- Del 1
- Del 2
- Del 3
- Del 4
- Del 5
Redaktionens note: Dette dokument blev oprindeligt skrevet i efteråret 2005, som et diskussionsdokument til verdenskongressen i den Internationale Marxistiske Tendens i august 2006. På denne kongres blev dokumentet diskuteret og vedtaget, med nogle ændringer. Vi bringer hermed dokumentet for første gang på dansk. Læseren skal dog tage i betragtning, at dokumentet blev skrevet for halvandet år siden og således ikke har alle de seneste udviklinger med. Den grundlæggende analyse er dog stadig gyldig og analysen er uhyre vigtig, for at forstå de fundamentale processer i samfundet. Dette er del 1. De kommende dele vil blive bragt i løbet af forået. Del 1 kan læses her.
Europa
De vigtigste spørgsmål som vi må rette vores opmærksomhed mod, er de politiske og sociale følgevirkninger af kapitalismens krise – måden hvorpå denne finder et psykologisk udtryk blandt masserne. Begivenhederne i de sidste tolv måneder alene har givet os et væld af informationer i dette henseende. En alvor politisk krise udvikles i det ene land efter det andet. Overalt er der en begyndende røre blandt masserne. Som tillæg til ungdommens eksplosioner i Frankrig, har der været vigtige strejker i det ene land efter det andet. Radikaliseringsprocessen accelerer. Vi er vidner til arbejderklassens genopvågning på internationalt plan.
Fra en klassekampssynsvinkel er en dyb lavkonjunktur ikke nødvendigvis en god ting. Pludselig massearbejdsløshed kan medføre en midlertidig lammelse af klassekampen. Arbejderne er traumatiseret i en tid, selvom dette senere kan føre til fabriksbesættelser og masserne vil begynde at drage politiske konklusioner. Den nuværende situation på den anden side kan og virker som en stimulans til klassekampen. Der er en svag vækst, men ledsaget af en høj, vedvarende og organisk arbejdsløshed. Det er et opsving på arbejderklassens bekostning, baseret på ubarmhjertigt pres, lukninger, fyringer, arbejdsløshed, tempostigninger og angreb på pensioner. Overalt er budskabet det samme: ”arbejde til du dø”.
Klassekampens genkomst ses klarest i Europa. Den europæiske kapitalisme er i et stadie med langvarig nedgang, afspejlet i en lav vækst og høje arbejdsløshedsrater. I stedet for vækst er der økonomisk stagnation. Hele det europæiske projekt er begyndt at gå op i limningen. Skænderiet mellem Storbritannien og Frankrig om EU-budgettet, og den europæiske forfatnings fuldstændige fiasko, er kun to symptomer på dette faktum.
 |
Konflikten mellem Storbritannien og Frankrig over budgettet centreres om to spørgsmål: den britiske rabat og FLP, som giver generøse subsidier til Frankrig. Stridens ondskabsfuldhed fremviste den underliggende modsætning mellem EU lande og sprængte myten om ”europæiske solidaritet”. I stedet for forsætte til en europæisk ”super-stat”, er processen mod europæiske enhed gået i stå og er ved at blive sat i bakgear. Selvfølgelig kan det europæiske borgerskab ikke acceptere EU’s ødelæggelse, og euroen kan blive bevaret. Men Maastricht Aftalens oprindelige betingelser er komplet forældede.
Storbritannien er, efter at det har mistet sin status som verdensmagt, blevet reduceret til et andenrangs land ved Europas kyst. Dets fald illustreres grafisk af det såkaldte særlige forhold med USA. Blairs slaviske underkastelse for Bush viser på alle måder den fuldstædige impotens, der kendetegner Storbritannien, der har mistet hele sin industrielle basis. Blair og Brown plejede at prale med Storbritanniens økonomiske succes, baseret på markedsøkonomi. Men al dette er forduftet. Væksten er nu ikke mere end 1,5 procent – den laveste i 12 år. Sammenstødet med Frankrig endte dårligt. Blair var tvunget til at lave et ydmygende tilbagetog over Storbritanniens bidrag til EU-budgettet, mens Chirac ikke indrømmede noget overhovedet. Med den begyndende recession og høje arbejdsløshedsrater, vil der blive mange flere konflikter mellem EU-staterne.
Forsøget på at indføre en fælles mønt har, som vi forudsagde på forhånd, skærpet den økonomiske krise. Det gælder i sær for Italien. Italien er nu Europas syge mand. Krisen i Italien er meget alvorlig. Tidligere kom det italienske borgerskab ud af kriser ved at ty til devaluering af liraen og stigende budget underskud. Nu med euroen er ingen af disse ting mulige. Den italienske herskende klasse må pålægge byrden fra den økonomiske krise på arbejderklassens skuldre. Det har ført til en hel række generalstrejker og har fuldstændigt undermineret Berlusconi regeringen. Borgerskabet har intet andet alternativ end at sende arbejderklassen til Prodis skole. Det vil være en meget hård skole.
For få måneder siden trykte The Economist en artikel der sagde, at for at løse den italienske økonomis problemer, var der brug for at fyre 500.000 arbejdere i den industrielle sektor og sænke lønnen med 30 procent. Det viser borgerskabets virkelige plan. Det viser hvor meget pres der vil være på Centrum-Venstre regeringen, når den kommer til magten. Den vil blive tvunget til at lave angreb på arbejderne. Men det vil også være under pres for at lave love, der er i arbejderklassens interesse. Det vil åbne op for røre i oppositionens rækker både i RC og DS, med store muligheder for venstrefløjen og for den marxistiske tendens, som allerede har haft vigtig fremgang.
Italien er nu i front for klassekampen i Europa. Men Tyskland og Frankrig – to centrale EU-lande – er ikke langt efter. I begge lande er der en dyb politisk krise. Resultatet af forfatningsafstemningen i Frankrig var en bombe. Det var ikke kun en afstemning om EU-forfatningen eller selv om Chirac. Det var en protest imod hele situationen, en afstemning mod hele det politiske establishment.
Det franske banlieues oprør afspejlede de ophobede modsætningerne i det franske samfund, som var blevet opbygget igennem en lang periode. Det afspejlede den brændende vrede hos de marginaliserede unge, som ikke ser nogen fremtid for sig selv i det nuværende system. Den følelse af fremmedgørelse har mange årsager: fattigdom, diskrimination, racisme og politivold. Men i sidste ende afspejler det, det faktum at i den nuværende periode, selv under et økonomisk boom, forbliver arbejdsløsheden meget høj. I Frankrig er der ifølge de officielle statistikker (som altid undervurderer den virkelige situation) ti procent arbejdsløshed. Men for yngre er tallet 20 procent og for unge nordafrikanere fyrre procent.
De brændende biler var en blind protest mod de umenneskelige forhold, mod arbejdsløshed, dårlige boligforhold og socialt forfald. Borgerskabet forfærdes over de voldelige manifestationer forårsaget af utilfredshed. Men hvem er ansvarlige for det? For det første, kapitalisterne og deres hyrede agenter, politikkerne og politiet er vidne til den forfærdelige sociale nød, og i anden omgang arbejderpartiernes og - fagforeningernes reformistiske ledere, som har været ude af stand til at give et politisk og organisatorisk afløb for ungdommens utilfredshed.
Den herskende klasses repræsentanter kommer tit til den samme konklusion som marxisterne. Efter oprørene og EU-afstemningen, er det blevet rapporteret at Chirac har sagt: ”Der er en gærende uro i Frankrig”. Det er uden tvivl korrekt, men ikke kun i Frankrig.
I Tyskland er der over fire millionerne arbejdsløse og et budget underskud på 32 milliarder euro. Som konsekvens heraf er Tyskland nu på vej gennem den dybeste krise siden 2. Verdenskrig. Det er ironisk at CDU er gået med i en koalitionsregering med Socialdemokratiet lige præcis på dette tidspunkt. Angela Merkel var meget tilfreds da hun blev Kansler, men hun vil komme til at fortryde det.
Merkel ynder at præsentere sig selv som “reformist”, hvormed hun mener at hun står for en politik med voldsomme kontrareformer og nedskæringer. De tyske kapitalister ikke er ikke længere i stand til at give reformer og indrømmelser, som de gjorde tidligere. De kan end ikke tolerere de reformer, de allerede har givet. Men i det sidste valg stemte folk lige præcis imod ”reform”. Scenen er derfor sat for en intensivering af klassekampen i Tyskland og en voksende polariseringen til venstre og højre. En forsmag på dette er splittet i SPD selv på dette meget tidlige stadie.
Situationen i Tyskland i dag har ligheder med Weimar Republikkens turbulente dage. Overalt ser vi den samme proces. I den foregående periode, var der to generalstrejker i Belgien. I Grækenland var der to vigtige generalstrejker. I december 2005 var der en generalstrejke i Grækenland mod den højreorienterede ND regering. Næsten samtidig var der i Irland en massedemonstration med 100.000 mennesker i Dublin til støtte for færgearbejderne og mod angreb på pensions- og arbejdsforhold.
I Spanien led Aznars højrefløjsregering et ydmygende nederlag d. 14 marts 2004. Grunden for dette nederlag var blevet lagt gennem de foregående 3 år. En eskalering i klassekampen skabte røre blandt millioner af unge og arbejdere i hele landet. Generalstrejken i Galicia i 2001, studenterungdommens massemobilisering mod højrefløjens uddannelsesreform, den store generalstrejke d. 20. juni 2002, de hundrede tusinder af mennesker der var involveret i bevægelserne mod miljøulykken med båden Prestige, samt antikrigsdemonstrationerne der fik millioner af arbejdere på gaden, skabte store rystelser i samfundet, hvilket højnede den politiske polarisering til en sådan grad at den kun kan sammenlignes med situationen i 1970’erne. Denne politiske polarisering der reflekterede et kvalitativt spring i millioner af unge og arbejderes bevidsthed nåede sit højdepunkt, i dagene efter de islamiske fundamentalisters bombeangreb i Madrid d. 11 marts 2004, da en massebevægelse af en næstens oprørsk karakter udfordrede den borgerlige lovgyldighed d. 13. marts, med demonstrationer der omringede partiet PP’s kontorer i flere store og små byer. I disse dage viste bevægelserne endnu tydeligere end tidligere, de karakteristiske træk der kommer til at kendetegne den uundgåelige fremtidige revolutionære proces i Spanien. På dette tidspunkt diskuterede den højreorienterede regering muligheden for en udsættelse af parlamentsvalget. Dette blev dog til sidst forkastet af den årsag, at det kunne have fremkaldt en reaktion hos befolkningen, der uden tvivl ville være gået ud over arbejderbevægelsens lederes grænser, og skabt en sprængfarlig situation. Havde der eksisteret en marxistisk organisation med reel indflydelse blandt masserne til at gå i spidsen for bevægelsen, ville det uden tvivl have udløst en krise med prærevolutionære konsekvenser.
Disse begivenheder viser den spanske arbejderklasses revolutionære potentiale, der er dybt rodfæstet i dens mangeårige kamptraditioner.
Gennem de 2 år med Zapatero-regeringen, har højrefløjen gentagne gange mobiliseret sin sociale base i forsøgene på at undergrave regeringen. Ved at gøre dette, har de på systematisk vis forsøgt at udbrede de samme ideer som reaktionens kræfter brugte i 1930’erne. Blandt disse er forsvaret for kirkens privilegier, en opildning af hysteriet omkring separatisme og splittelsen af Spanien og en ubetinget modstand mod alle former for forhandlinger med ETA. Højrefløjen og store dele af borgerskabet der støtter disse standpunkter, har som en del af deres strategi brugt alle deres støtter indenfor statsapparatet. Heriblandt har de brugt hæren til at angribe PSOE regeringen. Beklageligvis har lederne af fagforeningen og PSOE regeringen ikke besvaret angrebene ved at mobilisere deres sociale basis på gadeplan, imod de hårde angreb fra højrefløjen. De forsøger at gøre situationen rolig imens de udfører de borgerliges økonomiske politik. Det er åbenlyst, at disse forsøg på at hælde koldt vand på klassekampen, samtidig med at man forsøger at skabe forvirring blandt masserne, ikke kan forhindre den fortsatte politiske polarisering i at udvikle og udtrykke sig på alle områder.
Denne situation, der indeholder en del ligheder med begivenhederne i 1930’erne, er en forsmag på de processer der kommer til at foregå i Spanien i den kommende periode. De samme symptomer udvikler sig, dog med forskellig hastighed, i andre europæiske lande.
Den politiske krise er ikke begrænset til Europa. Vi ser den også i Israel, Canada, Pakistan, Nigeria, Thailand, Filippinerne og mange andre lande, herunder USA selv. Den umiddelbare årsag til krisen kan variere betydeligt: den kan være økonomisk, men også militær, en politisk skandale, et terrorist angreb, eller et antal andre årsager, men til syvende og sidst er den virkelige årsag den samme. Hegel pointerede at nødvendighed udtrykker sig selv gennem tilfældigheder. Den langsomt voksende næsten umærkbare stemning af utilfredshed når et punkt, hvor den må finde et udtryk.
I Australien vandt højrefløjen en kæmpe sejr i det sidste valg, som gav dem flertallet i både senatet og underhuset. Det fulgte efter en periode med økonomisk boom hvor den australske økonomi voksede med fem procent om året. Alligevel lagde den australske herskende klasse hårdt pres på de konservative, for at igangsætte brutale angreb på levestandarden uden fortilfælde. Som resultat heraf, har der været massedemonstrationer i alle de store byer og mindst en halv million mennesker har været indblandet. Dette skete i et land, hvor man ikke har set nogen betydelig bevægelse i arbejderklassen i lang tid. Alligevel reagerede arbejderne øjeblikkeligt på angrebene på deres levestand.
På den måde viser krisen sig overalt. Hvis dette var tilfældet i bare et enkelt eller to lande kunne man konkludere, at det var et tilfældigt fænomen. Men sådan forholder det sig ikke. Disse er klare tegn på en generel tendens. De indikerer at vi på verdensplan er gået ind i en helt ny historisk periode. Den periode vi går ind i vil ikke være som 1960’erne eller 1950’erne, men vil være meget mere lig med de turbulente 30’ere: en periode med krige, revolution og kontrarevolution.
Relationer på verdensplan
Efter Sovjets fald, har der været ekstrem militær og diplomatisk ustabilitet. Før i tiden var der altid to, tre eller flere supermagter, der konkurrerede med hinanden om verdensherredømmet. Nu er der kun én supermagt. USA har vist sig som den stærkeste imperialistiske magt i historien. 500 milliarder dollars bruges årligt på våben. Dette er mere end militærbudgetterne for Rusland, Kina, Japan, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Saudi Arabien, Sydkorea og Indien tilsammen.
I 1800-tallet udtrykte det unge amerikanske borgerskab dets ambition i den såkaldte Monroe Doktrin, der slog USA’s krav om eneherredømme over Amerika fast. Nu har de en særlig udlægning af den doktrin. Nu er hele verden regnet for deres domæne. I stedet for det gamle slogan: ”Amerika for amerikanerne” har vi det nye slogan: ”Hele verden for USA”. Dette har ført til konsekvenser, som var uforudsete eller utilstrækkeligt analyseret af den amerikanske imperialismes strateger.
Der er en seriøs og voksende splittelse mellem USA og Europa. Dette er dels genspejlet i talrige og bitre handelsstridigheder og dels i åbne diplomatiske konflikter. Det europæiske borgerskab har dets egne interesser i steder som Mellemøsten, Iran, Kina, Afrika og det Caraibiske Hav og kan ikke passivt acceptere Washington-dominansen i verdens anliggender. Som et resultat er NATO helt splittet, og der er generelt en voksende splid i Europa, afspejlet i krisen i forbindelse med den europæiske forfatning. Blair er den trofaste håndlanger for Bush, hvilket genspejler kollapset i Storbritanniens magt og Londons ustabilitet i forhold til at spille en selvstændig rolle i verdens anliggender. Dette førte til et hårdt opgør mellem den britiske og franske imperialisme, der truede med at destabilisere EU.
Rent faktisk er Europas rolle i verdens anliggender imidlertid aftagende med stor hast. Hele verdens fremtid vil blive afgjort i Asien og i Oceanien med dets myldrende befolkninger og aktive økonomier. USA skjuler ikke dets ønske om at dominere Asien og det indiske subkontinent. Før eller senere vil USA støde sammen med Kina over Stillehavet. Kina har allerede etableret sig selv som en ledende verdensmagt. Dets økonomiske styrke er nu alment anerkendt, og det vil ikke vare længe før Kina hævder denne styrke i både militære og politiske termer.
Washington forsøger at dominere Mellemøsten – et nøgleområde for den amerikanske imperialisme af både økonomiske og strategiske grunde. I deres vildelse troede den herskende klike i USA, at USA’s magt var ubegrænset. Men de reelle grænser for USA’s magt er blevet grusomt udstillet i Irak. Med 130.000 amerikanske tropper på irakisk jord har de været ude af stand til at kontrollere situationen. Oprøret fortsætter ufortrødent. Den mest magtfulde nation i verden finder sig selv fanget i en konflikt, der er umulig at vinde, og som allerede har kostet over 2.000 amerikanere livet (antallet af irakiske døde er ikke opgjort, men det er enormt), og mindst 16.000 sårede. Krigen koster mindst 6 milliarder dollars om måneden.
Ikke engang den rigeste nation på jorden kan tåle denne strøm af blod og guld i al evighed. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt USA vil blive tvunget til at forlade Irak, men hvor tidligt. Og det er klart, at uanset hvilket regime der vil blive ladt tilbage, så er det utænkeligt, at det vil være sympatisk overfor Washington. Når man ser tilbage, så vil hele Irak-affæren blive set som en fiasko og et eventyr. De psykologiske konsekvenser i USA vil blive sammenlignelige med dem fra Vietnam. Det vil åbne døren til en ny periode af radikalisering i USA. Dette vil blive direkte forbundet til begivenheder der bliver forberedt i Latinamerika, og det vil påvirke Washingtons attitude til det sidstnævnte.
I dets ambition om at dominere hele verden har den amerikanske imperialisme forsøgt at omringe Rusland med en række marionetstater i Centralasien. Efter at have fået Polen og andre tidligere sovjetbloklande i Østeuropa til at tilslutte sig NATO, udvidede det sin interessesfære til lande som Ukraine, Georgien, Usbekistan og Kirgisistan. Sovjetunionens kollaps har ikke bragt nogle positive resultater for folkene i Centralasien. De såkaldte selvstændige republikker er svage og ondskabsfulde regimer, der kombinerer alle de værste aspekter af totalitær stalinisme med kapitalistisk gangsteropførsel samt en brutalitet værdig for Djenghis Khan (Mongoliet). Moskva og Washington konkurrerer med hinanden om at få kontrol med disse stater, der har store olie- og naturgasreserver. De (USA og Rusland) skiftevis støtter og underminerer de eksisterende regeringer, alt efter hvad der behager dem.
Den amerikanske imperialismes handlinger har ført til destabilisering af det ene land efter det andet. De har sluppet massernes oprørsbevægelser løs, som, i fraværet af et sandt revolutionært lederskab, er blevet manipuleret af skrupelløse borgerlige elementer. Der har været den ene opstand efter den anden. I en periode på få måneder i 2005, har der været opstande i Kirgisistan og Usbekistan, men den borgerlige opposition tilbyder ingen løsning for masserne. Dette betyder, at ustabiliteten vil fortsætte i en forudsigelig fremtid.
USA forsøger hårdt at udøve kontrol over de Centralasiatiske stater, og kaukasierne har gjort russerne rasende og bragt dem i konflikt med Moskva og Beijing. Rusland og Kina forsøger nu at modsvare USA. Moskva presser Ukraine, og bruger olie- og gasressourcernes magtfulde indflydelse til at vise regeringen i Kiev, hvem der er bosserne. De udøver også pres på Georgien. De er lykkedes med at få amerikanerne smidt ud fra Usbekistan. Og efter at have mistet deres base i Irak, giver de nu stiltiende støtte til både Iran og Syrien imod skræmmetaktikerne fra Washington.
Amerikanerne har ikke, som de hævdede, pacificeret Afghanistan. Den senest valgte forsamling (loya jirga) består af en broget samling af krigsherrer, narkobaroner og Taliban. Ud af dette parlaments 240 medlemmer har 200 angiveligt deres egne private hære. Den centrale magt har kun den amerikanske hær og dets udenlandske allierede at støtte sig til. Karzai fastholder kun en vakkelvorn kontrol over Kabul takket være de amerikanske styrker som (indtil videre) holder ham i live. Udenfor hovedstaden kontrollerer han ingenting. I mellemtiden, er Pakistan og hele Centralasien blevet destabiliseret.
Bush’s besøg i Indien viser, at den amerikanske imperialisme forsøger at etablere sig selv som den dominerende magt i Asien. Den vil meget gerne etablere tættere bånd med Indien som det største land i regionen med det hurtigst voksende marked. Men den er tvunget til at fastholde en fintfølende balance akt i forhold til ikke at fremmedgøre Pakistan, som er vigtig som en allieret i USA’s krig i Afghanistan. Men både Indien og Pakistan er i krise.
I Pakistan, var jordskælvet en naturkatastrofe. Men det bragte samtidig alle de ophobede sociale og politiske spændinger i Pakistan frem. Systemet er nu så skrøbeligt, så grundlæggende ustabilt, at ethvert ydre chok kan medføre en dyb krise. Den herskende klasse i Pakistan er så desperat, at de har besluttet at benytte det nationale spørgsmål, og har fyret op under nationale konflikter i Baluchistan og alle andre steder. Dette vil have alvorlige efterdønninger i North West Frontier (som allerede er i oprørstilstand), Sindh og selve Kashmir.
Den amerikanske imperialisme har efter at have forværret situationen med sin indblanding i regionen forsøgt at støtte sig op af deres marionetdukke Musharaff, men det er som at læne sig op af et brækket rør. Musharaff kan blive styrtet eller myrdet når som helst. Det vil åbne flodportene op og forberede vejen for en revolutionær udvikling, som vil påvirke hele subkontinentet. Tragedien i Kashmir (jordskælvet) medførte en bølge af spontan sympati fra masserne i Indien. Dette behager hverken den reaktionære pakistanske herskende klasse, eller det lige så reaktionære indiske borgerskab. Ingen af parterne er interesseret i at løse Kashmir-konflikten, som de altid har brugt til at vække had mellem folkene, for at aflede opmærksomhed væk fra klassekampen.
Krisen i Indien er også forværret. Det reaktionære BJB’s nederlag ved sidste valg afspejlede et politisk jordskælv, men det borgerlige Kongresparti er hurtigt blevet draget i tvivl. Under det skrupelløse pres fra IMF har det gennemført en ”reform” politik (dvs. kontrareformer). Som et resultat er den i krise og ramt af skandaler. Faktisk, er både Kongrespartiet og BJP i krise og splittede. I mellemtiden er den magtfulde indiske arbejderklasse, som forberedte Kongrespartiets valgsejren med en generalstrejke, endnu en gang i færd med at vise sine muskler i en ny strejkebølge. Men både CPI og CPI (m) støtter stiltiende Kongrespartiregeringen. Dette skaber voksende utilfredshed i rækkerne. For første gang nogensinde har fagforeningerne strejket i Kerala, hvor CPI (m) har magten.
Kina bruger sine økonomiske succeser til at forøge sin allerede betragtelige militære magt. Det udruster sin hær på ny. Dets rumprogram er primært dikteret ud fra militære betragtninger (ligesom USA’s ditto er). Det viser sine muskler i Asien, hvor det har givet en streng advarsel om, at det aldrig vil tolerere en uafhængighedsdeklaration fra Taiwan, som er betragtes som en løsreven kinesisk provins. Dette er ikke bluf. Beijings ledere frygter, at et sådant træk muligvis vil opmuntre løsrivelsesbevægelser i andre dele af Kina. Og de har de nødvendige militære midler til at håndhæve deres vilje. Før eller senere vil der komme en frontal kollision mellem USA og Kina over Stillehavet – det mest afgørende område for den fremtidige verdenshistorie.
Den ”Tredje Verden”
Kapitalismens blindgyde afsløres i dens mest barske former i krisen i Asien, Afrika, Mellemøsten og Latinamerika. Her afspejler den permanente ustabilitet og turbulens faktummet, at der ikke er nogen vej ud under kapitalismen. Situationen i de såkaldte Tredje Verdens lande er rædsel uden ende. Her betyder kapitalismens krise elendighed, sygdom, krige og død for millioner. Ifølge Verdensbanken, lever 1,2 milliarder mennesker på grænsen af sult, ud af hvilke 8 dør hvert år, fordi de ikke besidder tilstrækkelig med penge til at holde sig i live. Det Menneskelige Udviklings Indeks, en opsummering over sundhed, levealder, uddannelse og levestandarder, faldt sidste år i 21 lande. I 1980, faldt det kun i fire. Dette er et indiskutabel et bevis for, at i det nuværende opsving er forholdene for masserne ikke forbedret men forringet.
Dette er selv tilfældet i lande med høje vækstrater. Tabellerne med økonomisk vækst afspejler på ingen måde den virkelige tilstand for masserne. Ugandas BNP steg seks procent om året i det sidste årti. Men indkomsten per indbygger forblev på under 250 dollars om året. Afrikas tilstand er kritisk. I borgerkrigen i Congo er mindst 4,5 millioner mennesker blevet dræbt. Hele det vestlige Afrika er i kaos. En halv million mennesker er blevet dræbt i borgerkrige i Liberia, Sierra Leone, Guinea og Elfenbenskysten. Barbariske elementer optræder i det ene land efter det andet.
En række generalstrejker i Nigeria viser dog arbejderklassens revolutionære potentiale. Præsident Obasanjo er nu inde i sin anden præsidentperiode. I begyndelsen havde masserne nogen tiltro til ham, da de som følge af ”demokrati” forventede konkrete materielle forbedringer i deres levestandard. I stedet har de været udsat for en konstant stormflod af angreb. Spørgsmålet omring benzinprisen har været et hovedemne. Regimet har under imperialismens pres forøget benzinprisen massivt, det har fortsat sine planer om privatiseringer, det har angrebet pensionisterne, hævet brugerbetalingen på skolerne enormt osv.
Indtil for nylig har fagforeningslederne været i stand til at bevare situationen til gavn for den herskende klasse. De har indkaldt til en række generalstrejker, for så til sidst at gå på kompromis. Dette har, eftersom arbejderne begynder at drage konklusioner fra deres tidligere erfaringer, nu fremprovokeret en opposition blandt fagforeningens menige medlemmer. I den næste periode vil arbejderklassens kamp bevæge sig ind på en større kampplads. Den nigerianske arbejderklasse er bestemt til at spille en vigtig rolle i den afrikanske revolution. Enten leder den masserne til sejr eller også kommer udsigten til forfærdelige etniske konflikter tættere på. Der er allerede tegn på dette. Her bliver Luxemburgs ord absolut bekræftet: menneskehedens står overfor valget imellem socialisme og barbarisme.
Pga. fraværet af en subjektiv faktor viser massernes og i særdeleshed dele af den fortrængte ungdoms utilfredshed sig i forvrængede udtryk: fundamentalisme, terrorisme, selvmordsbomber osv. Trotskij forklarede for lang tid siden, at i et hvert samfund, hvor terrorisme er endemisk, er det et symptom på et fundamentalt dødvande og en revolutionær gæring. Imperialisterne fordømmer hyklerisk undertryktes desperate handlinger som terrorisme, mens de selv fører tøjlesløs terroristisk politik på globalt plan.
Lad os genkalde at det var det erklærede mål for angrebet på Irak og Afghanistan at overvinde terrorismen. Hvordan ser resultaterne ud? På alle sider er risikoen for et nyt terrorangreb ikke blevet mindre, men større, og al queda opererer frit. Ikke kun inde i Irak, men også i lande som Jordan, en af USA's nøgleallierede, der var relativt stabil, men ikke mere. Saudi Arabien ser ud til fortsat at blive mere ustabilt. Libanon er på randen til en borgerkrig. Med andre ord er det lykkedes dem at destabilisere hele Mellemøsten. Hvad angår Bin Laden, som skulle have været blevet dræbt flere gange, så er han stadig i live og aktiv i stammeområderne mellem Afghanistan og Pakistan sammen med sine venner i Taliban. Det var næppe hvad Bush og Rumsfeld havde i sinde, da de begyndte deres eventyr.
I verdensimperialismens højborg, USA, er der også krisetegn, som i større og større grad viser sig som kriser i regimet selv – ligesom da Watergate-skandalen væltede Nixon. Da Bush vandt sin anden præsidentperiode, sagde vi, at han ville fortryde sin sejr, og at han ville ende op som den mest upopulære præsident i USA's historie. Begge forudsigelser bliver nu hurtigt bekræftet af begivenhedernes gang. Bush har allerede haft de laveste meningsmålinger for en nyvalgt præsident i nyere tid og hans støtte er faldet drastisk siden. Flertallet af den offentlige mening er nu imod besættelsen af Irak.
Irak og ”krigen mod terror”
Imperialistisk arrogance, hunger efter udplyndring og gal reaktion var Bush og hans klikes motiver bag det amerikanske militærs eventyr i Irak. Saddam Hussein var ikke en militær trussel mod USA. CIA vidste, at han ikke havde masseødelæggelsesvåben. Beslutningen om at invadere havde intet at gøre med 9/11. Som alle ved nu, blev den taget længe før af en klike bestående af højrefløjsrepublikanere og fundamentalister, der kontrollere politikken i Det Hvide Hus. Som alle nu ved, brugte de blot ødelæggelsen af Twin Towers, som et belejligt påskud til at udføre den plan, der lå færdig allerede få uger efter Bush kom til magten i 2001.
Det var meget unødvendigt og har haft de mest alvorlige konsekvenser for den amerikanske imperialisme. Selv med besættelsesstyrker bestående af 130.000 tropper udstyret med de mest sofistikerede moderne våben er det ikke lykkedes dem at pacificere Irak. Invasionen af Irak har også stor betydning inde i USA. De nyeste meningsmålinger viser en skarp stigning i modstanden mod Irak-krigen, som 54 % nu mener, var en fejl. Kun 34 % af amerikanerne tror nu på et positivt resultat. Udover det store antal af sårede og dræbte amerikanske soldater er de økonomiske omkostninger enorme. Besættelsen af Irak koster det amerikanske finansministerium ikke mindre end 6 mia. dollars hver måned. Ikke engang den rigeste magt på jorden kan klare sådan et dræn på ubestemt tid.
Bush-administrationen har stukket hovedet i sandet. Bush har offentligt udtalt at han ”ikke køber præmissen om, at der bliver borgerkrig”. En borgerkrig i Irak er selvfølgelig ikke fuldstændig sikkert, men en udpræget mulighed. Bush blev spurgt i et interview, om de amerikanske tropper ville spille en større rolle for at stoppe spredningen af sekterisk vold i Irak. Hans svar var ”nej” og han tilføjede, at USA's soldater simpelthen ville fortsætte med at træne irakere til at håndtere volden.
Det virker umuligt for de amerikanske styrker ikke at skulle blive inddraget i en eventuel borgerkrig i Irak, hvis volden fortsætter med at eskalere. Det nuværende irakiske styre er fuldstændig afhængigt af USA's militærmagt som støtte. Hvis volden fortsætter, vil USA's tropper blive draget ind i konflikten, også selvom de sparker imod og skriger, og så vil ligposerne begynde at hobe sig op.
Bush står dog i en usikker situation. Han er nødt til offentligt at erklære, at USA ikke vil involvere sig i en borgerkrig. Moralen i hæren er lav. Den nyeste meningsmåling blandt amerikanske soldater i Irak afslørede, at 72 % af tropperne der var udstationeret i Irak mente, at USA burde forlade landet inden for det kommende år. Næsten 25 % mente, at man burde forlade landet øjeblikkeligt. En måling fra sidste marts af The San Francisco Chronicle afslørede også, at 70 % af tropperne i Irak karakteriserede deres moral som lav eller meget lav. 75 % mente, at ledelsen af deres bataljon var dårlig eller viste manglende bekymring for soldaternes velvære. Disse tal er forbløffende. Med de her tal ved hånden er det et spørgsmål om de amerikanske tropper overhovedet ville kunne bruges, hvis en borgerkrig brød ud i Irak.
Bedre end nogen andre ved soldaterne i Irak, at de ikke er af sted, pga. de grunde de fik at vide. De ser ingen grund til at være der. De står ansigt til ansigt med angreb, dødstruslen og en fjendtlig befolkning hver dag. Mange er reserver, der bare gerne vil hjem. Med en udsigt til at konflikten forværres og mange amerikanske soldaters død, er det fuldt ud sandsynligt, at spændingerne i hæren vil bryde ud. USA's militær i Irak kunne kollapse. USA har glemt fortidens lektioner og er gået direkte ind til en situation, der slående ligner den de stod overfor for 40 år siden i Vietnam – en demoraliseret hær der bare vil hjem, kæmpende en kamp de ikke kan vinde, samtidig med at regeringen står for fald på hjemmefronten.
Før eller siden vil de blive nødt til at trække sig tilbage med halen mellem benene. Når de går, vil de forlade et rod. Trods al den pralende propaganda har valgene ingenting løst. En ny offentlig meningsmåling viser, at over 50 % af irakerne nu synes de havde det bedre under Saddam Hussein. 85 % ønsker at amerikanerne forlader landet. USA er desperate efter at skabe en irakisk hær, for at kunne trække sine egne tropper hjem inden den militære situation forværres yderligere. Men hvordan? I deres forsøg på at danne sig en base har de splittet Irak langs nationale og religiøse linier.
Washington gav indrømmelser til shiitterne, som fremmedgjorde både sunnierne og kurderne. Som et resultat har de ladet Iran intervenere. Spændingerne mellem Teheran og Washington er som resultat af det blevet skarpere. Nu forsøger de at skifte balancen, og tilbyder indrømmelser til sunnierne, inklusiv et tilbud om at optage tidligere medlemmer af Baath-partiet i hæren og sikkerhedsstyrkerne, som de tidligere dominerede. Dette har gjort shiitterne rasende og øget den dødelige tendens mod sekteriske konflikter og vold. Dette kan degenerere til en blodig borgerkrig med uforudsigelige konsekvenser. Således kollapser en militær aktion, der angiveligt var rettet mod at etablere fred, stabilitet og demokrati, i et blodigt moras. Konflikten mellem Iran og USA udspilles således allerede nu gennem en krig under overfladen i Irak. Kun udviklingen af en forenet national irakisk modstandsbevægelse vil være i stand til at afvikle truslen om en total borgerkrig.
Deres eventyr i Irak har sat de amerikanske imperialister i en vanskelig situation, når de har at gøre med de såkaldte ”slyngelstater”. Som nabo til Irak finder vi det islamistisk fundamentalistiske regime i Iran, der finder sig i en modsætningsfuld situation. Internt står det overfor stigende uro blandt arbejderne. En række vigtige strejker har fundet sted og de har understreget klassemodsætningerne i det iranske samfund. I de sidste par år har vi også set storartede ungdomsbevægelser.
På de tidlige stadier kom disse til udtryk i illusioner til den såkaldt ”reformistiske” fløj i det islamistiske regime, men efter de har siddet i embedet, er de blevet miskrediteret. Nu er den nye hårde præsident kommet til magten, og han forsøger at holde situationen sammen ved at dreje opmærksomheden mod den ”ydre fjende”. Mahmoud Ahmadinejad bruger populistisk ”anti-imperialistisk” retorik for at appellere til masserne, mens han på samme tid laver adskillige aftaler, specielt med europæiske kapitalister, for at få flere investeringer ind i landet.
Regimet står klart i et dilemma. Det har desperat brug for investeringer til at udvikle dets industrielle base, for at skabe jobs og give masserne nogle konkrete materielle vindinger, hvis den ønsker at stabilisere situationen. På samme tid er der konflikten med imperialisterne, særligt de amerikanske, pga. udviklingen af atomkraftkapacitet. De påstår, at denne kun er til ”fredelige formål”, men det narrer ingen. Lederne af regimet har draget en vigtig konklusion ovenpå USA's invasion af Irak: hvis du ikke har ”masseødelæggelsesvåben”, bliver du invaderet, hvis du har, bliver du ikke!
Den amerikanske imperialisme er rædselsslagen for, at Iran skal blive en atommagt. Indtil videre har de forsøgt sig med diplomati, FN-resolutioner og så videre i forsøget på at bremse Irans aspirationer. USA's strateger er delte omkring, hvordan man går videre. Nogle håber på en gradvis svækkelse og til slut, at regimet væltes indefra, så det bruges der mange millioner dollars på. Andre mener at en eller anden form for væbnet konflikt er uundgåelig. Det er sådan Bush-administrationen tænker. Problemet er, at de for øjeblikket er kørt fast i den irakiske sump. Det udelukker dog ikke et amerikansk missilangreb på centrene for forskning i atomkraft, eller et israelsk angreb stiltiende støttet af USA. Selv en sådan begrænset konflikt ville dog kun betyde yderligere vrede i masserne i Mellemøsten og ville ikke løse noget i det lange løb.
Den største trussel for regimet er dog ikke den amerikanske imperialisme, men derimod presset fra arbejderklassen og andre massebevægelser. Det fuldstændige kollaps i støtten til den såkaldte reformistiske fløj i det islamistiske regime har medført et enormt skifte i bevidstheden og kampviljen hos arbejderklassen, ungdommen, kvinderne, de nationale minoriteter samt andre udnyttede og undertrykte dele af samfundet. Indtil for et år siden var den mest alarmerende udvikling for regimet, at dets sociale basis var begyndt at smuldre, og derved formindskedes regimets evne til at bruge sin sociale basis til at slå ned på arbejderstrejker og andre uønskede bevægelser. Heri bestod logikken i at anbringe Ahmadinejad i præsidentembedet og samtidig øse penge ud til Hizbollah, Basij osv.
Siden da har to delvist statskontrollerede organisationer, der har været afgørende i forhold til at kontrollere arbejder- og studenterbevægelserne, gennemgået en enorm udvikling. Studenterorganisationen, The Office for Consolidating Unity, der var ansvarlig for besættelsen af den amerikanske ambassade, har nu fået elementer ind i ledelsen, der åbent kalder sig selv for socialister og som bliver forfulgt af regimet, fordi man mener de er ”Marxister”. Arbejderhuset (The Labour House) der indtil for lidt over et år siden åbent angreb ærlige kæmpende fagforeningsaktivister som eksempelvis Vahed-buschaufførerne har afskediget redaktøren for deres dagblad Kar-o Kargar (arbejde og arbejder). Siden da har Kar-o Kargar, der har et oplæg på omkring 200.000, trykt Lenins artikel fra 1899 ”Om strejker” samt et fotografi af ham. Samme situation er ved at komme til udtryk i andre delvist statskontrollerede organisationer
Fremkosten af forskellige sociale bevægelser er uden fortilfælde. For to år siden blev fagforeningsaktivister arresteret før de nåede at deltage i 1. maj mødet i Saghez. Sidste år blev Arbejderhusets fejring af 1. maj, der samtidig skulle fungere som støttefest for Rafsanjanis præsidentkampagne, ødelagt af arbejderne. I dette års massive 1. maj møde mistede Arbejderhuset fuldstændig kontrollen med arbejderne, der fremførte deres egne slogans: ”Strejke, strejke”, ”de fængslede arbejdere skal sættes fri”, ”se på Frankrig, gør noget for os” osv. Som begivenhederne i Tabriz og på diverse universiteter har forandringerne i de nationale- samt ungdomsbevægelserne været næsten lige så dramatiske. Dennee opblomstring er på trods af bevægelsernes mangelfulde lederskab, begyndt at have en effekt på stabiliteten og enigheden i selv den borgerlige stat. Inde i selve dette undertrykkende apparatur ses begyndelsen til en splittelse. Det uniformerede politi og sikkerhedsfolk har ved flere lejligheder stået på protestanternes side mod embedsmændene. Dette sås specielt i Tehran på 1. maj 2006.
En ting er sikkert; oppositionen i arbejderklassen vokser. Arbejderne bliver modigere; deres frygt for regimet er ikke, hvad den har været. På et tidspunkt vil de iranske arbejdere rykke i en afgørende retning. Det var arbejderklassens bevægelse, især oliearbejderne, der endelig væltede den hadede Shah. Det samme vil ske med det her regime. Vores iranske kammerater er allerede i kontakt med de bedste arbejdere og unge, og det er på denne base, vi over den kommende periode kan bygge en stærk marxistisk tendens.
Palæstina og Israel
 |
I højere grad end tidligere bliver den amerikanske politik på dette spørgsmål bestemt af de mest reaktionære cirkler i Tel Aviv, som endvidere nyder af gode forbindelser med lederne af det religiøse højre i det republikanske parti. Israel går dog også igennem en politisk krise, der ikke har noget fortilfælde siden staten blev oprettet. Det faktum at Sharon uventet lagde sig syg efter et slagtilfælde var et historisk tilfælde af den reneste slags. Men følgende spørgsmål må stilles: hvordan går det til, at hele det politiske liv i Israel er kommet i krise på grund af én gammel syg mand? Det er en refleksion af, at man er nået til en blindgyde – udtryk for et ustabilt system.
Denne turbulens er ikke direkte forårsaget af økonomiske faktorer, men den israelske kapitalismes krise påvirker på afgørende vis masserne psykologi. Før i tiden nød den israelske befolkning (ligesom australierne) en privilegeret høj levestandard. I de tidlige dage da det zionistiske Arbejderparti var ved magten, gennemførte det reformer, som gavnede masserne og hyldede endda ”socialismen” i ord. Nu er alt det vendt op og ned. Der er 10 % arbejdsløshed og der findes suppekøkkener i Israel. I stedet for reformer, er disse kontrareformer.
Under disse omstændigheder har der været et split i både Arbejderpartiet og Likud. Det sætter begyndelsen af en polarisering til højre og venstre på dagsordenen i Israel, hvilket kan have en betydelig effekt på hele situationen i en periode. Problemet består i manglen på lederskab og det nationale spørgsmål, der konstant distraherer massernes opmærksomhed fra klassespørgsmålet.
I de palæstinensiske territorier stiger utilfredsheden med de korrupte borgerlige ledere af Fatah. Mahmoud Abbas higer efter at blive en amerikansk håndlanger. Men det lykkedes ham ikke særlig godt. Han kan ikke kontrollere masserne, og Washington kan ikke bruge en håndlanger, som ikke kan holde masserne under kontrol. Overleveringen af Gaza var en bevidst manøvre fra Tel Aviv, der skulle retfærdiggøre, at man fortsatte kontrollen med Jerusalem og Vestbredden. Det har kun ført til få fordele for folket i Gaza, som lever under den frygteligste fattigdom, massearbejdsløshed, og hvor drømmen om en palæstinensisk stat forbliver ligeså illusorisk som et fata morgana. Det seneste valg var en jordskredssejr for Hamas, hvilket viser dybden af utilfredsheden med det korrupte og inkompetente palæstinensiske selvstyre. Men masserne lider af udmattelse efter mange år med kamp og lidelser. Selv Hamas’ beslutning om at deltage ved valget var en stiltiende indrømmelse af dette.
I virkeligheden er der ingen anden vej frem for det palæstinensiske folk end den revolutionære vej frem: at vælte både det korrupte og bankerotte palæstinensiske lederskab og den reaktionære zionistiske herskende klasse i Israel. Dette kan ikke opnås uden støtte fra mindst den afgørende del af den israelske arbejderklasse. Omstædighederne for at en oprigtig enhed mellem de palæstinensiske masser og den israelske arbejderklasse begynder nu at opstå. Men det vigtigste forhold for dette er, at palæstinenserne forlader den individuelle terrorismes kontraproduktive taktik og en systematisk opbygning af kontakter mellem arbejdere og unge i Palæstina og Israel. Til dette er det nødvendigt med et ægte revolutionært parti og en revolutionær ledelse.
Krisen i mellemøsten er en del af den generelle verdensomspænde turbulens, der spreder sig ukontrollerbart, og imperialismens indblanding kan ikke stoppe den. Tværtimod gør den blot tingene værre og før eller senere vil dette vise sin effekt i de mest udviklede lande. Terrorangrebene i London viste, at kaoset i Mellemøsten og den ulovlige besættelse af Irak har konsekvenser for det politiske liv i Europa. Dette var også tilfældet, da Aznar regeringen blev omvæltet. Dette var en direkte konsekvens af terroristernes rædselsgerningers forbindelse med Irak-krigen. I den næste periode kan vi se en lignende udvikling i Italien og endda USA selv.
