År 2001 vil blive husket som det år, hvor udviklingen vendte, og det er ikke bare pga. terrorangrebet i USA. Det blev året, hvor den internationale protestbevægelse blandt ungdommen fik fodfæste selv i Sverige. Året, hvor den økonomiske opgang blev brudt, og året, hvor den mægtigste stormagt nogensinde blev rystet af det største og blodigste terrorangreb i historien.

Den økonomiske krise slog først til mod de svageste lande i den tredje verden, hvilket førte til opstanden i Argentina ved juletid. Nu har krisen også spredt sig til verdensøkonomiens centrum, USA og Europa, mens Japan, den økonomiske kæmpe i Asien, allerede har været i krise længe. I Sverige blev der varslet 69.000 fyringer i 2001, hvilket er mere end en fordobling i forhold til år 2000. Først og fremmest er det fremstillingsindustrien, der er berørt, men også “IT-relaterede tjenester”.

Øget ustabilitet

Terrorangrebet d. 11. september fik USA til at skifte side i Afghanistan og gå til angreb på sine tidligere allierede Talibanerne og støtte deres fjender. Dette førte til et skifte i magtbalancen. Det sønderslagne Afghanistan blev endnu mere ødelagt, det talibanske terrorregime blev styrtet og erstattedes med våbensmuglerne og narkobaronerne i “Nordalliancen”.

USA’s angreb har samtidig øget ustabiliteten i hele Asien. Israel har definitivt smidt masken og begravet alt, hvad der hedder fredsproces, hvilket øger risikoen for en ny israelsk-arabisk krig. Atommagterne Indien og Pakistan står på randen af en ny krig.

Det er netop i sådanne perioder, hvor der er et skifte i situationen, at den politiske bevidsthed kan ændres meget hurtigt. Der ruskes op i traditionelle opfattelser. Mange, der ikke bekymrede sig om politik før, vågner op og bliver interesserede. Dem, der troede på regeringens politik, begynder at sætte spørgsmålstegn ved den. Og håbet om forandring vokser blandt dem, der allerede var skuffede.

I dokumentet “Stilhed før stormen”, som blev udgivet i efteråret 2000, skrev vi: “Erfaringen fra tredverne viser, at en dyb krise ændrer bevidstheden mere end noget andet, idet den ryster grundlæggende op i arbejderklassen og hele befolkningen. Netop på det tidspunkt, hvor det var begyndt at gå fremad, kommer der en ny bølge af masseafskedigelser og virksomhedslukninger. Når lønmodtagerne endelig var begyndt at tro på lysere tider, kræves der igen nye opofringer af dem. Faldet på børsen, der muligvis bliver til et krak, vil få en særlig stor psykologisk virkning. Mange vil tabe deres opsparinger på børsen, selve symbolet på kapitalismen, hvilket i høj grad vil undergrave tiltroen til kapitalismen.

Er det ikke præcis, hvad der sker nu?

Dertil kommer følgerne af den dramatiske internationale situation. Den fred og stabilitet, som blev lovet efter den kolde krigs ophør, er nu en saga blot. De blodige konflikter i Jugoslavien, Mellemøsten, Tjetjenien, Indien/Pakistan, Afrika, Colombia osv. er ikke kommet et skridt nærmere en løsning, men er tværtimod blevet forværret eller gjort permanente. Og i takt med at bomberne regnede ned over Bagdad, Beograd og Kabul, er den amerikanske og europæiske imperialismes virkelige ansigt blevet mere og mere tydeligt.

Ungdommen i bevægelse

I flere år har der allerede været et lag af studerende og unge, som er begyndt at bevæge sig mod venstre og kritisere det kapitalistiske system. Dette blev udtrykt under demonstrationerne under EU-topmødet i Gøteborg sidste juni, hvor der var demonstrationer med 10.000, 15.000 og 20.000 deltagere. (Læs mere om Gøteborg-protesterne her). Disse stemninger har nu spredt sig til større grupper af unge. På alle skoler og universiteter, såvel som på arbejdspladser hvor der er mange unge ansat, er der en større politisk interesse og en bevægelse mod venstre.

I SSU (Sveriges socialdemokratiske ungdomsforbund) er der en radikalisering i gang, som har styrket venstrefløjen i organisationen. Da den højreorienterede forbundsledelse strøg socialismen fra principprogrammet på kongressen i august, samlede venstrefløjen (som udgjorde omkring 40% af de delegerede) sig om et alternativt program. Da der blev valgt en ny højreorienteret formand, forlod de salen i protest. Der er i dag meget stor splittelse i forbundet.

Også meningsmålingerne siger noget om, hvordan ungdommen har bevæget sig. Før i tiden, da det især var studenter, der gik til venstre, var det Vänsterpartiet, der gik fremad (det tidligere Kommunistparti). Men nu hvor den politiske interesse øges i arbejderungdommen, så er det Socialdemokratiet, der har fremgang. De står til 40% i målingerne (10% frem i forhold til 1997), mens Vänsterpartiet får 10-11% sammenlignet med 14-15% før.

Disse unge voksede op under krisen i halvfemserne, og en eller begge af deres forældre blev måske arbejdsløse dengang. Eller de voksede op under opsvinget i slutningen af årtiet, hvor håbet om en længere periode med stabile forbedringer begyndte at spire, samtidig med at presset og stressen blev forøget enormt både på arbejdspladserne og i skolerne. Disse forhåbninger begynder nu at blive knust, mens arbejdsløshedens spøgelse begynder at røre på sig igen.

Arbejderklassens styrke

Dette taler for, at radikaliseringen blandt ungdommen vil vokse og blive dybere. Vi vil komme til at se nye protester mod de globale uretfærdigheder, mod WTO og IMF og ikke mindst imod imperialismens krigshandlinger, i Sverige og internationalt.

Alt dette vil skubbe flere og flere arbejdere i aktion. Arbejderklassen er den største kraft på jorden. Det er dette, og kun dette, som kan ændre verdens gang og vise en vej væk fra krig, fattigdom og arbejdsløshed. I Nordamerika, Europa og Japan består befolkningen først og fremmest af lønmodtagere, som ikke vil få andet valg end at gå i kamp for deres forhold, når disse trues. Selv i mange tredjeverdenslande er arbejdere i byer og landsbyer i dag flertallet af befolkningen. Det gælder i lande som Brasilien, Argentina, Mexico, Sydafrika, Sydkorea, Indonesien osv.

I Sverige er størstedelen af den voksne befolkning (3,5 millioner) medlemmer af en fagforening. Aldrig nogensinde i noget land har arbejderklassen været så velorganiseret.

Kampens vej

Internationalt er arbejderklassen allerede slået ind på kampens vej. Det var ikke middelklassen, men arbejderklassens aktioner og generalstrejker, som fældede regeringen i Argentina. Der har også været store strejker i andre latinamerikanske lande. Også i Europa og USA er arbejdere begyndt at gå i kamp. Især har der været store strejker og demonstrationer i Grækenland og Frankrig.

I Sverige har der været massive demonstrationer i bla. Degerfors, Katrineholm og Gislaved i protest mod fabrikslukninger – med op mod 5.-10.000 deltagere, hvilket er op til halvdelen af befolkningen i disse små byer.

Forskellige grupper har protesteret mod nedskæringer i kommunerne, og har i visse tilfælde endda haft succes. Der er en stærk utilfredshed med deregulerings- og privatiseringspolitikken og dens konsekvenser. Det gælder inde for el, post, jernbanerne, vejene, og ikke mindst situationen i det borgerligt styrede Stockholm, hvor store dele af den offentlige service og transport er blevet solgt, hvilket har ført til mange protester. Den seneste i rækken var i november 2001, hvor 1.500 arbejdere samledes – det var organiseret af en række mere venstreorienterede afdelinger og distrikter i SSU med støtte fra en del lokale og regionale fagforeninger. Også på kommunalarbejderforbundets kongres i fjor gjorde de delegerede oprør mod ledelsens privatiseringslinje og besejrede den.

Det kommende valg

Til efteråret er der valg til både Riksdagen og lokal- og byråd. Indtil da vil kampen mod de borgerlige partier stå øverst på dagsordenen for den svenske arbejderbevægelse. Modsætningerne i partiet vil midlertidigt blive tonet ned, og kræfterne vil blive koncentreret om at få sejren i hus.

På Socialdemokratiets kongres forsikrede Göran Persson og finansminister Bosse Ringholm om, at den svenske økonomi nu står stærkt efter en periode med stramninger. Der blev lovet en række reformer, deriblandt højere sociale ydelser, forbedret sundhedssystem og fuld beskæftigelse. Dette er hvad partiaktivisterne vil forvente. Forbedringer og ikke andet. Men hvad er det, vi kommer til at få?

Når den økonomiske nedgang bliver dybere, og arbejdsløsheden stiger, vil den socialdemokratiske regering stå tomhændet. De har ikke noget socialistisk program for at løse krisen, og det andet alternativ kender vi alt for godt: lavere sociale ydelser, nedskæringer på velfærden og arbejdernes rettigheder.

En socialdemokratisk regering, som endnu engang forsøger at lægge byrderne på arbejderklassens skuldre, vil ikke blive mødt med samme tålmodighed som tidligere. Nedskæringerne vil udløse en proteststorm i partiet. Der vil opstå modsætninger og kløfter, endda helt ind i magtens korridorer: i partiledelsen, riksdagsgruppen og regeringen.

Konfrontation mellem klasserne

Fagforeningerne vil blive draget ind i striden, og før eller siden vil vi komme til at se en konfrontation mellem klasserne i form af en storstrejke, som under storkonflikten i 1980, hvor omkring en million arbejdere var i strejke eller lock-outet.

I denne proces vil spørgsmålet om kontrollen med produktionen og dens fordeling igen blive stillet. Dem, der tror, at socialismen er passé, vil komme til at tro om igen. Igen og igen vil arbejderne prøve at ændre partiet. Der vil udvikle sig en massiv venstrestrømning. I den proces vil de socialistiske og marxistiske ideer, som udtrykkes af avisen Socialisten, der er organ for den marxistiske tendens i den svenske arbejderbevægelse, vinde stadig større genklang.