Se billeder her! Og flere her og her!
Mandag og tirsdag (den 24. og 25. marts) blev den 22. kongres for The Struggle, den marxistiske tendens i Pakistan, afholdt. Dette års kongres havde den største deltagelse nogensinde. Både hvad angår deltagerantal og sammensætningen af deltagerne, var det en enestående kongres, med 877 kammerater tilstede i Alhambra Art Centre i hjertet af Lahore.
Det mest påfaldende ved denne forsamling var, at alle etniske grupper, der lever i Pakistan var repræsenteret: baluchier, punjabier, hazaraer, kashmirier, sindhier og mange flere. Dette er af enorm strategisk vigtighed for en internationalistisk tendens, som arbejder i et land, hvor det nationale spørgsmål aldrig er blevet løst, og hvor blodige etniske slagsmål jævnligt bryder ud.
Kongressen startede med en debat om krigen i Irak og de internationale perspektiver. Denne debat blev introduceret af Alan Woods fra England. Dette blev efterfulgt af diskussioner om perspektiverne for Pakistan, med oplæg af Manzoor Ahmed (det nyligt valgte marxistiske medlem af det pakistanske parlament), opgaverne for marxisterne i forholdt til arbejde i parlamentet, med oplæg af Lal Khan, og en diskussion af de organisatoriske opgaver i den kommende periode. Claudio Belotti var også til stede som den officielle repræsentant for det italienske PRC (Rifondazione Communista).
Det, som de pakistanske marxister har opbygget, er en ekstraordinær stor præstation. Vi mås huske på, at denne tendens er blevet opbygget fra en lille gruppe af 5-6 kammerater i eksil, under Zia-diktaturet i 1980’erne.
I sit oplæg understregede Alan Woods, hvordan krigen i Irak fuldstændig har nedbrudt den verdensorden, som har eksisteret indtil for nylig. Alan påpegede, at “det er lykkedes Bush at splitte FN, at skabe splittelse i NATO og i EU. En afgrund har åbnet sig imellem Europa og USA. Han har endda formået at komme i konflikt med tyrkerne. Det er helt klart, at den tyrkiske hær ikke vil tillade, at der bliver opbygget en kurdisk stat. Splittelsen mellem USA og Tyrkiet er en utrolig tilstand. I årtier har Tyrkiet været USA-imperialismens vigtigste allierede i Mellemøsten, sammen med Israel. Kapitalismens ligevægt er blevet smadret på alle planer, det økonomiske, det diplomatiske og det militære. De massemobiliseringer, som har fundet sted over hele verden, er i virkeligheden optakt til en revolutionær udvikling. Selvom bevægelsen stadig er i sin tidlige fase, er det helt klart, at strømmen er vendt alle steder”.
Arbejdere, studerende, kvinder
Hvad der også var iøjnefaldende ved denne forsamling var dens politiske sammensætning. Samlet var en hel række af klassekampens og den revolutionære bevægelses veteraner i Pakistan. Der var kammerater som Lal Khan, som mange har mødt i Europa under hans “turnéer” med taler i Spanien, Italien, England, Østrig og andre lande i de sidste par år. Der var Shahida Jabeen, en kvindelig kammerat, som kan prale af at være den kvinde, der har fået den længste fængselsstraf i Pakistans historie. Hun blev tortureret under general Zia’s diktatur. Senere hen blev hun national sekretær for kvindearbejdet i PPP (Pakistan People’s Party), men blev kørt ud på sidelinjen af Benazir Bhutto, fordi hun holdt fast ved de marxistiske ideer.
Der var også kammerat Ghulam Abbas, som har kæmpet under tre forskellige diktaturer. Han blev kun forhindret i at blive valgt ind i parlamentet ved det sidste valg gennem direkte valgfusk? selvom han havde fået 64.000 stemmer i sin kreds.
Der var et stort antal fagligt aktive og fagforeningsledere tilstede på kongressen. Blandt dem var de kammerater, som stod i spidsen for stålarbejderne i Karachi. Der var også kammeraterne fra Quetta, som for 18 måneder siden organiserede en strejke for de offentligt ansatte arbejdere, som lammede hele byen, hvorunder 197 arbejdere blev arresteret. En af de fængslede, som var en af lederne af denne kamp, kammerat Hameed Khan, var også til stede på kongressen. Arbejderne i Quetta blev kun løsladt efter en massiv international solidaritetskampagne. Der var også et stort antal fagligt aktive fra mange forskellige sektorer ? stålindustrien, postvæsenet, flyindustrien, havnearbejderne fra Karachi (Pakistans industrielle centrum), olieraffinaderi-arbejdere, vejarbejdere, offentligt ansatte, osv.
I et land, hvor kvinders rettigheder ligger utroligt lavt, har kammeraterne vist beslutsomhed og evne til at rekruttere kvinder til revolutionær politik. Det faktum, at 87 kvindelige kammerater var tilstede på kongressen, er et vidnesbyrd om, hvor succesfuldt dette arbejde har været, selvom det er blevet udført under meget vanskelige forhold. Vi må huske på, at det ikke er almindeligt accepteret, at kvinder deltager i politiske forsamlinger, hvor mænd også er tilstede.
Der var hundredvis af unge, som er blevet aktive i revolutionær politik i løbet af de sidste par år. For to år siden valgte JKNSF (Kashmirs nationale studenterorganisation) en kammerat fra The Struggle til formand og mange af disse studerende var tilstede på kongressen. En af dem leverede et meget følelsesladet indlæg. Kashmirs folk er blevet undertrykt i mere end et halvt århundrede. Fire krige og 80.000 døde har ikke løst noget som helst. I dag føler Kashmirs folk sig undertrykt både af Indien og Pakistan og kræver sin uafhængighed. Men et uafhængigt Kashmir kan kun opnås på et socialistisk grundlag. Der kan kun komme et socialistisk Kashmir som en del af en bredere socialistisk føderation, der omfatter Indien og Pakistan. Og det kan kun lade sig gøre via en revolutionær socialistisk omdannelse af hele subkontinentet. Alternativet er et mareridt ? i lyset af den konstante trussel om atomkonflikt mellem de to lande.
Hjemvendt fra Bagdad
Blandt de tilstedeværende på kongressen var også tre af PPP’s parlamentsmedlemmer, Zulfiqar Gondal, Shakeela Rasheed og Qamar u Zaman Kaira. PPP har, som kammerat Manzoor Ahmed forklarede et interview, gennemgået en alvorlig intern krise. Dette har ført til splittelse i den parlamentariske gruppe, og ud af det er en venstreopposition begyndt at forme sig.
Zulfiqar havde for nylig været i Bagdad. Han tog derfra den dag, hvor krigen brød ud. Dette er, hvad han havde at sige om sit besøg: “Irakerne er fast besluttede på at modstå invasionen. Flere års sanktioner har haft deres virkning. Deres følelser for Saddam Hussein er blandede, men én ting er klart: Imperialismen bliver set som hovedfjenden. Sanktionerne har haft en katastrofal virkning. Der er udpræget underernæring, specielt blandt kvinder og børn. “Olie for mad”-programmet har vist sig at være total utilstrækkeligt, og udover det er det komplet ude af hænderne på både folket og regeringen. Hvad angår udfaldet af krigen, er det den avancerede teknologi, der står over for mennesker. Det er tydeligt, at irakerne ikke kan konkurrere på det rent militære. Det er derfor, de koncentrerer deres kræfter i byområderne, hvor de kan skabe en meget hård modstand. Jeg forlod Irak via Syrien, hvor det var tydeligt, at der var en udbredt vrede og opposition til USA-imperialismen. På vores vej tilbage mødte vi en gruppe af 40 syrere, som var på vej til Bagdad for at deltage som frivillige i krigen”.
Anti-imperialistisk demonstration i Lahore
Straks efter at kongressen var slut, tog alle de delegerede til Lahores centrum, hvor de lokale tilhængere af The Struggle havde forberedt massevis af røde bannere og plakater. Dette var en helt ulovlig demonstration, fordi regimet forbyder alle udendørs samlinger på mere end fem personer. Men regimet er under pres. Sidste weekend var det nød til midlertidigt at suspendere forbudet mod demonstrationer for at lade fundamentalistiske partier demonstrere mod krigen. Dette viser, hvor svagt regimet er, og dette viser sig også i politiets holdning: De så mere overraskede ud end aggressive, da de så vores demonstration, der marcherede op ad gaden.
Politifolkene var tydeligt nervøse, da de så, hvor mange demonstranter der var. En betjent gik op til os og sagde: “Vi er ikke blevet informeret om dette. Denne demonstration er ikke blevet godkendt”. Han blev øjeblikkeligt omringet af kammerater, som viste, at de ikke var bange for politiet: “Vi har al mulig ret til at demonstrere! I kan ikke stoppe os!” Betjenten blev forvirret: “Jo da, alle har ret til at demonstrere”, og så trak han sig tilbage på sikker afstand, mens demonstrationen stoppede op, og kammeraterne satte sig ned og blokerede trafikken i omkring en time.
Under demonstrationen så politifolkene, bevæbnet med rifler, passivt til, mens mængden af demonstranter, som efterhånden havde rundet 1500, satte sig ned i midten af Mall ? hovedvejen i byens centrum ? ikke så langt fra provinsregeringens hovedsæde. De tilkaldte ikke engang forstærkninger for at sprede mængden. Deres indstilling var ikke fjendtlig, men snarere desorienteret. Kammerat Ilyas Khan fra Multan, tidligere formand for PPP’s ungdom i Punjab, tog en af politimændene i kraven og råbte ad ham: “Hvorfor begynder du ikke at råbe kampråb? Kom nu! Råb ‘Ned med den amerikanske imperialisme’!”
Mens demonstranterne sad midt på vejen, viftede de med de røde faner og råbte kampråb som: “Revolution! Revolution! Socialistisk revolution!”, “Rød! Rød! Østen er rød!” og det gamle PPP-slogan “Roti, kapra aur makan!” (“Mad, klæder og tag over hovedet!”) De kvindelige kammerater var endda mere militante end resten. Generelt set var stemningen enormt entusiastisk og militant. Folk var totalt frygtløse.
En efter en blev de kendte ledere løftet op på stærke skuldre og talte til mængden med revolutionære taler. Blandt talerne var Ilyas Khan, Qamar Zaman Kaira (medlem af parlamentet for PPP), Ghulam Abbas (leder af PPP’s venstrefløj), Zulfiqar Gondal (endnu et parlamentsmedlem for PPP) og selvfølgelig Manzoor Ahmed.
En militærlastvogn kørte helt op til demonstranterne, som nægtede at flytte sig. Nogle af soldaterne bad om tilladelse til at komme forbi. “Lad os komme forbi, vi har travlt”, sagde de. Men kammeraterne stod fast, “Vi er kede af det, men vi kan ikke lade jer komme forbi”, svarede de under ledsagelse af anti-imperialistiske kampråb. Så sagde soldaterne: “Men vi er kun almindelige soldater, vi er ikke officerer. Dette er et nødstilfælde”. Og så lod demonstranterne den ene vogn komme forbi.
Ved slutningen af demonstrationen var vi dobbelt så mange, som da vi begyndte. Ingen havde noget imod de revolutionære slogans, og de forbipasserende var meget positive. Selv politifolkene viste sympati, eller i hvert fald ingen fjendtlighed. De foldede blot deres hænder, stod stille og lod demonstrationen gå videre. Før i tiden ville de havde tilkaldt forstærkninger og spredt folk med vold.
Snart ankom pressen og tv-kameraerne, og de interviewede flere af deltagerne. Blandt dem, der blev interviewet, var Claudio Belotti, medlem af den nationale ledelse for det italienske Rifondazione Comunista og Alan Woods, redaktør for Marxist.com. Claudio sagde blandt andet: “Dette er en uretfærdig og kriminel imperialistisk aggression, som må stoppes med alle mulige midler. Demonstrationer som denne bliver holdt i alle store byer i hele verden. Det viser, hvor komplet råddent det kapitalistiske system er, og at vi må skaffe os af med det”.
Alan blev spurgt, om han som engelsk statsborger var bekymret over at være i Pakistan på dette tidspunkt. Han svarede: “Hvorfor skulle jeg være bekymret? Jeg er aldrig bekymret, når jeg er sammen med almindelige mennesker. De har de samme interesser og de samme bekymringer i alle lande i hele verden. Jeg er ikke bekymret for arbejdere og bønder. De eneste mennesker, der bekymrer mig, er de rige mennesker, kapitalisterne og imperialisterne, som er skyld i krige overalt.” Efter demonstrationen vendte en erfaren kammerat sig til Alan og sagde: “Tro mig, jeg ved ikke hvor mange gange jeg har demonstreret og kæmpet mod politiet, på netop denne gade. Men jeg har dog aldrig set så mange røde faner før!”
