Niklas Morberg flickr 1000pxSkrevet den 23. marts 2015.

I det meste af Danmark er klassekampen på lavt blus på nuværende tidspunkt. Undtagelsen er dog Københavns Lufthavn i Kastrup, hvor arbejdernes forhold er under angreb, samtidig med, at de faglige ledere forsøger at redde ”den danske model”, som i bund og grund undergraver den kamp, de står midt i.

Først var det SAS, som i en glidende overgang blev afløst af Norwegian, og i skrivende stund er det nu Ryanair. Fælles for alle tre luftfartsselskaber er deres benhårde arbejdsgiveroffensiv, hvor de forsøger at presse deres medarbejdere på Danmarks største arbejdsplads, der til daglig beskæftiger 23.000 mennesker; Københavns Lufthavn.

Arbejdernes løn­ og arbejdsforhold i Københavns Lufthavn er blevet angrebet over en længere periode. Men siden slutningen af februar har de tre forskellige luftfartsselskabers angreb overlappet hinanden. Samtidig står klart, at de danske fagforeningsledere ingen strategi har for, hvordan denne offensiv skal bremses, og slet ikke hvordan den kan vendes om til en kamp for bedre løn og ordentlige forhold.

Først SAS

Det startede med en fire dage lang strejke blandt kabinepersonalet hos SAS. Det skandinaviske luftfartsselskab har købt det mindre selskab Cimber og vil i den forbindelse rykke 147 kabinemedarbejdere over til det nyopkøbte selskab. Men disse medarbejdere havde ingen idé om, hvad deres faglige fremtid ville blive, og sandsynligvis ville de ikke blive dækket af overenskomsten hos SAS, men få forringet deres vilkår hos Cimber.

Frustrationen flød over til et informationsmøde hos fagforeningen tirsdag d. 24. februar, som blev omdannet til et fagligt møde, hvorefter arbejdet blev nedlagt. Arbejdsretten, som altid står på arbejdsgiverens side, dømte strejken ulovlig og gav de strejkende påbud om at genoptage arbejdet. Strejken forsatte dog.

Det er hele kernen i den såkaldte danske model. Der må ikke (kun i meget særlige tilfælde) strejkes udenfor overenskomstforhandlingerne, resten af tiden er de prisgivet arbejdsgiverne, som kan forringe løn­ og arbejdsvilkår lige så tosset, som de har lyst til.

Men ledelsen i SAS har stor erfaring i at smadre deres ansattes forhold og gav hurtigt de strejkende et ultimatum: Genoptag arbejdet eller bliv fyret. De strejkende stod helt alene, og da der ikke kom nogen hjælp, blev de tvunget tilbage i arbejde.

Under strejken var der ingen tricks, der var for beskidte til ledelsen i SAS. De opfandt historier om, at dele af kabinepersonalet havde truet andre dele til deltage i strejken, og på baggrund af den historie suspenderede de 27 medarbejdere under strejken, som først i midten af marts fik at vide, at de kunne komme tilbage på arbejde. Det er sådanne mafiametoder, man bruger, for at lukke munden på de mest aktive og skræmme andre fra at lede fremtidige konflikter.

Så blev det Norwegian

Mens SAS-strejken stadig var i gang, begyndte strejken blandt piloter hos det norske Norwegian. Her gik 70 piloter i strejke d. 28. februar og fire dage senere gik 650 flere piloter med i strejken, hvilket inkluderede danske piloter i Kastrup.

Strejken blev indledt, da Norwegian forsøgte at få deres piloter ind under et datterselskabs overenskomst, hvilket vil betyde forringede vilkår. Piloterne krævede at fortsætte under moderselskabets overenskomst.

Denne strejke var dog fundamental anderledes fra SAS strejken. Først og fremmest spredte den sig til piloter i hele Skandinavien. I Finland gik 3.000 medlemmer af luftfartsfagforeningen i en 14 timers strejke, og der blev varslet solidaritetsstrejke fra samme fagforeningsgrene i både Sverige og Danmark. Fra andre dele af den norske fagbevægelse blev der truet med solidaritetsaktioner, hvilket blandt andet inkluderede helikopterpiloter, som så ville true transporten til den vigtige olieindustri på havet.

Fordi strejken blev spredt så hurtigt, blev ledelsen i Norwegian nød til at indgå et kompromis. De skulle efter sigende have mistet en halv milliard på grund af strejken, og med udsigt til en intensivering af strejken havde de ikke meget valg. Det vidner om, hvilken kraft arbejderklassen besidder, når den først mobiliseres!

Desværre var fagforeningslederne ikke villige til at udnytte denne kraft, og aftalen, man indgik, udskyder bare problemerne. Norwegian skriver, at man har "videreført en særskilt stillingsgaranti for alle piloter, som i dag er ansat i Skandinavien", og denne garanti varer frem til 2017. Ledelsen vil forsøge at angribe piloterne, og andre ansattes, forhold igen i fremtiden, men nu beriget med erfaringen fra denne konflikt.

Og nu Ryanair

Ryanair landede deres først fly i Københavns Lufthavn d. 18. marts. Det var dog sværere for dem at lette igen, da de først havde problemer med at få fyldt brændstof på flyet, og derefter forhindrede lufthavnsansatte flyet i at lette, da de ”tilfældigvis” opholdte sig på landingsbanen.

Ryanair nægter at indgå en dansk overenskomst med Flyvebranchen Personale Union (FPU), som har varslet konflikt med Ryanair. Direktøren for Ryanair truer med at gå til EU-domstolen. LO støttede ikke op om blokaden, der forsinkede Ryanairs fly i tre timer, men er i stedet gået til Arbejdsretten, og der spurgt, om de ”lovligt” kan konflikte med Ryanair.

Myten om den danske model

Alt dette bliver gjort i den danske models navn. Men den største forhindring for, at man effektivt kan bekæmpe presset på løn­ og arbejdsforhold, er netop denne model. Strejker er ulovlige det meste af tiden. I stedet sætter man al sin lid til Arbejdsretten, som er en integreret del af det borgerlige statsapparat, hvis fremmeste opgave er at sikre kapitalisterne deres profitter.

Grunden til at fagforeningsbosserne lovpriser og gør alt for at bevare den danske model er, at den lovsikrer dem forhandlingsretten. Men i krisetider, som vi står midt i nu, er det umulig at forhandle ordentlige resultater hjem, uden truslen om hård kamp.

 Når man så endelig går i konflikt, som vi så med lærerne i 2012, sygeplejerskerne i 2008 og med storkonflikten i 1998, så ender det altid med, at regeringen griber ind for at forsvare arbejdsgiveren. Den danske model med dens ”objektive” Arbejdsret er intet andet end en illusion.

Da den danske model underminerer strejken – arbejderklassen eneste effektive våben – så graver den i virkeligheden sin egen grav. ”Den danske model” kunne give enkelte, om end unødigt magre, resultater i opsvingstider såsom i efterkrigsopsvinget, hvor økonomien gik frem, og kapitalisterne havde råd til at dele ud af deres krummer for at undgå social uro.

Det er ikke tilfældet mere, og som vi ser i Kastrup, bliver klassekampen mere og mere intensiveret. Kapitalisterne kræver dårligere løn og værre arbejdsforhold. Arbejderbevægelsen må stoppe med at spille efter borgerskabets regler, som de ikke engang selv overholder.

Den eneste måde at slå tilbage på er at bruge strejkevåbnet, organisere arbejderne lokalt hvor de er og aktionere bredt, i form af generalstrejker, tillidsmandsmøder og demonstrationer. Arbejderne vil mærke deres egen styrke, hvilket vil styrke kampkræften yderligere. Hvis kapitalisterne står over for en organiseret og mobiliseret arbejderklasse, har de ikke én chance. 

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 8, april 2015. Tegn abonnement og støt sagen!

Yderligere information