I folkeskolerne er det fast pensum, at imperialismen er en historisk epoke, der for længst er overstået. At det er noget, der har med dampmaskiner, negerslaver og bomuldsplantager at gøre. Det er kun delvist rigtigt. For ganske vist er imperialismen en historisk epoke. Men den er langt fra overstået, tværtimod.
Marx og Engels skrev for mere end 150 år siden, at kapitalismen ville brede sig ud over hele verden og, som de udtrykte det, “skabe en verden i sit eget billede”. De forklarede, at der ville opstå et verdensmarked, der ville opnå knusende dominans over samtlige lande i verden.
Verdensmarkedet er større, tættere og mere altomfattende end nogensinde før, og bliver mere og mere domineret af en stadig mindre gruppe af kapitalister fra verdens rigeste lande. Ikke et eneste land, end ikke det mest magtfulde, kan sige sig fri for, at blive påvirket af verdensmarkedet. De fleste lande i verden, med det overvældende flertal af verdens befolkning, er helt underkastet verdensmarkedets love.
Lenin om imperialismen
For mere end 80 år siden skrev Lenin sin bog “Imperialismen som kapitalismens højeste stadium”. Der kommer han ind på imperialismens forskellige kendetegn: 1) Produktion og kapital koncentreres. I imperialismen er det de store monopoler, der dominerer. 2) Bank- og industrikapitalen smelter mere og mere sammen, og denne finanskapital bliver den dominerende magt. 3) Eksport af kapital får stor betydning – produktion flyttes til udlandet. 4) De internationale grupper af monopolkapitalister deler verden op mellem sig. 5) De kapitalistiske stormagter har delt verden mellem sig, og slås om interesseområder, indflydelse og magt over markeder og lande.
Koncentration af magt og kapital
På globalt plan ser vi således, at stadig færre personer råder over mere og mere magt, flere ressourcer og mere kapital. De skalter og valter med klodens enorme værdier. Ikke under hensyn til, hvordan det kommer menneskeheden mest til gode, men derimod under hensyn til kold, klingende profit. Derfor lever hundredevis af millioner mennesker på sultegrænsen, mens de rige lande brænder fødevarer af. Derfor bruges den mest avancerede teknologi i verden til våben, til en kæmpe morder-industri, der er en af verdens største forretninger. Derfor måles hensynet til mennesker og miljø ikke i sundhed, levealder, livskvalitet og velfærd, men i dollars.
Den kolossale koncentration af magten på globalt plan er ikke et tilfælde. Fænomenet udspringer af selve kapitalismens natur.
Imperialistisk udnyttelse før og nu
Lenin beskrev for 85 år siden, i sin mesterlige bog om imperialismen, hvordan de dominerende kapitalistiske lande havde opdelt verden mellem sig for at udbytte verdens lande. Dette gælder stadig – selvom de store bevægelser for selvstændighed har ført til, at den direkte militære kontrol med kolonier nu er afløst af en situation, hvor de samme gamle imperialistmagter udnytter de samme forhenværende kolonier gennem verdenshandelens mekanismer, gæld og forskellige betingelser. Militær magt bliver også stadig anvendt for at true imperialisternes vilje igennem – det er den egentlige baggrund for USA’s aggressive fremturen med sit militær over alt i verden.
Globalisering
Marxister har altid set det som en progressiv udvikling, at verden bliver mere integreret og sammenhængende. Det giver muligheder for transport af varer, informationer og almindelige mennesker, som der ikke har været før. Den nye teknologi giver mulighed for en kolossal nedsættelse af arbejdstid. Problemet er bare, at beslutningsmagten er deponeret i kapitalisternes lommer. Derfor kæmper marxisterne ikke for “national selvstændighed” på kapitalistisk basis, eller for at “rulle globaliseringen tilbage”. Løsningen er at afskaffe det kapitalistiske system på verdensplan og erstatte det med demokratisk socialisme, hvor almindelige mennesker i fællesskab kan bestemme, hvad klodens enorme ressourcer skal bruges til.
Læs også Socialistisk Baggrund nr. 4: “Marxisme og kampen mod imperialismen”. Hvad er imperialismen, og hvordan har den udviklet sig siden Lenins tid? Metoderne er anderledes, men en lille gruppe imperialisters udnyttelse af verdens folk er stadig den samme, på trods af at den tredje verdens folk gennem hårde kampe i vid udstrækning har opnået formel uafhængighed. Hvorfor kan kapitalismen ikke løse folks problemer, og hvad er vejen frem mod rigtig befrielse fra imperialismens dominans
