Denne artikel blev oprindeligt skrevet i anledning af 70-året for det store børskrak i 1929. Det var ikke hensigten, at den skulle være en rent historisk artikel. Den blev skrevet fordi marxisterne så, at alle tegn pegede på, at endnu en aktie-”korrektion” var på vej. I 1998 kollapsede kapitalfonden Long Term Capital Management. De var beskæftiget med det, de kaldte ”marginalopkøb”. Med andre ord spillede de hasard med andre folks penge. De var beundret i højfinansens verden. To af deres topfolk, Myron Scholes og Robert C. Merton, havde vundet nobelprisen i økonomi i 1997.
I slutningen af 1990’erne blev der opstartet nye it-virksomheder i massevis – den direkte parallel til opsvinget i 1920’erne, der baserede sig på stigende priser på jord i Florida. Mange af disse dot.com firmaer tjente aldrig en øre. Kommentatorer talte om en ”ny økonomi” – præcis som i 1920’erne, hvor spekulanterne sagde ”denne gang er det anderledes. Denne gang vil det fortsætte for evigt,” om aktiemarkedernes opsving. Der var ganske vist nogle gamle økonomer som Samuel Brittan, der var forbeholdne. Han havde set det før.Men marxisterne var næsten ene om at stå fast på, at intet grundlæggende havde ændret sig. Under kapitalisme bliver opsving afløst af krise.
Vi var således isoleret fra skribenternes og entusiasternes flokinstinkt, der fik dem til at flokkes om den nye guldfeber. De vil ikke ønske, at deres udgydelser bliver genudgivet. Vi har intet at skjule. Vi er stolte af vores analyse.
I 2000 kollapsede dot.com opsvinget. Den ”nye økonomi” blev fuldstændig glemt under panikken. It-aktierne havde kun seks procent af den værdi, de havde før boblen brast. Men da de krakkede trak de resten af aktierne med sig. Aktierne fortsatte med at falde helt til 2003.
Det er det rigtige tidspunkt for genudgivelse af denne artikel. I 2007 brast sub-prime-boblen. Finanskrisen har allerede haft hård effekt på bankerne gennem kollapset i kreditten. Den kapitalistiske verden står i begyndelsen af recession. Den marxistiske analyse af kapitalismen er blevet bekræftet. Nu har arbejderklassen brug for at tage det marxistiske program op og afskaffe det kapitalistiske system en gang for alle.
April 2008
Lige før det store børskrak i 1929 var der en journalist, der spurgte en spekulant, hvordan der kunne blive tjent så mange penge på markedet. Dette var svaret:
“En investor køber General Motors for 100$” (han mente en GM-aktie) “sælger den til en anden for 150$, som sælger den til en tredje for 200$. Alle tjener penge.”
Det ser ud som ren magi, men i et stykke tid kan det godt fungere. På et “bull market” som i 1925-29 bliver næsten alle aktiepriser ved med at stige. I løbet af disse år blev de amerikanske industriaktiers pris tredoblet!
Det er sket igen. I 1982 nåede Dow Jones-indekset over amerikanske aktier 1.000. Nu ligger aktierne og hopper op og ned omkring 11.000. I det meste af denne periode har “investorerne” bare kunnet læne sig tilbage og se deres penge yngle med mere end 15% om året.
I slutningen af 1928 beskrev den fratrædende præsident Coolidge den amerikanske økonomi med utilsløret selvtilfredshed: “Ingen kongres, der nogensinde har været samlet for at vurdere nationens tilstand, har stået over for en mere behagelig fremtidsudsigt end den, vi har nu. På det hjemlige område er der ro og tilfredshed… og rekordlang fremgang.”
I dag bliver eksperterne ligesom i 1929 kørt i stilling for at forsikre os om, at “markedet fundamentalt set er sundt.” Men marxisterne siger, at hvad der går op, kommer nødvendigvis også ned igen.
Hvis man vil forstå de tilsyneladende mystiske bevægelser på aktiemarkedet, bliver man nødt til at gå tilbage til de helt grundlæggende ting. Grundlaget for det kapitalistiske system er, at arbejderklassen pumpes for merværdi (ubetalt arbejde) i produktionsprocessen. Kapitalisterne ejer først og fremmest produktionsmidlerne i form af aktier. En aktie i en virksomhed er bare et stykke papir, der berettiger sin ejer til en dividende. En akties dividende er bare den del af virksomhedens overskud, der udbetales til aktieholderne. Denne dividende kan kun være en del af arbejdsklassens ubetalte arbejde.
Når en virksomhed er kommet på børsen, skifter dens aktier igen og igen ejermænd. Den pågældende virksomhed får ingen del af salgsprisen. Hvis du køber en “brugt” Ford-aktie, får Ford ikke mere gavn af det, end hvis du køber en brugt Ford-bil. Selvfølgelig kan man udstede nye aktier for at finansiere nye investeringer. Men siden anden verdenskrig har dette været en uvæsentlig kilde til investeringsfinansiering specielt i engelsktalende lande. De fleste finansieringer kommer enten fra reinvesteret kapital eller fra banklån. Faktisk har aktiekapital i nogle år været en negativ kilde tilvirksomheders finansiering i England – virksomhederne har rent faktisk brugt penge på at købe deres egen aktier tilbage.
Så aktier er kun stykker af farvet papir, der forhandles på børserne. Hvordan fastsætter spekulanterne deres værdi? En af pointerne ved at eje en aktie er, at man får dividende. Så en aktiepris afspejler den forventede fremtidige profit. Men hvis profitterne forventes at stige, så vil prisen på disse stykker papir stige, efterhånden som spekulanterne kaster sig over aktierne. Så længe boblen vokser og vokser, tjener spekulanterne på begge måder – både gennem dividenden og de stigende priser på deres aktier. Vi får så den interessante situation, at prisen på aktierne stiger, fordi folk køber dem – og folk køber dem, fordi deres pris stiger.
Aktiehandlernes flokinstinkt kan skabe købemanier og panik af alle mulige grunde, men i bund og grund er aktiebørsens sundhedstilstand en afspejling af hvor stor rentabiliteten er i den rigtige økonomi – selvom der kan forekomme tidsforsinkelser og overvurderinger før udviklingen i den rigtige økonomi efterhånden rammer aktiebørserne.
Når der opstår et “bull market,” bliver alle grebet af dyriske instinkter. Alle prøver at få noget ud af det, mens der er noget at få. Et orgie af svindel er det naturlige resultat. Dette signalerer, at opsvinget er ved at toppe, og blev i Kindelbergers klassiske bog ”Manias, Panics and Crashes” betragtet som et naturligt stadie i cyklussen. I 1920’erne i Florida steg priserne for et stykke jord fra 1.500$ i 1914 til 1.5 mio. i 1926 – selvom det drejede sig om et stykke sump!
Kollaps
Der har været spekulationsopsving før og efter. De kapitalister, der deltager i det, er ikke dumme. Deres system er dumt. Som Chicago Tribune pointerede i 1890, “Når opsving bryder sammen, kan man altid finde folk, der havde købt ejendom til priser, som de udemærket vidste var fiktive, men alligevel var de villige til at betale sådanne priser, fordi de vidste, at der helt sikkert ville være et endnu større fjols, der ville købe ejendommen af dem og samtidig sikre dem en pæn profit.” Dette stadie har vi allerede passeret i den nuværende cyklus – som tegn på dette kan nævnes svindlernes fra Long-term Capital Management, det mystiske men kraftfulde hedge fond (hedge er en måde at beskytte sig selv på mod muligt tab).
Ligesom i 1920’erne har den nuværende periode gjort, at mennesker som Calvin Coolidge har fået illusioner om, at de gode tider vil fortsætte for evigt. De taler om et nyt “paradigme” – en hel ny æra med kapitalistisk opsving. Mere erfarne folk ved, at når den slags snak begynder, så er det på tide at sælge. I september 1929 kommenterede Times (som engang forstod hvordan tingene hænger sammen): “Det er et velkendt kendetegn ved højkonjunktur, at folk ikke kan forestille sig en tilbagevenden til de gamle dårlige tider.” Samuel Brittan har for nylig skrevet et par artikler, hvor han angriber tanken om et nyt paradigme – “Vrøvl på stylter” og ”Bobler springer.” Den økonomiske analyseenhed fra HSBC, tidligere kendt som Midland Bank, siger: “Stort set alle advarselslamperne blinker rødt for USA,” og “Når sådanne bobler springer, er bløde landinger sjældent mulige.” Og hvad er det, Financial Times prøver at sige, når de i august udgav Charles Mackays “Ekstraordinære populære vrangforestillinger og massevanvid” som en del af deres økonomiske klassikerserie?
Aktiemanipulationerne og trangen til at købe overstiger langt den virkelige økonomis evne til at levere mere og mere velstand til den øverste klasse. Når aktieopsvinget topper, ligner spekulanterne en tegneseriefigur, der lige er løbet ud over en klippe og kun holdes oppe af deres egen uvidenhed om den virkelige situation. Men tyngdekraften vil indhente dem. Det, der går op, kommer også ned igen. Krakket vil få dem ned på jorden igen.
Fald
Som vil skal se kan en mindre fejl få opsvinget til at kollapse, når tidspunktet er rigtigt. Så får vi en anden interessant situation, hvor spekulanterne sælger aktier, fordi deres priser falder – og aktiepriserne falder, fordi folk sælger dem. Hele opsvinget afspilles baglæns.
Seriøse analytikere har forsøgt at forklare Wall Street-krakket med, at Massachusetts Department of Public Utilities ( afdeling for offentlige foretagender ) forbød Boston Edison, som leverede byens elektricitet, at “udvande” deres aktier ved at dele dem 4-1. Andre har villet forklare krakket med, at Clarence Hatry-gruppen, som producerede salgsautomater, gik fallit i England i september. Hvis sådan en sag er i stand til at forårsage en altødelæggende depression over hele verden, som førte til Hitlers magtovertagelse og anden verdenskrig, så er det i sig selv et kæmpe tegn på kapitalismens irrationalitet. Men selvfølgelig var alle disse ting kun overfladiske foreteelser, som ingenting havde betydet, hvis de var sket under et opsving. Konkurrence og kamp mellem kapitalisterne er trods alt en fast del af kapitalismen. I sin behandling af disse forklaringer spekulerer Galbraith over tillidskrisen: “Vi ved ikke, hvad der først såede denne tvivl, men det er heller ikke særligt vigtigt, at vi ved det.” Faktum er, at sådanne hændelser højst kan udløse en krise, men ikke være den egentlige årsag.
Så er der teorien om, at krakket var et udtryk for panik. Det var det også. Galbraiths bog “The great crash 1929” handler mest om Wall Street, og ikke den virkelige økonomi. Han beskriver stemningen på børserne tirsdag d. 24. oktober. “Den dag skiftede 12.894.650 aktier ejermand, mange af dem til priser, der knuste de tidligere ejeres drømme…Panikken varede ikke hele dagen. Det var mest noget, der skete om morgenen… Usikkerheden fik flere og flere til at forsøge at sælge. Omkring halv tolv havde markedet overgivet sig til blind, uforsonlig frygt. Dette var i sandhed panik.” Men panikkens grundlag var den faldende profit blandt de firmaer, hvis aktier nådesløst blev handlet nedad. Massepsykologi bliver tit brugt af folk, som ikke kan forklare begivenheder på andre måder. Men ved at forklare alt, forklarer de intet.
Børserne havde allerede været på vej nedad i løbet af september, og der havde været et par panikangreb det foregående år. Dyrisk opførsel og flokinstinkt kan forklare, hvorfor aktiepriserne ryger op over de objektive muligheder for at tjene penge på arbejderklassen. Oktober 1929 viste, at priserne også kunne styrte ned under denne grænse. Men disse ting forstærker blot de svingninger, der er i en økonomi baseret på profitmageri.
En anden forklaring, der er blevet fremført, er det fænomen, der hedder “margin trading.” I 1920’erne var det almindelig for spekulanter at købe ved at betale blot en lille brøkdel af pålydende i kontanter, og så resten senere. Så længe markedet steg, gjorde det jo ikke noget. Om tre måneder ville aktien være mere værd, end den var nu. Dette lyder meget mystisk, men det er ikke meget anderledes end at købe på kredit hos en købmand. Det er det samme som at låne penge. Det er at spille med andres penge, for at være mere præcis. Det svarer til at låne i banken for at sætte penge på en væddeløbshund. Så længe hunden vinder, er det ikke noget problem at betale banken tilbage. Men hvis den ikke vinder…
Det særlige ved Wall Street i 1925-29 var at alle hundene vandt. Det er sådan, det er på børsen under et “bull market.” Men lige pludselig begynder alle hundene at tabe, tilsyneladende uden nogen særlig grund. Alle aktiene falder – det er det, man kalder et “bear market.” Det var det, der skete i oktober 1929.
Katastrofalt
“Margin trading” kan imidlertid ikke forklare, hvorfor tendensen pludselig skifter. Det kan kun forklare, hvorfor skiftet blev så katastrofalt og fik så stor betydning overalt. “Margin trading” var at spille med andres penge. Det, det gjorde, var at trække bredere lag af mennesker med i faldet. Det spredte krakket på børsen til resten af økonomien ved lige pludselig at gøre mange mennesker meget fattigere. Men spil med andres penge er et generelt træk ved kapitalistisk økonomi.
Det ville være forkert at lade sig rive med af de “forklaringer,” som storkapitalens troldkarle kommer med. “Problemet med alle disse forklaringer er, at de ikke forklarer, hvordan faldet i produktionen kunne ske så hurtigt og hvorfor det begyndte et stykke tid før krakket på børsen. Industriproduktionen faldt fra 127 i juni til 122 i september, 117 i oktober, 106 i november og 99 i december. Bilproduktionen faldt fra 660.000 biler i marts 1929 til 440.000 i august, 416.000 i september, 319.000 i november, og 92.500 i december.
Kreditsystem
Der er ingen pengekvantitetsteori eller lignende teorier, der med eller uden et børskrak kan forklare disse bratte bevægelser. En sådan forklaring kræver noget så gammeldags som en teori om kreditsystemets ustabilitet.” Dette citat kommer fra Kindelbergers klassiker “Manias, panics and crashes.” Han polemiserer imod de konventionelle monetaristiske og keynesianske forklaringer på krisen. En rettelse må der dog foretages i hans sidste sætning. Hvad vi har brug for, er en gammeldags teori om det kapitalistiske systems ustabilitet. Og den starter med systemets potentiale for profitmageri. Når vi kigger på de fundamentale tal, ser vi at industriens profitter steg med 156% mellem 1924 og 1929. Men industriaktierne tredobledes i samme periode. I 1929 havde systemet udtømt sine muligheder for at presse profitterne op, og aktierne svævede i den tomme luft.
Kindelberger har ret, når han tager kredittens rolle op, men han ser ikke dens videre sociale sammenhæng. Hvilke nybegyndere i marxismen har ikke sukket i irritation, når de starter på Kapitalen og finder en tilsyneladende formålsløs diskussion om, hvordant privat arbejde i en vare fremtræder som sin modsætning – socialt arbejde. Men det, Marx vil sige, er, at der er en arbejdsdeling, men i en kapitalistisk vareøkonomi er vores gensidige afhængighed ikke tydelig. I 1920’erne var der en veletableret verdensomspændende arbejdsdeling, hvor USA producerede de fleste af verdens biler, mens Malaysia specialiserede sig i eksport af tin og gummi. Vi har brug for tin til adskillige formål i bilproduktionen. Enhver ingeniør kan regne ud, hvor meget tin vi skal bruge for at lave én bil og for at lave 660.000 biler (USA’s produktion i marts 1929). Det er endnu nemmere at regne ud, hvor meget gummi, der går på et dæk. Men under kapitalismen er der ingen, der laver de udregninger – det er det, man ville gøre i en planøkonomi. Ingen ved, hvor meget tin eller gummi eller hvor mange biler verden har brug for. I en global økonomi, der domineres af vareproduktion, tænker den enkelte kapitalist kun på sin egen virksomhed og på, hvordan han kan tjene flest penge.
Men da bilfabrikkerne begyndte at fyre arbejdere og i december 1929 kun lavede 92.000 biler, så var det dårligt nyt for tin- og gummiarbejderne i Malaysia. Det lille lokale problem i Detroit blev til en verdensomspændende krise. Det er det, kredit gør – den generaliserer lokale problemer, ligeså vel som den generaliserer lokal fremgang. Den putter os alle i samme båd, hvad enten vi ved det eller ej. Kredit er en af de ting, der hiver os alle sammen med ind i verdensøkonomien.
Vi har set, at økonomen Thomas Wilson havde ret, da han bemærkede, at krisen på markedet “hovedsageligt afspejlede den ændring, der allerede var tydelig i den industrielle situation.” Men det finansielle kollaps virkede igen tilbage på den rigtige økonomi. I 1929 var halvanden million mennesker blevet lokket til at spille på aktiemarkedet. Det var disse små folk, der havde størst chance for at blive hårdt ramt af den Sorte Tirsdag. Disse almindelige folk, der havde mistet alt, måtte spænde livremmen stramt ind, og derfor måtte de selvfølgelig holde op med at rende ud og købe en ny bil hvert år. Muligvis kunne de finde på at sælge deres nuværende bil for at komme op af et finansielt hul. Dette fine udbud af billige, næsten nye biler skar selvfølgelig yderligere ind i markedet for nye biler, og ramte bilarbejdernes jobs. Disse dårlige nyheder nåede også snart til Malaysia. Læren fra 1929 var, at et sådant krak kommer til at ramme hele verden. Krisen begyndte i den virkelige økonomi, ikke på Wall Street. Krakket gjorde tingene værre i USA, og over hele resten af verden, hvor der bliver produceret og udvekslet varer.
Krisen blev værre og værre – i produktion, handel og penge. I 1932 var der 15 millioner arbejdsløse i USA, ud af en arbejdsstyrke på 45 millioner. Ved starten af 1933 var USA’s nationalindkomst faldet med en tredjedel. Verdenshandlen var i dette år mindre end en tredjedel af sit 1929-niveau. Tyskland blev specielt hårdt ramt af børskrakket og den efterfølgende depression. Hvis industriproduktionen i 1929 var 100, så var den kun 53 i 1932. Denne statistik og arbejderledernes manglende evne til at gøre noget ved det førte direkte til Hitler.
Bankerne går fallit
De fleste mennesker har deres penge i banken. Hvis der er rigtig mange, der mister deres penge, så går bankerne fallit. I depressionsperioden var der ca. 9.000 banker, der måtte dreje nøglen om i USA. Bankerne prøvede at holde sig oven vande ved at tilbagekalde udløn, hvilket fik mange amerikanske landmand til at gå bankerot, især i de sydvestlige stater. Da bankerne gik nedenom og hjem, tabte de folk, der havde penge i dem, alt, hvad de ejede. Og så videre.
I Østrig måtte Kredit Anstallt-banken, som var tynget af gæld, bukke under i 1931. Den efterfølgende stribe af bankerotter gjorde krisen i Europa endnu dybere.
I England forårsagede Kredit Anstallts fallit et spekulativt angreb på pundet. Finansministeriet krævede, at Labour-mindretalsregeringen under Ramsay MacDonald viste ansvarlighed og skar i de offentlige udgifter – understøttelse, lærerlønninger o.s.v. I dag ville man kalde det et strukturtilpasningsprogram. Der var splittelse i Labourregeringen, den blev afsat og erstattet af en “national regering,” som indeholdt visse labour-overløbere, som kom til magten for at give arbejderklassen et ordentligt spark. Krakket og krisens politiske eftervirkninger var enorme. Det ændrede situationen over hele verden.
“Kan det ske igen?” – spørgsmålet er ikke “om,” men “hvornår.” De dårlige nyheder om “bull market’er” fra 1929 er, at jo større de er, jo hårdere falder de.
Oktober 1999.
