Efter den store elevkonference, den 22.september, hvor over 2500 deltagere sagde NEJ til nedskæringer på uddannelse, var der lagt op til et brag af en aktionsdag, tirsdag den 5.oktober, på folketingets åbningsdag.

Og denne dag blev da også en overvældende succes. Ifølge STOP-NU initiativet, deltog omkring 100.000 elever og studerende i protester landet over.

Til demonstrationen i dag i Århus mødte der mødt op imod 10.000 elever op da den var på sit højeste. Dette er formentligt den største elevdemonstration i Århus siden 1980’erne. Der var rimeligt mange lærlinge og teknisk skoleelever, ligesom folkeskoleeleverne også var godt repræsenteret. Desuden var der folk fra universitetet og gymnasieelever, specielt fra de to besatte gymnasier i Århus.

I demonstrationen blev det et udbredt slogan at synge “Say hey, say ho – Anders Fogh has got to go”, “Dem som ikke hopper, de elsker Ulla” og generelt blev der råbt en del mod regeringen. Stemningen var klart kritisk mod venstreregeringen og det hjalp bestemt ikke på det, at VU var mødt op med løbesedler der afviste STOP-NU initiativets krav og da det rygtedes at de havde blokeret demonstrationen begyndte folk nærmest at storme frem mod dem.

Frank Aaen fra Enhedslisten var blandt talerne og holdt en god tale med masser af kampgejst. Han sagde bl.a. at der var penge nok i det her samfund og at de store multinationale ikke betalte skat, mens man alligevel skar ned på uddannelserne. Desuden sagde han også at det ikke bare nyttede at skifte ministerposterne ud, men at det var nødvendigt at holde politikerne faste på deres krav. Han modtog store klapsalver for denne tale.

Demonstrationen i København nåede historiske højder. Ifølge politiet og pressens beregninger var op imod 30.000 elever og studerende mødt op. STOP-NU initiativet målte det til op imod 40.000. Ligegyldigt hvad, kan der ikke herske nogen som helst tvivl om at dette var en massiv demonstration som havde bred opbakning fra elever og studerende.

Lige fra starten af demonstrationen blev der blæst til angreb på den borgerlige regerings uddannelsespolitik i talerne. Selve optoget, varede i næsten 1½ time, og tusinder af demonstrerende unge råbte kampråb, som ”Kom nu Ulla, Kom nu Anders, ellers så besætter vi fra RUC til Randers” og ”28, er mere end nok, vi giver aldrig op”, ”Vi er Danmarks råstofkilde, lad os ikke gå til spilde”, ”Ulla T, giv os SKP!”, og så videre. Et af højdepunkterne var da Holger K. Nielsen fra SF holdt sin tale. Han tordnede mod regeringens arrogante afvisninger af elevernes krav, og sagde at det var helt berigtiget at eleverne kæmpede, fordi at skolematerialerne, lokalerne og møblerne var i elendig stand, osv.

Undervisningsministeren selv, Ulla Tørnæs, var blevet inviteret til at tale ved demonstrationen, fordi arrangørerne mente at man skulle høre hendes bud på et bedre uddannelsessystem. Men hvis nogen havde håbet på at hun ville lytte til eleverne og imødegå deres krav, skulle de tro om igen. Fra starten af hendes tale var der komplet stilhed på Christiansborg slotsplads. Efter et par få indledende bemærkninger om ”Venstres visioner for et bedre uddannelsessystem”, kom hun frem med regeringens virkelige holdning:

”Aktionen her er baseret på misinformationer og fejlagtige budskaber”. Dette gentog hun flere gange…Men det var som om hun blev mere og mere skinger i stemmen. For tusinder af elever og studerende svarede hende med en højlydt pibekoncert. Dette fik hende til at råbe ”Er det her dialog, er det her dialog?”. Da demonstrationen var ved at slutte, kom konferencieren, Jonas Fløjlstrup fra DGS, med et svar som ramte lige plet ”Dialog, ja tak – men hvilken dialog er det som vi har fået de sidste 4 år hvor vi, elever og studerende, har stået her og demonstreret – har i, politikere lyttet på os? Har i stoppet besparelserne?”.

Det optrin som Ulla Tørnæs leverede på Christiansborg slotsplads, var en komplet absurd opførsel. Det var en skandale at en minister på den måde kan opføre sig så arrogant og ligefrem stå og provokere elever og studerende. Hendes attitude er ikke bare sigende for hende selv, det er en refleksion af hele regeringens arrogante indstilling over for elever og studerende.

Ulla Tørnæs taler ved Christiansborg slotsplads

Andre steder foregik der også demonstrationer, bl.a. i Aalborg med 2-3.000 og i Esbjerg, Odense, Randers og andre steder rundt omkring i landet. I alt var op imod 100.000 som sagt med i denne aktionsdag.

Borgerlig modkampagne

Disse tusinder af elever og studerende gik på gaden, selvom der i dagene op til demonstrationerne ellers ikke var blevet sparet på beskyldninger imod STOP-NU fra den borgerlige presses og undervisningsminister Ulla Tørnæs side. De har brugt alle mulige lejligheder til at fordømme eleverne, og undervisningsministeren har sågar påstået at de tal som STOP-NU har over nedskæringer på uddannelsessystemet i Danmark, som stammer fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ikke er rigtige!

Også Venstres Ungdom (VU) har lanceret et frontalt angreb på STOP-NU. Igennem tusinder af postkort, klistermærker og plakater har de forsøgt at få eleverne ude på skolerne til at stoppe deres opbakning til STOP-NU. Selve det faktum at VU er gået til angreb på STOP-NU initiativet viser én ting: Dem og deres moderparti, Venstre, er meget bange for dette initiativ og for den stemning som er iblandt ungdommen. De borgerlige vil gerne sprede en myte om ungdommen. En forestilling om at ungdommen er passiv, uvidende og egoistisk. Dette passer nemlig godt i deres kram, fordi det er en undskyldning for så at angribe unges levevilkår og fordi at de frygter en aktiv ungdom som kræver en anstændig uddannelse, især fordi unge kan være en inspirationskilde for arbejderklassen i Danmark.

VU’s propagandaplakat mod STOP-NU initiativet

Langt de fleste af VU’s argumenter imod initiativet er tydeligvis komplet falske. STOP-NU initiativet har lavet en folder som fuldstændigt maner VU’s påstande om at der ikke er forringelser, osv. til jorden. Men der er dog ét punkt, hvor VU har lidt ret. Det er på punktet om ”politisk uafhængighed”. Lederne af STOP-NU initiativet har gang på gang fastholdt at dette ikke er en kamp for eller imod forskellige partier, men bare en kamp for en bestemt politik, og en kamp for at sætte uddannelse på dagsordenen.

Men samtidig har STOP-NU fået økonomisk støtte af og stærk politisk opbakning fra fagbevægelsen (LO). Og samtidig har det været utrolig klart at det har været oppositionen, og især de tre arbejderpartier (Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten), som bakker elevernes krav op. Og det har været lige så krystalklart at den borgerlige regering ikke bakker eleverne op – men derimod på provokerende facon påstår at ’elevernes aktioner er baseret på forkerte oplysninger’. Det er altså rimelig tydeligt at der er nogle partier som bakker eleverne op, og nogle der ikke gør. Og det er endnu mere tydeligt at uddannelsespolitik er et politisk spørgsmål som ikke kan adskilles fra andre politiske spørgsmål. Derfor kan kampen ikke være upolitisk.

Lederne af STOP-NU bevægelsen har argumenteret for at bevægelsen er ’politisk uafhængig’, fordi elevbevægelsen også har demonstreret mod besparelser under den socialdemokratiske regering. I sin tale på Christiansborg slotsplads ved gårsdagens demonstration sagde Thor Möger Petersen at ”Regeringen godt nok er arrogant hvis de troede at elever og studerende bare er nikkedukker som bare ville have en ny regering til magten, og så acceptere alt hvad den gjorde…Vi vil altid kæmpe for vores hverdag, også selv om det er Lykketoft som skærer ned, ligegyldigt om regeringen er rød eller blå. Vi kæmpede mod forringelser under den forrige regering, og vil altid fortsætte med at gøre det.”

På denne måde får lederne af STOP-NU desværre kludret to ting sammen. Det ene er at elever og studerende skal blive ved at kæmpe mod forringelser, og også presse en ny regering og protestere hvis ikke den opfylder elevernes krav.Dette er absolut korrekt. Det er utrolig rigtigt at elever og studerende ikke bare skal være nikkedukker som blindt accepterer nogen som helst regeringen…og heldigvis er der intet der tyder på det efter gårdsdagens demonstrationer.

Men betyder det at kampen så kun handler om at få en anden uddannelsespolitik, og ikke om en anden regering? NEJ! De to ting hænger nemlig uadskilleligt sammen! Hvis vi skal have en ny uddannelsespolitik må vi også få en ny regering! Det er soleklart! For det er jo ikke tilfældigt at der er nogen partier som bakker op om elevernes krav, og nogen som ikke gør. Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti er borgerlige partier, der fører borgerlig uddannelsespolitik. Deres politik handler om at skabe et mere elitært uddannelsessystem, med mindre almendannelse og demokrati, og deres reformer handler også om det.

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er i bund og grund socialistiske partier som støtter op om elevernes krav. Det gør de fordi de udspringer af arbejdere og unges kampe for at ændre samfundet, fordi de har bånd til fagforeningerne.

Det er altså fra de tre partier at eleverne kan hente støtte, og elevernes krav om en ny uddannelsespolitik kan kun opfyldes igennem en regering med de tre partier som fører en socialistisk politik.

Ja, men den socialdemokratiske regering under Nyrup skar også ned på uddannelse, vil nogle måske indvende. Dette er absolut rigtigt, men det skete fordi at højrefløjen i Socialdemokratiet førte en besparelsespolitik. Men det betyder ikke at der ikke er forskel på Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten og så de borgerlige partier. Forskellen er at de tre førstnævnte partier stadig er partier som er meget lettere at presse fordi de har en forbindelse til fagbevægelsen. Hvis elevbevægelsen fremsætter en parole om en ny regering, en arbejderregering, bestående af disse partier, og samtidig fremsætter nogle klare krav til denne regering og truer den med kamp hvis ikke kravene opfyldes, kan det være en effektiv måde gennemtvinge forbedringer på.

Hvad må gøres nu?

Gårsdagens demonstrationer var massive. De var utrolig godt forberedte, og mobiliseringen har været stærk. Op til protesterne blev 58 forskellige uddannelsesinstitutioner besat. Det viste bevægelsens enorme styrke: enhed. Det der var iøjnefaldende var at elever og studerende ikke lader sig falde i en af regeringens fælder, hvor de prøver at splitte forskellige grupper af elever og studerende ud imod hinanden. Protesternes hovedslogan var klart og tydeligt: NEJ til forringelser over hele linjen!

Problemet er nu, at der ikke er en klar plan for at udvide protesterne. I uge 42 er der efterårsferie for de fleste gymnasieelever og folkeskoleelever. Dette kan måske betyde en nedgang for bevægelsen. Men det kan også være et pusterum til at mødes og diskutere og forberede nye aktioner. Dette kræver i midlertidigt at elevbevægelsen nu går i offensiven:

1. Kampen må spredes ud til endnu flere elever og studerende. Især iblandt universitetsstuderende, folkeskoleelever og erhvervsskoleelever, må der laves en intens kampagne for deres krav og for at mobilisere dem og forklare bevægelsens grundlag.
2. De generelle krav må konkretiseres, således at bevægelsen fokuserer på at presse på for nogle få, enkle, bestemte krav. Iblandt disse krav bør der være repræsenteret krav som vedrører alle uddannelsesgrupper.
3. Ledelsen for STOP NU bør komme med et forslag til en konkret plan for kampens fortsættelse, eller tage alle forslag op der kommer fra enkelte skoler eller regionale råd, og sørge for at den videre kamp koordineres og konstant diskuteres på tværs af skoler og uddannelser. Der må opstilles en klar plan for hvordan kravene kan opnås, hvilke aktionsdage skal der mobiliseres til, hvilke aktiviteter der skal laves, og så videre. En plan som kan diskuteres ude på alle skoler, i alle regioner og nationalt.
4. Der må formes strejkeråd på alle skoler, som udgøres af repræsentanter valgt af eleverne, med retten til at tilbagekalde deres mandat. Dette må overbygges med regionale, og nationale strejkekomiteer, som demokratisk kan beslutte hvordan kampen skal fortsætte. Strejkerådene kan enten være elevrådene, DGS-regioner o.l. eller helt andre råd, men må kunne afsættes, hvis de ikke følger flertallets holdninger, og leder kampen frem.
5. En kampagne må igangsættes for at involvere fagbevægelsen. Som Louis Nielsen, formand for Dansk Metal Ungdom i Aalborg udtalte: ” vi lever ikke isoleret fra hinanden, selvom vi ikke står skulder ved skulder og svejser stål eller sidder og skriver lange afleveringer. Kampen for et bedre samfund er altså fælles”. Først og fremmest må STOP-NU fremsætte kravet om en fælles aktionsdag med fagforeningerne, med strejker. Dette krav må stå på bannerne under alle elevprotesterne og det må forklares på hver enkelt skole, til hver enkelt elev og studerende. Elever og studerende må tage ud på arbejdspladser og forklare deres krav og samle støtte. Det første skridt i denne kampagne må være at involvere ungdomsfagforeningerne i en fælles aktionsdag.

Hvis sådan en offensiv skal igangsættes må elever og studerende på de enkelte skoler, kræve at der afholdes regionale stormøder, og i sidste instans et nationalt stormøde, så det kan diskuteres hvad næste skridt i kampen må være.

Uddannelse er en del af velfærdssamfundet, og angrebene på uddannelsessystemet er en del af et stort angreb på velfærdssamfundet. Også arbejdere i den offentlige sektor har kæmpet mod forringelser, så sent som i dag så vi hvordan 10.000 pædagoger og medhjælpere demonstrerede mod budgetnedskæringer i Aarhus. Kampen må generaliseres og udvides!

Der er ingen tid at spilde!