Valgnederlaget den 20. november var et historisk nederlag for Socialdemokratiet og ledelsens politik. Til trods for at Nyrup ledelsen igen og igen gjorde klart, hvor godt det gik, havde vælgerne en anden holdning.

En borgerlig økonom ville klappe Nyrup-regeringen på skuldrene. Den fik nedbragt udlandsgælden og slanket den offentlige sektor på flere områder, bla. ved forringelser af dagpengesystemet. Overskuddet i statens finanser gik ikke til at forbedre de svages forhold og sikre forbedringer, men i stedet til at få udenlandsgælden ned.

Men efter valget bør man stoppe op. Er det en “ansvarlig” og “fornuftig” politik at skære ned på den offentlige sektor? Og ikke mindst: Er det Socialdemokratiets opgave at tilfredsstille de danske kapitalister ved at føre en traditionel borgerlig politik?

Statsgælden

Socialdemokratiet og de Radikale gjorde det klart, at det var meget vigtigt at få statsgælden ned. Det har de til dels ret i. En alt for stor offentlig gæld vil skabe inflation og i værste tilfælde fallit for staten. Statsgælden er kommet, fordi man under krisen i 70erne og 80erne ikke turde skære for meget ned på arbejderklassen, da det ville have frembragt en eksplosion. I stedet tog man en masse lån. Socialdemokratiet førte dengang en bevidst keynesianistisk politik, dvs. en politik hvor staten ved at kaste penge ud til forbrug skulle standse den økonomiske nedtur. I stedet fik vi en kæmpe statsgæld. I virkeligheden førte den borgerlige Schlüter-regering lidt den samme politik. De borgerlige økonomer, der tidligere så Keynes’ teorier som en vej ud, har i dag den modsatte filosofi, nemlig monetarismen. Monetarisme betyder, at man skal nedsætte statens udgifter for på den måde at undgå underskud og inflation. Det er præcist den politik, Nyrup-regeringen har ført.

Monetarisme skaber krise

Men monetarisme er ingen løsning. Monetarisme, som betyder ødelæggelse af den offentlige sektor og dermed velfærdssamfundet, vil kun gøre en økonomisk krise endnu dybere. Ved at fyre en masse offentligt ansatte vil man forringe købekraften i samfundet. Hvis man f.eks. halverer dagpengene, betyder det, at de arbejdsløse kan købe mindre. Dette vil øge kapitalisternes vanskelighed ved at komme af med deres varer. Når efterlønnen bliver sat ned, har det samme effekt. Det samme vil ske, når arbejdsgiverne presser lønmodtagerne til at yde mere uden at få mere i løn. Det vil nemlig gøre, at arbejdsgiverne kan fyre nogle og stadig få det samme arbejde udført. Men hvis alle gør det, vil købekraften blive forringet kraftigt. Kapitalisternes politik med at forringe de offentlige og private ansattes forhold er en meget kortsigtet politik, som kun i en begrænset periode vil give profit for kapitalisterne. I sidste ende vil der komme økonomisk krise, ligegyldigt hvad de gør. Når Socialdemokratiets ledelse har skåret ned på velfærden med statsgælden som undskyldning, så vil gælden på ingen måde blive fjernet ved den politik. En økonomisk krise vil bare få gælden til at vokse igen.

Privatiseringer

Privatiseringerne af den offentlige sektor har medført en katastrofe for de ansatte. Kun de få kapitalister, der har overtaget virksomhederne har fået et udbytte ud af det. De ansatte må løbe hurtigere og hurtigere og bliver presset ekstremt med nedslidning og dårlig service til følge. Samfundsmæssigt er der ingen idé i at lade private mennesker score et overskud, som tidligere er tilfaldet staten, og som har kunnet bruges på velfærden. Olien i Nordsøen kunne have givet et kæmpe overskud til den danske stat – i stedet går langt hovedparten af indtægterne fra den danske undergrund i lommen på AP Møller, som har været hovedansvarlig for destruktionen af den danske skibsværftsindustri.

Borgerlig politik

Socialdemokratiets ledelse har forsvaret sig selv med, at de har været nødt til at føre en borgerlig politik for at få flere vælgere. Dette er opskriften på Socialdemokratiets tilbagegang. I stedet for at vise sig som garanter for velfærdssystemet har de ført en borgerlig politik. Resultatet har ikke været, at borgerlige gik til Socialdemokratiet, men at socialdemokrater er gået til de borgerlige. Ledelsen for Socialdemokratiet har ved at føre borgerlig nedskæringspolitik fjernet eksistensgrundlaget for Socialdemokratiet. Det, som de har kaldt ansvarlighed, er den mest uansvarlige politik siden 30erne. Resultatet er en ekstrem højreorienteret regering med Fogh i spidsen.

Hvis Socialdemokratiet fortsætter med at føre borgerlig politik, vil det ødelægge sig selv. Så længe der ikke er en klar socialistisk ledelse, vil man være tvunget til at følge det kapitalistiske samfunds økonomi, som i starten af det nye årtusind kun har økonomisk nedgang i kikkerten. I stedet må man slås for, at alle privatiseringer fjernes, staten må overtage rettighederne over olien i Nordsøen og de 200 største firmaer må øjeblikkeligt sættes under arbejderklassens demokratiske ledelse og kontrol. I stedet for at forringe arbejdernes forhold må de forbedres. Kapitalister, som ikke vil sikre ordentlige arbejdsforhold og sikkerhed, må med det samme miste rettighederne til at drive et firma, og firmaerne må overtages af staten.

Arbejderparti

Nogle mener, at Socialdemokratiets højredrejning viser, at det ikke er et arbejderparti. Men dette er forkert. Et arbejderparti kan ikke bare defineres ud fra den aktuelle politik, partiet fører. Man bliver også nødt til at se på dets historiske og nuværende forhold til arbejderklassen. Ud fra dette er Socialdemokratiet det parti i Danmark, som er tættest knyttet til arbejderne, til trods for at dets ledelse fører en højreorienteret politik. Det er et paradoks, at arbejderne holder fast i et parti, der skærer ned på dem, som Socialdemokratiet har gjort – af frygt for at de borgerlige skulle være værre. Men det er også en realitet. Man får ikke bare arbejderklassen til at vende sig til et nyt parti. Dette vil først ske, efter at det har vist sig bedre egnet gennem en længere periode. For eksempel gik arbejderne ikke til SF og Enhedslisten ved valget.

Kamp for socialisme

Den eneste vej frem er kampen for en socialistisk politik, nemlig at arbejderne overtager de 200 største virksomheder og banker og sætter dem under deres egen demokratiske ledelse og kontrol som første skridt på vejen mod opbyggelsen af et demokratisk socialistisk samfund. Arbejderbevægelsen er i dag ledet af folk, der skal være “realistiske”, det vil sige folk, der kun kæmper for ting, de ved, kapitalisterne vil give. Men en “realistisk” og “ansvarlig” politik i dag er det samme som nedskæringer og øget arbejdstempo. Den nye borgerlige regering har kunnet komme til magten på grund af Socialdemokratiets manglende alternativ. Den eneste måde at få den borgerlige regering væk er ved at vise et socialistisk alternativ. Arbejderne må derfor på alle områder udfordre ledelsen af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og fagbevægelsen og kæmpe for enhed i arbejderbevægelsen på et socialistisk program. Dette er den eneste vej frem mod et samfund der kan sikre arbejde, boliger, uddannelse og ordentlige forhold til alle.