Følgende dokument blev vedtaget til Revolutionære Socialisters kongres 2021 den 20-21. marts
2020 blev af politiske kommentatorer beskrevet som et “annus horribilis”: Corona spredte sig over kloden og dræbte millioner. Trump sad på Det Hvide Hus. Brexit huserede i Europa. Bare dog tingene ville blive ligesom før igen! Alle så de mod 2021, som lyset for enden af tunnelen. Vaccinerne kommer. Der kommer en fornuftig og liberal amerikansk præsident. Brexit er overstået. Men de skal passe på, hvad de ønsker sig. Coronakrise, Trump og Brexit. Disse var alle blot symptomer, der udtrykker et system i dødelig krise. I den næste periode vil det blive tydeligt, at der er mere grundlæggende problemer i spil. At de gode gamle dage for den liberale verdensorden endegyldigt er forbi. At verdensøkonomien står i problemer til halsen og, at selve det borgerlige demokrati vakler under vægten af de enorme modsætninger, der hviler på hele systemet. Nu er den politiske krise også ved at komme til Danmark. Vi må gøre alt, hvad vi kan for, at være klar når arbejderklassen begynder at bevæge sig, noget der meget vel kunne ske med coronafarens gradvise forsvinden.
Dansk politik og klassekamp eksisterer ikke i et vakuum. For en seriøs analyse af situationen er det nødvendigt at tage udgangspunkt i det, der sætter de materielle rammer for dansk økonomi og politik: verdensmarkedet
Frankenstein-økonomi
Verdensøkonomien blev i 2020 kastet ud i den mest abrupte og synkrone krise, verden har set, med en global nedgang i BNP på forventet 4,4%. Det er det største fald siden den store depression hvor verdens BNP faldt 15% over en 3-årig periode fra 1929 og fire gange større end den store recession hvor verdens BNP dykkede med knapt en procent fra 2008 til 2009.
I et forsøg på at holde hånden under økonomierne igangsatte verdens rigeste lande de største stimulusprogrammer i verdenshistorien med hjælpepakker for over 10.000 milliarder dollars. Mens det afblødede de værste konsekvenser, og holdt antallet af konkurser på et historisk lavt niveau, har det til gengæld skabt en absurd frankenstein-økonomi. En økonomi hvor de gigantiske indsprøjtninger af “gratis penge” finansierer et spekulativt orgie af dimensioner i alle aktivklasser i den finansielle sektor. Samtidig med at den virkelige økonomi er skvattet sammen. Selv småsparerne er nu kommet med på vognen og spekulerer som gale, fordi centralbankerne med deres interventioner, har skabt en forventning om, at de altid vil redde markedet. At der ikke er nogen risiko. Det er hvad de borgerlige økonomer engang kaldte “moral hazard” (at én part har incitament til at øge sin risikoeksponering, fordi denne ikke bærer den fulde omkostning ved denne risiko), men som de nu forsøger at bortforklare med, at “denne gang er det anderledes”. Fornuft er blevet ufornuft og vice versa. Det er en opskrift på katastrofe. Regeringer og centralbanker kan ikke træde i stedet for markedet. Før snarere end siden må krisen slå igennem i form af konkurser og fyringer. Jo længere regeringer og centralbanker forsøger at skubbe dette foran sig, jo større bliver gældsbyrden og undergravningen af valutaernes værdi, og jo mere stiger risikoen for stagflation eller endda hyperinflation.
De borgerlige økonomer beroliger os med, at alle de økonomiske vanskeligheder bare er et produkt af coronapandemien. Så snart vaccinerne slår igennem, så vil økonomierne rette sig og fortsætte en lineær vækst. Naturligvis vil en genåbning give et kort boost, men et stabilt opsving er udelukket. Coronakrisen er blevet udløser for større modsætninger der har været under opbygning i årtier.
Kriser er en nødvendighed under kapitalismen. Uproduktive virksomheder, gæld, spekulation og svindel og fremfor alt overproduktion, skal med jævne mellemrum renses ud af systemet. Arbejderklassen betaler prisen med massefyringer og social elendighed. Men i adskillige årtier har dette ikke fået lov til at finde sted i stort nok omfang. Af frygt for de sociale og politiske konsekvenser – af frygt for revolution – har regeringerne hver gang interveneret med større og større hjælpepakker som har genoppustet de spekulative bobler. Det betyder at den “creative destruction” som er så nødvendig for kapitalismen, ikke har fået lov til at udspille sig. Modsætningerne er bare blevet skubbet foran, og har vokset sig større. Verdens gæld er som en gigantisk snebold, der skubbes op ad økonomiens stejle bakke. Før corona var verdens gæld på massive 320% af verdens årlige produktion. Den vokser og vokser. Men siden coronakrisens indtræden er den vokset med hele 45 procentpoint til 365%. Snebolden bliver sværere og svære at skubbe op. Før eller siden bliver massen så stor, at den ruller baglæns og tromler alt på sin vej. Så mens den virkelige økonomi er hårdt ramt, er en stor krise på de finansielle markeder også under opbygning.
Men regeringerne og centralbankerne forsøger at overbevise os om, at så snart vaccinen får effekt, så vil alt være løst. Den gigantiske snebold, som de med vold og magt forsøger at holde på skråningen, vil ikke længere være noget problem, siger de. Det er dog ønsketænkning.
Undtagelsernes tid er forbi
Ligesom coronapandemien for kapitalismens apologeter er en uheldig undtagelse, så var Trump og Brexit det samme for de internationale relationer: Handelskrigene, afglobaliseringen, protektionismen er, fik vi at vide, produkter af uheldige tilfældigheder, endda enkeltpersoner som Trump og Boris Johnson, der beklageligvis dumpede ned i et ellers stabil og modsætningsløst liberalt system. Men heldigvis, fortæller de os, er undtagelsernes tid forbi med 2020s afslutning. USA får en ny og fornuftig liberal præsident, der kan genoprette den liberale og regelbaserede verdensorden. Brexit bliver overstået og EU kan fortsætte fremad mod stabilitet, fremgang, fred og fordragelighed. Det er hvad regeringerne, økonomer og kommentatorer forsøger at forklare os.
Desværre for den herskende klasse er fænomener som Trump og Brexit ikke rene tilfældigheder, men derimod udtryk for et system i langstrakt terminalt forfald. Det er den eneste forklaring på, hvordan en brovtende og mildest talt inkompetent narcissistisk reality-personlighed kunne blive valgt til verdens mest magtfulde position.
At millioner af vælgere hellere ville have Trump end repræsentanten fra det amerikanske etablissement, Hillary Clinton, er en skamstøtte over amerikansk kapitalisme. Det var et produkt af adskillige årtiers forringelser, industrilukninger og reallønstilbagegang for de amerikanske arbejdere, som for længst har måttet vinke farvel til den amerikanske drøm om, at alle kan arbejde sig op, med flid og møje. Et system der har spillet totalt fallit, kombineret med fraværet af et arbejderparti, ledte millioner i armene på den kandidat der lovede at dræne sumpen, brænde det forhadte etablissement til grunden og genskabe fordums leveforhold.
Som præsident satte Trump fart under handelskrigene. Men Trump opfandt ikke den amerikanske protektionisme. Den var der allerede (ligesom de andre lande og handelsblokke brugte protektionisme) inden han kom til magten. Han accelererede processer, der allerede var i gang. I perioden på de syv år efter krisen i 2009 og indtil 2016 hvor Trump fik magten, var andelen af verdens import, som var underlagt forskellige restriktioner allerede blevet 6-doblet fra at dække 0,6% af verdens import til 3,6%. Det afspejlede at nationalstaterne begyndte at forsøge sig med at eksportere krisen til hinanden efter 2008. I løbet af de 3 første år Trump var ved magten (de seneste tal er fra 2019) fordobledes dette, godt og vel, til 8,7%. Handelskrigen mellem USA og Kina skyldes ikke kun Trump, men det faktum at USA som den dominerende imperialistiske magt falder tilbage relativt, i forhold til de andre imperialistiske lande. Især i forhold til Kina som er en opadstigende magt. Grundlaget for disse forrykkelser er lange økonomiske tendenser, som rækker ud over de enkelte præsidenters regeringsperioder, og som der ikke er plads til at komme ind på her. Men USA’s relative tilbagegang betyder også, at modsætningsforholdet mellem Kina og USA vil bestå under en Biden administration. Protektionismen er nemlig et politisk værktøj til at forsøge at løse det økonomiske problem; Kinas opstigen. Og netop modstanden mod Kina har da også været ét af de få spørgsmål, som demokrater og republikanere har kunnet enes om under Trump. Stilen under Biden bliver godt nok en anden. Men intet grundlæggende er ændret. Tværtimod vil de dybe økonomiske problemer i verdensøkonomien koblet med massive nationalstatslige interventioner i de enkelte lande for at hjælpe netop deres nationale virksomheder, med al sandsynlighed give anledning til handelskonfrontationer mellem endnu flere lande i 2021 og de kommende år.
Det samme gør sig gældende med Brexit. Brexit var en tilfældighed, der udtrykte en dybere nødvendighed. De europæiske økonomier trækker i hver sin retning og landene har forskellige geopolitiske interesser. De nationale herskende klasser vil aldrig opgive deres nationalstater, som beskytter dem og deres hjemmemarked imod konkurrence. Der er en grund til at Europas normaltilstand er krig og konflikt. EU’s indre marked er en indirekte indrømmelse af, at de moderne produktivkræfter for længst har vokset sig ud over nationalstatens barriere. Alligevel var det kun det historisk enestående efterkrigsopsving, som kunne give en økonomisk fremgang der for en tid muliggjorde en overfladisk overskriden af nationalstaterne. Men den æra er for længst slut. Nu står krise på dagsordenen. “Når krybben er tom bides hestene, som man siger”. Der er stigende modsætninger landene imellem, da alle forsøger at eksportere sig ud af krisen til hinanden. Ligeledes har hver ny krise resulteret i unilateral handling på de andre EU-landes bekostning, som da Tyskland bremsede værnemidler til Italien, lukning af grænser under flygtningekrisen osv.
Politisk er ovenstående proces bliver udtrykt i stigende brug af national-chauvinisme fra de herskende klasser i de forskellige lande. Nye og mere radikale nationalistiske partier kommer frem, og de eksisterende højreorienterede, og endda en lang række venstreorienterede, partier driver yderligere til højre. Med nationalisme og racisme forsøger de at aflede opmærksomhed fra den virkelige klassemæssige natur af de sociale problemer, som plager de arbejdende masser. Det giver i krisesituationer yderligere impuls til den økonomiske nationalisme og vice versa.
Den kapitalistiske nationalstat er i allerhøjeste grad tilbage i centrum som en afgørende barriere for videre udvikling af produktivkræfterne. Et forenet Europa er en umulighed på kapitalistisk basis.
Ikke desto mindre så det ud til, at afskalningen af UK samlende EU. I det mindste for en stund. Der var en fælles interesse blandt de tilbageværende EU-lande i at stå sammen imod UK, Men med modsætningsforholdet EU vs UK trængt i baggrunden, træder de nationale modsætninger EU-landene imellem frem igen. Nord mod Syd. Øst mod Vest. Oven i dette skal det dominerede land i EU, Tyskland, til valg i efteråret hvor Merkel ikke genopstiller. Det kan meget vel blive anledning til nye rystelser, og at forskellige lande vil forsøge at rykke på EUs interne strykeforhold. Og med en europæisk økonomi der er helt i kulkælderen, med en negativ vækst i 2020 på 7 procent, bliver EU splittet mellem de rige lande i Nord de relativt fattigere i Syd. Mellem de der i større grad har råd til at støtte deres industrier og arbejdspladser, i modsætning til de fattigere lande i syd der må mærke konsekvenserne af krisen direkte. Allerede for år tilbage startede snakken om et EU i flere hastigheder, en afspejling af de kraftigt forøgede centrifugale kræfter i EU. De er ikke blive mindre. Paradoksalt nok vil afslutningen af det kaotiske Brexit-forløb altså ikke betyde mere fred og orden i EU, som de naive liberale håber, men det modsatte.
Danmark
For den socialdemokratiske regering og Mette Frederiksens popularitet var coronaepidemien en gave fra det høje. Regeringen lykkedes i at holde smittespredningen i ave, i højere grad end i andre lande, også selvom det begyndte at skride til sidst. Hvis Mette Frederiksens regeringsperiode var stoppet med udgangen af 2020, havde den stået som et lysende eksempel på socialdemokratismens stabilitet, sammenhængskraft og sikkerhed, med Mette Frederiksen som den store rorgænger. Desværre for Mette Frederiksen er historien ikke slut. I skrivende stund er kun de første tusinder vaccineret, og dødstal og antallet af indlæggelser stiger. Vaccineprogrammet vil tage tid, og der er risiko for alverdens mutationer og problemer undervejs. Stikker epidemien af eller går noget galt, vil det naturligvis have store konsekvenser for opbakningen til regeringen, hvis hele autoritet hviler på coronahåndteringen. Men de sundhedsmæssige aspekter og prognoser ligger udenfor dette dokuments område. Her vil vi tage som udgangspunkt, at vaccinerne virker efter hensigten og at epidemien vil klinge af i løbet af de første måneder af 2021.
Afslutning af coronaepidemien er der rigtig mange, der ser frem til. Men for regeringen bør lyset for enden af tunnelen dog snarere ses som en advarselslampe end et tegn på snarlig redning. De økonomiske udfordringer der tegner sig i horisonten, er nemlig massive. Én ting er at uddele ubegrænsede pengegaver til virksomhederne, de selvstændige og de bedrestillede lag af arbejderklassen, som det er sket indtil nu midt i orkanens øje. Noget andet er at forsøge at normalisere økonomien. For hvordan normaliserer man en økonomi i en “unormal” situation? En situation med spekulative bobler på de finansielle markeder, dyb krise i den virkelige økonomi, protektionisme og internationale spændinger? Fra et klassisk kapitalistisk perspektiv burde regering, så snart restriktionerne kan ophæves, ligeledes trække støtten til virksomhederne for at lade den økonomiske krise rense ud og gøre den danske økonomi “mean and lean”, som flere af de store virksomhedsledere argumenterede for i sommers. Men det vil føre til sociale protester. Dette krydspres mellem hensyn til økonomi og risiko for sociale eksplosioner vil ligge tungt på regeringen i 2021.
Når staten, regeringen og Mette Frederiksen har taget æren for at kun få virksomheder, ja faktisk færre end normalt, måtte dreje nøglen om i 2020, på grund af de mange hjælpepakker og en overflod af gratis penge, så får de ligeledes ansvaret for konkurser og arbejdspladser som forsvinder som konsekvens af den fremtidige tilbagetrækning af hjælpepakkerne. Det sidste følger logisk af det første. Så hvis regeringen blev overrasket over de rasende småborgere på de danske minkfarme, da erhvervet blev lukket på grund af dets sundhedsfare, så bør de forberede sig på større problemer, når tusindvis af små virksomheder må gå konkurs i den næste periode.
En af de store hjælpeforanstaltninger til alle landets virksomheder har været udskydelse af moms og a-skat indbetalinger. Denne akkumulerede kortfristede gæld skulle betales af mange små virksomheder 1. marts 2021. Med udsigt til en konkursbølge valgte regeringen at lave et rentefrit lån som virksomhederne kan tage. Det er i skrivende stund for tidligt at sige noget om hvor mange af de små virksomheder, der vælger at kaste håndklædet i ringen nu, og hvor mange der endnu engang udskyder problemerne. Men før eller siden skal gælden betales.
Selv regner regeringen i deres noget optimistiske økonomiske redegørelse fra december 2020 med at denne finanspolitiske stimulus og andre initiativer vil svare til over 3% af BNP i 2021 som skal holde hånden under næsten 80.000 job. Eksplosionen af gældsfinansierede stimuli har fået mange i og omkring venstrefløjen til at gøre en dyd af nødvendigheden og lykkeligt konkludere, at øget statsgæld ikke længere er et problem som tidligere. At “samfundsøkonomien ikke er et husholdningsbudget” og at staten til stadighed kan bruge flere penge end den får ind. Den danske stats bruttogæld er ganske vist lav i en international sammenhæng med kun 46,3% af BNP i 2020. Men den er steget med 13,1 procentpoint til omkring 1.000 mia. på et halvt år.
Statsministeren forklarede i starten af januar, at det ikke var nødvendigt at anvise, hvor pengene til de mange hjælpepakker skulle komme fra. Man ville “investere sig ud af krisen”, sagde hun. Men en investering giver ikke nødvendigvis varig vækst. Det kræver et marked i fremgang og Danmarks eksportmarkeder er i knæ. Eksporten står for halvdelen af Danmarks BNP.
Men hvad er problemet med at opbygge en stor statsgæld? Renterne er lave og har været det i to årtier. Finanskapitalisterne har stor tillid til dansk økonomi og ansvarlighed. Med de nuværende forudsætninger er en langt større statsgæld altså ikke noget problem. Men der er to meget store problemer med ideen om, at staterne kan optage ubegrænsede lån. For det første findes gratis penge ikke. Alle gældsforpligtelser skal honoreres – også statens. De enkelte papirer skal indfries, når deres løbetid udløber. Pengene skal komme fra statens indtægter eller fra nye lån med det renteniveau, der er til det tidspunkt. Så et lån i dag er og bliver en risiko og en udgift i fremtiden – om den så er større eller mindre.
For det andet: Er der noget de seneste år har lært os, så er det, at der er meget lidt her i verden, der er stabilt og uforanderligt. Og det burde efterhånden være tydeligt, at det er umuligt at forudsige økonomiske og politiske udviklinger de kommende år ved bare at fremskrive udviklingen fra de sidste 10 eller 20 år. Pludselige og meget dramatiske skift er netop det mest karakteristiske ved den nuværende situation. Rentestigninger, boligkrak, krige, en ny finanskrise, aktiekollaps, valutakriser osv. kan alt sammen ændre forudsætningerne dramatisk. En stor statsgæld kan således pludselig blive et gigantisk problem. Og som altid er det arbejderklassen, som vil blive bedt om at betale regningen. Og når det handler om beløb på tusindvis af milliarder kan selv mindre ændringer i fx renterne få enorme konsekvenser. Såvidt den stigende statsgæld.
Men også i den private sektor er der voldsomme ubalancer.
Med de mest forgældede husholdninger i OECD (257% af den disponible årsindkomst i 2019), vil enhver stigning i renterne eller i arbejdsløsheden, særligt blandt de højere lag af arbejderklassen som bor i ejerbolig, kunne betyde et krak i boligmarkedet og en ny kreditkrise. Med en finansiel sektor der også er fyret op på gældsfinansieret spekulation, kan konsekvenserne blive uoverskuelige, ikke mindst fordi finanssektoren er så stor i forhold til resten af økonomien. 6 kreditinstitutter alene har en samlet balance på mere end 280% af BNP hvilket gør den danske finansielle sektor til en af de største og mest koncentrerede i EU i forhold til BNP.
Island havde også en gigantisk finansiel sektor i forhold til resten af økonomien. Da de islandske banker krakkede i 2008 måtte den islandske stat redde dem og “nationalisere” gælden, mens profitten naturligvis blev i bankernes hænder. Statsgælden gik fra 27,5% af BNP til 99% på fire år. Det samme skete for Irland, hvis statsgæld gik fra 23,9% af BNP i 2007 til 120% i 2012. Resultatet var et kraftigt fald i levestandarden i begge lande i en hel årrække.
Den danske regering vil gøre alt hvad den kan for at holde hånden under markedet – også selvom, det betyder kraftig stigning i statsgælden, som vil hænge som et møllehjul om halsen på den fremtidige økonomiske vækst. Men i sidste ende vil markedets love slå igennem. 200 års historie har vist, at trods de mest kreative forsøg, så kan kapitalismens grundlæggende modsætninger ikke bortreguleres og kapitalismen blive krisefri.
Venstrefløjens fallit
Statsministerens nytårstale var meget sigende for den nuværende politiske situation: Hverken det regeringen blev valgt på, den stort opslåede pensionsreform, Arne-reformen, eller regeringens oppustede klimatiltag blev knapt nævnt. I stedet kom ét langt tilbageblik på coronakrisen, og hvor godt regeringen havde klaret det. Her lykkedes det Statsministeren at sammenligne coronaepidemien direkte med Anden Verdenskrig, og dermed fremstille sig selv som anden Churchill, som har ført os sejrrigt gennem krigen. Nogle vil måske indvende at Mette Frederiksen burde lære af den virkelige Churchill, som netop blev dybt upopulær efter Anden Verdenskrigs afslutning – en skæbne hun selv kan komme til at stå overfor på den anden side af Coronaepidemien. Hele den tåkrummende nytårstale var krydret med et smagløst racistisk forsøg på at bringe den såkaldte “indvandrerdebat” tilbage for at fjerne fokus fra den virkelige verden.
I den virkelige verden har regeringen da heller ikke længere meget at byde på. Klimaloven var en gratis omgang hensigtserklæringer, og regeringen har ingen intentioner om at gå længere. Den højt besungne Arne-reform er gennemført, og skulle i øvrigt mest dække for vedtagelsen af en ny stigning i pensionsalderen, der blev vedtaget i december 2020. Det var hvad det kunne blive til for den regering, som SF og Enhedslisten hylder som noget fundamentalt anderledes end den sidste socialdemokratiske regering. Alligevel er de to partier så taknemmelige for Mette Frederiksens fremkomst, at de har besluttet sig for at holde mund over for regeringens utilslørede angreb på den del af arbejderklassen, der har udenlandske rødder. Et fatalt svigt der svækker arbejderklassens enhed.
Forude for regeringen er administrationen af en dyb krise i dansk kapitalisme. Og det skal ske i en situation hvor enorme frustrationer er blevet opsparet blandt arbejdere, unge og småborgere det sidste år. Alle har de ofret sig for det fælles bedste. Et år hvor alle har aflyst størstedelen af det, der gør dagligdagen udholdelig. Et år hvor masserne passivt har accepteret alt, hvad der er komme fra magthaverne, af ganske logiske årsager: Det gav mening; fælles afsavn var eneste måde at stoppe smitten i mangel af en vaccine eller hurtig og effektiv behandling. Mantraet om at vi alle er i samme båd hænger i en tynd tråd. Så selv hvis et mindre lag blandt arbejdere og unge får fornemmelsen af at blive pisset på, at blive forfordelt af hensyn til toppen af dansk erhvervsliv, eller andre uretfærdigheder, så kan det antænde en bredere social eksplosion af dimensioner. Samfundets nerver er tyndslidte. Muligheden for et gule-veste scenarie ligger og lurer lige under overfladen.
Blandt mange grupper af offentligt ansatte er utilfredsheden massiv. I årtier er forholdene blevet forringet for dem. Op til coronakrisen var mange i forvejen spændt for til bristepunktet. Med corona blev presset fordoblet. Mange af dem har været udkommanderet til at stå i forreste linje mod virussen, med fare for eget og familiens helbred, uden nogen eller kun med symbolsk kompensation. Oven i dette har de offentlige arbejdsgivere kun givet yderst magre lønstigninger (5-6% over en treårig periode), ved de endnu ikke afgjorte overenskomstforhandlinger. Det er et resultat som på ingen måde garanterer reallønnen i en situation med stigende risiko for inflation.Derfor ville det være nærliggende at forvente, at de offentligt ansatte vil stemme nej til forligene,hvilket kunne føre til storkonflikt. Men samtidig med den store frustration er undtagelsestilstanden for sundhedsarbejdere, pædagoger, lærere osv. på ingen måde afblæst.Tværtimod ligger der en gigantisk pukkel af arbejde, som har været udskudt. I den situation ville det ikke være underligt, om mange ikke bare gerne vil igennem uden yderligere vanskeligheder, og derfor vælger at stemme ja, eller undlader at stemme. Men situationen er som en trykkoger,der kan eksplodere uden varsel, hvis en tilfældighed prikker hul på bylden.
I den situation er venstrefløjens politiske midterkurs kriminel. Både SF og Enhedslisten har fuldstændig kapituleret til socialdemokraterne. Det er som om de reelt tror på sirenesangen i de svulstige nationalistiske propagandavideoer fra den socialdemokratiske pressetjeneste: at vi står over for en ny periode med genopbygning af velfærden under socialdemokratiets beskyttelse.
Men virkeligheden er, at de mange milliarder som flyder fra statskassen nu og den statslige intervention i markedet, ikke er en ny æra af finansiel overflod, men midlertidige og exceptionelle tiltag for at stabilisere kapitalismen. Tiltag der vil blive krævet tilbage med renter, så snart kapitalisterne er landet på benene.
Mens arbejderklassen, unge og endda de nederste lag af middelklassen ubevidst kan mærke dette, og føler en sydende frustration, så står SF og Enhedslisten benovede tilbage over at blive taget med i det ene forlig efter det andet, uden at fatte at de bliver udnyttet på det groveste for at give regeringen sit helt afgørende venstredække. Et venstredække som den kan, og vil bruge til at angribe arbejderklassen senere, på vegne af de danske kapitalister. Alt sammen ud fra den socialdemokratiske devise: Hvad der er godt for arbejdsgiverne er godt for arbejderne, mens virkeligheden er, at ethvert fremskridt for arbejdsgivernes profit sker på arbejderklassens bekostning.
Ved SF og Enhedslistens ukritiske støtte til regeringen overlader de helt anti-establishment-scenen til Nye Borgerlige, som går kraftigt frem. Dette er ikke en ny tendens, omend den er blevet forstærket de senere år. Men den startede allerede med venstrefløjens støtte til Helle Thorning-regeringen. Mest grafisk illustreres udvikling blandt unge, et af de mest fintfølende lag af befolkningen. Se blot udviklingen af medlemstallene for ungdomspartierne:
Man ser tydeligt effekten af Helle-Thorning regeringen og dens ublu arbejdsgiverpolitik. Og hvis ovenstående grafer brydes yderligere ned i enkeltorganisationer bliver det tydeligt, at det ikke var socialdemokraterne, der primært led som konsekvens af dette, men derimod de mere venstreorienterede partier:
Trods deres tilbagegang, har venstrefløjspartierne tilsyneladende intet lært af katastrofen med den sidste socialdemokratiske regering. Tværtimod står de tættere på socialdemokraterne end nogensinde før, og håber at “denne gang bliver det anderledes”. Imens trænger mere “rebelske” borgerlige kræfter sig frem, der hårdt kritiserer det establishment som Socialdemokratiet i allerhøjeste grad er en del af. En kritik der, i kraft af deres position som socialdemokratiets loyale støtter også rammer SF og Enhedslisten.
Krisen i kapitalisternes foretrukne parti
I 120 år (siden 1901) har Venstre og Socialdemokratiet generelt været de regeringsbærende partier i Danmark, hvis der ses bort fra besættelsestiden, en enkelt regering ledt af en Radikal i en enkelt periode fra 1968 og de konservative Schlütter-regeringer fra 1982 til 1993. Særligt det sidste kvarte århundrede har Venstre været det dominerende parti i den borgerlige blok. Det var kapitalisternes primære parti. Men efter at have haft magten i 14 ud af 18 år, i en periode med krigseventyr i Afghanistan og Irak samt den store recession, og de efterfølgende hårde nedskæringer, var det ved valget i 2019 tydeligt at Venstre var slidt op. Der gik ikke lang tid efter valgnederlaget før en intern magtkamp startede. Den drevne politiske overlever Lars Løkke blev sat fra bestillingen og den uprøvede Jakob Ellemann-Jensen kom til, med løftet om at gøre en ende på fløjkampe i partiet.
Det præcis modsatte skete. Kapitalismens krise afspejler sig i en krise i de borgerlige institutioner. Som det er sket for så mange andre traditionelle partier i den vestlige verden, er også Venstre nu i åben krig med sig selv. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen er splittet ud og pønser på at starte et konkurrerende parti. Men vigtigere styrkede kollapset af “establishment-venstre” den mere højrepopulistiske strømning med tidligere integrationsminister Inger Støjberg i spidsen. Først blev Støjberg afsat som næstformand, og dernæst gik hendes eget parti imod hende ved at stemme for en rigsretssag mod hende. Men interessant nok stemte godt og vel halvdelen af venstres folketingsgruppe imod, herunder en tidligere minister. Få dage senere meldte hun sig ud, og er i skrivende stund løsgænger, men tæt ombejlet af DF og Nye Borgerlige. Men det er formentlig et spørgsmål om tid før hun rykker til et af disse to partier. Med sig kan hun tage nogle af partiets medlemmer og især en stor portion af deres mere reaktionære vælgere. Den strømning hun repræsenterede i Venstre blev ellers set som en slags redning for det gamle magtparti. Personer som Inger Støjberg og hendes utilslørede racisme blev under Lars Løkke opportunistisk brugt af establishment-Venstre til at sikre afledning og opbakning til partiet i en periode med stigende sociale frustrationer og stigende utilfredshed med politikere generelt og establishment politikere i særdeleshed. Men nu har hunden vendt sig mod sin herre.
De politiske kommentatorer har i deres enfold fremført billedet om at Socialdemokratiet nu bare kunne sidde tilbage med korslagte arme og nyde Venstres togulykke i slowmotion. Men kommentatorerne ser udelukkende på parlamentet og ikke klassekampen. Stemningen i de socialdemokratiske regeringskontorer er ikke præget af lettelse. Venstres eksistentielle krise er ikke godt nyt for Mette Frederiksen. De har brug for et andet respekteret establishment-parti på højrefløjen at læne sig op af for at skabe national enhed. Med udsigten til et kraftigt reduceret Venstre kan Socialdemokratiet se frem til at stå alene som eneste store “ansvarlige” parti og dermed også alene overfor befolkningen med ansvaret for fremtidens upopulære beslutninger.
Jo dybere Venstres krise bliver, jo større ændringer i hierarkiet kommer der også i den borgerlige lejr. Det betyder uforudsigelighed og kaos. Konservative står i øjeblikket til at blive den næste alfahan i den borgerlige flok. Men som styrkeforholdet er nu, vil det være med et stort Nye Borgerlige til at bide dem i knæhaserne. Allerede i forhold til minksagen var det i høj grad Nye Borgerlige der svingede taktstokken i den borgerlige blok. Dette skift er ikke sekundært.
Potentiale for anti-establishment-politik
I lang tid har vi i Revolutionære Socialister forklaret, hvordan alle de etablerede partier har været helt ude af stand til at afspejle den stemning af foragt ved etablissementet, som ikke kun eksisterer i USA og Storbritannien men også eksisterer i Danmark. Alle forsvarer de med næb og kløer status quo. Men ingen lag i samfundet er tilfredse med status quo. Kapitalistklassen er under pres i konkurrencen på verdensmarkedet og har brug for effektive nedskæringer, politisk stabilitet, orden og forudsigelighed. Småborgerskabet er under pres fra de store og stadig voksende monopoler, samtidig med en konstant strøm af regler fra Christiansborg og EU. Men også arbejderklassen oplever forringelser af velfærd og pres på løn- og arbejdsforhold. Tillidsfolk angribes. Lokalaftaler opsiges. Offentlige arbejdere sendes i corona-frontlinjen under tvang og med latterlig lave tillæg, hvis nogen overhovedet. Unge er under massivt forventningspres i forhold til uddannelser, har svært ved at finde studiejob og lærepladser og ufaglært arbejde. Ingen er tilfredse – måske bortset fra karrierepolitikerne, som har deres på det tørre.
For år tilbage var DF i stand til delvist at udtrykke frustrationen blandt et lag af småborgere, lumpenproletarer og endda visse dele af arbejderklassen. De anerkendte, at forholdene blev værre, og de udpegede problemet: Det hele er indvandrernes skyld! Det var en fuldstændig løgnagtig og reaktionær diagnose, men den eneste, der kom frem. Nu har DF sejret sig ihjel. De fleste af Christiansborgs partier har mere eller mindre overtaget deres racistiske politik, og DF er i høj grad blevet lige så indfedtede og systembevarende som alle de andre partier. En del af etablissementet. Det har efterladt et hul i det politiske landskab. Ind kommer Nye Borgerlige.
Nye Borgerliges spektakulære fremgang kommer i særlig grad til udtryk på de sociale medier. Her kører de en effektiv no-nonsense-kampagne med flittig brug af videoer og billeder. Men altid med angreb og konflikt som gennemgående tema. Angrebene rettes især mod etablissementet, ikke-vestlige indvandrere, feminister, socialister og i særdeleshed Enhedslisten. Deres tilhængere ser det som om, at de “siger tingene, som det er” – det er i hvert fald mere, end man kan sige om venstrefløjens karrierepolitikere og deres forblommede tale.
Offensiven afspejler sig i data: Kommunikationsforum.dk skriver således i deres analyse fra 6. august:
»Siden august 2019 har Nye Borgerliges fire folketingsmedlemmer fået næsten 14 gange så mange nye likes pr. person som resten af Folketinget. Imellem sig har de fået over 100.000 nye sidelikes, hvilket svarer til mere end en fjerdedel af al ny tilstrømning til samtlige MF’ere på Facebook i samme periode.«
Hvordan reagerer Enhedslisten på angrebene og tilsviningerne fra Nye Borgerlige? Rosa Lund fra Enhedslisten svarer i samme artikel: “Det er ikke noget, de gør for at fremme den politiske debat. Nærmest tværtimod ville jeg sige, så maler de nogle konflikter op, der ikke er der.”
Svaret viser godt Enhedslistens problem. De glatter ud og fejer konflikterne ind under gulvtæppet. For arbejderklassen uden for Christiansborgs mure, fremstår de virkelighedsfjerne og utopiske. Fatter de ikke den virkelige situation? Samfundet bliver mere og mere konfliktfyldt. Klassemodsætningerne skærpes. Men det afspejles overhovedet ikke af venstrefløjspartierne, som mere desperat end nogensinde før lukker deres øjne for konflikterne, og søger mod det brede samarbejde. De kører sig selv ud på et sidespor, mens højrefløjen får lov at tage teten.
Venstrefløjen har i særlig grad været elendige i at udfordre systemet og give et venstreorienteret udtryk til de frustrationer, der lurer i samfundets bredeste lag. Og det endda på et tidspunkt hvor verdenskapitalismen er inde i en historisk alvorlig krise, og uligheden eksploderer. Men Socialdemokratiet drejer mod højre. Og SF og Enhedslisten klynger sig til Socialdemokratiet og den hellige parlamentarisme. Alle klynger de sig mere end nogensinde til status quo.
Et nyt kapitel i dansk politik
Den såkaldte minksag i november 2020 markerede en acceleration i polariseringen af dansk politik, og den usædvanligt kraftige retorik fra dele af højrefløjen på Christiansborg kan meget vel være et begyndende brud med den konsensus-tradition der har hersket i dansk politik siden Kanslergadeforlige i 1933. Det vil betyde større politisk kaos, og hurtigere radikalisering af den parlamentariske højrefløj. Men det er kun den ene side af en ligning, der grundlæggende set udtrykker selve systemets forfald.
På den anden side, set fra et klasseperspektiv, vil et brud i den politiske konsensus mellem partierne på Christiansborg være en positiv udvikling. Det vil smadre illusionen om, at vi alle, på tværs af klasseskel og politiske uenigheder, trods alt er ét folk med en grundlæggende fælles interesse. Det er ikke uden grund at den herskende klasse møjsommeligt har næret og vedligehold denne illusion i generationer. Det har de fordi den er effektiv til at holde arbejderklassen i ro. Den er på den måde den danske pendant til den nu hensmuldrende amerikanske drøm: En narresut til at lade masserne tro på systemets grundlæggende retfærdighed. Socialdemokratiet har været den langt vigtigste transmissionsmekanisme for denne reaktionære ide, ind i arbejderbevægelsen.
Et sammenbrud for konsensuspolitikken vil derfor ikke bare have konsekvenser på Christiansborg, men ryste millioner af arbejderes bevidsthed. Processen er startet så småt: Når de ellers respektable politikere pludselig snakker om at retsforfølge hinanden, at deres modstandere er kriminelle og knægter demokratiet. Når Venstre højlydt anklager statsministeren og rigspolitchefen for at bryde loven osv. så river de huller i det næsten hellige slør der har ligget over Christiansborg, myndighederne og den borgerlige parlamentarismes institutioner. Et slør der hidtil har gjort dem urørlige og ufejlbarlige for de brede masser. Det vil ændre sig i den næste periode.
I mangel på et klart arbejderklassebaseret anti-establishment alternativ kan vi forvente udsving til højre og venstre i den offentlige mening. Men for hvert skift vil den såkaldte “sammenhængskraft” mellem klasserne ubønhørligt smuldre, og de virkelige klasseinteresser i samfundet blive blotlagt. Arbejderklassen vil gennem de store begivenheder der ligger foran os drage sine egne erfaringer. Spørgsmålet der melder sig er så: hvad er de revolutionæres opgave i den kommende periode?
En klar og klassebaseret politik med en selvstændig profil
De revolutionære kræfter i Danmark er af historiske årsager alt for svage endnu, i forhold til den objektive situation, som vi bevæger os ind i. Dette mismatch er det højeste prioritet at få rettet op på. Men begivenhederne arbejder i vores retning. Skridt for skridt bliver skellet mellem de to primære klasser kapitalistklassen og arbejderklassen mere tydeligt. Selvom de borgerlige ungdomspartier officielt står stærkest blandt unge skal man ikke tage fejl: Det er mere et udtryk for venstrefløjens ungdomspartiers politiske fallit end de højreorienteredes styrke. Ungdommen er polariseret. Regeringens tomme snak og hule løfter om klimaforbedringer har åbnet mange unges øjne for de systemiske grundlag for de voksende problemer samfundet står overfor. Tusinder leder efter en radikal venstreorienteret organisation at blive aktive i, for at ændre verden. Men socialdemokratiet og venstrefløjens floskler og talen efter munden på klimabevægelsen uden at gøre noget når de havde muligheden, har også indgydt mange unge en sund portion skepsis overfor politiske organisationer. Derfor er det så meget vigtigere altid at sige tingene som de er. De marxistiske ideer er kraftfulde fordi de kan forklare den verden vi står i og viser en reel vej ud. Dem skal vi ikke afrunde eller pakke væk af misforstået hensyn, for ikke at skræmme folk væk. Den nuværende periode er ikke til forsigtighed og moderation. Tværtimod. Det er et internationalt fænomen, at de grupper og organisationer der går dristigt og selvsikkert frem bliver belønnet. Det må vi tage ved lære af. Med alle midler må vi således forsøge at udnytte det store vakuum, der er på venstrefløjen, og vinde de mest bevidste unge til marxismen.
Også blandt arbejderklassen kan vi se en begyndende åbning blandt de mest bevidste lag. Det er ikke slået igennem i nogen statistikker endnu. Men vi kan mærke det når vi kommer ud på blokader eller ved andre faglige konflikter. Vi bliver modtaget meget mere positivt end tidligere. Gang på gang har vi, trods vores undseelige størrelse, været i stand til at rykke hurtigt og effektivt på solidaritetsarbejde med arbejdere i konflikt, med et klart klassestandpunkt. Og flere begynder at kunne genkende os.
I den næste periode vil RS optrappe sit agitatoriske arbejde, sætte fingeren på systemets ømme punkter, og fremsætte overgangskrav, der tager udgangspunkt i den konkrete situation, men peger ud over kapitalismens ramme, mod en revolutionær løsning.
Med den anspændte situation blandt masserne kan vi forvente store mobiliseringer og kampe i 2021 efterhånden, som presset bliver for stort, og massernes individuelle forsøg på løsninger skubbes til side, til fordel for kollektive. Det er sandsynligt, at klassekarakteren af disse ikke altid vil være ren. For kapitalismens krise rammer alle lag. Samfundets mellemlag er under stort pres og flere af dem bliver mere desperate for hver dag der går. Det må ikke få os til at afvise bevægelser med blandet klassekarakter. Vi må være i stand til at adskille det der er progressivt fra hvad der er reaktionært, også internt i en bevægelse. På grund af manglen af hvad vi kalder en subjektiv faktor – et masseparti, der viser et klart socialistisk alternativ, vil den radikaliseringsproces, der foregår blandt de brede masser uundgåeligt få et forvirrende og til tider modsætningsfyldt udtryk. Vi må forbinde os med de bedste arbejdere og unge og være, hvor de er, og argumentere for en socialistisk løsning på deres problemer.
Før eller siden vil de store frustrationer også resultere i fremkomsten af venstrereformistiske eller endda centristiske masseformationer – enten i form af nye partier eller kraftige skift i de eksisterende arbejderpartier. Radikaliseringen vil uundgåeligt få et politisk masseudtryk. Men indtil nu er det umuligt at forudsige, hvor det vil springe frem. Derfor er vores opgave at holde fingeren på pulsen og udnytte situationen bedst muligt til vokse os stærke for at gøre os klar til fremtidens kampe.
Hvis nogen var i tvivl, bør året 2020 få alle til at indse hvor alvorlig krisen i kapitalismen er. Næsten hver uge sker der historiske begivenheder, om det er millioner af døde af pandemien, negative oliepriser, millioner af nye arbejdsløse på en enkelt dag eller en storm af USAs kongresbygning. Det betyder også, at vi som revolutionære, der er vant til at være en lille minoritet i mod strømmen, skal lære at tænke stort. Klassekamp er i allerhøjeste grad på dagsordenen. Det er vores element og vi må gribe mulighederne med begge hænder og gå åbent frem under den Internationale Marxistiske Tendens og RS’ banner. Og vi appelerer til alle der er sympatisk indstillet overfor vores ideer: Omsæt det til handling! Vi har brug for alle kræfter. Gå med i bevægelsen for vælte dette rådne kapitalistiske system – gå med i IMT og RS.
