Share

Donald Trump swearing in ceremony Public DomainOg således begynder Trump æraen: protester over hele verden, pessimisme og polarisering. Den omhyggeligt iscenesatte indsættelsesforestilling måtte beskyttes af 28.000 politibetjente. Militariseret politi fik bilister til at vente i timevis ved checkpoints, hvor de gik så langt som til at konfiskere al den frugt, som de fandt, af frygt for, at den præsidentelle bilkortege skulle blive udsat for et frugtbombardement på live TV. I 2008 flokkedes næsten to millioner amerikanere for at se Obama efter hans løfte om ”forandring man kan tro på.” I 2012 efter fire års bitter skuffelse dukkede over en million op. Trump, som påstår at have opbakning fra et flertal af amerikanerne, tiltrak højest 700.000-800.000 ifølge eksperternes estimater.

Dagen efter indsættelsen deltog godt over 3 millioner amerikaner - hele 1% af befolkningen - i Women´s March aktioner over hele landet for at lade den nye Commander-in-Chief vide, at de ikke ville lade sig kue af hans snæversyn. Nogen estimater satte deltagelsen så højt som 4,6 millioner. Det var et passende svar til den ”kontrarevolutionære pisk”, som Trumps præsidentskab repræsenterer. Historien viser, at bevægelser, der begynder med basale demokratiske krav, kan udvikle en revolutionær karakter under påvirkning fra begivenhederne. Trump-æraen vil blive fuld af sprængfarligt materiale for at sige det mildt. Den mest arbejderfjendtlige administration i årtier har overtaget det Hvide Hus, og en lavine af nedskæringer og angreb på arbejderklassen er på dagsorden.

Umiddelbart efter hans indsættelse var angrebene i gang. En time inde i hans præsidentperiode udsatte Trump en planlagt reduktion af præmien på husforsikringer på ubestemt tid, hvilket kommer til at koste arbejdere med huslån 500$ ekstra om året. Andre angreb blev beskrevet af New York Times: ”Arbejdsministeriets rapport om lesbiske, biseksuelle, bøsser og transseksuelle på arbejdspladsen? Væk. Det Hvide Hus’ undersøgelse af truslen fra klimaforandringer og tiltag, der kan bekæmpe den? Væk.”

Trumps allerførste handling var at underskrive et dekret med hans intention om at afskaffe Obamacare. The Affordable Care Act er forhadt og med god grund. Under denne enorme støtte til virksomhederne har sygeforsikringsselskaberne (HMO) og medicinalindustrien blomstret, mens priserne for arbejdende familier er steget eksplosivt. Millioner har stadig væk ikke adgang til sundhedspleje, og kun de fattigste af de fattigste har modtaget et minimum af hjælp. 58% af amerikanerne går ind for at erstatte det med et føderalt finansieret system, der giver sundhedspleje til alle.

Trump er demagogisk gået efter sygeforsikringsselskaberne og medicinalindustrien; men det ville ikke være mere end en midlertidig bremse på en del af systemets urimeligheder for at bevare systemet som helhed. Ligesom Obama og Demokraterne før ham, som kontrollerede alle dele af regeringen fra 2008 til 2010, er Trump og Republikanerne ikke ved at implementere universal sundhedspleje. De foragter Obamacare for at antyde, at regeringen skulle give de fattige bare den miste smule form for hjælp, for slet ikke at tale om kvalitetspleje til alle.

Trumps såkaldte ”Kontrakt med den amerikanske vælger” er i virkeligheden en kontrakt mod den amerikanske arbejder. Det er en åben deklaration af klassekrig. En ensidig kapitalistisk offensiv mod arbejdere, unge, kvinder, latinoer, sorte, muslimer, immigranter, de fattige og alle dem, der bliver udnyttet og undertrykt af det system, der er baseret på den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Nogen skal betale for kapitalismens krise. Kapitalisterne vil have, at det skal være os, der betaler. Vi siger: ”Lad kapitalisterne selv betale for deres krise!” Vi har intet andet alternativ end at kæmpe imod. Protesterne i weekenden efter Trumps indsættelse er kun begyndelsen på begyndelsen.

Vejen til Trumpisme

Valget af Trump er det bitre resultat af strategien om det såkaldt ”mindste onde”, af desillusionering over Obama og af Bernie Sanders kapitulation til Clinton og det Demokratiske parti. For de arbejdere, der stemte på Obama, repræsenterede han et forvirret forsøg på at protestere mod kapitalismens organisk manglende evne til at gavne flertallet. På trods af de positive makroøkonomiske tal, som Obamas lovpriste i sit ”farvel grusomme verden”-adieu til præsidentskabet, er forholdene objektivt set værre for majoriteten end for ti år siden.

Den økonomiske vækst under Obama var i bedste fald middelmådig med et gennemsnit på bare 2.5% årligt. Men gennemsnittet skjuler realiteterne. Mens de 20% i toppen af den amerikanske befolkning oplevede en 5% indkomststigning, fik de laveste 80% i gennemsnit på 0%. Men selv disse tal tilslører det faktum, at den øverste 1% fik 95% af den totale indkomststigning, mens de fattigste af de fattigste og store dele af den såkaldte ”middelklasse” er faldet i afgrunden.

Efter næsten et årti med krise har millioner af amerikanere mistet troen på systemets partier, politikere og institutioner. Ifølge CBS News. ”registrerede Edelman tillidsbarometeret for 2017 et fald i tilliden til fire hovedsektorer inklusiv medierne, NGO’er, private firmaer og regeringen. Den nye rapport kalder 2017 for ’tillidskrise-året’, hvor store dele af befolkningen mener, at systemet har slået fejl og bliver mindre troværdigt.”

Den lille skare af mennesker, der samledes for at se en reality-TV stjerne sværge en loyalits ed til den amerikanske forfatning, har store forventninger til deres kandidat. Desperate efter virkelig forandring valgte en håndfuld af arbejdere i en håndfuld af stater at tage chancen og stemte på en ignorant milliardær. For dem repræsenterede en stemme på Trump et triumferende ”du er fyret!” til den forhadte rige elite i begge partier. Som en arbejder fra rustbæltet udtalte på valgaftenen: ”Ingen har været i stand til at løse mine problemer. Trump siger, han kan.” Forandring har sandelig indfundet sig;, men det bliver ikke en forandring af den slags, som de fleste Trump-støtter havde i tankerne.

”En slyngelstue af udskud og nederdrægtighed”

De ustyrlige splittelser i den amerikanske herskende klasse, som ikke længere kan regere på den gamle måde på grund af krisens dybde, blev stillet til frit skue under primærvalgene hos Republikanerne og Demokraterne. Ingen regnede med, at Trump ville vinde, inklusiv The Donald himself. Nu har han i største hast flikket et miskmask af en administration sammen, der afspejler hans programs eklektiske og reaktionære natur.

Et hurtigt kig på hans valg af kabinet afslører tydeligt, hvilken slags regering han er leder af: En CEO fra en af verdens største multinationale selskaber som udenrigsminister; en klima-forandrings-benægter som chef for the Environmental Protection Agency; en CEO fra en større fastfood-kæde som arbejdsminister; en privatiseringskorsfarer som uddannelsesminister; en energiminister, der engang gik ind for at nedlægge energiministeriet; en islamofobisk kristen fundamentalist som leder for CIA; en forsvarsminister, hvis tilnavn er ”Mad Dog”.

En indikation af hans bonapartistiske regeringsstil er, at han i høj grad er gået uden om de ”normale” kommunikationskanaler og har foretrukket at planlægge præsidentembedets overdragelse via Twitter fra det bekvemmelige Trump Towers - ”White House North” - og mange andre af hans luksusejendomme. Men splittelser, frafald og fratrædelser plagede hans uger som president-elect. På tærsklen til hans indtagelse af verdens topjob har Trump kun modtaget godkendelse af to af hans 15 kabinet-nominerede og har kun udpeget 29 ud af 660 chefstillinger i statsapparatet.

Donald J. Trump er i enestående grad ukvalificeret til at lede verdens mest magtfulde land. Administrationen af et stort regeringsbureaukrati og verdens største økonomi og militær er meget forskelligt fra skalten og valten med en samling af Trump-bygninger, golfbaner, ferie-ressorts og fejlslagne casinoer i samarbejde med sin familie. Ifølge insiders: ”Mr. Trump har lille interesse i detaljerne i magtoverdragelsen, det er ’dårlig karma’ at blive involveret, som han siger... På et tidspunkt ville han stoppe planlægningen fuldstændig på grund af overtro. ’I de 21 år hvor jeg har dækket statsadministrationen, og i de otte år hvor jeg har arbejdet der, har jeg set urolige overdragelser og oplevet fjendtlig overtagelser, men jeg har aldrig set noget, der lignede dette,’ sagde Strobe Talbott, præsidenten for Brooking instituttet.”

Instabilitet, protektionisme og ”af-globalisering”

I efterkrigsperioden overvandt kapitalismen midlertidigt og delvist de "naturlige" grænser for nationalstaten og markedet gennem "globaliseringen". Ligesom kredit kan udvide markedet ud over dets "naturlige" grænser, kan øget økonomisk integration gøre det samme. Men på kapitalistisk basis har den iboende begrænsninger, og processen er nu blevet sat i bakgear. Mens den egentlige årsag til denne negative spiral er systemets objektive krise, kan individers subjektive handlinger have en virkning tilbage på den samlede proces. Dette vil til gengæld have en multiplikatoreffekt på alle klasser og enkeltpersoners bevidsthed.

Kapitalisterne over hele kloden er nervøse for det, som Trump repræsenterer, og hvad han vil gøre. IMF’s chef Christine Lagarde er forrest blandt dem med store forbehold over for fremtiden. På tærsklen til Trumps indsættelse fortalte hun World Economic Forum (WEF), som er "milliardærklassens" talerør, og som mødes hver vinter i Davos, Schweiz, at hun frygter global økonomisk ustabilitet på grund af hans protektionistiske politik.

Verdensøkonomiens skrøbelighed viser sig tydeligt i, at et enkelt tweet eller en pressekonference med Trump kan føre til vilde svingninger på aktiemarkedet. Ikke alene har han truet med en handelskrig med Kina, men også med Tyskland, for ikke at nævne hans trussel om at indføre en toldbarriere mod Mexico og bøder til amerikanske virksomheder, der fremstiller i udlandet. USA’s 45. præsident har lovet at skrotte handelsaftalen Trans-Pacific Partnership (TTP) og genforhandle den nordamerikanske frihandelsaftale (NAFTA).

Det er forståeligt nok populært blandt tidligere industriarbejdere, der bebrejder globaliseringen for kollapset i deres levestandard. Imidlertid foretrækkes frihandel af de fleste store selskaber, der nyder godt af disse aftaler på bekostning af arbejderne og mindre virksomheder. Dette sætter Trump direkte på kant med en bred del af den herskende klasse, hvis interesser han i sidste ende repræsenterer.

World Economic Forum er dybt bekymret over de dystre udsigter. I dets seneste Global Risks Report finder vi følgende vurdering: "Nogle stiller spørgsmålstegn ved, om Vesten har nået et vendepunkt og måske nu gå i gang med en periode med af-globalisering."

Trumps "America First" udsyn, som han skitserede i sin protektionistiske og fremmedfjendske tiltrædelsestale, betyder, at alle andre må komme allersidst. Som han utvetydigt udtalte: "Fra denne dag og frem vil en ny vision styre vores land, fra denne dag og frem vil det kun være 'America First! America First!’" Han fortsatte: "Vi vil følge to enkle regler: købe amerikansk og hyre amerikansk".

Hans mål synes simpelt nok: at genoplive fortidens amerikanske "storhed" ved at eksportere krise og arbejdsløshed til alle andre end USA. Men ved at gøre det risikerer han imidlertid at optrævle den orden, der møjsommeligt blev opbygget i efterkrigstiden af generationer af hans forgængere.

Efter Anden Verdenskrig, og især efter stalinismens kollaps var USA verdens ubestridte supermagt, et hidtil uset økonomisk, militært og imperialistisk kraftcenter. I 1945, hvor store dele af verden lå i ruiner, stod USA for 50% af verdens BNP. Nu står landet for mindre end halvdelen af det. Det er stadig højere end landets 4,4% andel af verdens befolkning, men udgør et dramatisk fald fra tidligere tiders overvældende dominans.

Denne økonomiske nedgang udtrykkes nødvendigvis i de internationale relationer. Amerikansk imperialisme er en skygge af sig selv. Dens ydmygelser i Afghanistan, Irak og Syrien samt forskellige regionale imperialistiske magters indtrængen på deres tidligere indflydelsessfærer er klare eksempler.

Forskellen mellem Trumps fløj af den herskende klasse og så Obama, Clinton og et flertal af de øvrige kapitalister er, at sidstnævnte søger at opretholde den globale og indenlandske status quo, der har mistet sit økonomiske fundament. Trumps syn på verden er en fordrejet afspejling af erkendelsen af, at epoken med amerikansk hegemoni over verden er død og begravet. Dette skyldes ikke at han har større indsigt eller raffinement, men snarere samme primitive grund som den, at et ur, der er gået i stå, viser rigtigt to gange om dagen.

Men det er en grundlæggende misforståelse af den kapitalistiske økonomi. Det er naivt utopisk at tro, at den amerikanske økonomi kan afkobles fra resten af verden eller indlede handels- eller valutakrige uden gengældelse eller konsekvenser. Selvom Trumps ego-drevne viljestyrke er stærkere end de flestes, kan USA ikke trodse den kapitalistiske økonomis tyngdekraft for evigt. Også han er begrænset af parametrene for et system i terminal krise.

At omdanne økonomien er ikke et spørgsmål om subjektiv vilje, men de grundlæggende sociale og økonomiske relationer. Privat ejerskab over produktionsmidlerne og nationalstaten har indbyggede begrænsninger, der kun kan overvindes gennem international socialisme. Det er den store modsigelse, som menneskeheden må løse i den historiske periode forude.

På trods af sin arbejdervenlige demagogi har Donald Trump ikke til sinde at nationalisere produktionsmidlerne under arbejdernes demokratiske kontrol. Tværtimod søger han at minimere statens rolle på et tidspunkt, hvor kun statsindgreb muligvis kunne holde det vaklende system kørende.

The “Trump Bump”

I løbet af Trumps første 100 dage kan vi forvente en tornado af præsidentielle dekreter og pres på det republikanske flertal i kongressen for at få hans politik igennem. Selv om mange af disse træk måske kosmetisk kan appellere til de arbejdervælgere, der slugte hans populistiske retorik, vil fortrydelsen sætte ind snarere før end senere. Hans plan om at skabe 25 millioner arbejdspladser kan lyde fantastisk på papiret; men under kapitalismen er det ren fantasi.

Mellem 1948 og 2016 lå arbejdsløsheden i gennemsnit på 5,8%. I dag er den 4,7%. Marxister forstår, at mens disse tal groft undervurderer den sande arbejdsløshed og underbeskæftigelse, betyder det, at der er ringe mulighed for en massiv udvidelse af arbejdspladser. Dette er omtrent så godt, som det bliver under kapitalismen.

Selv om det på ingen måde er garanteret, kan Trumps protektionisme, lempelser af reglerne vedrørende finans- og energisektoren og en slags program for offentlige arbejder føre til skabelsen af et par millioner arbejdspladser. Men et "Trump Bump" kan ikke vare evigt og vil ikke bringe de millioner af kvalitets overenskomstjobs, der er forsvundet siden 1970'erne tilbage.

De seriøse kapitalistiske økonomer erkender, at det ikke er Kina, men teknologi, som repræsenterer den største trussel mod kvalitetsjobs i fremstillingssektoren. Igen fra WEF: "Det er ikke tilfældigt, at udfordringerne for social samhørighed og politikernes legitimitet falder sammen med en fase med stor grad af disruption af den teknologiske forandring."

Mere præcist er den teknologisk innovation inden for det profitdrevne kapitalistiske systems begrænsninger, der forhindrer os i at bruge disse vidundere til at reducere arbejdsugen til et minimum. USA har i øjeblikket det højeste produktionsoutput i sin historie. Men denne større mængde kan nu produceres af langt færre ansatte end tidligere. Forskning fra Ball State University fandt, at kun 13% af tabene af fremstillingsjob i de sidste par årtier skyldtes handel, mens resten var gået tabt på grund af forbedret produktivitet og automatisering. En undersøgelse foretaget af den amerikanske Economic Review fandt, at mellem 1962 og 2005 mistede stålindustrien 400.000 arbejdspladser, hvilket er 75% af det samlede antal. Og alligevel er stålproduktion ikke faldet i denne periode.

Trump skyder udtrykkeligt skylden for globalisering, offshoring, og social opløsning på Washington og politikerne. Landets hovedstad er utvivlsomt en politisk kloak, der vrimler med håndlangere, der udfører big business’ befalinger. Men politikere og lobbyister er små spillere i en langt større menneskelig tragedie. Det er Wall Street, der i virkeligheden bestemmer i samfundet. Det er Fortune 500 der i sidste ende afgør, hvem der har et job, adgang til bolig, sundhedspleje og uddannelse.

Kapitalister er ikke "jobskabere" - de er profitskabere. I deres utrættelige jagt på at tilfredsstille deres aktionærers appetit gennemsøger de kloden for at finde de billigste råvarer og arbejdskraft. Når lovgivningsmæssige hindringer sættes i vejen, vil de altid finde et smuthul. Kapitalistisk konkurrence tvinger dem under truslen om udslettelse til konstant at øge produktiviteten.

Som New York Times forklarede: "Da Greg Hayes, den administrerende direktør for United Technologies, gik med til at investere 16 millioner dollars i en af sine Carrier fabrikker, hvilket var en del af en Trump deal for at holde nogle arbejdspladser i Indiana i stedet for at flytte dem til Mexico, sagde han, at pengene ville gå i retning af automatisering. ’Det betyder i sidste ende, at der vil komme færre job,’ sagde han på CNBC."

Dette forstærkes af, at kapitalisterne allerede sidder på mere produktionskapacitet, end de kan sælge hjemme og på verdensmarkedet.

Bag den nationalistiske parole "Make Amerika Great Again" ligger ønsket om at gå tilbage til de idealiserede forhold, der aldrig kan gentages, og som et væsentlig lag af befolkningen nød godt af i efterkrigstidens opsving: relativt fuld beskæftigelse og en støt forbedring af livskvaliteten, en værdig pension, boliger, der var til at betale, uddannelse, sundhedspleje og en verden fri for terrorisme og usikkerhed. Uanset hvor meget han prøver, vil Trump ikke være i stand til at lever, fordi han ikke kan løse den kapitalistiske cirkels kvadratur.

Politiske partier i krise

Det, der udfolder sig for øjnene af os, er ikke blot en politisk krise, men en krise i det amerikanske kapitalistiske regime. Det to-parti system, der har udgjort fundamentet for kapitalistisk styre siden borgerkrigen, er skrøbeligt og sårbart. Partiernes greb om masserne falder ved hvert valg. Både Sanders’ storhed og fald og Trumps endelige sejr udvidede sprækkerne i dette setup. På hver deres måde var de udtryk for indestængt utilfredshed som følge af de sidste par årtiers sociale og politiske inerti.

Begge gik i realiteten ind i kampagnen som uafhængige. Men mens Sanders bukkede under for presset fra ledelsen i hans adoptiv-parti, gjorde Trump ikke. Mens Sanders sætter alle sejl til for at holde udviklingen inden for Demokraternes sikre kanaler, har Trump ikke fulgt manuskriptet og er en klar og konkret trussel mod det parti, som han stillede op for.

Selv om de hyklerisk smiler og klapper den nye POTUS på ryggen, foragter størstedelen af den herskende klasse Trump. Dette er kun delvis, fordi han sætter et system, der foretrækker at holde sin gemenhed og perfiditet ude af offentlighedens søgelys, i forlegenhed. Frem for alt er det fordi, han er uforudsigelig og kun har sine egne interesser for øje, ikke hans klasses som helhed. Ved ihærdigt at holde ud i valget og faktisk vinde det - omend med millioner færre folkelige stemmer end hans lige så udemokratisk modstander, han har udstillet, hvilken farce det borgerlige demokrati er og har tvunget det til at sluge hans sejr.

Derudover har han for at polstre sit ego og vinde med alle nødvendige midler vækket arbejderklassen - både dem, der håber, at han er svaret på deres problemer, og dem, der allerede forstår hans grundlæggende reaktionære natur. Hans hybris, arrogance og uundgåelige udskejelser vil tjene som kontrarevolutions pisk og øge tempoet i klassekampen. For alt dette kan hans klasse ikke tilgive ham.

Trump har appelleret til de "glemte amerikanerne" og hævder, at de nu regerer landet. Men tag ikke fejl: Trump er en del af de 1% og har ikke glemt, hvilken klasse han repræsenterer. USA styres fuldt og fast af kapitalistklassen og det kapitalistiske system. Arbejderklassen, der udgør flertallet, vil først komme til magten, når vi har vores eget politisk masseparti og vinder den politisk og økonomisk magt til arbejderklassen.

Men bare fordi Trump i sidste ende er på kapitalisternes side, betyder det ikke, at han altid vil handle i holdets bedste interesse. Den herskende klasse vil arbejde for at holde den nye præsident tilbage; men med sin egen base af finansiel og (for nu) social støtte vil dette være lettere sagt end gjort.

Trump er en forfængelig, narcissistisk og inkarneret løgner. Som en smålig og hævngerrig gangster vil han ikke tilgive eller glemme dem, der har krænket ham. Han vil måske forsøge at opføre sig præsidentielt; men en leopard ændrer ikke så nemt sine pletter. Hvis apparatets pres og Washingtons chikane imidlertid ikke er nok til at få ham til at rette ind, er der altid andre muligheder for den herskende klasse. Disse omfatter rigsretssag og fjernelse fra magten og den hævdvundne amerikanske tradition med mord på præsidenter under mistænkelige omstændigheder.

I håb om at forblive relevante placerer Demokraterne sig demagogisk til "venstre." På trods af deres ydmygende tæsk i 2016 synes de, at deres chancer ser gode ud i fremtidige valg på grund af demografiske ændringer i hele landet. Desuden er borgerkrigen i den republikanske lejr kun sat i midlertidig bero og kan blusse op når som helst. I et to-parti system kan Demokraterne fortsat nyde godt af at være "det andet parti", indtil arbejderklassen bygger deres eget.

I den forbindelse er Obamas ændring af Chelsea Mannings og andre politiske fangers domme i 11. time velkomne, men en narresut til venstrefløjen efter års chikane og forfølgelse af aktivister, whistleblowers og indvandrere. De håber, at såkaldt "progressive" som Elizabeth Warren, Bernie Sanders, Joe Biden, Michelle Obama, og Keith Ellison kan kanalisere vreden mod Trump tilbage i det Demokratiske Partis kviksand. På trods af den behandling, som han har modtaget i løbet af primærvalg og på partiets konference, går Bernie Sanders forrest i denne indsats.

I første halvdel af 2016 viste Sanders, hvilket enormt potentiale der findes for et socialistisk masseparti i dette land. Millioner reagerede på hans opfordring til en "politisk revolution mod milliardærklassen.” Men han spillede Demokraternes manipulerede spil og tabte. For dem, der troede, at han var forskellig fra resten, var Bernies støtte til Clinton en hård lektion i det forræderi, der er indbygget i reformismen.

Ikke desto mindre kunne han selv nu i betragtning af det gabende politiske tomrum, der eksisterer, være en tiltrækningskraft til venstre for Demokraterne. Han synes dog at have omfavnet rollen som "rottefænger." Synet af hans respektfulde deltagelse i Trumps indsættelsesfestligheder vil helt sikkert være den sidste dråbe for mange af hans tidligere tilhængere.

Uden et arbejder- eller socialistisk masseparti at gå til afprøvede de amerikanske arbejdere først det løfte om forandring, som Obama og Demokraterne gav. Mens millioner helt undlod at stemme, håber nogle af dem, at Trumps demagogiske løfter har substans. De vil være nødt til igen at lære på den hårde måde. Men de skal nok lære.

Arbejderklassen kan kun besejre kapitalisterne, hvis den kæmper med sine egne metoder og organisationer, der er uafhængige arbejdsgiverne og deres partier. Klassesamarbejde på arbejdspladsen og ved stemmeurnerne har været en ren katastrofe for de amerikanske arbejdere. Før eller senere vil et parti af, ved og for arbejderklassen blive dannet i en eller anden form. Arbejderlederne har ikke gjort noget ved det og har i årtier fulgt kapitalisternes befalinger. Men presset er ved at blive opbygget. Sanders var i stand til at hjælpe dem med at holde det indkapslet denne gang; men de vil ikke være i stand til at forhindre et afgørende brud med Demokraterne for evigt.

Men politisk kamp alene vil ikke være nok. Arbejderne vil også være nødt til at kæmpe for en bedre verden på gaderne, arbejdspladserne og i campusser. De materielle forhold bestemmer bevidstheden. Isoleret og atomiseret modstand mod kapitalisterne er nytteløs. Kun kollektiv masseaktion kan føre til seriøse kampe og sejre. Til sidst vil de menige fagforeningsmedlemmer og de millioner af uorganiserede arbejdere bevæge sig i retning af klassekampens metoder: strejken, arbejdspladsbesættelser og generalstrejke. En ny fase i klassekampen og en ledelse, der er arbejderklassen værdig, vil blive bygget. Der er ikke noget alternativ.

En tikkende økonomisk og social bombe

Uanset hvad de kloge hoveder siger, er en ny økonomisk krise i horisonten. Efter et langt "glædesløst opsving" kan selv en teknisk beskeden krise have en voldsom virkning på bevidstheden og presse yderligere millioner til at bryde med systemet. For Obama kom tvivlen ham til gode, da han blev set som arvtageren af det rod, som G. W. Bush havde skabt. Men Trumps hvedebrødsdage er allerede slut for de flestes vedkommende. De, der har tillid til, at han kan vende tingene rundt, vil ikke lade tvivlen komme ham til gode, hvis en ny krise begynder på hans ”vagt”, især i betragtning af hans over-the-top løfter.

Selv før økonomien bliver yderligere dårlig, frygter systemets mest glødende forsvarere bagslag fra kapitalismens uhæmmede sociale ulighed. Igen fra deres Global Risks Report: "Dette peger på behovet for at genoplive den økonomiske vækst; men den voksende stemning af anti-establishment populisme antyder, at vi kan have passeret den fase, hvor dette alene vil afhjælpe opbrud i samfundet: en reform af markedskapitalismen må også føjes til dagsordenen... Kombinationen af økonomisk ulighed og politisk polarisering truer med at forstærke de globale risici og undergrave den sociale solidaritet, som legitimiteten af vores økonomiske og politiske systemer hviler på. "

Med andre ord vil selv betydelig økonomisk vækst ikke være nok til at skære på tværs af "undergravningen af den sociale solidaritet", hvilket er kode for "intensiveret konflikt mellem klasserne." Det er, hvad der holder dem vågne om natten.

Dette er ikke en test – det er kapitalisme

Valgt af færre end 25% af befolkningen og taberen af de folkelige stemmer går Trump ind i præsidentembedet med intet mandat og en af de laveste tillids ratings i historien for en tiltrædende præsident. Selv mangeårige politikere fra the establishment har offentligt kaldt hans præsidentperiode illegitim.

REM sangen "It’s the End of the World As We Know It" har tilsyneladende haft en revival i de seneste uger. Det er faktisk ved at være slutningen på verden, som vi kender den. Trods Wisconsin, Occupy og Black Lives Matter var Obama-årene "stilhed før stormen" i forhold til, hvad der vil komme. De kommende år vil blive fyldt med kamp: mod nedskæringer, racisme, sexisme og fremmedhad og for jobs, sundhed, uddannelse og grundlæggende menneskelig værdighed. Livet er en kamp, og ud af kampen kommer forandring. Gennem erfaringen fra sejre og nederlag vil arbejdere og unges klassebevidsthed blive smedet på et højere og bredere niveau end nogensinde.

Begivenhedernes tempo accelererer. Vi kan ikke være kategoriske, og vi må forvente det uventede. Der vil komme mange skarpe og pludselige skift, og vi må holde tungen lige i munden. Millioner af amerikanere er på udkig efter en revolutionær vej ud. De føler helt ind til marven, at hvis vi skal overleve klimaændringer, krig, terrorisme og forarmelse, må hele menneskeheden forenes og trække i samme retning. De kan se potentialet for en bedre fremtid overalt omkring dem. Men en sådan enhed er umulig, så længe menneskeheden er opdelt i klasser. En sådan fremtid er umulig under kapitalismen.

Der er intet bedre tidspunkt end på hundredåret for den russiske revolution, som er arbejderklassens første store sejr i verden, til at blive involveret i kampen for socialisme. De sidste 100 år viser, at uden en fremsynet revolutionær ledelse, der forbereder sig på og kæmper for at vinde den politiske og økonomiske magt, vil selv arbejderklassens mest heroiske kampe ende i nederlag. For at vinde en ny verden må vi agitere, uddanne og organisere os. Gå med i IMT og vær med til at gøre USA og verden virkelig ”Great” for første gang i historien gennem en socialistisk revolution!

Denne artikel blev første gang bragt på marxist.com den 23. januar 2017.

 

Yderligere information