Politiundertrykkelse af arbejdsløses protester i Argentina
– Ned med Duhaldes morderiske regering!
Mere end 50.000 mennesker marcherede torsdag den 27. juni gennem Buenos Aires’ gader til Plaza de Mayo i protest mod den brutale politiundertrykkelse, som tusinder af piquetero’er (militante arbejdsløse arbejdere) blev udsat for morgenen før, da de havde organiseret blokader på de største indfaldsveje til byen med krav om ordentlige job og arbejdsløshedsunderstøttelse til arbejdsløse. To unge piquetero’er fra De Arbejdsløse Arbejderes Bevægelse (MTD) i byerne Guernica og Lanús, ved navn Maximiliano Costequi og Darío Santillán, blev myrdet af politiet – den ene blev skudt i brystet, den anden i ryggen. Derudover blev Kommunistpartiets og Det Forenede Venstres kontorer i Avellaneda – den by tæt ved Buenos Aires, hvor mordene fandt sted – også stormet af politiet.
I demonstrationen, som var den største siden den 24. marts (på årsdagen for militærkuppet i 1976), kunne man føle en meget vred stemning, et intenst had til politiets myrderier og den regering, som tvinger folk til at sulte.
I de sidste par uger er reaktionen begyndt at vise sit grimme ansigt gennem en strategi, som er blevet nøje udarbejdet af de højeste myndigheder, regeringen og statsapparatet, med det formål at skræmme de mest militante dele af piquetero-bevægelsen og ungdommen. De har også forsøgt at få opbakning i småborgerskabet til deres planer om øget undertrykkelse i en situation med forværrede sociale forhold.
Grupper af bøller har intensiveret deres angreb på de folkelige forsamlinger i boligområderne, og der kommer flere og flere forsøg på at skræmme de mest aktive elementer i forsamlingerne og aktivisterne i nogle af venstregrupperne gennem trusler og tæv. For et par uger siden blev gymnasieeleven Mario Moreno, som var aktiv i en bevægelse, der kæmper for studenterrabat i den offentlige transport, overfaldet af tre mænd, der skar tre A’er ind i brystkassen på ham med en kniv – en påmindelse om den grusomme fascistiske organisation Triple A, som var aktiv imod arbejderklasse- og studenteraktivister i 1970’erne. De mere reaktionære dele af pressen, radio og tv råbte i dagene op til piquetero’ernes aktionsdag op om piquetero’ernes “vold”, og de krævede, at der blev skredet hårdt ind imod dem. Dagen før blokaderne den 26. juni erklærede regeringen, at den ville bruge alle til rådighed stående midler til at forhindre blokader, og den advarede mod visse venstreekstreme gruppers påståede “plan” om at styrte Duhalde-regeringen.
Piquetero’erne organiserede 12 forskellige vejblokader på de største indfaldsveje og broer til hovedstaden. Der skete ikke noget ved nogen af dem, bortset fra den i Puente Pueyrredón, som forbinder Avellaneda og Buenos Aires. Regeringen og politiet forberedte bevidst en fælde for piquetero’erne fra Anibal Veróns Koordinering af Arbejdsløse Arbejdere (CTD Anibal Verón), som især organiserer piquetero-bevægelsen i industriområdet i det sydlige Stor-Buenos Aires, og som stod for netop denne vejblokade. CTD Anibal Verón har været en af de mere militante dele af piquetero-bevægelsen.
Politiets strategi var klar: Voldelig undertrykkelse, helt op til drab; de ville have politiprovokatører ind blandt piquetero’erne, og de skulle så begynde at smadre lokale butikker og offentlige bygninger i området, så piquetero’erne kunne anklages for vold og hærværk og fremstilles som asociale og lurvede elementer i offentlighedens øjne, og dermed kunne politiets “skydeglade” politik retfærdiggøres. Piquetero-bevægelsen har hidtil været den mest militante del af den argentinske arbejderklasse (fordi fagforeningsbureaukratiet har hæmmet og midlertidigt lammet flertallet af arbejderklassen indenfor industri og transport). Regeringen ønskede derfor at give dem en lærestreg for at lamme de mest militante piquetero-organisationers kamp og isolere dem fra resten af arbejderklassen. Denne plan blev ført ud i livet ned til mindste detalje.
Selv før vejblokaden startede i Puente Pueyrredón, gik politiet i gang med tåregas og gummikugler. Grupper af politiprovokatører udklædt som piquetero’er begyndte at smadre alt, hvad de kunne. En af dem var bevæbnet med en Itaka (en slags haglgevær) og stoppede en collectivo (en bus), beordrede alle ud og satte ild til bussen. Sammenstødet varede ikke mere end 20 minutter, men bagefter lå ligene af to unge piquetero’er ved siden af hinanden i en stor blodpøl på gulvet i togstationen, omringet af politifolk. Mere end 90 mennesker blev såret (7 af rigtige kugler), og 160 blev arresteret – nogle af disse var også såret og blev arresteret, mens de lå på Fiorito-hospitalet, hvor de var blevet bragt til for at få førstehjælp.
Så påbegyndte politicheferne og regeringens talsmænd anden fase af planen. De udtalte til medierne, at de omkomne var døde i sammenstød mellem forskellige grupper af piquetero’er, som havde været bevæbnede, og som også var ansvarlige for plyndringerne, og de påstod, at politiet kun havde brugt gummikugler.
Selvfølgelig var der ingen, der troede på denne forklaring, især ikke, da folk hørte, at Kommunistpartiets og Det Forenede Venstres kontorer i Avellaneda var blevet stormet, og at tilfældige piquetero’er var blevet arresteret, da de kom til Fiorito-hospitalet for at se, hvordan det gik med de sårede. Overalt begyndte folk at fordømme det, der var sket. Buenos Aires-politiet har en velkendt kriminel fortid, så vreden spredtes hurtigt blandt arbejdere, arbejdsløse og unge. Regeringens strategi havde givet bagslag.
Det blev klart, at regeringen havde forregnet sig. På det tidspunkt forstod de mest intelligente dele af den argentinske herskende klasse, at det kunne få den modsatte virkning, hvis man kørte på med åben og blodig undertrykkelse af piquetero’erne – det ville ikke bremse bevægelsen, men kunne faktisk komme til at øge hadet til Duhalde-regeringen i bredere og bredere lag, og dermed svække regeringens stilling.
Efter en hel dags bagvaskelse og tilsvining af piquetero’ernes kamp blev pressen til sidst nødt til at afsløre, hvad mange havde været vidner til: at mordet på de to piquetero’er var blevet koldblodigt begået af politiinspektør Franchetti (som havde kommandoen over operationen) og hans folk. Avisen Clarín og tv-stationen Crónica frigav (efter 24 timers hemmeligholdelse) de billeder og videooptagelser, der viser det øjeblik, hvor politiet myrder Darío Santillán. Det var en klar besked fra denne del af den herskende klasse til regeringen om, at på nuværende tidspunkt skal den slags metoder ikke bruges mod piquetero’erne. De “seriøse” medier har endnu engang vist deres klassekarakter og deres forbindelse til regeringen.
Den “sammensværgelses”-teori, som regeringen prøvede at sprede, brød sammen på kort tid, og de blev tvunget på et skamfuldt tilbagetog. De måtte erkende, at der havde været “overdrivelser” fra politiets side, men selvfølgelig skød de hele skylden på inspektør Franchettis “inkompetens”. Duhalde græd krokodilletårer og sagde, at politiet havde været på “menneskejagt”, og at det var “frygteligt”.
Franchetti og fire af hans mænd er blevet arresteret, og hele kommandostaben i Buenos Aires’ politi er enten blevet fyret eller har sagt op. Nu ligger sagen i dommernes hænder, men der er ingen, der stoler på det argentinske borgerlige retssystem, som er fuldt af korruption og i tæt forbindelse til den politiske magt.
Lederne af de store fagforbund spillede en skammelig rolle. Hverken det “officielle” forbund CGT eller Moyano’s “oprørske” forbund kom med appeller til arbejderne om at gå imod politiprovokationen, pga. deres tætte samarbejde med Duhalde-regeringen. Ledelsen af CTA-fagforeningen kaldte til national proteststrejke dagen efter massakren, men den var begrænset til de sektorer, hvor denne fagforening er stærk, bl.a. på uddannelsesområdet, offentligt ansatte og arbejdere i retssystemet, og fagforeningen deltog også i den store demonstration om torsdagen, som var indkaldt af den Nationale Piquetero-Blok – CTA gjorde dog intet for at mobilisere deres medlemmer til demonstrationen. Det samme var tilfældet med CCC. Lederne af begge disse organisationer er i praksis bare et venstredække for Duhalde-regeringen. Ikke desto mindre er CTA blevet tvunget til at indkalde til national protestdag imod politiundertrykkelse den 3. juli.
Mordene på Darío og Maximiliano må ikke forblive ustraffede. De to vil – sammen med mange andre kæmpere, der er faldet før – blive hævnet ved at de argentinske arbejdere styrter det nuværende rådne kapitalistiske system, som lader bankfolk og arbejdsgivere gå fri, selvom de stjæler fra folket og er ansvarlige for den elendighed, som millioner af arbejderfamilier lever i, samtidig med at de myrder folk, der beder om brød og arbejde til deres familier.
Jeg har haft det privilegium at møde Darío Santillán personligt for et par måneder siden. Han var 21 år gammel og helt opslugt af at kæmpe for de undertryktes sag, han var så beskeden og ærlig, at jeg blev rørt. Jeg husker, hvor stolt han var, da han viste mig de beskedne, men klare fremskridt, som kammeraterne i MTD Lanús havde gjort på det stykke jord, som de havde taget fra det lokale byråd nogle måneder tidligere. De producerede cement og mursten, og havde en ovn til at bage brød. Han viste mig de små huse, de havde bygget selv, og deres mødesteder. På et ubebygget stykke jord viste han stolt, hvor han ville bygge sit hus. Vi spiste med andre kammerater. Og han fulgte mig venligt til busstoppestedet, hvor vi sagde farvel.
I dag er han død, men de idéer, der drev ham fra hans tidligste år – kampen for social retfærdighed og et virkeligt menneskeligt og solidarisk samfund befriet for udnyttelse – disse idéer lever stadig og driver nye lag af kæmpere fremad og styrker dem, der kæmpede med ham.
David Rey, Buenos Aires
Send solidaritetsmeddelelser til
MTD Lanus: mtd_lanus@yahoo.com.ar
Bloque Piquetero Nacional, a la atención de Nestor Pitriola: poloobrero@hotmail.com
Og kopier til marxist.com: contact@marxist.com
