Socialistisk Standpunkt ser tilbage på afstemningen om euroen i september sidste år.
Den 28. september 2000 sagde et flertal af de danske vælgere nej til Euroen – der var 53,1% der stemte nej og 46,9% der stemte ja. Det var en overraskende høj nej-procent, da stort set alle meningsmålinger og “eksperter” osv. havde forudset et helt tæt næsten fifty-fifty udfald. Valgdeltagelsen var meget høj – omkring 88%, hvilket er den højeste procentdel i en EU-afstemning siden den første i ’72, hvor der var 90,4% der stemte.
Det var et nej imod alle odds: de fleste politiske partier, fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og flertallet af aviserne havde ført kampagne for et ja, og der blev postet utroligt mange flere penge i ja-kampagner end i nej-kampagnerne. Både regeringspartierne Socialdemokratiet og de Radikale førte kampagne for et ja, og det samme gjorde også både Venstre, de Konservative og CD. Ledelsen for LO og de fleste fagforeninger sagde ja, og i nogle tilfælde gik fagforeningsledere endda i fælles kampagne med arbejdsgiverne med f.eks. fælles udtalelser og opfordringer til at stemme ja fra ledelse og tillidsfolk på nogle store virksomheder.
Ja-kampagnerne
De argumenter, der blev fremført i ja-kampagnerne, især i Socialdemokratiets, ændredes meget i løbet af ugerne og månederne op til afstemningen. Til at begynde med blev der fokuseret på de økonomiske gevinster ved at gå med i Euroen, men den taktik blev ændret, da vismandsrapporten konkluderede, at gevinsterne ville være “små og usikre.”
Så kom der en række argumenter på mere politisk grundlag – det ville være “et solidaritetens og internationalismens ja,” “et ja til fredens projekt,” “den bedste måde at kontrollere den internationale kapital på” og så videre. Og hele tiden blev det understreget, hvor vigtigt det var, at Marianne Jelved kunne komme til at “sidde med ved bordet” – præcis hvad der skulle besluttes ved det bord, blev vist aldrig rigtigt afsløret. Alle disse argumenter savner naturligvis enhver forbindelse til virkeligheden: hvornår er den europæiske finans- og monopolkapital, som har skabt og styrer EU, blevet til solidaritetens og fredens forsvarere? Hvordan kan man bekæmpe den internationale kapitals dominans ved at give mere magt til en håndfuld finansfolk i en bank et eller andet sted i Europa, og hvad har forsøget på at opbygge en EU-hær helt præcis at gøre med fred?
Tilsyneladende gik det også op for de socialdemokratiske ledere, at den slags argumenter ikke rigtig virkede, så i den sidste tid før afstemningen blev ja-kampagnen mere og mere panisk og desperat og blev til en ren trusselskampagne: et nej ville nærmest føre til velfærdssamfundets endeligt, det ville skabe arbejdsløshed og massive nedskæringer (som regeringen, dvs. Socialdemokratiet, jo selv skulle gennemføre). Poul Nyrup sagde, at der allerede var udarbejdet forskellige handlingsplaner (forskellige typer nedskæringer), som ville blive taget i brug, når verdensmarkedets ventede negative reaktioner slog igennem efter et nej. Den slags trusler havde imidlertid – som man kunne have forventet – ikke den tiltænkte virkning: der var mange mennesker, der følte, at ja-folkene talte ned til folk, der var i tvivl eller havde tænkt sig at stemme nej.
Nej-kampagnerne
Den danske befolkning er delt i EU-spørgsmålet, og det er de fleste partier og organisationer også. I de fleste ja-partier er der euro-skeptiske grupper, f.eks. SNE i Socialdemokratiet. Mens LO og ledelsen for de fleste fagforeninger er for euroen, er der også en del, der er imod, især på mere lokalt plan.
Der var som bekendt flere partier, der havde en officiel linje imod euroen: SF, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Kristeligt Folkeparti og så alle de små grupperinger på venstrefløjen. Desuden Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU. I nogle af nej-partierne er der også folk, der går imod den officielle linje og er for euroen, især i SF, hvor der er en gruppe ja-sigere, der tilhører dem, der gerne vil “modernisere” partiet.
Efter afstemningen var det Pia Kjærsgård, der var på forsiden af de fleste aviser, og da CNN sendte live, var det fra DF’s lokaler. Men op til afstemningen havde DF holdt sig en smule i baggrunden, da de nok havde indset, at alt for “nationale”, dvs. nationalistiske argumenter ville kunne skræmme nogle nej-sigere til at stemme ja. Så i tv-debatter, aviser osv. var det mest opgørene mellem Holger K. og forskellige socialdemokratiske ledere, der blev fokuseret på.
Velfærdssamfundet
Det, der var meget interessant ved de forskellige kampagner, var, at de faktisk brugte mere eller mindre de samme argumenter: alle lederne af de forskellige partier og organisationer talte om behovet for at forsvare det danske velfærdssamfund og den såkaldte danske model, at bekæmpe de overdrevent bureaukratiske og udemokratiske sider af EU, at bygge et fredeligt Europa – den eneste forskel var, at nej-sigerne mente, at dette bedst kunne gøres uden for euroen, mens ja-sigerne argumenterede for, at “danske interesser” ville blive skadet, hvis man stod udenfor, at det ville gå ud over velfærden, og at den bedste måde at forsvare velfærdssamfundet på var ved at være fuldt medlem af EU.
At vi er i en periode, hvor der ikke er nogen partier (måske bortset fra nogle ekstremister), der tør at gå åbent imod velfærdssamfundet, er en meget vigtig ting. Det er selvfølgelig klart for enhver, at der er en lind strøm af nedskæringer, der rammer engang imellem og langsomt piller velfærdssamfundet fra hinanden. Det står den socialdemokratiske ledelse skandaløst bag nu, og det samme ville ethvert andet parti i regering gøre, hvis det fulgte kapitalismens regler og ikke ville bryde med det kapitalistiske system. Den danske arbejderklasse har op gennem tiden kæmpet for at opbygge et civiliseret samfund gennem velfærdsstaten – det man opnåede, var sandsynligvis det bedste kapitalismen kan byde på, og det var kun muligt som en historisk undtagelse i en ganske speciel periode af kapitalismens udvikling. I den nuværende periode er kapitalismen imidlertid tvunget til at fjerne mange af fortidens fremskridt for arbejderklassen, og regeringen – hvad enten den er reformistisk eller borgerlig – vil før eller siden blive nødt til at føre den politik ud i livet. Men i ord er der ikke nogen partier, der tør sige, hvad den reelle situation er. Selv Anders Fogh, den tidligere ultraliberalist med “Fra socialstat til minimalstat,” taler nu om velfærdsstaten som noget positivt. Både ham og lederne for de andre partier ved, at alle virkelige angreb på velfærden højst sandsynligt vil skabe enorm utilfredshed og modstand, så de taler alle sammen om at “udvikle” velfærdssamfundet, “skabe nye muligheder og valgfrihed” og så videre. Og Poul Nyrup er jo blevet berømt for sine “garantier” for det ene og det andet: den brudte efterlønsgaranti fra sidste valgkamp skabte utrolig utilfredshed med Socialdemokratiet i arbejderklassen og sendte partiet til rekordlav vælgertilslutning i alle meningsmålinger, mens Dansk Folkeparti fik et ordentligt skub fremad ved hjælp af deres populistiske “forsvar” for danskernes velfærd. Men Poul Nyrup havde tilsyneladende ikke lært noget af denne første “garanti,” så op til euro-afstemningen kom han med en ny, denne gang om folkepensionen. Men det virkede heller ikke.
Et flertal af befolkningen troede ikke på alle forsikringerne og accepterede ikke truslerne: Nej’et var, for mange mennesker, en stemme imod usikkerhed, frygt for nedskæringer og velfærdssamfundets generelle fremtidsudsigter. Det var et stort mistillidsvotum til regeringen og lederne af de fleste politiske partier og “eliten” generelt. Mistroen til den politiske elite kom til udtryk i den udbredte “joke” om, at “hvis vi ikke stemmer nej, får vi bare en ny afstemning om en måned” – ligesom det skete efter nej’et i 1992.
Hvem stemte hvad?
Denne grundlæggende indstilling hos mange viste sig også i fordelingen af nej- og ja-stemmer. Ved tidligere EU-afstemninger har der været en tendens til, at folk fra landet stemte mere ja, mens folk i de store byer generelt har stemt mere nej. Men denne gang gik ja-siden frem i mange traditionelle nej-områder i byerne, mens nej-andelen voksede på landet. De målinger, der er blevet foretaget og refereret i forskellige aviser, viser, at stemmefordelingen især var et spørgsmål om indkomst: generelt set, jo rigere man er, jo større chance for at man stemte ja. Et af de få steder med ja-flertal var oppe hos de rige i Nordsjælland, mens nogle af de største nej-procenter kom fra de traditionelt socialdemokratiske arbejderforstæder vest for København, hvor der også er en større andel af befolkningen, der på den ene eller anden måde er afhængige af velfærdssystemet.
Som ved tidligere EU-afstemninger var nej-andelen meget større blandt kvinder – hvilket afspejler den kendsgerning, at kvinder generelt har lavere indkomst og dermed er mere afhængige af velfærdsstaten. Af ja-partierne var det også blandt socialdemokratiske vælgere, at der var den højeste nej-procent: nogle målinger viser, at omkring 40% af de socialdemokratiske vælgere stemte nej, men sagen er jo, at mange traditionelle socialdemokrater på nuværende tidspunkt ikke ville kalde sig selv socialdemokratiske vælgere. Der har været en mere eller mindre uafbrudt strøm af vælgere væk fra partiet i protest mod Nyrups brudte “garantier,” regeringsindgrebet imod arbejderklassens interesser i storkonflikten ´98 og så videre. Men hvis man stadig klassificerede disse vælgere som socialdemokratiske, ville de socialdemokratiske nej-sigere udgøre en langt, langt større procentdel af partiets vælgerskare.
Ingen alternativer fra venstrefløjen
Marxisterne ser nej’et som noget positivt – det er et stort slag imod den såkaldte “politiske elite,” både reformister og borgerlige, og det viser, at flertallet af danske arbejdere ikke vil acceptere nedskæringer og “reformer” af velfærdssamfundet uden at protestere. Men samtidig er det et meget forvirret nej. Det er et nej til en masse ting, men det er ikke et ja til noget andet – der er aldrig rigtig blevet fremført nogen alternativer. Nej-sigerne på venstrefløjen – SF, EL, sekterne og nej-grupperne i Socialdemokratiet og fagforeningerne – har alle været mere eller mindre viklet ind i diverse “brede” kampagner sammen med forskellige borgerlige og nationalistiske grupper. Der har ikke lydt ét eneste ord om uafhængig arbejderklassepolitik fra disse folk, de har bare brugt de samme argumenter, som andre nej-sigere er kommet med. Men uden et klart socialistisk perspektiv er disse argumenter i realiteten tomme: “Vi vil stadig kunne kontrollere vores egen økonomi” – ja, men vi, dvs. almindelige arbejdende mennesker og unge, har ingen kontrol over økonomien, og det får vi heller aldrig under kapitalismen, hvad enten vi er med i euroen og EU eller ej. “Vi vil bevare den særlige danske model og velfærdsstaten” – ja selvfølgelig, men den er ved at blive pillet fra hinanden, og det vil ske med eller uden EU, ligesom velfærden beskæres i alle kapitalistiske lande i den nuværende periode og fremover. “Vi vil ikke overgive vores demokratiske rettigheder til EU-bureaukraterne” – nej, selvfølgelig ikke, og hvert skridt i retning af mere EU-integration er en forværring af demokratiet, men hvad med det nuværende demokrati i Danmark? Har vi nogen kontrol over vores egne liv, har vi noget at skulle have sagt om vores arbejdspladser, vores skoler og økonomien og den politik, der bliver ført? Nej, i kapitalismen står der nedskæringer, manglende indflydelse og usikre fremtidsudsigter på programmet, lige gyldigt om vi er inde i eller uden for EU og euroen.
Et uafhængigt arbejderklassealternativ
Og hvad er der sket efter nej’et? Er Danmark pludselig blevet et meget bedre sted at leve, har vi nu fået en evig “garanti” for velfærdssamfundets fortsatte beståen? Selvfølgelig ikke. Danmark er stadig et kapitalistisk land i et kapitalistisk Europa, og den danske økonomi er stadig afhængig af verdensmarkedet og Europa, kronen er bundet til euroen, og den danske regering vil føre den samme politik som før. Efter afstemningen har ja-sigerne prøvet at bortforklare deres nederlag. Tilsyneladende har de ikke forstået, at et flertal af vælgerne rent faktisk er uenige med deres politik – de prøver at forklare nej’et med at “vi har ikke været gode nok til at forklare og informere; folk har tydeligvis ikke forstået, hvad vi har sagt,” og så videre. Formanden for DSU har udtalt, at nu bliver de nødt til at være endnu mere aggressivt pro-EU for at kunne “overbevise” de unge. Det kan kun føre til yderligere nederlag for ledelsen i fremtiden, efterhånden som flere og flere gennemskuer deres tomme ord.
Og hvad har nej-sigerne gjort efter nej’et? SF’s ledelse har haft travlt med at forhandle med regeringen om en slags “kompromis” om EU-spørgsmålet – nu siger de ja til Nice, EL siger ikke rigtig noget, og “folkebevægelserne” er stort set kun aktive, når der er afstemninger, så kort sagt: intet.
Konklusionen for danske arbejdere og unge er klar: hvis vi vil forsvare vores rettigheder og velfærd og endda udvide den, så nytter det ikke noget bare at stemme ja eller nej til EU; det er ikke nok bare at stole på ja-sigerne eller nej-sigerne. Den eneste vej til fremgang er arbejderklassens egen enhed, dens forståelse af sin egen styrke og dens vilje til at slås imod kapitalismens nedskæringer og for en ny socialistisk orden, som er den eneste ægte garanti for et liv med velfærd og fremgang.
