Indhold:

Indledning
Situationen ude i verden
Økonomien i Danmark
Den
politiske situation
Fagforeningerne og den danske arbejderklasse
Situationen
blandt ungdommen
Afslutning

INDLEDNING

Et perspektiv er en grundlæggende
nødvendighed for ikke alene at forstå, hvilke kræfter der har skabt den
nuværende situation, men også for at forstå, hvad den fremtidige situation
bringer. Med mindre man har en klar forståelse af den økonomiske situation, af
klassernes forhold over for hinanden og af den politiske situation, vil man være
ude af stand til at forberede sig på, hvad der kommer til at ske, og vise en vej
frem. Marxister er klar over, at de forskellige faktorer i samfundet indvirker
på hinanden. Arbejderklassen reagerer forskelligt, alt efter om der er en
økonomisk krise eller et opsving, kapitalisterne vil ikke turde angribe en
arbejderklasse med en stærk ledelse, men vil gøre det, hvis de har en svag
ledelse og en lav kampvilje.

Den kommende periode vil blive en
modsætningsfyldt og eksplosiv periode. Vi har i starten af 2002 allerede set
store bevægelser blandt ungdommen, som overgår, hvad vi har set i lang tid.
Samtidig er der konflikt under opsejling blandt de offentligt ansatte, og
tillidsfolk fra den private sektor begynder også at røre på sig imod regeringens
planer. Det vil blive en tid med stigning i protester og øget aktivitet i
arbejderbevægelsen. Det er derfor alle oprigtige arbejdere og unges pligt at
være forberedte på de kommende kampe for at forstå, hvilken vej arbejderklassen
skal tage for at vælte det kapitalistiske samfund og erstatte det med en
demokratisk arbejderstat.

Vi skriver dette dokument efter talrige
diskussioner og gennemgang af de sidste par års vigtige begivenheder. Dette
dokument skal dog ikke ses som en færdig og endegyldig “plan”. Det er skrevet af
en ung, marxistisk tendens, og det er muligt, at der er faktorer, vi ikke har
regnet med. Vi giver derfor ingen garantier mod fejl og forkerte konklusioner,
tværtimod er det af allerstørste betydning, at dokumentet bliver kritisk læst af
den unge arbejder, student eller elev, som vil stifte bekendtskab med de
marxistiske idéer. Des flere erfaringer og synspunkter der deltager i en
diskussion, des mere præcise vil konklusionerne blive.

SITUATIONEN UDE I VERDEN

Efter Berlinmurens og Stalinismens fald,
blev kapitalismens endelige sejr udråbt. Vi ville nu få “fred og frihed” på
verdensplan ledet af USA som den eneste stormagt. De frie markedskræfter havde
vundet og ville herske for evigt. Virkeligheden viser dog noget helt andet, og
alle økonomer og andre “ledende” borgerlige tænkere er i komplet vildrede. Vi er
nu på vej ind i en fuldstændig anderledes historisk periode end de foregående.
En periode fuld af turbulens, krige, revolutioner og kontrarevolutioner.

De sidste år viser dette tydeligt;
terrorangrebet på USA med efterfølgende krig i Afghanistan og mulighed for flere
steder såsom Filippinerne, Irak, Iran, Nordkorea osv., og øgede spændinger i
Mellemøsten er bare nogle af tegnene. Derudover optrappes konflikten på det
indiske subkontinent mellem atommagterne Indien og Pakistan, Afrika er et stort
rod af en blanding af naturkatastrofer, borgerkrige og imperialistiske
marionetkrige. I Latinamerika er der ikke ét stabilt regime, og udviklingen kan
blive yderst eksplosiv, som vi senest har set i Argentina med starten til en
revolution, der hurtigt kan sprede sig til resten af Latinamerika. Revolutionen
begynder ved kapitalismens svageste led, og vil derfra brede sig som ringe i
vandet.

Hvis vi kun så turbulens i et enkelt land,
kunne det være et tilfælde, men det er over hele linjen som virkning af
globaliseringen. Globaliseringen i sig selv er ud fra marxisters synspunkt en
god ting, i den forstand at den internationaliserer økonomien og udvikler
arbejderklassen i alle lande og dermed lægger grunden for en verdensrevolution.
Det vil være en faktor, der kan accelerere den hast, hvormed revolutionen
spredes. Det siger sig selv, at marxister selvfølgelig er imod alle de
ubehagelige konsekvenser, som den kapitalistiske globalisering uundgåeligt fører
med sig – øget ulighed, grov udnyttelse af arbejdskraften osv.

Kapitalismen har altså ikke sejret
endeligt, snarere tværtimod, og markedskræfterne har absolut vist deres fallit
som middel til at skabe fremgang, fred og stabilitet. De har vist, at de fører
til det absolut modsatte.

Bush’s antiterrorkrig har på overfladen
fået verdens statsledere til at fremstå som “gode venner”, fx er Bush og Putin
tilsyneladende allierede i krigen i Afghanistan. Men under denne overflade
skjules stigende spændinger. Dette afspejler sig i øgede handelskrige og kamp
for markeder. Samtidig med at udvidelsen af verdenshandelen (også kaldet
globaliseringen) fortsætter, stiger de protektionistiske tendenser i de enkelte
lande. I forsøg på at redde det enkelte lands økonomi fra krisen optrappes
sanktioner, skatter og momser i et forsøg på at holde andre landes varer ude. I
et forsøg på at konkurrere med USA og Asien, med Japan i spidsen, oprettedes EU
som en blok mellem de europæiske kapitalister, og spændingerne mellem disse
blokke stiger. Senest har USA forsøgt at splitte enheden i EU ved at lave en
aftale med Italien, så de har trukket sig fra fremstillingen af europæiske
militærfly. Men også internt i EU stiger spændingerne økonomisk og politisk,
efterhånden som økonomien går nedad, og landenes muligheder for at lette
nedgangen er væk (der er f.eks. ikke længere mulighed for devalueringer).

Økonomien rundt om i verden

Verdensøkonomien er i kraftig nedgang. De
borgerlige økonomer er i fuldstændig vildrede, der har aldrig før været en sådan
kombination af økonomiske fakta. Nogle mener, det begynder at gå fremad, mens
andre mener at det går den anden vej. Mange af disse økonomer holdt på, at en
økonomisk nedgang ikke var mulig selv efter at den var gået i gang. Der er i
USA, Japan og Asien en enorm overproduktion. I Europa er der fx
overproduktionskrise inden for mobiltelefoner.

Aktiemarkederne kollapsede inden for det
sidste år specielt det sidste halve år, men er delvist ved at genvinde styrke.
Vi har tidligere givet dette område stor opmærksomhed for at forklare den boble
der var på aktiekurserne, især IT-kurserne, men efter kollapset er det ikke
længere så vigtig en faktor for den nært forestående økonomiske udvikling. Især
ikke nu hvor situationen i den virkelige økonomi er begyndt at ændre sig.

USA’s økonomi var allerede før 11/9 i
nedgang og er nu officielt i krise (nedgang i produktion i to kvartaler i træk).
Arbejdsløsheden stiger, der er faldende indtjening hos mange firmaer, rekordhøj
gæld, og forbruget, der holdt opsvinget i gang, er faldende. Derudover ser vi
firmaer kollapse. Et eksempel på dette er Enron, der var USA’s 7. største firma,
hvilket var et kæmpe chok, både for økonomer og resten af befolkningen. Mange
havde hele deres pensionsordning i Enron. Der har været 11 sænkelser af renten
inden for de seneste 12 måneder, hvilket aldrig før er set i historien. Det
viser desperationen, men har ikke haft den store effekt. Problemet er, at
privatpersoner og firmaer i forvejen er dybt forgældede – det er disse penge,
der har holdt forbruget og dermed opsvinget i USA kørende i den seneste periode.
Men det betyder, at lige meget hvor meget renten sænkes, vil de ikke begynde at
optage gæld. Dette fænomen gør sig også gældende i Japan, hvor renten nu er på
0%, uden at sætte gang i økonomien. Japan, som er verdens 2. største økonomi,
har nu været i krise i de sidste 10 år, og er det mest forgældede land i verden.
De står nu overfor en situation, hvor hele banksystemet kan kollapse. Den eneste
løsning er at eksportere. For at øge eksporten devaluerer de yennen. Dette
medfører øgede modsætninger i Asien, som stadig kæmper med det økonomiske krak i
1997. Dette kan føre til konkurrerende devalueringer i Asien, som det skete i
97. Devalueringer i Asien vil også påvirke Kina, som har en forholdsvis stor
rolle i verdenshandelen ved at eksportere en masse billige varer, hvilket kan
betyde, at de også vil gå med i devalueringskapløbet. Hvis dette sker, vil det
være et kæmpe slag for hele verdensøkonomien.

Globaliseringen og den internationale
arbejdsdeling har været en af faktorerne til at holde kapitalismen kørende, men
har samtidig betydet en abnorm ulige udvikling. De rige lande bliver rigere på
de fattige landes bekostning, hvor fattigdommen aldrig har været større. Udover
den ulige handel er disse lande forgældede til op over begge ører og betaler
mange gange det beløb, de har lånt, tilbage til udenlandske kapitalister,
hvilket stopper enhver form for mulighed for udvikling. Dette øger
modsætningerne i disse lande og giver en socialt eksplosiv situation.
Kapitalismen er ved at falde fra hinanden i periferien. Dette ses fx i
Argentina, som var et mønstereksempel. De fulgte alt, hvad IMF dikterede, og
bandt pesoen til dollaren for at undgå inflation. Nu ser vi, at Argentina, som
faktisk er en af verdens største industrinationer, er gået bankerot, hvilket har
skabt revolutionære tendenser. Hvis der eksisterede en ægte marxistisk ledelse
kunne arbejderklassen rimelig let tage magten. Også i andre forholdsvis
industrialiserede lande har der været fuldstændig kollaps af økonomien fx
Tyrkiet, hvor landets valuta faldt til det halve på rekordtid, også i Tyrkiet er
revolution på dagsordenen indenfor de næste par år.

Hele verdensøkonomien er altså på vej
nedad, hvilket vil påvirke hvert eneste land i verden. Også i Europa (og
Danmark) ser vi nedgang. Europas økonomi har været holdt oppe af opsvinget i
USA, ved at vi kunne eksportere. Indenfor den sidste periode har vi set øget
pres på arbejderklassen, på trods af økonomisk opsving. Arbejderklassen er
blevet lovet forbedringer, men kan i stedet se frem til flere og flere angreb.
At dette på et tidspunkt vil eksplodere er klart. Vi har allerede set starten på
dette i Europa. 2 generalstrejker i Grækenland i sommers, generalstrejke i
Galicien (en spansk region) også i sommers og lignende begyndende bevægelser.

Selvom den næste periode vil være
kendetegnet af krise og ustabilitet, udelukker det på ingen måde, at der vil
være op- og nedture, perioder med fremgang og tilsyneladende ro. Fra borgerlige
økonomers side bliver der gjort meget for at puste selv den mindste positive
nyhed op til redningen for hele verdensøkonomien. Men det, det drejer sig om, er
at forstå den generelle udvikling i perioden – på verdensplan er vi på vej ind i
en periode med lavere end normal vækst. Den nuværende krise vil kun være den
første af de kriser, vi vil se i de næste ti års tid.

Der kan altså ikke være nogen tvivl om, at
vi står over for en turbulent periode, hvor alle lande i verden vil blive
berørt, deriblandt også Danmark. Danmarks økonomi er meget lille og er
fuldstændig afhængig af verdensmarkedet. At Danmark har kunne holde en økonomisk
vækst i den seneste periode, skyldes først og fremmest eksport til USA.

ØKONOMIEN I DANMARK

Flere ledende socialdemokrater har som
kommentar til de store nedskæringer i regeringens finanslov sagt, at der ikke er
nogen grund til at skære ned, eftersom økonomien er sund, og der ikke er nogen
krise forude. Dette overoptimistiske syn på sagen er imidlertid næppe
berettiget. Den danske økonomi er ikke i krise endnu, men den er heller ikke
sund, og der er masser af ting, der peger på, at fremtiden vil byde på mere
nedtur. Optimistiske udsagn om, at den verdensøkonomiske krise ikke påvirker
Danmark, er ønsketænkning.

De samme topsocialdemokrater, som siger,
at der ikke er nogen økonomisk grund til at skære ned nu, stod i deres
regeringsperiode selv for masser af nedskæringer og “fornyelser” af
velfærdssamfundet. Det meste af deres tid ved magten var ellers præget af et
mindre økonomisk opsving, men som alle arbejdere og unge i Danmark ved, var det
ikke noget, almindelige mennesker mærkede noget særligt til: presset er vokset
alle steder, den offentlige sektor er blevet forringet gennem udliciteringer og
privatiseringer, dele af velfærden er blevet beskåret, uligheden er steget, og
selvom arbejdsløsheden er faldet, er den langtfra udryddet, og meget af faldet
skyldes manipulation med statistik og udregningsmetoder. Hverken den daværende
socialdemokratiske regering, som skar ned og lavede forringelser før, eller den
nuværende borgerlige regering, som nu laver det samme i endnu højere grad, er
tåber. Hvis der ikke var en økonomisk grund til at ødelægge velfærden, ville de
ikke gøre det, selvom der selvfølgelig også er et ideologisk element i det. Dét
er konsekvenserne i form af utilfredshed og protester alt for store til. Meget
af halvfemserne var præget af et svagt opsving, men der fandt stadig
nedskæringer sted – et tegn på, at den danske kapitalisme, ligesom resten af
verdens, befinder sig i en blindgyde. Selvom vi ikke er i krise endnu, ved
seriøse iagttagere, at det kommer til at blive værre, og det faktum, at
kapitalisterne og deres repræsentanter angriber velfærden, skyldes, at de ved,
at deres kapitalistiske system ikke vil have råd til den fremover.

Fra 1993 og frem

Ifølge Økonomiministeriets nøgletal steg
bruttonationalproduktet BNP med 3,0% i 1997, 2,8% i 98, 2,1% i 99, 3,2% i 2000
og så et fald til 1,2% i 2001, det laveste niveau i 8 år. Fra 1993 var der et
begrænset opsving i dansk økonomi, hvilket skyldtes stigning i forbruget og især
det internationale opsving, som dansk eksport kunne nyde godt af. Eksporten blev
også ramt af krisen i Sydøstasien omkring 1998, men steg igen efterfølgende.

Væksten i fremtiden

Økonomiministeriets prognose for 2002 var
1,7% vækst, mens regeringens senere bud var faldet til 1,4%. Andre er endnu
mindre optimistiske. I en analyse fra de internationale finanshuse LB Kiel og
Goldman Sachs forudses en BNP-vækst på kun 0,6%. Tal, der mildest talt ser
sørgelige ud.

Væksten i det samlede kapitalapparat, som
fortæller om investeringsniveauet og dermed mulighederne for fremtidig vækst, er
faldende siden 1999/2000, og ligger nede omkring 1,5%. Til sammenligning var
væksten på 4-5% i slutningen af 60’erne, starten af 70’erne.

I 2001 var der et stort overskud på
betalingsbalancen (forholdet mellem eksport og import) – eksporten af mange
varer steg stadig til både Tyskland (8%), USA (22%) og Østeuropa (19%), men det
var først og fremmest varer som energi (f.eks. vindmølleenergi), landbrugsvarer
og medicin, der ikke er så følsomme over for konjunktursvingninger. Industrien
derimod er hårdere ramt, og jo mere krisen slår igennem på verdensplan, vil
dette selvfølgelig også påvirke den danske eksport. LB Kiel og Goldman Sachs
vurderer, at Danmark allerede er hårdt ramt af den internationale økonomiske
afmatning, og at den hjemlige efterspørgsel ikke kan forhindre “en økonomisk
vasker”, hvis væksten på de største eksportmarkeder udebliver. Danmarks største
eksportmarked er Tyskland, og dér er der intet, der tyder på, at bunden er nået:
en senioranalytiker fra Nordea slog i midten af januar fast, at dansk eksport
til Tyskland allerede er ramt af afmatningen, og at det vil blive værre.

Tegn på nedgang

År 2002 begyndte med flere konkurser. I
januar var der 192 konkurser, og det er 7,2% flere end i januar 2001. Det sker
efter et år, der også var kendetegnet ved mange konkurser: i 2001 som helhed var
der 2.329 mod 1.771 året før. Ifølge Danske Bank, “vil nedgangen i væksten
tvinge flere virksomheder til at dreje nøglen om…Efter en lang periode med
højkonjunktur er det naturligt, at en del virksomheder bukker under, når
efterspørgslen svigter”. Også økonomerne fra Lønmodtagernes Garantifond venter
en yderligere stigning i antallet af konkurser i år.

Flere fyringer på vej

Der ventes højere ledighed i den kommende
periode, og arbejdsløsheden vil stige i 2002. Tal fra de regionale
arbejdsmarkedsråd viser, at der er store fyringsrunder på vej. I fjerde kvartal
af 2001 blev der varslet omkring 6.300 kommende fyringer i danske virksomheder,
hvilket er en stor stigning på hele 243% i forhold til tredje kvartal og til
året før, hvor der blev varslet 1.830 fyringer.

Mange vigtige firmaer har alvorlige
problemer. SAS præsenterede for nylig et stort underskud på over en milliard, og
de har iværksat en omfattende spareplan med besparelser for tre milliarder og
mange fyringer. Danfoss er også ramt af lavkonjunktur, skriver Jyllands-Posten,
og planlægger fyringer, frasalg af aktiviteter og løntilbageholdenhed. Danmarks
største virksomhed A.P.Møller meddelte sidste år et totalt løn- og
ansættelsesstop for samtlige 60.000 ansatte.

Gælden

Danskerne stifter mere og mere gæld, og er
blandt de mest forgældede i den vestlige verden i forhold til indkomst. I 2001
steg privatkundernes gæld til pengeinstitutterne med 92 milliarder, hvilket
svarer til, at alle 20-65-årige lånte 76,- mere hver dag. Det er dog især
virksomheder og selvstændige, der har stået for stigningen i gældssætning.
Stigningen i lån til erhvervslivet var i 2001 på 7,2%, mens den til almindelige
lånere kun var på 1,7%. Ifølge JP Erhverv og Økonomi tyder stigende lånelyst
enten på større økonomisk aktivitet og stigende investeringer eller på det
modsatte, nemlig at virksomhederne trækker på kreditten som følge af faldende
indtjening. Alt peger på, at det er det sidste, der er tilfældet i øjeblikket.

Flere og flere kommer i problemer med at
betale. Antallet af folk i RKI – Ribers KreditInformation (fortegnelse over
dårlige betalere) er steget i de sidste år, og der har også været en stigning i
antallet af tvangsauktioner. Den højere gældssætning vil gøre virksomheder og
almindelige mennesker mere sårbare over for en økonomisk nedtur, og gøre det
sværere at komme ud af den igen.

Arbejdsløsheden

Den officielle arbejdsløshed er faldet
meget siden 1994, men ser nu igen ud til at stige. Det store fald er imidlertid
langt fra helt reelt. Der har været en stor stigning i beskæftigelsen under
opsvinget, men meget af de gode resultater skyldes også stigninger blandt dem,
der er på varige offentlige ydelser, aktiveringer og andre foranstaltninger.
Nyrup-regeringen gjorde meget ud af, at ungdomsarbejdsløsheden nærmest var
blevet afskaffet under deres styre, men en undersøgelse offentliggjort på DR-tv
3/12 2001 viste noget lidt andet: Mens de officielle tal siger, at antallet af
arbejdsløse unge er faldet fra 11% i 1990 til 6% nu, så er det reelle tal nu
11,8%, ifølge denne undersøgelse. Det store officielle fald skyldes, at der er
så mange, der er på forskellige arbejdsmarkedspolitiske ordninger. Hvis dette er
den reelle situation efter noget, der kaldes et opsving, så ser det ikke lyst ud
for ungdommen fremover.

Det officielle arbejdsløshedstal er nu
5,2%, men medregnes det samlede antal personer i arbejdsmarkedspolitiske
foranstaltninger er tallet 14,4%, og dertil kommer så folk på efterløn,
overgangsydelse og førtidspension. I alt er omkring 30% uden for
arbejdsmarkedet, og ifølge Rød-Grøn Statistik skal den reelle arbejdsløshed
findes et sted mellem disse to sidste tal, fordi en stor del af gruppen på
varige ydelser faktisk er udtryk for en skjult arbejdsløshed.

Forholdene for de arbejdsløse er blevet
markant forringet i den sidste periode. Dagpengene har slet ikke fulgt med
lønudviklingen, idet der ikke har været nogen stigning i realværdien i perioden
1990-2000, hvis man tager hensyn til inflationen. Den gennemsnitlige
kompensationsgrad (forholdet mellem dagpengene og den gennemsnitlige løn) er
faldet kraftigt fra 71,1% i 1990 til 66,8% i 2000. Hvis man ser på
kompensationsgraden for faglærte arbejdere er den faldet fra 70% i 1982 til 59%
i 1996.

Der er også lavet yderligere forringelser
– dagpengeperioden er beskåret fra 9 til 4 år, og man skal aktiveres efter et
år. Unge under 25 får kun halve dagpenge efter et halvt års arbejdsløshed,
hvilket Venstre har planer om at udvide til unge helt op til 30 år.

Med stigende arbejdsløshed i sigte vil
mange, mange tusinder arbejdere komme til at mærke disse forringelser i den
kommende periode.

Uligheden stiger, og arbejderklassen
presses mere

I den sidste periode er der sket en stor
omfordeling i samfundet. Mere af produktionen går til profit end før i tiden, og
selv om der er flere lønmodtagere end for ti år siden, er deres andel af den
producerede værdi mindre i dag. Lønkvoten – lønnens andel af
produktionsresultatet – er faldet fra 67,1% i 1988 til 60,8% i 2000. I og med at
lønnen i absolutte tal jo ikke er faldet, afspejler dette klart det øgede pres,
der er lagt på arbejdere på alle arbejdspladser, uden at de har fået tilsvarende
del i den øgede produktion.

I de sidste 40 år er produktiviteten pr.
arbejdstime steget med 4% om året. I samme tidsrum er den gennemsnitlige
arbejdstid faldet med 0,7% om året – mens den dog på det sidste er begyndt at
stige igen, fra 1998 til 1999 steg den med 2,5%. Dette er endnu et tegn på, at
arbejderklassen i Danmark producerer mere end nogensinde før og er blevet mere
og mere pressede, hvorfor mange også bliver nedslidt og stressede.

De rigeste 10% har øget deres andel af den
samlede indkomst fra 22% i 1990 til 24,1% i 1999 (efter skat). Ændringer i
skattesystemet har hjulpet med til dette, idet omfordelingen af samlet indkomst
gennem skat er faldet fra 3,7% i 1990 til 2,9% i 1999. Også blandt de rigeste er
der store spring mellem de allerrigeste og resten. Mærsk McKinney Møllers formue
var i 2000 på 78,3 milliarder kroner, Kjeld Kirk Christiansen (fra Lego) havde
26,1 milliard, Familien Clausen (Danfoss) havde 23 milliarder osv.

Der har i den sidste periode været en
række store fusioner og opkøb blandt de danske kapitalister: Arla, Steff
Houlberg/Danish Crown, Nordea… En klar koncentration af kapitalen, som er udtryk
for, at kapitalisterne forbereder sig på mere konkurrence på markederne og
hårdere tider.

Det er også disse store selskaber der
dominerer økonomien totalt, på trods af at Danmark har forholdsvis mange små og
mellemstore virksomheder. Dette ses f.eks. af, at de ti største virksomheder har
op imod 500.000 ansatte, og sidder på enorme aktiver og omsætninger.

Perspektivet for dansk økonomi

Den samlede danske produktion er steget op
igennem 90’erne. I 2000 var den 26% større end i 1990. Det vil sige, at den
danske arbejderklasse har skabt flere værdier, og dette er først og fremmest
sket gennem investering i ny teknologi og en hidtil uset udnyttelse af
arbejdskraften gennem mere pres, stress og nedslidning. Disse værdier er ikke
kommet de danske arbejdere til gode. I den selvsamme periode har vi set en
stadig fremadskridende nedbrydning af velfærdssamfundet, og en øget ulighed på
alle niveauer. Selv under et opsving har dette været tilfældet.

Nu peger alle tegn på, at opsvinget er
blevet til en nedtur, og at fremtiden byder på yderligere arbejdsløshed, mere
pres, flere konkurser, og nedskæringer og forringelser. Efter et opsving, hvor
den danske ungdom og arbejderklasse hele tiden har fået at vide, at det gik åh
så godt, mens de selv kunne mærke øget pres og forringelser, er der nu udsigt
til endnu dårligere tider, med endnu mere af samme skuffe. Det må føre til en
øget bevidsthed om, at kapitalismen ikke kan løse problemerne, når opsvinget har
været så lidt værd, og krisen nu sætter ind.

I nogle medier kan man læse, at det er
ting som 11. september og andre udefrakommende ting, der skaber problemer for
den danske økonomi. Men den danske kapitalisme er i bund og grund ligesom
kapitalismen i resten af verden. Den kan aldrig blive ved at gå fremad. De høje
væksttal fra det lange opsving i efterkrigstiden, hvor arbejderklassen kunne
tilkæmpe sig velfærdssamfundet, er fortid. Kapitalismen bevæger sig i op- og
nedture, i opsving og kriser, som skyldes kapitalismens grundlæggende
ukontrollerbare natur og det faktum, at kapitalisterne producerer så meget som
muligt og presser arbejderne mest muligt for at opnå deres profit, mens
arbejderklassen med dens begrænsede købekraft ikke kan købe alt det, som
kapitalisterne gerne vil sælge.

Perspektivet er ikke én lang krise i den
kommende periode – der vil givetvis komme mindre opture, som vil blive blæst op
af de borgerlige økonomer til, at nu er krisen ovre. Men perioden vil være
kendetegnet ved turbulens og generel nedgang.

Den danske arbejderklasse er blevet vant
til en vis grad af velfærd, men dette er nu under angreb på alle fronter.
Økonomien er for nedadgående, og det øgede pres fra økonomien, på
arbejdspladserne, fra stigende arbejdsløshed og ulighed vil uden tvivl begynde
at finde sin afspejling på det faglige og politiske område i den kommende
periode.

Kilder: Økonomiministeriets nøgletal,
Rød-Grøn Statistik, div. avisartikler…

DEN POLITISKE SITUATION

Valget 2001

Socialdemokratiet stod permanent til at få
et dårligt valg i de fleste meningsmålinger, efter at Nyrup svigtede sit
valgløfte om efterlønsgarantien i 1999. Men efter terrorangrebet den 11.
september vurderede Poul Nyrup åbenbart, at en opreklameret “statsmandseffekt”
skulle kunne sikre Socialdemokratiet en valgsejr. Men det skulle gå anderledes.
Valget blev som bekendt en stor sejr til højrefløjen, og terroren den 11.
september blev i stedet brugt til at hetze uhørt mod muslimer og indvandrere.
Valget den 20. November 2001 var både et Folketings-, kommunal- og amtsvalg.
Højrefløjen vandt over hele landet generelt til alle tre valg. Dog var det
bemærkelsesværdigt, at Socialdemokratiet vandt kommunevalget på Københavns
Vestegn, hvor de bl.a. har talt om en hård udlændingepolitik, eller snarere
fordi de overhovedet har talt om konkrete forslag.

Det lykkedes de borgerlige at vinde
folketingsvalget med løfter om at forsvare og forbedre velfærden på enkelte
områder, for eksempel forbedring af de ældres forhold og løfter om at forbedre
sygehusvæsnet og at fjerne ventelister. Dette skulle opnås ved at udlicitere og
privatisere i den offentlige sektor, men ved at bruge smarte vendinger som “frit
valg for den enkelte” og “at sætte mennesket i centrum” skjulte man denne
virkelige hensigt.

Socialdemokratiet var valgets store taber
og tabte 11 mandater som følge af den borgerlige politik, de har ført de sidste
8 år, de har siddet i regering. Også Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten
tabte hver sit mandat, fordi de ikke viste noget politisk alternativ til den
socialdemokratisk ledede regering og dens borgerlige politik. Blandt
midterpartierne var Det Radikale Venstre de eneste, der opnåede fremgang, mens
CD røg ud og Kristeligt Folkeparti lige holdt skansen. Blandt de borgerlige
partier vandt Dansk folkeparti hele 9 mandater. Valgets resultat skal ikke
fortolkes sådan, at folk er blevet stærkt højreorienterede og fascister. Det var
først og fremmest resultatet af enorm modvilje imod den socialdemokratiske
ledelses borgerlige politik på alle områder og manglen på et alternativ fra
venstrefløjen.

SD-ledelsens højrepolitik er skyld i
højredrejningen

Under Nyrup-regeringen er der blevet
privatiseret og udliciteret som aldrig før, hvilket har ført til store
forringelser for både ansatte og brugere af de forskellige områder. Manglende
ressourcer har betydet katastrofale forhold for ældre, syge, skole- og
gymnasieelever, ansatte i den offentlige sektor osv. osv., og desuden er ting
som boligmangel og klassekvotienter vokset. Samtidig er selskabsskatten blevet
kraftigt beskåret. Efterlønsindgrebet og indgrebet mod storstrejken i ’98 er
andre ting, der har vist den afgåede regering som utroværdig og ubrugelig.

Samtidig har ledelsen for Parti og
fagbevægelse gang på gang understreget, hvor godt det går for Danmark. De har
vist flotte kurver og fine tal, og nu har flere fra ledelsen så konkluderet, at
man åbenbart ikke kan vinde valg på gode resultater. Problemet med de gode
resultater er bare, at almindelige arbejdere og unge ikke rigtigt har mærket
noget særligt til dem. Mange oplever stigende pres og stress i hverdagen og et
velfærdssamfund i krise. Hvis det er de gode resultater, så er det nok bedre at
være foruden. Der må jo være noget galt, når det er nødvendigt at gå ud og
overbevise folk om, at de har det godt.

Under valgkampen drejede
Socialdemokratiets kampagne sig stort set om på den ene side at få folk til at
indse, hvor gode de sidste ni år har været, og på den anden side om at fremhæve,
hvor slemt det vil blive under en borgerlig regering. En forklaring på, hvordan
Socialdemokratiet har tænkt sig at bygge et ordentligt velfærdssamfund med gode
forhold for alle, har der slet ikke været tale om. På intet område har ledelsen
fremlagt noget som helst konkret for, hvad der skal gøres.

Valgkampens centrale temaer var velfærd,
skat og indvandrere. De borgerlige stod frem som kritikere af de elendige
forhold på hospitaler, for ældre osv. og krævede samtidig stop for yderligere
skatter med henblik på skattesænkninger. Venstres liberalisme blev skjult bag et
lag “velfærdssminke”. Hvad kunne Socialdemokratiet sige til det? Det er jo dem,
der har forringet forholdene, indført usolidariske grønne afgifter og fortsætter
med at beskatte almindelige arbejdere tungt, samtidig med at det, man får for
skatten, bliver ringere og ringere. Så Socialdemokratiets og også forskellige
fagforeningers svar blev en ren skræmmekampagne, som ingen kunne tage alvorligt.
Hvorfor skulle man lytte til Nyrup, der advarer mod, at Venstre vil halvere
dagpengene for unge mellem 25 og 30, når han selv har stået i spidsen for de
samme forringelser for unge under 25?

Også på indvandrerområdet er Partiet
blevet fanget af sin egen politik. Der er blevet gennemført stramninger, og den
ene racistiske udtalelse efter den anden er væltet ud af den socialdemokratiske
ledelse. Partiet har selv været med til at piske en stemning op imod indvandrere
for at skjule de reelle årsager til velfærdssamfundets forfald. Men
Socialdemokratiet vinder ikke utilfredse stemmer tilbage ved at imitere Dansk
Folkeparti – det kan kun give øget opbakning til den ægte vare og dermed større
tilslutning til Venstre og DF.

Regeringen

Vi har som bekendt fået en regering mellem Venstre og Konservativt Folkeparti
med Dansk Folkeparti som støtteparti. Den sorteste regering i mange, mange år.
Regeringen har i endnu højere grad end tidligere indført spindoctors og søger at
styre informationen til pressen for at skjule nedskæringerne. Regeringens
politik er ikke at forsvare velfærden, som den lovede i valgkampen. I stedet har
regeringen lavet en såkaldt 100-dagesplan, der indeholder mange forslag til
nedskæringer og andre reaktionære stramninger for arbejderklassen og forgylder
kapitalisterne. Der er mange velfærdsområder, der kunne nævnes, som regeringen
angriber. Men her skal kun nævnes nogle få. Regeringen har erklæret
arbejderbevægelsen krig med nogle hårde angreb på fagbevægelsen. Men krigen
bliver ført i frihedens navn. Regeringen vil lave en “frihedspakke” for
arbejdsmarkedet. Regeringens “frihed” består i at angribe fagbevægelsens ret til
at lave eksklusivaftaler med arbejdsgiverne, forslag om at skære kraftigt ned på
arbejdstilsynet og at lave en statslig a-kasse. Regeringen angriber
mindstelønnen med forslag om en særlig lav “indslusningsløn” til indvandrere.
Endvidere har regeringen forslag om at afskære fagbevægelsen fra at beskytte
medlemmer, hvis arbejdsgiveren vil tvinge medlemmer på deltid. Man foreslår, at
udlændinge (og danskere?) skal “spare op” i 7 år for at kunne modtage
bistandshjælp.

På boligområdet har regeringen forslag om at tvangssælge de almennyttige
boliger. Dette forslag er meget skadeligt for fattige, der ikke har råd til at
købe egen bolig, og dermed øger forslaget risikoen for, at folk bliver hjemløse.

På udlændingeområdet fører regeringen en sort reaktionær politik, og har en
række forslag til en meget stram udlændingepolitik, bla. på
familiesammenføringer, hvor grænsen hæves til 23 år, og det vil blive krævet, at
den herboende ægtefælle ikke må have modtaget sociale ydelser i en vis periode,
og at det nye par kan forsørge sig selv. Desuden vil de
facto-flygtninge-begrebet blive afskaffet.

Regeringen har lavet forslag til en
“terrorpakke”, som indeholder mange angreb på de demokratiske rettigheder.
Endvidere har regeringen planer om at udlicitere DONG, Post Danmark mm.

Også på mere lokalt plan er der problemer.
Sidste års aftale med Socialdemokratiet har amterne overskredet med ½ mia og
kommunerne med 1 mia. Det betyder, at dette enten skal spares i år, eller at det
bliver en ekstrabesparelse på bloktilskuddene til næste år. Store konsekvenser,
især for folkeskoler og gymnasier, da den nye nok hellere vil spare på disse
områder end sygehuse og ældre.

Finansloven

Regeringens og Dansk Folkepartis finanslov
indeholder masser af forringelser på uddannelsesområdet – også efter at nogle af
de værste og mest direkte angreb er blevet trukket midlertidigt tilbage pga.
massivt pres. Der er generelle besparelser på 1,2%, og de penge, der ikke skulle
spares på uddannelserne alligevel, spares alligevel stadig på uddannelserne,
nemlig på forskellige ekstrapuljer, som uddannelserne kunne få fra. Også mange
andre områder af velfærden angribes: arbejdsmiljøet, de faglige rettigheder,
ulandsbistanden, ansatte i den offentlige sektor, råd og nævn nedlægges,
heriblandt nogle, der tager sig af indvandreres problemer og
menneskerettigheder. Regeringen og DF påstår, at de forbedrer hospitalerne og
ældreplejen, men det er langtfra korrekt. De småpenge, de giver til disse
områder, er alt for lidt, og de er afhængige af øget “effektivisering” og
udbredelse af “frit valg” – hvilket betyder det samme som mere pres på de
ansatte og mere privatisering og udlicitering til skade for både de ansatte og
de syge og de gamle.

Dansk folkeparti

Dansk Folkeparti blev sammen med Venstre
valgets store sejrsherre og vandt valget på løfter om, at de ville forsvare
velfærden. De fremstod i valgkampen som værende et parti for arbejdere, og de
fremfører sig oftere og oftere som sådan. Senest udtalte Kristian Thulesen Dahl
i Tv-avisen, at “vi er i høj grad et arbejderparti, der kæmper for arbejdernes
interesser”. Dansk Folkeparti er dog løbet fra alle valgløfterne om at være den
“sociale vagthund” i den borgerlige lejr. Enhedslisten har stillet de forslag,
som blev ført frem i valgkampen af Dansk Folkeparti, hvor partiet stemte imod
nogle af sine egne forslag. Som del af finanslovsforliget har DF også
indvilliget i, at de ikke må stille nye udgiftskrævende forslag i den næste
periode!

DF oplever allerede en svag nedgang i
vælgertilslutningen, og dette vil givetvis blive endnu mere udpræget. De er
fanget af deres egen succes – de har fået stemmer og dermed indflydelse ved at
kritisere manglende velfærd, fremstå som “den lille mands” parti og bekvemt
skyde hele skylden på indvandrere og flygtninge. Men nu hvor de selv sidder med
ved magten, vil de ligesom alle andre partier, der påtager sig at styre et
kapitalistisk samfund på vej i krise, komme til at stå for forringelser og
forsvar for et velfærdssystem med store mangler. Og DF har ingen baggrund,
historie, program, politik eller tilknytning, som gør det til et arbejderparti –
det er er et borgerligt, nationalistisk parti, og den eneste grund til, at det
kan få lov til at føre sig frem som “arbejdernes parti”, er, at ledelsen for
Socialdemokratiet og fagbevægelsen i den grad har fjernet sig fra
arbejderklassen og dens kampe, og har ført en nedskæringspolitik, der ikke har
taget arbejdernes problemer og krav alvorligt.

Oppositionen på tinge

Efter valgnederlaget for venstrefløjen i
Folketinget har der været tid til “selvransagelse”. Og der har været forskellige
forslag på banen hos arbejderpartierne. Men disse forslag viser ikke nogen vej
til noget. Kendetegnede for Socialdemokratiet og SF er, at de ikke mener, at der
er så store problemer, og at man grundlæggende har gjort det godt de sidste 8
år.

Socialdemokratiet

Socialdemokratiet er måske det parti, der er i dybest i krise efter
valgnederlaget. Og man har forsøgt at løse den fra ledelsens side ved at lave
oplæg om den fremtidige politik. Poul Nyrup Rasmussen og partisekretær Willy
Stig Andersen mener, at “det er et godt og velfungerende samfund, vi nu
efterlader til VK’s ledelse”. Og videre hedder det, at man ikke har grund til at
“skamme sig over det Danmark, som vi har bygget op”. Endvidere har man sendt
spørgeskemaer rundt til de forskellige afdelinger i organisationen, men disse
omhandler kun organisatoriske spørgsmål. Nyrup planlægger også en “turné” rundt
i landet for at “komme tættere på medlemmer og vælgere”, men nogen egentlig
ændring i politikken er der ikke planlagt. Grundlæggende mener S-ledelsen ikke,
at partiets politik skal ændres – det er “profilen, der skal pudses af”, og
partiet skal “sælges bedre”, og grunden til nederlaget er bare, at folk ville se
nogle nye ansigter. Der er således fra ledelsens side ikke vilje til at dreje
til venstre. Nyrup har f.eks. også udtalt: “Er Socialdemokratiet blevet mere
højredrejet? Det er i hvert fald ikke det indtryk, befolkningen har. Vores
vælgere er jo gået til højre”. Løsningen på nedgangen er fra Nyrup og hans fløj
af “fornyere” da også mere højredrejning og udvanding af de socialdemokratiske
tanker. Partiet skal gøres mere “centrum-venstre”-agtigt og appellere til
“midtervælgerne”.

Socialdemokratiets ledelse vil køre en
“seriøs” oppositionspolitik og måske lave forlig med regeringen, for eksempel på
udlændingeområdet. Dog har Socialdemokratiet kritiseret regeringens nedskæringer
på uddannelsesområdet. Nedskæringer som man selv planlagde at lave, mens man
havde regeringsmagten. I hele 2001 har Socialdemokratiet fået 5.000 nye
medlemmer, heraf 3.000 efter valget. Til sammenligning fik de 2.500 medlemmer i
år 2000. Tallene kan ikke tages helt for gode varer, da det endnu ikke er regnet
ud, hvor mange der har forladt partiet i den samme periode, og der er også meget
langt op til niveauet fra 1982, hvor man havde 111.000 medlemmer. Dette tal er
nu på omkring 50.248, men medlemsfremgang er der altså givetvis tale om. Disse
nye medlemmer, som måske er gået med pga. kampen mod de borgerlige og kritikken
af den nye regering og dens politik, er ikke nødvendigvis noget, ledelsen er
specielt glad for. Internt i partiet må nederlaget og den øgede modstand og
protestbølge blandt unge og arbejdere føre til skærpet konflikt mellem dem, der
ønsker en mere socialdemokratisk politik, og så de såkaldte “fornyere”. I
opposition vil partiet lettere kunne blive tvunget til venstre, men spørgsmålet
om et fundamentalt opgør med højrepolitikken må rejses – den nuværende ledelse
og dens borgerlige politik må erstattes med en ægte demokratisk socialistisk
politik, så partiet igen kan blive et arbejderparti af gavn og ikke kun af navn.
Alle ledelsens krumspring er ikke andet end manøvrer – svaret er et rigtigt
socialistisk program og kamp for arbejderklassens krav.

SF

SF’s Hovedbestyrelsesmøde d. 12-13. januar 2002 udtalte, at “SF vil efter valget
styrke den ideologiske debat. Det er vigtigt, at der i forhold til den nye tids
udfordringer formuleres et stærkt venstreorienteret alternativ til den
borgerlige dominans”. Men Holger K. Nielsen har som en anden Lenin formuleret
“16 teser omkring venstrefløjen i det 21. århundrede”. I disse teser gør Holger
K. det klart, at SF støtter markedsøkonomien og ikke afviser at udlicitere
velfærdsområder. Og det hedder også, at “markedet er et middel til at opnå bedre
velfærd og miljømæssig ansvarlighed – ikke et mål i sig selv”.

SF fortsætter således sin vej mod højre og
øget tilnærmelse til Socialdemokratiet, det stik modsatte af deres erklærede
taktik med at ville “hive Socialdemokratiet til venstre”.

Enhedslisten

Efter valget har Enhedslisten heller ikke villet tage ved lære af nederlaget.
Der er fortsat eksempler på mere højredrejning og tilpasning til “realiteterne”,
senest ved accepten af udlicitering af hjemmehjælpen i København, og Keld
Albrechtsens forslag til en ny EU-politik for Enhedslisten.

Keld Albrechtsens EU-politik er den samme,
som SF og Socialdemokratiet har stået for i mange år: At det kan lade sig gøre
at reformere EU fra at være kapitalistisk til at være “solidarisk”. Keld
Albrechtsens oplæg indeholder således ikke noget socialistisk alternativ til EU,
da politikken, han lægger op til, kun vil sætte røde “fingeraftryk” på EU’s
politik. Bestyrelsen har dog kritiseret Keld Albrechtsens oplæg, men kritikken
er svag. Enhedslisten har også stemt for forslag om at sende soldater til at
rydde miner i Afghanistan, da man hævder at disse aktioner er fredsbevarende.
Men det er stadigvæk en krigshandling, Danmark foretager, selvom det “kun”
drejer sig om at rydde miner. Man bakker på den måde op om den beskidte krig,
der er blevet ført, legitimerer tilstedeværelsen af imperialistiske tropper i
Afghanistan, og desuden frigør man amerikanske styrker til andre krigsopgaver.

Enhedslisten er det arbejderparti, som har
mindst kontakt til fagbevægelsen. Det er positivt, at partiet støtter kampen mod
regeringens nedskæringer og til en vis grad er aktive i den kamp, men på intet
tidspunkt kommer de med et alternativ. Og eftersom de selv har bakket op om
nedskæringer i flere tilfælde, er de på dette punkt ikke troværdige. Det viser,
at hvis man ikke er konsekvent og har et klart socialistisk alternativ, vil man
altid komme til at acceptere kapitalismens spilleregler.

Enhedslisten er et udpræget
“enkeltsagsparti”, og organisatorisk set lader det også meget tilbage at ønske.
Organisationen ude i landet er ringe, det har ingen som helst seriøs faglig
opposition eller opposition i studenter- og elevbevægelsen. Partiet fremstår i
offentligheden som et yderst venstreorienteret parti og kan på den måde virke
skadeligt for den revolutionære sag, da det i praksis fører en
venstrereformistisk politik. Deres svage tilknytning til arbejderbevægelsen gør,
at de ofte vil være en ren afledning og i praksis fjerne de mest bevidste
aktivister fra Socialdemokratiet og fagbevægelsen, hvor der ville være mere brug
for dem.

Det Radikale Venstre

Det Radikale Venstre voksede som parti
efter valget og har fået en rolle som det humanistiske parti. Dette er blot
endnu et tegn på “venstrefløjens” svaghed og fallit – at det ikke i så høj grad
er den, der tiltrækker unge intellektuelle, som nu for manges vedkommende
bekender sig som “humanister” og ikke socialister.

Modstanden mod regeringen

Regeringens politik med nedskæringer og
forringelser vil skabe større og større modstand. Ungdommen er gået i kamp mod
nedskæringerne på uddannelserne, de offentligt ansatte trues med fyringer og
“effektiviseringer”, og der er derfor mulighed for konflikt. Der er også en
stigende modstand blandt fagligt aktive i den private sektor. Det er absolut
meget sandsynligt, at regeringen vil få en hård tid med flere og flere protester
og mere modstand. Med eller uden ledelsen for arbejder-, elev- og
studenterbevægelse vil arbejderklassen og ungdommen gå til kamp. I denne kamp er
det vigtigt ikke at lade sig splitte. Når vi protesterer mod nedskæringer på et
område, må vi ikke glemme andre velfærdsområder. Løsningen er ikke at skubbe
forringelserne over på et andet område, men at fjerne dem helt. Samling af
protesterne mod regeringen og størst mulig deltagelse fra den organiserede
arbejderbevægelses side er vejen frem. Hvis Socialdemokratiet og LO ville kæmpe
seriøst og mobilisere, ville det være en smal sag at tvinge regeringen til at
trække forringelserne tilbage, og endda til helt at gå af. Men sålænge ledelsen
ikke har et alternativ, og dybest set er enig i den nedskæringspolitik, de
borgerlige fører, vil kampen blive mere langstrakt og vi vil højst sandsynligt
komme til at se flere kampe på mange forskellige områder.

Fredsbevægelsen

Efter at USA angreb Afghanistan, har der været demonstrationer regelmæssigt. På
trods af en forholdsvis god start har disse demonstrationer ikke formået at
samle så mange mennesker. De har været meget pacifistisk indstillet, og der har
ikke været fremført noget alternativ. Ledelsen for bevægelsen gik endda så vidt
som at kræve, at der ikke blev delt løbesedler ud under demonstrationerne, som
ellers kunne have givet folk et mere vidtgående svar på sagen, og et forslag til
løsning. Der har også været en splittelse i fredsbevægelsen, som er blevet
overtaget af forskellige afarter af stalinistiske tendenser. Der er heller ikke
så meget fremme om krigen i medierne lige nu. Men dette gør ikke fredsarbejdet
mindre nødvendigt. I kraft af at regeringen støtter op omkring USA’s
imperialistiske krig, er det også vigtigt ,at fredsbevægelse bliver stor. Også
efter at Bush har meddelt, at man vil udvide krigen mod terror til andre lande
end Afghanistan, for eksempel Irak og DDF-Korea. Hvis krigen ikke bliver
udvidet, er der intet der tyder på, at fredsbevægelsen vil gå fremad.

Kampen mod EU

Danmark skal have formandskabet i EU fra
juni 2002, og der vil givetvis blive holdt mange demonstrationer mod de
EU-møder, der skal holdes i den forbindelse. Derfor er det vigtig, at vi som
marxister er med i kampen og viser et klart socialistisk alternativ til EU. Vi
er ikke imod EU, fordi det arbejder hen imod dannelsen af en europæisk union,
men fordi det er et kapitalistisk projekt. At sige ja til EU er derfor at sige
ja til kapitalismen. Hverken kapitalismen på nationalt plan eller på EU-plan kan
reformeres til socialisme.

EU kommer nok blandt andet til at diskutere en eventuel ny forfatning eller
traktat, der efter planen skal vedtages i 2004 og som (forhåbentlig) kommer til
folkeafstemning i Danmark og alle andre lande i EU. Vi skal anbefale at stemme
Nej til denne forfatning/traktat, også selv om det kan betyde, at et Nej betyder
udmeldelse af EU for Danmarks vedkommende. Vi har den opfattelse, at
modsætningerne er for store i EU mellem kapitalisterne i de enkelte lande til at
de kan danne Europas Forenede Stater. Kapitalisterne vil i krisesituationer
bruge nationalstaten til at forsvare sig i konkurrencen på markedet.

EU-tilhængerne har påstået mange gange,
sidst op til afstemningen om euroen, at det ville betyde økonomisk krise, hvis
der blev stemt Nej til euroen. Det vil man sikkert påstå igen op til en kommende
afstemning. Nogle gange hævdes der omvendt fra Nej-siden, at EU alene er skyld i
nedskæringerne på arbejderklassen, og at en udmeldelse af EU evt. ville løse
dette problem. Det kan man hurtigt se ikke er rigtigt, ved at kigge på landene,
der er udenfor EU. For eksempel Norge, der trods økonomisk opsving i de senere
år har skåret ned på velfærden. Der er også andre eksempler: Island, Schweiz, og
de danske kolonier Færøerne og Grønland. Det er også landenes egne politikere,
der sidder i EU og bestemmer nedskæringerne, og det ville de også gøre, hvis de
ikke havde EU. EU er for dem mest af alt en bekvem undskyldning for at skære ned
uden selv at tage ansvaret. Disse eksempler viser på den anden side også, at det
ikke automatisk betyder økonomisk katastrofe for et land at stå udenfor EU. Og
der bliver selv i Folkebevægelsen mod EU diskuteret for eksempel evt. modeller
for, hvordan handelen med EU skal tage sig ud i tilfælde af en udmeldelse af EU
– med handelsaftaler, der ligner den EBS-aftale, Norge har.

Dette er dog ikke noget alternativ til den
nuværende situation. Nedskæringerne på arbejderklassen vil fortsætte uanset
hvad, så længe vi har kapitalisme. Det centrale spørgsmål er ikke, om et
kapitalistisk land er tilknyttet EU eller ikke. Det centrale spørgsmål er, om
det er et kapitalistisk Europa eller et socialistisk Europa. Vores svar er, at
det eneste alternativ til EU er Europas Forenede Socialistiske Stater. Derfor
skal der lægges vægt på sociale krav ved topmødedemonstrationerne, og ikke
nationale krav som “Danmark ud af EU”. Det er først og fremmest sociale
velfærdskrav, som arbejderklassen og ungdommen kan mobiliseres til at kæmpe for.

FAGFORENINGERNE OG DEN DANSKE
ARBEJDERKLASSE

Ledelsen af den danske fagbevægelse har
valgt samarbejdets vej. Under det økonomiske opsving havde arbejderklassen
mulighed for at tilkæmpe sig en bedre levestandard. I stedet har vi set hårdere
arbejdspres og dårlig sikkerhed (arbejdsmiljø). Problemet er, at ledelsen for
fagbevægelsen er blevet så godt lønnede og så svære for den menige arbejder at
kunne kontrollere, at de er blevet mere og mere uafhængige af arbejderne.
Klassesamarbejdet med kapitalisterne sker på bekostning af arbejderklassen.
Ledelsen har langtfra de samme problemer som hjemmehjælperen, blikkenslageren og
lastbilchaufføren. De er klar over, at de kun bliver accepteret af
kapitalisterne organiseret i DI og DA, så længe at de ikke kommer med
“urealistiske” krav. Dette frembringer store spændinger mellem ledelsen for
fagbevægelsen og fagbevægelsens medlemmer. Det er også derfor, at ledelsen
mener, at overenskomstresultater er gode nok, mens et flertal af arbejderne er
imod.

På den ene side fremstår de faglige ledere
med skønmalerier af, hvor godt den danske arbejder har det – på den anden side
forværres den danske arbejders forhold dag for dag. De faglige lederes verden og
arbejderklassens virkelighed er to forskellige ting. Derfor har ledelsen for
fagbevægelsen med LOs Hans Jensen i spidsen stået frem i
overenskomstforhandlinger og manet de danske arbejdere til “besindighed”, så der
ikke kom for høje lønstigninger, hvilket påstås at ville føre til inflation,
ligesom at de i juli 1999 gjorde klart, at arbejderne ikke havde brug for
kortere arbejdstid. De mener, at arbejderne har det godt nok, og at det er
arbejdernes ansvar at være samfundsansvarlige. Under et opsving skal arbejderne
altså holde igen med lønkrav og forbedringer – men hvad så under en krise? Her
vil arbejdsgivernes angreb og pres mangedobles, arbejdsløsheden vil vokse igen.
Dette vil føre til en direkte nedgang i arbejdernes levestandard.

Ribus-konflikten

Ribus-konflikten var en historisk
konflikt. I 8 måneder kæmpede 80 esbjergensiske buschauffører imod Dansk
Arbejdsgiverforening, som benyttede politi, hunde og professionelle
skruebrækkere, som arbejdsgiverne havde hyret. De strejkende kunne kun holde ud
så længe på grund af den enorme solidaritet fra hele den danske arbejderklasse,
som dagligt gennem hele konflikten sendte blokadevagter og penge, og som d. 22.
april 1995 gennemførte en national strejke (250.000). Først da SiD efter pres
fra Dansk Arbejdsgiverforening trak støtten tilbage, måtte chaufførerne stoppe
kampen.

Aktive i arbejderbevægelsen vil tit støde
ind i et interessant folkefærd, vi kan kalde for pessimisterne. En af deres
argumenter imod marxisterne er marxisternes perspektiv om arbejderklassens
altafgørende betydning. Inden Ribus havde flere erklæret den danske
arbejderklasse for død, det samme skete inden konflikten i 1998 fra 28. april
til 8. maj. Der er stor forskel på denne “professionelle” pessimisme, som dyrkes
af toppen af fagbevægelsen og andre, som bruger det som undskyldning for ikke at
gøre noget ved problemerne, og så den pessimisme, almindelige arbejdere kan få
af at se på deres ledelses manglende gå-på-mod og kampvilje. Men der er ingen
grund til pessimisme – når først klassekampens friske vinde blæser, vil
arbejderklassens gå i kamp igen og igen og forsøge at udskifte de pessimistiske,
“samarbejdsivrige” folk, der sidder som en tung dødvægt på toppen af bevægelsen.

Storkonflikten i 1998

Konflikten i 1998 viste både
arbejderklassens styrker og svagheder, og især var den en tydelig fremstilling
af de tidligere “kommunistiske” lederes fuldstændige manglende vilje til at føre
arbejderklassen fremad. Det viste også de danske kapitalisters panik over, at de
ikke længere havde kontrol over arbejderbevægelsen. Havde konflikten fortsat få
dage længere, ville de udenlandske investorer (ifølge dem selv) trække deres
penge ud af de danske virksomheder. De virksomheder, som var afhængig af danske
delprodukter, kunne ikke vente på, at de danske arbejdere var kørt trætte. Det
vidste kapitalisterne, og det vidste regeringen. Derfor greb Nyrup-regeringen
ind. Dette var helt og holdent en fortsættelse af den socialdemokratiske
ledelses samarbejde med de danske kapitalister og et grotesk forræderi over for
de arbejdere, som havde valgt regeringen i håb om, at den ville sikre
forbedringer. Indgrebet i sig selv var uden betydning. Strejken kunne sagtens
have fortsat, der var stadig opbakning og vilje til at slås. Men indgrebet gav
de “kommunistiske” ledere, som var den uofficielle, men virkelige ledelse for
strejken, en undskyldning for at stoppe, “mens legen er god”. Dagen inden
regeringsindgrebet talte formanden for Metal Lyngby (“kommunist”) om, at man
skulle fortsætte strejken, men at man måtte stoppe konflikten på et tidspunkt.
Han gentog det “kommunistiske” ordsprog fra 1985 og 1956 med, at man så måtte
føre kampen videre på arbejdspladserne. Marxister er enige i, at en arbejdskamp
på et tidspunkt kan være løbet tør for energi og måske står til at blive tabt. I
sådan et tilfælde må man forlade kampscenen samlet og uden for mange nederlag.
Men hvis man, hver gang en konflikt bliver alvorlig og afgørende, løber hjem med
halen mellem benene, som “kommunisterne” gjorde i 1956, 1985 og 1998, og får det
at kæmpe adskilt på hver sin arbejdsplads til at lyde som vejen til at få bedre
forhold, så fører man arbejderklassen ind i en blindgyde og bør erstattes af
arbejdere, der vil føre arbejderklassen frem til sejr. Hver dag bliver der
kæmpet adskilt på arbejdspladserne, og det er netop de marxistiske arbejderes
opgave at samle denne kamp og benytte arbejderklassens eneste våben, nemlig
enhed. Marxister, som stod op på tillidsmandsmødet d. 8. maj med 2000 deltagere
og talte for en fortsættelse af strejken og en udvidelse til hele den offentlige
sektor – generalstrejke, blev mødt med jubel og kæmpe klapsalver og råb om
generalstrejke.

Regeringen havde reddet de panikslagne
kapitalister og “kommunisterne” fra en kamp ansigt til ansigt. En kamp som begge
ville undgå.

De danske kapitalister angreb bagefter LO
for ikke at have styr på, hvor deres medlemmer stod. Dette var mere eller mindre
en indrømmelse af, at overenskomstforhandlinger mere drejede sig om, hvor lidt
man kunne give arbejderne uden at få ballade, i stedet for to stridende parter,
der hver især kæmper imod hinanden. Da de strejkende arbejdere ikke bare gav op
efter et par dage, gik Handel og Service (arbejdsgiverforeningen inden for
handel) i sympatikonflikt og lockoutede deres ansatte. Til dette svarede
fagforeningsinitiativet (som kommunisterne stod bag), at man ville lade
FDB-kæden holde åbent, og da Elinstallatørerne ville lave lockout, gjorde
elektrikernes fagforening klart, at alle, der havde alvorlige problemer med
deres elektricitet, bare kunne ringe til fagforeningen, som så ville sende
elektrikere ud. Dette gjorde, at ingen af lockouterne blev fuldført. Truslen om
lockout viste, at kapitalisternes ville gøre alt for at knække arbejderne, og
fagforeningsinitiativets svar med, at arbejderne så bare selv ville få tingene
til at fungere, viste, hvor stor magt arbejderne har, hvis de har en ledelse,
der tør bruge den.

Den offentlige sektor

Det offentlige område har også en mangel
på ledelse – dette kom frem i sygeplejerskernes lønkonflikt i 1995, hvor man i
stedet for at sprede kampen ud til hele det offentlige område – som jo også har
dårlige lønninger – isolerede kampen. Dette førte til nederlag. Da pædagogerne
strejkede i 1999 i København, viste lederne for LFS, BUPL og PMF en så stor
mangel på ledelse og så desperate forsøg på at stoppe kampen, at det nærmest
mindede om sabotage. På tillidsmandsmøder, hvor man skulle beslutte, om strejken
skulle fortsætte, blev de menige pædagoger bedt om at gå uden for døren,
hvorefter tillidsmændene (eller rettede tillidskvinder, da de fleste var
kvinder) blev bombarderet med argumenter for at stoppe, hvorefter de menige
pædagoger så kunne komme ind igen.

Ny løn

Denne manglende vilje til at kæmpe for de
kollegaer, som har valgt dem til deres vellønnede poster, er den samme, som er
ansvarlig for indførelsen af “Ny løn”. I starten af halvfemserne forsøgte de
offentlige arbejdsgivere at indføre individuel løn – hvilket blev blankt afvist
af de offentlige arbejdere som “fedterøvstillæg”. Men efter flere navneskift er
det nu blevet accepteret. Dette åbner for en afgrund af angreb mod de offentlige
arbejderes rettigheder. Princippet én for alle og alle for én er blevet smadret,
og fagforeningslederne kan nu trygt forhandle en dårlig grundløn igennem,
hvorefter de offentlige arbejdsgrupper indbyrdes kan bekæmpe hinanden for at få
del i de mange tillæg. Marxister bekæmper med alle kræfter sådanne forsøg på at
splitte arbejderne og kræver lige løn for lige arbejde. Hvis fagforeningslederne
virkelige mener, at det er sådan en god idé, kunne de jo selv blive lønnet efter
kvaliteten af deres indsats. Endnu et eksempel på de faglige leders flugt fra
arbejdernes krav kan ses i formanden for Forbundet af Offentlige Ansattes
godkendelse af udliciteringer og privatiseringer ,som netop for hans forbunds
medlemmer er en stor trussel.

OK 2002
Bureaukratisering af tillidsmænd

De faglige lederes manøvre med at sende de
strejkende pædagoger uden for døren og så bagefter forsøge at vinde
tillidsmændene for en opgivelse af kampen i håb om, at de så ville overbevise
deres kollegaer, er ikke noget enkeltstående tilfælde. En stor del af
fagbevægelsens apparat (bl.a. Fagbevægelsens Interne Uddannelse) går faktisk ud
på at suge de valgte arbejdere ind i fagbevægelsens verden af kurser og endeløse
møder og væk fra de daglige problemer på arbejdspladserne. Visse steder må
aktionerende arbejdere ikke kun kæmpe mod apparatet i fagforeningen – men også
mod deres egne tillidsmænd.

Fagbevægelsen har dannet sin egen logik,
hvor en række kurser, konferencer og uddannelser gør det ud for faglig kamp.
LO-formanden har udtalt at fagbevægelsen nu skal gøre mere for at servicere
medlemmerne. Men nok så gode uddannelser i forståelse af de forskellige
overenskomster gør jo ikke overenskomsterne bedre, og at man har iværksat en
masse kurser i sikkerhedsregler, har jo ikke betydet en bedring i sikkerheden.
Marxister går ind for uddannelse som en nødvendig del af kampen – men absolut
ikke som erstatning for den. Der ikke grund til at lære regler, der ikke gør
nogen gavn, og så mene, at fagbevægelsen har gjort, hvad den kunne. Vi må lære
at forstå disse regler for at vide, hvad der skal ændres – gennem kamp!

Fagforeningsbureaukratiet bremser
arbejderne

Overalt er der en voksende utilfredshed
med de evigt tilbagevendende forringelser af arbejdsforholdene. Det kunne den
ene gang efter den anden have resulteret i enorme strejker. Alle arbejdernes
rettigheder står for skud: sikkerhed, løn, arbejdstempo, sygepenge, arbejdstid.
Der er en voksende frustration og utilfredshed med, at man bliver presset til
det umulige.

Den absolut væsentligste faktor i, at de
danske arbejdere ikke er gået i kamp, er den danske fagbevægelse. Gang på gang
drukner utilfredshed på fagbureaukraters skriveborde eller i ueffektive udvalg.
LO har en enorm magt, men en ledelse, der ikke tør bruge den. I stedet bliver
arbejderne spist af med, hvor svært det hele er, og at der ikke er nogen regler,
der kan hjælpe dem. Fagbevægelsen har stort set forholdt sig passivt over for de
konstante forringelser. Dette vil give samme effekt som en trykkoger, der bliver
varmere og varmere. På et eller andet tidspunkt vil det eksplodere.

Arbejderne vil blive nødt til at gå i kamp
igen og igen, med eller uden ledelsen. De vil blive tvunget til at fylde
fagforeningerne igen og søge at ændre dem til at være rigtige
kamporganisationer. Ledelsen kan blive tvunget i kamp, især under en borgerlig
regering med et Socialdemokrati i opposition, men sålænge ledelsen er så fjernt
fra almindelige arbejderes forhold og opretholder deres pæne forhold til
arbejdsgiverne, vil de komme til at forråde igen og igen. Der må kæmpes for en
faglig opposition, der sætter arbejdernes krav, og ikke arbejdsgivernes behov,
øverst, og som kan kæmpe for et ægte socialistisk program.

Der er en stor mangel på en samlet
opposition, der kan gå forrest imod bureaukratiet. Ligeså snart nogle vil gå
foran, vil de lukke op for en kæmpe vilje til at kæmpe. Især inden for den
offentlige sektor mangler der en tillidsmandsring. Arbejdernes frustration kan
blandt andet ses ved den massive støtte til Dansk Folkeparti. At et så
yderliggående parti kan få så stor støtte også blandt arbejdere, viser, at man
søger en måde at forbedre sin hverdag på. Men før eller siden vil masken falde,
og Dansk Folkeparti vil afslører sig selv som kapitalisternes og ikke
arbejdernes parti.

Fritidspædagogernes strejke i 2000

Pædagogernes næste strejke i København
2000 var et varsel om fremtiden. Københavns kommune, der ønskede at lukke 70 %
af fritidshjemmenes morgenåbninger, blev mødt med strejker og blokader fra
pædagogernes side. Strejken havde hele tiden opbakning fra forældrene – hvilket
var en nødvendighed. Det, der fik strejken til at sejre, var, at den blev bredt
til alle fritidspædagoger i København, og at arbejdet blev nedlagt på mange
andre daginstitutioner for at forældre og pædagoger kunne deltage i
demonstrationen d. 12/10 2001. Den konsekvente kampvilje fra de ansatte, hvis
job var truede, fra kollegaerne som kunne blive ramt næste gang, og fra
forældrene hvis børns forhold endnu engang skulle stå for nedskæringer, og
hvoraf mange på deres job også må opleve forsøg på forringelser, var afgørende
for, at strejken blev vundet. Kommunen forsøgte at håne strejken ved at sige, at
det, som kommunen nu ikke kunne skære ned, var, hvad man havde sparet ved ikke
at betale løn til pædagogerne. Dette minder om en uopdragen dreng, som efter at
være blevet taget i æbletyveri vender sig om og rækker tunge. Strejken var et
svidende nederlag for kommunen og en kæmpe sejr for alle offentlige ansatte.
Strejken var eksemplarisk og viser, hvor langt man kan komme med en viljestærk
ledelse og truslen om at sprede strejken for hver dag, der går, indtil kravene
bliver indfriet.

Lærlingene har ikke fået forbedret deres
forhold

Lærlingenes og ungarbejdernes Lands
Organisation LLO, hvor “kommunisterne” i halvfjerdserne fik flertal, blev
nedlagt af de samme “kommunister” i 1989. Op til nedlæggelsen af LLO havde
marxistiske lærlinge ført kampagne for, at LLO skulle gå ind i LO Ungdom på et
program, der skulle gøre LO Ungdom til en kamporganisation. LO Ungdom var blevet
dannet af højrefløjen i fagbevægelsen og skulle med enorme mængder penge i
ryggen udkonkurrere LLO. Men “kommunisterne” i LLO, som jo samtidig var i gang
med at nedlægge Danmarks Kommunistiske Ungdom, havde opgivet kampen efter
Berlinmurens fald og lod pænt lærlingene tilbage, så de på bar bund kunne optage
kampen for at afbureaukratisere LO Ungdom.

LO Ungdom er på ingen måde i kontrast til
fagbevægelsens opgivelse af klasekampen. Et begreb kaldet spindoctors er blevet
opfundet. Dette skulle være det nye vidundermiddel inden for den
socialdemokratiske bevægelse. Særlige ungdommelige og opfindsomme personer får
denne titel og skal så som heksedoktorer finde de magiske svar på
arbejderbevægelsens krise (bare det ikke er det samme som de der marxister). Nye
undersøgelser viser, at unge i stigende grad er uorganiserede, så derfor er
disse mennesker inden for ungdomsarbejdet kommet frem med en masse spændende nye
uddannelser og kurser: Mindscope, sunraids, futureraids og lignende. Det er
meget interessant at der bliver brugt millioner på disse initiativer, især da de
ikke har et eneste gram af fagligt indhold. I starten af halvfemserne fik
højrefløjen i LO Ungdom trumfet igennem, at man skulle nedlægge LO Ungdom som
landsorganisation og i stedet have et uforpligtende samarbejde mellem de
forskellige afdelinger. Dette var en klar svækkelse. Men samtidig forsøgte de at
fjerne en formålsparagraf, der gik ind for socialisme. Her blev de nedstemt af
et stort flertal. Man må derfor ikke begå den fejltagelse at erklære LO Ungdom
for en død organisation. Der er store muligheder inden for LO Ungdom – men det
kræver, at man er i stand til at opbygge en base blandt sin egen lærlingeklub.
LO Ungdom er tæt knyttet til DSU København, som de blandt andet låner lokaler af
og har fast repræsentation af. Dette ser marxisterne som en positiv ting. Når
den faglige ungdom begynder at bevæge sig, vil de først gå til deres
fagforeninger og siden deres politiske ungdomsorganisationer. At lave en lille
revolutionær gruppe uden for arbejderbevægelsen er som at slukke en ild i et hus
ved at sprøjte vand ud ad vinduet. Hvis ungarbejderne og lærlingene er
forsynet med et socialistisk program, vil de kunne ændre DSU til en revolutionær
organisation. Dette vil kunne blive starten på en forandring af hele
arbejderbevægelsen, hvilket er en åbenlys betingelse for et socialistisk
Danmark.

Den lærling, vi vinder i dag, vil blive en
kæmpende tillidsmand i morgen og af afgørende betydning i en revolutionær
situation. Med hver fjerde lærling som utilfreds over hans/hendes læreforhold må
der være muligheder. Lærlinge var også med til de store protester 7/2, og der
var før dette store protestmøder på flere tekniske skoler. Dette er en ekstremt
vigtig udvikling, selvom det kun er den spæde begyndelse. Når først den unge
arbejderklasse går med i protesterne, vil det løfte dem op til et helt nyt
niveau.

Klassekampen i fremtiden

Klassekampen er ikke død. Den fortsætter.
Hver dag er en kamp for bevarelse af de tilkæmpede rettigheder. Kapitalismen er
modsætningsfyldt – for at kunne klare sig i konkurrencen mod de andre
kapitalister bliver hver kapitalist nødt til at presse deres ansatte hårdere og
hårdere. Det er et dilemma, for arbejderne acceptere ikke blindt dårligere og
dårligere forhold. Den danske arbejderklasse har ligesom i resten af Europa en
stolt kamptradition. Den har skabt enorme og magtfulde organisationer for at
kunne forsvare sine interesser. Pædagogernes strejke viser fremtiden inden for
den offentlige sektor. De tillidsmænd, der er blevet fanget af bureaukratiet i
fagbevægelsen, vil blive skiftet ud med folk, der tør stå i spidsen. Marxisterne
har en væsentlig rolle at spille, vi må gøre hvad Trotskij sagde, Lenin gjorde:
“Han fremførte ikke sin plan overfor masserne, han hjalp masserne med at finde
og forstå deres egen plan. Da Lenin reducerede alle revolutionens problemer til
ét – at forklare tålmodigt – så betød det, at man skulle få arbejdernes
bevidsthed i overensstemmelse med den situation, arbejderne var i”. (Trotskij,
Den russiske revolutions historie).

Toppen og bunden af arbejderbevægelsen
bevæger sig hver sin vej, ikke fordi at bunden er ved at blive revolutionær, men
fordi at toppen kommer længere og længere væk fra fabriksgulvet. Arbejderne er
udemærket klar over, at den er gal, men vi må give dem ret i, at hvis man alene
skal gå i gang med at ændre ved systemet, er opgaven umulig. At toppen snakker
et helt andet sprog, vil give dem, der er i stand til at formulere arbejdernes
problemer i et sprog, som arbejderne forstår, store muligheder. Hvis man i
praksis ude på arbejdspladserne og på fagforeningernes generalforsamlingen tager
de ting op, som der bliver snakket om, og som der er problemer med, så vil man
vinde respekt. Ribus-konflikten i 1995 var et nederlag for den danske
arbejderklasse. Alligevel kunne man se en storkonflikt i 1998. Igen blev
arbejderklassen konfronteret med forræderi fra deres lederes side. Men i dag har
de 6 ugers ferie, hvilket er en stor sejr. Ingen fornuftige mennesker med børn
og et belånt hus kaster sig godvilligt ud i en kamp, som kan koste en dyrt.
Fandtes Socialdemokratiets utopi om en “arbejdervenlig” kapitalisme, så ville
revolutionen sikkert være udskudt for evigt. Dette er bare ikke tilfældet.
Statistikker over stress, arbejdsskader og øget tempo taler deres eget tydelige
sprog. Samtidig er kommunerne i en kattepine, hvor de af staten er tvunget til
at skære ned. De offentlige og privatansatte arbejdere vil mødes på
Christiansborg slotsplads i kampen mod det øgede pres, og de vil gøre det til en
fælles kamp. Det er slående, hvor stor en mangel på ideer der er i
arbejderbevægelsen. Krisen og kampene vil få arbejdere til at lede efter en base
for deres kamp. Her er det en nødvendighed, at marxisterne er til stede.

Marxisterne påstår ikke, at fremtiden vil
blive en lang generalstrejke. Det er klart, at kampen vil tage forskellige
former på forskellige tidspunkter. Bliver arbejderne desillusionerede af deres
lederes manglende indsats, kan det lede til passivitet. Samtidig går der nok et
stykke tid, inden kommunisterne igen tør stå i spidsen for en stor strejke. Men
der vil uden tvivl komme en stigning i lokale strejker som forsvar mod øget pres
– og især inden for det offentlige. Ungdommen har været på gaden i et omfang,
der ikke er set siden 80erne. Det er mange gange før sket, at de unge går
forrest og i deres kompromisløse protester vækker arbejderne til live. Med
afstemninger om OK-resultatet for de offentligt ansatte arbejdere samtidig med
massive nedskæringer taler meget for en strejke. Samtidig er der dannet en
tillidsmandsring inden for det private med en lang række store virksomheder. Der
har været afholdt et tillidsmandsmøde i Odense, hvor 1760 tillidsmænd mødte op.
Det vil sige at der både er bevægelse blandt ungdommen, det offentlige og det
private. Med andre ord er der en unik situation på vej, som kan ende i en kæmpe
bevægelse, selvom den faglige ledelse gør, hvad den kan, for at forhindre det.
LO kører en linje, hvor man skal søge indflydelse hos de borgerlige, og der har
været et møde mellem LO-toppen og Dansk Folkeparti for at diskutere, hvordan man
kan arbejde sammen. Men samtidig må vi ikke være blinde for, at regeringens
angreb på fagbevægelsen også truer topbureaukratiet, f.eks. med forbud mod
eksklusivaftaler og overenskomstaftaler om deltid. Disse ting er jo på sigt også
en underminering af fagtoppens magt. Derfor vil man evt. kunne se LO blive
presset til at lede kampen, men vi må være forberedt på endnu et forræderi og
stop for kampen igen.

Vi må være forberedt på et nyt og større
1998, 1985 og 1956. Vi er på vej ind i en af de mest eksplosive perioder siden
anden verdenskrig. Marxister har en afgørende opgave i at vinde de mest bevidste
arbejdere for ideerne. De marxistiske ideer er værdiløse uden for
arbejderklassen, men bliver de forankret blandt arbejderne, vil de kunne
forandre verden.

SITUATIONEN BLANDT UNGDOMMEN

Situationen i ungdommen er vigtig at
analysere af flere grunde. Først og fremmest viser stemningen i ungdommen ofte,
hvilken vej arbejderklassen vil gå, da det ofte er de unge, der først viser
deres modstand og protesterer. De sidste års tendens til stigende aktivitet og
voksende bevidsthed er fortsat igennem det sidste år, og der har igen været
mange kampe for elevernes og de studerendes forhold. Her har både DEO, DGS, LAK
og LH formået at mobilisere til relativt store demonstrationer og kampagner.
Dette er sket i kampen imod de forringelser, der forsat sker på
uddannelsessystemet. Samtidig har ungdommen generelt stået over for problemer,
som mangel på boliger, et dårligt arbejdsmiljø på skoler og arbejdspladser, en
SU, der ikke er til at leve af, et stort pres i hverdagen pga. af arbejde ved
siden af uddannelsen, høje klassekvotienter, karaktersystemet og
adgangsbegrænsninger til de videregående uddannelser o.s.v.

De kampe, der har været, og det historiske
samarbejde mellem de fleste elev- og studenterorganisationer især op til 7/2, er
en meget vigtig ting. Det er den største bevægelse i mange år, og det er
nødvendigt at videreudvikle den og føre kampen fremad, ligesom samarbejdet
mellem de forskellige organisationer må intensiveres endnu mere – der er brug
for et “LO” for unge under uddannelse, så man kan stå samlet og enig i alle
kampe fremover og ikke lader sig splitte. Ledelsen for samtlige elev- og
studenterorganisationer er imidlertid præget af at være kommet til i en tid uden
de store bevægelser, og de har ikke noget perspektiv på at optrappe kampen eller
udvide den. Efter 7/2 har de tværtimod besluttet at nedtrappe kampen, føre den
ud på de enkelte skoler, fokusere på happenings i stedet for
massedemonstrationer og i det hele taget udskyde det hele et halvt års tid til
“den store kamp” efter sommerferien. Men til den tid er der mange nye elever og
studerende, og det er slet ikke sikkert, at der vil være den samme store
opbakning til protester, som der er nu. Der er i høj grad brug for en kæmpende
opposition i elev- og studenterbevægelsen, som kan udfordre de siddende ledelser
med et reelt program for kamp.

Gymnasieeleverne

Gymnasieeleverne oplever i deres dagligdag
problemer med et dårligt arbejdsmiljø (dårlig udluftning, for høj eller lav
temperatur, dårlige borde og stole, for små klasselokaler o.s.v.), pres igennem
karaktersystemet og kravet om et vist gennemsnit for at komme ind på en
videregående uddannelse, økonomi ( idet mange gymnasieelever ikke er berettiget
til SU, da de er under 18 år og det er meget svært at få udeboende SU, selvom
man reelt er udeboende og har udgifter derefter), utidssvarende undervisning,
bl.a. fordi der ikke er faciliteter til gruppearbejde, og gymnasielærerne ikke
efteruddannes tilstrækkeligt o.l.

Gymnasieeleverne har i de seneste år været
ude i en række kampe, og strejkerne og demonstrationerne mod gymnasielærernes
overenskomst i 1999 var den største elevkamp i mange år. Danske Gymnasieelevers
Sammenslutning DGS har i vid udstrækning stået bag disse kampe og igennem det
sidste år i stigende grad vedkendt sig sit ansvar for at organisere protesterne
og gå forrest i kampen mod forringelser. I år er dette bl.a. sket i
demonstrationer imod de stigende klassekvotienter, der er kommet som resultat af
lærernes overenskomst fra 1999, en længerevarende kampagne imod racisme og ikke
mindst ved en annonce i gratisavisen MetroXpress i forbindelse med valget, hvor
DGS med tanke på Bertel Haarders tid som undervisningsminister i 1980’erne
advarede mod at stemme på de borgerlige.

Spørgsmålet om, hvorvidt DGS skulle
nedlægges for at sammenlægge sig med den borgerlige gymnasieorganisation GLO, er
blevet stedt til hvile, og DGS fremstår i højere og højere grad som den eneste
organisation, der organiserer gymnasieeleverne og kæmper for disses krav. Dette
ses bl.a. af, at GLOs medlemstal og aktivitetsniveau er faldet markant gennem
den sidste periode.

Der har altså været en positiv udvikling i
DGS, idet man i stigende grad er begyndt at diskutere politik og blande sig i
den bredere samfundsdebat. Der er dog stadig væsentlige problemer i DGS. Man er
meget langt fra et egentligt politisk program, der kan vise et rigtigt
alternativ, og det er stadig en meget bureaukratisk organisation, der mangler
reel kontakt til sine medlemmer. Arbejdet i den daglige ledelse er på mange
punkter udisciplineret og løst. Dette er til dels blevet forsøgt løst ved en
mindre ændring af strukturen og forslag om at oprette et sekretariat i Jylland,
men dette kan ikke løse de grundlæggende problemer. Der er brug for en langt
bedre kontakt til eleverne på skolerne, en ordentlig opbygning af velfungerende
elevråd og et politisk program, der vil føre kampen videre og fremad i stedet
for at nedtrappe den, som vi har set efter 7/2.

De mange venstreorienterede, der er i DGS,
udgør ikke nogen egentlig venstreopposition. Når de ikke har kunnet føre kampen
videre efter 7/2, men har været med til at nedtrappe den, skyldes det ikke ond
vilje, men forvirring og mangel på perspektiv. Det er folk, der er aktive i DGS,
og så er de tilfældigvis også venstreorienterede – men der er ikke rigtigt nogen
sammenhæng. Marxister ser anderledes på sagen: Det er nødvendigt at opbygge en
venstreopposition i DGS, ligesom i de andre elev- og studenterorganisationer,
som kan tilbyde et program for et politisk alternativ og en bevægelse, der tager
kampen alvorligt.

De universitetsstuderende

De seneste år er der igen og igen blevet
skåret på universiteterne, samtidigt med at der optages flere studerende end de
tidligere år. Universiteterne har generelt kørt med store underskud, hvilket har
ført til fyring af undervisere, større holdkvotienter, nedlæggelse af udbud og
seminarer på de enkelte institutter og nedlæggelse af fag. Disse underskud
bliver p.t. forsøgt løst ved at underordne den demokratiske valgte ledelse af
universiteterne og indsætte en virksomhedslignende stab, der skal køre
universiteterne efter økonomiske effektivitetskrav. Ud over de fortsatte
nedskæringer står de studerende med problemer som dårligt arbejdsmiljø, høj
brugerbetaling på bøger, kopier og materialer, boligmangel, utilstrækkelig SU,
stress fra erhvervsarbejde o.l.

De universitetsstuderende har i de sidste
år forholdt sig meget passivt og holdt sig langt væk fra kampene på
uddannelsesområdet. Bevidstheden og solidariteten med andre uddannelsesretninger
har været på sit absolut laveste. Dette afspejler sig bl.a. i de studerendes
landsdækkende organisation Danske Studerendes Fællesråd (DSF), der med sit meget
bureaukratiske system kun har tiltrukket bureaukrater, der i alle henseender har
været langt væk fra de studerende og manet til besindighed, hver gang der har
været protester under opsejling. Der hersker blandt de studerende en enorm
usikkerhed om beslutningsprocesserne og derfor en distance til DSF, der i de
sidste år har stået som en modvægt til den ellers progressive udvikling i elev-
og studenterbevægelsens organisationer.

Med de fortsatte nedskæringer og
grundlæggende omstruktureringer på universiteterne må det dog forventes, at man
inden for de næste år også ser de studerende i store kampe. I februar var der
stormøde for studerende på Københavns Universitet, som Forenede StudenterRåd var
blevet presset til at indkalde til. Stemningen på mødet var for en demonstration
og protester, men ledelsen for FSR gjorde, hvad de kunne for at udskyde det og
undgå at vedtage noget konkret. Der er også her brug for opbyggelse af en
opposition, for man kan ikke vente nogen som helst positive initiativer fra den
nuværende, ekstremt bureaukratiske ledelse. Hvis protesterne skal blive til
noget, og hvis de skal koordineres og lykkes, er det væsentlig at der sker en
drastisk udvikling i DSFs organisation og politik, hvilket kun kan opnås, hvis
de aktive studerende kæmper for et kampprogram og for at smide bureaukraterne på
porten.

Handelsskoleeleverne

Handelsskoleeleverne, der i efteråret 2000
strejkede og demonstrerede mod forringelser på deres uddannelse, var igen i 2001
været på gaden for at protestere imod højere klassekvotienter, planlagte timer
uden lærer o.l. Demonstrationerne var ledet af handelsskoleelevernes
organisation LH, der igennem de sidste par år er blevet presset til at stå i
ledelsen for kampene og koordinere elevernes modstand. Det ser dermed ud til, at
handelsskoleeleverne er ved at opbygge en tradition for at strejke og
demonstrere, men det er dog stadig tale om en meget ny bevægelse, hvorfor
kulturen og arbejdsgangen omkring protesterne er en ganske anden, end det fx ses
hos folkeskole- og gymnasieeleverne. Denne udvikling vidner om, at bevidstheden
og kampviljen i ungdommen på ny er ved at stige.

Folkeskoleeleverne

Folkeskoleeleverne møder i deres hverdag
mange af de samme problemer som på andre af uddannelsesområderne i form af
dårligt arbejdsmiljø, manglende efteruddannelse til lærerne, dårlige og
utidssvarende undervisningsmaterialer o.l. Derudover har eleverne ikke andet
økonomisk fundament end deres evt. lommepenge, og mange tager dårligt betalt
erhvervsarbejde, hvor arbejdsmiljøet og sikkerheden er problematisk.

Folkeskoleeleverne har i den sidste
periode udtrykt stigende aktivitet og kampvilje, og senest har eleverne i
København strejket og demonstreret en uge imod Københavns kommunes fortsatte
nedskæringer på skolerne. Elevernes organisation DEO har igennem de sidste år
været præget af en meget borgerlig ledelse, der hovedsageligt har drevet
organisationen som et serviceforetagende. Det var ikke DEO, der stod for
strejkerne i København, f.x. Det øgede pres fra eleverne har dog tvunget DEO til
at gå ind i kampene og gå foran i elevernes demonstrationer for bedre forhold på
folkeskolerne. Efter at have spillet en mere passiv og reaktionær rolle ser det
ud til, at der er ved at vokse mere bevidste kræfter frem i DEO, der kan præge
organisationen i en mere progressiv retning.

Vi står i starten af en økonomisk
nedgangsperiode, der vil betyde yderligere forringelser på uddannelsesområdet.
En begyndelse herpå er allerede set i Finansloven for 2002 og de offentlige
overenskomstforhandlinger, der vil presse lærere og undervisere yderligere,
hvilket selvfølgelig vil få sørgelige konsekvenser for uddannelsernes generelle
kvalitet. Denne udvikling vil uden tvivl føre til flere og hårdere kampe på
uddannelsesområdet. Den eneste måde, nedskæringerne kan stoppes på, er, hvis
alle elever og studerende står sammen og i samarbejde med arbejderklassen går
imod forringelserne. Lærernes organisationer går nu foran med konfliktvarsler i
forbindelse med overenskomstforhandlingerne, og lærlinge var med til protesterne
7/2 – dette er en oplagt mulighed for at skabe den absolut nødvendige
forbindelse mellem uddannelsesorganisationerne og arbejderbevægelsen. Der ligger
en stor kamp forude for at få elev- og studenterorganisationer ind på dette
spor.

Politiske ungdomsorganisationer

DSU

Hvis Socialdemokratiets ledelse fører
højreorienteret politik, så er det intet imod, hvad ledelsen for DSU slipper af
sted med at sige. På stort set alle områder (bortset fra udlændingeområdet) står
DSU-ledelsen for en endnu mere “fleksibel” og “fornyende” politik end partiet,
d.v.s. en endnu højere grad af tilpasning til åben borgerlig politik. Det
skyldes selvfølgelig blandt andet, at DSU jo ikke skal stå direkte til ansvar
ved valg o.s.v., så de kan sige mere åbent, hvad de står for. Af eksempler kan
nævnes en meget positiv holdning til udlicitering, EU og generel “nytænkning” af
velfærdssamfundet. F.eks. ønskes der i et oplæg fra ledelsen sidste år, at mange
af det offentliges opgaver lægges ud til “frivillige foreninger” og privat
velgørenhed, hvilket nye borgerlige ministre også har talt om! Det officielle
udtryk for DSU’s holdninger, principprogrammet, som blev vedtaget på kongressen
i 2000, er også væsentligt anderledes end det forrige program fra 1992. Ifølge
Morten Bødskov, der var formand indtil kongressen 2000, var “det gamle program
alt for gammeldags; nu er situationen en anden, hvor folk mangler forpligtelse
og solidaritet og stiller for mange krav. Vi kan ikke øge velfærden, derfor skal
der være store konsekvenser ved at kræve. Det nye program skal nyformulere
forpligtelsen”. D.v.s. programmet bygger på en erkendelse af, at kapitalismen er
i problemer, at velfærdssamfundet presses, og at det er nødvendigt med
“prioriteringer”, d.v.s. programmet er i vid udstrækning en retfærdiggørelse af
nedskæringer og forringelser på velfærdssamfundet – det er arbejdere og unge,
der skal bære byrden for kapitalismens fallit.

Dette er imidlertid i modsætning til de
fleste almindelige DSU’ere. De har jo ikke meldt sig ind, fordi de ønsker at
smadre det danske velfærdssamfund, men netop ofte fordi de ønsker at bevare det
og udbygge det, og fordi de er enige i DSU’s grundlæggende holdninger om
retfærdighed, lighed, demokrati, at bygge et ordentligt samfund med plads til
alle osv. Det er ikke lykkedes helt for højreledelsen at udrydde de gamle ord og
idéer, selvom disse idéer er i en ekstremt forvirret form, når de optræder. Så
de grundlæggende holdninger kan ledelsen ikke så godt ændre ved – derfor ser man
gang på gang, især tydeligt i principprogrammet, modsætninger mellem nogle
flotte ord om gode, sympatiske generelle målsætninger og så det stik modsatte,
når det kommer til konkrete forslag.

På flere punkter har vi allerede i den
forløbne periode set begyndende modsætninger mellem grupper af medlemmer og
ledelsens politik. En del medlemmer var imod den pro-europæiske linje ved
euro-afstemningen, enkelte afdelinger gik endda ud med eget materiale imod
euroen. Også på kongressen i 2000 var der enkelte gange større diskussioner om
dele af principprogrammet – medlemmer, især unge med faglig baggrund, der gik
imod nogle af ledelsens og andres mest reaktionære forslag, bl.a. om at tillade
forringede arbejdsforhold for lærlinge, hvis bare de kunne få en læreplads, og
om at give køb på ting som 37-timers arbejdsuge o.s.v. En tilbagevendende
diskussion i DSU er netop misforholdet mellem unge studerende, kommende
bureaukrater, der totalt dominerer ledelsen og meget af organisationen, og så
unge arbejdere og fagligt aktive, der for tiden er i stort undertal p.g.a.
ledelsens politik og manglende aktivitet på områder, der kan interessere
almindelige mennesker. Der ligger her grundlaget for større konflikter i
fremtiden – med begyndende øget aktivitet blandt unge arbejdere og de store
protester på uddannelsesområdet, vil ledelsens politik blive mere og mere
ulogisk. DSU var tilstede 7/2 med løbesedler, der kritiserede nedskæringerne,
men de støttede jo fuldt op om den gamle regering og dens nedskæringer, som i
bund og grund var de samme som dem, der finder sted nu. DSU vil blive nødt til
at blive mere aktiv og kritisk i den kommende periode, og det vil skabe mulighed
for at stille alvorlige spørgsmålstegn ved den linje, ledelsen har ført, og på
sigt må den marxistiske tilstedeværelse i DSU absolut optrappes og blive til en
rigtig kamp for et socialistisk program og en ledelse og politik, der vil gå
imod nedskæringer og kæmpe for ungdommens krav og et demokratisk socialistisk
samfund.

SFU

Efter Socialdemokratiets og venstrefløjens
valgnederlag har SFU ligesom SF igangsat en intern revision af organisationen og
dets program. Dette sker efter Holger K. Nielsens udsagn, fordi partiets profil
har været for svag og vælgerne ikke har kunne adskille politikken fra
Socialdemokratiets, men det nye forslag til program betyder reelt også for SFUs
vedkommende en bevægelse mod højre og en stærk svækkelse af de traditionelle
socialistiske elementer i politikken. SFU har ikke aktivt været til stede under
kampene på uddannelsesområdet.

Inde i organisationen må der være masser
af unge, der sætter spørgsmålstegn ved den måde, tingene udvikler sig på. Der er
noget der tyder på, at flere medlemmer bevæger sig i en positiv retning. Der er
flere, der bekender sig som marxister og revolutionære, og i takt med at
protesterne i ungdommen og arbejderklassen udvikler sig, vil vi komme til at se
en skærpelse af denne konflikt.

SUF

SUF er en sammenlægning af Enhedslistens
Ungdomsgruppe og Rebel, der er blevet renset for de mest anarkistiske elementer.
Organisationen samler bredt blandt unge på venstrefløjen på et revolutionært
program. Organisationen har i sin første periode været præget af store
organisatoriske og demokratiske problemer, idet mange ting ikke er blevet
kommunikeret ud eller fremstillet som vedtaget. Dette skyldes, udover at
organisationen er ny, at der ikke har været en demokratisk valgt daglig ledelse
til at varetage organisationens politik og udføre det praktiske arbejde. Dette
har også medført, at SUF i meget lille grad lever op til at være landsdækkende,
men i høj grad er centreret om de store byer, og lokalafdelingerne har en
væsentlig autonomi i udformningen af politik og aktiviteter. Økonomisk er SUF
meget afhængig af DUF-støtte, som man nu har fået tilsagn om efter en meget
tvivlsom hvervekampagne uden politisk indhold. Dette er dog en meget uholdbar
situation for en revolutionær organisation, hvilket tidligere erfaringer fra Rød
Ungdom og Rebel viser.

I den første periode har SUF været meget
præget af tidligere aktive rebeller og har kun i forholdsvis ringe grad formået
at tiltrække nye unge. Selvom man har over 600 medlemmer på papiret, er der ikke
noget der tyder på, at det reelle tal er meget over 150. Dette skyldes bl.a., at
SUF har været meget præget af “alternative unge”, og der oftest er brugt
kampmidler som gadeteater, civil ulydighed, happenings o.l., der ofte kan virke
afskrækkende på almindelige unge og arbejdere, og hvis politiske virkning er
forsvindende lille, samtidig med at det politiske indhold ofte har været lavt
eller helt manglet.

SUF indeholder utroligt mange engagerede
unge, der ønsker at kæmpe aktivt for et andet samfund. Desværre er SUF slet ikke
gearet til at opfylde disse unges behov for en organisation med struktur og
klare idéer. Organisationen er præget af stor forvirring, manglende organisering
og disciplin, og der lægges tit meget vægt på aktivisme fremfor politisk
indhold.

Der er folk fra mange forskellige
retninger inden for venstrefløjen, men der er ikke nogen klar dominerende kraft,
som det er tilfældet med stalinisterne i Rød Ungdom. Ledelsen fungerer dårligt,
indkaldelser til møder, referater, dagsordener, materialer, løbesedler,
kampagner, internetside, bladene osv. er uregelmæssige og dårligt organiserede,
og må virke meget afskrækkende på de unge, der kommer i kontakt med SUF. Denne
forvirring er til stor skade, men betyder samtidig også, at der er rig mulighed
for at vinde opbakning til nogle tiltrængte forandringer blandt dem, der leder
efter noget mere seriøst og disciplineret end den generelle tilstand i
foreningen. Dette forudsætter en klar kamp for seriøsitet, disciplin og et klart
socialistisk svar på problemerne.

Hvis SUF skal udvikle sig til en større og
mere betydningsfuld organisation, må man arbejde på at komme i kontakt med unge
og arbejdere på deres skoler og arbejdspladser, og SUF må som organisation være
til stede i de kampe, der finder sted, med eget materiale, der bygger på en
socialistisk analyse, hvilket også forudsætter en kamp for et ordentligt
politisk program i SUF.

Rød Ungdom

Rød Ungdom (RU) blev dannet i 1993 efter
opløsningen af en række små organisationer. Desværre overtog RU de stalinistiske
traditioner (lige efter stalinismen var brudt sammen!) og en sekterisk praksis.
Stalinismen og ultra-venstre-tanken har gennem RU’s levetid været dominerende
tendenser. Disse tendenser har på intet tidspunkt leveret en løsning og ender i
en ideologisk og politisk blindgyde, hvilket klart har afspejlet sig i
organisationens vækst. RU har et reelt medlemstal på ca. 150 fordelt over ca. 10
afdelinger, et tal der er stagneret fuldstændig.

Ikke desto mindre har der været klare
lyspunkter i RU’s historie. Ribus-konflikten, skraldemandskonflikten i Århus og
andre mindre sager har markeret opsving i organisationens aktiviteter. Meget
betegnende for RU’s klasseholdning har der ikke været større aktivitet omkring
storkonflikten i 1998 og gymnasiestrejkerne i 1999.

Holdningen til arbejderklassen er i RU
domineret af stalinisternes zig-zag-løb mellem sekteriske
ultra-venstre-taktikker og kujonagtig opportunisme. Det ene øjeblik er
bevarelsen af såkaldte “fristeder” det vigtigste, og man afskriver konstant
Socialdemokratiet som et borgerligt parti, på trods af tilknytningen til fag- og
elevbevægelsen. I det næste nu lægger man sig på ryggen for reaktionære og
nationalistiske kræfter i et diffust ønske om at komme ud af EU. RU under
stalinistisk ledelse mangler totalt et socialistisk perspektiv og bukker derfor
under for fremmede klassers ideer.

I januar 2002 var der en opblomstring og
aktivitet i den danske elev- og studenterbevægelse af en størrelse uset siden
1980’erne. Meget betegnende valgte RU at prioritere næsten al indsats på
demonstrationer mod dansk krigsdeltagelse i Afghanistan 25. januar. For
marxister er det naturligvis vigtigt at sætte kræfter ind mod barbariske krige
og myrderier, men disse demonstrationer havde ingen tiltrækningskraft på
arbejdere og unge i almindelighed. Summen af sekter bliver ikke til en bred
bevægelse. Til gengæld var 25.000 elever og studerende på gaderne landet over 7.
februar i samlet protest mod den borgerlige Fogh-regerings nedskæringer på et
nedslidt uddannelsessystem. Dette skete nærmest uden repræsentation fra RU’s
side. Desværre er denne episode meget betegnende for RU’s virke.

RU har økonomisk gjort sig afhængig af
tilskud fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), der administrerer tipsmidler. For
marxister har det altid været vigtigt at organisere sig uafhængigt og med
selvstændig økonomi. Det skal aldrig være borgerskabet, der bestemmer, om en
socialistisk organisation skal eksistere.

Denne afhængighed har vist sin uheldige
side ved, at RU i 2001 blev nægtet et tilskud på over en halv mio. kr. Som
konsekvens heraf blev RU også nægtet tilskuddet i 2002. Der er ingen tvivl om,
at udelukkelsen er politisk betinget, og det viser klart de borgerliges
“demokratiske” sindelag.

RU var overhovedet ikke organisatorisk
gearet til, at DUF lukkede for det varme vand. Det førte til en næsten total
udradering af det daglige sekretariat og en likvidering af RU’s eksterne blad,
gratisbladet Republic. Beslutningen om at give Republic nådesstødet blev taget
på et landsledelsesmøde, hvor forslag om at omlægge Republic til et salgsblad
blev fejet af bordet med stalinisternes argumenter om, at det ville være
“sekterisk”. Stalinisternes holdning til alle nuværende og tidligere
arbejderaviser, der jo sælges for penge, er altså, at de er “sekteriske”?!

Republic fungerede i sin levetid ikke som
et seriøst talerør for ungdommen, men havde absolut potentiale til noget større.
Derfor er det en skandale uden videre at kaste RU’s (næsten) eneste talerør på
møddingen.

RU tiltrækker stadig unge mennesker, der
søger efter fornuftige, socialistiske svar på kapitalismens hærgen. Men så længe
de bliver ledt i blindgyder af stalinisterne, er der ikke noget håb for
organisationen.

RU har fået et nyt politisk program, der
er gennemsyret af fraser om “brede folkelige” samarbejder og nærmest klinisk
renset for al snak om arbejderklassen og socialisme. Vedtagelsen af dette
program var et tilbageskridt, der blev pakket ind som et “agitatorisk program”.
Siden vedtagelsen af programmet er det ikke blevet trykt i større antal, og da
slet ikke delt ud på skoler og lignende.

De unge, der tiltrækkes af RU, kommer som
regel med en sund afstandstagen fra stalinismens historie. Desværre formår
stalinisterne gang på gang at få vedtaget en politik, der ikke tager
udgangspunkt i arbejderklassen og dens organisationer. Kampen i RU er først og
fremmest en kamp mod stalinismen, folkefrontstaktikker og andre småborgerlige
ideer. RU vil, befriet for stalinisterne i DKP-ML være en organisation, der for
alvor vil have et potentiale til at rejse en del af ungdommen til kamp for
socialisme. Men det kræver et stærkt marxistisk modspil til stalinisme,
opportunisme og sekterisme.

Sammenlægning af SUF og RU?

Der er flere gode kræfter, der arbejder
for en sammenlægning af de to organisationer. Det vil på mange måder være en
positiv ting. Det vil skabe en større organisation, der forhåbentligt kan
udrydde de udisciplinerede og uorganiserede træk ved SUF og bruge af RU’s
forholdsvis bedre evner på dette område, mens man kan regne med, at
stalinisterne vil komme i stort mindretal, hvis ikke de snarere vælger helt at
forlade organisationen. En samlet organisation vil hvervningsmæssigt, økonomisk
og effektivitetsmæssigt være langt bedre end to forskellige. En sammenlægning må
ske på et klart socialistisk program, der ikke skal være en udvanding af de
eksisterende programmer. Alle forsøg på at lave en sådan sammenlægning må
støttes.

ATTAC og anti-globaliseringsbevægelsen

ATTAC blev officielt dannet i Danmark i
oktober 2001 efter en optaktsperiode med massiv medieomtale. ATTACs program
bygger på et reformistisk omfordelingskrav af verdens ressourcer, der bl.a. skal
ske gennem indførelse af Tobinskatten og eftergivelse af ulandenes gæld, og
organisationen anerkender som sådan den kapitalistiske markedsøkonomi.

Efter den hektiske start er det dog sløjet
lidt af for bevægelsen, der i Danmark kun tæller 230 betalende medlemmer. Op til
det stiftende møde var der voldsomme kampe mellem organisationer og partier, der
ønskede at præge bevægelsen (Mellemfolkeligt Samvirke, Internationale
Socialister, Enhedslisten, SF/SFU og Nyt Europa), og organisationen er i dag
præget af Enhedslisten og IS, der hver sidder på to talsmandsposter ud af 5.
Denne organisatoriske magt er dog ind til videre ikke smittet af på
organisationens politik.

Måske kan ATTAC få en opblomstring under
de protester, der er planlagt under EU-topmøderne, men det er klart, at ATTACs
eventuelle succes udelukkende skyldes den traditionelle arbejderbevægelses og
sekternes fallit og manglende evne til at give et klart alternativ. Den bydende
nødvendighed for ATTAC og hele anti-globaliseringsbevægelsen er, at den
forbindes med den virkelige bevægelse – altså arbejderes og unges virkelige kamp
og krav, og ikke bare bliver til en humanistisk snakkeklub om, hvor synd det er
med den der globalisering.

AFSLUTNING

Situationen i Danmark er ikke anderledes
end i de andre europæiske lande, for ikke at sige hele verden. Den objektive
situation er mere end moden for socialisme. Opsvinget har i den grad presset
arbejderklassen så massivt, at det for mange er uudholdeligt, og nu er der krise
under opsejling. Men for hver dråbe merværdi, kapitalisterne presser ud af
arbejderklassen, forbereder de deres eget endeligt. Marx og Engels slog fast, at
det er den værdi, arbejderklassen skaber, og som den på grund lønarbejdssystemet
ikke er i stand til at købe tilbage, der skaber overproduktion. Og at det er
denne overproduktion, der konstant tvinger det kapitalistiske samfund i krise,
hvilket medfører nedskæringer, øget ulighed, arbejdsløshed og masser af andre
dårligdomme. Den eneste løsning er arbejderklassens overtagelse af
produktionsmidlerne, så det på den måde sikres, at alle de værdier, der skabes
af arbejderklassen, bliver brugt til fælles bedste, i stedet for at de bliver
brugt som matadorpenge på børserne. Arbejderklassen i Danmark har igennem
halvandet århundrede skabt en bevægelse til lige præcis det formål. Fandtes der
en socialistisk ledelse for LO og Socialdemokratiet med et klart revolutionært
program og vilje til at gennemføre revolutionen, ville dette kunne ske i løbet
af få timer uden problemer. Sådan er situationen ikke. Arbejderbevægelsen, såvel
som elev- og studenterbevægelsen, er blevet druknet i bureaukrati og er i den
grad blevet fjernet fra medlemmernes problemer og krav for en bedre hverdag.

Den kommende periode vil byde på mere pres
og flere forringelser, og vi vil se øget kamp over hele linjen. Det vil på sigt
uundgåeligt føre til øget aktivitet i arbejderbevægelsen, og til at arbejdere og
unge vil fylde deres traditionelle organisationer op igen i søgen på først et
fagligt og siden et politisk svar på problemerne. Flere vil møde bureaukratiets
modstand, og den danske arbejderklasse og ungdom vil blive tvunget til at slås
for at ændre deres organisationer. Perspektivet er øget klassekamp og en større
åbenhed for de idéer, som kan sikre, at arbejdernes og ungdommens organisationer
kan omdannes til kamporganisationer og ændre verden – de marxistiske idéer.