Mens de borgerlige medier i Danmark og andre lande har travlt med at sende specialudsendelser og mindeprogrammer op til årsdagen for terrorangrebet på USA den 11. september sidste år, fortsætter USA med at bygge op til invasion af Irak. Præsident Bush har erklæret, at 11. september skal være Patrioternes Dag, til ære for de mere end 3.000 mennesker, der blev dræbt under det forfærdelige terrorangreb – men samtidig er han i gang med at forberede en blodig krig, der vil føre til døden for mange, mange flere mennesker, både amerikanere og irakere.
Retorikken skærpes mere og mere, og i slutningen af sidste uge angreb hundreder af engelske og amerikanske fly irakiske luftforsvarsanlæg uden for den såkaldte flyveforbudszone. Angrebet var rettet mod en kommandocentral for luftforsvaret og en militær landingsbane 150 kilometer vest for Bagdad. Englænderne og amerikanerne har påstået, at en af deres patruljer i flyveforbudszonen blev angrebet, men det hele virker mest som en planlagt provokation. Angrebet var det 35. luftangreb, som den engelsk-amerikanske koalition har udført i år. Men påstanden om, at dette bare var en normal hændelse i flyveforbudszonen, er ren vrøvl.
Flyveforbudszonerne påstås at være til for at “beskytte” den civile befolkning i bestemte områder mod angreb fra Saddam Husseins styrker, men er i virkeligheden indført for at sikre de amerikanske imperialisters kontrol med området, hvilket i sig selv er et angreb på Iraks suverænitet. Den amerikanske centralkommando siger, at der har været mere end 130 irakiske angreb mod amerikanske fly i år. Det, irakerne bliver beskyldt for, er – at beskytte deres eget land. En forfærdelig forbrydelse! Men der er aldrig kommet nogen konkrete detaljer om disse påståede irakiske angreb.
Det er indlysende, at den seneste militære operation var en uprovokeret aggression og en planlagt provokation. At det var irakisk luftforsvar, der var målet, taler for sig selv. Det er netop den slags angreb, man ville forvente som del af forberedelserne til en invasion. Det er delvist et forsøg på at svække Iraks forsvar, som allerede er skadet. På den anden side var målet klart uden for flyveforbudszonen, og det var helt klart et forsøg på at provokere irakerne til militær modstand, hvilket så kunne tjene som undskyldning for en invasion.
Præsident Bush har indset, at der er voksende utilfredshed både hjemme og i udlandet, og han har lovet lederne af Kongressen, at han vil bede om Kongressens godkendelse før et angreb. Han har også sagt, at han vil rådføre sig med de fire andre permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd, og han har lovet at argumentere mere detaljeret for sit ønske om at fjerne Saddam Hussein i en tale til FN’s generalforsamling den 12. september.
Nu ser vi, hvad disse løfter er værd. Med den mest beregnende kynisme har Bush beordret det amerikanske luftvåben at optrappe fjendtlighederne mod Irak. Krigsmaskinen er allerede begyndt at rulle. Tony Blair har lydigt meddelt, at England er villig til at betale deres del af gildet, også i form af blod – han har udtalt, at “når skyderiet starter, må man være parat til at være med”, selvom han selvfølgelig selv vil holde sig på behagelig afstand af det hele.
Selvom flere europæiske ledere har udtrykt skepsis over for et angreb på Irak, så vedtog EU’s ledere, at FN skal give Irak et ultimatum: “Lad våbeninspektørerne komme tilbage, ellers så…” Bagdad har svaret, at de er villige til at lade inspektørerne komme tilbage, men så skal sanktionerne mod Irak hæves. Kravet om våbeninspektører er bare en tom manøvre, der skal skjule de virkelige hensigter med et angreb og den egentlige baggrund for den amerikanske modstand mod Saddam Husseins styre (læs mere om baggrunde for USA’s angreb her). USA lader som om de deltager i debat og rådslagning om spørgsmålet, men hele tiden fortsætter forberedelserne til krig.
Alt peger nu i retning af krig. Den herskende klike i Washington har fået blod på tanden efter deres tilsyneladende succes i Afghanistan og tror åbenbart, at de er uovervindelige. Bortset fra at der ikke er noget som helst i Afghanistan, der er blevet løst – USA’s marionet Karzai undslap for få dage siden kun med nød og næppe at blive dræbt – så kan man slet ikke sammenligne Afghanistan og Irak.
De amerikanske imperialisters drøm om, at de kunne bruge den irakiske opposition til at slås for dem, er ren absurditet. Disse borgerlige fraktioner, der hele tiden skændes indbyrdes, ville ikke være stærke nok til at kæmpe sig vej ud af en papirspose. De er reelt uden betydning i dette spil.
Et forsøg på at bruge kurderne som brikker i kampen ville blive mødt med mistænksomhed og modstand fra Tyrkiets side, og dette lands støtte er altafgørende for en amerikansk krig i Irak. Det ville også føre til opsplitning af Iraks territorium, hvilket ville møde stærk modstand fra alle landets naboer, startende med Iran.
Når det kommer til stykket, vil det meste af kampene blive kæmpet af amerikanske soldater. Og det vil ikke blive så let, som de lader til at tro. Man kan ikke sammenligne det med krigen for ti år siden, hvor den irakiske hær i realiteten var en besættelseshær i et fremmed land (Kuwait). Nu vil det irakiske folk kæmpe en forsvarskrig mod en udenlandsk invasion. Og den irakiske hær er til forskel fra Taleban-militserne i Afghanistan en seriøs styrke. Konflikten ville blive lang og blodig. De amerikanske tal ville langt overgå alt, hvad vi har set i lang tid.
Udenrigsministrene i den Arabiske Liga har advaret om, at et angreb på Irak ville “åbne op for Helvedes porte” i Mellemøsten. Det er udtryk for den frygt, som disse pro-vestlige arabiske regimer føler for de rystelser, som vil ramme hele området som følge af en krig i Irak. Al den ophobede bitterhed og vrede vil eksplodere i de arabiske masser, og de korrupte arabiske styrer vil blive truet af voldelig omstyrtelse.
En invasion i Irak vil få eksplosive konsekvenser i Irak selv og i hele Mellemøsten. Det ville snart føre til en international anti-krigsbevægelse af et omfang, der ikke er set siden Vietnam. Før eller siden vil det også afspejles inde i USA selv. Vi må være beredte!
