale strukturer brød sammen.
De forskellige stadier i udviklingen af den irakiske bonapartisme
Da Baath-partiet kom til magten, prøvede det at retfærdiggøre sig over for masserne ved at kalde sig for “socialistisk”. I 1964 blev regimet tvunget til at skrive under på en våbenhvile med det kurdiske folk og nationalisere nogle sektorer i industrien og hele bank- og forsikringssystemet. Men nogle af disse tiltag blev taget tilbage to år senere. Hele Iraks historie mellem 1963 og 1968 var en historie om det ene kup efter det andet, hvor det nationale borgerskab, som allere-de var meget svagt, blev fuldstændig udryddet af kampene inde i hæren.
På trods af dette insisterede IKP stadig på at føre en politik, der gik ud på at finde “den progressive fløj” i den herskende militære elite. Partiet støttede snart den ene fløj, snart den anden, og skiftene skete ofte ekstremt pludseligt. De havde især forhåbninger til pan-arabisterne i Baath-partiet. Denne holdning førte til sidst til en maoistisk udsplitning fra IKP i 1967. Denne gruppe, der omfattede nogle hundreder, gik senere over til guerrilla-kamp.
IKP-ledelsens desperate forsøg på at finde en “progressiv fløj” af det nationale borgerskab var dømt til at slå fejl. For hvordan skulle det tilbagestående Irak kunne udrydde fattigdom og blive et stabilt demokrati på kapitalistisk grundlag, når imperialismen blev ved med at presse hver eneste lille dråbe profit ud af landet? Den unge irakiske kapitalistklasse var for svag ? den var kommet for sent ind på historiens scene til at kunne spille en egen uafhængig rolle og gennemfø-re de reformer, der ville kunne give en virkelig opbakning. Kun gennem en socialistisk revolution, hvor industrien tages fra kapitalisterne og produktionen planlægges ud fra en demokratisk socialistisk plan, kunne Irak være begyndt at løse problemerne. Og pga. imperialismens dominans på verdensmarkedet ville dette have betydet, at en irakisk socialistisk revolution kun måtte være første skridt i en international kamp for arbejderdemokrati. Det var dette perspektiv, som det svage irakiske borgerskab og dets repræsentanter i regeringen var så bange for.
I perioden 1968-74 blev den nye Al-Bakr-regering (fra Baath-kliken i Tikrit) tvunget til at underskrive en fredsaftale med kurderne og til at nationalisere olieindustrien og forbyde udlændinge at eje nogen form for ejendom. Disse tiltag havde til at begynde med en virkning. Arbejderklassens levestandard gik fremad i de tidlige halvfjerdsere. Det var i den periode, at regeringen vendte sig i retning af Sovjetunionen og bad om hjælp til at udvikle olieindustrien og bygge det nationale borgerskab op.
Efter opfordring fra Moskva gik IKP-lederne i alliance med Baath-partiet, på jagt efter en “ikke-kapitalistisk udvikling”. Saddam Hussein blev fremstillet som den “nationale befrielseshelt”, som IKP-lederne havde ventet så længe på. For-skellige faktorer tvang regimet til at fremstille sig selv som venstreorienteret. Så i en periode måtte regimet acceptere ministre fra Kommunistpartiet og kurdere i regeringen. Men hvedebrødsdagene var hurtigt overstået. Baath-folkene brugte kommunistledernes støtte til egen fordel. Med IKP som et venstreorienteret dække kunne regimet gennemføre de første kontrareformer, og i slutningen af halvfjerdserne var det i stand til at starte en ny bølge af undertrykkelse. I 1978 blev der igen slået ned på de kommunistiske kræfter.
Hvor kom Saddam fra?
Pga. krisen i Mellemøsten i 1973, USA’s nederlag i Vietnam og den verdensøkonomiske krise i 1974-75 var imperia-lismen ude af stand til at gribe ind i Irak. De drastisk stigende oliepriser havde stor indvirkning på landet. I de foregåen-de 20 år var profitten fra olien steget gradvist og var nået op på beskedne 572 millioner dollars. Nu steg disse profitter dramatisk til 26,5 milliarder i 1980.
Mellem 1974 og 1978 begyndte regeringen på et privatiseringsprogram i storindustrien for at styrke den private sektor, som blev tredoblet som følge af dette. I 1980 var der 700 multimillionærer i Irak. Den irakiske stat blev til en malkeko for rige familier. Saddam-klanen var blevet meget rig og ejede enorme landområder og et stort antal selskaber i tekstil-industrien. Mens alle disse svindlere var blevet forkælet af staten, led arbejderklassen under forfærdelig undertrykkelse, med indgreb mod ytringsfrihed, fagforeningsaktivitet og politiske partier. Kurdistan blev nærmest en intern koloni i Irak.
Det var i 1979, at Saddam Hussein efterfulgte Al-Bakr. En af de første ting, han foretog sig, var at tvangsforflytte en million kurdere som led i en “arabiserings”-plan. Kurderne lavede opstand, og Saddam kunne kun slå den ned, fordi han fik hjælp fra USA og 150.000 tyrkiske soldater, som NATO havde sendt til Irak. Egypten, Sudan og Yemen sendte også tropper.
Samtidig fik frygten for, at den islamiske fundamentalisme skulle sprede sig fra Iran, diktaturerne i Kuwait og Saudi Arabien til at give kreditter til Irak, op imod 60 milliarder dollars. Sovjetunionen forøgede også sin støtte.
Alligevel mistede regimet kontrollen med Kurdistan i 5 år. Uden den udenlandske støtte ville Saddam være faldet. Men det skete ikke, og han besluttede at lede opmærksomheden væk fra de interne problemer ved at invadere Iran. Det bak-kede de imperialistiske magter ham helhjertet op i.
I Iran havde revolutionen i 1979 væltet Shahens pro-imperialistiske monarki. Som følge af manglen på en revolutionær ledelse og takket være det iranske kommunistparti Tudeh’s politik blev revolutionen afsporet, og magten blev taget af de fundamentalistiske mullaher. Efter revolutionen gennemførte det lokale borgerskab sammen med de religiøse ledere en massakre på arbejdernes organisationer startende med det magtfulde Tudeh-parti selv ? mens Moskva så tavst til.
Men imperialismen ville gå videre og ønskede at udviske alle de revolutionære minder, der var tilbage i de iranske mas-ser. Og selv om de reaktionære islamiske fundamentalister havde været gode til at smadre den iranske arbejderbevægel-ses organisationer, stolede de vestlige imperialister alligevel ikke på dette regime, for det havde sine egne interesser, som kom i konflikt med de store kapitalistiske magter. De var bekymrede for, hvordan det nye fundamentalistiske regi-me kunne udvikle sig, og det forklarer, hvorfor de støttede Saddam helt fra starten af under krigen mod Iran. Krigen varede 9 år, uden at nogen vandt. Krigen efterlod Irak med en udlandsgæld på 80 milliarder dollars og en million døde.
Da der blev fred, viste det sig, hvor store de økonomiske omkostninger ved krigen egentlig havde været, og Saddam havde også faldet i oliepriserne at slås med. Irak tabte 10 millioner dollars om dagen. Inflationen steg, der var udbredt mangel på varer, og sammensværgelser og splid florerede. Igen ledte Saddam efter noget ydre, som han kunne bruge til at fjerne folks blik fra de indre problemer. Det var derfor, at Saddams tropper invaderede Kuwait i 1990. Men Sovjet-unionen og den østeuropæiske blok var blevet svækket og senere faldet fra hinanden, og det havde skabt betingelserne for en ny offensiv fra imperialismens side på verdensplan. Og den irakiske olie var et af målene. Det var en af årsagerne til den første golfkrig.
Den nuværende situation
70% af befolkningen er koncentreret i byerne, og arbejderklassen har store revolutionære traditioner, der går helt tilbage til 1920’erne ? så en stor del af potentialet for at gennemføre den anti-koloniale og socialistiske omvæltning i Mellem-østen findes i Irak. Men IKP er endnu ikke kommet sig oven på den undertrykkelse, som partiet blev udsat for i 1979. I de sidste 10 år har partiorganisationens strukturer nærmest kun været i funktion i det frie kurdiske område nordpå.
Der har ikke været nogen rigtig diskussion inde i partiet mht. fortidens fejltagelser. Partiet gik imod USA’s krig mod Irak og også imod Saddam Husseins regime. Det betyder desværre ikke, at det har en klar klasseholdning nu. Det kræ-ver, at FN får en fremtrædende rolle, som man kan læse i den seneste udtalelse fra IKP:
“For at oprette en demokratisk overgangsregering af flere partier må besættelsen af vores land først ophøre, og magten må gives til en midlertidig FN-administration? den ville først og fremmest have til opgave at indkalde en konference for repræsentanter for det irakiske folk, dets politiske partier og andre organisationer, og at sørge for, at denne konfe-rence bliver afholdt, så der vil blive nået til enighed om at sætte en koalitionsregering sammen”. (www.iraqcp.org – 20/4 2003)
På trods af disse svagheder i IKP-ledelsen er der stadig et brændende behov for et arbejderparti i Irak, og de irakiske arbejdere tørster efter sådan et parti. Det blev bekræftet, da Kommunistpartiet udgav sin avis “Folkets Vej” i Bagdad. Det var faktisk den første avis, der blev udgivet i landet efter Saddams fald.
Den irakiske arbejderklasse, som er blevet hårdt ramt af det imperialistiske angreb, vil rejse sig igen. Det kan der ikke være tvivl om. Den har en glorværdig fortid, og den vil vende tilbage til sine gode traditioner. Denne gang er stalinis-men i en meget svagere position. De gamle idéer om et “respektabelt” nationalt borgerskab er blevet afsløret gang på gang af begivenhederne selv. Baath-partiet er smuldret og kan ikke spille den samme rolle som førhen. Desværre ligger ledelsen for den anti-imperialistiske bevægelse i hænderne på fundamentalisterne, pga. den irakiske arbejderbevægelses midlertidige svaghed (både politisk og på den faglige front). Men det vil ikke blive ved med at være sådan. De irakiske arbejdere og unge vil af deres egen erfaring lære, at den islamiske fundamentalisme ikke tilbyder nogen løsning (sådan som de også har indset i Iran nu).
Så i den kommende periode kan organisationer som IKP spille en vigtig rolle i at organisere de irakiske arbejdere og unge. Denne gang må bevægelsen ikke blive afledt fra sin opgave ? den socialistiske omdannelse af landet og hele Mel-lemøsten.
