– Stop blodsudgydelserne! Stop besættelsen! Fingrene væk fra Syrien!

Den israelske regering har brugt et blodigt terroristangreb, der blev gennemført sidste lørdag i Haifa, som undskyldning for at angribe Syrien. Under terroristangrebet blev 19 mennesker dræbt og 45 såret, da en kvindelig selvmordsbomber sprængte sig selv i luften på en restaurant i Haifa i den nordlige del af landet. Et antal børn var blandt de dræbte. Isra-elsk radio rapporterede, at der var tre dræbte børn, et spædbarn, tre medlemmer af den samme familie og fire arabere.

Den israelske presse rapporterede, at kampfly fra luftvåbnet angreb en træningslejr, som de siger, blev brugt af forskel-lige islamiske og militante modstandsgrupper på den syrisk-libanesiske grænse. I en udtalelse hed det, at luftvåbnet gennemførte angrebet “dybt inde på syrisk territorium”. Det blev endvidere sagt, at “hæren er begyndt at gå i aktion mod dem, der står bag angrebet, dem, der støtter (terror), og dem, der bruger terror som strategi for at skade Israels borgere”.

Udtalelsen fra hæren tilføjede, at “Islamisk Jihad får, ligesom andre terrororganisationer… støtte og opbakning fra lande i området – først og fremmest Iran og Syrien. Syrien er et land, der støtter terrorisme og hele tiden prøver at sabotere ethvert forsøg på at opnå ro og stabilitet i regionen. Israel vil ikke acceptere de spilleregler, som terroristerne forsøger at diktere, og vil handle med bestemthed imod alle, som skader landets borgere, i overensstemmelse med retten til selvfor-svar og forsvar af staten”.

Dagbladet Ha’aretz rapporterede, at “palæstinensiske kilder i Beirut sagde, at israelske kampfly angreb et anlæg, der tilhører Ahmed Jibrils Folkefront til Palæstinas Befrielse (Popular Front for the Liberation of Palestine – PFLP), hvor-ved én blev såret. Udover medlemmer af PFLP brugte også terrorister fra Islamisk Jihad og Al Qaeda lejren til træning. Blandt de bygninger, der blev ramt, var et våbenværksted, der blev brugt af Islamisk Jihad.

En ledende kommandant fra den stalinistiske Damaskus-baserede “Popular Front for the Liberation of Palestine-General Command” sagde til Associated Press i Damaskus, at lejren var en af deres forladte baser, ikke en Islamisk Jihad-lejr. En civil vagt blev såret under angrebet, fortalte han.

Men sandheden er, at Syrien lukkede både Hamas’ og Islamisk Jihads kontorer efter USA’s invasion af Irak af frygt for, at Syrien skulle blive det næste mål for USA’s aggression.

Det er derfor ikke overraskende, at syriske kommentatorer udtrykte forundring over det israelske angreb, eftersom Da-maskus gang på gang har erklæret, at der ikke er nogen træningslejre for Islamisk Jihad i landet. Ifølge syrerne var lej-ren beboet af civile uden forbindelse til nogen terrorgruppe. Syriske kilder siger, at Israel “leger med ilden”, og at situa-tionen hurtigt kan udvikle sig til en regional konflikt.

Abu Emad El-Refaei, talsmand for Islamisk Jihad i Beirut, Libanon, nægtede, at der var nogen Islamisk Jihad-baser i Syrien. “Vi har ikke nogen træningslejre eller baser i Syrien eller noget andet land,” sagde han. “Alle vores baser er i de palæstinensiske besatte områder”.

Egyptens præsident Hosni Mubarak fordømte angrebet, og den tyske kansler Gerhard Schröder, der var på besøg, sagde, at det var “uacceptabelt”. Mubarak sagde på en fælles pressekonference med Schröder, at “vi fordømmer det, der er sket i dag mht. aggression mod et broderland under påskud af, at der findes en eller anden organisation der”.

Det selvmordsangreb, der førte til det israelske angreb på Syrien, fandt sted på restaurant Maxim, som var helt fyldt på det pågældende tidspunkt, og som ejes af israelske arabere. Islamisk Jihad tog senere ansvaret for angrebet og identifi-cerede selvmordsbomberen som den 27-årige Hanadi Jaradat, en jurastuderende fra Jenin på Vestbredden. Hendes bror Salah og en fætter, der begge var aktive i Islamisk Jihad, blev dræbt af den israelske hær i juni. En af organisationens ledere kaldte bombeangrebet for “et naturligt palæstinensisk svar på de daglige forbrydelser, som den israelske besæt-telse udfører mod palæstinenserne”.

I betragtning af, hvilke forholdsregler Syrien har taget imod Hamas og Jihad, er det rimeligt at spørge, hvorfor Israel angreb Syrien, når det nu klart udgør en fare for ny krig i Mellemøsten? Det er klart, at “køreplanen for fred” er helt i smadder efter de eksplosive hændelser, som sker i Mellemøsten med stor voldsomhed. Selv de amerikanske imperiali-ster er ved at blive klar over den situation, der er blevet skabt, og de er rædselsslagne over konsekvenserne af deres eget eventyr i Irak og de virkninger, det kan få for de omkringliggende, ustabile arabiske regimer.

Krisen er så dyb, at det er klart for mange, at imperialisternes manøvrer, fra Oslo til køreplanen, ikke kan løse de under-liggende årsager til konflikten – et rådnende systems historiske krise.

For at gøre tingene endnu værre for den israelske regering kan det være, at Histradut (israelsk fagbevægelse) på trods af ledelsen bliver tvunget til at kalde til generalstrejke mod Sharon. Der er ved at opstå stærke elementer i klassekampen, selv i en atmosfære med religiøst og nationalistisk galskab. Sharon og hans blodtørstige bande baserer sig på Israels historie i de tidligere krige, som krigen i 1967, som forvandlede en økonomisk krise til år med stabilitet. De tror, at det eneste rigtige valg for dem nu er endnu en krig.

Syrien har længe været på USA’s liste over lande, som fordømmes som terrorister – det vil sige lande, der ikke gør, hvad USA vil have. Godt nok har USA for tiden hænderne fulde af krigene mod det afghanske og irakiske folk. Derfor ville de foretrække ikke at åbne en tredje front. Men Israels ledere har andre bekymringer, og det er muligt, at de vil finde støtte for deres eventyr blandt den mest reaktionære fløj af de amerikanske kapitalister. Desuden er Sharon be-kendt med Bushs udtalelse om, at USA i den næste periode ikke vil gribe ind i “fredsprocessen”. Under alle omstændig-heder mener Sharon, at en krig med Syrien er en god mulighed for at aflede den israelske arbejderklasses opmærksom-hed fra dens øjeblikkelige økonomiske og sociale problemer, og at det også ville give ham mulighed for at fjerne Arafat.

Individuel terrorisme – en blindgyde
Eksplosionen i Haifa var enden på en tre-ugers periode med relativ ro i Israel, og det var det første angreb siden den 10. september, hvor 15 mennesker blev dræbt ved to forskellige selvmordsangreb med få timer imellem – det første fandt sted uden for en militærbase i Tzrifin, midt i landet, og efterlod otte døde; og et par timer senere sprængte en anden terrorist sig selv i luften på den fyldte Hillel Cafe på Emek Refaim-gaden i Jerusalem, hvorved syv blev dræbt. Hamas tog senere ansvaret for angrebene.

Dagbladet Ha’aretz rapporterede, “Den israelske udenrigsminister Silvan Shalom fortalte den amerikanske uden-rigsminster Colin Powell over telefonen, at ifølge israelske efterretninger giver Arafat stadig penge til terrororganisatio-ner. Kort efter selvmordsangrebet sagde sundhedsminister Dani Naveh, at Israel burde ‘bruge muligheden for at slippe af med Arafat’. Angrebet var, ifølge Naveh, yderligere bevis i diskussionen om, hvorvidt Arafats fortsatte tilstedeværel-se i området vil gøre større eller mindre skade end, hvis han bliver smidt ud – at ‘Arafats tilstedeværelse er langt mere skadelig’”.

Men Arafats opførsel er i modstrid med dette forsøg på at fremstille ham som den ansvarlige for terrorangrebene. Arafat og premierminister Qureia ringede lørdag aften til borgmesteren i en arabisk landsby i Galilæa for at give deres kondo-lence for de jøder og arabere, der døde under selvmordsangrebet i Haifa. To af de dræbte kom fra den landsby.

De palæstinensiske myndigheders premierminister Ahmed Qureia (Abu-Ala) ringede til Haifas borgmester Yona Yahav for at udtrykke sorg over bombeangrebet og fordømme det. Han udsendte en udtalelse, der fordømte bombningen og opfordrede de militante palæstinensiske grupper til at stoppe angrebene på civile israelere. “Qureia opfordrer det palæ-stinensiske folk og alle de nationale og islamiske grupper til at udvise tilbageholdenhed og helt at stoppe disse aktioner, der rammer civile og skader vores legitime og retfærdige nationale kamp”, hed det i en udtalelse fra hans kontor.

I udtalelsen opfordrede Qureia også Israel til at stoppe undertrykkelsen af det palæstinensiske folk og at droppe forsø-gene på at ramme lederne af de forskellige palæstinensiske grupper. Den ledende palæstinensiske embedsmand Saeb Erekat fordømte angrebet og appellerede til den internationale “kvartet” af forhandlere – USA, EU, Rusland og FN – om “at gøre mest muligt for at sikre nedtrapning og opretholde køreplanen for fred”.

Vi er enige med en kilde i de palæstinensiske myndigheder, der sagde, at det var tydeligt, at lørdagens terrorangreb ikke skete med Arafats velsignelse, eftersom han vidste, at Israel sandsynligvis ville tage forholdsregler imod ham. “Hvis israelerne dræber Yasser Arafat, er det hele (fredsprocessen) forbi, og Gud hjælpe os alle sammen – israelere og palæ-stinensere… Det ville være enden på beherskelsen og startskuddet til en opblomstring i fanatisme”.

Terroren og besættelsen: et kapitalistisk-nationalistisk helvede
Samtidig med at marxisterne i Israel-Palæstina fordømmer Israels angreb på Syrien, fordømmer vi også det morderiske selvmordsangreb i Haifa, som dræbte 19 israelere, deriblandt kvinder og børn, og sårede mange uskyldige. Dette terror-angreb afspejler, hvor nationalistisk og farlig den fundamentalistiske palæstinensiske ledelse er – Hamas, Islamisk Jihad og Al Aqsa-martyrernes brigade. De spiller et makabert spil med det palæstinensiske folk og de arabiske massers frem-tid.

Sådanne sindssyge terrorangreb hjælper ikke den palæstinensiske nationale kamp, men svækker den tværtimod, og de afspejler den kendsgerning, at den nuværende ledelse ikke er i stand til at sætte en stopper for den israelske besættelse og sikre palæstinenserne national selvstændighed. Disse angreb fører det palæstinensiske folk i retning af en direkte militær konfrontation med imperialismen og det zionistiske statsmaskineri. USA – verdens største supermagt – støtter Israel, som har det mægtigste militær i Mellemøsten, og Israel vil ikke tøve med at udnytte sådanne aktioner til at smad-re den palæstinensiske modstand og skabe endnu en national Nakba (katastrofe).

De muslimske terrorgruppers morderiske opførsel afspejler deres forsøg på at forhindre dannelsen af et revolutionært alternativ, et klassealternativ, som kunne opstå blandt de palæstinensiske arbejdere og skubbe de nuværende ledere til side og gennemføre en arbejderrevolution. De bruger selvmordskandidaternes “mod” til at dræbe kvinder, børn og gam-le. Dette “mod” fremstilles som ægte og effektiv modstand mod besættelsen. Men det er det ikke. Det er spild af palæ-stinenseres liv – folk der forståeligt nok er rasende over deres oplevelser med det israelske militær – at angribe civile israelere. Dem, der organiserer selvmordsangrebene, er endda ligeglade med, om de rammer israelske arabere, dvs. palæstinensere. At palæstinensiske arabere – israelske borgere – blev såret og dræbt ved angrebet, understeger bare ondskaben i denne forfærdelige form for terrorisme.

Det store ansvar for alt dette ligger på skuldrene af premierminister Ariel Sharon og hans regering, som bliver ved med at undertrykke palæstinenserne. De bliver ved med at dræbe uskyldige civile, bygge apartheid-hegnet, ekspropriere palæstinensisk jord og genere palæstinenserne inden for Israels grænser. Et endnu større ansvar ligger hos USA’s præsi-dent Bush, der giver Sharon fuld støtte og legitimitet under opførselen af apartheid-hegnet.

Det seneste terrorangreb viser klart, at den imperialistiske-zionistiske “køreplan” er død. Det var et politisk forslag, der ikke vandt nogen betydelig støtte i masserne. Angrebet – og det efterfølgende angreb på Syrien – var et slag i ansigtet på den zionistiske venstrefløj, som gerne ville vende tilbage til Oslo-aftalens tid og til de tvivlsomme aftaler mellem de israelske og palæstinensiske ledere. Det er også et slag i ansigtet på de forskellige venstreekstreme sekter, der har næg-tet at tage afstand fra den palæstinensiske terror, fordi “det er en legitim modstand mod besættelsen”, dvs. at det er o.k. at dræbe uskyldige israelere. De blev en lille smule pinligt berørt denne gang, da det viste sig, at der var palæstinensiske arabere blandt ofrene.

Som vi har skrevet før, taler Israel igen om at angribe Arafat, at sende ham i eksil eller endda dræbe ham. Vi går imod og fordømmer alle slagteren Sharons sindssyge forsøg på at fjerne Arafat. Det vil kun forværre krisen i Mellemøsten og hjælpe Sharon med at starte en ny krig. Forsøg på at dræbe eller deportere Arafat vil kun fremprovokere flere drab, og Mellemøsten vil drukne i blod.

Under sådanne forhold ville det ikke være overraskende, hvis nogle begyndte at drømme om at fjerne Sharon ved et bombeangreb eller et snigmord. Men som marxister forstår vi, at det hverken ville gavne de palæstinensiske masser eller arbejderne i Israel. Fra at være en forhadt slagter ville han blive til en martyr for zionismen. Sharon skal fjernes af en bevægelse i arbejderklassen, både den israelske og den palæstinensiske. Hvis der er nogen, der kan tage sig af hele den nuværende israelske ledelse, er det en israelsk-palæstinensisk arbejderstat. Et fysisk angreb på Sharon ville ikke løse de nuværende problemer. Det ville ikke højne massernes bevidsthed om de opgaver, historien har stillet dem. Indi-viduel terrorisme mod politikere ændrer ikke politikken, men gør kun den nationale eller klassemæssige undertrykkelse værre.

Selvfølgelig kan vi heller ikke ignorere den rolle, som Arafat spiller mht. at sælge ud af den palæstinensiske revolution. Det er det, der har skabt grobund for de islamiske grupper, der har vundet støtte i masserne. Arafat har som leder af det palæstinensiske borgerskab forrådt den palæstinensiske kamp for national befrielse. I årene med Oslo-aftalen knuste han den islamiske modstand, efter israelsk og amerikansk opfordring, men da de palæstinensiske masser nægtede at lade ham sælge mere ud af deres nationale interesser, og Intifadaen brød ud, mistede han kontrollen, og modstandskampen gik over på fundamentalisternes hænder.

Men det er ikke den israelske stats opgave at fjerne Arafat. Et israelsk angreb mod Arafat ville være et angreb på det palæstinensiske folk. Derfor ville vi være imod det. Det er de palæstinensiske massers opgave at fjerne Arafat. Det, der mangler, er et rigtigt arbejderparti, både blandt de israelske arbejdere og i de palæstinensiske masser. Arbejderne i Israel og Palæstina har mere til fælles, end mange måske tror.

Mens Sharon fortsætter angrebet på det palæstinensiske folk, fører han også krig internt mod de israelske arbejdere. Strejkerne i Israel for tiden taler deres tydelige sprog. Så længe Arafat var i stand til at holde de palæstinensiske selvsty-remyndigheder kørende, brugte han muligheden til at tillade et lille lag af palæstinensiske kapitalister at berige sig på det palæstinensiske folks bekostning. Der var i virkeligheden et samarbejde mellem Arafats ledelse og den zionistiske ledelse i Israel. Så samtidig med at der har været en national konflikt mellem de to folk, har der inden for begge folk været klassekonflikt i gang. Det er vores opgave at fremhæve denne positive udvikling.

Arbejderne i Israel og Palæstina har brug for et revolutionært israelsk-palæstinensisk parti, der kan gå foran – et leni-nistisk arbejderparti ved magten. Sådan et parti ville føre de israelske arbejdere i kamp mod Sharon og alle de kapitali-stiske politikere. På den palæstinensiske side ville det bygge et arbejderklassealternativ til Arafat og hans klike. Det er den eneste måde at hive tæppet væk under fødderne på den individuelle terrorisme.

Leon Trotskij, der sammen med Lenin var leder af den russiske revolution, brugte hver en lejlighed til at understrege sin modstand mod individuel terrorisme. Vi anbefaler alle at læse hans vigtige skrift “Hvorfor marxister går imod individu-el terrorisme” (Kontakt Socialistisk Standpunkt, hvis du vil bestille et eksemplar!). Som marxister opfordrer vi de jødi-ske og arabiske masser til at fjerne deres nuværende ledelse, især Sharons nationalistiske regering, så vel som de mili-tante islamiske terrorgrupper.

Det palæstinensiske arabiske folk har ret til selvbestemmelse, og vi støtter helt op om dette. Men i de sidste 54 år har vi set alle mulige “forsøg” på at løse det palæstinensiske nationale spørgsmål, som ikke har ført til noget. Alle disse år har vist, at kun arbejderklassen i spidsen for de undertrykte nationaliteter kan sikre denne rettighed, når den har taget mag-ten. Det nationale spørgsmål kan kun løses gennem et rigtig internationalistisk program. Et sådant program ville betyde en samlet israelsk-palæstinensisk socialistisk republik, inden for en socialistisk føderation i Mellemøsten, hvor det isra-elsk-jødiske folk og det palæstinensiske arabiske folk kunne få national-territorial selvstændighed, så de kunne udvikle deres sprog og kultur.

Den nuværende blodsudgydelse er del af det kapitalistiske systems krise. Kapitalismens dødskamp på verdensplan får de imperialistiske lande, deriblandt Israel, til at føre brutale krige og ondskabsfulde besættelser for at udvide den vestli-ge kapitalismes overlevelsesevne ved at få kontrol over markeder i Asien, Mellemøsten, Afrika, Sydamerika og Østeu-ropa. Så mens USA prøver at redde sin kollapsende økonomi ved at røve Iraks rigdomme og oprette en “fri region” for kapitalistisk handel, hvor der ikke er nogen sociale forhold eller arbejderrettigheder, ønsker Israel at gøre det samme – ikke bare med palæstinenserne, men også med Syrien.

Fingrene væk fra Syrien!
Syrien er den eneste deforme arbejderstat i Mellemøsten – et land hvor de vigtigste produktionsmidler er nationaliseret og drives efter en plan (selvom det foregår under et undertrykkende statsbureaukrati). Det socialistiske Ba’ath-parti nationaliserede produktionsmidlerne for længe siden, og det har sikret masserne i Syrien vigtige sociale fremskridt. Det har været muligt, fordi kapitalismen blev udryddet i Syrien. Staten i Syrien hviler på det faktum, at den har gennemført en social omdannelse af samfundet. Men det er ikke arbejderklassen, der er ved magten, men en bureaukratisk gruppe af ledende Ba’athister, som forhindrer den syriske økonomi og stat i at udvikle sig i socialistisk retning. Karl Marx define-rede arbejderstaten på de tidligste udviklingstrin som en “borgerlig stat uden borgerskab”. En deform arbejderstat er en midlertidig formation, som kan vende tilbage til kapitalisme i stedet for at gå frem mod ægte socialisme, hvis ikke ar-bejderklassen tager magten i egne hænder. I Syrien udgør den totale mangel på arbejderdemokrati og arbejderråd en konstant fare for de sociale fremskridt, man har opnået. Det så vi også i Østeuropa og Sovjetunionen, og vi kan se det i dag i Kina, Cuba, Nordkorea, Vietnam osv.

Det israelske angreb på Syrien hænger sammen med imperialisternes forsøg på at fremstille Asad-styret som en “terro-riststat” eller “slyngelstat” for at fremtvinge et regimeskifte. USA ønsker ikke at stoppe i Irak – selvom modstanden mod besættelsen vokser dagligt. Det næste mål kan blive Syrien (eller endda Iran). USA vil underminere den nationali-serede planøkonomi i Syrien og udplyndre den. De USA-støttede liberale tendenser i Syrien ønsker at sælge landets ejendom og rigdom til et lag af privilegerede småborgere, som støttes af det kapitalistiske Vesten. Men det kan de kun, hvis Vesten smadrer Ba’ath-styret. Israel, som er USA’s stærkeste allierede i Mellemøsten, vil gerne opnå dette ved at starte en krig mod Syrien.

Det er muligt, at USA tøver, eftersom de allerede har travlt på to andre fronter, i Afghanistan og Irak, og de vil nok næppe starte sådan en krig på nuværende tidspunkt. De vil lægge pres på for at forhindre, at der udbryder krig. Sharon har imidlertid sin egen dagsorden, og han har hele tiden presset på for sådan en krig.

I tilfælde af et der udbryder krig, ville marxister forsvare Syrien og de fremskridt, som landets arbejderklasse har opnå-et, imod en zionistisk-imperialistisk aggression. Alle handlinger, som det syriske bureaukrati måtte gøre for at forsvare landet og økonomien, ville være retfærdige. Den død og ødelæggelse, der ville opstå under en krig, vil være zionisternes og deres imperialistiske støtters fulde ansvar.

Enhedsfront nu!
Marxisterne i Israel-Palæstina opfordrer alle venstreorienterede organisationer og partier til øjeblikkeligt at påbegynde opbyggelsen af en enhedsfront under følgende paroler:

Stop krigsforberedelserne! Israel ud af de besatte områder!
Ned med den israelske statsterrorisme! Nej til individuel terrorisme!

Den Demokratiske Front for Fred og Lighed – som er Israels kommunistiske partis politiske front – må tage ledelsen og spille en afgørende rolle i at organisere en massiv protestbevægelse for at stoppe den israelske statsterrorisme såvel som den palæstinensiske individuelle terrorisme. Vi vil give politisk støtte til sådan et forsøg.