Begivenhederne i maj 1968 i Frankrig bliver ofte portrætteret som et studenteroprør. I virkeligheden blev Frankrig ramt af en revolutionær bølge med millioner af arbejdere i strejker og fabriksbesættelser, der truede med at omvælte selve systemet.
I månederne op til maj havde der været uro blandt de studerende i Frankrig. De havde demonstreret, besat universiteter og bevægelsen mod Vietnam-krigen havde haft voldelige sammenstød med højreekstreme grupper.
Den 3. maj indkaldte de studerende til et møde på et det prestigefulde universitet, Sorbonne, i protest mod, at ledelsen på Nanterre Universitet havde lukket det. Som reaktion besluttede ledelsen på Sorbonne ligeledes at lukke universitet og fik politiet til at rydde gårdspladsen for protesterende studerende. På trods af løfter om det modsatte blev flere studerende anholdt af politiet, da de fredeligt forlod universitetets område.
Det blev gnisten, som antændte det franske samfund. Om aftenen udbrød der gadekampe mellem studerende og politi i Latinerkvarteret i Paris. Politiet angreb de studerende med enorm voldsomhed. De brød ind i de lokales lejligheder og tæskede dem – heriblandt en gravid kvinde – helt uden grund. Der blev rejst barrikader, og politiets tåregas blev besvaret med flyvende brosten. De lokale beboere gav de studerende mad og husly, og samtidigt begyndte de at bruge tunge potteplanter fra deres altaner som kasteskyts mod ordensmagten.
Gadekampene fortsatte i mere end en uge med mange hundrede sårede og fængslede til følge. Politibrutaliteten vækkede en enorm vrede i den franske arbejderklasse, og fagforeningerne blev tvunget til at indkalde til generalstrejke den 13. maj på grund af presset fra deres medlemmer, hvor hundredtusinder af studerende og arbejdere gik i demonstration.
Den franske premierminister, George Pompidou, annoncerede samme dag, at Sorbonne ville genåbne. Men det var for lidt og for sent. De franske masser opfattede det som en sejr for deres bevægelse og som en svaghed fra regimets side. En ny fransk revolution var opsejling.
Revolutionær strejke
Bevægelsen blandt de studerende foregreb en langt større bevægelse med den franske arbejderklasse i spidsen. Der er en tendens igennem historien til, at unge er de første, der udtrykker en dybereliggende frustration i samfundet, og derfor bliver dem, der først begynder at bevæge sig politisk.Da de franske arbejdere gik med i kampen stoppede de studerende ikke. Tværtimod kastede de sig med endnu større kraft energisk ind i bevægelsen.
I toppen af fagbevægelsen, hvor det franske kommunistparti, Parti Communiste Français (PCF), havde stor indflydelse, havde man indkaldt til generalstrejken for at lukke lidt af utilfredsheden ud. Fagbosserne troede, at det ville være nok for medlemmerne, og at fagforeningerne ville stå i en styrket position i forhold til at kunne få forhandlet sig til et par krummer fra regeringen. Men i stedet for at stoppe, som fagforeningerne har planlagt, fortsatte arbejderne strejken efter den 13. maj. Strejken fortsatte med fornyet styrke, spredte sig og udviklede sig til fabriksbesættelser.
Allerede den 14. maj blev fly- og bilfabrikker besat af arbejderne. Alle de vigtigste sektorer af økonomien blev ramt af strejkebevægelsen: minedriften, den offentlige transport i de store byer, jernbanerne, flytransporten, havnene, lukning af gas og el (dog ikke for privatfamilier), postvæsnet, statsfjernsyn og -radio og mange andre dele af økonomien.
På trods af at det kun var 3,5 millioner arbejdere, der var organiseret i fagforeninger, var omkring 10 millioner arbejdere involveret i strejkebevægelsen den 20. maj, hvor verdenshistoriens største revolutionære strejke lammede Frankrig totalt.
Arbejderklassens magt
Alt dette fandt sted på toppen af det økonomiske efterkrigsopsving, som mere eller mindre havde varet i flere årtier. Det havde betydet opbyggelsen af en velfærdsstat samt en generel stigning i levestandarden.
På trods af disse forbedringer var livet på ingen måde en dans på roser under fransk kapitalisme. Eksempelvis var presset på arbejderne enormt ude på de enkelte arbejdspladser, og den enkelte arbejdsgiver styrede fabrikken diktatorisk – som sit personlige kongerige. Under overfladen var utilfredshed, bitterhed og vrede blevet akkumuleret i mange år, og den fik nu frit løb.
Maj ’68 modbeviser dem på venstrefløjen, som kun tror, at en revolution kan finde sted, når leveforholdene er kommet under et vist niveau. Det inkluderer dem, der mener, at det ikke giver mening at lave revolutionært arbejde i Vesten, fordi vi ”har det for godt” og arbejderklassen er ”borgerliggjort”. Ligesom i dag var der mange på venstrefløjen, som før 1968 havde afskrevet arbejderklassen som en revolutionær klasse, der kunne omdanne samfundet.
Mange steder i Frankrig mistede statens institutioner magten under strejken, og det var arbejderne, der tog kontrollen. Det var ikke længere en statsbureaukrat, der bestemte hvem, der skulle have strøm, og hvor dyrt det skulle være, men i stedet de arbejdere, som arbejdede med strømforsyningen. Bevægelsen spredte sig ud til alle sfærer af samfundet. Et observatorium blev eksempelvis besat af astronomer, og der var strejke på et forskningscenter for atomkraft i Saclay, hvor størstedelen af de 10.000 ansatte var forskere, teknikere og ingeniører. Der var glimt af den potentielle magt, som arbejderklassen har, hvis den bliver bevidst om det. Begivenhederne i 1968 viste med al tydelighed, at arbejderklassen er villig til at kæmpe og sagtens kan styre samfundet uden en parasitisk kapitalistklasse.
Et eksempel på dette var i Nantes. Her overtog arbejderne benzinforsyningen i byen og nægtede lastbiler, der transporterede benzin, adgang, hvis de ikke havde tilladelse fra strejkekomiteen. Der blev opsat en strejkevagt omkring den eneste fungerende tankstation i byen. De sørgede for, at der kun blev givet benzin til læger. Der blev indgået aftaler med bondeorganisationer om madforsyninger, og bønderne og arbejderne bestemte i fællesskab, hvad priserne skulle være. For at forhindre profitmageri blev butikker tvunget til at have et skilt i vinduet, som sagde: ”Denne butik er autoriseret til at være åben. Dens priser er under permanent opsyn af fagforeninger.” Det resulterede i drastiske prisfald på madvarer.
Regeringen taber modet
Den herskende klasse i Frankrig var i panik. Præsidenten, Charles De Gaulle, prøvede at indkalde til en folkeafstemning om tekniske ændringer i forfatningen. Det var tydeligvis et forsøg på at distrahere bevægelsen. Men det kunne slet ikke lade sig gøre, fordi arbejderne, der skulle printe stemmesedler, nægtede! De Gaulle forsøgte at få belgiske printere til at gøre det i stedet, men de nægtede at agere strejkebrydere.
I normale tider virker staten til at være almægtig og uovervindelig. Men i revolutionære perioder forsvinder statens urørlighed. Regeringen var dødsensangst for bevægelsen og klar til at sætte de væbnede styrker ind mod den (”How Civil War Was Avoided in France”, Mattei Dogan). Hvis regeringen havde gjort det, ville hæren sandsynligvis have knækket midt over på klasselinjerne; officerskorpset ville forblive på regimets side, men flertallet af de menige soldater, som var arbejder- og bondesønner, ville gå med bevægelsen. Der var allerede rapporter om mytterier i flåden.
Eftersom regeringen ikke havde haft held med at knuse bevægelsen med politivold, forsøgte de med gulerod i stedet. Når et regime finder, at dets eksistens er truet, bliver det meget mere villigt til at give reformer. Det er dog ikke sikkert, at det er nok.
Regeringen gav amnesti til demonstranterne. Samtidig havde de reformistiske fagforeningsledere kastet en redningskrans ud til regimet ved at indgå forhandlinger. Regeringen gik straks i gang med at forhandle om reformer med fagtoppen. Ifølge premierminister Pompidou var det ikke blot regeringens eget liv, der var i fare, men ”det republikanske styre”, det vil sige: den kapitalistiske stat i Frankrig.
For De Gaulle var situationen i slutningen af maj fuldstændig håbløs. I henhold til den daværende amerikanske ambassadør fortalte De Gaulle ham, at ”Spillet er slut. Om nogle få dage vil kommunisterne være ved magten.”
”Kommunist”-partiet redder kapitalismen
Det var dog det modsatte, der blev tilfældet. I stedet for at hjælpe arbejderklassen til magten gjorde det såkaldte kommunistparti alt, hvad der var i dets magt, for at stoppe bevægelsen. På daværende tidspunkt var PCF arbejderklassens største parti, havde enorm autoritet og var langt større end det socialdemokratiske Parti Socialiste (PS).
I lighed med de andre store kommunistpartier i Vesteuropa havde PCF undergået den samme proces som kommunistpartiet i Sovjetunionen. PCF var blevet stalinistisk og bureaukratiseret, og underlagde sig den politiske linje udstukket fra Moskva. Sovjetbureuakratiets overlevelsesstrategi var ”fredelig sammeneksistens”: Sovjetunionen skulle eksistere side om side med de kapitalistiske lande. Bureaukratiet mente, at det var den eneste måde at opretholde Sovjetunionen på, og dermed egne privilegier og magt.
Det herskende bureaukrati i Sovjetunion var således ikke interesseret i en succesfuld socialistisk revolution i Frankrig, hvor arbejderklassen ville komme til magten og styre samfundet demokratisk. Det ville være farligt for sovjetbureuakratiet, da det kunne inspirere de russiske arbejdere til at følge franskmændenes eksempel.
Det betød, at PCF ikke i praksis forsøgte at vælte kapitalismen i Frankrig, men derimod søgte de at bevare den. Lederne af PCF gjorde derfor, hvad de kunne for at bremse strejkebevægelsen – blandt andet igennem deres positioner i fagforeningerne. De forsøgte at holde de studerende ude af fabrikker, så de kunne fraternisere med arbejderne. På den måde forsøgte de at holde bevægelsen splittet.
PCF havde tæt kontakt med Moskva. I deres korrespondance kan det læses, at der ikke var nogen interesse i en ny ”bolsjevikisk revolution”, eller sagt med andre ord: en revolution hvor arbejderklassen tog magten. I stedet var PCF’s perspektiv begrænset til at bruge bevægelsen til at komme til magten i en kommende regering med Socialistpartiet (”Paris provoked CIA and KGB alarm”, The Irish Times).
Den 27. maj blev der indgået en aftale mellem fagforeningerne, arbejdsgiverne og regeringen med store indrømmelser til arbejderne i forhold til lønstigninger, kortere arbejdstid, lavere pensionsalder og retten til at organisere sig. Samtidig accepterede regeringen, at uddannelsesministeren gik af, som en indrømmelse til de studerende.
Men fagforeningslederne havde svært ved at sælge aftalen til de strejkende arbejdere og få dem tilbage på arbejde. På en Renault-fabrik forsøgte eksempelvis lederen af hovedfagforeningen, Confédération Générale du Travail (CGT), at overtale arbejderne til at sige ja til aftalen og gå tilbage på arbejde. Halvvejs inde i hans tale blev han overdøvet af råb fra tusinder af arbejdere: ”Folkeregering! Folkeregering!”
På trods af at arbejderklassen reelt set stod med magten i hænderne, var der ingen, der fremlagde et perspektiv for, hvordan kampen skulle tages videre frem og vindes. Der var ingen ledelse der kunne fremlægge en plan, og det var et akut problem. Arbejderklassen kan ikke være konstant mobiliseret blot for kampens skyld.
De Gaulle indkaldte til parlamentsvalg, som skulle finde sted i slutningen af juni for at kanalisere bevægelse af sikre veje. I starten af juni begyndte fabriksbesættelserne så småt at ophøre, og strejkerne gik i sig selv. Fagforeningslederne og PCF pressede på, for at arbejderne skulle genoptage arbejdet.
PCF havde enorm autoritet i 1968 og sad med nøglen til at løse situationen. De kunne have givet et perspektiv der ville forbinde de lokale strejkekomiteerne på regionalt og nationalt plan. På den måde ville arbejderklassen kunne planlægge hele den nationale økonomi. Det ville have lagt grundlaget for en demokratisk planøkonomi og ville i realiteten have været starten på en arbejderstat.
Lederne af PCF havde muligheden for at omvælte den borgerlige stat og starte den socialistiske transformation af samfundet. I stedet var de ikke et hak bedre end deres socialdemokratiske kollegaer og lod bevægelsen løbe ud i sandet.
De endte ikke i regering ved valget i 1968, som de havde håbet. Tværtimod mistede de over 600.000 stemmer og gik tilbage til 4.434.832 stemmer. Det begyndte en langvarig proces hvor PCF mistede mere og mere indflydelse og blev langt mindre i valgene, til det punkt, hvor de sidste år kun fik 2,7 % af stemmerne. I stedet blev det socialdemokratiske Socialistparti nogle få år efter 1968 arbejderklassens største parti. PCF troede fejlagtigt, at de blot ville vokse trinvis efter maj ’68, fordi de havde haft stor indflydelse i bevægelsen. Men tværtimod begyndte deres historiske nedtur, fordi ikke formåede at indfri de håb og aspirationer, som de franske masser havde haft i 1968.
Der er ingen grund til at romantisere maj ’68 og heller ingen grund til at reducere det til et ”studenteroprør”. Som revolutionære må vi studere både de positive og negative sider af bevægelsen. Men der er ingen tvivl om, at den revolutionære bevægelse i Frankrig kan være en kæmpe inspiration for arbejdere og unge i dag, hvor klassekamp er tilbage på dagsordenen – også i Danmark.
