I 1450 printede opfinderen og håndværkeren Johannes Gutenberg et tysk digt på Europas første bevægelige trykpresse i et beskedent værksted i Mainz.

På daværende tidspunkt var Gutenberg dybt forgældet og i juridiske problemer. Han skyldte 800 rhingylden til den lokale pengeudlåner Johann Fust, men han havde en plan for at tilbagebetale sin gæld.

Han tog straks den nye teknologi i brug og printede tusindvis af afladsbreve til præstestanden.

Nu kunne præsterne ikke bare stjæle folks daglige brød med løftet om at komme i Himlen for en mindre betaling, nej, nu kunne de gøre det uden møjsommeligt at skulle kopiere hvert eneste ord af deres håndskrevne certifikat!

Gutenberg gik endda skridtet længere. I 1455 producerede hans værksted verdens første printede bibel.

Han blev belønnet for dette, ved at pengeudlåneren, som han var i gæld til, beslaglagde hans værksted.

Ikke desto mindre fik hans indsats en kommentar fra den fremtidige pave Pius II, om at Gutenberg var en “vidunderlig mand”.

Men senere skulle dette brugbare redskab for kirken forvandle sig til sin modsætning. Pius havde nok ikke ytret sine rosende ord, hvis han havde vidst, hvilken effekt Gutenbergs værk ville få omkring et århundrede senere.

Feudalismens krise

Det var ikke kun gaderne i Mainz, som var mørke, mugne og fyldt med sygdom. I virkeligheden var hele det feudale system begyndt at rådne.

Den ambitiøse middelklasse – handelsmænd, håndværkere og købmænd, der en dag skulle udvikle sig til borgerskabet – var i første omgang blevet styrket af laugsystemet. Men nu blev de holdt tilbage af laugsystemets reguleringer og konservatisme.

De små fyrstedømmer på tværs af kontinentet konkurrerede og stredes med Det Tysk-romerske Rige, som var blevet gammelt og døende. Og bønderne led under konstant ydmygelse og fattigdom.

Som Engels forklarede, bar de byrden af hele ​​det feudale samfund på deres ryg og blev overalt behandlet som et trækdyr eller endnu værre.

Feudalismen havde været afhængig af livegenskabet – bøndernes trældom til jorden. Dette var allerede delvist blevet ophævet i slutningen af ​​det 14. århundrede på grund af ​​den sorte død, den store europæiske hungersnød og en række bondeoprør.

Med andre ord var feudalismen forældet og fra alle sider på vej i krise.

Men en hjørnesten i det feudale system bestod og var lige så reaktionær som altid: den katolske kirke.

Så længe kirken besad så stor rigdom, kunne hverken fyrsterne eller købmændene blive herrer over samfundet, og masserne fra bondestanden kunne heller ikke blive befriet fra deres feudale bånd.

Præstestanden, de ideologiske repræsentanter for det feudale system, havde monopol på viden: læsning, skrivning og videregående uddannelse. Men de historiske forandringer, der havde fundet sted, havde frarøvet dem deres tidligere position.

Efter Gutenbergs opfindelse dukkede der tusindvis af trykkerier op rundt omkring i Europa. De producerede ikke kun religiøse tekster, men også værker om jura, astronomi, filosofi, historie og litteratur, som fx Canterbury fortællingerne af Chaucer.

Mange læste (og kritiserede) Bibelen for første gang. Nye idéer cirkulerede hurtigere end nogensinde før.

I konteksten af feudalismens krise blev trykpressen en katalysator for spredningen af radikale idéer, som udtrykte den utilfredshed, som mange følte over status quo.

Reformationen

Det mest afgørende slag imod kirkens magt var fra Martin Luther, som udgav sine 95 teser i 1517.

Han rasede imod kirkens korruption. Hans teser resonerede med massernes fattigdom og frustration, især hans 86. tese:

“Når nu i dag paven har rigdomme, der er større end de rigeste riges, hvorfor bygger han så ikke bare denne ene kirke, Peterskirken, for sine egne penge, fremfor for de fattiges penge?”

Luther blev en sensation fra den ene dag til den anden. Det var ikke kun hans teser, der blev udgivet, men også hans prædikener og pamfletter. De nåede til Frankrig, England og Italien og blev udgivet i hundredtusindvis.

Luther hjalp også med at udgive den første komplette oversættelse af Bibelen på tysk. Nu fik almindelige mennesker direkte adgang til de hellige skrifter, på et sprog de forstod, i stedet for på latin – intelligentsiaens sprog.

Flyveblade med anti-etablissement kunst og radikale prædikanters ord spredte sig gennem Europa hurtigere end pesten.

To træ-gravører, Beham-brødrene, producerede anti-kirkelige træsnit i deres værksted i Nürnberg, såsom værket med den selvforklarende titel ‘Pavens nedstigning til Helvede’ (Die Höllenfahrt des Papstes).

I 1524 havde bønderne, middelklassen og den utilfredse adel i Tyskland taget den religiøse reformations banner til sig og vendt det mod overklassen på en måde, som Luther aldrig selv havde forudset – og var voldsomt imod.

Deres manifest, Bøndernes 12 artikler (Zwölf Artikel), blev trykt i mindst 25.000 eksemplarer.

“Indtil videre har det været praksis, at vi er blevet behandlet som livegne,” deklarerede det, “hvilket er uacceptabelt, eftersom Kristus frelste os alle med sit dyrebare blod, både hyrden og den adelige uden undtagelse. Derfor deklarerer vi hermed, at vi er frie og ønsker at forblive frie.”

En radikal prædikant ved navn Thomas Müntzer, som repræsenterede den mest revolutionære fløj af bønderne og bybefolkningen, pustede til oprørets ild mod de rige og magtfulde i en række opflammende pamfletter og proklamationer.

“Hele verden må lide et stort ryk”, skrev han. “Spillet vil være sådan, at de ugudelige vil blive kastet ned fra deres sæder, og de undertrykte vil rejse sig…”

“En mur af jern er blevet rejst mod konger, fyrster, præster og for folket. Lad dem kæmpe, for sejren er vidunderlig, og de stærke og gudløse tyranner vil gå til grunde.”

Müntzer gik et skridt videre i opgaven med at nedbryde feudalismen ved at fremsætte en vision om et kommunistisk samfund:

“Omnia sunt communia (“Al ejendom bør holdes i fællesskab”) og bør fordeles til enhver efter hans behov, alt efter hvad lejligheden kræver. Enhver fyrste, greve eller herre, der ikke ønsker at gøre dette, efter først at være blevet advaret om det, bør halshugges eller hænges.”

I sidste ende var bondekrigen, der brød ud på dette grundlag, ikke tilstrækkelig til at omstyrte feudalismen og kunne heller aldrig etablere kommunisme.

Som Engels forklarer det i Den Tyske Bondekrig (Der deutsche Bauernkrieg), var de forskellige deltagende klassers interesser mange og forskellige, og forholdene var ikke modne.

I realiteten tjente kampen, der endte i nederlag, til at styrke fyrsternes magt og forstærkede Tysklands tilbagestående decentralisering.

Men skaden var sket. Kirken var begyndt at splintre, og på trods af dets forsøg på at organisere en modreformation genvandt Vatikanet aldrig sin tidligere autoritet.

Den revolutionære presses opståen

Trykpressen forårsagede hverken bondekrigen eller reformationen. Interessant nok havde trykpressen eksisteret i århundreder forinden i både Kina og Korea, sammen med kompasset og krudtet.

Men i disse lande var pressen i hænderne på en fuldstændig reaktionær klasse; den forstenede kejserstat og dens bureaukrater.

I Korea var brugen af trykpressen til kommerciel profit direkte forbudt, og derfor blev den udelukkende brugt til at trykke statslige bekendtgørelser og lejlighedsvist religiøse dokumenter.

I Europa blev pressen et våben i hænderne på byboerne – kimen til det fremtidige borgerskab. De brugte teknologien til at sprede deres egne revolutionære ideer og skabte en opblomstring af kulturen i et omfang, der ikke var set siden antikken.

Fra Kopernikus til Dante var renæssancen på vej.

Fra dette tidspunkt og fremefter blev det trykte ord det primære medie, hvorigennem revolutionære ideer spreder sig i samfundet.