Vi fejrer Marx' fødselsdag lørdag d. 5. maj - du er inviteret!marx1

Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den. (K. Marx, Teser om Feuerbach)

For to hundrede år siden, den 5. maj 1818, i den tyske by, Trier, blev en af de største personligheder i menneskehedens historie født. To århundreder senere har Karl Marx på trods af alle de ondsindede angreb, forvrængninger og nedladende forsøg på at underminere vores billede af ham og hans tanker skrevet sig ind i historien som et af de største genier inden for teoriens verden.

Uanset om du er enig med ham eller ej, kan der ikke være tvivl om, at Karl Marx gennemførte en stor revolution i menneskelig tænkning og dermed ændrede hele historiens forløb. Han tilhører den store Pantheon af fremragende tænkere. Hans navn kan sidestilles med alle fortidens store helte: Heraklit og Aristoteles, Hegel og Charles Darwin.

Marx’ opdagelser inden for filosofi, historie og politisk økonomi står som kolossale monumenter i sig selv. Selv hvis hans livsværk var begyndt og sluttet med det første bind af Kapitalen, ville det i sig selv være en tilstrækkelig stor præstation. Men Marx var ikke bare en tænker - han var også en handlingens mand, en revolutionær, der dedikerede hele sit liv til kampen for arbejderklassens sag og socialismen.

Et sådant rigt og varieret liv kan ikke beskrives tilstrækkeligt på nogen få linjer. Imidlertid er det i anledning af Marx’ tohundrede årsdag nødvendigt at give en kort og dog nødvendigvis ufuldstændig skitse af det liv som en introduktion til denne bog*.

Marx’ Liv

Marx blev født for to hundrede år siden, i Tyskland, i hvad der dengang var en del af Preussen. De rhinlandske provinser, som Trier tilhørte, adskilte sig imidlertid i mange henseender fra de bagudstående, halvfeudale og reaktionære preussiske egne længere mod øst.

Området var blevet annekteret af Frankrig under Napoleonskrigene. Det betød, at indbyggerne blev eksponeret for nye ideer som pressefrihed, forfatningsmæssig frihed og religionsfrihed. Selvom Rhinlandet blev genindlemmet i det preussiske kejserrige af Wien-kongressen [forhandlinger i 1814-15 mellem de europæiske stormagter efter Frankrigs nederlag i Napoleonskrigene, - red.] tre år før Marx’ fødsel, efterlod disse år et tydeligt præg på den progressive tænkning hos de mest oplyste dele af samfundet.

Karl Heinrich var en af ni børn i familien, Heinrich og Henrietta Marx. Marx’ far var advokat og havde et relativt progressivt livssyn. Han læste Kant og Voltaire og var fortaler for en reform af den preussiske stat. Familien var rimeligt velstående. Marx oplevede aldrig fattigdom eller afsavn i sin barndom og tidlige ungdom, selvom han måtte lide en hel del under disse fænomener senere i sit liv.

Begge forældre var jøder; men i 1816 i en alder af 35 år konverterede Karls far til kristendommen. Dette var sandsynligvis en reaktion på en lov fra 1815, der forbød jøder al deltagelse i samfundets højere lag. Det er sigende, at selvom de fleste i Trier var romersk-katolske, valgte han den lutheranske tro, fordi han "ligestillede protestantismen med intellektuel frihed." Men Heinrich Marx var meget langt fra at være revolutionær og ville uden tvivl være blevet forfærdet, hvis han havde kunnet forudse hans elskede søn, Karls, fremtidige livsbane.

Efter at have forladt skolen gik Marx videre til at studere på universitetet, hvor han læste jura og senere historie og filosofi. Mens han studerede i Berlin, blev han tryllebundet af den store filosof, Hegel. Han kunne se, at under den overfladiske idealistiske skorpe havde Hegels dialektik de mest dybtrækkende revolutionære implikationer. Denne dialektiske filosofi skulle danne grundlag for al hans efterfølgende ideologiske udvikling.

Marx sluttede sig til tendensen, der var kendt som "venstrehegelianerne", der drog radikale og ateistiske konklusioner ud fra den hegelske filosofi. Imidlertid blev han hurtigt utilfreds med det uendelige ordkløveri og den dialektiske jonglering hos disse radikale akademikere, der snart degenererede til en simpel diskussionsklub.

Marx var meget imponeret over Ludwig Feuerbachs ideer, der med udgangspunkt i en kritik af religion bevægede sig i retning af materialisme. Men han kritiserede Feuerbach for hans radikale afvisning af den hegelianske dialektik. Marx lykkedes på brillant vis at kombinere filosofisk materialisme med dialektik, og derved skabte han en helt anden og revolutionær filosofi.

Bevæbnet med disse revolutionerende ideer samarbejdede den unge Marx med en gruppe af venstrehegelianere i Rheinlandet, der havde grundlagt en radikal avis, Rheinische Zeitung. Som redaktør for avisen skrev Marx en række glimrende revolutionære artikler. Avisen var en øjeblikkelig succes, men tiltrak snart de preussiske myndigheders opmærksomhed, og de underlagde avisen streng censur. Den unge Marx formåede imidlertid med strålende opfindsomhed at snige sig uden om censurens lange arm. Til sidst havde de dog ikke andet valg end at lukke avisen ned.

I 1836, mens han blev stadig mere politisk aktiv, blev Marx i hemmelighed forlovet med Jenny von Westphalen, en smuk ung kvinde fra en aristokratisk familie. Hun var kendt som den "smukkeste pige i Trier." Hun var fire år ældre end ham og fra en betydeligt højerestående klasse. Men hun og Marx havde været barndomskærester og ud fra alt, hvad vi ved, var de dybt dedikerede til hinanden.

Jennys far, Baron Ludwig von Westphalen, en højtstående embedsmand for den kejserlige preussiske provinsregering, var en mand med dobbelt aristokratisk slægtskab: hans far havde været chef for generalstaben under syvårskrigen, og hans skotske mor, Anne Wishart, nedstammede fra grevskabet på Argyll-øerne. Det er derfor næppe overraskende, at de holdt deres forhold hemmeligt i så lang tid. Tre måneder efter lukningen af Rheinische Zeitung i juni 1843 giftede Marx sig endelig med Jenny von Westphalen, og i oktober flyttede de til Paris.

Jeg er af den overbevisning, at der ikke har været nok opmærksomhed på denne bemærkelsesværdige kvinde, der ydede kolossale ofre for at støtte sin mand i hans revolutionære arbejde. Hun må have lidt utrolig meget, brudt med sin familie, rejst fra land til land, delt alle Marx' afsavn og levet under de sværeste forhold. Hun oplevede sine børn gennemgå lidelser, blive syge og dø. Da deres søn, Edgar, døde i London, havde hun og Marx ikke engang nok penge til at betale for en kiste.

Jennys ældste bror, Ferdinand, blev senere en nidkær undertrykkende indenrigsminister i den preussiske regering mellem 1850 og 1858, det vil sige, da den europæiske reaktion var på sit højeste. Vi står således over for et paradoks, hvor en mand, der er involveret i revolutionært arbejde for at undergrave den preussiske stat fra sit eksil i London, har en svoger i Berlin, som var ansvarlig for at forfølge revolutionære både inden og uden for Preussens grænser. Historien kender næppe til en mere ironisk situation end dette!

I Paris

I efteråret 1843 flyttede Marx til Paris for at udgive et radikalt tidsskrift i udlandet sammen med Arnold Ruge. I den intense atmosfære i datidens Paris fik Marx hurtig kontakt med organiserede grupper af tyske emigrantarbejdere og med forskellige sekter af franske socialister. Nu blæste revolutionens vinde stærkt i hele Europa, især i Paris. Ikke for første, ej heller sidste gang, var Paris det politiske hjerte i Europa i 1843.

Men kun én udgave af tidsskriftet, Deutsch-Französische Jahrbücher, udkom. Udgivelsen blev afbrudt hovedsageligt på grund af vanskelighederne med at hemmeligholde det i Tyskland og grundet filosofiske uenigheder mellem Marx og Ruge. Marx begyndte derefter at skrive for en anden radikal avis, Vorwärts!, som var knyttet til en organisation, der senere skulle blive til den kommunistiske liga.

Omkring denne tid begyndte et af de mest ekstraordinære samarbejder i verdenshistorien. I september 1844 kom en ung mand, kaldet Friedrich Engels, til Paris i et par dage for at bidrage til arbejdet med tidsskriftet. Fra det øjeblik blev han Marx’ nærmeste ven og samarbejdspartner. I dag er navnene Marx og Engels så fuldstændig uadskillelige, at de næsten smelter sammen til en enkelt person.

I sin tid i Paris fra oktober 1843 til januar 1845 boede Marx på 38 Rue Vanneau i Paris. Her engagerede Marx sig i et intensivt studie af den politiske økonomi og fortærede Adam Smiths, David Ricardos, James Stuart Mills’ værker samt de franske utopiske socialister, Saint-Simons og Fouriers, bøger. Her kan vi se kimen til hans fremtidige opdagelser inden for økonomi.

Bruxelles

Marx' revolutionære aktiviteter tiltrak sig snart opmærksomhed fra myndighederne i Berlin. Den preussiske regering krævede, at de franske myndigheder greb ind, hvilket sidstnævnte hellere end gerne indvilligede i. Udvist fra Paris i slutningen af 1844 flyttede Marx til Bruxelles, hvor han sluttede sig til det hemmelige propagandasamfund, den Kommunistiske Liga. På trods af flytningen var der stadig alvorlige begrænsninger for Marx’ aktiviteter. Han havde lovet ikke at lave udgivelser om samtidens politik.

Marx og Engels dannede straks et tæt forhold, hvor de to mænd kombinerede deres forskellige erfaringer og temperamenter, og sammen udarbejdede de et helt nyt og originalt idésæt. Som søn af en velhavende tysk industrialist kunne Engels kombinere sine konkrete erfaringer fra den kapitalistiske produktion med Marx’ banebrydende arbejde inden for filosofi. Engels viste Marx sin nyligt udgivne bog, The Condition of the Working Class in England. Han var allerede kommet til den konklusion, at arbejderklassen ville være den vigtigste agent for social forandring.

Det var også Engels, der først begyndte at udarbejde de grundlæggende principper, som senere skulle bære frugt i Kapitalens 3 bind. Men med sin karakteristiske beskedenhed accepterede han altid Marx’ forrang inden for ideologien, idet han tog rollen som en ydmyg og loyal discipel på sig på trods af, at hans bidrag til den marxistiske teori faktisk står side om side med Marx’.

I april 1845 flyttede Engels fra Tyskland til Bruxelles for at slutte sig til Marx. Sammen begyndte de to at skrive en kritik af Bruno Bauers filosofi, en unghegelianer, som tidligere havde stået Marx nær. Resultatet af Marx’ og Engels’ første samarbejde, Den Hellige Familie, blev udgivet i 1845. Det markerede starten på et brud med den venstrehegelianske tendens og var et udgangspunkt for en helt ny kurs.

I 1846 skrev Marx og Engels Den Tyske Ideologi, hvor de for første gang udviklede teorien om historisk materialisme. Dette markerede det endelige og uigenkaldelige brud med ungheglianerne. Marx havde endelig omfavnet ideen om socialisme som den eneste løsning på menneskehedens problemer. Desværre var der ingen udgiver, der var villig til at risikere at udgive Den Tyske Ideologi, som sammen med Teser Om Feuerbach ikke så dagens lys før efter Marx død.

Marx og Engels førte sammen en uafbrudt kamp mod den småborgerlige socialismes forvirrede ideer i deres stræben efter at give socialismens ideer et videnskabeligt fundament. I datidens Paris var Proudhons halv-anarkistiske ideer på mode blandt nogle revolutionære grupper. Marx underkastede dem en tilintetgørende kritik i 1847 i Filosofiens Elendighed på baggrund af fakta og lange citater fra Proudhons egne skrifter.

I begyndelsen af 1846 forsøgte Marx at forbinde socialister fra hele Europa gennem en kommunistisk korrespondance komité. Han havde været i kontakt med en hemmelig organisation af håndværkere i Paris og Frankfurt, kaldet De Retfærdiges Liga. Det var en lille gruppe (omkring 100 i Paris og 80 i Frankfurt) med meget forvirrede ideer. Marx overtalte dem til at opgive deres undergrundsmetoder og arbejde åbent som et politisk arbejderparti. Den blev sammenlagt med andre for at danne Den Kommunistiske Liga.

På den anden kongres i Den Kommunistiske Liga, der blev afholdt i London i november 1847, blev Marx og Engels pålagt at producere et dokument, der blev kendt som Det Kommunistiske Manifest. Dette epokegørende dokument blev udgivet i 1848.

Det kommunistiske Manifest og Neue Rheinische Zeitung

Det synes forbløffende i dag, at Det Kommunistiske Manifest blev skrevet, da Marx og Engels stadig var et par unge mænd. Marx var endnu ikke 30 år og Engels tre år yngre. Men dette bemærkelsesværdige dokument er et vendepunkt i historien. Det er lige så friskt og relevant nu, som da det først så dagens lys. Faktisk er dets relevans endnu større i dag.

Tidspunktet for offentliggørelsen af dette dokument kunne næppe have været bedre. Blækket var knapt nok blevet tørt, før en mægtig bølge af revolutioner skyllede hen over hele Europa. Februar revolutionen i Frankrig omstyrtede Orleans-monarkiet og førte til oprettelsen af den Anden Republik.

Der er en anekdote, der siger, at Marx efter at have modtaget en betydelig arv fra sin far (som var blevet tilbageholdt af hans onkel) brugte en stor del af den på at købe våben til de belgiske arbejdere, der bevægede sig i retning af revolutionær handling. Hvorvidt historien er sand eller falsk, ved vi ikke; men det belgiske justitsministerium har bestemt troet på det. Det brugte den som en undskyldning for at arrestere ham.

Marx blev således tvunget til at flygte tilbage til Frankrig, hvor han troede, at han ville være i sikkerhed under den nye republikanske regering. Men det var et forgæves håb. De borgerlige franske republikanere var bange for arbejderne. De begyndte at fremsætte uafhængige klassebaserede krav, der truede privatejendommen. Under disse omstændigheder var det sidste, som de havde brug for, tilstedeværelsen af en mand som Marx i Paris.

Marx var overbevist om, at efter Frankrig var Tyskland på tærsklen til en revolution. Han flyttede til Köln, hvor han grundlagde en ny avis, Neue Rheinische Zeitung, der udkom første gang den 1. juni 1848. Avisen havde en yderst radikal demokratisk linje mod det preussiske autokrati, og Marx viede al sin energi til sit redaktionsarbejde (Den Kommunistiske Liga var i praksis gået i opløsning). Han fortsatte i denne stilling fra juni 1848 til 19. maj 1849, da avisen blev undertrykt.

Neue Rheinische Zeitung var en model for revolutionær journalistik og spillede en aktiv rolle i de revolutionære begivenheder fra 1848-49. Men kontrarevolutionens sejr satte en stopper for dens aktiviteter. Marx blev trukket i retten for sin revolutionære aktivitet. Han blev frikendt den 9. februar 1849, men senere forvist fra Tyskland den 16. maj 1849.

Marx vendte igen tilbage til Paris. Han blev dog forvist fra Frankrig efter demonstrationen den 13. juni 1849. Da Preussen nægtede at udstede ham et pas, var Marx nu statsløs og landflygtig uden en penny på lommen. Han flyttede til London, som i de dage var mere tolerant og indbydende over for politiske flygtninge, end den er i dag. Selv om Storbritannien også nægtede ham statsborgerskab, forblev han i London indtil sin død. I maj 1849 begyndte han sin "lange, søvnløse nat i eksil", der skulle vare resten af hans liv.

London

Da han ankom til London, var Marx stadig optimistisk omkring udsigten til en snarlig fremkomst af et nyt revolutionært udbrud i Europa. Han skrev to lange brochurer om 1848-revolutionen i Frankrig og dens konsekvenser: Klassekampene i Frankrig 1848/1850 og Louis Bonapartes Attende Brumaire. Han konkluderede, at "en ny revolution kun var mulig som følge af en ny krise", og derefter viede han sig til studiet af politisk økonomi for at bestemme den kapitalistiske krises årsager og karakter.

Hovedparten af den tid han boede i London levede Marx og hans familie i den dybeste fattigdom. Han fandt arbejde som korrespondent for New York Daily Tribune, et samarbejde, der varede i ti år fra 1852 til 1862. Men Marx var aldrig i stand til at tjene nok på sin journalistik til at leve af det. I den første halvdel af 1850'erne boede familien Marx under tarvelige forhold i en tre-værelses lejlighed i Soho-kvarteret i London. Marx og Jenny havde allerede fire børn og to mere kom senere. Af disse overlevede kun tre.

"Velsignet er den, der ikke har nogen familie", skrev Karl Marx træt i et brev til Friedrich Engels i juni 1854. Han var seksogtredive på det tidspunkt og havde for længst mistet al kontakt med sine slægtninge. Hans far var død, og forholdet til hans mor var dårligt. Kun gennem sin ven Friedrich Engels’ uselviske generøsitet var Marx og hans familie i stand til at overleve.

Marx-familien havde syv børn, hvoraf fire døde som spæde eller i den tidlige barndom. Trods alle disse vanskeligheder var de en lykkelig familie. Marx elskede sine døtre dybt, og kærligheden var gengældt. I frie øjeblikke om aftenen ville han lege med dem og læse op fra klassikerne. Don Quixote var en særlig favorit; men de opførte også Shakespeares skuespil, hvor Marx og hans børn ville læse forskellige dele. "Han var en unik, en uovertruffen historiefortæller," genkaldte hans datter Eleanor.

Af de tre overlevende døtre - Jenny, Laura og Eleanor - giftede to af dem sig med franskmænd. En af disse mænd, Paul Lafargue, spillede en aktiv rolle i den marxistiske bevægelse og bidrog til at etablere socialistpartiet i Spanien. Eleanor Marx var aktiv i den britiske arbejderbevægelse som en aktivistisk arbejderorganisator.

Marx’ arbejde begrænsede sig ikke til teori alene. Al den tid han boede i London spillede han en meget aktiv rolle i at fremme og udvikle den internationale arbejderbevægelse. Marx hjalp med at grundlægge de tyske arbejderes uddannelsesforening samt et nyt hovedkvarter for Den Kommunistiske Liga. Men han blev mere og mere frustreret og fremmedgjort af de uendelige sekteriske skænderier blandt emigranterne og afbrød til sidst al forbindelse med dem. Til gengæld opretholdt han altid tætte forbindelser med aktive medlemmer af den britiske arbejderbevægelse.

Et afgørende vendepunkt i situationen fandt sted i 1864. Den 28. september blev den internationale arbejderassociation – for os kendt som Første Internationale - grundlagt. Fra begyndelsen var Marx både hjertet og sjælen i denne organisation, forfatteren af den såkaldte Inaugural adresse [åbningstale, -red.] og et væld af resolutioner, erklæringer og manifester. I de kommende år var meget af hans tid afsat til at opretholde Internationalens arbejde. Sammen med Engels opretholdt han en stor korrespondance med de mest bevidste arbejdere og ligesindede i mange lande, herunder Rusland.

Marx var nødt til at føre en uophørlig kamp mod alle mulige slags småborgerlige afvigelser inden for Internationalens egne rækker: Proudhons utopiske socialisme, Mazzins italienske borgerlige nationalisme, opportunismen hos de britiske, reformistiske fagforeningsledere og frem for alt anarkisten Bakunin og hans tilhængeres intriger.

I sidste ende lykkedes det Marx at vinde den ideologiske kamp; men betingelserne, under hvilke Internationalens unge kræfter blev formet, var ugunstige. Nederlaget for Pariserkommunen var det endelige dødsstød.

På grund af den ugunstige situation i Europa foreslog Marx at overføre generalrådets hovedkvarter fra London til New York i 1872. Det blev gjort i håb om, at den voksende klassekamp i den nye verden ville give Internationalen nye muligheder. Men intet kunne forhindre dens forfald. Internationalens vigtigste præstation var, at den lagde et fast ideologisk grundlag for de fremtidige udviklinger. Men som organisation ophørte den i praksis med at eksistere.

Marx' helbred blev undergravet af det udmattende arbejde i Internationalen og hans stadig mere anstrengende teoretiske studier og skrivning. Han fortsatte med at arbejde utrætteligt på spørgsmålet om politisk økonomi og på færdiggørelsen af Kapitalen, hvilken han indsamlede en masse nyt materiale og studerede en række sprog, herunder russisk.

Død

Marx tog sig aldrig af sit eget helbred. Hans kærlighed til stærkt krydret mad og vin sammen med overdreven rygning af cigarer kan kun have bidraget til forværringen af hans helbred, som blev fatalt undermineret af årevis fattigdom. I de sidste tolv år af sit liv tillod hans tilbagevendende sygdomme ikke længere, at han kunne udføre noget kontinuerligt intellektuelt arbejde.

På trods af stigende udbrud af sygdom kastede Marx sig ud i et monumentalt studie af kapitalismens love og historie og udviklede en helt ny økonomisk teori. Som forberedelse til at skrive Kapitalen læste han alle tilgængelige udgivelser i økonomisk og finansiel teori og praksis. Det er tilstrækkeligt at læse de store mængder fodnoter i denne storslåede bog for at forstå den forbløffende mængde omhyggelig forskning, der lå i dens tilblivelse.

I 1867 offentliggjorde han det første bind af Kapitalen. Han brugte resten af sit liv på at skrive og revidere manuskripter til de resterende bind, som forblev ufuldstændige ved hans død. De resterende to bind blev omhyggeligt samlet, redigeret og offentliggjort posthumt af Engels.

Det endelige slag mod Marx' helbred var Jenny von Westphals død. Hun døde som følge af kræft den 2. december 1881 i en alder af 67. Sammen med sin ældste datters død var dette en grusom personlig tragedie, som Marx aldrig kom sig over. Det overskyggede de sidste år af hans liv.

Karl Marx døde af lungehindebetændelse i London den 14. marts 1883 og sov fredeligt ind i sin lænestol. Han blev begravet ved siden af sin kone på Highgate Cemetery i London. Da han døde, blev et daguerreotypi fotografi af hans far fundet i hans brystlomme. Det blev anbragt i kisten og begravet på Highgate kirkegård. Hans oprindelige grav havde kun en beskeden sten, som nu desværre er blevet vandaliseret og i høj grad ignoreret af besøgende, der flokkes ved det gigantiske monument, der blev rejst i november 1954, da Marx og hans familie blev gen-begravet på et nyt sted ikke langt fra det gamle.

Den nye grav, der blev afsløret den 14. marts 1956, bærer påskriften: "Arbejdere i Alle lande foren jer!" Og de ligeså hyldede ord fra Teser om Feuerbach: "Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den".

Men det sande monument over Marx er ikke at finde på Highgate kirkegården. Det er ikke lavet af sten eller bronze, men af langt stærkere og mere holdbart materiale: de udødelige ideer, som er indeholdt i de mere end 50 bind, der udgør hans samlede værker. Det er det eneste monument, som Marx nogensinde ville have ønsket sig. Det er fundamentet for verdens arbejderbevægelse og garantien for dens fremtidige sejr.

 

*Denne tekst er det oversatte forord til en ny bog fra det britiske forlag Wellred Books The Ideas of Karl Marx

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Yderligere information