Den økonomiske situation på verdensplan bliver mere og mere ustabil. En lang række økonomer og politikere giver terrorbombningen af World Trade Center skylden. Dette er forkert. Den kapitalistiske økonomi har de sidste 3 år bevæget sig mod en krise.
Bombningen af World Trade Center førte med det samme til fald på aktiemarkedet. Dollaren faldt, og investorerne flyttede deres investeringer væk fra USA og mod det europæiske marked. Det var et chok for alle, at nogle kunne ramme verdenshistoriens største supermagt lige i dens finansielle hjerte. Men hvis den amerikanske økonomi virkelig var så stabil som nogle påstår, burde ødelæggelsen af to skyskrabere vel ikke få hele økonomien til at standse. Sagen er den, at den amerikanske økonomi på ingen måde er stabil. I 1998 var en verdenskrise under opsejling. I Danmark kom der underskud på betalingsbalancen, statens indtægter faldt, aktierne gik ned og det samme fandt sted i resten af Europa. Rusland var på det tidspunkt i dyb krise og havde siden stalinismen fald oplevet et fald i bruttonationalproduktet (BNP) på over 40 %! Asien oplevede det ene kollaps efter det andet især i Thailand og Indonesien. I Latinamerika var situationen også mere end kritisk.
Men den verdensomspændene nedgang i økonomien blev afværget. Af hvad? Af de amerikanske forbrugeres efterspørgsel. De samme økonomer, som i starten af 90erne havde kaldt Japan for det asiatiske mirakel og tydeligt havde “bevist”, at det var lokomotivet i en hel ny periode i den kapitalistiske økonomi, talte nu om, at USA var dette lokomotiv. Men dette lokomotiv er ved at løbe tør for kul!
Amerikansk økonomi er på ingen måde stabil, sund eller noget der ligner. I virkeligheden baserer den sig på kredit, spekulation og udvikling af serviceerhverv i stedet for industri. I realiteten har den amerikanske industri været udsat for et kollaps. Fremstillingssektoren har mistet 785.000 arbejdspladser. Og det er fremstillingssektoren, der er den mest betydelige sektor til at frembringe reel værdi. Har man bygget et skib eller et hus repræsenterer det en mere eller mindre fast form for værdi, hvorimod en aktie når alt kommer til alt bare er et stykke papir. Men i USA er fremstillingssektoren i tilbagegang mens servicesektoren er i fremgang. Men man kan ikke bygge en økonomi på at sælge service til hinanden. Den vil under alle omstændigheder være utrolig sårbar overfor økonomiske udsving.
IT-økonomien er af flere økonomer blevet udråbt til den nye lykkelige periode i kapitalistisk økonomi, hvor opsvinget vil vare for evigt. NASDAQ indekset (IT-aktier) steg og steg, og unge IT-freaks med en god idé kunne på få uger se sig som multi-millionærer. Der var ingen (udover marxisterne), der slog alarm over, at IT-firmaer, der aldrig nogensinde havde vist et overskud eller i nogle tilfælde kørte med underskud, kunne have en aktieværdi, der var hundrede gange højere end firmaets egen værdi. Rent faktisk gik Pia Gjellerup, som på papiret er en del af arbejderbevægelsen i 1999 ud og opfordrede lønmodtagere til at spekulere i aktier og ikke mindst IT-aktier, som jo steg og steg. Forhåbentlig har de danske arbejdere ikke lyttet efter, for ellers er deres opsparinger forsvundet med to tredjedele. Så meget er NASDAQ faldet siden starten af 2000. Man kunne tro, at Pia Gjellerup så ville blive smidt ud af regeringen, puttet i fængsel eller lignende, men i stedet er hun nu finansminister! I USA har flere små investorer, som har fulgt lige så “gode” råd fra “eksperter” og “rådgivere” krævet erstatning for at være blevet vildledt. Men dommerne har erklæret, at spekulation er en risikabel affære, og disse arbejdere, som er blevet lovet guld og grønne skove, kan nu se deres livsopsparing reduceret til et stykke papir! Velkommen til den virkelige kapitalisme!
De amerikanske forbrugere har været en af drivkræfterne i verdensøkonomien! Dette er der sådan set ikke noget underligt i og dog. Karl Marx og Friedrich Engels gjorde i fuld overensstemmelse med hinanden klart, at det er overproduktion, der er grundlaget for de evigt tilbagevendende kriser i den kapitalistiske økonomi. Med andre ord er problemet i den kapitalistiske økonomi den værdi, som arbejderne skaber, men som de ikke får udbetalt i løn, fordi den istedet bliver stjålet af kapitalisten som profit. Da arbejderklassen får en løn lavere end den værdi, de har skabt, kan de jo så ikke købe disse varer tilbage igen. Investerer kapitalisterne deres overskud i nye fabrikker og maskiner vil kapitalismen blomstre og hele tiden udvikle sig selv. Men kapitalisterne investere kun hvis de kan blive garanteret profit. I øjeblikket får de større profit ved at investere i aktier – så det gør de. Det er blandt andet derfor, der ikke bliver bygget private lejeboliger i Danmark, da entreprenørerne ikke får profit nok ud af dette.
I USA er en stor del af forbruget baseret på, at forbrugerne låner penge. Rent faktisk er 22 % af forbruget baseret på kredit. Med andre ord køber folk ting for penge, de ikke har. Dette er ikke noget godt tegn. Hvis forbruget steg, fordi folk fik flere penge, som de havde tjent ved rigtigt arbejde, var det noget andet. En økonomi, der delvist er baseret på kredit, vil være utrolig sårbar. Hvis disse folk nu ikke kan betale deres lån tilbage, så er der nogle, der har givet penge ud uden at få noget for dem. Hvis de nu så ikke kan betale deres lån tilbage er der nogle andre der får problemer – de skal måske så fyre nogle ansatte, som så ikke kan betale deres lån tilbage, og så kører rouletten. Karl Marx kaldte den kapitalistiske økonomi for rent anarki – den økonomiske situation i 2001 er et bevis på, hvor sandt det er.
Bombningen af World Trade Center og tæppebombningen af Afghanistan finder sted i en yderst ustabil økonomisk situation. Nervøse spekulanter er blevet endnu mere nervøse, og de amerikanske forbrugere er blevet lidt mere påpasselige. Inden bombningen var alle tegn på en kommende krise blevet mere og mere tydelige, og denne udvikling er blevet forstærket af krigen mod Afghanistan.
Den lykkelige kapitalisme findes! Men den er forbeholdt de få gigantiske kapitalister, der bruger alle kneb for at dominere deres konkurrenter. Opsving eller krise har verdens arbejdere oplevet et frontal angreb på deres rettigheder. Den danske offentlige sektor er ved at blive presset tilbage til halvtredserne, og det samme finder sted over hele verden. Den 3. verden er udsat for ekstrem udbytning af den vestlige verdens kapitalister, som blokere al udvikling af denne del af verden. På arbejdspladserne spørger folk sig selv, hvor langt tid dette kan blive ved. Hvor lang tid vil de øge arbejdsbyrderne? Med en krise under opbygning er svaret klart. Indtil at den kapitalistiske økonomi bliver erstattet af en international demokratisk socialistisk planlagt økonomi. Siden starten af 80erne er velfærdssamfundet blevet forringet år efter år. Og denne udvikling har især fundet sted med Socialdemokratiet ved magten. SF og Enhedslisten har ikke kunnet fremstå som noget alternativ og derfor er højredrejningen en realitet. En arbejder sagde: der er gået for meget gulerodsdyrkning og Fjällräven i Enhedslisten – og han har absolut ret. Men højredrejningen er en blindgyde.
Den eneste vej frem er kampen for at få arbejderbevægelsen tilbage til arbejderne. Kampen for en arbejderpolitik og kampen for et socialistisk program. Human kapitalisme er utopi. Fremtiden vil være evige angreb på arbejderklassens rettigheder. Ledelsen for fagbevægelsen og arbejderpartierne har ikke gjort andet end at bremse arbejderne og mane dem til ro og besindighed. Det er som at forklare en, der konstant bliver pisket, at personen skal slappe af og vente på, at et udvalg har holdt et møde. Der er ingen forbindelse mellem toppen af arbejderbevægelsen og bunden. Der er ingen let vej frem. Arbejderne må selv tilbageerobre deres organisationer til et socialistisk program, for kun ved arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne vil der kunne skabes et samfund, som bygger på flertallets interesser i stedet for som nu på et fåtals ubarmhjertige jagt på profit.
