- Del 1
- Del 2
- Del 3
- Del 4
- Del 5
Den herskende klasses krise
Systemets sygdom udtrykker sig selv gennem politik, kultur, kunst, filosofi og økonomi. I den endelige analyse, udtrykker dette det dødvande der kendetegner et system der ikke længere er i stand til at udvikle produktivkræfterne yderligere. Det lugter af forrådnelse på samme måde som både bourbonernes regime og det romerske imperium i perioden lige før deres kollaps.
De liberale i det 19. århundrede plejede at sige at folk får den regering de har fortjent. Det er ikke helt korrekt, men det er sikkert sandt, at den herskende klasse har fået de ledere den fortjener. Før i tiden sagde Trotskij at Storbritanniens herskende klasses sande religion ikke var kristendommen men derimod national arrogance. I det mindste fik Lloyd Georges, Baldwins og Churchills nationale arrogance ledsagelse af en smule intelligens.
Det er intet tilfælde, at denne periode af kapitalismens senile forfald har affødt ledere som Bush, Blair og Merkel. Nogen spørger måske hvad pointen er i at nævne George Bush’s intelligens, eller rettere manglen derpå? Baserer marxismen sig ikke på generelle historiske processer, som er determineret af udviklingen af produktivkræfterne? Svaret på dette blev givet for lang tid siden af Marx og Engels. De forklarede at mænd og kvinder skaber deres egen historie, selvom de, i modsætning til hvad idealisterne tror, ikke er fuldstændige frie viljer i den historiske proces og må fungere inden for den række muligheder, der i sidste ende er bestemt af økonomiske faktorer.
Det er ikke korrekt at sige, at borgerskabets lederes personlige kvaliteter ikke spiller en rolle. Et sådan udsagn er det samme som at sige, at generalens personlige kvaliteter ikke spiller nogen rolle i krigsførelse. Det ligner den golde skolastiske karikatur af marxismen, der stammer fra formalisterne som argumenterer, at fordi socialisme er historisk uundgåeligt, så er der ikke brug for at bygge et revolutionært parti og en revolutionær ledelse. Faktisk spiller Bush og Blairs personlige kvaliteter ikke bare en rolle i at forme begivenhederne, de afspejler også en objektiv virkelighed. Lenin forklarede at en mand, der står på kanten af en klippeskrænt ikke tænker logisk.
 |
I det meste af verden, ser vi en total mangel på evne til at udvikle produktivkræfterne i samme grad som tidligere (Kina er den vigtigste undtagelse). Det viser at kapitalismen ikke længere er i stand til at spille en progressiv rolle. Der er reaktion på alle niveauer. Ikke kun i politik, men også i kultur. Vi ser denne reaktions rene essens i USA. En degenereret klike af obskure religiøse fundamentalister styrer det mest udviklede land på jorden, det mest videnskabeligt udviklede i historien. Under sloganet om ”intelligent design” fremfører de ideen om kreationisme.
Middelklassemoralisterne har et overfladisk syn på verdenssituationen. De vrider deres hænder og jamrer: ”Sikke en forfærdelige verden vi lever i!” De forstår ikke at alle disse rædsler kun er udvendige symptomer på en dybere krise; selve systemets krise. Sådanne hæslige fænomener har altid ledsaget ethvert system i forfald og på vej til dets udryddelse - som enhver der studerer historien om det Romerske Imperium og feudalismen forfald vil vide. Men, det er meget uvidenskabeligt kun at se tingene fra deres negative side. Det er også ubrugeligt i praksis. Disse folk minder om en dårlig læge der udelukkende brokker sig over patientens symptomer, i stedet for at give en videnskabelig analyse af sygdommen og foreslå en kur.
Marxister indtager ikke en moralistisk attitude til de fænomener vi ser foran os. Vi forstår at disse symptomer er det nødvendige produkt af et socioøkonomisk system, som har udlevet dets historiske brugbarhed og udviser alle tegn på en dødelig sygdom. Det er en uundgåelig konsekvens af kapitalismens dødskamp. For at sige sandheden, er det et system det burde have været omstyrtet for længst. Det gamle samfund dør oprejst og det nye samfund kæmper for at blive født.
Marxisternes opgave er, at gøre alt hvad der står i vores magt til at forkorte denne krampagtige proces, som truer med at underminere civilisationen og den menneskelige kultur, og at udvikle og hjælpe kræfterne for et nyt samfund. Det vil sige: vi må hjælpe arbejderklassen, startende med de mest bevidste elementer og ungdommen, til at forstå de opgaver historien stiller og til at opfylde den historiske mission: Erobringen af magten og den socialistiske omdannelse af samfundet.
Latin Amerika – nøglen til verdensrevolutionen
Indenfor den generelle kontekst med en verdensomspændende kapitalistisk krise, har vi en særlig krise i Latin Amerika. Det er på nuværende tidspunkt det kontinent hvor de revolutionære processer er gået længst og rent praktisk har opnået en generel karakter. Det afspejler kapitalismens dødvande i Latin Amerika. Den uhyre store mængde af ressourcer, som er mere end tilstrækkelige til at løse folkets problemer, er blevet udplyndret af imperialismen med de lokale oligarkiers stiltiende indforståelse.
 |
Reformisterne og pacifisterne er hypnotiseret af den amerikanske imperialismes “absolutte” magt. Men selvom USA’s magt er enorm er den ikke ubegrænset. Det er blevet vist både i Irak og også i Latin Amerika. Om Latin Amerika sagde vi for seks år siden, at det var nøglen til verdensrevolutionen og vi tog de nødvendige organisatoriske skridt til at reagere på dette faktum. Vi ser her den afgørende vigtighed for perspektiver. Latin Amerika viser tydeligt den amerikanske imperialismes begrænsning. Tidligere blev alt der blev sagt fra Washington gjort til praksis. Men forsøget på at indsnige Amerikas Frihandels Aftale til Latin Amerika led et ynkeligt nederlag. Og Bush fik en meget varm velkomst i Buenos Aires, da han tog til OAS-topmøde. Washington er ængstelig. De føler at kontrollen med Latin Amerika løber ud af deres hænder.
Selvfølgelig betyder det ikke at imperialisterne vil forblive tilbagelænede med armene over kors. De intervenerer allerede og ikke kun med ord. Colombia Planen, som skulle være en del af den såkaldte krig mod stoffer, er i virkeligheden en krig mod guerillaerne. Det er også et forsøg på at skabe en base for amerikansk imperialisme i Latin Amerika, hvorfra de kan igangsætte interventioner mod andre stater, i første omgang Venezuela. De har gjort Colombia til en bevæbnet lejr, tilført enorme pengesummer og sendt såkaldte rådgivere til at støtte Uribe’s reaktionære regime. Den venezuelanske revolution er det der bekymrer Washington mest. Den er gået temmelig langt, men staten og økonomiens nøglesektorer er stadig i borgerskabets hænder. Derfor kan den stadig omstødes og det er hovedmålet for den amerikanske imperialisme.
En kontinental revolution
Et fællestræk for hvert eneste land i Latin Amerika er den enorme acceleration i begivenhedernes gang. Hele kontinentet bevæger sig mod revolution, og den bevægelse udfolder sig med stigende hast. I løbet af kun seks måneder har vi set vigtige begivenheder i Ecuador, Bolivia og Mexico og vigtige udviklinger i Venezuela.
Hvis naturen afskyer vakuum, er dette også sandt i politik. I fraværet af en ledelse fra de gamle traditionelle arbejderpartier, kan alle mulige ejendommelige afvigelser forekomme, i sær i de mindre udviklede ekskoloniale lande hvor den borgerligt demokratiske revolutions opgaver er ufuldendte. Massernes problemer er for pinefulde til at tillade forsinkelser. På den anden side er klassesammensætningen mere kompliceret end i de ældre, mere udviklede kapitalistiske nationer i Europa og Nordamerika. Således er alle besynderlige variationer mulige.
Disse variationer ser ud til at gå på tværs af etablerede mønstre og afvige fra historiens velbetrådte veje. Illusionen om noget fuldstændig nyt og originalt er blevet skabt. Men i virkeligheden er det ikke sådan det er. Alle forsøgene på at finde en ”tredje vej” mellem kapitalisme og socialisme har fejlet og må nødvendigvis fejle. Enten tager proletariatet magten i sine hænder og starter en radikal omdannelse af samfundet, eller også vil den kapitalistiske reaktion før eller siden kvæle revolutionen. Der findes ingen undtagelser til denne stålfaste historiske lov.
I Latin Amerika er den revolutionære bølge gået længere end alle andre steder. Det er en ægte kontinental proces, hvor begivenhederne i et land påvirker begivenhederne i alle de andre lande. Den venezuelanske revolution er blevet et hovedreferencepunkt. Nu har Evo Morales vundet valget i Bolivia med 54 procent af stemmerne, og det repræsenterer massernes vilje til at ændre samfundet. Dette betegner et vigtigt vendepunkt i situationen. USA’s magt udfordres i det ene land efter det andet.
Men i fraværet af stærke marxistisk-leninistiske partier, må masserne forsøge at finde en vej ud, søge efter et alternativ til den nuværende blindgyde, som dømmer dem til trældom og elendighed. De vender sig mod partier som PRD i Mexico, Frente Amplio i Uruguay og den bolivariske bevægelse I Venezuela. Masserne kræver løsninger på deres problemer. De vil teste disse partier, ledere og bevægelser. Kun på grundlag af erfaring kan de nå til de nødvendige konklusioner.
Ægte marxisters holdning til masserne er ikke arrogant og nedladende. Vi stiller ikke masserne ultimatummer, men går fremad skulder ved skulder med dem. Vi forklarer hvad der er nødvendigt på hver eneste trin og hjælper masserne til at drage de korrekte konklusioner, og kæmper samtidig for at skubbe bevægelsen fremad. Vores slogan er Lenins fra 1917: ”Forklar tålmodigt”. Kun på denne måde kan vi overvinde vores svaghed og finde en vej til masserne.
Selvom om Tabare Vasquez er en reformist af Lula typen, havde vi i Uruaguay valget af Frente Amplio (FA) på baggrund af fem generalstrejker. I Brasiliens tilfælde tog det to år før en opposition til Lula’s politiske linje fremkom. I Uruguay er den fremkommet endnu hurtigere, efter kun et år. Kommunistpartiet, som er hovedpartiet i FA, har offentligt, men også i parlamentet, modsat sig nogle af de beslutninger som regeringen har truffet, og der er en ulmende kritisk stemning indeni selve FA. Peru går også i en revolutionær retning. Vi har set opstanden i Ecuador, som væltede regeringen, og en oprørsbevægelse i Bolivia hvor det eneste der forhindrede arbejderklassen fra at overtage magten, var fraværet af en ledelse.
I Ecuador, et lille og fattigt land, ser vi massernes enorme revolutionære potentiale. I 2000 gjorde den revolutionære bevægelse i Ecuador os først opmærksomme på udviklingen af en revolutionær situation i Sydamerika. (Se vores artikler fra den periode.)
Det ville have været muligt at gennemføre en fredelig revolution i Ecuador på det tidspunkt. Arbejderne og bønderne havde magten i deres hænder, men de vidste ikke at de havde magten. Den løb gennem deres fingre. Men masserne er ikke blevet overvundet og den herskende klasse var nødt til at løslade Lucio Gutierrez, hærobersten som sluttede sig til masserne under oprøret. Han fortsatte og vandt valget i slutningen af 2002. Men for masserne har ingenting ændret sig. Den herskende elites magt forblev intakt. De rigeste 20 procent kontrollerer 60 procent af BNP, mens de fattigste 25 procent kun står for 4 procent. 46 procent af den aktive befolkning er enten helt eller delvist arbejdsløs. En lignende andel har ikke adgang til rindende vand.
Nu har en masseoprørsbevægelse efter kun 2 år afvist Gutierrez. Han blev miskrediteret, da han accepterede IMF og Verdensbankens dikterede politik. Dette var uundgåeligt. Hvem der end kommer til magten står med et klart valg: enten at handle i massernes interesser, hvilket betyder at konfrontere bankerne og kapitalisterne, eller at kapitulere til kapitalisterne og angribe massernes levestandard. Gutierrez valgte det sidste og det var årsagen til hans fald.
Gutierrez’s erklæring om undtagelsestilstand forhindrede ikke 50.000 folk i at komme ud på gaderne. I sandhedens øjeblik kunne statsmagten ikke forhindre at masserne væltede ham. Han blev hurtigt erstattet af vicepræsident Alfredo Palacio. Det vil ikke løse noget. Der stilles ikke kun spørgsmålstegn ved den ene eller den anden regering, men også ved det kapitalistiske system og det borgerlige demokratiske regime. Men i fraværet af et revolutionært parti er intet blevet løst. Siden 1994 er tre præsidenter blevet fjernet af masseaktioner. Dette faktum alene viser umuligheden af at nå en reel eller blivende stabilitet på kapitalistisk basis. Nye bevægelser er uundgåelige og de vil igen rejse spørgsmålet om magten.
Peru er også i dyb krise. Domstolene, parlamentet og alle den borgerlige stats øvrige officielle institutioner er upopulære og miskrediterede. Den offentlige gæld svarer til 47 procent af BNP. Fattigdomsniveauet svarer til niveauet i Bolivia, og Peru kan når som helst være det næste land der følger i Bolivias fodspor.
Præsidentvalget afspejlede mistilliden til de traditionelle partier, da den indfødte kandidat Humala, i den første valgrunde, opnåede førstepladsen foran højrefløjskandidaten Lourdes Flores og APRA der forblev på en andenplads.
Imperialismen og det peruvianske borgerskab gik i panik og indledte en tilsviningskampagne mod Humala for at sikre en sejr til Alan García. De frygtede ganske vist ikke Humala der gjorde alt for at gøre sin retorik mindre moderat og på den måde forsikre den herskende klasse om at han ikke var en farlig eventyrer. Dog forstod den herskende klasse at hvis Humala havde vundet valget ville masserne have set anderledes på sagerne.
Der eksisterer I stor udstrækning en opfattelse af at ting ikke kan fortsætte som de altid har gjort. Det er støtten til Humala et udtryk for. Derfor vil tålmodigheden med Alan García regeringen ikke vare længe. Idéen om at ”Vi må gøre det samme som i Bolivia” vil blive den dominerende tanke blandt masserne.
Brasilien og Chile
Brasilien er en geografisk og økonomisk gigant og en regional supermagt, et kontinent på kontinentet. Udviklingen i Brasilien følges med interesse på resten af kontinentet og også på venstrefløjen rundt om i verden. Lula’s valgsejr vækkede en enorm entusiasme hos masserne. Men Lula har gennemført en pro-kapitalistisk politik. Hans kapitulation til imperialismen og IMF har fremprovokeret en stemning med utilfredshed og kritik i arbejderbevægelsen og blandt de jordløse bønder, især blandt de mest fremstående lag af aktivister. Det fører til en voksende proces med en indre adskillelse.
Der er en voksende radikalisering blandt arbejderne og bønderne, udtrykt i en bølge af land- og fabriksbesættelser. Der har været en række af kriser og splittelser. De seneste skandaler har afsløret korruptionen blandt de højrereformistiske PT ledere. Det har uddybet den interne krise i PT endnu mere. En del af aktivisterne er bittert desillusioneret af Lula og hans kapitulation til imperialismen og de store virksomheders pres. Ikke desto mindre ser arbejder- og bondemasserne tingene anderledes. De ser ikke noget alternativ til Lula og PT. Derfor er alle venstresplittene dømt til kraftesløshed.
Hvis der havde været en stærk marxistisk tendens i opposition kunne den have fået stor støtte og ville nu sandsynligvis være i position til at vinde flertal i partiet. Uheldigvis har ultravenstre sekterne, som tidligt gik ind i PT, smidt denne mulighed væk, ved at fremprovokere en række alt for tidlige split. Men processen er ikke slut. Der er en bevægelse for at besætte fabrikker og land. Og der er stadig store muligheder inden i PT for en tendens som har klare ideer og ved hvad den gør.
I de sidste få år er Chile blevet fremstillet, af fortalerne for kapitalisme – selv af en del af de reformistiske ledere – som det mest stabile og velstående land i Latin Amerika og som en model til efterligning. Men som Argentina i 1990, skjuler det påståede ”chilenske mirakel” i virkeligheden en af de mest ulige fordelinger af rigdom på kontinentet og en ubegrænset udbytning af arbejderne og folket. Alt er blevet privatiseret og landets rigdom (i sær kobber) er blevet serveret for de imperialistiske multinationale selskaber på et sølvfad.
I de sidste to årtier har lederne af højrefløjen i SP pålagt de almindelige arbejderpartimedlemmer en klassesamarbejdspolitik med borgerlige partier så som Kristen Demokraterne (DC) i ”Cencartacion”. Lagos’ og højrefløjslederne i PS' politik splittede venstrefløjen og hjalp den herskende klasse til at bevare kontrol og den har været en hindring for en hurtigere genrejsning af den chilenske arbejderklasse. Men de sociale modsætninger ophober sig på uholdbar vis og nærmere før end siden vil de bryde frem til overfladen. Mindet om 70’ernes revolutionære traditioner er ikke døde og vil igen opstå med fordoblet styrke.
Resultatet af parlamentsvalget og første runde af præsidentvalget (i skrivende stund har anden runde ikke fundet sted) afspejler en klar tendens mod social polarisering. Den socialistiske kandidat fik, tilføjet kandidaten fra Juntos Podemos og en front skabt af CP, MIR og andre små venstrefløjsgrupper, mere end 50 procent af stemmerne, og summen af stemmer til de to højrefløjskandidater var omkring 48 procent. Indenfor rækkerne i Kristen Demokratiet (DC), et borgerligt parti som historisk har prøvet, gennem demagogi at bevare en vis social base blandt folket, er der klare tegn på et højre-venstre split.
Michelle Bachelet, den nye SP leder, var minister under Lagos og har ikke udfordret hans politik, selvom om hun har været tvunget til at bruge et mere venstreorienteret sprog ved visse anledninger. Utilfredsheden med SP’s højrereformistiske ledelse er blevet udtrykt ved deres nederlag på en række afstemninger ved sidste Kongres, og ved væksten af strømninger, såsom Socialister som Allende, der argumenterer for et mere venstreorienteret program. Disse strømninger opnåede 47 procent af stemmerne på sidste partikongres, selvom sammensætningen og ledelsen af disse strømninger er uensartet. Inden for visse dele af kommunisternes almindelige medlemmer vinder ideen om en enhedsfront med venstrefløjen i SP terræn og det kunne ændre hele situationen. Men det de almindelige medlemmer af SP og CP frem for alt har brug er, at kæmpe for et klart og utvetydigt marxistisk program og politik.
Mexico
Mexico var en af de lande som så ud til at være immune overfor dynamikken i resten af Latin Amerika – massemobiliseringer var ikke på dagsordenen. Det højreorienterede PAN sad sikkert på magten, økonomien gik godt og var fast sammensvejset med USA. Men i løbet af kun få måneder er hele situationen blev vendt. Massebevægelsen mod ”desafuero” ændrede situationen fuldstændig. 1,2 millioner mennesker gik på gaden i Mexico City for at støtte PRD lederen Lopez Obrador.
 |
Washington frygter at en “mexikansk Chavez” kommer til magten. I virkeligheden er sammenligningen ikke præcis. Lopez Obrador er ikke nogen Chavez og han prøver at vise sin loyalitet med Washington. Alligevel er Washingtons frygt velfunderet. Det er rigtigt af Bush at være skræmt – ikke af Lopez Obrador, men af de masser som står bag ham. Trotskij pointerede at under særlige omstændigheder, kan reformistiske ledere presses længere end de har i sinde. Det er hvad Washington frygter. På trods af hans personlige intentioner er Lopez Obrador under pres fra masserne for at forbedre deres forhold. Washington ved kun alt for godt at masserne kan presse Lopez Obrador hinsides det han har i sinde.
Under pres fra Washington forsøgte Fox at forhindre Lopez Obrador i at stille op til præsidentvalget i år. De beskyldte ham for korruption. Det er en absurd anklage. Selv hvis den var sand, for alle ved at alle mexicanske politikere tager imod penge. Masserne ved det og de ved også hvorfor man kun slog ned på Lopez Obrador, det er grunden til at de strømmede ud på gaderne for at protestere.
Efter 20 års umenneskelighed, massiv fattigdom og arbejdsløshed med dets nordlige nabos velsignelse (NAFTA etc.), søger masserne efter et alternativ. Mellem 1994 og 2002 er 10,7 millioner taget til USA for at finde arbejde. Det er over en million om året. Fra 1994 til i dag er den samlede arbejdsløshed steget til 9,4 millioner. I løbet af de sidste 12 år er lønningerne faldet med 65 procent. Derfor samledes de ved Lopez Obradors side i de største massedemonstrationer siden 1930'erne.
Der var spontane massemøder på åbne pladser, ofte uden at PRD havde indkaldt til dem. Der var bannere i fattigkvartererne imod desafuero'en. Lopez Obrador talte ved massemøder over hele landet. Til sidst var Fox nødt til at foretage et hurtigt tilbagetog. Hvis han ikke havde gjort det, kunne bevægelsen have udviklet sig i retning af en opstand. Dette var et vigtigt nederlag for Fox og det mexicanske borgerskab. Det repræsenterer en enorm ændring i situationen. Det har løftet massernes selvtillid, og det vil blive vanskeligt at demobilisere arbejderne når de først er organiserede. Folk i Mexico taler om politik – på markederne, i metroen osv. Det er et symptom på starten af en revolution. Bevidstheden ændrer sig hastigt.
Takket været bureaukratiet i PRD har Fox stadig magten. Siden de blev forhindret i at vælte Fox ved direkte handling på gaden, har masserne bevæget sig ind på det parlamentariske plan. Dette dokument er skrevet før præsidentvalget, men med mindre der er massiv valgsvindel, eller Lopez Obrador foretager sig noget meget dumt, vil han vinde et afgørende flertal. De borgerlige partier er nu i krise – ikke blot PAN, men også PRI.
Fox-regeringen er i krise. Der har aldrig før været en mexicansk regering med så mange ministerrokader. Som resultat af arbejderbevægelsens modstand er hver af Fox' kontrareformer blevet stoppet af masserne. PAN er internt et splittet parti, og arbejderne hader det. PRI er også i en dyb krise. Ifølge meningsmålinger står PRD til 36 procent, PAN til 24 procent, og PRI til 22 procent. Borgerskabet er ved at løbe tør for muligheder og sender nu betroede folk ind i PRD for at sikre, at det ikke driver til venstre.
Under disse forhold spiller ultra-venstre sekterne, som sædvanlig, en skadelig rolle. På et tidspunkt hvor masserne forsøger at forene sig for at vælte den forhadte Fox-regering, forener sekterne sig – imod Lopez Obrador! Dette sekteriske vanvid bliver entusiastisk støttet af zapatisterne. Sammen har de organiseret den såkaldte "Anden Kampagne" for at så forvirring blandt studenter og middelklasseelementer. Denne kampange kan kun komme Fox til gode. Fox som størstedelen af bønderne og arbejderne kæmper for at sejre over. Disse venstresekterikske metoder og politik vil kun tjene til at isolere Zapatisterne yderligere fra masserne og totalt miskreditere dem i arbejderne og bøndernes øjne.
En valgsejr til PRD vil skubbe hele bevægelsen fremad. Det vil repræsentere et brud i situationen. Det vil også gøre det muligt for masserne i praksis at se, hvor uduelig reformistisk politik er. De vil blive i stand til at sammenligne ord med handlinger. Derfor er den eneste tilladelige politik for de mexicanske marxister at kæmpe imod Fox for en PRD-regering, og kræve at en regering, der er valgt med arbejderne og bøndernes stemmer må bryde med kapitalismen og imperialismen og gennemføre en socialistisk politik.
Under forhold med krise og en oprejst arbejderklasse vil der finde en skarp polarisering sted til højre og venstre. Dette vil uundgåeligt blive afspejlet inde i PRD. Den herskende klasse i Mexico forsøger at kontrollere PRD med dens egne folk. Lopez Obrador er blevet omringet af en klike af tidligere PRI-folk. Dette fremprovokerer allerede gnidninger i partiet. De menige medlemmer protesterer over højrefløjselementerne der tager kontrollen. Forrest i denne kamp er den marxistiske tendens, repræsenteret i Mexico af El Militante, som er et revolutionært referencepunkt for aktive arbejdere og unge. Tilstedeværelsen af en organiseret marxistisk tendens er et fundamentalt element i denne ligning.
Det er ikke umuligt at borgerskabet tyer til en manøvre for at holde Lopez Obrador ude. De vil måske bestikke nogle af PRD-lederne og fremprovokere splittelse på regionalt niveau. De kan også ty til valgsvindel. Men hvis de gør det, og masserne konkluderer at de er blevet snydt, vil vejen være banet for et hidtil uset opsving i massekamp, der vil gøre landet umuligt at regere. Før eller siden vil de være nødt til at give magten til PRD. Det vil være begyndelsen på en helt ny situation i Mexico.
Hvis, og det ser mest sandsynligt ud, Lopez Obrador vinder præsidentvalget, vil han stå over for en økonomisk krise, der vil tvinge ham til at vælge. Krisen var forsinket på grund af en bedring i USA's økonomi, men den vil forværre massernes forhold, der allerede er desperate. Det vil ligne situationen i Spanien efter republikken blev udråbt i 1931, og det vil på samme måde indlede en dramatisk udvikling.
Argentina
Revolutioner kan antændes af masser af ting: en krise i aktiemarkedet, et finansielt kollaps, en krig, en alvorlig politisk skandale, en terrorhandling. Opstanden i december 2001 var resultatet af et finansielt kollaps. Præsident de la Rua var tvunget til at flygte i en helikopter fra toppet af sit præsidentpalads. Men disse begivenheder bragte omgående alle modsætninger, der har ophobet sig under overfladen i det argentinske samfund i årtier, op til overfladen.
Argentina viser hvordan en tilsyneladende stabil situation, kan ændre sig i løbet af 24 timer. Fra kapitalismen og imperialismens standpunkt skulle det være et mønsterland. Det argentinske borgerskab fulgte slavisk alle opskrifterne fra IMF og Verdensbanken. Det blev hyldet som en succeshistorie. Men det hele kollapsede som et korthus ved det første kolde pust fra verdensøkonomien.
Årsagerne til kollapset i Argentina skal ikke findes inden for nationens grænser, men i verdensmarkedet. Det er globaliseringens andet ansigt. Chokbølgerne fra det asiatiske kollaps påvirkede først Rusland og fremprovokerede rublens kollaps sent i 1998. Så påvirkede det andre svage valutaer, som den polske zloty, og til sidst var Brasilien tvunget til at devaluere sin valuta. Siden Brasilien var Argentinas største eksportmarked, betød dette ruin. Resultatet var et finansielt kollaps, der i løbet af et døgn betød fallit for et stort antal argentinske indbyggere.
Regeringens kollaps åbnede sluseportene og banede vejen for massernes aktive indblanding. Vi sagde, at det var begyndelsen på den argentinske revolution. Vi forklarede, at den herskende klasse var for svag til at bevæge sig mod reaktion på dette stadie, og at revolutionen ville blive forlænget i en årrække med ebbe og flod, før en endelig løsning kunne sættes på den ene eller anden måde.
I december 2001 væltede en spontan massebevægelse de la Rua-regeringen, men med fraværet af et stærkt revolutionært parti drev initiativet over til borgerskabet. Men vi advarede fra begyndelsen om, at med mindre arbejderne bevægede sig for at tage magten, kunne det lykkes for borgerskabet at aflede bevægelsen i parlamentariske kanaler, og at et valg ville betyde sejr til en "venstre"-peronist, der på det givne tidspunkt så ud til at være en mand som Saá. Det blev ikke Saá, men Kirchner, der blev valgt. Men prognosen var absolut korrekt og blev bekræftet i praksis.
Kirchnerisme er et ekstremt ustabilt fænomen fyldt med indre modsætninger. På trods af sine nationalistiske fagter er Kirchner ude af stand til at bryde med den amerikanske imperialisme, som har alle kort på hånden. Han har forsøgt at manøvrere mellem klasserne og mellem imperialismen og de argentinske masser.
I frygt for det revolutionære potentiale hos de argentinske masser antog Washington først en vent-og-se holdning. Men nu strammer Bush skruen. Argentina er under stort pres for at betale sin gæld. Det kan det ikke gøre. Ifølge de officielle statistikker lever 38,5 procent af befolkningen stadig under fattigdomsgrænsen i et land, der engang var den 10. største industrination i verden. De seneste massedemonstrationer mod Bushs besøg i Argentina er en advarsel om, hvad der vil ske, hvis Kirchner forsøger at betale imperialisterne ved at lade masserne bære byrden. Scenen er sat for nye revolutionære rejsninger og yderligere polarisering mellem højre og venstre.
Der har, uundgåeligt, været en vis forbedring af økonomien efter kollapset, ligesom en sten, der er smidt ud fra stor højde, uundgåeligt vil hoppe op. I de sidste tre år er BNP vokset med 27 pct. Det betyder, at den argentinske økonomi nu har nået samme niveau, som da krisen begyndte. Investorerne har gradvist genfundet deres nerver. Økonomiens delvise genoplivelse har skabt gunstige forhold for et opsving i den økonomiske kamp. Imidlertid fortæller disse statistikker ikke hele historien. Massernes forhold er ikke blevet særligt forbedret. Jobs og lønninger er meget værre end før. Fattigdomsniveauet er muligvis det højeste i Argentinas nyere historie. Med inflation, der stiger igen, og skrantende lønninger, antager fagforeningernes rolle enorm betydning.
Tro mod peronismens traditioner balancerer Kirchner mellem klasserne og læner sig endda op ad masserne for at slå til mod imperialismen og den herskende klasse, han har endda kritiseret militæret, men uden at ændre noget grundlæggende. Han har behændigt lavet nogle indrømmelser til arbejderklassen, og lønningerne steg i 2005. Det er kun en bleg karikatur af den politik, Peron gennemførte i fortiden. Men hele verdenssituationen er meget anderledes nu. Da Peron kom til magten, var der en næsten ubegrænset efterspørgsel efter argentinsk oksekød og hvede i efterkrigstidens Europa. De argentinske kapitalister havde råd til at give indrømmelser. Det er ikke tilfældet i dag. Nu har Argentina et enormt underskud over for udlandet. IMF vil stramme skruen og forlange nedskæringer og tilbageholdenhed. Indtil nu er det lykkedes Kirchner at manøvrere. Men det kan ikke vare ved for evigt.
Arbejderklassen, der er gået gennem kirchnerismens skole, træder nu ind på scenen som en uafhængig kraft. Vores argentinske kammerater har fremsat parolen om en venstrefløjstendens i fagbevægelsen, hvilket har fundet et ekko blandt de fremskredne arbejdere. Stillet over for et opsving i arbejdskamp har bureaukratiet i CGT været nødt til at stille sig i spidsen for bevægelsen. Men dens motorkraft er bevægelsen fra neden. De militante fagligt aktive har vist deres instinktive forståelse for, hvad der er nødvendigt ved at organisere Venstrefagforenings Tendensen. Denne har vundet militante faglige fra sektorer som metroarbejderne, jernbanearbejderne, lærere, sundhedspersonale og andre. Det er de folk, der må vindes til marxismen, hvis den argentinske revolution skal sejre.
Bolivia
Bolivia har været i en revolutionær situation siden oktober 2003. Gang på gang har masserne taget magten i deres hænder, men blevet frustreret af manglen på en revolutionær ledelse. Det indrømmede lederne af fagforeningssammenslutningen COB rent ud, da de sagde: vi tog ikke magten, fordi vi ikke har et revolutionært parti.
 |
Det forunderlige bolivianske proletariat spillede en ledende rolle og satte sig selv i front for nationen og mobiliserede alle de andre undertrykte og rettighedsløse masser bag sig. Arbejderne iværksatte massedemonstrationer med center i El Alto med krav om en ubegrænset generalstrejke. Alle arbejdermagtens elementer var til stede. Minearbejderne marcherede mod hovedstaden bevæbnet med dynamitstænger. ”Cabildo abierto” var i virkeligheden en sovjet. Bevægelsen fremsatte direkte spørgsmålet om magten.
Faktisk var magten i arbejdernes hænder i sommeren 2005. I et kolossalt ryk gik bevægelsen langt videre end de oprindelige krav om nationalisering af gassen. Det de stræbte efter var en arbejdernes og bøndernes regering. De udfordrede den skræmte herskende klasse, som var ude af stand til at svare. De almindelige medlemmer af MAS blev rørt dybt og radikaliseret. Ledelsen mistede mere og mere kontrollen.
Den ubeskriveligt reaktionære, korrupte og rådne bolivianske herskende klasse var ikke engang i stand til at igangsætte en borgerkrig mod revolutionen. De manglede en tilstrækkelig base i samfundet og i hæren for at gøre dette. I stedet truede de med at løsrive sig og opdele Bolivias levende krop, det vil sige: at tilintetgøre Bolivia som nation. Det er den egentlige betydning af ”patriotisme” for de bolivianske godsejere og kapitalister. Men dette vil være utåleligt for selv den bolivianske generalstab. Det var en slående bekendelse af den moralske og politiske bankerot. Med denne handling alene erklærede det bolivianske borgerskab sig offentligt ude af stand til at reagere.
Det ville have været en ret let sag for lederne af COB at tage magten ud af det rystende bureaukratis hænder. Det ville have været nok at danne en nationalkomite valgt af folkeforsamlinger eller cabildos, og udråbe den som den nationale regering og arrestere den gamle regering. I de givne forhold kunne dette har været gennemført uden blodsudgydelser eller borgerkrig. Et hvert forsøg fra det bolivianske borgerskab på at bryde væk kunne let have været undertrykt. Måden ville have været at gennemføre den succesfulde socialistiske revolution i Bolivia, der vil have været startskuddet for en socialistisk revolutionen i hele Andesregionen og hele Latin Amerika. Uheldigvis viste COB lederne endnu engang, at de var uforberedte. De træk sig tilbage fra magtovertagelsen.
Som en følge af den fejlslagne ledelse blev den storslåede bevægelse, som vi forudsagde, til sidst ført over på valgsporet. Borgerskabet kan ikke fortsætte med reagere som tidligere. Det har fået et stort stød og er stadig ved at finde balancen. Det har to blå øjne, men det er endnu ikke blevet endeligt besejret. Det har taget et skridt tilbage for at omgruppere dets kræfter og forberede en kontraoffensiv senere, når massebevægelsen ebber ud. Og masserne, da de så at lederne ikke have nogen intention om at tage magten, trak på skulderne og fortsatte med at stemme på Morales som det næstbedste.
Uheldigvis indtog mange i fortroppen et ultravenstre standpunkt og boykottede valget. De mislykkedes i at forstå processen. Masserne vil ændre samfundet. De er fyldt med en brændende indignation mod imperialismen og den rådne bolivianske herskende klasse. Arbejderlederne kunne og skulle have taget magten. Men de vaklede, tabte tid, tabte initiativet. Så sagde masserne: ”OK, COB ville ikke tage mgaten, så går vi til valg og ser, hvad der sker med Evo.”
Valgresultatet viser, hvor meget fagforeningslederne og fortroppen er ude af berøring med masserne, da de talte for, at man skulle undlade at stemme. 54 pct. stemte for Evo Moral (omkring 1,5 millioner stemmer) med en massiv stemmedeltagelse på 84 pct.. Dette på trods af, at 1,5 millioner, hvoraf de fleste ville have stemt på Morales, var taget af stemmelisterne. Han fik 67 pct. i La Paz, mod 18 pct. for den herskende klasses kandidat. I El Alto, revolutionens center, stemte mellem 70 og 80 pct. for Morales. Det var et sted hvor MAS ikke havde noget organiseret grundlag. De folk, som deltog i det nyeste oprør, stemte overvældende for Evo Morales.
Massernes attitude var ret forståelig. Masserne har lidt under forfærdelige problemer, som det ikke kan tillade forsætter. De var ikke i stand til at blive og vente på, at den revolutionære fortrop fik orden i sine sager. De så en chance for at ramme den herskende klasse og dens partier i valget, og de tog den. De stemte massivt for Evo Morales. Evo Morales’ sejr afspejler en stor ændring i situationen. Det var et knusende slag mod oligarkiet og imperialismen. De traditionelle partier blev næsten udryddet. Selv i Santa Cruz, oligarkiets højborg, vandt MAS 33 pct. af stemmerne. Det viser reaktionens ekstreme svaghed lige nu. I 30 år har der ikke været et valg, hvor Bolivia’s præsident blev valgt i første runde.
En stemme på Morales var en stemme for at ændre samfundet. Nu vil masserne vente og ”se hvad der sker”. Men de vil ikke vente længe. Hvad vil Morales gøre? I ”The diez medidas”, dvs. hans program, udtrykker han ideen om den småborgerlige demokratiske revolution. Men Morales blev valgt oven på to generalstrejker og oprør, og han kommer selv fra de indfødtes og bøndernes bevægelse, der brød ud i Bolivia i anden halvdel af 1990’erne. Der er andre elementer i regeringen, der repræsenterer den samme bevægelse, samt repræsentanter for den småborgerlige nationalisme. Dette forklarer massernes voksende tillid til regeringen, der kun er blevet lettere rystet i dens første hudrede dage af kriser som eksempelvis krisen i det nationale luftselskab LAB.
Morales-regeringen vil befinde sig mellem to milepæle. Masserne vil have Evo Morales til at tage seriøse tiltag til fordel for dem – ”nationalisere alt” – det er det de forventer af ham, og de vil fortsætte med at lægge pres på regeringen for at føre revolutionen udover den borgerlig-demokratiske revolutions grænser. På den anden side vil han være under voldsomt pres fra oligarkiet og imperialismen. Washington er meget bekymret for følgerne af Evo Morales’ sejr, den alliance som Bolivia er ved at danne med Cuba og Venezuela og den effekt La Paz regeringens første tiltag kan have på hele regionen. Nationaliseringen af gassen, om end den kun er en delvis nationalisering, står som et eksempel og til opmuntring for de mobiliserede masser i Ecuador, på den turbulente situation i Peru og også på den politiske fremtid i Brasilien, hvis økonomi er stærkt afhængig af de bolivianske gasreserver. Som vi forudsagde for nogen tid tilbage, bliver Bolivia mere og mere ”nøglen til revolutionen i Andesregionen”.
Morales ville gerne have haft mulighed for at forsone sig med den herskende klasse, men relationerne til masserne er den eneste løftestang hans regering har. Hans position står og falder med, hvorvidt han kan holde gang i massernes mobilisering til forsvar for reformerne og mod angrebene fra borgerskabet og imperialisterne, der stadig har kontrollen over vigtige dele af økonomien, men også vigtig politiske positioner. Det er grunden til, at han allerede nu er gået længere end hans program først lagde op til. Det forklarer ydermere, hvorfor kravet om nationaliseringen af minedriften virker lovende. Et krav der indtil for nylig ikke har været fremført åbent, hvilket også skyldes splittelsen mellem kooperativbevægelsen og minearbejderne på den statsejede virksomhed COMIBOL. Modsætningerne i hans program vil skærpes, når først ”kampen om land” begynder. Set i lyset af Bolivias indre sociale kontekst forbliver ”kampen om land” det område, hvor konflikten med det nationale borgerskab er mest åbenlys.
Den bolivianske revolution er startet og kan vare i nogen tid – måneder hvis ikke år – med nedture og opgange. Problemet er, at masserne er mislykkedes i at tag magten, men den herskende klasse og imperialismen er - endnu - ikke i en position til at lave et kup. De er derfor tvunget til at vente, manøvrere, trække sig tilbage, lave intriger og spille med i nogen tid. Det er årsagen til det ekstremt varsomme sprog, Washington bruger, når de taler om Evo Morales. De håber stadig på at kunne købe ham, at neutralisere ham, at tvinge ham til at acceptere deres betingelser og kompromittere ham i arbejderne og bøndernes øjne, inden de styrter ham. Det faktum at USA betaler ti procent af Bolivia’ budget i ”hjælp”, giver Bush et værktøj, han kan bruge for at stykke sin sag.
Den bolivianske revolution vil udfolde sig over nogle år, hvor perioder med masseopstande vil blive fulgt af perioder med stilstand, når masserne er trætte og skuffede. Der kan endda være reaktionære perioder ligesom Bienio Negro i 1934-36 i Spanien. Men hver eneste stilstand vil blive fulgt af en større og mere stormende opstand. I sidste ende vil det hele blive bestemt af en endelig sejr for den ene klasse over den anden.
