USA’s indtog i Irak har været utrolig uroligt. Det har været præget af plyndringer, fortsatte kampe og generelt kaos. Det er resultatet af, at Saddam Husseins regime blev væltet af en udenlandsk besættelsesmagt, og ikke af irakerne selv. Mange mener, det ville have været en umulig opgave for irakerne selv at vælte “deres” diktator. Derfor var det nødvendigt, at USA sammen med Storbritannien gik ind og besatte landet, mener de. Men sådan en holdning er historieløs og passer ikke med virkeligheden.
Massernes magt
Da NATO bombede Jugoslavien for tre år siden, opnåede de ikke at vælte Milosevic. To måneders hårde bombardementer af Beograd medførte ikke nogen politisk ændring. Det var først, da de jugoslaviske arbejde-re selv tog affære, at der skete noget. Da masserne i Jugoslavien rørte på sig, tog det mindre end et døgn, før Milosevic blev tvunget tilbage.
Et andet eksempel er Iran. I 1970’erne var shahens diktatur det hårdeste og mest undertrykkende i regionen. Shahen rådede over en kæmpe hær og en brutal politistyrke. På overfladen virkede det uovervindeligt. Men alligevel kollapsede regimet fuldstændig, da først masserne gik i aktion. Desværre blev revolutionen i 1979 overtaget af islamiske fundamentalister, som henrettede de revolutionære arbejdere.
Der er mange flere eksempler på, at masserne sagtens kan kaste rådne og undertrykkende regimer af sig. Og der er lige så mange eksempler på, at USA absolut ikke ønsker dette. Da shia-muslimerne i Sydirak gjorde oprør under golfkrigen i 1991, åbnede amerikanerne en korridor til Saddam Husseins tropper, så de kunne slå opstanden ned. Det sidste USA ønsker i Irak er en folkelig opstand, hvor irakerne selv tager kontrollen med olierigdommene og selv tilrettelægger produktionen demokratisk.
Fredsbevægelsen
Mange velmenende og venstreorienterede har under krigen mod Irak slået til lyd for, at man burde “stoppe krigen” og lave “fred”. For det første er det uklart, hvad der ligger i begrebet “fred”. Hvis det er kapitalister-nes fred til at udnytte arbejdere, til at skære ned og til at ødelægge miljøet, lige så tosset de vil, så er det så som så med “freden”.
Kapitalismen dømmer hver dag millioner af mennesker til nød og elendighed. Omkring 800 mio. mennesker lever på sultegrænsen, og halvdelen af planetens befolkning lever for under to dollars om dagen. Samtidig med at lidt over 400 super-rige milliardærer ejer det samme, som halvdelen af Jordens befolkning. Og det bliver værre dag for dag. Levestandarden i et f.eks. et land som Pakistan er i dag nede på samme niveau som for 150 år siden. Hvis det er “fred”, så er der noget rivende galt.
Folk i fredsbevægelsen har også tidligere slået til lyd for, at man måtte “stoppe krigen”. På overfladen et ra-dikalt og vidtgående krav. Men desværre uden en forståelse af, hvad krig er for en størrelse. Krigen lod sig ikke forhindre af masseprotesterne, og slet ikke af de små individuelle “direkte aktioner”. Og hvorfor ikke? Fordi kapitalismen ikke havde råd til at undgå denne krig. I en periode med nedgang i verdensøkonomien og generel utilfredshed, er det vigtigt for Washington at slå fast, at absolut ingen skal få sjove ideer om at sætte sig op imod det amerikanske kapitalistiske imperium. Og samtidig er det essentielt for de amerikanske kapi-talister, at olieforsyningerne foregår sikkert, stabilt og til lave priser. For at vinde nye markeder og nye pro-fitter griber kapitalismen til våben. Af den grund kan spørgsmålet om krig eller fred ikke isoleres fra det om-givende samfund, fra politik og klassespørgsmål. Så længe kapitalismen eksisterer, vil der komme nye krige igen og igen. Den eneste måde at stoppe krig på er ved at afvæbne kapitalisterne og deres hære. Dette vil al-drig ske ved frivillige forhandlinger og små symbolske aktioner. Det kræver, at arbejderbevægelsen sætter sig i spidsen for at afskaffe kapitalismen og opbygge et socialistisk verdenssamfund.
