Millioner af øjne kigger i disse dage østpå. Eller det vil sige, de kigger på tv-skærme, der konstant sender billeder fra fodbold-VM i Japan og Korea. Fodbold er et af de vigtigste midler til at fyre op under de nationale følelser. På trods af vores kritik af den måde, fodbolden organiseres på, nyder marxister også at se fodbold. Men VM har også en ubehagelig side.
Det koreanske politik- og informationscenter for international solidaritet (PICIS) udtaler: “Store transnationale virksomheder er samlet for at få deres del af showet. Firmaer som Kodak, Phillips og Nike har opnået monopolrettigheder til at reklamere på toge og stationer i undergrundsbanen. På en station i det største forretningsområde i Seoul er der ikke ét stykke mur tilbage, der ikke er overklistret med massive Nike-reklamer. Den koreanske regering er også helt klar til den store begivenhed – de har forbudt alle demonstrationer, de har truet med udvisning af fremmedarbejdere, de har tvunget arbejdere til at erklære “fred”, så længe showet står på, og de har udvisket alle spor af fattigdom fra Seouls gader”.
En specielt ubehagelig side af VM blev for nylig afsløret, da aktivister viste, hvordan fodbolde med FIFA’s VM-logo ofte fremstilles af børnearbejdere. En undersøgelsesgruppe fra den Globale March imod Børnearbejde var i Pakistan i ti uger, og der fandt de mere end 50 børn, som syer fodbolde med logoer for FIFA og de store sponsorer i VM såsom Adidas og Coca Cola. De filmede de forfærdelige forhold som bevis.
Nogle gange er børnene ikke mere end fem år gamle. De arbejder i op til 14 timer om dagen under rædselsfulde forhold. “Mange lider af øjenproblemer, fordi de må fokusere intensivt i mørke rum i lang tid”, rapporterede undersøgelsesgruppen. De fandt børn med “ødelagte fingre pga. arbejdet med snørerne”, snitsår og rygproblemer opstået ved at sidde i den samme stilling i lang tid. Til gengæld for denne tortur får børnene mellem 10 og 20 rupees (et par kroner) pr. fodbold. På FIFA’s hjemmeside sælges disse officielle mærkefodbolde for 91 dollars!
I anledning af VM har den militante koreanske fagforeningssammenslutning KCTU og adskillige andre organisationer (såsom KoPa, AMRC og PICIS) samlet sig i “Fællesaktionen mod TNC VM-sponsorer, der udnytter børns og voksnes arbejde”, og de har startet en kampagne mod børnearbejde og andre brud på arbejdernes rettigheder i sportsindustrien. Den er også beregnet på at rette opmærksomhed mod de sydøstasiatiske arbejdere, der udnyttes af koreanske investorer. I Seoul og Suwon, som begge er værtsbyer for VM-kampe, har de uddelt postkort, som kræver, at FIFA stilles til regnskab. Desuden har de holdt protestmøder og debatter, og lærernes fagforening under KCTU har endda afholdt særlig undervisning om børnearbejde i VM-perioden.
FIFA’s VM 2002 er tilegnet verdens børn, og det er første gang, at en slutrunde har været forbundet med en humanitær sag. Ved åbningen var der taler fra UNICEF, der fortalte om børnenes sag. Men dette er selvfølgelig kun et marketingstrick fra FIFA’s og sponsorernes side for at imødegå kritikken.
Er “retningslinjer” en løsning?
Det er faktisk ikke første gang, at FIFA bliver kaldt til orden. Allerede ved VM i 1998 afslørede fagforeninger og NGO’er brugen af børnearbejde og andre brud på arbejderrettigheder i produktionen af FIFA’s produkter. Men i 1996 var der blevet aftalt nogle “retningslinjer” for, hvordan man skulle opføre sig i denne henseende, mellem FIFA og internationale fagforbund, og FIFA erklærede, at de ville få alle deres underleverandører til at følge disse retningslinjer. Retningslinjerne indeholder et forbud mod børne- og tvangsarbejde og en forpligtelse til at udbetale lønninger, der er “tilstrækkelige til at dække de basale behov og give lidt yderligere indkomst derudover”.
Som sædvanlig med den slags “retningslinjer” fra de multinationale er der mange underleverandører, der ikke følger dem. Ud over den ulvehunger efter profit, som får alle kapitalister (og underleverandører) til at lede efter den billigste måde at producere på, så skal underleverandørerne også give den største del af merværdien til de multinationale og er derfor nødt til at producere varerne ekstremt billigt. Billigt betyder blandt andet lave lønninger og brug af børne- og tvangsarbejde. “Retningslinjer” gør slet ikke op med disse strukturelle begrænsninger, som følger med kapitalismens internationale arbejdsdeling.
Desuden har sådanne “retningslinjer” ingen lovmæssig status – det er ikke progressive arbejdsmarkedslove, men bare private initiativer. De er kapitalisternes svar på voksende kritik af de multinationale og deres opførsel i den såkaldte tredje verden. Det virkelige mål er at beskytte det pågældende firmas navn, ikke at forbedre arbejdernes situation. Under hele processen forbliver de “involverede” arbejdere passive. Ofte ved de ikke engang noget om, at der er kommet disse “retningslinjer” i firmaet, hvor de arbejder. I bedste fald kan fagforeningerne bruge “retningslinjerne” til at lægge ekstra pres på arbejdsgiverne. Men indførslen af disse regler betyder på ingen måde, at arbejderne selv kæmper. Vedtagelsen og indførslen overlades til NGO’er, det internationale fagbureaukrati og arbejdsgiverne.
Med initiativer som disse “retningslinjer” behandler forhandlerne arbejderne som en lidende klasse, ikke som en klasse, der kan befri sig selv og lede kampen for et andet samfund. Hvis man sætter sin lid til den slags “godgørende” strategi, skal man ikke blive overrasket, når bruddene på arbejdernes rettigheder bare flytter til en anden fabrik eller et andet område. Disse overgreb vil først stoppe, når arbejderne selv styrer de forhold, de arbejder under. Firmaernes “retningslinjer” kan aldrig være et alternativ til massekamp imod kapitalisternes undertrykkelse. Selvfølgelig forventer vi ikke, at FIFA eller deres sponsorer vil støtte, at deres egen grav bliver gravet. Men vi forventer absolut, at arbejderledere vil støtte det!
