Det kapitalistiske system har indbygget dynamit i fundamentet. Vi lægger et år bag os, som har været præget af eksplosive bevægelser verden over, og det vil kun fortsætte. For enhver, der kigger ærligt på verden, vil kunne se, at kapitalismen ikke tilbyder det store flertal af menneskeheden en fremtid.
Mens 783 millioner mennesker sulter, smides 19 procent af al den mad, der produceres, ud. Mens 150 millioner mennesker er hjemløse, og 1,6 milliarder bor i “utilstrækkelige” eller “middelmådige” boliger, er der flere tomme boliger end hjemløse i alle større byer.
Klimakatastrofen bliver fortsat værre og værre, men ingen af klimamålene bliver opnået, og alle forsøg på samarbejder kollapser. I den nyeste COP30-udtalelse blev fossile brændstoffer endda skrevet helt ud af aftalen! Samtidig opruster regeringer verden over og hælder milliarder og atter milliarder i militært isenkram, mens de slagter velfærden.
Det er den verden, vi befinder os i på kanten af det nye år.
Men denne virkelighed står dog i skærende kontrast til, hvad vi bliver fortalt om det liv, som kapitalismen har givet os. For lytter man til medierne eller politikerne, får man indtrykket, at vi lever i det bedst mulige samfund. Ifølge dem har vi faktisk aldrig levet så godt, som vi gør i dag.
Men ligegyldigt hvor hårdt de prøver, så preller deres propaganda af. For virkeligheden er en verden til forskel fra deres rosenrøde fortællinger. For krisen kan mærkes i hele verden, og Danmark er på ingen måde et unikum.
For nylig kom det frem, at mængden af familier, der ansøger om julehjælp, endnu et år slår rekord: 18.458 familier til i alt 33.922 børn. Samtidig ejer den rigeste 1 procent en større nettoformue end hele 82 procent af den danske befolkning tilsammen.
Men hvis man læser DR, kan man næsten ikke bebrejde meningsdannerne, der stadig tror, at det går godt. For på forsiden var det ikke de familier, der ikke har råd til gaver, der fik opmærksomheden. Nej, den store, sørgelige overskrift handlede i stedet om samfundets virkelig udsatte: De ti rigeste familier, der havde “mistet” 15 milliarder kroner på faldet i aktiemarkedet. Men mon ikke de klarer den igennem julen alligevel?
DR’s forsøg på at få os til at kigge væk fra den sørgelige eksistens, kapitalismen tilbyder os, virker dog ikke længere.
Flere og flere har indset, at dette system ikke kan give dem en fremtid – ifølge en ny undersøgelse mener hele 82 procent, at tingene ikke bliver bedre, end de er i dag.
Især blandt unge ser vi en proces af dyb radikalisering og afvisning af status quo. Som vi har forklaret i tidligere aviser, har en hel generation ikke oplevet et system i fremgang, men har kun mærket kapitalismens kvælende krise.
Mens det er tydeligt for unge og arbejdere, at kapitalismen kun kan tilbyde dem en sølle tilværelse, lever den herskende klasse og deres repræsentanter – politikerne – på en anden planet. Omgås man udelukkende rigmænd, statsledere og eliten (og læser man kun DR), glemmer man, at det for en større og større del af arbejderklassen bliver sværere at få noget så simpelt som mad på bordet.
Dette blev for nylig illustreret, da statsminister Mette Frederiksen deltog i et interview på TikTok, hvor hun blev præsenteret for en række enten-eller-spørgsmål. Intervieweren startede med: “En aldersgrænse på TikTok eller højere SU?” Frederiksen svarede: “TikTok-aldersgrænse.” Næste spørgsmål: “En aldersgrænse på TikTok eller højere løn til sygeplejersker?” Svar: “TikTok-aldersgrænse.” Og sådan fortsatte det.
Aldersgrænsen for et socialt medie var for statsministeren langt vigtigere end alt fra lavere fødevarepriser til grøn omstilling og billige boliger – lige indtil spørgsmålet lød: “færre flygtninge”. Så trumfede det alt.
Kommentarerne på videoen viser, hvordan unge så nemt som ingenting gennemskuer statsministerens hykleri. En skrev: “Lad dem sulte, så længe børnene ikke får lov at se TikTok.” En anden: “Hun vil helst have, at børn skal hjernevaskes igennem staten. Det er det vigtigste for hende.”
Sådanne radikale konklusioner er farlige for en herskende klasse, og Mette Frederiksen måtte på ydmygende vis gå ud og trække sine svar tilbage. Men skaden er sket. En episode som denne formår kun yderligere at miskreditere det politiske etablissement, som retmæssigt er hadet.
Mens vores løn bliver ædt af inflation, hæver politikerne deres allerede enorme løn. Mens de hæver vores pensionsalder, beholder de deres tidlige guldbelagte pensionsordning. For ikke at tale om deres studehandler, gyldne svingdøre til erhverstopposter og hvordan de holder hånden under folk fra deres egne rækker – som for nyligt da den tidligere socialdemokratiske minister Henrik Sass Larsen, der er dømt for at besidde enorme mængder af overgrebsmateriale mod børn, blev givet førtidspension af Folketinget.
Det er derfor ingen overraskelse, at flere og flere unge og arbejdere væmmes ved politikerne og hader de partier, som forsvarer status quo, såsom Socialdemokratiet.
Vreden mod etablissementet er dog ikke en negativt ting – tværtimod. Som Marx og Engels forklarer i Det Kommunistiske Manifest, har kapitalismen skabt sine egne “banemænd” – dem, der en dag vil lægge systemet i graven. Spørgsmålet om, hvorvidt dette system virkelig er det bedste, menneskeheden kan opnå, stilles af flere og flere. Ideer om kommunisme, socialisme og revolution bliver populære blandt flere lag i samfundet, især blandt unge.
Den store antikommunistiske kampagne, som de borgerlige medier kørte i forbindelse med kommunalvalget i København, viser, at borgerskabet selv kan fornemme det og frygter deres fremtid som herskende klasse. Det kommunistiske spøgelse hjemsøger dem igen, selvom de for længst havde håbet, det var forsvundet med Sovjetunionens kollaps.
Men ingen skræmmekampagne kan stoppe en idé, hvis tid er kommet.
Den gamle verdensorden er døende, og en ny er ved at blive født. En hel generation ser med afsky på kapitalismens uretfærdigheder og er klar til at kæmpe for en ny verden.
Første skridt er, at vi organiserer os sammen. Ingen herskende klasse, ligegyldigt hvor senil og sygdomsbefængt den er, har forladt historiens scene frivilligt. Det er op til os at sikre, at de nuværende magthavere bliver væltet af pinden i arbejderklassens og ungdommens kommende kampe. Det er derfor, vi bygger Revolutionært Kommunistisk Parti og inviterer alle revolutionære til at blive medlemmer, for at skabe en ny verden.
Vi lægger et år bag os, hvor kapitalismens krise kun er blevet dybere, og vi må sige ærligt, at 2026 ikke ser ud til at blive bedre, men vil byde på mere elendighed, krig og fattigdom.
Men hvad vi også så en snert af i 2025, var den anden side af denne proces: Gen-Z revolutionerne, den massive solidaritetsbevægelse med Palæstina og generalstrejkerne i Europa.
Kapitalismens byrde vil ikke blive lettere i 2026, men det vil også blive et år hvor nye lag af unge og arbejdere trækkes ind i klassekampen; et år hvor flere vil drage revolutionære konklusioner; i sidste ende et år som vil gøde jorden for en kommende kommunistisk revolution.
Det er udsigten for os. For fremtiden er vores, hvis vi tager skæbnen i egne hænder og organiserer os i dag.
Vi har ingen rige bagmænd.
Støt udgivelsen og få rapporter, nyheder, teori og analyser fra klassekampen. Få avisen i din postkasse 10 gange om året for kun 40 kr./md.
