Statsminister Lars Løkke Rasmussen slår i sin økonomiske 2020-plan fast, at en gradvis afskaffelse af efterlønnen stadig er den borgerlige regerings plan. Tirsdag blev planen fremlagt på et pressemøde.

Samlet set er der tilsyneladende ikke meget ukendt i planen. Indholdet – et massivt angreb på velfærd og levestandard – var ventet. Den offentlige sektor bliver underlagt et nyt system med bindende udgiftslofter for stat, kommune og regioner. Dette skal sikres med en helt ny lov. De offentlige udgifter skal desuden sættes ned fra omkring 29 procent af landets samlede BNP til under 27 procent. Det kommer til at betyde endnu flere fyringer i det offentlige, øget arbejdspres, lønnedgang og en langt ringere udgave af den efterhånden skrabede velfærdsstat.

Planen: ned med SU’en
Den borgerlige regering vil med planen angribe SU’en på de videregående uddannelser, så der fremover kun vil være SU til den tid, uddannelsen er normeret til. Det er meningen, at de på den måde vil spare en milliard (hvilket svarer til under en tredjedel af det, som udgifterne til militæret blev sat op med i det seneste forsvarsforlig). Men alle ved, at det for langt de fleste studerende på universiteterne ikke kan lade sig gøre at gennemføre på normeret tid.

I stedet for SU vil regeringen indføre nye muligheder for at de studerende kan låne penge til at klare studiet. Men disse penge skal betales tilbage – med renter. Hvem scorer på den manøvre? Hvem er det, der gennem opkøb af obligationer stiller midler til rådighed for dette? Det er bankerne og de store kapitalister. Samtidig med, at de gennem yderligere underminering af SU’en vil presse endnu flere studerende ud som underbetalt arbejdskraft og løntrykkere, så vil de sikre sig en endnu federe profit gennem disse renter.

Mange studerende vil muligvis tænke, at det kunne have været værre. Men det er vigtigt at forstå, at dette angreb blot er et led i en lang række angreb, der har til formål helt at afskære arbejderklassens børn retten til uddannelse. Den i forvejen helt utilstrækkelige SU er en erobring, som arbejderbevægelsen har sikret sig gennem kamp, og som til en vis grad sikrer, at det ikke kun er advokat-sønnerne og direktør-døtrene, der kan tage en universitetsuddannelse, hvis de ønsker det. 2020-planen er et led i de borgerliges felttog imod arbejderklassens ret til uddannelse.

Planen: arbejd til du dør!
De borgerliges felttog imod retten til et ordentligt liv rammer især retten til en ordentlig alderdom. Planen går ud på at fremrykke det skandaløse velfærdsforlig med fem år. Det indebærer, at efterlønsalderen gradvis sættes op fra 60 til 62 år og pensionsalderen fra 65 til 67 år fra 2014. Sigtet er, at efterlønnen helt skal afskaffes.

Hvad skal der ske med de arbejdere, der mister retten til efterløn og pension? Vil de blive ansat? I øjeblikket er der intet, der tyder på det. Hvem er det, der bestemmer, om det skal ske? Det er kapitalisterne – og de er særdeles modvillige. Den eneste sandsynlige effekt er, at der vil blive endnu flere arbejdsløse, hvilket igen vil lægge yderligere pres på lønningerne til gavn for aktionærernes profitter.

Førtidspensionen slagtes
Regeringens oplæg går ud på ingen førtidspension til sindslidende under 40 år og forringelser af flexjobordningen.. I stedet for førtidspension skal de syge unge tvinges igennem et såkaldt ”udviklingsforløb”. En hvilken som helst arbejdsløs ved godt, hvad disse nedværdigende og vanvittige forløb, der bliver udbudt af de rene kvaksalver-firmaer, betyder. Hensigten er klar nok: syge mennesker skal presses ud i ”udbud” af arbejdskraft for at sænke det generelle lønniveau og hæve profitterne.

Krigseventyret er slut
For at pynte lidt på planen indeholder den også besparelser for to milliarder på forsvaret. Snarere end noget som helst andet, skal det ses som en erkendelse af, at den danske overklasses militære eventyr i Irak og Afghanistan er en militær fiasko, der kun blev sat i værk for at sikre et godt forhold til Washington (med alt hvad det indebærer af kontrakter til Mærsk og andre danske firmaer).

Masser af profit
De borgerlige økonomer og politikere tuder os dagligt ørene fulde med, at det er krisetid, og at vi alle må vise samfundssind. Vi må acceptere en nedgang i levestandarden, siger de. Vi må acceptere en tilbagevenden til tiden fra før velfærdsstaten blev opbygget i 1960’erne, er pointen. Vi må acceptere et samfund, hvor der ikke findes SU, hvor lægehjælp er noget, man skal forsikre sig til, hvor man arbejder til man dør, og hvor vi skal ned på samme lønniveau, som de har i Litauen eller Polen.

Man behøver blot at se på, hvor mange penge, de danske kapitalister skovler ind, for at se det stinkende hykleri i deres argumentation.

En lang række af landets største virksomheder præsenterede tidligere på året årsregnskaber for 2010 med kæmpestore overskud. Hvis vi ser på ti af de største selskaber, er overskuddet i gennemsnit steget med ikke mindre end 454 procent. Det viser en gennemgang, som Politiken har lavet.

”Det går nærmest forrygende for de største selskaber,” siger Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank til Politiken.

Topscoreren er A. P. Møller – Mærsk med et overskud på godt 28 milliarder. Derefter kommer Novo Nordisk som sidste år scorede en profit på 14,4 milliarder kroner. Carlsbergs overskud var på 5,4 milliarder, mens Dong Energy havde 4,2 milliarder på bundlinjen. I alle tilfælde er der tale om en markant fremgang i forhold til året før.

Næsten en tredjedel af A.P. Møller – Mærsks overskud er skabt af containerskibe udviklet på Lindøværftet. Men det er ikke Lindøværftets arbejdere, der har fået den nye store Mærsk-ordre på op til 30 nye super-containerskibe for tilsammen 30 milliarder kroner. Ordren er i stedet gået til det sydkoreanske værft Daewoo, hvor arbejdskraften er meget billigere – og arbejdsforholdene tilsvarende elendige.

Per Andersen, fællestillidsmand for Lindøarbejderne siger til dagbladet Arbejderen: ”Det er os, der har ekspertisen og erfaringen. Vi kunne sagtens bygge de skibe. Men det er jo et generelt problem, at bestyrelser og aktionærer blot går efter det højeste udbytte i stedet for at vise samfundssind.” Og videre:
”De siger, vi ikke er konkurrencedygtige nok, og nedlægger industriarbejdspladserne. Men vi kan jo kun konkurrere, hvis der bliver investeret i arbejdspladserne. Når de fjerner industrien, har vi jo ikke noget at konkurrere med.”

Af andre virksomheder kan vi nævne Nykredit Realkredit koncernen, der i 2010 fik et resultat før skat på 3,1 milliarder kroner. Nordea kom ud af 2010 med et overskud på næsten 27 milliarder kroner. Novo Nordisk havde et rekord-overskud efter skat, og koncernen kunne i 2010 sætte 14,4 milliarder kroner ind på kontoen. Danske Bank-koncernen opnåede et overskud for 2010 på 6,5 mia. kr. før skat og 3,7 mia. kr. efter skat. Lundbeckfonden opnåede i 2010 et resultat på 2,7 milliarder kroner Regnskabet fra Jyske Bank viser et overskud på én milliard.

Som om det ikke var nok med de enorme overskud, så fusker kapitalisterne også i stor stil for at undgå at betale skat. Danske virksomheder og rige privatpersoner har ifølge Skat i løbet af de sidste fem år sendt over 1000 milliarder kroner frem og tilbage mellem Danmark og 55 skattelylande som for eksempel Bahamas. Skatteekspert Bent Greve fra Roskilde Universitet skønner, at mellem fem og 15 milliarder af det astronomiske beløb på 1000 milliarder er ren skattesvindel. Dertil kommer, at en lang række multinationale virksomheder i årevis ikke har betalt skat i Danmark. De selvsamme borgerlige politikere, der ivrigt skærer ned på børnehaver, SU og pensionisternes forhold, lader uden at blinke disse multi-giganter slippe for at betale en eneste krone, på trods af, at de tjener store overskud.

Samlet set er der altså ingen tvivl: det forsvindende lille mindretal af samfundet, hvis uhyrlige profitjagt har skabt krisen, skovler fortsat enorme profitter hjem. Fra arbejderbevægelsens side bør svaret derfor være helt klart: vi vil ikke betale én krone, førend kapitalisternes kriminelle og unødige profitter er blevet konfiskeret.

S-SF-toppens mafiametoder
Berlingske Tidende skriver tirsdag, at Socialdemokratiets leder Helle Thorning-Schmidt har truet med at afskaffe efterlønnen. Det skete til et møde med pædagogernes fagforening BUPL.

Under et besøg hos hovedbestyrelsen i BUPL, i slutningen af marts blev Helle Thorning-Schmidt spurgt af BUPL’s formand Henning Pedersen, hvad hun vil gøre, hvis ikke fagbevægelsen vil være med til at finde de 15 milliarder kroner. ”Det skal vi jo. Der er ikke andet at gøre. Så må vi jo afskaffe efterlønnen,” lød svaret fra S-lederen. BUPL er i besiddelse af en lydfil, hvor Thorning-Schmidt udtaler sig, og har efterfølgende lagt en historie ud på organisationens hjemmeside med overskriften ”Så ryger efterlønnen”.

Sagen lader til at være klar nok: Toppen i S og SF prøver at afpresse den organiserede arbejderklasse til at betale krisens byrde. ”Hvis I ikke gør som vi befaler, så afskaffer vi efterlønnen,” lyder truslen, der i øjeblikket kun bliver formuleret klart bag lukkede døre. Senere – efter et valg – vil den blive åbent erklæret. Disse gangstermetoder med afpresning for en gæld, man aldrig selv har skabt, er mest kendt fra rocker-kredse og andre mafia-miljøer. Men de bruges altså også af lederne i vores egen bevægelse.

Hvad sker der med Dansk Folkeparti?
Det ser ud til, at Dansk Folkeparti ikke vil medvirke til at slagte efterlønnen på nuværende tidspunkt. Hvad er årsagen til dette? Er Dansk Folkeparti pludselig blevet et arbejderparti? Har de vendt deres økonomiske bagmænd i erhverstoppen ryggen? Intet kunne være mere forkert. Sagen er, at DF står i en utrolig svag position. For at opretholde illusionen om at stå på ”den lille mands” side, er de nødt til at holde igen – især når Socialdemokratiet ikke er med i et forlig om at slagte efterlønnen.

Dansk Folkeparti har svært ved at tåle at gå med i angreb på velfærden, som lederne af S ikke er med på. DF ved udmærket, at det er S og SF selv, der kommer til at undgælde, hvis S-SF går med i et nedskæringsforlig – og i det tilfælde er det gratis for DF at hoppe med på vognen. I en situation som den nuværende, hvor DF kommer til at stå alene med den skandale-prægede regering om et angreb på velfærden, har DF meget begrænset manøvrerum, og det er derfor, de er så påpasselige.

Bryd med de Radikale og den borgerlige politik
De Radikale har kritiseret regeringen for, at den ikke går hårdt nok imod efterlønnen. Dermed har de endnu en gang bevist, at de intet har at gøre i ”rød blok”. De Radikale er et arbejdsgiverparti, hvis politik på alle væsentlige områder (især den økonomiske politik) er mere højreorienteret og arbejderfjendsk end den siddende arbejdsgiver-regering.

Det eneste logiske bør være, at Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten afviser ethvert samarbejde med de Radikale og de øvrige borgerlige partier.

Det, der er brug for, er at arbejderpartierne rent faktisk fører en politik, der er til gavn for arbejderne. En politik, der er hundrede procent ansvarlig over for de danske arbejder, unge og ældre, og nul procent ansvarlig over for de danske aktionærer, banker og kapitalister.

S-SF har allerede meddelt, at de vil matche de borgerliges nedskæringsplaner – blot vil de finde pengene andre steder, for eksempel gennem længere arbejdstid. Det vil intet løse, og det vil mudre forskellen mellem de borgerlige partier og arbejderpartierne.

Så længe, arbejderklassen ikke ejer de store virksomheder og banker – altså de vigtigste dele af samfundets økonomi – kan der ikke være tale om, at vi skal være ”ansvarlige” over for ”samfundsøkonomien” (som er et andet ord for disse virksomheders ejere).

Den bedste vej til at gøre det af med den borgerlige regering og deres politik, er ved at præsentere et klart alternativ. Dette alternativ må indebære:

• En tilbagerulning af alle den borgerlige regerings nedskæringer i det offentlige siden 2001
• En nedsættelse af arbejdsugen til 35 timer som første skridt mod en 30 timers arbejdsuge
• En tilbagevenden til ni års dagpengeret med fuld kompensation
• Ret til pension som 60-årig for alle arbejdere som første skridt mod en yderligere nedsættelse
• En SU, der svarer til en ufaglærts løn
• En plan for arbejde til alle gennem igangsættelse af produktion og offentlige arbejder.

Nogle vil måske sige, at det er for ambitiøst, at det er utopisk. Men vi siger: hvis kapitalisterne ikke har råd til, at flertallet kan leve en civiliseret tilværelse, så har vi ikke råd til kapitalismen. Hvis disse yderst beskedne og rimelige krav ikke kan indfris under bankerne og finansfyrsternes herredømme, så må deres kontrol med samfundets økonomi overgå til flertallet. Arbejderklassen må selv kontrollere økonomien og planlægge driften.

Hvis det kun er gennem en samlet plan med fuld åbenhed, afskaffelse af fabrikshemmeligheder og fuldt demokrati i alle dele af stat og økonomi, at det kan lade sig gøre at forsvare og udbygge velfærden, så er det det, der bør stå øverst på SF og resten af arbejderbevægelsens dagsorden.