I denne tid, hvor Danmark er formandsland for EU, og der afholdes alskens fine møder for EU-landenes ministre rundt om i landet, er det værd at huske på, hvad EU egentlig er for noget, og hvad socialister mener om den sag.
EU er kapitalisternes værktøj
Det europæiske fællesmarked blev dannet som de europæiske kapitalisters forsøg på at komme ud over nationalstaternes snævre begrænsninger med deres begrænsede markeder. Efter anden verdenskrig, hvor USA for alvor blev en supermagt, var de små europæiske stater ikke stærke nok til at klare sig alene mod deres modstandere på verdensmarkedet. På trods af al snak om frihandel og liberalisering er der voldsom kamp om markeder mellem alle de store kapitalistiske nationer. Der har i en længere periode været en klar tendens i verden til en opsplitning i handelsblokke, domineret af henholdsvis USA, Tyskland og Japan. Hver enkelt af dem prøver nidkært at beskytte sine egne markeder og indflydelsesområder, mens de kræver større adgang til rivalernes.
EU er en blok mellem de europæiske kapitalister imod deres konkurrenter på verdensmarkedet, imod de tidligere kolonier i den tredje verden og imod arbejderne i de forskellige europæiske lande. Kapitalisterne og deres regeringer bruger EU, konvergenskrav, harmonisering osv. som undskyldning for at skære ned og fjerne den velfærd, som de europæiske arbejdere har tilkæmpet sig i de sidste 50 år. Dette er imidlertid ikke noget særligt europæisk fænomen: over hele verden gennemføres der hårde angreb på arbejdende menneskers levestandard og tilkæmpede rettigheder. Det er ikke EU, der er skyld i disse tiltag, men det kapitalistiske system, der ikke længere kan leve med de forbedringer, som arbejderne har tilkæmpet.
Marxister går imod EU, ligesom de går imod alle tiltag, kapitalistklassen bruger til at angribe arbejderklassen med, men de forstår, at det ikke er det, der er problemets rod: med eller uden EU ville kapitalisterne skulle skære ned, og med eller uden EU vil arbejderne blive tvunget i kamp for bedre forhold.
EU-topi
Et forenet kapitalistisk Europa er, med Lenins ord, en reaktionær utopi: reaktionær, fordi hvert et skridt imod mere union er det samme som flere angreb på arbejderklassens økonomiske og demokratiske rettigheder, og utopi, fordi det er en illusion at tro, at kapitalisterne nogen sinde vil kunne forenes. Kapitalismens grundlag er det såkaldte “frie” marked med benhård konkurrence mellem forskellige kapitalister. Så længe økonomien går mere eller mindre godt, kan kapitalisterne fra forskellige europæiske lande godt samarbejde lidt om fælles mål, men når den økonomiske nedtur kommer, vil det blive anderledes: alle de nationale kapitalister vil sørge for at pleje egne interesser først og se stort på fælles regler og harmonisering. Det ser vi allerede nu, hvor der er stor uenighed om mange ting i EU ? hvem skal med af nye medlemslande, hvad skal være EU’s fælles udenrigspolitik (f.eks. var der store uenigheder under NATO/USA’s krig imod Serbien), hvad skal der ske med landbrugsstøtten, som kommer under pres ved en eventuel udvidelse af EU osv.
Det er lykkedes dem at gennemføre euroen for nogle lande, men de vil blive uenige om alt, hvad den medfører. Det siger sig selv, at vidt forskellige økonomier, der står på forskellige trin og trækker i hver sin retning, og som oven i købet konkurrerer med hinanden, ikke vil kunne låses fast til hinanden på den måde. Et rigtigt forenet kapitalistisk Europa kan der aldrig blive tale om – på kapitalistisk grundlag vil det altid blot være den stærkeste økonomiske magt (dvs. den tyske kapitalisme), der vil dominere de andre.
Løsningen er et opgør med kapitalismen
Der er altså intet progressivt ved EU. Selv i de tilfælde, hvor EU lader, som om de står for arbejdernes interesser (“den sociale dimension”), er der ikke nogen reel beskyttelse. Det eneste virkelige forsvar for vores rettigheder er arbejderklassens enhed, organisation og klassebevidsthed – og dens vilje til at slås for bedre forhold. EU er ikke lavet for at sikre ordentlige forhold for Europas arbejdere, men som et våben i hænderne på de europæiske arbejdsgivere.
EU kommer nok blandt andet til at diskutere en eventuel ny forfatning eller traktat, der efter planen skal vedtages i 2004, og som (forhåbentlig) kommer til folkeafstemning i Danmark og alle andre lande i EU. Socialister vil anbefale at stemme Nej til denne forfatning/traktat, også selv om det kan betyde udmeldelse af EU for Danmarks vedkommende.
EU-tilhængerne har påstået mange gange, sidst op til afstemningen om euroen, at det ville betyde økonomisk krise, hvis der blev stemt Nej til euroen. Det vil man sikkert påstå igen op til en kommende afstemning. Nogle gange hævdes der omvendt fra Nej-siden, at EU alene er skyld i nedskæringerne på arbejderklassen, og at en udmeldelse af EU evt. ville løse dette problem. Det kan man hurtigt se ikke er rigtigt, ved at kigge på landene, der er uden for EU. For eksempel Norge, der trods økonomisk opsving i de senere år har skåret ned på velfærden. Der er også andre eksempler: Island, Schweiz, og de danske kolonier Færøerne og Grønland. Det er også landenes egne politikere, der sidder i EU og bestemmer nedskæringerne, og det ville de også gøre, hvis de ikke havde EU. EU er for dem mest af alt en bekvem undskyldning for at skære ned uden selv at tage ansvaret. Disse eksempler viser på den anden side også, at det ikke automatisk betyder økonomisk katastrofe for et land at stå udenfor EU.
Dette er dog ikke noget alternativ til den nuværende situation. Løsningen på problemet er ikke bare at melde Danmark (eller England eller et andet land) ud af EU og så tro, at alt bliver godt. Det ville ikke ændre noget grundlæggende ved situationen ? vi ville stadig have et kapitalistisk system, vi ville stadig være afhængige af verdensmarkedet, der ville stadig blive gennemført de samme nedskæringer, og almindelige arbejdende mennesker ville stadig have lige lidt at skulle have sagt. Det er kort sagt ikke noget alternativ. Det centrale spørgsmål er ikke, om et kapitalistisk land er tilknyttet EU eller ikke. Det centrale spørgsmål er, om det er et kapitalistisk Europa eller et socialistisk Europa. Vores svar er, at det eneste alternativ til EU er Europas Forenede Socialistiske Stater. Derfor skal fokus i kritikken af EU være på arbejderklassens selvstændige stilling og det socialistiske alternativ.
Internationalisme
Socialister har til alle tider været internationalister. Vi går ind for en europæisk union, men det skal være i form af Europas forenede socialistiske stater. Grunden til, at vi er imod EU, er ikke det, at det er en union eller et overstatsligt samarbejde. Det er, fordi EU er en kapitalistisk konstruktion, som de europæiske kapitalister har skabt imod de europæiske arbejdere. Den eneste måde at få et forenet Europa på er ved at sætte en stopper for kapitalismen i Danmark og i de andre lande og opbygge et forbund af socialistiske stater.
