Så nåede vi enden på ”Demokraternes skole.” Hvad der engang syntes utænkeligt – noget der mindede om en episode af Twilight Zone – er blevet surrealistisk virkelighed. Mens Hillarys ”blå mur” af ”sikre” stater faldt sammen og tippede resultatet i ”The Donald’s” favør, forsøgte medie-eksperterne at bevare fatningen, men de var tydeligt rystede – sammen med millioner af andre.
Det var en ringe trøst at Obama forsikrede om at ”solen vil stå op igen i morgen.” Og det er da sandt, at som nat følger dag, vil solen ganske rigtig stå op i morgen. Men den vil kaste sit lys på en anderledes verden: en verden der har været vidne til det rådne Clinton-dynastis pludselige kollaps og smadringen af valgstrategien om ”det mindste onde”.
”Det sker bare ikke!”
”Græd ikke. Bliv ikke vred. Forstå.” – Spinoza
”Alt fast fordamper, alt hvad der er helligt bliver vanhelliget” – Karl Marx
Andet andet lige burde opløbet end ikke have været tæt. Men som vi har forklaret, er alt andet ikke lige. Logik og fornuft pegede begge på en sejr til Clinton, men under slagene fra den økonomiske krise, er logik og fornuft blevet kastet overbord. 2016 har været populisternes år – både venstre- og højrepopulisternes – og med Sanders tvunget ud af konkurrencen, blev det Trump der vandt. De store folkemængder han kunne forsamle, mens ”Crooked Hillary” havde svært ved at skabe momentum i valgkampen, var en klar indikation på at noget stort var under opsejling.
Vi bør derfor ikke være overraskede. Når alt kommer til alt, og som vi forklarede i vores analyse før valget: ”hvis Brexit kunne finde sted, kan Donald Trump også blive USAs næste præsident.” I en epoke med fremskreden kapitalistisk forfald, er det utænkelige blevet den nye normalitet. Når vi marxister siger, at ”kraftige og pludselige skift” er på dagsordenen, er det ikke bare en tom frase. Når vi forklarede at uanset hvem der vandt valget, ville det markere et afgørende skift i situationen, var det ikke en overdrivelse. Her, efter Sanders kandidatur, og nu også efter valget af Trump, hvem kan så påstå at intet nogensinde ændrer sig i USA? Det er måske nok ikke den forandring som millioner havde håbet på, men det er ikke desto mindre en kolossal forandring.
De fulde implikationer for verdensøkonomien og klassekampen er umulige at forudsige, men de vil være vidtgående. Endnu før det endelige resultat var blevet annonceret, var ”futures” for det amerikanske aktieindeks Dow Jones Industrial Average allerede faldet 700 point, den mexikanske peso havde mistet 10 procent af sin værdi i forhold til dollaren, guldprisen var skudt i vejret og de asiatiske markeder var skudt i sænk.
USA er ikke en perifer andenrangs-verdensmagt, men løvens – kapitalisterne og imperialisternes – hule. Som Financial Times udtrykte det: ”De større konsekvenser af valget af Mr. Trump vil tage et stykke tid at fordøje. Alle meningsmålingsinstitutter i landet fejllæste den amerikanske befolkning. Ved at vælge en mand som vælgerne véd lader hånt om de grundlovssikrede goder, har USA afsendt en valgmæssig ækvivalent til en selvmordsbomber til Washington. Mr. Trumps mandat går på at sprænge systemet i luften. Hans forudsigelse om et ”Brexit gange ti” var en underdrivelse. Storbritannien har nok sluppet trosserne fra kontinentet, men konsekvenserne af dets beslutning er i høj grad begrænsede.”
Hillary Clintons sejr burde have været sikker. Alle meningsmålingsinstitutter gav hende en massiv sejrsmargin. Men omkring kl. 22.30 i det østlige USA var tidevandet vendt og fraser som ”seismisk,” ”urovækkende,” ”populistisk opstand,” ”afslutningen på det amerikanske eksperiment,” ”fejlslagen stat,” og ”jordens undergang” krydrede æteren. Det blev stadig mere klart at ”ikke-Clinton” ville vinde. Hvordan kunne eksperterne have taget så grueligt fejl?
Kort fortalt skød meningsmålingerne helt ved siden af fordi medierne ønskede at tro på deres egen fortælling: At den populistiske vrede var flygtig og at kandidaten med det største kampagne-budget altid vinder. Ligesom de sagde at Bernie Sanders havde mindre chance end en sneboldt i helvede for at true Clinton. De gik ud fra, at Trumps rå racisme, sexisme og uvidenhed ville være nok til at trække ham ned. Sanders kapitulerede under presset. Men Trump gjorde ikke, på trods af den nådesløse indsats fra medierne og hans eget parti for at få ham til at makke ret eller træde ud af konkurrencen – og hans støtter belønnede hans vedholdenhed ved at møde op i massevis for at give ham sejren.
Det var en konkurrence mellem USAs to mest uønskede og upopulære kandidater. I sidste ende, som en analytiker formulerede det, ”viste den værste kandidat i USAs præsidentielle historie sig at være Hillary Clinton.” Med en meget lille kampagnemaskine red Trump på en bølge af raseri, hele vejen til det Hvide Hus.
Anti-valget
Som vi forklarede inden valgdagen, så ”kunne Clinton kun tabe i dette valg – altså efter hun og det demokratiske partis ledelse manøvrerede på udemokratisk vis for at fratage Bernie Sanders sejren. Når alt kommer til alt er Obama relativt populær, økonomien er ikke endnu ikke gået tilbage i recession, i kønvandet på Occupy og Black Lives Matter er den generelle stemning blandt unge klart i venstreorienteret retning og Trump er en reaktionær ignorant og en klovn. Men der er malurt i bægret: Millioner af amerikanere hader Hillary Clinton af et godt hjerte. De ser hende som en løgnagtig, uærlig snydepels, købt og betalt af Wall Street. Hun er personificeringen af systemets egoistiske karrieremagere og indbegrebet af ’business-as-usual’ politik. Efter at have oplevet Sanders er parolen ’i det mindste er jeg ikke Trump’ ikke længere motivation nok til at få millioner til at gå til valgurnerne.”
En overvældende majoritet af amerikanerne mener at landet er på vej i den forkerte retning og det modarbejdede etablissamentets parti. Blandt årgang ’00 klarede Clinton sig 11 procent dårligere i Florida end Obama. Mange valgte at stemme på et helt tredje parti på trods af risikoen for at splitte stemmerne. I kraft af det amerikanske valgsystem med valgmænd og med ”big business’” dominans over kampagnefinansieringen, mente størstedelen at deres stemme var uden betydning. Og hvem kan lægge dem det til last? De unge så begge kandidater som ”skræmmende,” ”en vittighed,” ”en hån” og en ”fornærmelse.”
”Ved dette valg føler jeg, at man først og fremmest ved hvem man ikke vil have, snarere end hvem man gerne vil have,” sagde sagde Abriona Johnson på 20 år som arbejder som tjener på Draught House i north Philadelphia, og som ville stemme på Hillary Clinton fordi ”hun er ikke Trump.”
Nogle Trump-støtter var lige så utilfredse med valget. Cal Summers, en 19årig student fra Bucks County Community College ville stemme på Mr. Trump fordi han støttede Mr. Trumps økonomiske politik og fordi ”Hillary Clinton er en forbryder.” Men han fandt valget ”en smule skræmmende” fordi begge kandidater havde så mange fejl. På spørgsmålet om han havde støttet en anden kandidat i primærvalget svarede han, ”ærlig talt havde enhver anden været bedre.”
Selv det satiriske web-magasin The Onion havde svært ved at gøre grin med valget. I følge Ben Berkley, magasinets redaktør; ”er det svært at skrue volumen op når højttalerne allerede er sprængt og alles ører allerede bløder.”
Kvinder og Clinton
Nogle vil lægge skylden for resultatet på sexisme og kvindehad. Og lad der ikke herske tvivl derom: Denne splittende gift er i fuld vigør i USA og vil fortsætte så længe klasser og kunstig nød og mangel bliver tilladt at fortsætte. Men der er langt mere i afvisningen af Hillary end hendes køn. Som aktivisten og skuespilleren Susan Sarandon utilsløret formulerede det: ”Jeg stemmer ikke med min vagina.”
Selvom Trump er en frastødende sexist i ord og personlige handlinger, blegner dette i sammenligning med Clintons handlinger imod millioner af arbejdende kvinders interesser i USA og over hele jorden. Tag for eksempel den berygtede Clinton Foundation, som betaler sine kvindelige ansatte kun 72 procent af sine mandlige ansattes lønniveau – endda mindre end de gennemsnitlige 75 procent hos andre NGO’er. For at sætte dette i perspektiv betyder det, at hun betaler 7,20 dollars imod 10 dollars i timen til mænd for at udføre samme arbejde. For ikke at tale om lidelserne blandt millioner af kvinder i Syrien, Irak, Afghanistan, Libyen og alle andre steder hvor udenrigsminister Clinton bestyrede bombninger og elendiggørelse.
Det store flertal af amerikanerne ville intet problem have ved at vælge en kvindelig præsident og ville mene at det var en vigtig milepæl. Men når alt kommer til alt, kunne millioner af mænd og kvinder ikke få dem selv til at stemme på denne kvinde som præsident. De stemte på Trump, ikke fordi de er dumme eller uvidende, men fordi deres klasseinstinkt sagde dem, at Hillary Clinton var deres klassefjende.
“It’s the economy, stupid”
Obamas virkelige eftermæle, og ikke det han forestiller sig efter otte år ved magten, er der vi skal finde den grundlæggende forklaring på resultatet. Som Martin Wolf fra Financial Times gjorde klart inden valget:
”Men arrene efter krisen, som inkluderer svækket tillid til hæderligheden og kompetencen fra de finansielle, intellektuelle og politiske eliter, skal lægges oveni tidligere ar.
Husholdningernes reale medianindkomst steg med 5,2 procent mellem 2014 og 2015. Men den fortsætter med at være under før-krise niveau. Den er rent faktisk under et niveau der blev nået i år 2000 og er endda faldet jævnt i forhold til BNP per indbygger siden midten af 1970’erne. Denne udvikling giver en del af forklaringen på bølgen af desillusionering, endda fortvivlelse, som er blevet vist så tydeligt af denne barske valgkamp.
Ikke overraskende er uligheden blevet markant forværret. Fra 1980 og til nu er den øverste 1 procents andel af den samlede indkomst før skat steget fra 10 procent til 18 procent. Selv efter skat er den steget med en tredjedel, fra 8 til 12 procent. Stigningen i betalingen til toplederne set i forhold til arbejderne har været enorm. USA har den højeste ulighed af alle høj-indkomstlande og har oplevet den hurtigste stigning i ulighed bland de syv førende høj-indkomst økonomier. Forskellighederne mellem disse lande antyder, at stigningen i ulighed i langt højere grad er et socialt valg end et økonomisk imperativ.
Tæt forbundet med den stigende ulighed har været en nedgang i arbejdernes andel af BNP fra 64,6 procent i 2001 til 60,4 procent i 2014. Arbejderne har ikke bare lidt under en faldende andel af kagen. Lige så signifikant er den jævne stigning i andelen af mænd i alderen 25 til 54 år som hverken er i arbejde eller søger det, som er steget fra 3 procent i 1950’erne til 12 procent i dag. Selv Frankrig havde en højere andel af mænd i den arbejdsdygtige alder som var i arbejde end USA, og det hvert eneste år siden 2001. Siden 1990 har USA haft den andenstørste stigning i andelen af mænd der er udenfor arbejdsstyrken af alle medlemmer af OECD. Efter 2000 blev nedgangen i andelen af kvinder i den arbejdsdygtige alder udenfor arbejdsmarkedet også vendt. Andelen af amerikanske kvinder i denne alderskategori i beskæftigelse er nu blandt de laveste for alle medlemslande i OECD.”
Det er ikke en tilfældighed at Trumps paroler fik et ekko i rustbæltet og videre ud. Midtvesten især blev hårdt ramt af krisen, og tidligere demokratiske bastioner som Michigan og Wisconsin, sammen med rustbæltets Pennsylvania og Ohio bakkede op om Trump. Uden en klar ledelse fra toppen af arbejderbevægelsen, bliver effekterne af den kapitalistiske globalisering afvist på en impressionistisk og nationalistisk basis, med udslag imod immigration, Kina osv.
Millioner af amerikanere føler, at de ikke har nogen fremtid og at selve deres værdighed er blevet dem frarøvet af den uendeligt fremtromlende krise. Den raserende heroin-epidemi er blot én manifestation af dette. Disse amerikanere ønsker at ”rense kloakken” Washington og ”tage deres land tilbage” – selvom de aldrig havde det i første omgang.
Demokraterne har ledt landet under de mest lukrative år i Wall Streets historie og samtidig næsten et årti af stagnation og nedgang for arbejderne. De kan ikke leve på minder og løfter for evigt. Dette forklarer hvorfor, på trods af at være milliardær, at Trump var i stand til at fremstille sig selv som den ultimative outsider – og sammenlignet med Clinton er han det i allerhøjeste grad. Han er den første præsident som aldrig har haft et offentligt embede eller tjent i militæret. Og på trods af at han lyver i næsten hvert eneste åndedrag, indeholder hans angreb på etablissementet ofte et gran af sandhed.
”Venstre” og ”højre”
Så selvom det på overfladen kan virke ulogisk, udtrykte millioner af de der stemte på Trump faktisk deres klasseinstinkter, omend på en forvirret og fordrejet måde. Der er endnu engang værd at citere hvad vi skrev optil valget:
”Hvordan skal man finde hoved og hale i opbakningen til Trump? Hvis han rent faktisk er i en position hvor han kan vinde, så betyder det at millioner af amerikanske arbejdere vil stemme på ham. Hans hovedbase er helt åbenbart de ‘rasende småborgerskab’ – numerisk reduceret og socialt afmægtigt som det er – men han har også opfanget en del af den dybtfølte vrede fra millioner af almindelige arbejdere. For at forstå hvad der sker, må vi afvise den gængse-akademiske-borgerlig-liberale forståelse af hvad der repræsenterer ‘venstre’ og ‘højre.’ Kort sagt må vi analysere denne proces fra et klasseperspektiv.
For marxister repræsenter ‘venstrefløjen’ de levende, historisk progressive interesser fra arbejderklassens side i kampen for en revolutionær socialistisk omdannelse af samfundet. ‘Højrefløjen’ er forsvarerne af – og de der bliver begunstiget af – den døende, affældige kapitalisme, et reaktionært system bygget på udbytning og undertrykkelse som er gået langt ud over ‘sidste salgsdato’, ved arbejderbevægelsens lederes forræderier. Den fundamentale bestemmende faktor er ikke denne eller hine politik i abstrakt form, men spørgsmålet om klasse: er du arbejder eller lever du af arbejdernes døde og levende arbejde.
For at bevare illusionen om ‘flertalsstyre’ og demokrati, må arbejdere, som i overvældende grad overgår kapitalisterne i antal, blive tilladt at afgive deres stemme (eller i det mindste de der ikke er blevet diskvalificeret fra valgretten af en myriade af årsager). I normale perioder, er overfladiske forskelle i social-, økonomisk- eller udenrigspolitik nok til at vælgerne kan ”bestemme sig for” hvem de vil stemme på. Men i tider hvor systemets modsætninger strækker de eksisterende partier til bristepunktet og hvor der ikke fremkommer et masse- og arbejderklasse alternativ til at tage dets plads, er der brug for andre metoder for at holde tingene indenfor sikre rammer.
Bevidst eller ubevidst er opgaven for både venstre- og højrepopulisme at indfange arbejderne og få dem til at stemme for partier der står for klasseinteresser der er i diametral modsætning til deres egne. Ved at italesætte verden og politik som ‘os mod dem’ delt over forskellige ideologiske og demografiske linjer, bliver opmærksomheden drejet væk fra det grundlæggende problem: den organiske krise og systemets dødvande. Samtidig er der dog, set fra den etablerede ordens perspektiv en vis fare forbundet med at oppiske disse kræfter, i det at ophavsmændene måske ikke er i stand til at holde dem under kontrol. Derfor sigter de mod at ophidse folk lige præcis nok til at få dem til at stemme, men ikke så meget at de rent faktisk begynder at tro at de har noget at skulle have sagt i forhold til hvordan samfundet skal styres. Efter valgene er det meningen at alle skal gå hjem og overlade politik til de professionelle. Gud forbyde at de går på gaden, marcherer mod hovedstaden, besætter fabrikker og organiserer massestrejker.
Så lad os gøre det klart: Demokraterne er ikke ‘venstrefløjen’ og Republikanerne er ikke ‘højrefløjen’. Begge er højrefløjspartier. Begge har altid været og er fortsat skabt af og for den herskende klasse. De er i bedste fald henholdsvis den ‘højre-liberale’ og den ‘højre-konservative’ fløj af kapitalistklassen. Selvom de historisk har udviklet sig i et ideologisk modsætningsforhold til hinanden, er både liberalisme og konservatisme varianter af kapitalistisk herredømme og vil altid slutte sig sammen imod arbejdernes interesser. Både Demokraterne og Republikanerne læner sig demagogisk op ad arbejderklassen, og lover dem guld og grønne skove under valgkampene, men regerer altid efter kapitalisternes interesser når først resultatet er afgjort.
I mangel af et masse-arbejderparti, er hovedparten af arbejderklassen tvunget til at ‘vælge’ hvilken af disse fløje de ser som ‘det mindre onde’ hver gang der kommer valg. I årtier har Demokraterne kunnet fremstille sig selv som mere ‘venstreorienterede’ på grund af mindet om de beskedne reformer under FDR og New Deal, John F. Kennedys ungdommelige dynamik og Lyndon Johnsons ‘Great Society’. Men systemets krise betyder, at der ikke er flere krummer at dele ud. Kapitalisterne vil beholde hele kagen for dem selv, på trods af at det er arbejderne der bager den.
Efter næsten et årti med stagnation, forsømmelse, arbejdsløshed og underbeskæftigelse under det Demokratiske Partis regeren, står det ikke længere så klart for arbejderne hvilke af disse to onder der er ‘mindre’. Det er primært gamle, hvide mandlige arbejdere som støtter Trump, mange af dem medlemmer af fagforeningerne. Det var især disse der havde glæde af efterkrigsopsvinget, men de kan nu se hvordan forholdene bliver stadig strammere. Da de endnu ikke er klar over, at årsagen til deres faldende levestandard er selve det kapitalistiske system og da de fra lederne af arbejderbevægelsen er blevet indpodet ideen om at ‘arbejderne indgår i et partnerskab med deres arbejdsgivere,’ er de desperate efter at bevare det lidt de har tilbage. De håber imod alle odds, at en ‘stærk forretningsmand’ kan klare sagerne.”
Ingen løsning under kapitalismen
Men deres malplacerede håb vil snart blive smadret mod den kapitalistiske virkeligheds klippe. I det Trump overtager tømmerne for et system som han kalder manipuleret og korrupt, bliver graden af hans vrangforestillinger åbenbar. I hans sejrstale gav han følgende løfter:
”Vi vil istandsætte vores bycentre og genopbygge vores motorveje, broer, tunneler, lufthavne, skoler, hospitaler. Vi vil genopbygge vores infrastruktur, som i parentes bemærket, vil blive enestående, og vi vil sætte millioner af vores folk i arbejde igennem vores genopbygning.
… Vi vil begive os ud i et projekt med national vækst og fornyelse. Jeg vil kanalisere vores folks skabende evner og vi vil hidkalde de bedste og klogeste til at bruge deres enorme talent til vores alles bedste. Det vil ske. Vi har en storslået økonomisk plan. Vil vil fordoble vores vækst og få den stærkeste økonomi overalt på jorden. Samtidig vil vi komme overens med alle andre nationer, som er villige til at komme overens med os. Vi vil være. Vi vil have fremragende relationer. Vi forventer at få meget, meget gode relationer. Ingen drøm er for stor, ingen udfordring er uoverkommelig. Intet som vi ønsker for vores fremtid er uden for vores rækkevidde.
USA vil ikke længere tage til takke med noget andet end det bedste. Vi må generobre vores lands skæbne og drømme stort, dristigt og modigt. Vi er nødt til at gøre det. Vi vil drømme om ting for vores land, og smukke ting og succesfulde ting endnu engang. Jeg vil fortælle verdenssamfundet, at mens vi altid sætter USAs interesser først, vil vi behandle alle retfærdigt, alle. Alle folk og alle nationer. Vi vil søge lighedspunkter ikke fjendtlighed; partnerskab ikke konflikt.”
Med al hans demagogi og ondskabsfuldhed, lover Trump job til alle, en ende på det rod der udgør Obama care, og endnu mere, han vil sørge for at ”dine drømme… går i opfyldelse!” Selvom han har fået en del støtte fra adskillige åbenlyse racister og ’white supremacists’, så resonerer hans budskab for de fleste arbejdere, på trods af hans tydelige racisme og sexisme. Han har fremlagt et løfte om en tilbagevenden til de mytiske gode gamle dage da Amerika var ”great”. De fleste amerikanere forstår ikke, at disse dage var bygget på et sammenfald af unikke omstændigheder og som kun varede et par årtier, som kun var til fordel for en vis portion af befolkningen, og som aldrig kommer tilbage, på trods af Trumps vilde løfter.
Den valgte præsident har også gjort det klart at ”det er så nemt!” at fikse de problemer, som den amerikanske arbejderklasse konfronteres med. En behagelig, nem valgmæssig løsning på de problemer arbejderne står overfor, var lige præcis det som millioner stemte på i 2008. Resultaterne under Demokraterne var dystre, men med det den politiske duopol der har domineret amerikansk politik i 150 år, og arbejderledernes ynkelige fiasko med at bygge et alternativ, er det naturligt at ”det andet parti” igen er dem der får det største udbytte, af den voldsomme utilfredshed.
Men vi har dårlige nyheder til Mr. Trump: at løse den kapitalistiske krise indenfor systemets grænser er umuligt. I hans sejrstale opfodrede han til forening og sværgede at være alle amerikaneres præsident. Men dette er umuligt. Han kan kun regerer på vegne af én del af befolkningen; milliardærerne, hvis interesser er diametralt modsat arbejdernes.
Republikanerne kontrollerer nu kongressen såvel som det Hvide Hus. Fløjlshandskerne vil blive smidt i deres angreb mod arbejderne og de vil ikke have nogen undskyldninger for ikke at leverer på Trumps luftkastels-løfter. Når skuffelsen uundgåelige sætter ind, vil det vise sig at på hans egen forvrængede måde, har Trumps kampagne hjulpet til at frigøre sociale kræfter, som han og hans parti vil være ude af stand til at kontrollere.
Det er derfor at den herskende klasse foretrak Hillary Clinton. Men, ved at foretrække hende så åbenlyst, har de kun smidt brænde på vredens bål, og opmuntret til tilbageslaget imod hendes kandidatur.
Bernie Sanders historiske ”near miss”
På trods af de kolossale rystelser fra Trump, så lad os ikke glemme den anden store historie der kom ud af 2016-valget: Den massive bevægelse der boblede op omkring Bernie Sanders. Blot 25 år efter USSRs fald, i landet med ”the Red Scare” og Joseph McCarthy, formåede hans opfordring til en ”politisk revolution imod millardærklassen” at give ham over 13 millioner stemmer i det Demokratiske Partis primærvalg. Hans åbenlyst socialistiske kampagne tiltrak massive menneskemængder og skabte højder af entusiasme, som Clintons nøje beregnende marketingshold kun kunne drømme om. På trods af hans venstrereformistiske ”light” program, så har den enorme støtte til Sanders repræsenteret et politisk jordskælv der giver genlyd over hele planeten.
Selv efter Wikileaks afslørede svindlen og uærligheden omkring Clintons kampagne og DNC apparatet, gav Sanders efter for presset, støttede Clinton, og nægtede at stille op som uafhængig kandidat (hvilket vi opfordrede til).
Den grund der blev givet var, at det at igangsætte et nyt socialistisk parti ville være det samme som at serverer valgsejren til Trump på et sølvfad. Nu hvor det mindste af to ondere ligger knust tilbage, hvem kan så nægte at Sanders kunne have vundet over Trump i en valgkamp med to, tre, eller flere kandidater?
Om folk vil accepterer det eller ej, så står følgende faktum fast: Arbejderne vil fortsætte med at være taberne indtil vi har vores eget parti. En historisk chance gik os forbi. Men vi bør ikke fortvivle. Andre muligheder vil rejse sig. Intet er blevet løst og naturen afskyr vakuum. Det objektive behov for et politisk afløb af massekarakter for arbejderklassen er mere akut nu end nogensinde før. Sander-fænomenet indeholder mange frugtbare frø til fremtiden. Demokraterne har lidt et sønderknusende nederlag, men indtil de er erstattet, kan de halte med i et stykke endnu – ligesom det system de repræsenterer må erstattet af bevidst handling fra en organiseret arbejderklasse.
Der findes ingen vrede som arbejderklassens
Vi er vidne til typisk amerikansk pragmatisme, I form af store lag af arbejdere som forsøger at tage sagen i egne hænder, på den eneste måde der er dem tilgængelig på dette tidspunkt. Det er trods alt den gennemsnitlige amerikaners første reaktion, når fjernsynet ikke virker, at give det et godt slag med knytnæven. Og hvis det ikke virker, er det på tide til at smide hele lortet i en container, og få sig et nyt. Millioner af amerikanere har blot givet etablissementet en god gang indledende prygl. Med tiden vil de se at det nuværende system ikke kan repareres og må erstattes fuldkomment.
Som The Washington Post så markant siger det “dette misforhold kan kun forklares ud fra et ønske om at smadre hele systemet. Og jeg mener ikke bare det politiske system. Jeg mener hver eneste elite, hver eneste af etablissementets institutioner der nogensinde er gået ud fra at de ved bedre – det gælder i den grad også medierne. Trump er den kollektive langefinger fra alle folk der synes eliten har grinet af dem og afvist dem alt for længe. Det er den gennemsnitlige mands hævn – gjort endnu mere bemærkelsesværdig af det faktum at udtrykket af dette raseri imod eliten og etablissementet, kommer igennem en milliardær der konstant fortæller vidt og bredt til alle der gider høre om, hvor klog og rig han er.”
Så imens mange amerikanere har illusioner til Trump, var millioner af andre aldrig med ham og forbereder sig allerede på at tage kampen op. Efter skuffelsen over Sanders kapitulation og Clintons miserable fiasko i forsøget på at stoppe Trump ved at være det ”mindste af to onder”, vil folk ikke bare svinge blindt tilbage til Demokraterne, selvom alting er muligt indtil de er erstattet, som vi tidligere har forklaret.
Efter årtier af forræderi, har den hvide arbejderklasse endelig forladt det Demokratiske Parti. Men, dets flirt med Republikanerne vil være kortvarig, da de heller ikke har noget at tilbyde arbejderne. Andre som havde illusioner til Demokraterne, vil også blive dybt rystede over dette resultat og vil begynde at lede efter alternativer.
Dette er de bitre frugter, fra den såkaldte taktik om det mindste af to onder. Det tog over 20 år, men The Rust Belt, har endelig fået sin hævn for NAFTA, afviklingen af velfærdsstaten og mængden af anti-arbejder love vedtaget af Bill Clinton i 1990’erne. Som vi har advaret, igen og igen, hvis man forsøger sig med en” mindst-onde-strategi”, så vil det større onde vinde i sidste ende. Og for mange mennesker i dette valgår, var det ikke særlig tydeligt hvilket onde der var hvad.
En ny æra af polarisering, nedskæringer og kassekamp ligger forude
Til de som er sønderknuste over resultatet og frygter at verden er ved at falde fra hinanden siger vi: kampen er kun lige begyndt! På sin vis er det bedre, at Trump og hans slæng bliver afsløret så tidlig som muligt, hellere end at de opbygger flere kræfter som opposition i fire år endnu, hvor de gang på gang kan råbe ”Hvad sagde jeg!?” Vi kan være sikre på, at det tilfælde ville noget endnu længere til højre have taget hans plads – og vil måske stadig dukke op.
Men for nu, ligger byrden på Trump og Republikanerne, og når de ikke formår at leve op til forventningerne, vil den borgerkrig der raser indenfor deres rækker, fører til den ene krise efter den anden, også i det parti. Trump har skabt urealiserbare forventninger. Selvom de sidder på den høje hest i dag, vil hans tilhængere snart vende sig imod ham. Vreden, som endnu ikke har fundet et sammenhængende arbejderklasse afløb, vil med tiden finde et klasseudtryk: et masse arbejderparti, i hvilken form det nu end må komme i.
Liberale and mange på venstrefløjen vil skyde skylden på den såkaldte uvidenhed fra arbejderklassens side. De vil løbe rundt som den Lille Kylling og erklære at det filde, det falde på deres hovedskalle, at alting bevæger sig langt mod højre, måske endda fascisme. I virkeligheden bevæger tingene sig i det kaotiske og uforudsigelige kapitalistiske kaos. Trump er ikke årsagen til, men blot resultatet og udtrykket for destabiliseringen af systemet som helhed. En ting er klar: Revolutionens molekylære process i USA har fået sig et heftigt skud adrenalin.
Arbejderledernes strategi om at bakke op om Demokraterne ligger i ruiner og deres troværdighed er blevet seriøst undermineret. For at vende kursen og organiserer et sejrrigt tilbageslag imod den kommende offensiv, har arbejderbevægelsen brug for ny politik. De eksisterende fagforeninger må oversvømmes af nye medlemmer, og nye fagforeninger må etableres for de over ti millioner arbejdere der ikke har noget kollektivt forsvar imod arbejdsgiverne. Hvis de nuværende ledere er ude af stand til at genoplive det aktivistiske grundlag af klassekamp, som byggede fagforeningerne til at starte med, vil de blive skubbet ud og nye ledere vil blive smedet af de kampe der ligger i horisonten.
Arbejderklassens forhåbninger ligger langt udenfor hvad kapitalismen kan levere. Unge mennesker og arbejdere kommer ikke til at have andre alternativer, end at kæmpe. 2016-valget bør være en brat opvågning. Forandring kommer ikke ved at stemme på arbejdsgivernes partier. Vi har brug for egne politiske kampredskaber. Ydermere har vi brug for marxistiske ideer, teorier og perspektiver til at orienterer vores arbejde.
Kæmp for socialisme!
Ønsket om at “Make America Great Again!” reflekterer en desperat trang til at stille uret tilbage til en illusorisk tid, hvor den amerikanske drøm så ud til at have en virkelig substans. Men marxister forstår at intet land kan i sandhed være ”Great” under kapitalismen. Der er kun én vej fremad: at gøre hele verden ”Great” gennem socialisme.
Mange mennesker er forståeligt nok demoraliserede, modløse og frastødte. Men der er ingen tid at spilde. Vi må vende vrede til handling. Men for at vores handling skal være effektiv, må vi være organiserede og bevæbnede med et program og en plan. Der kommer måske en smule disorientering til at starte med, men protesterne vil ikke være lang tid undervejs og til sin tid vil de svulme op og involvere millioner landet over. Som den herskende klasses mest grove og usofistiskerede parti, vil Republikanerne stå overfor en massiv protestbevægelse i en nær fremtid. Protester er allerede blevet organiseret på sociale medier og der vil IMT være at finde.
Som vi forklarede, blot dage før valget:
“Ligegyldigt hvem der vinder, så vil den næste beboer i det Hvide Hus, skulle præsidere over et minefelt af kriser og instabilitet. Nedskæringer, sparepolitik, og angreb på arbejderklassen er på dagsordenen, ligegyldigt hvad kandidaterne lover. Arbejderne har ikke andet valg end at kæmpe imod, på arbejdspladserne og i gaderne. Hvis Trump vinder, vil der ikke blot opstå spontane masseprotester, men den næste økonomiske krise kan blive udløst som resultat heraf. Hans tilhængere vil hurtigt indse at de er blevet snydt. Hvis Clinton vinder vil hendes hvedebrødsdage vil helt sikkert blive kortlivede, specielt med formodet gigantisk økonomisk nedsmeltning lurende i horisonten. Den sidste krise fik ikke blot gjort et indhug i statskassen men også folkets vilje til at redde den 1%. Chok og lammelse vil blive afløst af harme og mobilisering.
… Frem for blot at lukke damp ud, har valget destabiliseret situationen endnu mere. Om vi er klar til det eller ej, lurer massebevægelser på en skala der ikke er set i vores levetid, i horisonten. Livet er en stor læremester og begivenhederne de kommende år vil være et komprimeret kursus i kapitalistisk krise på alle niveauer. Imens vi følger valgets drejninger, må vi ikke lade os distrahere af cirkusset i form af borgerlig polik. Der er ikke plads til demoralisering og rutine. Tværtimod, bør vi blive fyldt med brændende revolutionær optimisme og holde øjnene på målet: opbyggelsen af en kadreorganisation, i stand til at træne og uddanne fremtidens revolutionære bataljoner.”
Hele systemes troværdighed og legitimitet er stærkt undermineret. Ifølge William Cohen, tidligere Secretary of Defense under Bill Clinton, er landet ”hældende mod ’mutual assured destruction’ (gensidig garanteret tilintetgørelse) af vores politiske system.”
Som en arbejderven i Ohio skrev til mig, efterhånden som resultaterne blev offentliggjort: ”Gamle ven, det ser ud som morskaben er ved at begynde. Jeg valgte stadig et tredje parti og jeg føler ikke jeg smed min stemme væk overhovedet. Jeg ser det som, at hvis jeg har valget imellem en Rottweilers lort, en Dobermans lort, eller Pizza, selv hvis der er en meget lille chance for at jeg får Pizza, så har jeg stadig tænkt mig at bede om Pizza. Jeg ser et meget stort lorteshow udspille sig når det amerikanske folk opdager at den her orange milliardær ikke repræsenterer dem og deres interesser.”
Kapitalismen er bankerot og det er de politiske partier også. Krisen i borgerskabets økonomiske system bliver uundgåeligt reflekteret i en krise i borgerskabets politiske partiers ledelse. Bevidstheden i Amerika der hele tiden ændrer sig, har taget et kæmpe spring frem natten over. Donald Trumps valgsejr, marerer endnu et skridt i den ikke-linære men uafvendelige sti mod den socialistiske revolution.
Det kommer til at gå vildt for sig. Dette er ikke tiden til at betragte tingene på afstand. Det er tiden hvor man må organiserer sig! For at kæmpe imod Trump, må man kæmpe imod kapitalismen! Gå med i IMT! For et socialistisk masseparti baseret på fagforeningerne og arbejderklassen i USA!
Denne artikel blev første gang bragt på marxist.com på dagen for offentliggørelsen af valgresultatet, den 9. november 2016.
