Billede: Unité CGT
Kun 4,5 år efter masseprotesterne omkring de Gule Veste oplever Frankrig endnu en massebevægelse. Denne gang var gnisten der tændte den franske befolkning og fik dem til at strømme på gaderne i tusindvis, et ekstremt upopulært forslag om at hæve pensionsalderen fra 62 år til 64 år.
Franskmændene er endnu en gang gået på gaden i protest mod Macron-regeringens angreb på basale rettigheder. Denne gang drejer det sig som en pensionsreform, som Macron-regeringen fremlagde tidligere på året. Reformen hæver pensionsalderen fra 62 til 64 år. Siden den 19. januar har franskmændene demonstreret og strejket som modsvar på reformen, som blot er den seneste i en lang række af reformer, som forringer leveforholdene for den franske arbejderklasse.
Den massive modstand reformen er blevet mødt af, har gjort at Macron har mistet opbakningen til reformen blandt sine venner i parlamentet, som begyndte at frygte for deres egne politiske karrierer, hvis de var med til at stemme den forhadte reform igennem. Macron måtte således den 16. marts ty til brugen af artikel 49.3 i den franske forfatning og gennemføre sin forhadte pensionsreform per dekret, uden afstemning i parlamentet. Dette gjorde ondt værre og vreden hos den franske befolkning steg og ledte til yderligere eskalering af konflikten mellem Macron og de franske masser.
Brugen af artikel 49.3 åbner et vindue på 24 timer til at medlemmerne i parlamentet kan stille et mistillidsvotum og på den måde vælte regeringen. Efter Macron’s brug af artikel 49.3, stillede to grupper således et mistillidsvotum, det yderste højrefløjsparti, Rassemblement National, ledt af Marine Le Pen og en gruppe af oversøiske mandatater, som går under navnet LIOT (libertés, indépendants, outre-mer et territoires).
Mandag den 20. marts blev mistillidsafstemningen afholdt, og som de fleste havde forventet, stemte et flertal af politikerne mod mistillidsvotummet. Det var dog med en smal margin på 9 stemmer at Macron overlevede afstemningen. Det var især overraskende at 19 medlemmer af det højreorienterede republikanske parti stemte for mistillidsafstemningen. Partiet er en del af Macron’s regeringskoalition, så det har skabt røster i partiet, som nu diskuterer, hvorvidt de 19 politikere skal ekskluderes fra partiet.
Militant stemning
Men på trods af at Macron ikke blev væltet via parlamentarisk vej, så har bevægelsen ikke ladet sig kue. Tværtimod er bevægelsen taget til, ikke bare numerisk, men stemningen er også blevet mere militant. Den 23. marts så bevægelsen sit hidtidige højdepunkt da 3,5 millioner arbejdere og unge igen gik på gaden i byer overalt i Frankrig og med en indtil da uset militant stemning. I Paris var 800.000 på gaden, i Marseille 280.000 og i Toulouse var der 150.000 på gaden. Overalt i Frankrig var gaderne fyldt af vrede franskmænd, som har fået nok af nedskæringer og forringelser af deres levevilkår.
Protesterne den 23. marts er blevet beskrevet som den største sociale bevægelse siden maj ‘68. Folk bar bannere med slogans som “Vand koger ved 100 grader, vi koger koger ved 49.3”. Andre bar bannere med referencer til maj ‘68 - Tegn på at bevægelsen er nået et nyt niveau af radikalisering.
Udover kampene på gaden, er den faglige side af kampen ligeledes taget til. Fra tog til lufthavne til havne har de franske arbejdere, side om side, sagt nok er nok og vist Macron og resten af det franske borgerskab at de mener det, ved at lukke store dele af landet ned. De franske skraldemænd har strejket siden den 7. marts og de er ikke alene. På landsplan er 12% af tankstationer enten løbet tør for benzin eller diesel på grund af rullende strejker på olieraffinaderier.
Hård repression
Billede: William Jexpire Wikimedia Commons
Macrons svar på franskmændenes indignation har været trusler om fængsel og bøder til de strejkende arbejdere, hvis de ikke genoptager arbejdet. De franske arbejdere har svaret igen med klassekampens metoder: blokader og solidaritetsstrejker i andre sektorer.
Flere steder er uropolitiet blevet indsat for at bryde blokader på oliedepoter og raffinaderier; en fysisk påmindelse til arbejderne om, hvordan den franske regering ser på arbejderklassen. Politiet bruger vold og tåregas, men selv det er ikke nok til at tvinge arbejderne til at bryde strejkerne.
På gaden har Macrons strategi været at intimidere demonstranterne, og politiets vold mod befolkningen er eskaleret. Demonstrationer er blevet forbudt i flere byer og mere end 800 mennesker er blevet arresteret. Tilfældighed virker til at være det styrende princip i anholdelserne og selv turister i Paris er endt i politiets varetægt. Truslerne om vold og anholdelse har imidlertid ikke kuet bevægelsen. Tværtimod så har det blot gjort det franske folk endnu vredere.
De franske medier gør selvfølgelig deres, for at hjælpe Macron-regeringen med at tegne et billede af demonstranterne som voldelige og viser videoer og billeder i ét væk af brændende biler og sammenstød mellem demonstranter og politi. Macrons hykleri er tydeligt for alle. Mens han forsøger at male et billede af demonstranterne som voldelige er det ham der sender politi og uropoliti ud med det formål at true og angribe de arbejdere og studerende som er gået på gaden for at kæmpe for deres fremtid.
Spørgsmålstegn ved hele regimet
Det er en ekstremt farlig situation for Macron og resten af det franske borgerskab, som han repræsenterer. Macron’s handlinger har nemlig fået mange til at stille spørgsmålstegn ved systemet i sin helhed. Fra at handle om en konkret pensionsreform, beskriver en demonstrant, at bevægelsen har udviklet sig til “vrede over vores demokrati”. I manges øjne har pensionsreformen og statens efterfølgende brutale håndtering af bevægelsen afsløret regimets udemokratiske natur og dets had til arbejderklassen.
Det er derfor ikke længere nok for demonstranterne at Macron dropper sin pensionsreform - de vil ikke stoppe der. Panikken er begyndt at brede sig i toppen af det franske samfund og de første tegn på splittelser i den herskende klasse er synlige.
Men mens panikken breder sig og flere repræsentanter for den herskende klasse begynder at vende sig mod Macron, så viser Macron selv ingen tegn på forsoning og hans udtalelser er gang på gang brænde på bålet for de vrede franskmænd. Han insisterer på at fastholde sin pensionsreform og han har udtalt at han ikke fortryder noget, samtidig med at han hånligt sammenligner protestbevægelsen med stormen på den amerikanske kongres i 2021.
Unge går med i kampen
I bevægelsens første to måneder stod unge og studenterbevægelsen primært på sidelinjen. De fulgte med i bevægelsen men deltog ikke i massevis aktivt. Årsagen var primært at spørgsmålet om pension for unge og studerende kan virke som et fjernt spørgsmål. Men med bevægelsens udvikling mod en mere generel vrede over Macron og det borgerlige demokratis hykleri, har de unges deltagelse i bevægelsen ligeledes udviklet sig.
Efter det fejlslagne mistillidsvotum er unge i massevis gået med i bevægelsen. Eleverne på over 400 gymnasier har nedlagt undervisningen og det samme gælder på universiteterne, hvor 80 universiteter er blevet besat af de studerende - inklusivt det traditionelt højreorienterede universitet Paris-Panthéon Assas, som blev besat for første gang nogensinde.
Fagbevægelsen i spidsen
Fagforeningerne har, modsat bevægelsen omkring de Gule Veste, ledt den nuværende protestbevægelse mod pensionsnedskæringerne. De har primært fokuseret på at afholde nationale “aktionsdage”, hvor arbejdere og unge er gået på gaden. Men selvom det er en positiv udvikling at fagbevægelsen, især CGT (Frankrigs mest venstreorienterede fagforening), har stillet sig i spidsen for bevægelserne, er det også tydeligt at bevægelsens radikalitet er vokset udover de metoder toppen af fagbevægelsen indtil nu har taget i brug.
Hvis bevægelsen skal vinde, så er det afgørende at kampen eskaleres, i stedet for at holdes i stagnation med disse enkelte aktionsdage. Formålet med dem er at lade arbejderne få afløb for deres vrede og vise regeringen og Macron, at de hverken har fagbevægelsen eller arbejdernes støtte til pensionsreformen. Men den franske arbejderklasse har magt til meget mere end til blot at vise sin vrede. Med en generalstrejke, som allerede bliver diskuteret i bevægelsen, kan de franske arbejdere lukke hele landet ned og på den måde tvinge Macron til at droppe pensionsreformen og til at gå af.
Venstrefløjen i CGT, Unité, har forstået vigtigheden af at eskalere kampen. De viser vejen fremad ved at foreslå strejker på ubegrænset tid i vigtige sektorer. Men strejkerne må udbredes til flere sektorer og inddrage et endnu bredere lag af arbejdere. Unité skrev den 19. marts:
“Vi er nået et vendepunkt. Ved at stramme rebet for hårdt har de [Macron og hans regering] ødelagt det. Så lad os sige det tydeligt: fra nu af er målet ikke bare at afvise de 64 år [pensionsalderen]. Målet er en tilbagevenden til 60 år som pensionsalder. Målet er en mindsteløn på 2.000 euro, renationalisering af motorvejene, af industrien, af folkets plyndrede goder. Målet er at omstøde arbejdsløshedsreformerne, at ende støtten til virksomheder. Målet er svaret på alle vores sociale behov, et regimeskifte. Den her sociale orden har varet for længe”
Kravene markerer en udvikling i kampen, som ikke længere kun handler om pensionsalderen. Samtidig giver kravene bevægelsen noget at kæmpe for og ikke kun i mod. Fagbevægelsens linje i kampen kan være afgørende for udfaldet. Hvis de ovenstående krav skal vindes, må kampen eskaleres.
Macron står i en ekstremt svag situation. Han har insisteret på at fastholde pensionsreformen og ligemeget, hvad han gør nu, så vil han kun anspore bevægelsen yderligere: Hvis han giver indrømmelser så viser han den franske arbejderklasse dens virkelige magt, og det er bestemt ikke sikkert at demonstranterne vil stoppe ved pensionsreformen. Hvis han derimod holder fast i at gennemføre reformen, så risikerer han at bevægelsen ikke bare fortsætter men også eskalerer og potentielt ender i en generalstrejke, som vil lamme hele den franske produktion og lukke landet.
Kæmp som franskmændene!
Billede: Unité CGT Twitter
Bevægelserne i Frankrig har allerede spredt sig som ringe i vandet, blandt andet til England, hvor hashtagget “Fight like the French” (Kæmp som franskmændene) trender på Twitter. Samtidig går der rygter om at den konservative regering i England har måttet droppe planer om at hæve pensionsalderen, da de frygter en lignende reaktion fra de britiske masser, som ligesom de franskmændene er på bristepunkter efter årtier med angreb på alle områder af deres eksistens.
Samtidig er klassekampen i Tyskland intensiveret. Mandag den 27. marts blev landet rystet af den største strejke i 30 år, og toppen af samfundet udtrykker nu åbent deres bekymring om, at den tyske arbejderklasse er blevet smittet med den “oprørske franske strejke kultur”.
Den udvikling i fransk kapitalisme, som først producerede de Gule Veste og som nu har skabt bevægelsen mod Macron’s pensionsreform, er udtryk for de samme tendenser vi ser i hele Europa. De sidste mange årtier har arbejdere og unge ikke oplevet andet end nedskæringer og forringelser. De franske massers kamp mod Macron’s reformer er en inspiration for arbejdere og unge på tværs af Europa, og et levende bevis på arbejderklassens mod og kampvillighed.
