I TV-Avisen d. 23. februar 2002 udtalte Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti (DF), at “vi i høj grad er et arbejderparti”, og at “vi kæmper for arbejdernes interesser”. Også i andre sammenhænge har dette parti forsøgt at fremstille sig som arbejdernes nye parti. Men er DF et arbejderparti?

Det korte svar er NEJ! Her følger et lidt længere og mere uddybende svar.

Dansk Folkeparti som “social vagthund”

Efter DF’s forlig med VK-regeringen om finansloven fik den ikke for lidt i medierne med DF som “uddannelsernes redningsmand” og dem, der sikrede en “social finanslov”. Virkeligheden viste sig imidlertid at være en ganske anden. Regeringens og Dansk Folkepartis finanslov indeholder masser af forringelser på uddannelsesområdet – der er generelle besparelser på 1,2%, og de penge, der ikke skulle spares på uddannelserne, spares alligevel stadig på uddannelserne, nemlig på forskellige ekstrapuljer, som uddannelserne kunne få fra. Også mange andre områder af velfærden angribes: arbejdsmiljøet, de faglige rettigheder, ulandsbistanden, ansatte i den offentlige sektor – det hele får en ordentlig én på tuden. Regeringen og DF påstår, at de forbedrer hospitalerne og ældreplejen, men det er løgn. De småpenge, de giver til disse områder, er alt for lidt, og de er afhængige af øget “effektivisering” og udbredelse af “frit valg” – på dansk betyder det mere pres på de ansatte og mere privatisering og udlicitering til skade for både de ansatte og de syge og de gamle.

DF’s rolle som “social vagthund” for regeringen er totalt udspillet. De støtter omfattende nedskæringer og forringelser af velfærdssamfundet og arbejdernes rettigheder. De er et borgerligt parti, der støtter en borgerlig regering, som fører borgerlig politik, dvs. det absolut modsatte af et parti, der kæmper for den danske arbejderklasses interesser.

Dansk Folkepartis program

Hvis man læser i DF’s program, bliver man også lidt overrasket, hvis man altså tror, at det er et arbejderparti, man har med at gøre. Ordene arbejder, arbejderklasse, arbejderbevægelse eller arbejderparti optræder f.eks. slet ikke.

Det nuværende arbejdsprogram, “Et bedre Danmark”, er på nogle områder væsentligt anderledes end det Principprogram, der var gældende for et par år siden. På DF’s hjemmeside fremgår det ikke, om principprogrammet stadig gælder, eller om Arbejdsprogrammet erstatter det. I “Et bedre Danmark” er der indføjet mange flere sociale krav, om ordentlig hjemmehjælp, sygehuse, retten til at organisere sig i fagforeninger (selvom de stadig går ind for at forbyde eksklusivaftaler), modstand mod brugerbetaling osv. I Principprogrammet er der meget mindre af disse ting. Et eksempel er også det, de siger om deres skattepolitik. I Arbejdsprogrammet står der: “Dansk Folkeparti vil arbejde for, at skattesystemet til enhver tid er indrettet efter de enkelte indkomstgruppers bæreevne. Der er først og fremmest behov for at lette skattebyrden for de små arbejdsindkomster”. I Principprogrammet står der derimod blot, at der skal være et højt skattefrit bundfradrag, og at der herudover “betales en realskat på 30% af al overskydende indkomst”. Denne udvikling er en del af DF’s strategi med at profilere sig som et parti, der forsvarer velfærden og “den lille mand” – men deres praktiske indsats har definitivt vist, at dette er rent bluff.

Begge programmer indeholder tonsvis af floskler om “dansk kulturarv”, “danmarkshistorie” og “danskhed”, og der står – især i Principprogrammet – en masse om erhvervslivet og de forbedringer, som DF vil indføre for det (dvs. for arbejdsgiverne). I det nye Arbejdsprogram står der bla.: “Dansk erhvervslivs konkurrenceevne er belastet af en offentlig sektor, der som helhed er meget ressourcekrævende. Dette problem kan kun løses ved forenkling og effektivisering…Beskatningen af erhvervslivet må dæmpes til samme niveau som de lande, vi konkurrerer med”. I Principprogrammet går man mere til biddet og skriver bla., at “selskabsskatten fjernes over en årrække”, og at aktiebeskatningen skal nedsættes.

Selv i det mere “modererede” Arbejdsprogram står der ting som: “Dansk Folkeparti understreger, at et moderne samfund forudsætter en effektiv og velfungerende offentlig sektor og en sund økonomisk balance. Heri er der ingen modsætning til vort ønske om at reducere skattetrykket, men en understregning af, at et lavere skattetryk kun er muligt ved at løse de offentlige opgaver på en mere effektiv og derfor billigere måde, eller ved en reduktion af den offentlige sektors opgaver” (vores kursivering), og længere henne: “Dansk Folkeparti anser det for ønskeligt, at offentlige virksomheder drives effektivt og i overensstemmelse med markedsprincipper”. Dvs. igen nedskæringer og forringelser af velfærden.

Videre står der: “Antallet af offentligt ansatte pr. 1.000 indbyggere er i Danmark betydeligt højere end det vesteuropæiske gennemsnitsniveau. Behovet for uddannet arbejdskraft i den private sektor nødvendiggør, at det offentlige ikke fortsat bruger flere ansatte end i sammenlignelige lande” (vores kursivering). Dvs. fyringer af offentligt ansatte og øget pres på de resterende eller indskrænkning af velfærden.

Dansk Folkeparti er et borgerligt parti, ikke et arbejderparti

Hvis man læser om, hvad der er DF’s mål ifølge programmerne, er det eneste, der står, en masse, der ikke kan opfattes som andet end tom snak og nationalistisk pladder.

I Arbejdsprogrammet er det mål, der nævnes: “Dansk Folkeparti vil arbejde for et Danmark præget af samhørighed, ansvarsbevidsthed og frihed”. Og i Principprogrammet står der: “Dansk Folkepartis overordnede mål er at genoprette Danmarks selvstændighed og frihed og at sikre den danske nations og det danske monarkis beståen”. Også i Arbejdsprogrammet står der en masse om monarkiet og grundloven: “Danmark er verdens ældste kongedømme. Kongemagten er en central del af vores politiske og kulturelle historie, og kongemagten er blevet et vigtigt symbol på det danske folks sammenhold. Som danskere forbinder vi folkets og landets identitet med kongehuset, og der hviler en forpligtelse på kongehuset til at værne om folkets og landets selvstændighed”…”Den nuværende grundlov danner et fuldt tilstrækkeligt forfatningsretligt grundlag for udøvelsen af samfundets styrende funktioner. Dansk Folkeparti vil derfor værne om den nuværende grundlov”.

Der er altså absolut intet i DF’s politik, program eller praktiske indsats, som tyder på, at det skulle være et arbejderparti, som kæmper for arbejdernes interesser og et anderledes samfund, hvor arbejderklassen har noget at skulle have sagt. Tværtimod er det et ganske almindeligt borgerligt parti med dybt nationalistiske, royale og religiøse tilbøjeligheder.

Hvorfor har Dansk Folkeparti kunnet fremstå som et parti for arbejdere?

At DF midlertidigt har opnået at få en del arbejderstemmer, er en ganske anden sag. Det bliver de ikke til et arbejderparti af. Den eneste grund til, at det er lykkedes, er, fordi Socialdemokratiets ledelse er gået så ekstremt meget til højre og har stået i spidsen for nedskæringer og forringelser af velfærden igennem mange år. Og “venstrefløjen” har ikke tilbudt noget som helst alternativ. I mange tilfælde er DF fremstået som mere “venstreorienteret” end SF og Enhedslisten med deres krav om bedre velfærd for gamle og syge osv.

At et borgerligt, dybt nationalistisk parti som DF kan få lov til at føre sig frem som “det nye arbejderparti” er en skændsel og en skam, og det skyldes udelukkende den højredrejede ledelse for arbejderbevægelsen, som har mistet al forbindelse til medlemmerne og almindelige arbejdere og kampen for bedre forhold og et ordentligt samfund.

Men i takt med at DF i praksis viser, at de – ligesom alle partier, der ønsker at forvalte et kapitalistisk samfund på vej i krise – er fuldstændigt ligeglade med almindelige menneskers velfærd, vil flere og flere af dem, der havde illusioner og forhåbninger til dem, erkende, at de er blevet snydt. Dette ses allerede i den faldende tilslutning til partiet i meningsmålingerne. Den eneste grund til DF’s succes er, at de fra sidelinjen har kunnet kritisere manglerne i velfærden, og bekvemt har skudt skylden på “de fremmede”, men når de nu selv har indflydelse, rammer kritikken dem selv.

b>Hvad er et arbejderparti?

Et arbejderparti er ikke et arbejderparti, bare fordi der er en del arbejdere, der stemmer på det. Det afhænger af mange ting: Partiets historie, traditioner, program, den førte politik og især dets tilknytning til arbejderklassen.

DF opfylder ingen af disse punkter. Det udspringer historisk fra en forsamling af racistiske ultra-liberalister, og en stor del af ledelse og medlemmer tilhører stadig denne kategori, selvom de prøver at fremstå lidt pænere. Ser man på deres møder i TV, er der ingen som helst arbejdertraditioner over det – det minder snarere om Hitler-jugend med lyshårede ynglinge, der marcherer ind med Dannebrogsflag. At de mishandler arbejdersangen “Danmark for folket” ved enhver given lejlighed, ændrer intet ved den betragtning. Deres program indeholder intet, der peger i retning af arbejderklassens kamp imod kapitalismen og det borgerlige samfund, tværtimod. Den politik, de fører, er ét langt angreb på velfærd og arbejderbevægelse. Og endelig kan deres tilknytning til den organiserede arbejderbevægelse ligge på et meget lille sted.

For et arbejderparti, der er navnet værdigt!

Det er indlysende nok, at DF ikke er et arbejderparti, men hvilke partier er det så? På “venstrefløjen” er der en del, der mener, at f.eks. Socialdemokratiet ikke er et arbejderparti længere, fordi det fører rendyrket borgerlig politik. Men hvis man udelukkende ser på den politik, et parti fører, og hvad det støtter, så er heller ikke SF eller Enhedslisten arbejderpartier. Alle de tre partier støtter i praksis op om nedskæringer og forringelser – senest har vi set, hvordan de alle – inkl. Enhedslisten – er gået med til udlicitering af hjemmehjælpen i København.

Men Socialdemokratiet har på trods af sin ledelse stadig lange traditioner og en tilknytning til arbejderklassen i form af fagbevægelsen, og store dele af den organiserede arbejderklasse ser stadig dette parti som deres. Både partiets historie, og selv det nuværende program, peger på kampen for et demokratisk socialistisk samfund. Man må også lære at skelne mellem ledelsen og de almindelige medlemmer – de har ikke meldt sig ind, fordi de ønsker at være med til at smadre velfærdssamfundet. Når udviklingen i samfundet og økonomien presser hårdt nok på, vil arbejdere og unge igen fylde deres store traditionelle parti op, og også de andre mindre arbejderpartier, og igen og igen komme til at kæmpe for at ændre linjen og skifte den borgerlige ledelse ud med en arbejderledelse.

Den danske arbejderklasse har ikke noget parti, der reelt fortjener navnet arbejderparti. Men vi får ikke skabt et nyt et, bare ved at udråbe det og vente på, at arbejderklassen kommer strømmende til. Vi må tage de eksisterende arbejderpartier – Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten – seriøst, selvom deres ledelser er højredrejede, og for nogles vedkommende selv mener, at de ikke er arbejderpartier. Vi må opbygge en socialistisk opposition og kæmpe for at vinde arbejderpartierne tilbage på et socialistisk program, så de kan blive til redskaber i kampen for en bedre fremtid.