Pjece udgivet i maj 1985 af Socialisten, som Socialistisk Standpunkt hed før navneskiftet i 2000.
Forord
I to uger, mellem den 28. marts og den 12. april 1985, var Danmark på randen af en generalstrejke i protest mod regeringens indgreb i overenskomsterne. Strejkebevægelsen blev større og større for hver ny mobilisering. Fredag den 29. marts demonstrerede 200.000 i hele landet. Mandag voksede antallet til over 250.000. Endelig kulminerede det d. 10. april, da over 300.000 mennesker demonstrerede. Aldrig før er så mange samledes med så kort varsel. Den største massebevægelse siden folkestrejkerne mod nazisterne var en kendsgerning. I Ålborg var der praktisk talt 24-timers generalstrejke i forbindelse med demonstrationerne den 1. og 10. april. En tredjedel af befolkningen i Ålborg demonstrerede (50.000), og halvdelen (75.000) var ude i strejke.
Denne voksende mobilisering var det første tegn på en udvikling imod en generalstrejke. Det andet var, at kampen hævedes til højere niveauer. Fra faglig kamp for 35 timers arbejdsuge til politisk kamp for at vælte Schlüter. For det tredje genoplivedes de gamle kampmetoder. Tusindvis af arbejdere er gået strejkevagt uden for hundredvis af arbejdspladser. I Århus lagde arbejdere sig til og med foran togene, og i København blokeredes indkørslen til Benzin-øen.
Med en kampberedt faglig ledelse, som kunne have koordineret kampen og opfordret til generalstrejke, ville man let kunne have væltet Schlüter. Hvis Socialdemokratiet havde haft et socialistisk program og en marxistisk ledelse, ville det endda have været muligt at vælte kapitalismen og begynde en fuldt fredelig overgang til et demokratisk socialistisk samfund.
“Havde vi bare en ledelse, kunne arbejderne tage magten”. Ordene fra Carsten Andersen, en af havnearbejdernes ledere i Århus, viser de stemninger, som begyndte at udvikle sig blandt arbejdere.
Nu er arbejderne i stedet vendt tilbage til deres arbejdspladser. Endnu findes viljen til at kæmpe, men man savner en landsomfattende ledelse. Man afventer og forbereder sig nu til næste gang.
Nye lokale strejker er allerede indledt og i løbet af kort tid holdes et nationalt tillidsmandsmøde for at diskutere, hvordan kampen skal føres fremover. Samtidig kommer der nu nye angreb mod arbejderklassen fra Schlüter-regeringen og arbejdsgiverne. Derfor er der mulighed for, at kampen hurtigt kan blusse op igen. De næste år bliver nogle af de mest urolige i Danmarks historie.
En svær tid venter også de faglige ledere, som svigtede kampen, og stadig hårdere krav vil blive stillet om, at Socialdemokratiet skal ændre kurs.
Men uanset tempoet og forløbet bliver Danmark aldrig det samme igen. Et nyt kapitel er blevet skrevet, ikke bare i den danske, men i hele den skandinaviske arbejderklasses historie. Marxister har karakteriseret den epoke, vi er gået ind i, som en epoke med revolution og kontrarevolution, hvor masserne gang på gang vil gå til kamp for at få ændret samfundet. Dette perspektiv er nu blevet virkeliggjort.
Socialister, både i den danske og internationale arbejderbevægelse, må nu drage læren af udviklingen og drage de rette slutninger.
Den vigtigste lære af de to uger er: Ingen kan stoppe arbejderklassens vilje til at kæmpe og forandre samfundet. Nye massemobiliseringer, strejker og generalstrejker er uundgåelige. Dette til trods for at de nuværende ledere forsøger at holde kampen tilbage. Disse kampe vil hurtigt føre udover de oprindelige mål til en almen konfrontation mellem klasserne – en generalstrejke.
Men en generalstrejke stiller spørgsmålet: Hvem styrer samfundet? Kapitalejerne og deres regering eller arbejderne? En ubegrænset generalstrejke må derfor have som mål, at arbejderne skal tage magten og derfor have en socialistisk ledelse, som kan gennemføre dette. Ellers kan den ikke vindes. Alle eventuelle krav, som bliver presset igennem, vil ellers snart blive taget tilbage af kapitalisterne.
Derfor vil de nuværende højresocialdemokratiske og “kommunistiske” ledere i fagforeningerne forsøge at forhindre, at store strejker bryder ud. Og hvis det sker, forsøge at få dem afsluttet så hurtigt som muligt.
Derfor kommer arbejderne til at erfare både ved sejre og nederlag, at man bliver nødt til at kæmpe for at ændre sine organisationer og gøre dem i stand til at tage den afgørende kamp op mod kapitalismen.
Læren af strejkerne
Storstrejker og generalstrejker står på dagsordenen ikke bare i Danmark, men i hele Europa og verden. I Holland rapporteres nu om, at store strejker forberedes. I Sverige har det 265.000 mand store statstjenestemandsforbund varslet strejke. I Grækenland gennemføres hele tiden nye strejkebølger, som hver gang truer med at udvikles til en generalstrejke. I Spanien gennemførtes for nylig en storstrejke blandt jernbanearbejderne, og i den nordlige del af landet er flere militante regionale generalstrejker blevet gennemført. I efteråret 1983 gik de offentligt ansatte i Belgien ud i en storstrejke, som voksede til en generalstrejke.
Kapitalismen er fallit
Grunden til alt dette er, at kapitalismen ikke længere kan udvikle samfundet fremad. Forfald, arbejdsløshed og fattigdom er det eneste, systemet har at tilbyde. Fænomener fra tider, som arbejderne troede var forbi, vender på ny tilbage. I Portugal har 150.000 arbejdere gået uden løn i et halvt år, men alligevel fortsætter de med at arbejde i håb om at få pengene tilbage senere. I Californien findes enorme teltbyer, hvortil udbyttede arbejdere flytter om vinteren for at slippe for at fryse. I Danmark findes der 300.000, som mangler centralvarme i deres boliger.
Trods 2 år med økonomisk opsving, udnyttes ikke mere end 80 procent af maskinerne i industrien. Arbejdsløsheden i de 24 rigeste lande ligger stadig over 30 millioner og er 4 gange højere end i 1973. Årsagen til dette ligger i, at verdenskapitalismen nu har viklet sig helt ind i sine egne modsætninger. Produktionen og markederne øges ikke længere, og den private ejendomsret og landegrænserne er blevet en hindring for produktionens udvikling.
Og når kapitalisterne ikke længere kan øge deres profitter ved at sælge mere, øger de i stedet udbytningen og angrebene på arbejderne. I land efter land er man nu ude efter lønningerne, jobbene, de sociale hjælpeforanstaltninger og de faglige rettigheder. Det nuværende opsving er yderst midlertidigt og beror næsten helt på USA og deres store lån. Det vil snart vende sig til det modsatte, og da venter der en endnu værre krise end i 1979-82. Og hvis det var tæt på en generalstrejke nu her under et opsving, så forestil dig, hvad der kommer til at ske, når situationen ændrer sig.
Svag dansk kapitalisme
Den danske økonomi er blevet ramt ekstra hårdt af krisen, og endnu værre kommer det til at blive. Landets internationale afhængighed er større end f.eks. Sveriges, og dets industrielle grundlag er betydeligt svagere. I efterkrigstiden er 50-75 procent af den samlede produktion gået til eksport. En tredjedel af virksomhederne kontrolleres af udenlandske multinationale selskaber.
Fra en årlig tilvækst på 4,9 procent i årene 1963-73, stod økonomien næsten stille fra 1976-81. Trods opsvinget øgedes BNP ikke med mere end ca. 3 procent i 1984, og den samlede udlandsgæld udgør nu 2/5 af bruttonationalproduktet. Nettoinvesteringerne i 1981 var 62 procent lavere end i 1976. Samtidig ligger arbejdsløsheden fortsat højt, 317.400 i april måned. Dette sker til trods for, at virksomhederne hvert år får 62 milliarder i erhvervsstøtte.
Dette betyder, at den danske kapitalisme har udspillet sin rolle og er moden for at blive erstattet med en arbejderstyret planøkonomi – på samme måde som hele verdensøkonomien er det.
Men ingen herskende klasse i historien har ladet magten gå fra sig frivilligt, og det vil den danske heller ikke. Så længe den ikke bliver styrtet, vil samfundet blive draget ned i endnu dybere kriser.
Overskuddene i industrien er øget fra 4 milliarder i 1981 til 8,36 milliarder i 1983 eller til 25.917 per ansat. Men ikke engang dette kan tilfredsstille kapitalejerne.
Det eneste, der står i vejen for de borgerliges planer, er arbejderklassen og dens organisationers styrke. Derfor angribes de faglige rettigheder i hele Europa. Derfor angrebet på strejke- og forhandlingsretten i Danmark.
De borgerlige føler sig også stærke på grund af de sidste tre års politiske fremgang og arbejderledernes stadige eftergivenhed. Bl.a. er det lykkedes at indføre karensdag, nedsat arbejdsløshedsunderstøttelse og ophævelse af dyrtidsreguleringen, som gav delvis kompensation for prisstigningerne.
Derfor var arbejdsgiverne totalt uforsonlige under overenskomstforhandlingerne. Man vægrede sig ved at forhandle om mere end regeringens lønforslag på 3,5 procent på to år. Siden sattes propagandamaskinen i gang. “Strejker er meningsløse”. “De tømmer bare strejkekasserne”. “Siden griber regeringen ind”. Selv LO-ledelsen indtog fra begyndelsen en indstilling om, at strejken nok var meningsløs, en indstilling som også fandtes hos visse arbejdere.
Men den overmodige borgerlighed fik svar på tiltale af den enorme kampvilje og massemobilisering. Marxisternes forudsigelse af, at vejen var beredt til en storstrejke, blev indfriet. Men hvorfor?
Kulmination på flere års kamp
Allerede da Schlüter fremlagde sit første budget i 1982, demonstrerede og strejkede 200.000 i København, og året efter gik atter 80.000 ud i demonstrationer. Vinteren derimellem gik havnearbejderne ud i en l0 uger lang strejke, og derefter fulgte en række lokale forsvarsstrejker. I 1984 havde Dan 131.700 strejkedage mod 78.800 i 1983. Specielt må nævnes HT-strejken i maj 1984 i protest mod en gul splittelsesfagforening. Den var ved at antage størrelse af generalstrejke.
I december 1984 gennemførtes de mest omfattende strejker inden en overenskomstforhandling siden 20’erne. Samtidig var LO blevet tvunget til at stå fast på kravet om 35 timers arbejdsuge bl.a. efter inspiration fra den vesttyske metalstrejke.
Men indtil denne overenskomstforhandling havde LO og Socialdemokratiet vægret sig ved at bygge videre på de massemobiliseringer, som kom op.
Derfor kunne Schlüter gennemføre en politik i årene 1982-83, som kostede hver dansk arbejder 22.000 kr. I alt er reallønnen faldet med 22 Procent siden 1976.
Derfor voksede presset ude i arbejderklassen. Man begyndte at se behovet for en samlet offensiv kamp, og krav om en politisk generalstrejke voksede frem.
Endda SiD’s formand Hardy Hansen tog ord som “Generalmobilisering” i sin mund. Kampviljen stimuleredes også af, at stigningen i arbejdsløsheden var standset og industriens overskud øget kraftigt.
Efter provokationerne i overenskomstforhandlingerne kunne LO-ledelsen til sidst ikke holde arbejderne tilbage længere. Fra søndag den 22. marts førtes 300.000 arbejdere i den private sektor ud i strejke. En strejke som det skulle vise sig at være lettere at indlede end at afslutte.
Voksende mobilisering dag for dag
Næsten hele industrien og byggebranchen blev lukket ned, ligesom havnene, flytrafikken, den private transport, de største borgerlige aviser og mange forretninger og varelagre stoppedes.
Selvom lederne næsten ikke havde gjort nogle forberedelser, var viljen til at slås overvældende hos arbejderne. På et af de første strejkemøder krævede de generalstrejke. Tilslutningen på hundredvis af andre strejkemøder, som blev holdt rundt om i landet var lige så stor.
Den første strejkedag, om mandagen, holdt Fællesorganisationen i København medlemsmøde, og i en tætpakket sal blev der stillet hårde krav om fortsatte strejker, hvis Schlüter greb ind. På samme måde var det dagen efter, da 2500 tillidsmænd mødtes i København. “Danmark skal ikke kunne styres udenom arbejderne”, var det gennemgående tema på dette møde.
Derfor arrangerede fællesorganisationer over hele landet en stor aktionsdag den 29. marts. Dagen før blokerede 2000 arbejdere broerne ind til Folketinget, og trods massive politistyrker lykkedes det ikke at bryde blokaden, før den planlagte demonstration begyndte. I alt 15.000 sluttede op. Men den virkelig store mobilisering kom dagen efter. Det hjalp betydeligt, at LO og Socialdemokratiet opfordrede arbejderne til at komme. Ti tusindvis af offentligt ansatte gik ud i strejke og sluttede sig til demonstrationerne. Hele København var i bevægelse. Til sidst samledes mindst 125.000 på slotspladsen, og mindst 200.000 var i demonstration i hele landet. Dermed var tvivlrådigheden brudt, og formaningerne fra LO og Socialdemokratiets ledelse kunne ikke i perioden frem over standse kampen.
Mandag d. 1. april
Trods det at strejkerne nu var ulovlige, fortsatte de om mandagen den 1. april inden for den private sektor. Samtidig blev strejkerne endnu mere omfattende inden for den offentlige sektor og blandt tjenestemændene. En udvikling, der fortsatte om tirsdagen. For første gang kom nu de offentligt og privat ansatte ud sammen.
De største strejker på området nogensinde blev gennemført på 17 sygehuse i København ligesom i andre dele af landet. Renovationsarbejderne opfordrede Schlüter til selv at tage sig af affaldet, og busserne i hovedstaden stod stille. Personalet på daginstitutioner og mange skoler strejkede, ligesom mange ansatte inden for postvæsenet, elværker og mange kommunale tjenestemænd var i strejke.
Også 1500 Securitas-vagter gik i strejke og både kontorister, tjenestemænd og endda en del økonomer og jurister i en del ministerier strejkede i tre dage, hvilket aldrig er sket tidligere.
Endnu en gang samledes over 100.000 på Christiansborg. Endnu mere omfattende var bevægelsen i Ålborg, hvor der gennemførtes en 24-timers generalstrejke. 50.000 eller tre gange flere end om fredagen demonstrerede. Også i Århus gik 50.000 ud. Dette var dobbelt så mange som om fredagen. På samme måde var det i alle større danske byer. Demonstrationerne domineredes af yngre arbejdere og kvinder. Men der sås også mange studerende og arbejdsløse. Også mange lærlinge har deltaget i aktionerne, selvom de risikerer fyresedlen, hvis de strejker. Derefter voksede strejkebevægelsen om tirsdagen. På bl.a. Rigshospitalet kunne man ikke holde strejkemøde – om mandagen var 2000 mødt op, og nu var kantinen for lille.
Herigennem blev flere og flere inddraget i kampen, og var påsken ikke kommet, ville en spontan generalstrejke have kunnet udvikle sig.
Men massemobiliseringen indebar også, at kravene udvikledes, og at kampen blev løftet op på et højere niveau. Allerede fra begyndelsen var kampen naturligvis politisk på grund af regeringens nedskæringer. Men efter regeringens provokative indgreb blev kampens hovedmål at vælte regeringen, samtidig med at kravet om en generalstrejke voksede sig stærkere og stærkere.
Den politiske stemning svingede hurtigt til venstre, og det virkede, som om de borgerlige partier ikke eksisterede på anden måde end som en regering låst inde på Christiansborg. Dette bekræftedes også af en meningsmåling i den første strejkeuge, som gav venstrepartierne flertal.
Foruden en lønvækstgrænse på 3,5 procent på 2 år indebar indgrebet også, at arbejdsgiverne ville få 3 milliarder via en sænkning af arbejdsgiverafgifterne. Alt sammen under fredspligt. En mere umaskeret og diktatorisk klassepolitik skal man lede længe efter.
Hvorfor greb Schlüter ind?
Hvorfor vovede Schlüter så at gribe ind? Ja, hvilket alternativ havde han? Hvis regeringen ikke havde grebet ind, havde vi fået en officiel storstrejke med åbne strejkekasser. Presset på de faglige ledere om at fuldføre strejkerne, til kravene var blevet gennemført, ville have været enormt. En endnu mere omfattende strejkebevægelse og måske en generalstrejke kunne have været blevet følgen.
En sådan udvikling kunne også have været sket med den bevægelse, der var, hvis de “kommunistiske” fagforeningsledere havde villet, og der var kommet en national koordinering.
Ubegrænset generalstrejke – hvad er der på spil?
Men en udvikling i retning af en ubegrænset generalstrejke er noget helt andet end tidsbegrænsede strejker af forskellig slags. En sådan strejke indebærer, at stort set alle virksomheder går i stå. Så afgør arbejderne, om industrien skal være i gang, busserne køre, om der skal være elektricitet osv. osv.
Dispensationer gives til livsnødvendig virksomhed, som akut sygehjælp, telefoner og livsvigtige transporter. De igangsættes under kontrol af de faglige organisationer og strejkekomiteer. Disse organisationer og Fællesorganisationerne vil blive de virkelige magtorganer. Regeringen ville stå næsten magtesløs, samtidig med at arbejderne ville opdage, at de kan klare sig uden chefer og kapitalister. Dermed ville spørgsmålet om, hvem der styrer landet, blive rejst – arbejderne eller kapitalisterne og deres regering. Med en socialistisk ledelse ville arbejderne kunne tage magten. Men uden en sådan ledelse ville bevægelsen uundgåeligt falde tilbage efter en tid. Det var det, der skete under generalstrejken i Frankrig i 1968.
Generalstrejken i Frankrig i 1968
12 millioner arbejdere gik i generalstrejke i løbet af 3 uger. Fabrikkerne blev besat. I Nantes, hvor bevægelsen gik længst, flyttede den centrale strejkekomité ind i rådhuset. Bydelskomitéer blev dannet for at sørge for forsyningerne, og salgssteder åbnedes i skolerne. Der blev taget kontakt med bønderne mht. leverance af fødemidler uden kapitalistiske mellemmænd.
Samtidig hjalp arbejderne bønderne med driften, lod elektriciteten gå fri og distribuerede brændsel efter aftale med fagforeningerne. Arbejderne havde magten i egne hænder mange steder. Men der manglede et politisk alternativ. Derfor blev bevægelsen afbrudt og kapitalismen reddet, efter at de forræderiske “socialistiske” og “kommunistiske” ledere i fagforeningerne havde forhandlet sig frem til en lønstigning.
Nyvalg hvis generalstrejken havde udviklet sig
For at forhindre, at en generalstrejke skulle gå så langt, ville Schlüter være tvunget til at gå af og udskrive nyvalg. Men det er også det, der skræmmer højresocialdemokraterne. En socialdemokratisk regering valgt på den baggrund ville stå under enormt pres for at gennemføre 35 timers ugen og tage nedskæringerne tilbage, øge lønningerne og genindføre dyrtidsreguleringen for at gøre en ende på strejkerne. Den ville være tvunget til i det mindste at gennemføre nogle af kravene. Men eftersom lederne ikke er rede til at bryde med kapitalismen, ville de snart blive tvunget til højre af storkapitalen. Så ville arbejderne blive nødt til at gå i kamp på ny. Flere og flere ville gå ind i fagforeningerne og Socialdemokratiet og kæmpe for en ny ledelse og en ny politik. Radikaliseringen af arbejderbevægelsen ville blive fremskyndet enormt.
Derfor følte Schlüter sig tvunget til at gribe ind. De danske kapitalejere er helt enkelt nødt til at læne sig op ad staten for at overleve.
LO-lederne skjulte sig bag indgrebet
Men indgrebet gav også LO-ledelsen og fagforeningslederne noget at gemme sig bagved. Efter den første fredags massedemonstrationer var de næsten helt usynlige for indimellem at komme frem med en fej opfordring til at slutte strejken. LO-formanden var til og med på ferie på Malta.
Lederne er helt enkelt hunderædde for at blive ført til magten på en strejkebølge. Også de “kommunistiske” fagforeningsledere har begrænset kampen på deres måde.
Men arbejdernes vilje var stærk nok til at sikre en fortsættelse. Det ses måske først og fremmest af, at tusindvis af arbejdere var klar til at gå strejkevagt på hundredvis af arbejdspladser og på de blokader, som oprettedes på veje, ved færger, uden for busgarager osv.
Politiets og statens rolle
Ved disse aktioner er tusindvis af arbejdere blevet bevidst om det samme, som de britiske minearbejdere har lært: politiet og statens virkelige rolle. Det har snarere været reglen end undtagelsen, at politiet har anvendt vold, hunde og endda forsøgt at forcere strejkevagtskæder med bil. Mange er blevet skadet og arresteret. De værste overgreb blev udført af de specialuddannede storm tropper. Mange almindelige politifolk er derimod frustrerede over situationen. “Mange af os står og ønsker, at vi kunne være med på den anden side. Havde jeg haft fri, ville jeg selvfølgelig være gået med i demonstrationen. Politifolk er også lønmodtagere og rammes ligesom alle andre af regeringens indgreb”. Denne udtalelse fra en politimand viser klart, at regeringen ikke kunne have stolet på politiet i en generalstrejke. Politiets fagforening har også afsat et millionbeløb til, som man siger, at bekæmpe regeringens klassepolitik.
Strejkernes omfang man dag og tirsdag gjorde det klart, at bevægelsen ikke ville stoppe i påsken.
Onsdag d. 3. april
Onsdag den 3. april afholdtes endnu et møde for tillidsmændene i København. 4000 fik en plads i lokalet, og 2000 måtte gå hjem. Stemningen var fantastisk. Kravene rejstes om, at LO måtte åbne strejkekasserne og trække sig ud af det fagretslige system, samt at fagforeningerne måtte holde ekstraordinære generalforsamlinger eller kongresser. Men frem for alt rejstes stærke krav om generalstrejke og om en koordinering af kampen.
“Havnearbejderne på landsplan har nedlagt arbejdet og opfordrer til generalstrejke”, sagde en havnearbejder fra Frihavnen, og han fik medhold fra bl.a. stilladsarbejderne, typograferne, tillidsmænd fra sygehusene m.fl. Men vigtigst var måske advarslerne fra bryggeriarbejderne: “En generalstrejke kan ikke vindes uden ledere med respekt ude blandt arbejderne. Derfor er det nu nødvendigt at mødes til en landsomfattende konference i påsken”.
Nu blev der aldrig taget nogen klar beslutning herom. Den “kommunistisk” dominerede Tillidsmandsringen, som organiserede møderne, afslørede nu stadig tydeligere, at de ikke var rede til at opfordre til generalstrejke. Deres måde at organisere møderne på gav heller ingen muligheder for virkelige demokratiske diskussioner og afstemninger. Derfor besluttedes det at kalde til en ny national aktionsdag den 10. april, mens kravet om en landsdækkende konference blev manøvreret bort.
Nu syntes bevægelsen at være på sit højdepunkt. Hvis bare LO og Socialdemokratiet havde været rede til at tage ledelsen, ville man let kunne have væltet regeringen. Men da man vægrede sig, opstillede marxisterne bag SOCIALISTEN [som nu har skiftet navn til SOCIALISTISK STANDPUNKT] i stedet krav om, at Fællesorganisationerne, de større fagforeningsafdelinger og tillidsmændene skulle tage ledelsen i kampen. En landsomfattende konference måtte indkaldes, hvor en strejkeledelse kunne vælges. Endvidere måtte strejkemøder med valgte delegerede afholdes i alle byer, hvor der kunne tages beslutninger om kampen, og hvor der kunne vælges lokale strejkeledelser. Endelig måtte der holdes massemøder på alle arbejdspladser og i alle arbejderområder for at diskutere strejkens udvikling.
Udviklingen gik også i den retning. I f.eks. Ålborg, Esbjerg, Randers og Frederikshavn har Fællesorganisationerne været med og ledet kampen. Andre steder er det sket ved, at tillidsmændene er samledes. Og på Amager har man gennemført møder med repræsentanter fra arbejdspladserne i området.
Tirsdag d. 9. april
Spørgsmålet var nu: Hvor stor ville tilslutningen være efter påske? Tirsdag den 9. april blev der afholdt endnu et tillidsmandsmøde i København ligesom i alle større byer rundt om i hele landet. Tilslutningen var igen fantastisk. Nørrebrohallen i København fyldtes hurtigt, og et tusinde måtte stå udenfor.
Nu var kritikken skærpet mod Tillidsmandsringens måde at lede aktionerne på. “Opfordring til at strejke en dag og derefter arbejde igen, skaber blot forvirring. Vi behøver ikke vente længere. Men endnu er der ikke kommet nogen ordentlige signaler”. Dette mente en taler og spurgte, hvorfor det nationale møde var taget af programmet. Enslydende kritik kom der også fra bl.a. stilladsarbejderne og havnearbejderne.
Disse krævede en klar opfordring til generalstrejke ligesom renovationsarbejderne, tankbilchaufførerne, bryggeriarbejderne og mange andre.
Men endnu en gang begrænsedes beslutningerne sig til almen tale om fortsatte strejker. Et nyt møde blev indkaldt til om fredagen, og da skulle en del repræsentanter rundt om i landet indbydes.
Onsdag d. 10. april
Så kom da onsdagen, og endnu engang blev alle forventninger oversteget. Flere end nogensinde tidligere strejkede og demonstrerede. Over 350.000 i hele landet. Måske op til 150.000 i København. I de fleste andre byer var det de største demonstrationer i mands minde. Ålborg 50.000, Århus 50.000, Helsingør 2000, Hjørring 4500, Kolding 5000, Randers 5000, Esbjerg 20.000, Rønne 1000, Odense 8000, Horsens 8000, Roskilde 5000 osv. osv. Nu gennemførtes store strejker på skolerne. Ikke bare lærerne, men også i tusindvis af skoleelever gik ud. Hvis en koordinering var blevet en realitet, ville en generalstrejke have været mulig. Men nu stod arbejderne helt uden vejledning. Efter tre store demonstrationer og mange tillidsmandsmøder krævedes der noget nyt, som kunne udvikle kampen fremad. Men dette fandtes ikke. Derfor begyndte arbejdere at gå tilbage til arbejdet i løbet af torsdagen og fredagen. Om mandagen var de fleste i arbejde igen. Arbejderne kunne ikke længere se, hvad strejken kunne føre til. Men man gik tilbage med kampviljen i behold. Det mærkedes også på det sidste tillidsmandsmøde, som blev holdt i København fredag den 12. april.
Fredag d. 12. april
“Massedemonstrationerne og strejkerne beviste, at arbejderklassen er klar til at kæmpe. Bryggeriarbejderne kræver nu, at aktionerne skal fortsætte og udvides til alle store industrier og transportvirksomheder. Men det er ikke nok at tale om strejke. Der kræves klare signaler og en landsomfattende strejkekomité. Hvis ikke Tillidsmandsringen er rede til at tage initiativ til dette, er vi bryggeriarbejdere rede til at gøre det selv”. Det sagde bryggeriarbejdernes leder i København Holger Voss og blev mødt med taktfaste klapsalver og en jubel, så taget var ved at lette. Han fik siden støtte fra tillidsmænd fra Rigshospitalet, havnen, stilladsarbejderne, porcelænsarbejderne, kommunehospitalet, Kvindeligt Arbejderforbund i Århus, Superfoss i Kastrup, buschaufførerne, postvæsenet, Radiometer, PMF Nordjylland og BW diesel.
“Kommunisterne” afslørede sig
Nu afsløredes Kommunistpartiets holdning totalt. Den “kommunistiske” formand i Metal 13 mente, at “kræfterne ikke rækker længere”. Formanden for typograferne i København mente, at det var fantasiløst ikke at forestille sig andre kampmetoder som f.eks. lokal lønkamp. Siden kom den utrolige udtalelse fra en “kommunistisk” tillidsmand fra SiD i Horsens om, at “tingene udvikler sig anderledes i provinsen”.
Den indstilling prægede også det fremlagte forslag til udtalelse. Der var overskriften for første gang: “Kampen fortsætter” i stedet for “Strejkerne fortsætter”. De eneste konkrete forslag var lokal lønkamp og mobilisering til første maj.
Situationen var nu den, at store dele af arbejderne var gået tilbage til arbejdet. Man stod uden støtte fra fagforeningerne og strejkekasserne og uden national koordinering. Desuden førte nu Kommunistpartiet an i “tilbage til arbejdet”-kampagner, efter at de gang på gang havde udskudt den landsomfattende konference. Og med hensyn hertil var det muligt at få støtte, blandt nogle arbejdere, til at overgå til lokal lønkamp. For at forhindre en åben splittelse accepteredes derfor forslaget til udtalelse. Kravene var dog så stærke, at man besluttede at indbyde tillidsmænd fra de største arbejdspladser til et møde i Odense tirsdag den 16. april. På dette møde besluttedes at holde et landsomfattende møde den 30. april med efterfølgende demonstration uden for arbejdsretten.
Ligesom under generalstrejken i 1956 har de “kommunistiske” fagforeningsledere stoppet kampen, da den var mest omfattende. Trykket fra det kapitalistiske samfund og deres manglende tiltro til arbejderklassens styrke og vilje til at forandre samfundet satte hindringer i vejen. Derfor venter der en hård tid også for dem i fagforeningerne.
Pause i kampen
Derfor er muligheden løbet ud af hænderne på arbejderklassen for denne gang. Men det er ikke noget tilbageslag, men bare en pause i kampen. En kamp, som ikke er slut, men blot lige begyndt. Viljen til at kæmpe findes endnu, og det syder og koger ude på arbejdspladserne. Lokale strejker er allerede indledt. Fra den 16. april gik bryggeriarbejderne i strejke i protest mod, at en faglig tillidsmand i Århus var blevet afskediget. Et hundrede mand strejker på GNT i København af samme grund, ligesom 50 på HK-Lübcke.
I Odense har 550 hjemmehjælpere været ude i strejke imod en strejkebryder og medlem af en gul fagforening. Arbejderne vandt, og skruebrækkeren blev omplaceret. Ved Århus Oliefabrik har 500 mand nedlagt arbejdet på krav om lokal lønforhøjelse.
Dette sammen med de nye provokatoriske angreb fra regeringen og arbejdsgiverne kan gøre, at kampen snart blusser op på ny. Arbejdsgiverne kræver nu, at fagforeningerne skal anses for at have organisationsansvar for strejkerne og dømmes til tocifrede millionbeløb i bøder. Schlüter truer med at beskatte fagforeningernes indtægter og fjerne fradragsretten for fagforeningskontingenterne. Samtidig har det vist sig, at flere virksomheder har øget aktieudbyttet kraftigt. Ford til 83 procent, og A.P.Møller fra 22 til 24 procent.
Fremtiden står i kampens tegn
Men selvom dette ikke sker, bliver de næste år de mest urolige i Danmarkshistorien. Vi står i begyndelsen af en kampperiode på samme måde som i begyndelsen af 1970’erne, som til sidst førte til Hartling-regeringens fald. Forskellen er bare den, at krisen nu er meget dybere, og at kampen er meget mere omfattende. Nye strejker og generalstrejker er derfor uundgåelige. Men hvis næste strejkebølge skal føre til noget, bliver arbejderklassen nødt til at være endnu mere forberedt. Strejkerne har styrket enigheden på arbejdspladserne og inddraget 100.000-vis i kamp og aktivitet. Arbejderne har set, hvilke ledere, som duer til at lede kampen, og hvilke der ikke gør det. Flere og flere vil gå ind i fagforeningerne for at forandre dem.
Fagforeninger og Socialdemokratiet under pres
Fagforeningerne har allerede været presset. F.eks. besluttede elektrikerne, socialpædagogerne og fysioterapeuterne at åbne strejkekasserne. SiD har afsat 180 millioner til faglig og politisk kamp. Og ved Fællesorganisationens generalforsamling i København er en venstresocialdemokrat blevet nomineret i stedet for den nuværende højresocialdemokrat. Men at ændre fagforeningerne er også et første skridt til at gå ind i ens politiske organisation, Socialdemokratiet, og ændre denne. Alle arbejdere ved, at det eneste alternativ til Schlüter er en SD-regering. Både Socialdemokratiet og SF kommer til at få flere stemmer ved næste valg. Efter faglig kamp vil man altid søge efter politiske løsninger. Selv SD er blevet presset noget. Ledelsens eget forslag til et mere “socialt acceptabelt” indgreb afvistes f.eks. af dens egen folketingsgruppe. Man er blevet tvunget til at love 37,5 timers uge inden for et år og 35 timer inden 1990.
Man er også begyndt at tale om, at det bliver nødvendigt med et samarbejde med SF, hvilket bydes velkommen af mange arbejdere. Nu vil mange socialdemokratiske arbejdere gå til venstre og mange gå ind i partiet for at ændre det.
Eneste løsning er socialisme
Men selv om en ny socialdemokratisk regering skulle kunne presses til at gennemføre en del af kravene, så er dets politik helt utilstrækkelig inden for det kapitalistiske system. Det vil blive som under de tidligere SD-regeringer i 1970’erne. Ligesom tilfældet har været med Mitterand i Frankrig, vil man blive tvunget til højre af kapitalisterne.
Derfor må arbejderklassen kæmpe for en ny socialistisk politik for Socialdemokratiet og en ny ledelse. Storvirksomhederne, bankerne og olieforekomsterne skal blive hele samfundets ejendom. Arbejderne må styre og kontrollere produktionen og udarbejde en samlet plan.
Med en sådan politik vil en generalstrejke kunne blive rig på fremskridt. Vi kunne få gjort en ende på den kapitalistiske krise. Danmark kunne slå ind på vejen til det socialistiske samfund, som arbejderne begyndte at kæmpe for allerede for over 100 år siden.
