lo CMYK 199725.000 færre er i dag medlem af en fagforening under LO end for et år siden.

Siden 1996 har 450.000 forladt fagforeningerne under LO, og sidste år alene forlod 25.000 de LO-organiserede forbund. En del af disse har meldt sig ind i de ”gule fagforeninger”, og en del er blot uorganiserede. LO selv er kommet med tal, der viser, at fortætter udviklingen vil kun hver anden om 15 år være medlem af en fagforening. Mens organisationsprocenten blandt de 50-66-årige fra 2000-2013 kun er faldet med et par procentpoint, er faldet blandet de 30-49-åringe og 18-29-årige på hhv. 10 og 14 procentpoint.

Tallene burde være mere end alarmerende for LO, men i toppen undlader man at drage de nødvendige konklusioner og vil i stedet helst kun se det positive. Næstformanden Lizette Risgaard siger: ”Jeg glæder mig over, at der i 2014 er færre, der forlader fagbevægelsen”. Altså at flugten er aftagende. Det er et meget beskedent ambitionsniveau. Ambitionen burde være at vinde nogle af de titusinder tilbage til fagforeningerne.

Det lader ikke til, at tallene giver anledning til egentlig refleksion i toppen af fagbevægelsen. Tillad alligevel os andre at reflektere i deres sted.

Value for money?

De fleste arbejdere ser deres fagforening som et praktisk værktøj, der skal gøre deres hverdag bedre og lettere. Især unge har ikke en nostalgisk og romantisk forestilling om fagbevægelsen. De stiller derfor sig selv spørgsmålet; hvad får jeg for mit månedlige kontingent på 4-500 kroner? Og er det pengene værd?

Ofte når en ung arbejder desværre frem til, at svaret på begge spørgsmål er ”nej”. Fagbevægelsen har de seneste mange år ikke givet ”value for money”. I toppen af de store forbund og fagforeningerne har man siddet på hænderne, imens den gennemsnitlige arbejder har oplevet, at skruen ude på arbejdspladserne er blevet strammet år for år.

Gentagne ”effektiviseringer” af især de større arbejdspladser har i realiteten betydet, at færre mennesker skal udføre det samme arbejde som før. Det nyder virksomhedsejerne godt af, mellem 2009 og 2012 opsparede virksomhederne 225,9 milliarder koner. De store overskud er ikke kommet på baggrund af investeringer i maskiner, da investeringer har ligger helt stille i perioden, men udelukkende på skuldrene ad arbejderklassen, der er blevet presset til at løbe hurtigere.

Da den økonomiske krise satte ind for syv år siden blev frygten for at miste sit arbejde en del af det daglige pres. Og stramningerne i dagpengereglerne har gjort frygten endnu mere velbegrundet.

Og hvad har så fagbevægelsen gjort? Svaret er intet. Lige nu kører de en kampagne ”sammen skaber vi værdi”, hvor de påpeger at lønmodtagerne hver dag skaber værdi for 6,3 mia. kr. De har jo ret i at det er arbejderne der skaber værdien, men det de ikke siger, er, at det er aktionærer, der kan putte en større og større del af den værdi arbejderklassen ned i deres lommer.

Fagbevægelsen har en afgørende rolle at spille, men på nuværende tidspunkt er organisationerne reduceret til bureaukratiske maskiner, med ringe kontakt til arbejderklassen og uden noget andet tilsyneladende formål end at holde gang i apparatet trods faldende indtægter.

At ledelsens leveforhold ligger fjernt fra dens medlemmers, afspejler sig bl.a. i aflønningen. LO’s formand Harald Børsting fik i 2014 en månedsløn på 105.229 kroner. Dertil kommer diverse honorarer, frynsegoder mv. som sandsynligvis fordobler eller tredobler hans reelle indtægt. Temmelig langt fra hvad en LO-arbejder tjener.

Arbejdernes kamporganisationer

Da fagbevægelsen i sin tid opstod, var det ud fra et behov for at organisere arbejderklassen imod arbejdsgiverne.

Fagforeningerne er arbejdernes kamporganisationer eller intet. Efterkrigsopsvinget og den følgende økonomiske fremgang har sat sine dybe spor. I en helt historisk epoke var det muligt at få gennemført forbedringer i løn og arbejdsvilkår udelukkende gennem forhandlinger. Siden har fagtoppen hvilet på laurbærerne og er gennem tårnhøje lønninger og uafbrudte møder med magtens elite drevet længere og længere væk fra deres medlemmer.

Den danske model blev gentagne gange hevet op af glemmekassen, som den eneste vej frem. Men den danske model er ikke er ikke andet en klassesamarbejde i institutionaliseret form. Indbygget i den danske model er indbygget fredspligten, der reelt har afskaffet strejkeretten, arbejderklassens eneste kampvåben, i Danmark. Kun i forbindelse med overenskomstforhandlinger og under et hav af regler er det muligt at strejke. Sammenkædningsreglerne betyder at strejkerne ikke kan undgå at blive yderst sjældne og store – og når strejkerne bliver store, griber politikerne ind.

Men tiden med opsving er for længst forbi og således også tiden med forbedringer gennem forhandlinger. Det er tydeligt for enhver der har en arbejdsgiver. Arbejdsgiverne er i offensiven, og den danske model er en forhindring for, at arbejderklassen kan kæmpe effektivt igen.

Tilbage til tegnebrættet

Skal udviklingen i fagbevægelsen vendes, må hele apparatet rystes og tankesættet og organisationen vendes 180 grader væk fra den nuværende frugtesløse strategi. Fagbevægelsen må tilbage til udgangspunktet og finde kamptraditionerne frem. De nyere generationer har ikke behov for skåltaler, de har behov for en fagbevægelse, som gør, hvad de er sat i verden for – at organisere arbejderklassens kamp for ordentlige leveforhold. Den kamp kan ikke overlades til de faglige ledere alene. Ledelsen i fagbevægelsen burde bestå af de meste bevidste arbejdere, med den største optimisme og største kampgejst, der kan opdrives i landet. I dag er det levebrødspolitikere og karrieremagere, der styrer showet.

Men den situation, vi nu ser i fagbevægelsen, kan ikke vare evigt. Situationens alvor betyder, at der vil ske ændringer på den ene eller anden måde. De faldende medlemstal i sig selv betyder, at fagforeningerne mister autoritet og med tiden sin vægt som forhandlingspartner og dermed ender med at overflødiggøre sig selv. Og dette faktum er LO’s formand Harald Børsting kun alt for klar over;

”En stærk organisationsgrad legitimerer vores overenskomster. Hvis vi har for få medlemmer, vil nogen jo spørge, om det er rimeligt, at vi rent faktisk laver regulerende aftaler.”(ugebrevet A4)

Antallet af strejkedage i det private var i 2014 15.900, hvilket er en stigning på 5.500 fra året før. Det viser, at presset nu er så stort ude på arbejdspladserne, at frustrationerne begynder at komme op til overfladen. Det varsler nye tider i fagbevægelsen – tider hvor arbejderklassen tvinges til at bryde med den danske model og klassekamp igen kommer på dagsordenen, tider som vil ryste og forandre fagbevægelsen.

Denne artikel blev bragt i Revolution nummer 9 - maj 2015. Tegn abonnement og få den trykte udgave ind af dørsprækken!

 

Yderligere information