Amerikanerne fejrede Labor Day mandag d. 5. september, som markerer drabet på 34 mennesker under American Railway Unions strejke i 1894, med stadig mørkere udsigter i vente for den amerikanske arbejderklasse. For nylig gik 45.000 arbejdere i telegiganten Verizon tilbage i arbejde efter en 15 dages lang strejke, der var den største i USA i årtier. Konflikten er endnu ikke slut og kan stadig vindes. Strejken udbrød til forsvar for de rettigheder, som rimelig løn og pension, fridage og sundhedsydelser, som arbejderne havde vundet under en tilsvarende 17 ugers strejke i 1989.

I hvad som kaldes ”den vigtigste arbejderkamp i USA i dag” og den ”private sektors Madison, Wisconsin” besluttede 45.000 arbejdere i den amerikanske telegigant Verizon at gå i strejke. Ledelsen i Verizon krævede løn og pensionsnedgang, angreb på basale sundhedstjenester, som tandpleje og receptpligtig medicin, samt retten til kollektive lønforhandlinger. Samtidig ønskede Verizon at fjerne fridage, bl.a. ”Martin Luther King–day”, der mindes kampen for de sortes rettigheder i USA. I hvad Verizon selv beskriver som ”arbejdernes bidrag til de nye økonomiske realiteter”, ønskede de at ændre en aftale, der var komet i stand efter den sidste store strejke i 1989, der udløb d. 6. august 2011. Argumentet fra Verizons var at dele af virksomheden oplevede nedgang i sine profiter, så der ikke længere var råd til at give arbejdere en anstændig levestandard. I alt var Verizons profit på 14 milliarder dollars i 2010 og 6,89 milliarder dollars i første halvdel af 2011, hvilket på udmærket vis afslører disse ”økonomiske realiteter”. I et åbent brev fortæller Verizons ledelse, hvordan den tidligere aftale er produktet af en ”afsluttet æra”, hvor Verizon nød en position der lignende monopol i de 11 stater, hvor de udbød sine tjenester. Argumentet var, at med øget konkurrence og stadig flere elektroniske alternativer til telekommunikation er Verizons markedsmagt under pres. Hvad de ikke fortæller er, at de samme arbejdere, der nu er i strejke, gennem deres arbejde har været med til at sikre en diversificering af Verizons produkttilbud på en sådan måde, så profitten stadig vokser.

Trusler fra ledelsen
For de, der i Danmark fulgte arbejdskonflikten i CSC på foråret 2011, er det tydeligt at udviklingen af konflikten og de instrumenter ledelsen har brugt i sin propaganda har været identiske. Outsourcing til Filippinerne og Indien har været brugt effektivt for at skaffe skruebrækkere, der ikke blev informeret om, at de deltog i en pågående arbejdskonflikt. Trusler fra ledelsen om, at dersom de ikke gik hurtig tilbage i arbejde, ville de miste de mest grundlæggende sundhedsydelser, blev åbenlyst fremsat. Ledelsen fortalte også andre ansatte og skruebrækkere, at ”det vil føles som om I kører over mennesker, der står i blokade”. Det skete da også; der var 24 rapporter om påkørsler og en alvorlig skadet strejkende arbejder.

Fagforeningerne
Arbejdskonflikten blev ledet af Communications Workers of America (CWA), en national fagforening med 550,000 medlemmer, og af International Brotherhood of Electrical Workers (IBEW) med 725,000 medlemmer. Strejkens omfang kunne have været endnu større, hvis flere af Verizons ansatte havde været organiseret. Siden virksomhedsledelsen led nederlag i strejken i 1989 har de konstant presset arbejderne, ved at give indrømmelser til de, der ikke organiserede sig, for på den måde at underminere organiseringen blandt de ansatte.
Hele afdelinger med stor andel af organiserede arbejdere blev flyttet til andre dele af USA, hvilket smadrede forsøgene på organisering rimelig effektivt. Et tilbagevendende problem i USA er den konstante propaganda, der fremstiller fagforeninger som en del af de økonomiske problemer nationen oplever, og det viser sig i en ekstrem polariseret situation.

Befolkningen er næsten delt 50/50 i spørgsmålet om hvorvidt man ”godkender fagforeninger”. 78 procent af de, der stemmer på Demokraterne, er positive til fagforeninger, mod kun 26 procent af Republikanerne. Der udbredes også en myte om, at fagforeninger har spillet en stor rolle i de økonomiske problemer, der har ramt General Motors og Chrysler.
Den faglige organisering i USA er ikke lige så stærk som i for eksempel de skandinaviske lande. Det hindrer dog ikke den amerikanske arbejderklasse i at have stolte traditioner, der nu er ved at vækkes til live, på trods af de svage fagforeninger og den lave organisationsgrad. Den lave organisering kan give bevægelsen en meget eksplosiv karakter i den kommende periode.

Enorm ulighed
Nye tal viser, at den gennemsnitlige CEO (direktør) i et amerikansk selskab tjener 343 gange så meget som en almindelig arbejder, og Verizons topchef fik da også 18 millioner dollars sat ind på sin bankkonto i 2010. En CEOs løn bestemmes ofte ikke af den faktiske produktion, men af bonusordninger baseret på aktiemarkedets opfattelse af selskabet. Arbejdernes løn anses for produktionsomkostninger og når den falder eller presses ned i jagten efter profit, giver det et signal til aktionærerne om, at selskabet drives efter ”sunde” principper, og den forventede fremtidige indtjening virker god, altså stiger aktiekursen. Det giver ledelsen større bonusudbetalinger, og forklarer, hvorfor vi oplever, at selv i tider med økonomisk nedgang stiger uligheden.

Kampen kan stadig vindes
Kampen er fortsat i gang, og kan stadig vindes. Når man ser på antallet af arbejdere, der er involveret, er det tydeligt, at strejken på Verizon er vigtig for hele den amerikanske arbejderklasse.
Strejken kan vindes hvis fagforeningerne spreder kampen til andre telekommunikationsarbejdere og generelt til andre dele af arbejderklassen; jo flere man er, jo større er styrken.

Efter 15 dages strejke besluttede Verizons arbejdere samlet at gå midlertidigt tilbage på arbejde d. 24. august, dog uden at konflikten er løst. At stoppe strejken betyder en svækkelse af arbejdernes position, for at stå stærkest muligt i forhandlingerne, må arbejdsgiverne føle der hårdest mulige pres. Kampen er dog ikke tabt endnu ej heller sluttet.

Signaleffekten til resten af den amerikanske arbejderklasse har været enorm, og mange er forberedt at fortsætte at kæmpe. I en nation hvor arbejdsløsheden er over 9 procent, er det naturlig at spørge, hvorfor disse mennesker er villige til at ofre sit arbejde og indkomst? Arbejderne selv svarer, at Verizon ikke har givet dem andre alternativ end hård kamp. Det er virkeligheden for hele den amerikanske arbejderklasse. Det er mere i vente.