Mange økonomer hævdede for kort tid siden, at
Danmark ikke ville blive berørt af den finansielle krise, der startede i USA i
august sidste år. Nu hævder de, at Kina ikke vil blive berørt.

Politikere i
Vesten håber nu, at Kina kan være lokomotiv for verdensøkonomien og dermed
trække os op af den dybe krise, der truer. Da Kina unægtelig er en større
økonomisk magt med et større hjemmemarked og langt større produktion end
Danmark kunne det lyde troværdigt. Alligevel er udsigterne tvivlsomme.

Eksporten
truet

En interessant artikel i Far Eastern Economic
Review i oktober bragte en række tal, der peger i retning af, at Kina står over
for en langt mere alvorlig nedgang end de optimistiske politikere i Vesten
håber på. I artiklen læser vi blandt andet:

”Ved første øjekast ser statistikkerne lovende
ud. Forbruget er steget med 22 procent, inflationspresset aftager da
fødevarepriserne falder, og stærke udenlandske reserver fortsætter med at vokse
(1.800 milliarder dollars i juli). Faste erhvervsinvesteringer vokser også (de
steg med 27 procent i de første otte måneder af 2008)

(…)

Ved nærmere øjesyn viser der sig imidlertid et
andet billede. Ved udgangen af 2007 var næsten halvdelen af Kinas BNP-vækst
knyttet til eksport og regeringens forbrug, en drastisk vending i forhold til
2003, hvor væksten var domineret af investeringer og privatforbrug.”

At Kina skulle holde sig fri af krisen er
absurd. Kinas hjemmemarked er på størrelse med Italiens, og det kan overhovedet
ikke optage den produktion, der er beregnet til eksport. Nedgangen i forbruget
i USA og Europa vil uundgåeligt påvirke den kinesiske eksport. Resultatet vil
være fabrikslukninger og massearbejdsløshed. Det er et uundgåeligt resultat af
den ”kinesiske vej” med afmontering af planøkonomien under bureaukratiets
kontrol og genindførelse af kapitalisme.

Eksporten steg ganske vist med 22 procent i
løbet af de første otte måneder i år, men kapitalens strateger er bekymrede.
Financial Times skrev 22. september:

”En forklaring er, at de kinesiske
virksomheder er fortsat med at finde markeder til deres produkter i andre
udviklingsøkonomier med opsving. Alligevel tror nogle økonomer, at det blot
udsætter det uundgåelige. I særdeleshed er der tegn på en skarp nedgang i
Europa, Kinas største marked, hvilket kan begynde at skade den kinesiske
eksport. ’Dette kan være stilheden før stormen,’ siger Stephen Green, en økonom
fra Standard Chartered i Shanghai.”

Byggeriet i Kina er for nedadgående på grund af overproduktion. Andre dele af landets industri melder om samme historie.

Før OL tidligere i år forventede Kinas ledere,
at de olympiske lege ville blive fulgt af en bølge af nye udenlandske
investeringer i Kina. Imidlertid er det udeblevet – ikke mindst på grund af den
verdensomspændende krise. I stedet for investeringer ser vi, at fabrikker
bliver lukket på stribe. Alene i Guandong-provinsen, der er en bastion i Kinas
fremstillingsindustri, har halvdelen af skofabrikkerne (over 2.200 fabrikker)
nedlagt værksteder i år. Financial Times kunne 22. september berette, at
provinsens eksport af tøj og tilbehør (som for eksempel sko) er faldet med 31
procent i perioden januar til juli i forhold til sidste år. Eksporten af
plasticprodukter, legetøj og lamper er enten stagneret eller faldende. Og denne
situation var før panikken på Wall Street og de voldsomme krampetrækninger i
den amerikanske økonomi.

Byggesektoren
på vej ned

Der er fortsat vækst i investeringerne, men en
stor del af investeringerne går til ejendomssektoren (hvor investeringerne er
steget med knap 30 procent på et år) på trods af, at over seks procent af
erhvervsejendommene står tomme. Der er tegn på overproduktion i byggeriet, og
priserne er på vej til at falde. Far Eastern Economic Review skriver:

”Ejendomspriserne oplever deres langsomste
vækst i 18 måneder, og priserne på nye boliger i Guangzhou og Shenzen er
faktisk faldet. Samtidig ser vi, at væksten i salget af nye biler, om end
stadig robust, falder.”

Det kinesiske ejendomsmarked er muligvis ikke
plaget af samme gigantiske modsætninger som USA eller Europa, men alligevel er
der dyb bekymring blandt de borgerlige økonomer. Financial Times skrev 22.
september:

”Ifølge Zhang Shuxiao, en ejendomsmægler hos
21st Century i Xian, en stor industriby i det centrale Kina: ’Der er ingen
boble her som der er i Shanghai eller Beijing. Markedet er meget stabilt uden
væsentlige stigninger eller prisfald.’ Imidlertid udvikler problemerne sig i
Chengdu i det sydvestlige Kina. ’Priserne er faldet med 20 procent i løbet af
det sidste år, særligt for nye lejligheder,’ siger Li Qian fra
ejendomsmæglerfirmaet Shunchi i byen. ’Det kan tage to eller tre år før de
vender tilbage.’ Lignende historier med faldende priser begynder at vise sig i
en række store byer. Samtidig er der adskillige andre indikatorer, der peger på
et aftagende ejendomsmarked. Salgene er faldet, og arealet af igangværende
byggeri faldt i august mens produktionen af stål, cement og klimaanlæg
stagnerede eller faldt i måneden – et andet tegn på svag aktivitet. Analytikere
siger, at antallet af godkendelser af boliglån også er faldet kraftigt i de
seneste måneder. ’Vi mener, at
sandsynligheden for en nedsmeltning i ejendomssektoren er høj,’ siger Jerry
Lou, analytiker fra Morgan Stanley i Shanghai.” (Vores fremhævning)

Kapitalens
strateger bekymrede

Direktøren i et af verdens største
mineselskaber Rio Tinto, Tom Albanese, advarede 15. oktober i Financial Times
om Kinas økonomiske helbredstilstand og sagde, at hans firma neddrosler
investeringern i Kina. Han tilføjede, at langt størstedelen af
aluminiumsindustrien i Kina nu har underskud. Direktøren udtrykte situationen
meget klart, om end ret forsigtigt: ”Kina er ikke fuldstændig isoleret fra en
recession i OECD, og vi vil se en påvirkning af den kinesiske eksport.”

Meldingen fra mineselskaberne lyder nu, at der
er overproduktion, hvilket har ført til faldende priser. I flere af de
vigtigste industrigrene ser vi altså, at Kina er på vej til at bevæge sig ind i
en klassisk kapitalistisk overproduktionskrise, hvor arbejdere må gå ledige
samtidig med, at maskinerne står stille. Det er det vanvid, som kapitalismens
genindførelse i Kina fører med sig.

Eksplosioner
på vej

Den stigende arbejdsløshed og uundgåelige
økonomiske nedgang i Kina vil få et udtryk i stigende klassekamp. De seriøse
borgerlige økonomer er udmærket klar over dette perspektiv. Far Eastern
Economic Review skriver:

”Fyrede fabriksarbejdere vil sammen med
millioner af emigrerede bygningsarbejdere blive arbejdsløse mens byggeriet
aftager, og de vil vende tilbage til landområder, der i det store og hele ikke
er forandrede i forhold til da de forlod dem får år tilbage. Det bør ikke komme
som en overraskelse, at demonstrationer imod lokale myndigheder i mindre byer
hurtigt eskalerer til ’masse-hændelser’”

Disse ”hændelser” består i strejker,
demonstrationer, angreb og nedbrænding af myndighedsbygninger. Den kinesiske
arbejderklasse er så småt begyndt at røre på sig, og de sociale eksplosioner
vil i den kommende periode sende chokbølger ud over hele verden.