30 år efter, at de iranske arbejdere væltede Shahens diktatur – et regime, der forfulgte fagligt aktive og ikke engang kunne yde de mest basale behov hos arbejderne og de fattige, er arbejderne nu endnu dårligere stillet end tidligere.
Lige fra de første strejker i 1906-07, har den iranske arbejderbevægelses tidevand været uløseligt forbundet med den generelle sociale, økonomiske og politiske situation i Iran. Hver revolutionær bølge har haft sine gevinster og positive virkninger, og hver reaktionære og regressive bølge tydeligvis haft negative resultater. De repressive perioder har altid varet meget længere end de perioder med frihed. Overklassen har altid straffes arbejderne og de udbyttede masser for at have vovet at håbe på et bedre liv for sig selv og deres familier.

Turbulent historie
I løbet af to revolutioner (1906-11, 1978-79), tre kup (1908, 1921 og 1953), en sovjetrepublik (1920-21), en periode med imperialistisk besættelse (1941-45), en anti-imperialistisk nationalistisk bevægelse (1951-53), en kontrarevolution (1980-82), og en ødelæggende krig (1980-88), har der – ud over de mange mindre protester og perioder med overgreb – været perioder, hvor en hel generation af aktivister, er enten blevet dræbt eller gjort passive gennem indespærring og demoraliseret. Dette har betydet, at der ikke har været nogen kontinuitet i arbejdernes organisationer og erfaringer, selv på regionalt plan, endsige nationalt. I denne sammenhæng har de fremskridt, der blev resultatet af årtiers kamp, kunnet gå tabt inden for et par år!

Men selv om det nuværende styre forfølger arbejdere i Kurdistan for at have vovet at afholde Første Maj, har udviklingen af industri, den igangværende urbanisering, det stigende niveau af læsefærdighed og udbredelsen af de moderne kommunikationsmidler, betydet, at hver eneste dag bliver stadig større dele af befolkningen sluttet til rækken af den arbejdende klasse, og arbejderne i en industrigren eller region får hurtigt kendskab til de øvrige arbejderes problemer og protester.

Kampene udvikler sig hurtigt
Som vi har set med arbejderne på sukkerfabrikken Haft Tapeh – som ikke tidligere havde erfaring i kamp – kan den eksplosive blanding af ikke at have rettigheder, den daglige undertrykkelse, økonomisk modgang og fattigdom, regeringens inkompetence og korruption, sammen med det desperate behov for forandring, i løbet af uger eller blot dage omdanne en meget beskeden kamp for at få udbetalt manglende lønninger til en kamp, hvor arbejderne efterspørger behovet for at danne en anti-kapitalistisk blok!

Den omstændighed, at et af de største problemer, som arbejderne døjer med, er ubetalte lønninger er et bevis på den fejlslagne kapitalistiske udvikling i Iran. Det er virkelig en mærkelig situation, fordi det underminerer den grundlæggende kontrakt mellem arbejder og arbejdsgiver. Hvad der gør det endnu mere alarmerende er, at synderen ikke er den ene eller anden ejer af en lille virksomhed. Med mere end 80 procent af økonomien på statens hænder i de fleste tilfælde er det faktisk er staten, der er ansvarlig for ubetalte lønninger!

Regimet i problemer
Det betyder, at en grundlæggende og fredelig protest for udbetaling af manglende løn, der primært er rettet mod arbejdsgiveren (eller regeringens udnævnte ledere) bliver til en kamp mod staten, hvilket fører direkte til at politiet, efterretningsofficerer, hemmelige agenter og så videre blander sig.

Det skal understreges, at alle problemer er blevet dybere og mere udbredte i den tid, hvor oliepriserne har været tårnhøje. Trods Ahmadinejads påstand om, at Den Islamiske Republik kan klare priser ned til 5 dollars pr. tønde, har vi set, hvordan virkningen har været med et fald til 50 dollars på de internationale markeder (den iranske råolie bliver altid solgt for mindre end de store benchmarks som Brent Blend). Eventuelle yderligere fald i olieindtægterne vil uundgåeligt intensivere regimets problemer.

Regimets sociale grundlag er forsvundet
Svækkelsen af regimets grundlag vil også gøre det sværere for regimet at smadre arbejdernes kampe. I løbet af de seneste par år har vi set, hvordan det undertrykkende apparat er blevet mere officielt og professionelt. Væk er de dage, hvor hundredtusindvis af hezbollahi-fanatikere gik på gaderne efter en opfordring fra Khomeini. Nu er der et uniformeret, uddannet og betalt politi. Der er endda en særlig kraft, der består af kvinder for at smadre kvindernes kampe (i modsætning til de hengivne ”Zeynab søstre” under kontrarevolutionen.

Med regimets uundgåelige tilnærmelse til USA (især med den nye Obama-regering), og andre internationale organisationer og USA-allierede, vil regimet blive endnu mere modtageligt overfor pres fra den offentlige mening i almindelighed, og arbejderbevægelsen i særdeleshed i andre lande. Dette vil gøre den rolle, som arbejderbevægelsen spiller i andre lande, især ide udviklede industrilande, endnu vigtigere end før.

Behov for solidaritet
International solidaritet mellem arbejderne, uanset det generelle diplomatiske klima, hjælper altid moralen og ånden hos arbejdere, der ellers kan føle sig isolerede og alene i en bitter kamp mod arbejdsgiverne og sikkerhedsstyrkerne. Det fortæller med fasthed i stemmen, at ”iranske arbejdere er ikke alene!”

Vi står i optakten til den uundgåelige tredje revolution i lidt over et århundrede. Organiseringen og de teoretiske rammer for solidaritetsarbejdet skal bygges nu, så når bevægelsen rejser sig op fra sine knæ og i løbet af få måneder, gør op med årtiers lave bevidsthed og kampvilje, vil vi være parat til at bistå de iranske arbejdere på en langt mere konsekvent og effektiv måde end tidligere.