På Arbejdermuseet er der for tiden en udstilling med kunstneren Victor Brockdorff. Victor Brockdorff er mest kendt som en socialistisk realistisk maler. Det er et godt initiativ at udstille en kunstner, som tager klart parti for arbejderklassen i sin kunst. Udstillingen dækker over malerier, der er malet i forskellige stilarter. Fra malerier af partikongresser over bybilleder til blomstermalerier. Dog får man at vide, at Brockdorff, som en anden Thomas Kluge, sågar har malet et portræt af dronning Margrethe!
På udstillingen får man at vide, at Victor Brockdorff bevægede sig fra den “hårde forkyndende socialistiske realisme” til fordel for en “naturalisme”. Dette kan tolkes, som om at Brockdorff blev mere harmløs og tandløs med årene. Ikke-socialistiske kritikere, kunsthistorikere og litteraturanmeldere er nogle gange tilbøjelige til at gøre progressive kunstnere kraftløse i deres omtale af dem.
Naturalisme
Naturalisme har ifølge Fogtdals kunstleksikon “både en specifik, tidsbegrænset betydning og betegner en almen tendens i tiden. I sin specifikke betydning dækker begrebet….den kunstneriske konsekvens af den positivistiske verdensanskuelse”. Altså borgerskabets idéer i 1800-tallet. Og videre hedder det, at i den bredere betydning “betegner begrebet naturalisme sådanne kunstneriske udtryksformer, som tager udgangspunkt i den sete virkelighed”.
Men så kan man diskutere, om det er mindre progressivt at være “naturalist” end “socialistisk realist”? Er den socialistiske realisme (nødvendigvis) en progressiv form? Begreber kan skifte mening med tiden, og der kan sikkert lægges forskelligt indhold i begreberne naturalisme og socialistisk realisme. Og det oplyses på udstillingen, at Brockdorff på et tidspunkt mente, at non-figurativ kunst var “marshallkunst”.
Og udstillingen består ganske rigtigt af flere typer billeder. Der er portrætter, tegninger, blomsterbilleder, malerier, der agiterer for fred o.a. Men at der kan spores en linje fra socialistisk realisme til naturalisme i Victor Brockdorffs kunstretning, er svært for mig at se.
Snarere er det tale om, at han løbende maler i forskellige stilarter. Der er for eksempel et maleri “En fredsdemonstration” fra 1982 for fred med ledelsen af partiet Fælles Kurs i spidsen. Og der er mange malerier fra før 1982, der kunne betegnes som naturalistiske, hvis det er det, man vil. Og Brockdorff skiftede vist heller ikke politisk holdning på noget tidspunkt og blev borgerlig.
Socialistisk realisme
Den socialistiske realisme blev kanoniseret som den officielle sovjetiske kunstform i 1930’erne. Og det var ikke populært at lave anden kunst end socialistisk realisme. Socialistisk realisme var en slags partistyret kunst. Meningen med den socialistiske realisme var, at kunstnere skulle beskrive (hylde) den nye livsform i Sovjetunionen. Men denne realisme skabte nogle mærkelige billeder i kraft af den store afstand mellem indholdet i malerierne og den virkelighed, der var i Sovjet under Stalins ledelse. Og det er klart, at socialistisk realisme i denne forstand ikke er en synderlig progressiv form. Men denne kulturpolitik var klart et brud med Lenins kulturpolitik, som bl.a. går ud på, at partiet ikke skal blande sig i, hvordan kunstneren skal male. Og Lenin støttede alle de moderne strømninger inden for kunsten, som på den måde blev vundet for revolutionen. For eksempel blev futuristerne fascister i Italien, mens de i Rusland støttede revolutionen. Også surrealismen er et eksempel på, at en ikke–realistisk form kan være progressiv. Og Thomas Kluge er et eksempel på en realistisk kunstner, hvis kunst ikke kan siges at være synderligt progressiv.
På den måde kan det siges, at Stalins krav til kunstnerne i Sovjet ikke var progressive. Og ifølge kataloget til udstillingen mente Brockdorff, at socialistisk realisme rummer mere end “ideologisk propaganda”, den skal også “nå ind i selve menneskesjælen”.
Egentlig er der kun 2 malerier, jeg ville kalde socialistisk realistiske i den forstand, at de idealiserer virkeligheden frem for at vise den, som den er (fra et arbejdersynspunkt), i det omfang det kan lade sig gøre. Og det er maleriet af DKPs kongres fra 1952, hvor Aksel Larsen næsten guddommeliggøres i en symbolsk metafysisk lysstråle. Maleriet minder om de latterlige billeder i Jehovas Vidners mærkelige tidsskrifter. Og det er heller ikke synderlig mere realistisk end disse billeder. Desuden virker maleriet ufrivilligt komisk på tilskueren, når man ved, at Aksel Larsen blev ekskluderet fra DKP kun 6 år efter denne kongres. Helt foran i maleriet kan man se DKPs reformistiske program for “det danske folks vej til socialismen”. Victor Brockdorff kan således ikke siges at være en revolutionær socialistisk kunstner.
Det andet maleri er serien, der hedder “DKU”, hvor det særligt er tredje del af serien, der er værst i den henseende. I første del kan man se nogle DKUere, der bliver angrebet af politiet i anledning af en fredsdemonstration, hvor der er ildevarslende skyer på himlen. Det kan kaldes (socialistisk) realistisk. I anden del fjerner vi os fra realismen og går over til en hyldest af DKU på næsten religiøs måde, og skyerne er næsten forvundet. På det sidste ses meget glade folk under en mærkelig skyfri lyseblå himmel, med en statue af Josef Stalin, der peger fremad i baggrunden. Billedsproget på særligt det sidste maleri er som taget ud af Vagttårnet.
Malerierne af arbejdere på forskellige arbejdspladser og malerierne af demonstrerende arbejdere er de bedste på udstillingen, hvoraf de første kan betegnes som naturalisme i den brede forstand, uden at de er tandløse af den grund. De fremstiller ikke arbejderne som helgener eller guder, men som kæmpende mennesker og viser virkeligheden fra et progressivt synspunkt. Disse malerier skabte vrede hos borgerskabet og borgerlige kritikere. Hvis disse billeder kan betegnes som socialistisk realisme, så er det en kunstform med progressivt indhold.
Udstillingen er i sin helhed god – den viser malerier af en kunstner, der blandt andet skildrer arbejdere i dagligdag, i hjemmet og på arbejdspladsen. Og desuden skildres arbejdere i kamp i Danmark. Jeg konkluderede før, at Brockdorff ikke var en revolutionær kunstner. Men mindre kan også gøre det. Det er en god udstilling i disse tider, hvor det gentages på næsten goebbelsk maner, at arbejderklassen ikke eksisterer mere, for slet ikke at tale om klassekampen.
Kig ind på arbejdermuseet.dk
Det udmærkede udstillingskatalog kan købes for 75 kr.
