I Storbritannien har tidligere labour-formand Jeremy Corbyn lanceret et nyt venstreorienteret parti, foreløbigt kaldet Your Party. På bare få uger meldte over 600.000 sig ind, hvilket gør det til Europas største parti. Nyheden er stort set ignoreret i danske medier, hvilket næppe var sket, hvis et højrefløjsparti havde oplevet samme vækst.
Vi dækker udviklingen, fordi den rejser vigtige spørgsmål om reformisme, revolution og kampen for et bedre liv for arbejdere og unge i alle lande. For at svare på de spørgsmål, bringer vi her lederen fra det nyeste nummer af vores magasin, In Defence og Marxism, som denne gang sætter fokus på spørgsmålet om reformisme. Hele magasinet kan købes på Forlaget Marx.
Reformisme er grundlæggende troen på, at samfundets problemer, såsom krig og fattigdom, kan fjernes gradvist uden en revolutionær omvæltning af det kapitalistiske system.
Det kommer oftest til udtryk i argumentet om, at arbejderbevægelsen bør begrænse sig til at kæmpe for det, der er mest opnåeligt her og nu. Med hver lille sejr, hævdes det, bliver arbejderklassen både bedre stillet og mere magtfuld og bevæger sig langsomt men sikkert fremad mod sin frigørelse. Enhver diskussion om bevægelsens “endelige mål,” såsom socialisme, bliver dermed akademisk.
For mange fremstår dette som et mere realistisk og “praktisk” alternativ til at kæmpe for en socialistisk revolution. Det lover trods alt forandring uden risiko for vold eller ustabilitet af nogen art.
Nogle gange kan disse argumenter endda indeholde en vis grad af sandhed. I perioder med betydelig kapitalistisk opsving har kapitalisterne haft råd til at give en række vigtige demokratiske og sociale reformer, i hvert fald i de udviklede kapitalistiske lande. Perioden med socialdemokratiets fremgang frem til Første Verdenskrig var en sådan periode. Det samme var det tredive år lange økonomiske opsving efter Anden Verdenskrig.
Men historien har vist, at fredelig og gradvis fremgang er umulig under kapitalismen. Periodiske nedture kaster hele systemet ud i krise. Og i kapitalismens nedgangstid er disse nedture blevet dybere og mere langvarige.
Krise
Det tyvende århundrede afslørede, hvor hurtigt reformisme kan vende sig til sin modsætning. I Europa, socialdemokratiets arnested, blev det økonomiske opsving i starten af det 20. århundrede afløst af massearbejdsløshed, borgerkrig og mange steder fascisme i perioden op til Anden Verdenskrig.
Ved at binde arbejderbevægelsens mål, metoder og endda verdenssyn til kapitalismens strukturer var reformisterne ude af stand til at forsvare tidligere sejre, for slet ikke at tale om at vinde nye. Værre endnu, mange deltog i imperialistiske krige og angreb på arbejdere for at opretholde deres egne kapitalistiske staters stabilitet.
Den russiske revolutionære Leon Trotskij skrev i 1934:
”Uden reformer er der ingen reformisme, uden velstående kapitalisme er der ingen reformer. Den højre-reformistiske fløj bliver anti-reformistisk i den forstand, at den direkte eller indirekte hjælper borgerskabet med at smadre arbejderklassens gamle erobringer.”
I dag kommer kapitalismens krise også til udtryk som reformismens krise.
Siden afslutningen på efterkrigstidens opsving i 1970’erne er arbejderklassens sejre langsomt og pinefuldt blevet skåret væk over hele verden. Reformer er blevet til kontrareformer. Det samme Labour-parti, der i Storbritannien indførte velfærd fra vugge til grav i 1940’erne, forsøger nu at skære 5 milliarder pund i handicapydelser.
I kølvandet på krisen i 2008 søgte millioner af arbejdere og unge mod venstre, hvilket satte gang i nye bevægelser over hele verden. Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien, Corbyn i Storbritannien, Mélenchon i Frankrig og Sanders i USA fik alle massiv opbakning ved at opfordre til radikale forandringer – ofte under påberåbelse af ‘socialisme’.
Men de alle delte illusionen om, at kapitalismen kunne reddes gennem smarte politikker og statslig indgriben. Trods deres socialistiske retorik var deres mål at regulere kapitalismen, ikke at afskaffe den. Nedskæringer blev – og bliver stadig – set som et valg, drevet af en ond ‘neoliberalisme’, ikke som et nødvendigt resultat af kapitalismens krise.
Ingen af dem gennemførte en eneste betydningsfuld reform.
I Storbritannien kapitulerede Corbyn til højrefløjens pres om antisemitisme og ‘Brexit’, hvilket ødelagde hans bevægelse.
Sanders har støttet alle kandidater, der er blevet stillet op af det Demokratiske etablissement siden 2016 med undskyldningen om at forhindre Trump i at vinde.
I Grækenland vandt Syriza et historisk mandat til at modsætte sig nedskæringer kun for derefter at kapitulere til den internationale finanskapital med forfærdelige konsekvenser for de græske masser.
I alle tilfælde trak de venstreorienterede reformistiske ledere sig tilbage, da de mødte alvorlig modstand fra den herskende klasse.
Resultatet er, at ‘venstrefløjen’ er blevet fuldstændig miskrediteret. Men vreden i bunden af samfundet er ikke forsvundet. I stedet har en betydelig del af arbejderklassen orienteret sig mod figurer som Trump, ‘Reform UK’ og ‘Alternative für Deutschland’ i håb om, at de kan tilbyde en vej ud af krisen.
Forræderi
Hvorfor skete dette? Årsagen kan opsummeres med Trotskijs ord:
”Enhver, der tilbeder den fuldbyrdede kendsgerning, er ude af stand til at forberede fremtiden.”
Alle reformisters syn på fremtiden er præget af den groveste form for empirisme. Reformisterne praler endda stolt af deres ‘pragmatisme’. De tager udgangspunkt i de umiddelbart tilgængelige ‘fakta’ og baserer hele deres strategi på det grundlag.
Kapitalistklassens ejerskab og kontrol over økonomien er et ubestrideligt faktum; den borgerlige stats eksistens og magt er ligeledes et faktum. I de såkaldte ‘liberale demokratier’ er vedtagelse af love i parlamentet, almindelig valgret, fagforeninger osv. alle en del af livets realiteter.
At arbejderklassen eksisterer, er noget, de fleste reformister vil anerkende som et faktum. Men tanken om, at arbejderklassen kunne erstatte den borgerlige stat og styre samfundet selv, afvises som ‘utopisk’. Hvorfor? Fordi arbejderne ikke allerede gør det.
Derfor bliver den borgerlige stat til ‘staten’ i almindelighed; borgerlig demokrati bliver til ‘demokrati’ i almindelighed; kapitalistiske relationer bliver til ‘økonomien’ i almindelighed; den herskende klasses ideologiske principper, såsom dens moralkodeks, bliver til universelle ‘værdier’ og ‘moral’ i almindelighed.
Kort sagt er den kapitalistiske orden for reformisten indbegrebet af orden – den eneste orden, der eksisterer, og den eneste, der kan eksistere.
Derfor er alt, hvad der truer denne ordens sammenbrud, utænkeligt.
Det er derfor, at reformistiske ledere ofte frygter de bevægelser, som de selv sætter i gang. For dem er arbejderklassen ikke en revolutionær kraft, der skal mobiliseres for at vælte den eksisterende orden; den er en masse, der skal ‘repræsenteres’. Massemobiliseringer og strejker er derfor ikke meget mere end forhandlingsstyrke i evige forhandlinger med arbejdsgiverne.
Så snart systemets grundlag trues, trækker reformisterne sig tilbage i panik. Med sådanne ledere kan arbejderklassen ikke forvente andet end nederlag i den nuværende periode.
Sekterisme
Gennem en videnskabelig undersøgelse af klassekampen op gennem historien har marxismen påvist, at kapitalismens ondskab ikke kan fjernes uden arbejderklassens bevidste omvæltning af kapitalismen
Derfor er ægte kommunisters første pligt at kæmpe for arbejderbevægelsens klasseuafhængighed. Det inkluderer behovet for at afsløre og modstå alle forsøg på at binde bevægelsen til det kapitalistiske system og dets institutioner, såsom den borgerlige stat. Det er “det første bogstav i det kommunistiske alfabet” for at bruge Trotskijs udtryk.
Men som et barn på seks år kunne fortælle dig, er der andre bogstaver i alfabetet. Og det er nødvendigt at skelne klart mellem reformismen hos arbejderklassens ledere og arbejdernes egen stræben efter reformer.
Ofte vil de to ting falde sammen. Reformisterne vil tilbyde reformer, og arbejderne vil følge deres eksempel i håb om at opnå konkrete forbedringer. Nogle marxister kan være fristet til at afvise massernes “reformistiske illusioner”. Deres løsning er at informere arbejderne om, at de begår en fejl, at deres ledere vil forråde dem, og at de ikke skal spilde deres tid på at vælge reformistiske politikere.
Det er alt sammen meget godt i teorien. Argumentet vil jo være baseret på en dyb sandhed – at reformisme i en periode med kapitalistisk krise ikke kan give de reformer, som masserne kræver. Men det ville stadig være fuldstændig selvdestruktivt og falsk, netop fordi det er så abstrakt.
At blot belære arbejderklassen om nødvendigheden af at vælte kapitalismen uden at forbinde denne generelle sandhed med de konkrete krav fra den levende bevægelse er kendetegnende for sekterisme. Som Trotskij forklarede:
“Sekterikeren ser på samfundslivet som en stor skole, hvor han selv er lærer. Ifølge hans opfattelse burde arbejderklassen lægge sine mindre vigtige sager til side og samles i en solid flok omkring hans talerstol. Så vil opgaven være løst.”
Bevidsthed
Det er ikke nok at hævde, at arbejderne må blive revolutionære. Det er nødvendigt at forstå, hvordan revolutionær bevidsthed faktisk udvikler sig. Det sker dialektisk, i dramatiske spring, drevet af kampen for at ændre samfundet i praksis, ikke i teorien.
Dette er især tilfældet i krisetider, hvor kapitalismen ikke engang har råd til at gennemføre basale reformer.
I 1922 konstaterede Den Kommunistiske Internationale:
”I betragtning af den generelle situation i arbejderbevægelsen i dag vil enhver seriøs masseaktion, selv om den kun starter med delvise paroler, uundgåeligt bringe de mere generelle og grundlæggende spørgsmål om revolutionen på banen.”
Fire år senere deltog mere end 3 millioner britiske arbejdere i en generalstrejke under parolen: “Ikke en øre mindre i løn, ikke et minut mere på arbejdsdagen”. Hvad der begyndte som en defensiv kamp mod arbejdsgivernes angreb blev en direkte konfrontation mellem arbejderklassen og den britiske stats fulde magt, hvor arbejderne kunne have taget magten.
Potentialet for lignende spring findes i overflod over hele verden i dag. I Colombia valgte millioner af mennesker Gustavo Petro som landets første venstreorienterede præsident på løftet om en række reformer af arbejdsforhold, sundhedsvæsen, pensioner og mere.
Petro har gjort det klart, at han ønsker at indføre en form for ‘human kapitalisme’ i Colombia, ikke socialisme. Ikke desto mindre støtter millioner af arbejdere hans regering og dens reformprogram, fordi de ser det som et forsøg på at imødekomme deres presserende krav om et bedre liv.
Problemet er, at colombiansk kapitalisme er ude af stand til at imødekomme disse krav.
Derfor har den herskende klasse kæmpet en indædt kamp i medierne, i parlamentet og ved domstolene for at blokere og forpurre reformerne.
Da Petro indkaldte til massemobiliseringer til støtte for en folkeafstemning, en såkaldt consulta popular, om en række af sine reformer, havde han absolut ingen intentioner om at gå ud over det borgerlige demokratis grænser. Han håbede snarere at kunne bruge massernes pres til at tvinge den herskende klasse til at indgå et kompromis.
Men Petros intentioner er ikke nødvendigvis de samme som arbejdere og unges.
Ansporet af Petros opfordring blev der dannet folkeforsamlinger, kaldet cabildos, for at organisere bevægelsen. Den mest militante del af forsamlingerne er begyndt at opfordre til en ubegrænset Paro Nacional (national strejke), som vækker minder til den den radikale bevægelse, som besejrede Ivan Duques højreorienterede regering i 2021.
Af frygt for en potentiel revolutionær massebevægelse har den colombianske herskende klasse trukket foretaget et midlertidigt tilbagetræk og ladet Petros arbejdsmarkedsreform blive vedtaget i parlamentet i juni. Men i takt med at kapitalismens krise forværres i Colombia, vil den herskende klasses manøvrer fortsætte, og radikaliseringen af masserne kan let vokse – og bringe dem på kollisionskurs med begrænsningerne i Petros reformisme.
Der er tidspunkter i klassekampen, hvor arbejderne siger: “Vi giver ikke efter!” Lenin identificerede dette som en af de væsentligste betingelser for en revolution. Et sådant punkt blev nået i Grækenland i 2015.
Da Syriza-regeringen udskrev en folkeafstemning om den nedskæringsplan, som landets kreditorer krævede, blev alle de græske massers krav koncentreret i et enkelt ord: Oxi! [Nej!]
Hvad lederne havde tiltænkt som en simpel afstemning for at styrke deres position i forhandlingerne, fik masserne til at rejse sig i en bevægelse, der kunne have brudt med kapitalismen og udløst en revolutionær bølge i Europa.
Men det er netop her, at spørgsmålet om ledelse bliver afgørende.
Som i Grækenland kan en reformistisk ledelse ikke tilbyde nogen vej frem. Modsætningen mellem reformisternes ord og handlinger skærpes til et uudholdeligt niveau, og bevægelsen kastes ud i en krise.
Kommunisternes rolle
Man fristes til at spørge, hvorfor arbejderne, hvis de er blevet så radikale, ikke bare afskediger deres ledere og selv tager magten?
Hvis arbejderne bare kunne improvisere en revolutionær ledelse, ville et revolutionært parti være overflødigt, og så ville vi allerede leve under socialismen.
Det revolutionære partis rolle er ikke at stille revolution op mod reform, men at bygge broen mellem de to. Som Rosa Luxemburg forklarede i sin pamflet Socialreform eller revolution:
”Mellem sociale reformer og revolution eksisterer der for [marxister] et uopløseligt bånd.”
Men for at gå fra ord til handling må partiet være i stand til at vinde tilliden hos flertallet af arbejderklassen. Spørgsmål om strategi fører således til spørgsmål om taktik.
Kommunister må være i stand til at se verden gennem arbejderklassens øjne. Vi må tage udgangspunkt i massernes bevidsthed, som den er nu, inklusive de illusioner, de måtte have – om reformistiske ledere, demokratiske krav, det nationale spørgsmål osv. – og forbinde disse med arbejderklassens behov for at kontrollere samfundet.
Hvis kommunister mener, at masserne tager fejl i deres krav eller valg af ledere, må vi fortælle dem sandheden.
Men ikke ved at belære dem fra sidelinjen. Først må vi vise, at vi er parate til at kæmpe sammen med dem.
Det var den tilgang, som Marx og Engels fremlagde; det var hvad Trotskij argumenterede for gennem hele sit liv, frem for alt i Overgangsprogrammet; og det var den tilgang, som gjorde det muligt for Bolsjevikpartiet at gennemføre den vigtigste revolution i historien i oktober 1917.
I foråret 1917 så flertallet af arbejderne til de reformistiske partier som Mensjevikkerne. I stedet for blot at opfordre arbejderne til at opgive reformisterne, sagde Lenin offentligt, at disse partier selv skulle tage magten og samtidig afvise ethvert samarbejde med den herskende klasse og dens agenter. Det var meget effektivt, fordi det afspejlede præcis, hvad de fleste arbejdere ønskede på det tidspunkt, og det viste, at reformisterne i praksis var ude af stand til at indfri arbejdernes krav.
Ligeledes var bolsjevikkernes krav om en grundlovgivende forsamling og fordeling af jorden til bønderne slet ikke socialistiske krav; de var hentet direkte fra massernes krav. Men bolsjevikkerne gav dem en revolutionær overgangskarakter, da de forklarede, at den eneste måde, hvorpå disse krav kunne opfyldes var, hvis arbejderne og bønderne tog magten gennem sovjetterne (rådene), som de havde oprettet i kampen og selv gennemførte dem.
Lenins råd til bolsjevikkerne var: “Forklar tålmodigt!”. På denne måde drog arbejderne deres egne konklusioner og så til bolsjevikkerne som det eneste parti, der faktisk kunne gennemføre de reformer, de kæmpede for. Uden dette ville Oktoberrevolutionen aldrig have fundet sted.
Vores opgave
Den kommende periode vil bringe mange muligheder for revolutionære kommunister, men den vil også bringe hårde prøver.
Hvis vi ikke er i stand til at tiltrække de mest avancerede arbejdere og unge til vores banner, vil enhver påstand om at være et revolutionært alternativ til den nuværende ledelse blive udstillet som tom snak. Kampen mod reformisme i dag er intet andet end kampen for at overvinde vores egen isolation.
I lande, hvor revolutionære kommunister kun lige er begyndt at organisere sig, er opgaven med at vinde arbejderklassens avantgarde kun et fremtidsperspektiv. Men selv her må vi uddanne velfunderede marxistiske kadre, ægte kommunister, der ikke kun er i stand til at identificere fejlene i arbejdernes ledere, men også forstår arbejdernes egne følelser. Kun derigennem kan vi virkelig styrke kommunismens kræfter på verdensplan.
At forstå forholdet mellem kampen for reformer, reformisme og revolution er afgørende for enhver revolutionær tendens. Enhver, der ikke forstår dette, kan i bedste fald spille rollen som en kommunistisk propagandaklub, men aldrig rollen som et parti for proletarisk revolution.
Det er vores opgave. Hvis vi skal lykkes, må vi studere og tage ved lære af fortidens lektioner.
