Den borgerlige regering er nu på vej med et lovforslag, som skal forbyde eksklusivaftaler, hvor der laves aftaler om, at arbejderne på en virksomhed skal være medlemmer af en bestemt fagforening. De kalder det selv så flot “sikring af den enkelte lønmodtager mod organisationstvang”. De har fået lavet en embedsmandsrapport, der anbefaler et forbud, men den kunne – ifølge LO – lige så godt være skrevet af Venstre Ungdom. Den fritager visse grupper for forbuddet, bl.a. læger og advokater. “Det er besynderligt, at man kan konkludere, at et forbud mod eksklusivaftaler kun skal gå ud over de svageste grupper. Det er politisk forfølgelse og forskelsbehandling af groveste karakter”, siger Finn Larsen, sekretariatsleder i LO, til Berlingske Tidende. Han frygter, at arbejdsgiverne vil misbruge forbuddet til at forringe de ansattes løn- og arbejdsvilkår. Dansk Arbejdsgiverforening er da også ret glade for forslaget om et forbud, selvom aftalerne historisk set i høj grad har været med til at sikre arbejdsfreden på virksomhederne (se også artiklen om “Arbejderbevægelsens historie” del 5).

Eksklusivaftaler er en demokratisk ret, som absolut må forsvares. Hvis flertallet af arbejderne på en virksomhed beslutter, at man skal være medlem af en bestemt fagforening for at arbejde på stedet, og man laver en aftale med arbejdsgiveren om dette, så må man følge det. Det skal regeringen ikke blande sig i. Men i sig selv er eksklusivaftaler ikke meget værd. De har ofte virket som et middel til bedre at kontrollere de ansatte og ikke som et middel til at få bedre forhold. Når arbejdsgiveren var sikker på, at alle var i én fagforening, så kunne han lettere lave samlede aftaler, der sikrede arbejdsfreden. Og det er det, der er hele humlen – hvis fagforeningernes ledelser kun er opsat på samarbejde og fred og ro med arbejdsgiverne, og ikke på at slås for bedre forhold for deres medlemmer, så er der ikke meget fis ved en eksklusivaftale eller en hvilken som helst anden faglig rettighed, for den sags skyld. De faglige rettigheder skal forsvares og helst udvides, men vi må slås for, at de bliver brugt til det, de skal bruges til – at kæmpe imod arbejdsgivernes pres og for bedre løn- og arbejdsforhold for arbejderne. En ledelse, der kun forsvarer formelle rettigheder og ikke prøver at bruge dem til noget positivt, er der ingen, der har brug for. Det, vi har brug for, er en ledelse, der vil kæmpe seriøst for arbejdernes krav, og som ikke er bange for at lægge sig ud med arbejdsgiverne.