Et øjenvidne rapporterer

Hvis vi skulle tro på det, vi får at vide fra massemedierne verden over, ville vi få det indtryk, at der har været generalstrejke i Venezuela i den sidste halvanden måned, og at præsident Chavez er en ekstremt upopulær og autoritær hersker, som er på vej til at blive væltet i et massivt folkeligt oprør. Men det kunne ikke være længere væk fra sandheden.

Faktisk har den “landsdækkende strejke”, der blev indkaldt af oppositionen d. 2. december med krav om, at Chavez går af, og at der snart holdes valg, været en total fiasko lige siden starten. Da jeg ankom til Caracas d. 11. december, fungerede lufthavnen fint, ligesom den offentlige transport (busser, taxier og metroen i Caracas), indkøbscentre, restauranter og barer. Den grundlæggende industri (jern, stål, aluminium osv.), der er statsejede, arbejdede alle sammen på normal kraft, grundet arbejdernes og deres fagforenings beslutning om at gå imod “strejken”.

I staten Carabobo, et af de vigtigste centre for produktionsindustrien, erklærede “Klassekampen” og “Den demokratiske fagforeningsblok”, der samler arbejdere fra 52 forskellige fagforeninger fra de vigtigste fabrikker i staten (deriblandt Ford, General Motors, Chrysler, Pirelli, Good Year, Firestone, MAVESA o.a.), at de var imod “strejken”. Nogle af disse fabrikker forblev åbne, og i andre gik arbejderne på arbejde, kun for at blive lockoutet af arbejdsgiverne. De krævede så betaling, fordi de havde mødt på arbejde, hvilket de i de fleste tilfælde så også fik. Det samme galdt for nogle dele af føde- og drikkevareindustrien, der næsten udelukkende er kontrolleret af Grupo Polar, der ejes af den magtfulde forretningsmand og oppositionsleder Mendoza.

Det her er ikke en strejke, det er lockout skabt af arbejdsgiverne. Det faktum, at denne protest har støtte fra bestyrelsen i CTV, den største fagforening i landet, skal man ikke lade sig narre af, da bestyrelsen faktisk aldrig er blevet valgt. De folk, der sidder i den, har udpeget sig selv, før den ekstremt irregulære afstemning i november 2001 overhovedet var færdig. Det forklarer, hvorfor de fleste forbund og lokale fagforeningsafdelinger ikke anerkender den.

Den eneste del af økonomien, der blev seriøst ramt af oppositionens protester, var olieindustrien. Her satte en lille gruppe af ledere, direktører, tilsynsførende og teknikere, via sabotage, næsten olieproduktionen helt i stå. Olieproduktionen er meget computerstyret, og hvis et par tilsynsførende trækker deres nøgler og koder ud, kan det nemt gøre stor skade. Samtidig fiksede de de administrative procedurer, så de sikrede sig, at de fik udbetalt deres (meget høje) lønninger under “strejken”. En del kaptajner og besætningsmedlemmer ombord på nogle olietankere modsatte sig deres normale ordrer og forhindrede derved normal leverance af olie. Her skal man lige lægge mærke til, at oliearbejdernes fagforeningsledere, der i april havde støttet det oppositionsledede kup, denne gang ikke engang turde komme med en udtalelse til støtte for oppositionens “landsdækkende strejke”. Langsomt, men sikkert, overtog oliearbejderne raffinaderierne og de steder, hvor olien bliver pumpet op, og begyndte at få industrien op at køre igen. D. 10. januar var det statsejede firma PDVSA oppe på 50% af normal kraft.

Oppositionens protest er blevet akkompagneret af en kampagne bestående af løgne, halve sandheder og kraftig manipulation i alle de private medier, især TV-stationerne, der også er kontrolleret af oppostionen. Alle TV-stationerne droppede deres normale program og sendte kun “nyheder” om “strejken”, og de har overgivet alle deres reklamepauser til oppositionens propaganda. Bare for at give ét eksempel på det hysteri, som oppositionen og medierne prøver at piske op imod regeringen, kan jeg fortælle, at da regeringen endelig fik en retskendelse, der gav dem lov til at overtage de olietankere, der havde begået mytteri, så påstod oppositionen, at de nye besætninger var cubanere, og at dette var endnu et tegn på, at landet hastigt var på vej mod “Castro-kommunisme”. Denne løgn blev gentaget i medierne, indtil oppositionslederne et par dage senere blev direkte udfordret af den cubanske udenrigsminister og måtte trække deres påstande tilbage og indrømme, at der ikke arbejdede nogen cubanere på olietankerne.

I begyndelsen af januar måtte oppositionen erkende, at deres forsøg på at sætte landet i stå var slået fejl, så de besluttede at forhøje indsatsen ved at erklære, at bankerne ville lukke, og at skolerne og universiteterne ikke ville åbne efter juleferien. Men igen mislykkedes begge dele. De fleste banker forblev åbne, og dem, der lukkede, gjorde det kun i 48 timer. I de fleste skoler i landet sørgede en alliance af forældre, lærere og elever for, at skolerne osv. blev holdt åbne, i nogle tilfælde imod rektorernes vilje.

Hvad angår påstanden om, at Chavez er en upopulær diktator, kunne intet være længere fra sandheden. Oppositionen har regelmæssigt indkaldt til demonstrationer imod regeringen med krav om hans afgang, og de kan mobilisere 100.000, 200.000 eller endda 300.000 på gaden, især fra de riges og middelklassens områder i Caracas. Det, der normalt ikke bliver rapporteret om i medierne, er, at bolivarianerne – som tilhængerne af den revolutionære proces kalder sig selv – kan få meget større antal på gaden. Den 7. december lige i begyndelsen af oppositionens protester, var der en kæmpe demonstration med mere end 2 millioner deltagere i Caracas imod “strejken” og til forsvar for den demokratisk valgte regering.

Resultatet af oppositionens “strejke” har været, at samfundet er blevet yderligere polariseret, og at mange mennesker, der ellers ikke havde valgt side, åbent har erklæret sig imod oppositionen, som de korrekt nok anser for at være skyld i manglen på brændstof og mad. Der har været mange situationer, hvor folk, der har stået i kø i timevis for at få benzin, har smidt oppositionstilhængere ud af køen, fordi de har haft den frækhed at beskylde regeringen for knapheden.

Chavez er bestemt ikke nogen diktator. Det er faktisk hans tilhængere, der kræver, at regeringen tager skrappere midler i brug mod oppositionen, som er fast besluttet på at vælte en demokratisk valgt regering. De eneste, der lige nu sidder i fængsel som følge af oppositionens kupforsøg 11. april sidste år, er faktisk regeringstilhængere, der forsvarede præsidentpaladset mod kuppet! Pedro Carmona, der udnævnte sig selv til præsident i et par timer efter kuppet, blev sat i husarrest i nogle dage og blev senere eskorteret til Colombia. Oppositionens aviser (det vil sige alle aviser bortset fra 2 eller 3) bringer tonsvis af artikler og ledere, der åbent opfordrer til militærkup imod Chavez, og de appellerer til de væbnede styrker om at vælte regeringen, men der bliver ikke gjort noget imod dem! Der er en gruppe af officerer i militæret, der har erklæret sig selv i oprør mod regeringen, og i stedet for at blive arresteret har de fået lov til at oprette en permanent lejr på Plaza Francia, en plads i midten af Caracas (men disse “modige” mennesker forlader deres “permanente” lejr om natten og sover på luksushoteller!).

Chavez og hans regering er blevet testet i syv forskellige afstemninger, siden den blev valgt i 1998, og den har vundet hver eneste af dem. Desuden tillader landets nye Bolivarianske Grundlov, at alle valgte embedsmænd kan underkastes en tilbagekaldelsesafstemning halvvejs gennem deres valgperiode. Det indbefatter også præsidenten, som skal ud i sådan en afstemning til august 2003. Problemer er, at oppositionen er overbevist om, at de ville tabe sådan en afstemning, og det er derfor, de kræver, at han trækker sig tilbage. Det, de ikke kunne opnå i april med militærkuppet, ønsker de nu at gøre gennem en kombination af økonomisk sabotage, kaos, appeller til hæren og internationalt pres.

Grunden til, at det lokale oligarki og den amerikanske imperialisme er imod Chavez, er, at selv hans begrænsede program for borgerligt demokratiske reformer (jordreform, bevarelse af PDVSA som statsejet selskab og udvidelse af det politiske demokrati, mm.) og den massemobilisering og organisering, som disse reformer har skabt, går direkte imod kapitalisternes klasseinteresser. Men de reaktionære styrkers egne handlinger tvinger masserne til at gribe direkte ind og skubbe den revolutionære proces fremad. Den 10. januar besluttede 400 arbejdere på COVENCAUCHO (et bildækfirma i staten Lara) f.eks. at overtage fabrikken, og de erklærede, at de var “i strejke imod strejken”, da de fik at vide, at firmaet havde besluttet at gå med i oppositionens protest. Oliearbejderne på et af raffinaderierne drev hele foretagendet under arbejderkontrol gennem jul og nytår. Da en ny leder blev udnævnt af regeringen til erstatning for den gamle, der var gået med i oppositionens protest, fik han at vide af arbejderne, at han var velkommen til at slutte sig til dem, men at raffinaderiet nu var under arbejderledelse. Den 17. januar overtog Nationalgarden med støtte fra arbejdere og lokalbefolkning et Panamco-drikkevarelager i Carabobo, et sted som ejes af den magtfulde forretningsmand og oppositionsleder Cisneros, og den general, der ledte operationen, retfærdiggjorde sine handlinger ved at sige, at kollektive rettigheder kommer før private rettigheder. Alt dette er tegn på udvidelsen af den revolutionære proces i Venezuela.

De største diskussioner, der finder sted i fagforeningerne og de folkelige bevægelser for tiden, drejer sig om folkelig kontrol med massemedierne, arbejderkontrol og -ledelse i de statsejede selskaber, besættelse af privatejede fabrikker, folkelig ledelse af skoler, nationalisering af bankerne osv. Gennem egen erfaring drager arbejderne, de fattige bønder og de studerende den konklusion, at den revolutionære proces må styrkes og gøres dybere, hvis den skal kunne forsvares.

De revolutionæres mest brændende opgave i Venezuela er at bygge en bevidst marxistisk ledelse, der kan hjælpe bevægelsen med at drage de nødvendige konklusioner – og det er, at den revolutionære proces må finde en klar socialistisk og international tilgang som den eneste måde at garantere den endelige sejr på.