Alle argumenter er i arbejderklassens favør: Stor efterspørgsel efter arbejdskraft, historisk høj produktivitet, virksomhederne høster rekordoverskud og direktørlønningerne er eksploderet.
Alt sammen argumenter der om noget bakker op om arbejdernes lønkrav, til overenskomstforhandlingerne umiddelbart efter nytår.
Lønstigninger på dagsordenen
Der er da heller ingen tvivl om, at det største krav fra arbejdspladserne er såkaldte satsstigninger. Dvs. stigning i mindsteløn, skifteholds-betalingen, lærlingeløn osv.
Alligevel virker det lidt ligesom at lederne af CO-industri ikke ved hvilket ben de skal stå på. På den ene side forklarer de tillidsfolkene at de står i en historisk stærk forhandlingsposition. På den anden side har de i medierne manet til besindighed omkring lønkravene.
Thorkild Jensen sidder som en flue mellem en hammer og noget meget hårdt. Den politiske situation lindrer ikke hans pine. Sensommeren viste os et opsving i klassekampen og arbejderklassens bevidsthed, med de kommunalt ansattes imponerende strejker. Dette går ikke bare hen over hovedet på arbejderne på det private område. De er selv blevet angrebet hårdt i den sidste overenskomstperiode. Flere steder har man i løbet af sidste overenskomstperiode accepteret løntilbageholdenhed, mod at beholde arbejdspladser i Danmark. Man har accepteret at tempoet er blevet skruet op. Man har accepteret "fleksible" arbejdstider og hjemmearbejde. Hvad var belønningen? Flere virksomheder flyttede alligevel, man hyrer vikarer i stedet for at fastansætte og byggeriet importerer billig arbejdskraft som aldrig før. Men mest provokerende af alt, er den ekstravagance som kapitalisterne udviser.
Samtidig med deres påbud om løntilbageholdenhed giver de gyldne håndtryk og lønstigninger på gennemsnitligt 20 procent til hinanden. Mange steder er stemningen, at nu må det være nok. Der må være en grænse for galskaben. Hvis ikke der kan komme massive lønstigninger nu, hvornår kan der så? –når krisen kradser skal kapitalisterne nok være de første til at banke løn og arbejdsforhold tilbage til stenalderen. Det er nu vi må handle.
 |
På Dansk Metals kongres i september lovede Thorkild Jensen |
På den anden side står kapitalisterne, der vil gøre alt for at fastholde deres luksus og fantastiske profitter. De har fuld opbakning fra deres politiske repræsentanter i Regeringen og Dansk Folkeparti. Men deres position er langt fra så stærk som tidligere. Foråret og sensommerens kampe har svækket dem i et omfang der ikke er set siden de kom til magten for snart seks år siden. Arbejderpartierne, med Socialdemokraterne klart i spidsen er stormet frem oven på de kommunalt ansattes kampe.
Dette stiller Thorkild og de andre i toppen a fagbevægelsen i en endnu vanskeligere situation. Hvis forhandlingsresultatet ikke levere de forventede lønstigninger, og det bliver til konflikt, kan det få større konsekvenser for den politiske situation, end man umiddelbart kan forestille sig. For der er ingen tvivl om at den borgerlige regering ikke vil acceptere at arbejderklassen og dens organisationer får en sejr gennem kamp, imens de sidder på tronen. Så kampen vil blive hård. Samtidig vil en storkonflikt også sende rystelser langt ind i arbejderklassens traditionelle organisationer, og i sidste ende kunne kaste de ledere af tronen, som ikke vil kæmpe for deres medlemmer.
Thorkilds strategi
Den slags tanker om kamp og tumult gør ikke en topforhandlings-fagforeningsleder som Thorkild Jensen godt til mode. Derfor forsøgte bl.a. Thorkild Jensen, lige efter sommerferien, at dreje arbejderklassens opmærksomhed væk fra offensive krav om lønstigninger, over i en defensiv kamp, mod direktøren for Dansk Industri, Hans Skov Christensens udtalelse om, at tillæggene for ubekvemme arbejdstider skulle fjernes. Hans håb var at kunne fremstå som sejrherre ved at have ryddet dette forslag af bordet, men til gengæld acceptere løntilbageholdenhed. Denne strategi kan dog let give bagslag. Ved at pustede sig op på Dansk Metals kongres og skråsikkert erklære at et sådan krav fra arbejdsgiverside ville blive mødt med konflikt, gav han også sine medlemmer en vis selvtillid. Hvad han sagde var, at det er muligt at gennemtrumfe sine krav gennem faglig kamp.
Derfor har Thorkild og resten af den absolutte top i dansk fagbevægelse, nemlig CO-industri, taget en ny drejning. I stedet for at puste sig op, sniger han sig langs væggene. Lederne af CO-industri har åbent forklaret på tillidsmandsmøder rundt om i landet, at man ikke vil se meget til dem i medierne. Desuden har de lagt en køreplan sammen med DI for at forsøge at få forhandlingerne overstået så hurtigt som muligt, helst inden 13. februar, for enten at sikre at medlemmerne ikke når helt at finde ud af hvad de stemmer om, eller også at stemmeprocenten bliver tilstrækkelig lav til at man ikke kan gå i konflikt.
Marxisternes svar
Det er klart at det er fuldstændigt uacceptabelt at vi har en ledelse for den danske arbejderbevægelse, der er mere bekymret om at holde ro på arbejdsmarkedet, end at forsvare sine medlemmers interesser. Det er fuldstændig at vende tingene på hovedet, når stort set den samlede fagtop går ud og maner til "ansvarligehed" og tilbageholdenhed med lønkravene, lige før en overenskomstforhandling. Kunne man forestille sig arbejdsgivernes forhandlere gøre det samme? Det er mildest talt et utænkeligt scenarium at se en Hans Skov Christensen for sig, mens han med dybe panderynker og alvor i stemmen forklare arbejdsgiverne, at 'selvfølgelig må der gives klækkelige lønstigninger til arbejderne – i samfundets interesse'!
Siden starten af halvfjerdserne er arbejderklassens økonomiske stilling, set i forhold til den samlede produktion, blevet væsentligt forringet. Bare siden 2001 er andelen af den samlede produktion der bruges på løn, faldet fra 56procent til 54,8 procent. Samtidig er arbejdstempoet sat op, og den gennemsnitlige arbejdstid pr. person er nu oppe på 40 timer. Dvs. at den 37 timers arbejdsuge i realiteten ikke eksisterer længere. Vi må kræve vores del af kagen.
Derfor er det første krav lederne af CO-industri bør gå åbent frem med, en national mindsteløn på 150 kroner, med fuld dyrtidsregulering. Det vil også kunne sikre at arbejdsgiverne ikke kan undergrave det nuværende lønniveau, ved at importere billig arbejdskraft på den lave mindsteløn.
Som vi skrev i indledningen: Dette burde være kronede dage for toppen af fagbevægelsen. Alt hvad de skal gøre for at hive en sejr hjem til medlemmerne, er rent faktisk at stå fast på medlemmernes krav. Hvis det så kommer til konflikt på den baggrund, skal medlemmerne nok rykke ud og presse en sejr igennem.
I virkeligheden står lederne for fagbevægelsen i en situation, hvor de ikke bare kan vinde en sejr for deres medlemmer, men også vende medlemsflugten til en fremgang. Som det er blevet sagt på optaktsmøderne rundt om landet, så vil et godt overenskomstresultat være det bedste bevis overfor de uorganiserede arbejdere om at blive organiserede. Men det kræver at linjen fra overenskomsten 2004 bliver lagt kraftigt om. Her var fagtoppen ude og argumentere for et forslag der bl.a. indførte de forhadte regler om "forsømt tid", som betyder at overenskomststridige strejker straffes med tilsvarende overarbejde, uden overarbejdsbetaling. Det er klart, at hvis medlemmerne og potentielle medlemmer skal genvinde tilliden til fagbevægelsen og i særlig grad dens topledere, så er det nødvendigt at få fjernet den slags regler, der undergraver arbejderklassens styrke. Det er nødvendigt at fagbevægelsen går tilbage til sine rødder som en kamporganisation. En organisation der ikke halter efter arbejderklassen, men leder den i kampen for ordentlige løn og arbejdsvilkår!
For en national mindsteløn på 150kr., med fuld dyrtidsregulering!
Nej til rævekager og aftalt spil - for åbne forhandlinger!
For en kæmpende fagbevægelse!
