“Ud med det gamle. Ind med den nye “. Det plejer at være det opmuntrende nytårsbudskab. Men midt i alle festerne og champagnen var der ingen tegn på optimisme eller håb for fremtiden hos den herskende klasse og deres strateger. Tværtimod er den borgerlige presses kolonner fyldt med pessimisme og bange anelser.

Den 28. december offentliggjorde Financial Times en artikel af Gideon Rachman med den interessante titel: ”Ramponeret, forslået og anspændt – hele verden er på kanten” (Battered, bruised and jumpy – the whole world is on edge). I den kan vi læse følgende:

“I 2015 syntes en følelse af ubehag og bange anelser at sænke sig over alle verdens store magtcentre. Fra Beijing til Washington, Berlin til Brasília, Moskva til Tokyo – regeringer, medier og borgere var anspændte og kampberedte.

Denne form for globaliseret angst er usædvanlig. I de sidste 30 år og mere har der været mindst én verdensmagt, der var stædigt optimistisk. I slutningen af 1980’erne nød japanerne stadig et opsving der varede årtier – og opkøbte selvsikkert aktiver over hele verden. I 1990’erne solede Amerika sig i den kolde krigs sejr og en lang økonomisk fremgang. I begyndelsen af 2000’erne var EU i optimistisk stemning, lancerede en fælles valuta og fordoblede næsten sit medlemsantal. Og i de fleste af de seneste ti år har Kinas voksende politiske og økonomiske magt skabt respekt i hele verden.

Men i dette øjeblik synes alle de store spillere usikre – endda bange. Den eneste delvise undtagelse, jeg stødte på i år, var Indien, hvor erhvervslivet og den politiske elite stadig syntes holdt oppe af premierminister Narendra Modis reformiver.

I Japan derimod svinder troen på, at de radikale reformer, kendt som abenomics, virkelig kan bryde landets gælds- og deflationscyklus. Den japanske angst fodres af fortsatte spændinger med Kina. Men mit vigtigste indtryk fra et besøg i Kina tidligere på året er, at dette også er et land, der føler sig meget mindre stabilt end det gjorde for bare et par år siden. Den tid, hvor regeringen ubesværet leverede vækstrater på 8 procent eller mere om året, er omme. Bekymringer om den indenlandske finansielle stabilitet hober sig op, som rystelserne på Shanghais børs i løbet af sommeren viste.”

Nye eksplosioner i Mellemøsten

Det nye år åbnede med højspændt drama, som udspillede sig, som man kunne have forventet, i Mellemøstens sydende heksekedel, efter henrettelsen af sheik Nimr-al-Nimr en fremtrædende shia muslimsk gejstlig, og vedvarende kritiker af den Saudi Arabiens kongelige familie. Han var involveret i de regeringsfjendtlige protester, der brød ud i Saudi-Arabien i perioden med det arabiske forår, indtil han blev arresteret i 2012.

Washington ser på situationen med en blanding af alarm og hjælpeløshed. Talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium, John Kirby, udtalte sig beroligende: “Vi vil fortsætte med at opfordre ledere i hele regionen til at tage konkrete skridt til at lægge en dæmper på spændingerne. Vi mener, at det diplomatiske engagement og direkte samtaler forbliver essentielle”.

Men mens Washington prædiker venlighed og lys, hælder dets venner og allierede i Riyadh en dunk benzin på flammerne, i hvad der allerede var en yderst eksplosiv region. Kirbys ord ligner en vegetars tale på den årlige kannibalkongres. Den eneste forskel er, at den mand, der leverede talen er repræsentant for den mest kannibalistiske magt på jorden.

Flammerne, som omspænder hele Mellemøsten, er en direkte følge af den kriminelle invasion af Irak og den amerikanske imperialismes fortsatte indblanding i den ulykkelige region. Efter at have destabiliseret Irak og reduceret det til en rygende, krigshærget ruin, har amerikanerne og deres allierede hjulpet og tilskyndet reaktionære kræfter i Syrien, som nu udgør en alvorlig trussel mod deres egne interesser. Men den såkaldte “krig mod terror”, der angiveligt har været ført af USA og dets allierede i de sidste år i Irak, har opnået præcis ingenting. Påstanden om at den patetiske og kujonagtige irakiske hær, som er under amerikansk kontrol, havde generobret Ramadi fra ISIS, viste sig at være en løgn.

Mens jeg skriver disse linjer, forbliver jihadisterne i kontrol med store dele af byen (eller hvad der er tilbage af den), og kampene raser stadig. Ingen tvivl om at den irakiske hær i sidste ende vil lykkes i at vinde kontrol over en bunke ulmende ruiner. Men “triumfen” i Ramadi har kun tjent til at afsløre den irakiske hær som et ubrugeligt redskab. Denne skammelige farce udstiller hulheden i alle de pralende påstande fra Pentagon, der betaler deres løn og forsyner dem med de våben, de smider fra sig, så snart den første mulighed byder sig.

USA, Rusland og Iran

Efter endelig at være vågnet op og have indset faren fra de kræfter, som er undsluppet deres kontrol, søger amerikanerne desperat efter nogen, der kan hjælpe dem med at slukke de brande, som de selv har tændt. Men hvem kan det være? Modvilligt er amerikanerne nødt til at henvende sig til de mest uventede og uvelkomne blandt alle tænkelige allierede – Rusland og Iran.

For ikke så længe siden gentog amerikanerne og deres allierede i NATO konstant den samme monotone sang om at “isolere Rusland”. Åh ja! “Rusland er isoleret internationalt.” Det var det mantra, de gentog dag efter dag. Men nu, som ved et trylleslag, er Rusland slet ikke isoleret, men ombejlede, feterede, og overøst med ros, omend den leveres tvært og knurrende. “Vi har ingen intentioner om at isolere Rusland”, “Vi skal nå frem til en forståelse med Rusland,” gentager de nu konstant i håbet om, at ingen vil bemærke ændringen af melodien.

Det var ikke den eneste dødsforagtende saltomortale Washington udførte i det Herrens år 2015. Et endnu mere forbløffende spring i det diplomatiske cirkus blev udført i forhold til Iran. Det selvsamme Iran, der ligesom Rusland, var dømt til rollen som en international paria, som blev udsat for strafsanktioner og endda var på nippet til at modtage det amerikanske luftvåbens elskværdige opmærksomhed, er nu blevet en ven af Amerika. Og som vi alle ved, er en ven i nød en rigtig ven!

Årsagen til denne forbløffende diplomatiske akrobatik er ikke svær at se. De eneste alvorlige militære aktioner mod jihadisterne i Syrien har været dem, der udføres af russerne i samarbejde med Bashar al-Assads syriske hær. Og de eneste alvorlige militære aktioner mod ISIS i Irak (bortset fra kurdernes, der kun vil kæmpe i deres egne områder) foretages, ikke af den såkaldte irakiske hær og dens amerikanske bagmænd men af den iransk støttede shiamuslimske milits og elementer af det iranske militær.

I praksis har amerikanerne været tvunget til at erkende dette og acceptere kravet fra Rusland og Iran om, at Bashar al-Assad skal forblive ved magten i en overskuelig fremtid. En rapport i London Review of Books fra skrev den fremtrædende amerikanske undersøgende journalist Seymour Hersh, at “den amerikanske Joint Military Staff forsynede den syriske hær med sikkerhedsoplysninger gennem Tyskland, Rusland og Israel”.

Det passer med erklæringerne fra den tidligere direktør for den amerikanske ‘Defence Intelligence Agency “(DIA), Michael Flynn, som fortalte samme blad, at mellem år 2012 og 2014 sendte hans bureau en række meddelelser, der advarede om konsekvenserne af at vælte Assads regime. Hans agentur begyndte at fodre regimet med efterretningsmæssige oplysninger (udenom politikernes godkendelse ser det ud til) for at fremme sin krig mod “fælles fjender”.

Amerikanerne og deres allierede tvinges i kraft omstændighederne til at opgive den latterlige fiktion om en “moderat islamistisk opposition” i Syrien. Denne “moderate opposition,” som alle nu ved, består af ekstreme jihad outfits som Al Nusra Frontenn, som USA havde støttet, og som er den syriske gren af al-Qaeda. Én del af den amerikanske imperialisme (CIA) ønsker at fortsætte denne politik, men den modsiges direkte af administrationens ændrede linje i forhold til Rusland og Iran. I mellemtiden fortsætter russerne med at bombe alle jihad styrkerne lystigt og ofrer ikke protesthylekoret fra Washington den mindste opmærksomhed.

Saudier og tyrkere

Disse splittelser i Washington skaber et indtryk af forvirring og ubeslutsomhed, som er personificeret i præsident Obama. Der kan ikke være tvivl om, at tyrkernes nedskydning af et russisk fly var en bevidst provokation fra Erdogans side, med den hensigt at drive en kile ind mellem USA og Rusland. Som vi forudsagde, mislykkedes denne manøvre aldeles.

Nimr-al-Nimrs henrettelse, et retslig mord bestilt af den saudiske kongelige klike, er af samme størrelsesorden. Det var en bevidst provokation med det formål at opildne sekteriske stridigheder mellem shiamuslimer og sunnier og presse regeringen i Teheran til militær aktion mod Saudi-Arabien, og derefter bede om hjælp fra amerikanerne.

Den umiddelbare reaktion på, hvad tydeligvis var et retsligt mord, var stormen på den saudiske ambassade i Teheran. Saudi-Arabien afbrød straks de diplomatiske forbindelser med Iran. Alt dette var omhyggeligt tilsigtet. Begivenheder er forløbet skridt for skridt ligesom en balletdansers trin. Men denne ballet er dødedansen. Det var en desperat handling fra et regime, der befinder sig i dybe problemer og står overfor udsigten til at blive omstyrtet.

De saudiske gangstere fejlberegnede i Yemen, hvor de er involveret i en krig, som det er umuligt at vinde. Nu har de ophidset vrede shiamuslimer, der udgør mindst tyve procent af den saudiske befolkning og er blandt de fattigste og mest undertrykte lag. Massedemonstrationer er brudt ud i saudiske byer med paroler som “Død over House of Saud!” Ved at gabe over for meget har den saudiarabiske herskende klike sået en vind, men vil høste en storm.

Flygtningekrise

Den revisionistiske pseudo-marxistiske Hobsbawm hævdede som et ekko af en idé, der blev langt bedre udtrykt af Kautsky, at i en tid med globalisering ville nationale barrierer ophøre med at have nogen betydning, og krige ville være en saga blot. I stedet for dette har det 21. århundrede været præget af endeløse krige, vold og nationale konflikter af enhver art. Mellemøsten er kun et eksempel på dette.

Det blodige kaos i Syrien betyder en massiv fordrivelse af mennesker i et omfang man sandsynligvis ikke har set siden slutningen af Anden Verdenskrig. Tusinder og atter tusinder kolde, udmattede, sultne flygtninge slog med de bare næver mod de pigtrådshegn, der hastigt blev opført af lov og ordenens styrker i det civiliserede Europa. Intet illustrerer bedre det europæiske borgerskabs kolde, kyniske hykleri end deres reaktion på flygtningekrisen.

I mange år blev folkene i Europa og Amerika fodret løgnen om, at enhver imperialistisk aggression var motiveret af de reneste humanitære hensyn. Disse “bekymringer” har skabt den største humanitære katastrofe siden Anden Verdenskrig. Efter at have medvirket til redeligheden i Syrien i et ikke ringe omfang, har regeringerne i Europa nu travlt med at finde ud af, hvad der er den bedste måde at lukke døren for krigens ulykkelige ofre.

Situationen er ikke bedre på den anden side af Atlanten. For hundrede år siden indskrev USA de berømte ord på Frihedsgudinden:

“Giv mig dine trætte, betrængte masser,
Som længes efter at ånde frit,
Stakler kastet op på vores frugtbare kyst,
Send disse de hjemløse, stormslagne til mig:
Jeg løfter min fakkel ved den gyldne dør.”

Nu lyder disse ord som grusom ironi. Det samme USA opfører stadig højere hegn for at holde de fattige tætpakkede masser på den anden side af Rio Grande ude. Den førende udfordrer til at blive det republikanske partis præsidentkandidat kræver offentligt et forbud mod alle muslimer, der ønsker at komme ind i USA. Dette er det 21. århundredes kapitalismes autentiske stemme: den åbenlyse reaktion, for chauvinisme, fremmedhad og slet skjult racisme.

I stedet for den revisionistiske Utopi om en verden uden grænser forstærkes nationale barrierer overalt. Grænsekontrollen bliver genindført ikke kun på Europas udkant men også mellem medlemslandene i Schengen-aftalen. Rare, demokratiske Sverige introducerer nu kontrol af rejsende, der kommer fra rare, demokratiske Danmark. Intet er tilbage af drømmen om et forenet Europa, som aldrig var mulig på kapitalistisk grundlag.

Europa i krise

Stemningen i Europa er dyster. År 2015 blev arret både ved sin begyndelse og sin afslutning af to blodige terrorangreb i Paris. Borgerne i München og Bruxelles kunne end ikke fejre nytår i vanlig stil af frygt for nye terrorhandlinger. I Paris måtte fyrværkeriet suspenderes. Overalt er der frygt og usikkerhed.

Alle seriøse økonomer forventer, at den globale økonomi vil blive ramt af en ny krise, som kan starte i Asien som følge af den kraftige opbremsning i den mægtige kinesiske økonomi. Men den kunne lige så begynde i Europa. Tyskland, det tidligere lokomotiv i Europas økonomiske vækst, er gået i stå, og blev kastet ud i krise ved ankomsten af mere end en million flygtninge fra Mellemøsten og andre krigszoner.

Euroen, som sammen med Schengen-aftalen skulle være grundlaget for yderligere økonomisk integration, har udviklet sig til sin modsætning. En gabende afgrund har åbnet sig mellem Tyskland og nationerne i Sydeuropa, mens flygtningekrisen har drevet en kile ind mellem Tyskland og landene mod øst. Grækenlands langstrakte pinsler vil fortsætte, da absolut intet er blevet løst. Grækenlands exit fra euroen er kun et spørgsmål om tid.

Det vil til gengæld betyde endnu større smerte og lidelse for den græske befolkning og kan fungere som den detonator, der skubber andre lande mod udgangsdøren. Storbritannien skal afholde en folkeafstemning, der kan ende i dets udtræden af EU. En Anti-EU stemning opbygges i Frankrig og andre lande. Ikke bare euroens, men selve EU’s fremtid er usikker.

Politisk uro

Borgerskabets pessimisme er velbegrundet. Men det er kun den ene side af medaljen. Kapitalismens krise avler uundgåeligt sin modsætning: fødslen af en ny ånd af oprør, der alene kan give menneskeheden håb for fremtiden. Langsomt men sikkert vågner massernes bevidsthed. Og mens det økonomiske opsvings forårsspirer blot er økonomernes fantasifostre, er de første symptomer på en genoplivning af en revolutionær stemning både reelle og håndgribelige.

Det er en elementær antagelse i dialektisk materialisme, at den menneskelige bevidsthed altid halter bagefter begivenhederne. Men før eller senere indhenter den dem i et spring. Det er netop, hvad en revolution er. Og det, vi er vidne til i Storbritannien, er begyndelsen på en politisk revolution. Fra den ene dag til den anden forvandledes situationen. Det er i sig selv et symptom på de dybtgående forandringer, der finder sted i samfundet. Skarpe skift og pludselige ændringer er indbygget i den nuværende situation.

Det er rigtigt, at bevidstheden i høj grad formes af erindringerne fra fortiden. Det vil tage tid, før de gamle illusioner til reformismen bliver brændt ud af massernes bevidsthed. Men under begivenhedernes slag vil der ske pludselige og skarpe skift i bevidstheden. Ve dem der forsøger at basere sig på fortidens bevidsthed, der allerede er uigenkaldeligt væk! Marxister må basere sig på den levende proces og på perspektiverne for den kommende periode, som ikke vil bære nogen lighed med det, vi har oplevet hidtil.

I massernes søgen efter en vej ud af krisen, vil de teste det ene parti efter det andet. De gamle ledere og programmer analyseres og kasseres. De partier, der bliver valgt og forråder folkets forhåbninger, ved at gennemføre nedskæringer i strid med valgløfterne, miskrediteres hurtigt. Hvad, der blev betragtet som mainstream ideologier, foragtes. Ledere, der var populære, bliver forhadte. Skarpe og pludselige skift er på dagsordenen.

Der er en voksende vrede mod de politiske eliter: mod de rige, de magtfulde og privilegerede. Denne reaktion mod status quo, som indeholder kimfrøene til revolutionære udviklinger, kan vare langt ud over det punkt, hvor økonomien begynder at vise tegn på bedring. Folk tror ikke længere på, hvad politikerne siger eller lover. Der er en voksende desillusion med det politiske etablissement og de politiske partier generelt. Der er en generel og dybtliggende følelse af økonomisk dårligdom i samfundet. Men den mangler et redskab, der kan give den et organiseret udtryk.

I Frankrig, hvor det socialistiske parti ryddede bordet ved det sidste valg, har Francois Hollande nu den laveste popularitet for nogen præsident siden 1958. I Grækenland oplevede vi PASOK’s kollaps og Syrizas vækst. I Spanien har vi fremkomsten af Podemos, som gik fra ingenting til – sammen med sine allierede – at vinde 69 pladser i det spanske parlament og etablere sig som det eneste reelle oppositionsparti.

Vi ser den samme proces finde sted i Irland i den seneste folkeafstemning. I århundreder var Irland et af de mest katolske lande i Europa. For ikke så længe siden havde Kirken absolut dominans i alle livets aspekter. Resultatet af folkeafstemningen om homoseksuelle ægteskaber, hvor 62% stemte ja, var et kæmpe slag mod den romersk-katolske kirke. Det var en massiv protest mod dens magt og indblanding i politik og folks liv. Det repræsenterede et fundamentalt skift i det irske samfund.

I Storbritannien fejede Jeremy Corbyn mod alle odds alle af banen i valget til leder af Labour. Det var et politisk jordskælv, der forvandlede hele situationen i Storbritannien nærmest fra den ene dag til den anden. Udviklingen blev foregrebet af begivenhederne i Skotland, hvor oprøret mod etablissementet blev afspejlet i SNP’s hurtige vækst. Dette var ikke en bevægelse til højre, men til venstre. Det var ikke et udtryk for nationalisme men for et brændende had til den udslidte elite, der regerer i Westminster. Som resultat af deres lederes feje klassesamarbejdspolitik, ses Labour som intet andet end en del af dette etablissement.

I årtier har Labour under højrefløjens ledelse været en grundpille for det eksisterende system. Den herskende klasse vil ikke opgive dette uden en voldsom kamp. Den første forsvarslinje for det kapitalistiske system er Labours parlamentsgruppe (PLP). Flertallet, der består af Blairites i PLP, er bankfolkenes og kapitalisternes direkte og bevidste agenter i denne kamp. Det forklarer deres fanatiske beslutsomhed i kampen for at slippe af med Jeremy Corbyn enhver pris. Fundamentet er ved at blive lagt for en splittelse af Labour, hvilket vil betyde en helt ny situation i Storbritannien. Alt dette er et udtryk for den dybe utilfredshed, der eksisterer i samfundet, og som søger et politisk udtryk. I hele Europa er der en frygt for, at nedskæringspolitikken ikke er en midlertidig justering, men et permanent angreb på levestandarden. I lande som Grækenland, Portugal og Irland har denne politik allerede resulteret i store nedgange i de nominelle lønninger og pensioner, uden at det har løst problemerne med underskuddet. Således har alle folkets lidelser og afsavn været forgæves. Overalt bliver de fattige fattigere og de rige rigere.

Disse processer er ikke begrænset til Europa. Det amerikanske præsidentvalg præsenterer en meget bemærkelsesværdig udvikling. Det er naturligvis umuligt at forudsige udfaldet med nogen grad af sikkerhed, på grund af den ekstreme ustabilitet og flygtighed i amerikansk politik på dette tidspunkt. Mediecirkusset har fokuseret næsten udelukkende på den republikanske Donald Trump. Det forekommer usandsynligt, at den amerikanske herskende klasse vil betro sine anliggender til en uvidende klovn. Men de har gjort det ved mindst to lejligheder i den seneste tid. Hilary Clinton er helt sikkert sikrere at satse på for den herskende klasse.

Men langt mere betydningsfuldt end Trump eller Clinton er den massive støtte til Bernie Sanders, der åbent taler om socialisme. Fremkomsten af Bernie Sanders, som udfordrer til den demokratiske nominering til præsidentkandidat, er et symptom på dyb utilfredshed og uro i samfundet. Hans angreb mod milliardærklassen og hans opfordring til en “politisk revolution” forbinder sig med millioner af mennesker og titusindvis deltager i hans massemøder.

Ordet “socialisme” bruges nu oftere i mainstream medierne. En meningsmåling fra 2011 viste, at 49% amerikanere i alderen 18-29 år havde et positivt syn på socialisme, mod kun 47% med et positivt syn på kapitalismen. En nyere meningsmåling fra juni 2014 viste, at 47% af amerikanerne ville stemme på en socialist, hvilket gjaldt for 69% af dem under 30 år.

Et stort antal mennesker, mange af dem unge, er ivrige efter at høre Bernie Sanders’ budskab. Det er rigtigt, at det er mere beslægtet med en skandinavisk form for socialdemokratisme end ægte socialisme. På trods af det er det et meget bemærkelsesværdigt symptom på, at noget forandrer sig i USA.

Situationen i Rusland har markante forskelle til resten af Europa. På overfladen kan det virke paradoksalt, at Putin er kommet styrket ud af krisen i Ukraine og Syrien. Vestens bestræbelser på at isolere ham har været en elendig fiasko. I Syrien er han manden, der nu bestemmer. Og selv om USA fortsætter med at opretholde sanktionerne over Krim og Ukraine, kan vi trygt forudsige, at deres europæiske allierede lige så stille dropper deres. Den kriseramte europæiske økonomi har brug for det russiske marked og russisk gas lige så meget, som det europæiske borgerlige har brug for russisk hjælp til at rydde op i rodet i Syrien og (om Gud vil) standse den uendelige strøm af flygtninge.

Men går man et skridt dybere ind i situationen, bliver det tydeligt, at alt ikke er så stabilt, som det ser ud. Den russiske økonomi fortsætter med at falde ramt af den faldende oliepris og vestlige sanktioner. Reallønnen er faldende. Middelklassen kan ikke længere tilbringe weekender i London og Paris. De brokker sig, men gør ingenting. De russiske arbejdere blev påvirket af den officielle propaganda om Ukraine. De blev forarget over de ukrainske fascister og ultra-nationalisters aktiviteter, og Putin var i stand til at drage fordel af deres naturlige sympati med deres brødre og søstre i det østlige Ukraine.

Putin vil måske være i stand til at fastholde sit greb om magten i nogen tid, men alt har sin grænse, og i sidste ende præsenterer historien sin regning. Den økonomiske krise har ført til en kraftig nedgang i levestandarden for mange arbejdere, især udenfor Sankt Petersborg og Moskva. Masserne er tålmodige, men deres tålmodighed har en grænse. Vi så beviser på dette i slutningen af 2015, hvor langturschauffører gik i strejke. Et lille symptom måske, men dog et symptom på, at før eller senere vil de russiske arbejderes utilfredshed komme til udtryk i alvorlige protester.

Dystre udsigter

Grundlæggende set afspejler alle disse fænomener, at det kapitalistiske system har nået sine grænser. Globalisering har, efter at have udtømt sig selv, udviklet sig til sin modsætning. Fra at være en magtfuld faktor i at fremme vækst, er det nu med til at trække hele det usunde bygningsværk ned. Faktum er, at den såkaldte bedring af økonomien – der er ingen bedring – er af en så svag og anæmisk karakter, at ethvert chok, hvad enten det er økonomisk, politisk eller militært, vil være nok til at bringe hele opsvinget til et brat ophør.

Opbremsningen af den kinesiske økonomi truer hele verden. Kina importerede store mængder råvarer fra lande som Brasilien. Nu er den brasilianske økonomi faldet med 4,5 procent. Mange andre såkaldte BRIKS lande er i en lignende situation. Fremtidsperspektiverne hos Kapitalens talsmænd er i stigende grad pessimistiske. The Wall Street Journal rapporterede udtalelserne fra Adam Parker, Morgan Stanleys chefstrateg på amerikanske aktier: “Vi tror, at vi sandsynligvis er på vej til et uroligt år med lave afkast, og har mistanke om, at mange andre mener det samme”.

Hyundai Motors topchef sagde, at udsigterne for i år “ikke var lyse”. Gruppeformand Chung Mong-Koo fortalte lederne for bilproducentens oversøiske enheder, at væksten i 2015 blev begrænset af en svag global økonomi, den økonomiske afmatning i verdens næststørste bilmarked Kina og et fald i efterspørgslen i vækstøkonomierne. “I betragtning af de mange ledende indikatorer er udsigterne for næste års bilmarked heller ikke lyse,” sagde han. Lignende eksempler kan gentages efter behag.

I artiklen vi nævnte i starten, når Gideon Rachman til de mest pessimistiske konklusioner:

“Det globale sortsyn får det internationale politiske system til at føles som en patient, der stadig kæmper for at komme sig efter en alvorlig sygdom, der begyndte med den finansielle krise i 2008. Hvis der ikke kommer flere dårlige chok, bør bedringen komme gradvist, og de værste politiske symptomer kan falme. Men patienten er sårbar. Et nyt alvorligt chok, såsom et større terrorangreb eller en alvorlig økonomisk afmatning, kan betyde virkelige problemer “.

Her er kapitalens strategers virkelige stemme. De ser på fremtiden med frygt. Og fra deres eget klasseperspektiv tager de ikke fejl. 2016 vil skabe mere turbulens, økonomisk krise og angreb på levestandarden, mere ulighed og uretfærdighed, mere blodsudgydelse og ødelæggelse.

Det Nye År vil reproducere det Gamle, men med endnu større intensitet. Krigene i Mellemøsten, Afrika og Asien vil producere den samme tsunami af menneskelig elendighed, der vil fortsætte med at strømme mod Europa, hvor det vil blive mødt af en barriere af pigtråd og umenneskelighed.

Terrorisme, som breder sig over hele kloden som en ukontrollabel epidemi, er i sig selv et symptom på kapitalismens syge tilstand i det 21. århundrede. Yderligere terrorhandlinger er uundgåelige. Terroristerne kan ikke standses af politimetoder. Der er ikke nok politifolk i verden til at tage sig af et stort antal beslutsomme og fanatiske individer, der ønsker at begå myrderier mod ubevæbnede og forsvarsløse civile.

Da Lenin skrev, at kapitalisme er rædsel uden ende, havde han ret. Det er lige så nytteløst at klage over disse rædsler, som det er at klage over de smerter, der ledsager en fødsel. Marxisters opgave er ikke at jamre over det kapitalistiske forfalds uundgåelige konsekvenser. Vi overlader den slags til de prædikanter og pacifister.

Vores opgave er at arbejde utrætteligt for at vise arbejdere og unge de virkelige årsager til disse rædsler og forklare, hvordan problemet kan udryddes en gang for alle. Det kan kun opnås ved en fundamental omdannelse af samfundet. Drastiske problemer kræver drastiske løsninger. Kun den socialistiske revolution kan løse menneskehedens problemer. Det er den eneste sag, der er værd at kæmpe for i dag.

London, 4. januar 2016

Bragt på In Defence of Marxism