VK-regeringen indgik natten mellem 4. og 5. februar som bekendt forlig med Dansk Folkeparti om finansloven for 2002. I store dele af pressen blev forliget fremstillet som en “redning”, hvor DF heltemodigt frelste uddannelserne fra VK’s bebudede voldsomme nedskæringer og sørgede for, at finansloven blev mere social. Dette er imidlertid langt fra korrekt.

Regeringens og Dansk Folkepartis finanslov indeholder forringelser på masser af områder: uddannelserne, ulandsbistanden, arbejdsmiljøet, de faglige rettigheder, ansatte i den offentlige sektor – det hele får en ordentlig én på tuden. Regeringen påstår, at den forbedrer hospitalerne og ældreplejen, men dette er løgn. De småpenge, de giver til disse områder, er alt for lidt, og de er afhængige af øget “effektivisering” og udbredelse af “frit valg” – på dansk betyder det mere pres på de ansatte og mere privatisering og udlicitering til skade for både de ansatte og de syge og de gamle.

Ren klassepolitik

Mens finansloven nærmest flyder over med forringelser for almindelige mennesker, indeholder den også en “lille” gave til “det danske erhvervsliv” – dvs. de danske kapitalister. Der gives en halv mia. kroner til det, der kaldes “forbedring af erhvervslivets konkurrenceevne”. Det betyder bla. lavere skatter og afgifter for virksomhederne, som nu kan se frem til at tjene endnu flere penge på os andre, og der skæres ned på kontrollen med skattesnyd.

Selvom Anders Fogh har erklæret, at klassekampen er død, deltager han og hans regering altså aktivt i den som kapitalisternes repræsentanter imod den danske arbejderklasse. Hele regeringens politik går ud på at sikre de danske kapitalisters interesser over for arbejderklassen.

Dansk Folkeparti som socialt parti?

Dansk Folkeparti ynder at fremstå som et socialt parti, der forsvarer velfærden for almindelige danskere, og de kalder sig endda af og til et arbejderparti! Med deres fremturen oven på forliget med regeringen har de forsøgt at styrke dette “image”, godt hjulpet af mediedækingen af forliget.

Men som det fremgår, er der ikke meget velfærd i finanslovsforliget. Og hvad mere er, har DF måttet indvillige i ikke at fremføre egne udgiftskrævende forslag indtil næste finanslov. De har fået et par af de sager, de har slået sig op på, igennem i forliget – bla. et opgør med den såkaldte dødepakke og flere hospicepladser til døende. Men de vil ikke længe kunne skjule sig bag deres “sociale” dække. DFs racistiske hetz og deres midlertidige succes skyldes udelukkende, at de har kunnet udnytte den socialdemokratiske ledelses ekstreme svigt over for velfærdssamfundet. De har kunnet kritisere manglende velfærd og score stemmer på at love at rette op på dette, hvis bare de kan få gennemført nogle love mod indvandrere og flygtninge. Men de vil snart blive fanget af deres egen kritik. DF er ikke et arbejderparti – de er et borgerligt parti, og de skal være grundlag for en borgerlig regering. Det betyder, at de kommer til at stå som medansvarlige for et haltende velfærdssamfund og yderligere forringelser, ligesom alle andre partier, der påtager sig den rolle at skulle administrere et sygt system som det kapitalistiske. Deres “sociale” retorik vil miste al troværdighed for dem, der før troede på den.

Hvorfor skæres der ned?

Arbejdere i Danmark arbejder hver dag hårdt, og der bliver produceret masser af værdier. Den danske arbejderklasse kan sagtens producere nok til at sikre et godt velfærdssamfund. Hvis ikke arbejdsgiverne skulle tjene deres profitter, og hvis ikke statens udgifter blev presset af, at økonomien er på vej i krise med flere arbejdsløse, mindre skatteindtægter osv. til følge, så ville vi kunne bruge ressourcerne til at udbygge et samfund med stadig mere velfærd og bedre forhold for alle.

Men kapitalismen er et samfundssystem, der i bund og grund er sygt. Formålet med produktionen under kapitalismen er ikke at bygge et ordentligt og velfungerende samfund og forbedre befolkningens levestandard. Det primære formål er at tjene profit ind til dem, der ejer virksomhederne. Et sådant samfund, der er bygget på profitjagt, konkurrence og det “frie” marked, kan ikke styres. Det er umuligt at planlægge forud, og man kan aldrig regne med varig fremgang og vækst. Systemet vil altid komme i krise.

For en arbejderregering på et socialistisk program!

Hvordan kan vi få et samfund, hvor vi ikke skal nøjes med nedskæringer eller minimale forbedringer af enkelte områder? Hvordan kan vi få et samfund, hvor der er fremgang, vækst og forbedringer for almindelige mennesker? Det er noget, der kræver kamp.

Den nuværende borgerlige regering kunne komme til magten, fordi Socialdemokratiets ekstremt højredrejede ledelse har ført en politik, der ikke gik ud på andet end at administrere kapitalismen så godt som muligt. De har stået i spidsen for nedskæringer og forsømmelse af velfærden, og et samfund med stadig mere pres og stress på arbejdspladserne. Mange mennesker har vendt sig fra dem i foragt og stemt på det eneste alternativ, der var.

Nu taler top-socialdemokraterne om, at de borgerlige skal have chancen for at vise, at de heller ikke kan gøre det bedre, og så kan det jo nok være at folk vender tilbage til Socialdemokratiet. MEN VI KAN IKKE VENTE FIRE ÅR! Vi må kæmpe for, at Socialdemokratiet, de andre arbejderpartier og fagbevægelsen sætter sig i spidsen for protesterne mod regeringens angreb – en 24-timers generalstrejke med trussel om yderligere optrapning ville tvinge de borgerlige tilbage med det samme. En kampklar arbejderbevægelse ville så let som ingenting kunne mobilisere til kæmpe modstand og tvinge regeringen til at udskrive nyvalg. Med det korrekte program kunne vi få en arbejderregering til magten, men det kræver et opgør med den højredrejede ledelse for parti og fagbevægelse.

Hvis vi skal have stoppet de borgerlige og fjernet højreblokken fra magten, må vi have et klart alternativ. Vi må kæmpe for, at Socialdemokratiet og de andre arbejderpartier går i kamp mod alle de borgerliges nedskæringer og udfordrer dem med et socialistisk program. Hvis Socialdemokratiet gik til valg på et program for tilbagetrækning af alle de nedskæringer, der har været på velfærden i den sidste periode, og for en massiv opbyggelse af mere velfærd, finansieret ved nationalisering af bankerne og de største virksomheder, ville vi kunne mobilisere hele den kæmpende arbejderbevægelse og ungdom. Vi må kæmpe for, at arbejderbevægelsen får en ledelse, der er opgaven voksen – vi må kæmpe for et socialistisk program i en kæmpende arbejderbevægelse.