Meeting 1er mai 2012 Front National Paris 45For to år siden beskrev en leder i den anerkendte avis, the Financial Times, Frankrig som værende i en præ-revolutionær situation. Det var formentlig en overdrivelse, men det var helt bestemt et udtryk for den blindgyde, det franske samfund befandt sig i. Nu har blindgyden i det franske samfund vokset sig til en åben politisk krise.

Dette er til gengæld en afspejling af de omvæltninger, som foregår i hele den kapitalistiske verden, hvor efterkrigstidens liberale konsensus er kollapset. Det kommende præsidentvalg – hvor den første runde er den 23. april – er blevet spået til at være det mest uforudsigelige i generationer.

I årtier er Frankrig blevet regeret af traditionelle borgerlige partier, til tider afbrudt af socialistiske (socialdemokratiske) regeringer. I sidste ende har alle dog forsøgt at placere byrden for den franske kapitalismes krise på arbejderklassens skuldre, men de er blevet mødt med massiv modstand fra arbejderklassen.

“Vælgere har følelsen af, at mainstream-partierne fra både venstre og højre har ledet en permanent tilstand af økonomisk krise og massearbejdsløshed,” siger M. Garrigues. ”Denne fase er ved at nå sin afslutning med vælgere, som afviser enhver, som sættes i forbindelse med det, som opfattes som en fiasko.”

Denne rodfæstede følelse af at noget er galt blev yderligere uddybet af, at Hollande løb fra alle sine venstreorienterede løfter, fra det øjeblik han tiltrådte som præsident. Dette ses af mange socialistiske vælgere som endnu et forræderi, samtidig med at hans politik ikke har skabt konkrete, økonomiske resultater. Disse forræderier har yderligere rystet Frankrigs politiske stabilitet.  

I dag står vi overfor en krise i det kapitalistiske establishment uden fortilfælde. I kølvandet på Brexit og valget af Trump i USA er det franske valg blevet en uforudsigelig affære. De traditionelle partier er i oprør, hvilket gør udfaldet usikkert, hvor alting kan ske. Højrefløjens republikanske kandidat, Francois Fillon, var før den uangribelige favorit efter at have besejret den skandaleramte eks-præsident Sarkozy. Men han er nu blevet indhyllet i skandale, efter at hans kone har modtaget mere end 900.000 € af skatteydernes penge, for arbejde hun ikke har udført.

På trods at sine undskyldninger er hans opbakning i meningsmålingerne nu kollapset. Ironien er, at som en god borgerlig politiker var hans kampagne baseret på et løfte om at ”genrejse høj moralsk standard” i politik! I en nyere måling mente færre end hver fjerde, at han var ”ærlig”. Ikke desto mindre vil hans tilbagetræden være katastrofal og derfor usandsynlig så sent i valgkampen. De hænger på ham, hvilket intensiverer den voksende ustabilitet.

Den nye spidskandidat i præsidentvalget er pro-erhvervslivs ”centristen” Emmanuel Macron, tidligere økonomiminister fra Socialistpartiet og tidligere bankmand for Rothschild (gammel og magtfuld kapitalistisk familie, red.), som stiftede sit eget parti for 10 måneder siden. Denne karrieremager håber at kunne udnytte Frankrigs desillusionering.

I det franske regeringsparti, Socialistpartiet, hersker der komplet kaos. Stående overfor vælgermæssig udslettelse udelukkede Præsident Hollande at genopstille, en hidtil uset beslutning for en leder af den Femte Franske Republik. Sideløbende har premierminister Manuel Valls tabt Socialistpartiets nomineringen til en kandidat fra den bløde venstrefløj, Benoît Hamon, som også har været minister i Hollandes regering. På grund af desillusioneringen med Hollande og hans regering vil Hamon efter al sandsynlighed heller ikke formå at nå til sidste valgrunde. Netop fordi han er Socialistpartiets kandidat.

Stående overfor disse hårde odds, vil Hamon måske forsøge at lave en alliance med venstrefløjslederen Jean-Luc Mélenchon, som ligger på omkring 10 procent i meningsmålingerne, men det vil være et forgiftet bæger for Mélenchon. Baseret på Frankrigs lange tradition for revolutionær politik leverede han nogle opflammende taler i valget i 2012 og blev nummer fire. Her stillede han op som kandidat for Venstrefronten, en forening af radikale partier, herunder Kommunistpartiet. Han stiller op til dette års præsidentvalg med en forsinket opbakning fra Kommunistpartiet, og han har i stedet valgt at lave en ny bevægelse, “La France Insoumise” (Det Rebelske Frankrig), på et venstreorienteret, anti-nedskærings program. Det kunne blive et samlingspunkt for et rigtigt venstrefløjsalternativ til højrefløjen, hvis det formår at forbinde sig med desillusioneringen hos de unge og arbejderklassen. IMT i Frankrig vurderer sådan et udfald som det bedste, og IMT forsvarer marxismens program indenfor dette perspektiv.

De skandaler, som har grebet de borgerlige partier, har kastet præsidentvalget ud i kaos. Højrefløjspartiet Front National håber at kunne drage fordel af dette, og Marine Le Pen håber at nå anden valgrunde i maj. I et forsøg på at blive mere respektabel har Le Pen forsøgt at udrense partiets anti-semitiske, fremmedfjendske rødder. Det fremstår i stedet som et traditionelt højrepopulistisk parti, som har baseret sin støtte på en anti-establishment og anti-immigrations agenda, og har rettet angreb mod EU, globaliseringen og tabet af arbejdspladser.

Ud af bitter frustration siger halvdelen af de manuelle arbejdere, dem med de laveste indkomster og dårligst uddannede unge – omkring 40 procent af den arbejdende befolkning – at de støtter Le Pens plan om at forlade EU og hendes hårde kurs mod immigration, ifølge en meningsmåling fra Cevipof.

Ansvaret herfor ligger utvetydigt hos Socialistpartiets forræderi: Regeringspartiet, som har stået i spidsen for massearbejdsløshed og forværring af krisen. Ansvaret ligger også hos det såkaldte Kommunistpartis kapitulation, som har fulgt i hælene på Hollandes parti. Dette fallit udspringer af reformismens fiasko, forsøget på at arbejde inden for rammerne af et kriseramt kapitalistisk system. Denne kapitulation har banet vejen, i hvert fald midlertidigt, for det yderliggående højrefløjsparti Front National.

En afspejling af den politiske krise er rækken af tidligere borgerlige nøglepolitikere, som kastes på historiens mødding. Nicolas Sarkozy, den tidligere præsident, blev elimineret. Herefter blev Alain Juppé, tidligere premierminister, besejret til fordel for nomineringen af Fillon. Nu ser vi, hvordan den skandaleramte Fillon er i vanskeligheder.

“Den gamle verden smuldrer,” udtaler Dominique Reynié, chefen for Fondapol, en højrefløjs tænketank. ”Hvis fru Le Pen skulle møde Mr Macron, som ikke er blevet testet i noget valg, så kan alt ske. Macrons meningsmålinger er ikke pålidelige, fordi har ikke har en forhistorie i fransk politik.”

“Det har aldrig før været så ustabilt og så usikkert,” siger Luc Rouban, professor i statskundskab. ”Vi er vidne til en total overhaling og polarisering af det traditionelle franske politiske system. Imens er vælgernes opførsel blevet så kompleks, at opinionsundersøgelser og analytikere har stadigt sværere ved at forudsige dem.” Uanset hvad der sker, går Frankrig ind i en ny æra af ustabile regeringer. ”Og det vil automatisk forstærke ekstremerne,” tilføjer Rouban. ”Den Femte Republik smuldrer for øjnene af os”.

Truslen fra Le Pen har forårsaget chok og fortvivlelse. Stående overfor udsigten til to højrefløjskandidater i anden valgrunde har nogle på venstrefløjen tabt hovedet og opfordrer til en ”alle-andre-end-Le-Pen”-stemme. Hysterisk beskriver de Le Pen og Front National som ”fascistisk”. Men dette er ikke korrekt, da det ignorerer fascismen virkelige essens. Le Pen og Front National er uden tvivl højrepopulister, men udover deres anti-EU og anti-immigrations kampagner, så er der politisk set ikke nogen fundamental forskel på dem og de andre borgerlige partier.

Fascismen er derimod noget helt andet. Fascismen er en massebevægelse af den rasende middelklasse, lumpenproletariatet, bønderne og endda nogle politisk tilbagestående arbejdere; som er finansieret og organiseret af big buisness som et sidste desperat forsøg på at forhindre en socialistisk revolution. Fascismens rolle er at mobilisere en massekraft, som kan ødelægge alle arbejdernes organisationer og atomisere arbejderklassen. Ved brug at bruge de rasende elementer fra middelklassen som rambuk, og med støtte fra hæren og politiet, fjerner fascismen alle demokratiske rettigheder. Dette er bestemt ikke Front Nationals nuværende program, som er højreorienteret men ikke fascistisk. Det betyder ikke, at vi ikke skal mobilisere mod dem, men marxister må ikke begå den fejl at forveksle forskellige fænomener. Denne fundamentale fejltagelse kan føre til den konklusion, at Fillion eller andre borgerlige politikere er at foretrække frem for Le Pen.

Ideen om at så nogen som helt illusioner til en hvilken som helst højrefløjskandidat som “et mindre onde” er et forræderi. Alle borgerlige partier er lige reaktionære. Arbejderklassen kan aldrig støtte højrefløjen! Den eneste måde at bekæmpe reaktionen på er ved at tage et uafhængigt arbejderklasse standpunkt, og kæmpe mod enhver højrefløjskandidat på arbejdspladserne og på gaden.

Engels forklarede engang, at Frankrig var det land i Vesteuropa, hvor klassekampen ”altid udkæmpes til det sidste”. Lige siden 1789 har Frankrigs historie været rig på revolutioner og kontra-revolutioner. Den revolutionære generalstrejke i maj 1968 – hvor magten lå i den franske arbejderklasses hænder – rammer stadig den franske herskede klasses hjerter med frygt, da de er ganske bevidste om de franske arbejderes revolutionære potentiale. Tiden er ikke inde til fortvivlelse og til at søge frelse hos denne eller hin borgerlige politiker. Tiden er heller ikke inde til at søge frelse hos en skikkelse som Hamon.

På nuværende tidspunkt tilbyder Melenchon det mest radikale venstrefløjsalternativ blandt det samlede kandidatfelt i det kommende præsidentvalg – om end med sine reformistiske begrænsninger. Melechon har potentialet til at kunne skabe et vigtigt samlingspunkt for venstrefløjen, ud fra hvilket en stærk venstreorienteret kraft kunne opstå. Sådan som tingene står lige nu, så er dette vejen for alle, som ønsker at bygge et seriøst alternativ i Frankrig. Marxisterne vil her spille deres rolle ved at give deres opbakning, men samtidig også ved systematisk at pege på svaghederne og begrænsningerne i Melechons program. Der er ingen løsning på den nuværende krise indenfor kapitalismens rammer, og dette gælder i Frankrig såvel som alle andre lande. Præcis som i 1968 er det også i dag nødvendigt med en socialistisk transformation af Frankrig. Denne gang er det nødvendigt at føre den til ende.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 27, marts 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information